torsdag den 16. april 2020

Industrispionage


Industrispionage går meget længere tilbage i tiden, end man vist normalt tænker over. I den gamle, italienske by Sybaris klagede de allerfineste kokke således over, at deres rivaler inden for kokkekunsten stjal deres madopskrifter, når der blev afholdt fornemme banketter. Dette skete vist nok omkring 850, og klage førte til opfindelsen af en form for tidsbegrænset "copy-right".
Jeg tvivler dog på, at selv så mange copy-rights kan hjælpe på selve problemet. Denne specielle tyveriform fortsatte nemlig op igennem historien, bare med andre ting. F.eks. var der de dristige, kristne munke, der stjal silkeorme i Kina og transporterede dem hjem i deres udhulede stokke. På den måde brød de kinesernes monopol på det lukrative silke-marked. Desuden var der nogle franske gejstlige, der stjal opskriften på, hvordan man laver porcelæn, og endnu engang gik det ud over de dygtige kinesere. Englænderne behandlede dem heller ikke for godt, da den skotske botaniker Robert Fortune fandt en nyttig lærdom vedr. driften af teplantager i Kina.

Det kan virke som en avanceret sport, at alle mulige har udspioneret fremmede lande og derpå har bragt deres nyvundne viden tilbage til deres hjemland. Andre, som f.eks. den engelske emigrant Samuel Slater, gjorde gik dog den modsatte vej: han tog sin viden om tekstil-fremstilling med sig fra England, hvor han var født og opvokset, til sit nye, selvvalgte land, nemlig USA. I England kunne den slags forræderi medføre dødsstraf, men Slater skaffede sig en levevej i sit nye land og var ligeglad med, at englænderne rasede imod ham og gav ham øgenavne.

Senere bliver spionagen mere og mere avanceret, og alle oplysninger om f.eks. den amerikanske traktor Fordson, der fabrikeredes på Ford Motor Co., bliver let og "elegant" ført til USSR fra USA. Alle mulige spionerer på alle mulige andre for at sikre sig de nyeste opfindelser inden for elektronik og bioteknologi. Det bliver vildere og vildere, og det lader til, at ingen for alvor forventer at kunne stoppe det.
Nogle af de nye produkter fra ikke særlig vestligt-venligsindede lande som f.eks. Kina virker også direkte truende, som om deres produkt i sig selv er spionudstyr. Således har Huawei med deres 5G-system, (som jeg ikke forstår en pind af) tilsyneladende mulighed for at benytte sig af en (angiveligt) indbygget overvågningskapacitet, der skulle være speciel for dette mærke. Der er dem, der påstår, at Huawei derved bliver i stand til at manipulere internetforbundet elektronik. Det lyder slemt, og i vor paranoide tid tror man det såmænd gerne: vi er gået fra udhulede stave til elektronik, og det næste bliver måske tankekontrol eller lignende ....

Den taktiske jomfrudom

Der har været mange gætterier omkring "Jomfrudronningen", Elizabeth I af England, for var hun nu også jomfru i teknisk forstand? Man ved jo, at hun var en stor flirt, og at hun i sin ungdom var smuk og statelig. Eller rettere sagt: det siger myten om hende i hvert fald, og indtrykket understøttes af diverse billeder.
Jomfrudomme er ikke længere i særlig høj kurs i vor del af verden, så Elizabeths taktiske spil med dyd contra magt går nok hen over hovedet på de fleste af os. Hvorfor kunne hun dog ikke bare gøre som de senere russiske, regerende kejserinder, der havde elskere og såmænd også fik (illegitime) børn? Katharina II af Rusland fik således i hvert fald ét "uægte" barn, nemlig denne nydelige, lille dreng, Alexei Bobrinsky.

