onsdag den 25. august 2021

Usynliggørelsen af det kvindelige geni

Det er ofte blevet sagt, tilmed fra forskellig side, at kvindekønnet brillerer ved sin manglende tilstedeværelse inden for eksakte videnskabsgrene som f.eks. astronomi og astrofysik. Kort sagt, der synes ikke at være ret mange af dem, hvilket bliver taget som et indirekte bevis på, at kvinder ikke KAN "den slags". De regnes ganske enkelt ikke for at være udstyret med det rette antal hjerneceller til at beskæftige sig med emner af denne art. Samtidig hører man så om alle de problemer, der rammer de kvinder, der rent faktisk ønsker at gøre sig gældende inden for dette område. F.eks. var der Cecilia Helena Payne-Gaposchkin (1900-1979), hvis mor i sin tid havde bekostet hendes brors uddannelse, men ikke hendes, fordi hun jo "kun" var en pige. Pr. køns-definition var hun udset til ikke at nå de akademiske højder, der kunne berettige hende til at kræve en højere uddannelse, men i 1919 fik hun nu alligevel et legat til Newham College ved Cambridge University, og her læste hun både botanik, kemi og fysik.

Efter et foredrag af professor i astronomi ved Cambridge University, Arthur Eddington, om hans ekspedition til Guinea-bugten ud for Afrikas vestkyst, hvor han havde foretaget observationer af stjernerne i forbindelse med en solformørkelse, blev hun meget interesseret i emnet. Eddington gjorde dette som en test af Albert Einsteins almene relativitetsteori. Han havde fastslået, at stjernernes indre bestod af luftarter, hvilket alt sammen fyrede op under hendes stigende interesse for astronomi. I sin doktorafhandling i 1925 kom hun med sine teorier om sammensætningen af stjerner i forhold til de relative mængder hydrogen og helium. Alt sammen meget imponerende, men inden da var der opstået et uoverstigeligt problem: hun kunne ikke afslutte sine studier med en doktorafhandling, da Cambridge University ikke tildelte universitetsgrader til kvinder før 1948. 

Gode råd var dyre, for hvordan skulle hun komme videre med sine astronomiske studier ved et universitet, der ikke anerkendte hendes præstationer? I England var og blev hun på denne tid blot anden hånds, ligegyldigt hvor meget hun brillerede inden for de fag, hun havde kvalificeret sig til, så hun gik i gang med at søge legater, der gjorde det muligt for hende at tage til USA, hvor Harvard College Observatory direkte opfordrede kvinder til at studere astronomi. Det var grunden til, at hun i 1923 tog til Harvard, og i 1925 afsluttede hun sine studier med den doktorgrad, hun ikke havde kunnet få i England. Dermed blev hun den første  person, der fik en doktorgrad ved dette universitets Radcliffe College. 


Hendes disputats hed "Stellar Atmospheres, A Contribution to the Observational Study of High Temperature in the Reversing Layers of Stars", og den er senere bleve bedømt af fagfolk som f.eks. astronomen Otto Struve som "den mest geniale afhandling der nogensinde er skrevet inden for  astronomi." Desværre kom hun ud for en misforståelse, der næppe ville have ramt en mandlig astronom, men som gjorde, at en mand fik æren af en vigtig del af hendes opdagelse.

Astronomen Henry Norris Russell mente, som det var gængs viden på den tid, at solens og jordens sammensætning ikke er forskellig, og det påpegede han ved sin gennemgang af hendes disputats. Fire år senere forstod han, at han - og de etablerede astronomer - havde taget fejl, og at hun havde ret. Da han nu beviste, at hendes tese var korrekt, blev det helt almindeligt, at man tillagde ham de opdagelser, hun havde gjort, selv om han enerkendte hende og hendes arbejde i sine artikler. 

For mig at se lader det til, at hendes køn virkelig gjorde hende "usynlig" på en meget unfair måde, for der opstod lignende problemer for andre kvindelige forskere. F.eks. måtte Marie Curies mand, Pierre Curie, kræve, at hans kones videnskabelige indsats blev anerkendt på linje med hans: ikke bare han, men også hun havde gjort sig fortjent til Nobelprisen. Efter hans død overtog hun hans undervisningsforpligtelser ved Sorbonne, sådan at hun blev dette universitets første kvindelige underviser. Senere blev hun dets første kvindelige professor. Ikke nok med det, men hun fik også Nobelprisen to gange.


Hele vejen igennem, ikke bare i England, men også i USA, stødte Cecilia Helena Payne-Gaposchkin på forhindringer, der havde med hendes køn at gøre. Tanken om en højt begavet videnskabskvinde har utvivlsomt stødt mange af datidens mennesker, både på og uden for universiteterne. Når der sker den slags, så bliver den pågældende, geni eller ej, usynliggjort, men ikke direkte forfulgt eller åbenlyst udsat for person-forfølgelse. Næh, det foregår f.eks. ved sådan noget som det, hun oplevede med Cambridge University, der ikke tildelte kvinder universitetsgrader. Det var bedre på Harvard, men til trods for sit banebrydende arbejde, steg hun ikke i graderne eller fik en ordentlig løn. F.eks. kom hun også ud for den tort, at ingen af hendes undervisningskurser blev registreret i det gældende katalog før 1945. Ikke desto mindre var hun den første astronom, der opdagede, at stjerner først og fremmest består af hydrogen og helium. Dermed var hendes arbejde banebrydende.

I 1956 blev hun Harvards første kvindelige professor, og da hun gik på pension i 1966, blev hun udnævnt til professor emeritus, idet hun dog fortsatte sin forskning. Hendes akademiske bøger inkluderer:

    "The Stars of High Luminosity" (1930)
    "Variable Stars" (1938)
    "Variable Stars and Galactic Structure" (1954)
    "Introduction to Astronomy" (1956)
    "The Galactic Novae" (1957)

Vigtige afhandlinger inkluderer:

    Gaposchkin, Cecilia Payne (1936), "On the Physical Condition of the Supernovae", Proc. Natl. Acad. Sci. U.S.A. (udgivet juni 1936), 22 (6), s. 332-6, PMC 1076773free to read, PMID 16588077, doi:10.1073/pnas.22.6.332.
    Whipple, F L; Gaposchkin, C P (1936), "On the Bright Line Spectrum of Nova Herculis", Proc. Natl. Acad. Sci. U.S.A. (udgivet april 1936), 22 (4), s. 195-200, Bibcode:1936PNAS...22..195W, PMC 1076741free to read, PMID 16577695, doi:10.1073/pnas.22.4.195.
    Gaposchkin, Cecilia Payne (1941), "Obituary - ANNIE JUMP CANNON.", Science (udgivet 9. maj 1941), 93 (2419): 443-444, Bibcode:1941Sci....93..443P, ISSN 0036-8075, PMID 17820707, doi:10.1126/science.93.2419.443.


Hendes selvbiografi, "The Dyer's Hand", blev trykt privat i det år, hvor hun døde, nemlig 1979. Titlen kan referere til en af Shakespeares sonetter, selv om jeg nu ikke umiddelbart kan se sammenhængen.

Dette er ikke den asteroide, "2039 Payne-Gaposchkin", der blev opkaldt efter hende i 1974, men den kan have set nogenlunde sådan ud. Anden anerkendelse har det knebet med, da hendes epokegørende opdagelser stort set aldrig tilskrives hende, men i stedet mandlige forskere. Det er utroligt, at det skal være sådan den dag i dag, men det er det åbenbart stadig ....

 

https://www.dr.dk/nyheder/viden/teknologi/maendene-tog-aeren-moed-fem-kvinder-der-aldrig-blev-anerkendt-deres-store?cid=newsletter_nb_teknologi_20210308135942 


https://m.facebook.com/AstronomyAstrophysicsHistory/photos/a.449744101749585/1414579745266011/?type=3

 

https://peoplepill.com/people/cecilia-payne-gaposchkin 


Wikipedia


tirsdag den 24. august 2021

David Irving, dit dumme svin!!!!

 

Han ligner, hvad han er, nemlig en indtørret og hadsk nazi-elsker, der optræder som forsvarer for Hitler og hans kumpaner. Det er han mærkværdigvis ikke ene om, men problemet med netop ham er, at han er en engelsk historiker og forfatter, hvilket giver hans ord en vis vægt for mange mennesker uden forkundskaber. Hans navn er David Irving (født den 24. marts 1938), og selv om hans teorier og Hitler-forsvar aldrig er blevet taget alvorligt af andre etablerede akademikere, så kan det ikke nægtes, at han åbenbart har en stor viden om selve Nazi-Tyskland, og at han tilsyneladende har haft held til at finde noget værdifuldt historisk materiale. Eller rettere sagt: det er der dem, der påstår ....

I hans bøger er f.eks. beviser på grusomhederne i kz-lejrene imidlertid ikke bare blevet benægtet, men direkte fornægtet og bortforklaret med påstande om, at der ikke fandtes gaskamre i disse notoriske mord-anstalter. Han har desuden på et tidspunkt luftet tanker om, at hvad der end skete jøderne, så var det deres egen skyld. Hvis der foregik drab på jøder, så vidste Hitler det efter hans mening ikke, for det var ene og alene andre top-nazisters værk. At Hermann Göring skrev et brev til Reinhard Heydrich den 31. juli 1941, hvor han beordrede ham til at udfærdige en praktisk og økonomisk funderet plan for "den endelige løsning på jøde-spørgsmålet", gør ifølge hans udlægning ikke Hitler til hovedansvarlig for svineriet. Det var heller ikke ham, der den 17. januar 1939 forbød jøder at arbejde som sygeplejersker, dyrlæger og tandlæger. Da Reinhard Heydrich allerede den 24. januar 1939 havde fået en skriftlig ordre til at koordinere planerne for tvangsforflyttelsen af jøder fra Tyskland og oprettelsen af et centralt kontor for jødisk emigration i Berlin var dette ifølge Irving heller ikke noget, der skete på Hitlers initiativ. - (Senere opgav man disse planer om tvangsemigration og forvandlede dem til den systematiske "Die Endlösung", der kostede så mange jøder livet).

Ikke bare Irving, men også alle andre nazi-fornægtere påstår altid, at Hitler absolut intet vidste om jødeudryddelserne, og at han således var uskyldig i det, der foregik, men den holder nu ikke for de historiske beviser. Hitlers personlige andel i mordene fremgår tydeligt af, at han meldte klart ud om, hvad der skulle ske med sin tale til det tyske parlament den 30. januar 1939. Ligesom i sit testamente skød han også her skylden for alt uheldigt i det tyske rige på alle andre end lige netop sig selv og først og fremmest "den internationale financielle jødedom". Det gjaldt f.eks. den nye verdenskrig, som han ikke benægtede, nærmede sig. Han lagde heller ikke skjul på, at alternativet til den "bolshevisering", som han mente var en følge af "den internationale jødedom", som han altid fablede om, var en udslettelse af den "jødiske race i Europa". Tydeligere kan det ikke siges: Hitler og hans vanvittige race-ideer stod bag udryddelsen af omkring 6 millioner jøder, og "Die Endlösung" burde ikke være kommet som en overraskelse for hverken datiden eller nutiden, for den blev endeligt vedtaget på Wannsee-konferencen den 20. januar 1942. Konferencens formål var faktisk at fastlægge, hvordan man kunne ordne den praktiske udførelse af den infame "Die Endlösung".

Villaen i en forstad til Berlin, hvor Wannsee-konferencen blev afholdt 

Oprindelig havde man som sagt troet, at man kunne forflytte alle jøder, f.eks. til steder langt inde i Rusland, men da man opdagede, at det ikke var nogen brugbar løsning, var man uden videre gået over til planerne om en "endelig løsning". Hitlers sidste tanker gik til denne grusomme og vanvittige ide, for han skrev i sit testamente: "Above all, I charge the leadership of the nation and their followers with the strict observance of the racial laws and with merciless resistance against the universal poisoners of all peoples, international Jewry. Given in Berlin, 29th April 1945, 4:00 a.m., signed: A. Hitler"

Fra at have benægtet Hitlers andel i jøde-mordene går Irving videre med påstande om, at der ikke fandtes gaskamre i kz-lejrene. Et af nazi-benægternes yndlings-argumenter er nemlig, at der ikke er billeder af jøder i et gaskammer, så det må være løgn, at de fandtes. Den holder slet ikke, for nok gjorde nazisterne meget for at lægge røgslør omkring sandheden, bl.a. ved at bombe krematorier og gaskamre sønder og sammen, da De Allierede nærmede sig. Nok forsøgte man ret tidligt i forløbet (1942-1943) at skjule massemyrderierne via "Sonderaktion 1005", der gik ud på at fjerne alle beviser, bl.a. i form af massegrave, hvor ligene nu blev gravet op og brændt. Samtidig havde man en stærk trang til at dokumentere alt, og denne dokumentation kunne ikke ryddes af vejen, selv om man forsøgte på det.

Tusindvis af vidner kan heller ikke bortforklares, især ikke fordi nogle af dem var tysk lejrpersonale, der selv havde medvirket til svineriet. Desuden er der blevet testet for cyanid i de områder, hvor gaskamrene lå, og disse tests har vist høje koncentrationer, hvilket jo ikke er kommet af sig selv. Ud over det forbød lejradministrationen i et regulativ af den 12. august 1942 personalet at nærme sig området med gaskamre i fem timer efter brug af sikkerhedsgrunde. Den slags er med til at kvase holocaust-benægternes påstande og først og fremmest deres "hoved-Bibel", Leuchter-rapporten, som mange - inklusiv David Irving - ellers har klamret sig til. 

Hvad bevisførelsen angår, så var tyskerne jo altså selv meget grundige, for hver af de fire Einsatz-grupper, A, B, C og D, indsendte nøjagtige rapporter over deres arbejde. Alene de 195 rapporter, der stammer fra tiden mellem juni 1941 og april 1942, opregner mange, mange sørgelige mord på fanger. Ingen af de medvirkende nazi'er har på dette tidspunkt følt behovet for at skjule deres handlinger, så man kan f.eks. se, at enheder fra Einsatz-gruppe A myrdede 4.400 jøder i juli 1941, 47.906 i august, 41.097 i september, 31.829 i oktober og 8.211 i november. Alle disse mord-ofre var uskyldige, og det er utroligt trist at læse om - og i nogle tilfælde - se billeder af mordene. Dog er det lige præcis den slags nøjagtige registreringer af handlinger og dødsfald, der den dag i dag tjener som nazisternes egne beviser imod dem selv: dette skete, og det var os, der gjorde det .....

David Irving er som et fortidsuhyre, for han fortsætter med at buldre løs med sine benægtelser og/eller bortforklaringer. Da den amerikanske professor i jødisk historie, holocaust-eksperten Deborah Esther Lipstadt (født den 18. marts 1947), kaldte ham en "holocaust-benægter", racist og antisemit, for han i flæsket på hende med en retssag, hvor han sagsøgte hende for injurier. At hun vandt må have været en besk oplevelse for den gamle Hitler-elsker, der aldrig er veget i sine positive udlægninger af Der Führer og Nazi-Tyskland.

En af Lipstadts kendteste bøger er "Denying the Holocaust" fra 1993, hvor hun analyser fænomenet holocaustbenægtelser, som David Irving altså ikke er ene om.


http://www.holocaust-uddannelse.dk/eftertid/66sporgsmal.asp

 

https://folkedrab.dk/artikler/hvordan-ved-vi-at-holocaust-har-fundet-sted 


https://en.wikipedia.org/wiki/Deborah_Lipstadt

 

https://www.information.dk/kultur/2013/06/nazi-chefideologs-dagboeger-fundet-usa 

 

Wikipedia


mandag den 23. august 2021

Baby-vampen

 Lucille Ricksen

Ja, man ved det jo godt: mange, faktisk rigtig mange mænd har en forkærlighed for helt unge kvinder. Det var det, der lagde grunden til en flok purunge skuespillerinders store succes og berømmelse i stumfilmens tid, nemlig Clara Bow, Dorothy Mackaill og den yngste, Lucille Ricksen (1910-1925). Hun - og hendes storebror, Marshall - havde været barnemodeller og barnestjerner på deres danske immigrant-forældres og især moderens foranledning. 


Lucille og hendes storebror, Marshall

Efter forældrenes skilsmisse var det faktisk børnene og her især Lucille, der forsørgede familien. At moderen ikke greb ind og forhindrede filmselskabernes udnyttelse af hendes trods alt purunge datter, der blev presset til at arbejde noget nær konstant i mere og mere voksne roller, skyldes formentlig, at hun efterhånden havde fået denne specielle funktion som familiens forsørger. Ikke desto mindre må det have været hårdt for pigen at indspille de 12 film i tidsrummet 1920-1921, som hun gjorde. Noget, der på den ene side var en præstation, men på den anden en enorm udnyttelse.


Stadig et barn, men med filmselskabets støt stigende pres om at agere voksen. Hvor gammel er hun mon her? Jeg vil skyde på, at hun er 10-11, men jeg er ikke sikker, for på nedenstående billede er hun kun 13, men agerer langt ældre. Hendes medspiller, Mary Pickfords bror, Jack, var desuden kendt som noget af en Don Juan og levemand, så hvad laver dette barn med ham? Tjaaaahhh, kombinationen af disse to har vel kildet visse film-mogulers sanser og har sat gang i deres fantasier om dette bedårende barn .....

Den 13-årige Lucille Ricksen og Jack Pickford i "The Hillbilly"

Hun var altid yndig, havde virkelig udstråling og kunne spille, men hendes hårde arbejdsprogram tærede på hende, for allerede i denne alder må hun have været ramt af den tuberkulose, der endte med at slå hende ihjel. 

Lucille Ricksen med John Harron

At lade et præ-teenagebarn spille voksenroller sammen med ældre herrer, hvoraf mange som sagt var kendt som notoriske Casanovaer, fandt man åbenbart ganske naturligt i tyverne. Da "The Western Association of Motion Picture Advertisers in the United States" fremhævede deres tro på tretten unge skuespillerinders fremtid som sexede super-stjerner med titlen "WAMPAS Baby Stars", var den på det tidspunkt knapt 14-årige Lucille med som den yngste i flokken. 
 
På det tidspunkt var hun jo altså blevet presset ud af barne-rollerne og over i voksen-rollerne. Et filmblad kaldte hende "The Youngest Leading Lady in moving pictures", da hun var 13-14 år. Som en del af hendes status som "voksen" filmstjerne blev hun også sendt ud på PR-ture og måtte deltage i diverse arrangementer sammen med voksne skuespillere. Da hun var 13-14 år gav alt dette anledning til rygter om, at hun var blevet gift med Charles Chaplins bror, Sydney. Ingen har dog hidtil kunnet finde en vielsesattest, der bekræfter dette rygte, men Lucilles mor mente, det var en god ide, at hendes unge datter datede ham, da det kunne fremme hendes karriere.

Det danske indvandrerpar, Ingeborg og Samuel Eriksen, men en påskrift af Lucille

En god måneds tid før Lucilles død den 13. marts 1925 fik hendes mor et hjerteslag og døde, idet hun angiveligt faldt ned over din sengeliggende datter. På det tidspunkt var Lucille nemlig selv så syg, at hun var konstant sengeliggende. Formentlig har datterens tilstand påvirket moderen, så den har været medvirkende til hendes død, men det samme har nok gjort sig gældende for den syge datters vedkommende.
 

søndag den 22. august 2021

Går den, så går den - og det gjorde den ....

Charmetrold? Tjah, hans 27 år yngre kæreste, Heather Tallchief, faldt i hvert fald for ham og hans uomtvistelige karisma, hvilket sendte hende ud på et forrygende, årelangt "eventyr" som Amerikas mest eftersøgte kvinde. Når man hører, at han besnærede hende med tarot-kort og sine egne digte, så føler man, at hun må have været en særdeles naiv, ung kvinde - eller enormt kynisk og beregnende ....

I 1993 flyttede den 21-årige Heather Tallchief  fra San Francisco til Los Angeles. Hun havde ikke mange penge og forlod et godt job som sygeplejerske på et hospital for AIDS-ramte, hvor alle var overordentlig glade for hende, da hun var fuld af empati. Patienterne elskede hende, og hun elskede dem, men netop derfor var det hårdt for hende, at ingen havde mulighed for at overleve sygdommen. Det ramte hende hårdt, når den ene efter den anden af de patienter, som hun også betragtede som sine venner, døde.

Sandsynligvis blev hun efter sin flytning langt hen ad vejen drevet af eventyrlyst, hvilket gjorde hende til et let offer for den charmerende og karismatiske Roberto Solis med de utallige aliasser og et ydre, der hele tiden skiftede. Noget tyder i hvert fald på, at hun faldt for ham, allerede da han bød hende på den første drink. At han lagde tarot-kort for hende, der angiveligt fortalte, at deres fremtid lå i casino-verdenen, har hun valgt at tage for gode varer. Begge havde haft problemer af forskellig art inde på livet, men satte sig som mål at få en bedre fremtid og at VINDE, koste hvad det koste ville. For hendes vedkommende gjaldt det også om at finde et nyt indhold i tilværelsen efter at have plejet så mange døende patienter. Det havde som sagt tæret på hende, og hun trængte til noget nyt og især positivt i sit liv.

Roberto havde gjort den som forbryder i mange år og havde bl.a. begået bil-tyverier samt forskellige andre former for røverier. I 1969 blev han sendt i fængsel for at havde myrdet en vagt, men hans digte, der var udgivet under et af hans 20-30 pseudonymer, nemlig Pancho Aguila, og hele interessante personlighed havde vundet hjerterne på indflydelsesrige personer, der fik ham prøveløsladt i 1992 efter diverse appeller, der gik på hans kunstneriske formåen. Disse velmenende mennesker tog formodentlig for givet, at han var blevet rehabiliteret af sine 17 år bag tremme og nu var som et nyt menneske, men dér tog de fejl .....

Dette er bare en af hans digtsamlinger fra fængselstiden. Den kendteste er formodentlig denne, men der er flere:

Da han traf Heather må han allerede have haft en færdig plan for sit næste træk, nemlig røveri af en pengetransport fra et casino i Los Angeles. Sådan ville han skaffe sig et nyt liv med frihed og masser af penge. Hans plan krævede dog en vis officiel tilknytning til casinoet, og eftersom han var straffet, kunne han ikke selv få et job dér. Et legitimt arbejde inden for casino-security var alfa og omega i gennemførelsen af hans plan: han - eller en, han kunne stole på - skulle ansættes som chauffør, da disse transporterede enorme gevinster fra casinoet hver dag. Med den rette person og den rette flugtrute, så ville han/de kunne få fingre i rigtig mange penge. 

Heather viste sig hurtigt at være den helt rigtige, for hun fik uden videre det ønskede job som chauffør for casino-pengetransporten, da hun jo ikke havde nogen kriminel fortid, men tværtimod var en velanset eks-sygeplejerske. Så vidt jeg har forstået, var hun formentlig den første kvinde i denne stilling, og hendes kolleger var alle muskelstærke mænd af den sammenbidte type, der kan vække respekt, hvis nogen skulle forsøge at stjæle pengene. At hun selv var i gang med et røveri af de penge, hun skulle transportere og beskytte, var der tilsyneladende ingen, der havde forestillet sig, for det lå ikke i hendes image som en pæn, lovlydig sygeplejerske med et høfligt og vindende væsen. 

Dylan Eaton 

Alt gik som planlagt: Heather og Roberto fik fat på de ønskede penge - omkring $3 millioner - fra hendes transport af casino-millionerne, hvorpå de straks forsvandt sporløst. Der skete imidlertid noget uventet - men nok ikke ganske overraskende - da det viste sig, at hun var blevet gravid nogle få måneder efter røveriet. Dette fik hende til at tage til Holland, hvor hun fødte sin søn, Dylan Eaton, der er som snydt ud af næsen på sin far, Roberto Solis. Nogen tid efter fødslen forsvandt Roberto igen. 


Eftersom han har mellem 20 og 30 aliasser og er rigtig god til forklædninger, har han kunnet holde sig skjult lige siden. Heather påstår tilmed, at hun ikke aner, hvor han er. Skulle han være i live, ville han nu være godt på vej imod de 80 år, medens hun selv er omkring 50. Han er stadig efterlyst, men det er meget tvivlsomt, om han kan spores efter at have holdt sig skjult i så mange år.


Ligesom Roberto var også Heather god til at skifte type efter behov, og hun ville næppe være blevet fanget, hvis ikke hun selv havde meldt sig i 2006. Grunden til dette er ikke helt klarlagt, men har nok noget at gøre med, at hendes søn, Dylan Easton, er kommet til USA for at studere, og at hun bl.a. derfor selv har ønsket at vende hjem. 

Heather med sin sagfører under overgivelsen

Som medskyldig i røveriet af de mange casino-penge dømtes hun til 63 måneder i fængsel samt en tilbagebetaling af $2,994,083.83, som hun angiveligt er gået i gang med efter sin løsladelse i 2010. At det formentlig aldrig vil kunne lykkes hende at tilbagebetale det store beløb er alle vist godt klar over. Der er ingen tvivl om, at hun - ligesom Roberto Solis - er forbryder, men det lader til, at hun har fundet  en smutvej tilbage til sit hjemland, hvor hun lever så anonymt, som det nu er hende muligt. Forøvrigt gør hun meget for, at Roberto ikke finder ud af, hvor hun bor ....
 

lørdag den 21. august 2021

Henrik VIII's enke og hendes forsvundne datter

Der er et par malerier af enkedronning Katherine Parrs og Thomas Seymours datter, Mary Seymour, der viser hende som et bedårende barn, ja, faktisk en rigtig lille skønhed. Om hun virkelig så sådan ud er ikke til at sige, men på billeder fremstilledes hun som et helt igennem henrivende barn. Hendes mor, Katherina Parr (ca. 1512-1548), blev da også anset for at være ganske nydelig, men ikke nogen blændende skønhed.

 
Katherina Parr

Hun havde imidlertid været kongen, Henrik VIII (1491-1547), en god hustru - og hans sidste - og alle, undtagen visse religiøse notabiliteter, synes at have respekteret hende, formentlig også fordi hun var en efterkommer af Edward III. Dvs. at hun var af virkelig god familie. Da hun giftede sig med kongen, var hun enke efter sin anden ægtemand, og hun havde forelsket sig i afdøde dronning Jane Seymours yngste bror, Thomas Seymour (1508-1549), men opgav forholdet til ham, eftersom hun ikke kunne sno sig ud af ægteskabet med kongen, siden han nu insisterede på at ville giftes med hende. Dvs. at der er et element af tvang over dette tredie ægteskab, som hun indgik den 12. juli 1543, og som gjorde hende til dronning samt stedmor til prinsesserne Mary og Elizabeth samt tronarvingen, Edward, hvis mor var den afdøde Jane Seymour. Hun gjorde i øvrigt meget for at forsone prinsesserne med deres far, og hun stod på god fod med tronarvingen, den senere Edward VI.

Som kongens sjette hustru udmærkede Katherina sig på forskellig måde. F.eks. var hun den første engelske dronning, der også var forfatter, og som udgav bøger under sit eget navn. Netop de tanker, hun gav udtryk for i sine religiøse bøger, gjorde dog, at Henrik på et tidspunkt i 1546 var lige ved at lade sig overtale til at lade sig skille fra hende som kætter, men hun reddede situationen ved at hævde, at hun bare havde diskuteret religion med ham for at aflede hans tanker fra de bensår, der altid plagede ham. Klog som hun var forstod hun også at virke bedst muligt som hans stedfortræder under hans sidste mislykkede rejse til Frankrig. Der er altså ingen tvivl om, at hun var en både begavet og loyal hustru, men meget hurtigt efter Henriks død i 1547 giftede hun sig med sin sande elskede, Thomas Seymour.  

 

Noget kunne tyde på, at de følelser, han formentlig havde haft for hende før hendes ægteskab med kongen, ikke længere var de samme. Da hun giftede sig med Seymour var hendes ydre vel også blevet mindre tillokkende end før. Hvorom alting er, så blev hun hurtigt gravid med sit første og eneste barn, den lille Mary, der blev opkaldt efter den ældste af Henriks døtre, den senere Mary I (1516-1558), også kaldt Mary Tudor eller Maria den Blodige.


Mary I
 
Henrik havde vist sin respekt for sin sjette hustru ved at sikre hende en pension på ₤ 7.000 om året samt sørge for, at man udviste hende den samme respekt som under hans livstid. Hun var altså velhavende efter sine tre første ægteskaber, og man kan mistænke, at den ærgerrige Thomas Seymour, der som Jane Seymours bror var morbror til den nye konge, Edward VI (1537-1553), har spekuleret i både hendes titel som enkedronning og hendes formue. Det var altså sandsynligvis ærgerrighed og ikke kærlighed, der drev ham, medens hun var forelsket i ham og havde været det et godt stykke tid.


Edward VI

Blev hun så lykkelig i sit fjerde ægteskab, eller sagt på en anden måde: var Thomas Seymour nu også den drømmeprins, hun havde ment i årevis? At han så godt ud, er der vist ingen tvivl om, men var han som person mere end sit gode ydre? Meget tyder på, at hendes følelser for ham var langt, langt dybere end hans for hende, og at han måske bare havde lade sig "nøjedes med" hende som hustru efter at have måttet opgive et ægteskab med en af de to unge prinsesser, Mary og Elizabeth. Som kongens enke var Katharina simpelthen den trediebedste mulighed for den ambitiøse Thomas, medens han var og blev hendes livs kærlighed. At han havde sendt et frier-brev til den på det tidspunkt 13-årige prinsesse Elizabeth en måneds tid efter hendes fars død, ved man, også at hun afslog frieriet, ligeledes pr. brev. Da dette fandt sted, var han en mand på 38, hvilket betød, at han var langt ældre end hende, men allerede på dette tidspunkt er der rygter om, at også hun havde følelser for ham.


