Tre amerikanske børn mistede livet på ulykkelig vis i 1944, og ingen af dem havde fortjent det, selv om den ene blev dømt for at have dræbt de to andre. Halvfjerds år efter, hvor man endnu en gang gennemgik sagsakterne, blev det tydeligt, at den 14-årige Georges Stinney (1929-1944) ikke var skyldig i det, han blev dømt for, nemlig at myrde Betty June Binnicker på 11 år og Mary Emma Thames på 7. I 2014, hvor man igen så på sagen, blev det tydeligt, at han heller ikke havde fået en fair retssag, alt sammen formentlig fordi han var ud af en fattig, sort familie.
Pigerne blev fundet døde i Alcolu, South Carolina, den 23. marts 1944. Alcolu var en typisk sydstatsby med skarpt opdelte områder ud fra race: hvide og sorte var på det nærmeste holdt adskilt ved hjælp af jernbaneskinner ned gennem området. Man gik "selvfølgelig" heller ikke i de samme skoler eller kirker, og man har næppe kendt hvide indbyggere godt, hvis man var et sort barn. Georges far var ansat på byens savværk, hvor han sikkert også selv kunne have fået arbejde allerede som 14-årig, men i stedet fik han altså en dødsdom og endte i den elektriske stol.
Betty June Binnicker (1933–1944) og Mary Emma Thames (1937–1944) var forsvundet dagen før, hvor de havde været ude på deres cykler for at plukke blomster. Da man fandt dem, var det tydeligt, at de havde været udsat for et voldsomt overfald med mange skader til følge. Disse stammede angiveligt fra slag med et stumpt våben, måske i form af en jernbane-"dims" eller lignende. Begge havde kraniebrud og mange sår, men det er uklart, om de også var blevet misbrugt seksuelt, og om det eventuelt var blevet forsøgt, men måske opgivet. En teori, der florerede på dette tidspunkt, gik ud på, at George havde dræbt den yngste pige for at kunne voldtage og myrde den ældste, så han kunne voldtage hendes lig. Noget, der mere var vilde fantasier i området end noget som helst andet. Under alle omstændigheder var mordene en tragedie, der på ulykkelig vis berøvede tre børn livet.
Man mistænkte og arresterede først både George og hans bror, John. Sidstnævnte blev dog løsladt på grund af bevisets stilling, men altså desværre ikke George.
Spørgsmålet er, hvorfor man gik efter George Stinney, men det kan skyldes, at pigerne havde passeret Stinney-familiens hus på deres cykeltur og havde spurgt ham og hans søster om et sted, hvor de blomster, de søgte, voksede. Denne korte og udramatiske kontakt blev åbenbart fortolket helt ude af proportioner, selv om Georges søster sagde, at hun havde været sammen med ham på det tidspunkt, hvor pigerne var blevet dræbt, og at det derfor ikke kunne være ham, der havde begået mordene. Noget andet, der formentlig blev set som mistænkeligt var, at han samme dag, som mordene fandt sted, havde været i slagsmål med en pige i skolen. Politiet påstod endvidere, at han havde tilstået mordene, idet der dog var flere versioner af denne såkaldte "tilståelse". I en af dem var der tale om selvforsvar, da en af pigerne angiveligt havde angrebet ham. Dvs. at sagen bestod af tynde, tynde indicier samt forkerte politi-oplysninger. For senere generationer er det derfor tydeligt, at han blev udpeget ud fra racistiske synspunkter og brugt som syndebuk for den - eller dem - der begik forbrydelserne.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar