Kidnapning og gode ideer

Man ved jo, at visse afskyelige personer går efter børn, og at disse børn kan komme ud for skrækkelige ting. At bevæbne de små dur ikke, men denne ide med et password må simpelthen kunne forhindre en vis procentdel af de skæbnesvangre bortførelser, voldtægter og mord. Ergo: find et godt password, som barnet aldrig kan glemme, fordi det er en del af dets hverdag.

Jeg vil nu mene, at en baby er mere værd, men alene det at se sådan et lille menneske som en handelsvare er sygt. Desværre vil et password ikke hjælpe i sådan et tilfælde, for barnet kan jo ikke tale eller forstår alvoren. Hvad gør man så som forælder? Det eneste er vist at passe meget, meget godt på og ikke efterlade barnet et sted, hvor det ikke er under opsyn.

Henrettelsen, der ikke burde kunne foregå ....

Margaret de la Pole (1473-1541) var en stilfuld og højfornem dame af den betvungne Plantagenet-kongeslægt i England. Hun havde dog en direkte forbindelse med sejrherrerne, dvs.Tudor-slægten, idet hendes kusine, Elizabeth of York som Henrik VII's dronning blev mor til Henrik VIII. Hun var gudmor til sidstnævntes datter, Mary, der senere blev dronning.
Altså en fin og fornem dame, der var en del af det regerende kongehus. Hun var imidlertid også mor til en oprører, som kongen fandt aldeles utålelig. Han var nemlig i gang med at forkaste den katolske tro for at skabe sin egen kirke og havde derfor intet til overs for dem, der modsatte sig hans vilje. Det var lige præcis det, Margarets søn, den sidste katolske ærkebiskop af Canterbury, Reginald Pole, gjorde, og kongen blev rasende.
Reginald Pole vidste, at den morderiske Henrik VIII var ude efter enhver, der kunne tænkes at støtte den katolske tro, så han flygtede for at redde livet. Han kendte kongen godt nok til at vide, at var der noget, han ikke kunne tilgive, så var det, at nogen gik imod hans planer. 

Heldigvis for ærkebiskoppen så lykkedes hans flugt, men hvem gik det så ud over? Jo, hans 67-årige mor, der i bogstaveligste forstand blev hakket ihjel af en ung og uerfaren bøddel den 27. maj 1541. Ifølge øjenvidner krævede henrettelsen mere end 10 hug, før hun var færdig. Inden da var det lykkedes denne pæne, ældre og meget fornemme dame at flygte skrigende fra skafottet som et forskræmt dyr på slagtebænken. Denne flugt hjalp hende dog ikke, da hun blev indfanget og endnu engang placeret på skafottet ....

Execution of Margaret de la Pole in the Tower of London, copper engraving, "Review of Fox's Book of Martyrs" by William Andrews, 1826

Bumser eller ej?

Jeg har med stor fornøjelse set Dr. Pimple Popper, alias dr. Sandra Lee, der er blevet berømt på sin bumse-, knude- og sære pletter-fjernelse i et TV-program om hendes meritter. Hun er en herlig person, der lyder, som om hun ved, hvad hun taler om: Hendes patienter er glade for hende, og det er TV-seerne altså også, for ellers ville man ikke blive ved med at sende disse programmer.

Der er sære og nærmest vilde knuder, som hun giver sig i kast med, og jeg kan godt forstå, at det forandrer patienternes liv at få dem væk. Nogle af dem er jo nærmest deformerende og altså meget skæmmende.

Nu er der så kommet et spil, der giver os TV-kiggere mulighed for virkelig at sætte os ind i "bumse-klemmeriets" fornøjelser. Her er det tilmed rumvæsens-patienter, det gælder. Er det at gå for vidt? Næh, hvis der er nogen, der finder glæde i denne leg, så værsgo'. Selv foretrækker jeg dog at se bumse-doktoren Sandra Lee manøvrere med gevækster, ud- og indbulinger af alskens art samt hæslige, pusfyldte knolde, der alle har fortjent en "kærlig" hånd ...

Ludvig XVI's adoptivbørn

Ludvig XVI's henrettelse i guillotinen


Vist som de eneste kongelige i nyere tid adopterede Ludvig XVI af Frankrig og hans dronning, Marie-Antoinette, fire børn. Jeg formoder ikke, at de fik en kongelig tatus, hvor de også blev tildelt en plads i arvefølgen, men adopteret blev de.
Den ene pige, Ernestine Lambriquet, var muligvis - men dog ikke bevist - et såkaldt "uægte" barn, som kongen formodedes at have fået med kammerpigen Philippone Lambriquet. En af grundene til denne mistanke er, at hun i høj grad lignede den datter, som Ludvig og Marie-Antoinette fik, nemlig Marie Therese, den såkaldte Princess Royale. Ernestine fik ikke selv børn i sit senere ægteskab med en enkemand i Paris, men man har i det mindste kunnet følge hende og se, hvad der blev af hende. Det gælder desværre ingen af de andre tre adoptivbørn, der alle forsvandt under revolutionen.
Disse børn var pigen Zoe, drengen Armand, der minsandten blev jakobiner, og den sorte dreng Jean Amilcar, der stammede fra Senegal. Han var født i 1782 og kan ses indført i optegnelserne af dåbshandlinger i Versailles den 20. august 1787.

Man har ikke bare disse papirer, men også hans portræt. Hvad der ikke har overlevet er imidlertid drengen selv, for hvad blev der af ham under revolutionen? Som så mange andre, der kommer ud for den slags voldsomme samfundsomvæltninger, forsvandt han tilsyneladende helt og aldeles, men portrættet lever ....

DNA og mystik

For alle, der har set moderne TV-krimiserier eller dokumentarudsendelser om mord og mordere, må DNA stå som et vidundermiddel, men nok også som noget temmelig mystisk, for hvad er det egentlig for noget? Jeg vil ikke engang forsøge at forklare det, da jeg er ret usikker på en hel del - faktisk det meste! - omkring det.
Denne usikkerhed bliver ikke bedre af, at jeg har hørt påstande som, "at alt liv stammer fra én enkelt 4 milliarder år gammel forfader, der var DNA-baseret". Det antydes tilmed, at der formentlig - eller måske - har været andre livsformer dengang, der i mellemtiden er blevet udkonkurreret af de DNA-baserede.Her skæver man især til teorien om, at disse andre livsformer kan være baserede på RNA, der i modsætning til DNA er enstrenget.

Hva'behva'????!!!!!
For mig er dette volapyk, hvilket ikke skyldes hverken DNA, RNA eller teorierne om dem, men min egen uvidenhed på området. Noget, der får mig til at spekulere over hullerne i min viden, for er det her noget, jeg BURDE vide??? Nemlig, at verden kan være opstået (og gået under) den ene gang efter den anden, og at DNA (måske) har udkonkurreret RNA? Det lyder faktisk meget logisk i mine ører, selv om tanken er svimlende, hvis man i stedet for at tænke 4 milliarder år tilbage i tiden tænker fremad: er det det, vi og vores efterkommere kan komme til at opleve om X år?

Den plagede skønhed

Man må sige, at farao Tutankhamons berømte guldmaske, som han bar i døden, virkelig snød. Man kan forelske sig i det ansigt, han bar i døden, men da masken blev taget af, kunne man se, at han ikke var særlig køn efter vore begreber. Mange har været betaget af det billede af faraonen, som masken viste, men det holdt ikke til en sammenligning med hans jordiske rester. I stedet for den udødelige og forførende skønhed, som man tilskrev "drengefaraoen" - ene og alene på baggrund af denne smukke maske - har moderne videnskab afsløret, at han havde klumpfod, scoliose og en hel række andre fysiske skavanker, der formentlig skyldtes indavl. Mange har i hvert fald hævdet, at han bærer præg af visse hormonforstyrrelser, der kun kan forklares med den beklagelige ægteskabs-tradition i den ægyptiske kongefamilie, hvor brødre og søstre giftede sig med hinanden.

Uden maske så han sådan ud, men det er faktisk fantastisk, at han stadig er så tilpas velbevaret, da han har været død i flere tusind år (han levede inden for tidsrummet ca. 1340 f. Kr. til ca. 1323 f. Kr.). Balsameringen af ham har tydeligvis været udført af en meget dytig fagmand, for hans lig har virkelig hold sig godt.

Stakkels Tut, der levede med en forrygende ydre pragt og en hel række private lidelser som følge af alle sine fysiske skavanker. Hvad skønheden angår, så lignede han desværre ikke sin underskønne maske. Bl.a. havde han overbid, hvilket sjældent regnes for at være særlig charmerende.

Ligesom en hel række andre i sin slægt - f.eks. hans egen mor og far - havde han giftet sig med en nær slægtning, nemlig hans halvsøster. Deres to døtre døde som spæde, og man må gå ud fra, at han har givet sine dårlige gener videre til dem, så de i deres korte liv har været lige så sygdomsplagede som ham.
Var det det værd at få tronen som 9-årig og og så dø 10 år senere??? Det synes man jo ikke, men man må da håbe, at han selv fandt livet værd at leve i den korte tid, han var her på jorden ....


 

Mølædte ører

Det er faktisk meget irriterende, at hørelsen forringes med alderen for mange af os. For godt et år siden fik jeg høreapparat, men jeg går praktisk talt aldrig med det, fordi det forstærker lyde, jeg normalt vil holde ude, medens det ikke hjælper en døjt på dem, jeg ønsker at høre. Papirknitren, trafikstøj, etc. bliver meget, meget tydeligt, medens røsten i telefonen som regel stadig bare optræder som en mumlen eller et helt uforståelig kaudervælsk.

OK, endelig noget, denne gamling kan høre - eller er det nu også det? Jeg tvivler faktisk, for patienten hører næppe kanonen som kanon, men som noget andet. Noget, der måske kan have sine fordele i dette tilfælde og så alligevel ikke ....