Thomas Seymour
 
Da Elizabeth flyttede ind hos sin stedmor efter sin fars død, kom hun altså tæt på hendes nye mand, der tidligere havde friet til hende. Det fortælles, at han meget tit opførte sig upassende over for den på det tidspunkt 13-14-årige prinsesse, og der er dem, der mener, at han måske ligefrem forgreb sig på hende. Flere advarede den unge pige om, at hendes omdømme var i fare, og hendes guvernante konfronterede Seymour, men han svarede, at han "ikke mener noget ondt dermed". Den gravide Katherina viste sin åbenlyse jalousi ved flere lejligheder, men forstod dog, at der måtte gøre noget for at få styr på hendes totalt besatte ægtemage - hendes livs kærlighed!!!!! - så hun fik sendt Elizabeth væk og i sikkerhed for Seymours efterstræbelser. 

Den unge Elizabeth

Den 30. august 1548 fødte Katharina sit første og eneste barn, Mary Seymour, som hun havde håbet ville være en dreng, men som altså var en bedårende, lille pige. 


Desværre kostede fødslen hende livet, idet hun sandsynligvis døde af barselsfeber nogle få dage efter at have født. Feberen gjorde hende formentlig ør og forvirret, for hun begyndte at beskylde sin mand for at have forgiftet sig, så han kunne blive gift med Elizabeth. Den gamle jalousi imod steddatteren blev altså vakt til live på ny, men selv om hun rasede imod Seymour og tilmed offentligt anklagede ham for at have forgivet hende, hvilket skabte mange uheldige rygter om ham og hans aktiviteter, så efterlod hun alt til ham uden så meget som at nævne sin nyfødte datter i testamentet. Det var kærligheden til manden, der opfyldte hende, ikke moderkærligheden, og faderkærlighed var der heller intet af, for Seymour sendte uden videre barnet væk til sin bror, hertugen af Somerset. Inden længe blev den lille pige dog overgivet til en af hendes afdøde mors veninder, Catherine Willoughby, der var hertuginde af Suffolk. 
 
 
 
Catherine Willoughby
 
Meget tyder på, at lille Mary døde som ca. 2-årig, måske efter vanrøgt, for heller ikke enkehertuginden var glad for at have hende boende, da hun mente, det var for dyrt med sådan et lille halv-kongeligt plejebarn. Noget, der formentlig også hang sammen med Thomas Seymours fald og påfølgende henrettelse for forræderi imod kronen, for da det skete, blev hans formue konfiskeret. Dvs. at hvor den lille normalt ville have været behandlet som datter af en rig mand, var hun nu uden midler, fordi moderen havde testamenteret alt til en mand, der blev regnet for at være forbryder.

Og hvad havde så ført til Seymours fald? Jo, den 16. januar 1549 var han brudt ind i Edward VI's værelser i Hampton Court Palace, men blev afsløret, da en af den unge konges hunde begyndte at gø. Han blev fanget og sat i Tower, medens man indhentede oplysninger om hans færden og planer, bl.a. også fra Elizabeth. Den 22. februar 1549 blev han anklaget for 33 tilfælde af forræderi, hvoraf planer om bortførelse af kongen og et ægteskab med Elizabeth uden rådets tilladelse var de vildeste. Som man kunne vente, blev han henrettet for forræderi, men uretfærdigvis blev Elizabeth også mistænkt for det samme. Hun klarede dog frisag, men det kunne lige så godt være gået den anden vej.

 

Thomas Seymours våbenskjold

Selv om den almindelige mening er, at Mary Seymour døde i en tidlig alder, så er der dog dem, der hævder, at hun voksede op, blev gift og desuden hofdame hos James I's/VI's dansk-fødte dronning Anne. 

 

Dronning Anne

Måske det er en vis sentimentalitet, der får os til at drømme om en bedre skæbne for det bedårende lille barn, end de historiske kilder tyder på, at hun fik. Ifølge dem var den sidste gang barnets navn blev nævnt i et brev i forbindelse med hendes 2 års fødselsdag, hvor hendes mors veninde, enkehertuginde Carherine Willoughby, beder om økonomisk støtte til hende. Selv om hendes fars formue blev konfiskeret efter hans henrettelse, så havde parlamentet ellers bestemt, at hun skulle have (dele af?) sin arv tilbageført. Man kan så spørge sig selv om, hvor disse midler havnede oven på alle disse dramaer, intriger og svigt.


https://www.historyextra.com/period/tudor/what-happened-to-katherine-parrs-daughter-mary-seymour-after-her-mothers-death/


https://tudorsdynasty.com/the-disappearance-of-lady-mary-seymour/

 

Fraser, Antonia, The Wives of Henry VIII. First Vintage Books, 1992.