Den slags er der vist ingen, der mistænker Elizabeth for, selv om man har gjort sig visse tanker om nogle af hendes mandlige hoffolk. I virkeligheden er det dog langt mere interessant, at hun længe drev et politisk spil, hvor indsatsen var hendes jomfrudom og genetiske værdi. Hendes omverden - både i og uden for Englands grænser - tog for givet, at hun nok skulle blive gift med en eller anden heldig prins, for "sådan var kvindens natur jo". Den gik dog ikke med Elizabeth, for hun frygtede, at en sådan prins kunne overtage hendes kongerige og regere over det. Elizabeth kunne godt lide alle forhandlinger om overdragelsen af sin jomfrudom, men smuttede altid fra den endelige aftale, for var det slut, så var det virkelig slut, og det ønskede hun ikke. Noget, der må have været til stor skuffelse for mange ambitiøse bejlere.
Folk tog for givet, at hendes adfærd skyldtes, at hun som en ærbar jomfru var genert, men i virkeligheden trak hun forhandlingerne ud, fordi de gav hende en vis beskyttelse fra landene med de giftelystne prinser. Det kunne simpelthen betale sig for hende politisk at blive bejlet til uden at lade sig indfange af en eller anden ærgerrig ægtefælle. At der var gang i spekulationerne kan bl.a. ses af, at hendes vaskekone fik en ekstra indkomst ved at rapportere alt vedr. dronningens menstruationscyklus til fremmede magter, der drømte om, at netop deres ægteskabskandidat ville fange hendes opmærksomhed. Som en fertil prinsesse ville hun jo nemlig være langt mere værd for en eventuel ægtemand.(Noget lignende kom hendes forgænger, halvsøsteren Mary, forøvrigt ud for).
At den vrangvillige "brud" endte med at erklære sig som "jomfru-dronningen", der ikke drømte om sex og børn, må have været meget vanskeligt for samtiden at forstå.











onsdag den 15. april 2020

Når man er både han og hun - samtidig

Gudinden Afrodites søn med guden Hermes fik navnet "Hermaphroditos", men da han blev objekt for kildenymfen Salmacis lyster, så skete der ting og sager. Først afviste han den forelskede nymfe, hvilket gjorde hende så ulykkelig (og vred?), at hun uden videre forenede sig med ham ved at smelte sammen med ham. Dvs. at hans og hendes legemer forenedes, men ikke på den sædvanlige måde, når det gælder kærlighed og lidenskab. Næh-næh, hun blev i bogstaveligste forstand ét med sin elskede, og sådan forvandledes Hermaphroditos til en tvekønnet gud. Meget raffineret og særdeles avanceret, men åbenbart virksomt, for sådan forblev det.
I andre mytologier er det tvekønnede det oprindelige. Ymer i nordisk mytologi er således i stand til at avle med sig selv, og rimtudserne fødes i hans armhuler. Hvad den på mange måder specielle guddom Loke angår, så overgår han de fleste mht. skaberkraft, for han kan skifte køn efter behag og er f.eks. mor til den ottebenede hest Sleipner.

Ifølge Platon var den oprindelig form det tvekønnede, men guderne blev misundelige på disse "androgyner", som de blev kaldt og spaltede dem i to. Dette har så medført hver halvdels bestandige jagt på sin anden halvdel, sådan at de igen kan blive ét. Noget, der ofte har givet anledning til stor forvirring og almen uro.

Det er en sjov tanke, at denne nydelige fugl - en direkte efterkommer af dinosaurerne! - ikke er nær så interessant som den regnorm, den er ved at sætte til livs. Sagen er nemlig den, at disse orme er ægte hermafroditter, dvs. tvekønnede fra naturens hånd.

Ægte, menneskelige hermafroditter er yderst sjældne, men en af dem, hvis image kommer myten nærmest, er David Bowie. Han lader til at have en - påtaget eller spillet - nærmest flydende personlighed, hvilket bl.a. fremgår på dette plade-cover.

http://www.visdomsnettet.dk/o-1807/

http://denstoredanske.dk/Symbolleksikon/Mennesket/androgyn

Danske dødsstraffe


Her ser vi Struensees lig udstillet efter henrettelsen i 1772. Ikke noget kønt syn og ret ubegribeligt, at folk, der kom for at se det, ligefrem tog en kikkert med.
Hvad Johann Friedrich Struensee angår, så var han en farlig forfører, der fik bragt ikke-blåt blod ind i kongerækken med den datter, Louise Augusta, han fik med dronning Caroline Mathilde.

"La petite Strunsee", som den udenomsægteskabelige prinsesse blev kaldt, fik nemlig som voksen datteren Caroline Amalie, der blev dronning af Danmark gennem ægteskabet med Christian VIII.

Ikke bare forførte Struensee dronningen, men tiltog sig også mere og mere magt over den sindssyge konge Christian VII. Det betød bl.a., at han kunne tildele sig selv nogle flotte titler samt rage diverse goder til sig. Derfor blev han væltet og derpå straffet med lovens strengeste straf, hvilket i sig selv er som en illustration til det gamle ord om, at "hovmod står for fald": han gik for vidt ....
Hvad dødsstraf angår, så blev det først afskaffet i 1930, men fik en kortvarig renæssance efter krigen, hvor der blev afsagt 78 dødsdomme og fuldbyrdet 46.

tirsdag den 14. april 2020

En flirt - eller noget i den stil ....

