"The National Tattler"

MM og kærligheden er unægtelig et kapitel for sig, så artiklen har sikkert solgt mange numre af det såkaldte "pulp"-magasin "The National Tattler". Sammen med mange andre af sin slags var det en form for efterkommer af "Argosy", der startede i 1896 som en ny udvikling af bladgenren. Man kan sige, at disse magasiner - og der var på et tidspunkt temmelig mange - levede højt på fattige folk af den amerikanske arbejderklasse, der ikke havde råd til bøger eller en decideret litterær smag. Det, læserne fandt i disse pulp-magasiner, var vilde historier, sjældent uden noget ægte fundament i virkeligheden, men det gjorde åbenbart ikke noget. Ligesom vore dages "Se og Hør", "Billed-Bladet" og den slags, der bugner af historier om små og store begivenheder i kongehuset, der må karakteriseres som det rene gætteri, så var de underholdende, hvis man altså var til vilde overdrivelser, skrækkelige forbrydelser, sære kærlighedshistorier eller gantasifulde skildringer af interessante menneskeskæbner. At det hele var løgn og latin, gjorde åbenbart ikke noget, for bladene solgte godt.

Sådan en historie kan nok få fantasien i gang, for fødslen af en så mærkværdig baby kræver jo sex med en hund. Meget interessant og sikkert også mægtig ophidsende for folk med smag for den slags. Dem, der købte "The National Tattler" for at læse en så vild historie, har sandsynligvis også været ude efter andre pulp-nagasiner, hvis der blev vist tilstrækkelig appetitvækkende spisesedler. Dvs. at genren har været en guldgrube for nogle bladfolk og skribenter indtil engang i slutningen af 1950'erne, hvor de ikke længere var helt så populære. Det, der har trængt dem tilbage, var TV'ets popularitet og populære TV-serier. Flere af de kendte pulp-forfattere fra magasinerne gik faktisk over i TV-branchen. 

SEX - Wow! At der sikkert ikke er så meget videnskab bag disse "afsløringer" har ikke betydet så meget, for det var noget, man kunne savle over. Playboy-bunny'en, der er BH-model, må også have været et hit, for her var både babser og antydningen af en vild livsstil. Lidt lumre artikler med et anstrøg af videnskabelighed eller autenticitet har også lokket husarerne til, og dem har man levet højt på.

"Forført af en flyvende tallerken"? Gad vide, hvordan det fremstilles af journalisten, for det lyder som en meget kringlet affære. Det er dog tydeligt, at damens halvblottede bryst som blikfang for denne vilde historie er det vigtigste lokkemiddel.  

Mange mennesker har levet af disse blade, og nogle eksisterer den dag i dag, men i en anden udformning. Det vilde præg, som magasiner som "The National Tattler" havde, går vist ikke længere, og det er på en måde synd, for det skabte en form for fortryllet verden, hvor intet/meget lidt var virkeligt, men kunne tænkes at være det, og som man i hvert fald kunne drømme om ....

 

Når man VÆLGER fængslet

James Verone var 59 år gammel, da han traf en afgørende beslutning i 2011: han røvede en bank, men krævede kun §1,00 af den forbløffede kasserer. Derefter satte han sig ned og ventede på politiet, der kom meget hurtigt. Inden sit besøg i banken havde han sendt et brev til avisen, "The Gaston Gazette", hvor han meddelte, at han var ved sine fulde fem, men havde helbredsproblemer, og at han havde planlagt et røveri i den allernærmeste fremtid. 

Da han var blevet arresteret, kunne han fortælle sin historie, og den var tragi-komisk, for hans pludselige lyst til at komme i fængsel skyldtes, at han havde mistet sit job som chauffør for et CocaCola-firma, hvor han havde arbejdet i omkring 20 år. Det kunne så endda være, men det, der drev ham til hans desperate valg af forbryderbanen, var, at med jobbet mistede han også sin sygeforsikring, og som arbejdsløs havde han ikke råd til lægebehandling. Eftersom han havde en mystisk gevækst på brystet, følte han, at hans liv var truet, så han valgte fængslet frem for det, han frygtede var en snarlig død af "noget med hjertet". Desuden regnede han med en fængselsdom på tre år, sådan at han ville være fyldt 62, når han blev løsladt, og så ville han kunne få pension. Alt sammen meget logisk samt særdeles udspekuleret, men sådan er det jo ofte med desperate folk, der må sno sig i systemet for at klare sig.

Hans straf blev nu kun på et år - et vist nok ret forfærdeligt år - før han blev løsladt. Heldigvis viste det sig dog, at den gevækst, der havde fået ham til at begå røveriet, ikke var ondartet. Hvad der skete med ham efter frigivelsen vides ikke med sikkerhed. Det svæver ligeledes i det uvisse, om han fik den bog udgivet, som han ville skrive om sine oplevelser som frivillig fange.

Forøvrigt er han ikke den eneste, der har valgt fængslet frem for en usikker tilværelse i en ikke særlig tryg tilværelse som hjemløs og/eller arbejdsløs ....

https://listverse.com/2019/07/18/10-people-who-asked-to-go-to-prison/

https://www.good.is/tag/james-verone 

https://abcnews.go.com/Health/Wellness/james-verone-medical-motive-bank-robbery/story?id=13895584 

https://www.wbtv.com/story/18967542/man-who-robbed-bank-for-free-helalthcare-released/ 

Hoved-samleren

En stivfjæset person med en tilsyneladende vandkæmmet hårpragt. Han var noget, han egentlig ikke ser ud som, nemlig en engelsk officer og gentleman: Horatio Gordon Robley (1840-1930). Hvis jeg hørte, at han var bror til Dracula, ville jeg ikke blive særlig forbavset, men det kan hænge sammen med min viden om hans meget specielle hobby: han var ikke bare soldat, men også en talentfuld tegner. (Nogle af hans sketches af tatoveringer blev bragt her: the Illustrated London News mellem 1864 og 1867). Det virker, som om hans interesse for tatoveringer, førte videre til den af hans hobbyer, som han er mest kendt for, nemlig at samle på tørrede, tatoverede hoveder. Hans samling var ret imponerende, da den bestod af 35 afhuggede hoveder, som han sikkert har været mægtig stolt af.

                                                          En makaber væg, må man sige

Han gjorde først og fremmest tjeneste i Asien og New Zealand, og efter at være blevet pensioneret opretholdt han kontakten med mange af sine venner i disse områder. Desuden skrev han bøger om maori'erne, tatoveringer, militærhistorie og andet. Altså et spændende og meget produktivt, men også ret specielt liv for en engelsk gentleman.

 

Ælde - Thors overmand/-kvinde

 

Hammer, geder og masser af muskler, ja den er god nok, her har vi tordenguden Thor i egen høje person. Som vi ved, er han den stærkeste af alle de nordiske guder - eller hva'? Er der én, der er endnu stærkere? At Loke er langt snedigere, ved vi også, men muskelmæssigt slår han nu ikke Thor. 

Thor er og bliver en kraftkarl, der forstår at håndtere hammeren. Ikke desto mindre bliver han den lille, da han prøver kræfter med den gamle, spinkle kvinde, der er Udgårdslokes mor. 

Det må så være ham en trøst, at det siges, at ingen - hverken guder eller mennesker - kan vinde over hende, om så de har aldrig så mange muskler, for hun er stærkere end nogen anden. Hun er nemlig den personificerede alderdom, Ælde.

Kun gudinden Iduns æbler holder guderne unge og raske. (Noget, der kunne tyde på, at hun i virkeligheden er en gammel frugtbarhedsgudinde, der er faldet i rangorden). 

Den stærke Thor må give tabt, men han holder dog længere på dansegulvet med hende, selv om han ikke formår at sejre.