 

Norton, Elizabeth, Catherine Parr: Wife, Widow, Mother, Survivor, The Story of the Last Queen of Henry VIII. Amberley Publishing, 2011.

 

Parr, Katherine and Editor Janel Mueller, Katherine Parr: Complete Works and Correspondence. University of Chicago Press; Reprint edition, 2014.

 

Porter, Linda, Katherine the Queen. St. Martins Press, 2011.


Wikipedia

 

fredag den 20. august 2021

Fadermorderen

 

Dette smerteplagede ansigt på en mand, der tilsyneladende er død midt i et skrig, chokerede virkelig antropologerne, da de fandt mumien. Dengang blev den døde kategoriseret som "Ukendt Mand E", men nu regnes han for at være identificeret - via DNA - som Ramses III's søn, Pentawer (1173 f. Kr.-1155 f. Kr.). Han er også blevet kaldt Pentawere og Pentaweret, og han er kendt for at have fået sin far myrdet, så han selv kunne overtage tronen. Man ved, at planen oprindelig stammede fra hans mor, Teje - eller egentlig Tiye - der var en af Ramses III's hustruer. Hun var et prominent medlem af haremmet, der indeholdt mange andre kvinder og deres børn, men førstehustruen var Isis Ta-Hemjert.  

Muligvis Teje

Teje fik flere børn med faraoen og havde altså bl.a. født denne søn, der som prins var arveberettiget til tronen. Den ægyptiske arvefølge er imidlertid stadig ret uklar, og selv om det måske var det ideelle, at faraoens ældste søn med førstehustruen automatisk arvede tronen, så var det ikke altid det, der skete. Måske det var denne kendsgerning, der gav Teje ideen til et kup. De sammensvorne fik dog ikke noget ud af deres overfald og mord på Ramses III, for de blev alle henrettet som forrædere, inklusiv Teje og hendes søn, Pentawer. Hvad Isi Ta-Hemdjert angår, så har man længe ment, at to af hendes sønner arvede den ledige trone og blev henholdsvis Ramses IV og Ramses VI, men nu er der skeptikere, der betvivler dette. De er af den opfattelse, at en af Tejes jævnaldrende, men "menige" medhustruer ved navn Tiyti i virkeligheden er deres mor. Hvordan det end forholder sig med slægtskabet, så regner de fleste deres myrdede far, Ramses III, for at være den sidste decideret store farao. 

Detalje fra Ramses III's sarkofag

Det er tydeligt, når man ser Ramses III's mumie, at der må være sket noget, der forsøges camoufleret, for halsområdet er dækket til. Diverse undersøgelser, scanninger, etc. har vist, at han fik halsen skåret over, men at han også blev forgiftet. Man har desuden fundet ud af, at der må have været flere angribere end bare én.

Ramses III's mumie (1195-1165 f. Kr.)

Sammenlignet med Pentaweres "skrigende mumie" ser den myrdede farao dog fredfyldt ud. Desuden er han blevet præserveret efter alle kunstens regler, sådan som det nu engang foregik i det gamle Ægypten, hvilket ikke er tilfældet med hans forræderiske søn. Han er bare blevet placeret sammen med andre kongelige, fordi han jo trods alt var en prins, men uden at hans lig er blevet udsat for den omfattende bearbejdelse, der var almindeligt for fornemme folk og i hvert fald altid faraoner og deres efterkommere. At han som prins ikke skulle have plads blandt sine kongelige slægtninge er åbenbart ikke faldet nogen ind, men den manglende behandling af hans lig viser, at man ikke undte ham et evigt liv ....

Her ser man et relief af Ramses III og en af hans sønner, men ikke Pentawere

Pentaweres mor, var altså en af de fornemme, men dog "menige" koner, ved navn Teje (Tiye). På det tidspunkt, da hun fødte sin søn, var der også en anden "menig" kone, Tiyti, der fik en dreng. Intrigerne har sikkert blomstret sådan et sted som ved dette hof, for det gør de jo som regel ved denne type historiske samlingssteder. At få sin søn forkastet som farao, idet der vælges en anden, må have været skrækkeligt for den ambitiøse Teje. Hun fik i hvert fald gang i det, der kendes som "harems-sammensværgelsen".


Nogenlunde samtidig med denne intrige indtraf der noget andet af historisk betydning, nemlig verdens første strejke. Faraoen manglede beklageligvis penge og kunne ikke betale sine arbejdere det, han havde lovet dem, så de nedlagde arbejdet. Den stakkels Ramses III var også plaget på andre måder, da hans hjerte var svækket, og han  havde åndedrætsbesvær. Der var dog ingen medlidenhed med den hårdt plagede farao, der jo altså blev myrdet af sin søn, Pentawere. Resultatet af dette mord var en barsk retssag, hvor prinsen formentlig fik mulighed for at slippe for en grusom henrettelse ved at blive brændt på bål, hvis han i stedet tog livet af sig. Noget, han formentlig gjorde, men der er dog dem, der mistænker, at han ikke var død, da han blev lagt i kisten, og at han følgelig blev begravet levende. Denne antagelse bygger man bl.a. på hans udseende med den "skrigende mund" ....