Jeg har en svaghed for stenalder-vittigheder, og denne har det hele, for den er både sjov, primitiv og med mange interessante paraleller til nutiden. Den minder mig faktisk om den del af min skoletid, hvor en flirt bestod i at smide papirkugler på den udvalgte. Nogle gik vist endda så vidt, at de smed vand, men det har jeg dog aldrig været ude for. Senere har jeg modtaget et par porno-billeder over Messenger, men det har nu aldrig gjort mig svag i koderne, og det bed heller ikke rigtig på mig, når en tur i byen førte mig sammen med selvglade fyre, der mente, at en øl eller to måtte være vejen til en dames hjerte.
Gad vide, hvad denne ganske flotte, Tarzan-lignende stenalderfyr her fik ud af sin "elegante" scorereplik. Måske damen syntes bedre om ham den rundryggede i baggrunden med køllen? Nogle kvinder vil jo hve syn for sagn, om jeg så må sige ....


Menneske-virussen

Ja, når det gælder en planets trivsel, så er mennesker nok at regne for en art virus. At få mennesker svarer på visse områder til at få en omgang covid-19 eller Ebola, for vi er på en gang det klogeste og det tåbeligste væsen, evolutionen har frembragt. Vores udviklede hjerner, sprog, tommelfingergreb og opretstående gang har gjort os til jordens herrer, og det kan vi så lykønske os selv med, medens vi tænker lidt over, hvad det betyder for alt andet liv.
Vi har med vores livsstil brudt indtil flere naturlove og har f.eks. helt glemt, at overbefolkning fører til øget dødelighed. Før i tiden var der et større spild af menneskeliv på grund af børnedødeligheden, og selv rige og fornemme folks børn risikerede at dø før voksenalderen. For ca. 10 år siden levede der formentlig godt 7.000 millioner mennesker på vor planet, der alle skulle brødfødes og have mulighed for at formere sig. Det sidste er måske nok et gode for den enkelte, men er samtidig en voldsom belastning af naturen. Man kan ryste på hovedet ad Kinas etbarns-politik, og den er da også blevet afløst af en ny 2-barnspolitik, uden at det dog har hjulpet på manglen på arbejdskraft i dette nu super-teknologiske samfund. Det er flot, at man forstod, at overbefolkning er en belastning af et land, og at man reagerede på det, selv om det skete ved hjælp af barske midler.
Mennesket er den eneste art, der har bredt sig til alle dele af verden, og som har tilpasset sig alle former for klimaer og ernæringsvilkår. Vi har opfundet redskaber, der gør det lettere at forsørge en børneflok, men også til at udrydde andre befolkninger. På den ene side opretholder vi liv og forlænger levealderen, så begrebet "alder" får en helt ny betydning. Der er dem, der hylder dogmet om, at "man ikke er ældre, end man selv synes". Det lyder mægtig godt, men passer kun op til ét punkt, da alderen og dens skavanker er med til at afgøre, om vi kan forsørge os selv.
Hér - med covid-19 i fuldt flor - tvinges man til at gøre sig tanker om, hvorvidt dette er en form for "dom" over os. Naturen minder os om, at træerne ikke vokser ind i himlen, og at visse menneskelige tiltag kun går til et vist punkt, før der er tale om en overbelastning, der vender tilbage til os som en boomerang ....

mandag den 13. april 2020

Der var engang - eller var der nu også det?

Man må formode, at afdøde har trukket vejret, spist og været på potten ligesom alle andre, samt at han har et personnummer og er blevet afkrævet skat, etc. - Ergo: han eksisterede, men levede måske ikke, som han havde talent og tilbøjelighed til. Masser af mennesker følger bare i andres fodspor, og har det helt fint med det, for "sådan har det jo altid været, og det, der var godt nok til mine forfædre, er også godt nok til mig".
Bliver de grebet af en indre uro, der fortæller dem, at der altså er andet her i livet end nærmest at genleve den samme dag, om og om igen? Måske, men jeg er ikke sikker, og det forarger mig faktisk ikke, at der findes sådanne mennesker. De fleste af dem har sikkert følt en indre glæde over at fylde den plads, de anser for deres, med punktlighed og trofasthed over for de gældende forestillinger om sømmelighed. Desuden: for at bebrejde dem for ikke at gøre andet, må man først anerkende tanken om, at de fra starten har været udset til noget andet, nemlig af et guddommeligt princip. Tror man på det, ja, så kan man have noget at anklage dem for, ellers ikke ....