 At alderdommen vinder over os, hvis vi bliver game nok til at føle dens fulde kraft, er der ingen tvivl om. Vi spejder forgæves efter Iduns æbler, samtidig med at vi måske fylder os med div. foryngende midler eller lader os sprøjte med Botox. Er det noget, man skal beklage? Ikke hvis man ikke bare kunne stoppe døden, men også det, der følger med aldersprocessen, nemlig en forringelse af kraft og styrke. En ting er, at man automatisk udstyres med aldersbestemte forandringer i form af rynker, gråt hår, ømme knæ og meget andet som f.eks. en dårligere hukommelse, noget andet at man på sørgelig vis "synker nedad" i både bogstavelig og overført betydning. Nej, Ælde er ikke til at spøge med ....

 

Status ved nattetide

Ja, den slags skal man passe på med, for pludselig kan der komme masser af erindringer, man ellers havde fået placeret i hjernens allerbagerste rum. Det eneste, der kan beskytte én imod den slags, er nok, hvis man er totalt uden empati og samvittighed. Når jeg har set interviews med mordere, der har begået de mest horrible forbrydelser, har det undret mig, at de ikke altid - eller nærmest meget sjældent - lader til at føle samvittighedsnag over det, de har gjort imod andre mennesker. Tværtimod er der dem, der praler af deres ugerninger, blandt andet over for medindsatte i fængslerne. Vågner de aldrig op en sen nattetime og tænker tanker om ting, der ville kunne drive os andre til vanvid af samvittighedsnag? Hvem af os er den "normale", forbryderen uden samvittighed eller den almindelige jævnt lovlydige borger, der ikke kan slå en edderkop ihjel uden at blive overfaldet af selvbebrejdelser?

Personlig tror jeg meget på empati, og dermed har jeg også åbnet op for sådan en følelse som f.eks. samvittighedsnag. Uden empati kunne man formentlig boltre sig i sin næstes ulykke, selv om man var skyld i den. Det går ikke med empati, for så relaterer man det til sig selv og de følelser en lignende situation ville give anledning til, hvis man kom ud for det.

                                          Skyld, skyld, skyld - og det hjælper ikke at flygte ....

Hvorfor det skal være om natten, man gør status i stedet for at sove, er mig en gåde, men det hænger vel sammen med ens udmattede tilstand: man er rent faktisk træt og dermed også mere forsvarsløs over for det, man fortrænger, når man er vågen. Man kan sige, at de værste spøgelser optræder ved nattetide, og det gør samvittigheden så også.

 

 

 
 
 

 

Den elektriske pige

 

Angelique Cottin (født ca. 1832) var en tilsyneladende ganske almindelig fransk bondepige. Som 14-årig vakte hun imidlertid pludselig stor opmærksomhed ved på mystisk vis at kunne få ting til at bevæge sig, tilsyneladende ved egen kraft. Man talte om, at hun "elektrificerede" dem uden at røre ved dem, og ingen havde rigtig nogen forklaring på fænomenet. Hendes forældre "fik det bedste ud af" situationen ved at udstille hende og på den måde tjene penge på hendes evner. Derfor har man senere ment, at det hele var en fidus, som de havde sat i gang. Ingen har dog rigtig kunnet forklare, hvad der foregik med Angelique ....

Det, Angelique gjorde - eller kunne - forbindes med fænomener som psykokinese og telekinese, hvorved ting angiveligt påvirkes ved tankens kraft. 

Var det bevidst fra Angeliques side? Måske, men dermed jo ikke være sagt, at det var bevidst svindel. Man ved jo, at de fleste spontane tilfælde af disse to fænomener optræder i forbindelse med en persons pubertet, hvor der jo rumsterer en masse følelser rundt i det forvirrede, unge sind. Det forklarer det dog ikke, og man må spørge sig selv, om det ikke snarere er en bortforklaring, ligesom hvis man siger, at en poltergeist er et spøgelse. Ingen af delene burde ifølge logikkens love eksistere, men gør det åbenbart, og det endda overalt på kloden ....

                    Angelique Cottin som ældre og vist nok uden sine specielle evner som teenager. 

Der var ingen grænser for de evner, som fortidens troldmænd blev tilskrevet, - og som de levede højt og flot af. En af de kendteste i vores egen tid var israeleren Uri Geller, der blev berømt ved at bøje skeer, angiveligt ved tankens kraft.

https://en.wikisource.org/wiki/Popular_Science_Monthly/Volume_6/March_1875/The_Electrical_Girl

https://www.encyclopedia.com/science/encyclopedias-almanacs-transcripts-and-maps/cottin-angelique-ca-1846 

https://paranorms.com/angelique-cottin/ 

 

Den utugtige synsvinkel

Sexet? Sikkert, nemlig for mænd, men er det PORNO? Det har man diskuteret, frem og tilbage, i årevis, men spørgsmålet vanskeliggøres af én detalje: HVAD - helt konkret - er porno??? Ifølge "Ordbog Over Det Danske Sprog" dækker ordet disse begreber: "skamløs, lystbetonet optagethed af noget" -  SPROG-BRUG kendt fra ca. 1965. Synonymet er pronografi. I mine øjne virker denne sammenstilling af ord mærkelig og vilkårlig. "Skamløs", OK, ifølge den gamle betydning er det ovre i den boldgade, vi er, men "lystbetonet optaget af noget" er noget ævl, for det kan dække en masse aktiviteter lige fra en hobby til mad på bordet. Den rette betegnelser for sidstnævnte aktivitet i overdreven form vil være "grovæderi" og "glubskhed", der godt kan virke erotisk, men "porno" i gængs forstand er det nu engang ikke.

Når jeg ser på det lovmæssige, så er det faktisk kun børne-porno, der defineres 100% som porno, ved at der bliver slået hårdt ned imod det. Nu er der imidlertid kommet andre, nye former for det, jeg vil kalde "porno-overgreb", nemlig den slags hvor intime billeder af diverse personer spredes på internettet, ja, måske også sælges illegitimt af folk, der ikke selv optræder på billederne. Hvis man får billeder af sig selv udbredt af folk, der har ligget på lur med en telelinse, men som man ellers ikke kender, så er det efter mine begreber et overgreb af de slemme, selv om vi ikke længere er så krops-forskrækkede som f.eks. for 100 år siden. Det er noget med privatlivets fred, og den bør altså ikke krænkes, men om billederne i sig selv er "porno" kan diskuteres. 

Lovgivningen forekommer mig imidlertid ret vag vedr. alle former for porno. Sådan set ville det være nemmere, hvis man så alle former for billeder af sig selv som en ejendom og den illegale udbredelse af dem som et tyveri, men det gør man ikke: porno er porno, om så det svæver aldrig så meget i et juridisk vakuum. At vi i sin tid var de første, der frigav billedpornoen, frikender os ikke for et reelt ansvar, for området handler også om andet end det såkaldte "frisind", vi er så stolte af.

Porno? Næh, ikke efter mine begreber, men der er sikkert dem, der er uenige. Det kan f.eks. være dem, der har set de gamle fotoblade, hvor der er billeder af (halv-)nøgne kvinder, der står og stritter med barmen og ser "fræk" ud, (hvordan man så end definerer dette begreb). 

Denne litterært interesserede, unge dame med de nydelige ben var helt klart tænkt som en svunden tids porno-dame og har sikkert gjort sit for at ophidse det letpåvirkelige mandkøn. Nu ville man ikke se hende som "porno", men blot som "vovet", (hvad det så end er), og det viser noget om, hvordan tidens forestillinger om skik og uskik veksler. 

At sådan et lille barn kan ses som et sex-objekt er mig ubegribeligt, men vi ved jo, at det sker. Loven på området virker dog ikke særlig veludbygget, og det hænger vel sammen med hele den løse struktur omkring det definitionsmæssige omkring porno. Alt i alt er pornoloven at betragte som en art "slap elastik", for der mangler virkelig klare definitioner, og det er egentlig ret underligt ....

https://politiken.dk/kultur/art7014642/Nu-kan-briter-vise-deres-private-sexoptagelser-uden-at-frygte-retsforf%C3%B8lgelse