søndag den 7. juni 2020

Slægtskab og nedarvede slægtstræk sat på spidsen ....


Alexandre Dumas var en fransk forfatter, der skrev gode og spændende klassiske værker som "De tre musketeer", "Greven af Monte Christo" samt mange andre, der har overlevet tidens tand, og som også er blevet en del af filmindustrien. Jeg husker især den flotte franskmand Jean Marais som greven. At han  var bøsse, var der ingen der vidste dengang, og nu ville det nærmest være ligegyldigt.


Nå, men mht Alexandre Dumas, så var han en stor succes som forfatter allerede i sin levetid, men der var alligevel nogen, der hånede ham for hans afrikanske rødder. Ligner han en farvet mand? Næh, men han var det, der kaldes en "kvadron", og det var ikke så almindeligt i "dannet selskab" dengang som nu.
Da en ikke-fan på et tidspunkt hånede ham for hans farvede familiebaggrund, svarede han: "Min far var mulat, min bedstefar var neger, og min oldefar var en abekat. Se, forstår De, min herre, min familie startede dér, hvor deres ender ...."

Den berømte forfatter - sort eller ej - blev bl.a. hædret med en statue af en af sine mest elskede personer, nemlig en af de tre musketeer ....





lørdag den 6. juni 2020

Forbryder-kompagniet


Mange lande har i krigstider gjort anvendelse af forbryder-kompagnier. Det gælder f.eks. Frankrig med Bat’d’Af’. I USA lod nogle tilfangetagne - og formentlig dødsdømte - soldater i borgerkrigen sig overtale til at skifte side og slås mod deres tidligere kammerater for selv at redde livet. Nazi-Tyskland holdt sig selvfølgelig heller ikke tilbage med hensyn til forbryder-kompagnier, hvoraf nogle blev sendt ud på rene selvmordsmissioner. Sådan var det f.eks. med Der Strafbattalion, hvis opgave var at rydde minefelter ....


I 1940 meddelte Adolf Hitler, at en bestemt gruppe fanger skulle have et særtilbud, der kunne føre til en benådning for de forbrydelser, de var dømt for. Disse specielle fanger var personer, der havde brudt loven som krybskytter, men han ønskede, at de skulle have chancen for at begå sig ved fronten via deres specielle kundskaber inden for jagt. Den officielle betegnelse for denne gruppe var Den 36. Waffen-Grenadier-Division der SS, der også kaldtes for SS-Sturmbrigade Dirlewanger, Sonderkommando Dirlewanger og SS-Sonderregiment Dirlewanger, og den blev ledet af den dømte voldtægsforbryder Oskar Dirlewanger, der var kendt for sin psykopatiske mentalitet og sin forkærlighed for vold.

Dette specielle kompagni begyndte altså som en krybskytte-hærenhed, men det udviklede sig mere og mere i retning af et rent forbryderkorps, hvis "varemærke" var grove og sadistiske overgreb på civilbefolkningeni de besatte lande. Således skønnes de at have myrdet mindst 70.000 mennesker ialt i Polen og Sovjetunionen på grusom vis, bl.a. med flammekastere.
Oskar Dirlewanger blev arresteret den 1. juni 1945, da en jødisk overlevende fra en kz-lejr genkendte ham til trods for hans forklædning og falske navn. Han døde en uges tid senere, formentlig tævet ihjel af sine fangevogtere ....




  

Sådan fanger man støjende eller destruktive individers opmærksomhed ....

En genial måde at pacificere de unge mennesker!!! De kan ikke engang tale, for så ryger pengene på gulvet, og de taber spillet. Børnene har måske oven i købet moret sig, medens de har stået dér, som fastlimet, og så er det jo ikke rigtig mishandling, selv om det kan se sådan ud.
Nogenlunde samme fidus kan man bruge i forbindelse med en firbenet hvirvelvind, der har det med at ødelægge alt, hvad den kan få poterne på, når dens mennesker forlader den et par timer eller endnu kortere tid. Her er det bare guf, der bringer ro, og ikke sådan noget som f.eks. penge. Godter kombineret med en mekanisme, der kræver lidt hjernevindinger, gør underværker, når det gælder vovser.

Dette nyttige stykke hunde-legetøj findes selvfølgelig i endnu mere avancerede former, der rigtig kan fange dyrets interesse.

Den vakse hund opdager måske lidt for hurtigt, hvordan systemet virker, men det er der råd for: man får bare noget endnu mere avanceret, der virkelig kan sætte gang i de små grå, som dyr jo også har. Når hunden er fokuseret på legetøjet og de godter, som det skjuler, ja, så kan dets mennesker være (nogenlunde) sikker for vilde udskejelser med massive ødelæggelser til følge.

Nogle hundeejere sværger dog stadig til det gode, gamle bestikkelsesmiddel, et kødben. Det er dog ikke nok for alle hunde, men så længe de gnasker på det, ja, så længe er de jo engagerede og æder ikke sofaen eller andet: den tid, der er vundet, kommer ikke dårlig tilbage ....









fredag den 5. juni 2020

Børnelægen, der "elskede børn"


Det gælder for os alle, at vores valg af erhverv er meget vigtigt for vores følelse af tryghed og daglige velbefindende. At "komme på den rette hylde" er simpelthen  sagen, for os mennesker. Det, der er rart og behageligt for den, der har jobbet, behøver dog ikke at være godt for dem, der er hans/hendes klienter. Her kan man virkelig tale om ikke den rette, men den skrupforkerte mand/kvinde til en bestemt type job. Har man en kringlet tankegang og meget specielle seksuelle ønsker føles det selvfølgelig herligt at kunne udleve fantasierne gennem jobbet, men det er noget møg, hvis det går ud over uskyldige, der ikke i mindste måde kan vælge denne form for kontakt.

Det var lige præcis det, der skete for doktormand Earl Bradleys patienter, for han var ikke bare børnelæge, men også super-pædofil. Ingen var tilsyneladende for ung til ham, for blandt hans ofre var der også en baby på tre måneder. Nu sidder han i fængsel, hvor han kan grunde over sine gerninger og måske ligefrem fortryde dem, for en pædofil børnelæge har det næppe let bag tremmer ....

http://doctors.ajc.com/why_abusive_doctors_not_caught/






Kvindelig foto-pioner

En yndig teenager på et foto, hvor der står "Julia Widgren". Man skulle tro, at pigen er lig med denne Julia, men nej, det er hun ikke, og det har også vist sig meget, meget vanskeligt at finde et fotografi af fotografen. Ret ironisk, må man sige, for hun fik sig et navn inden for sit felt, samtidig med at hun virker underligt anonym, som om hun skjuler sig bag sine fotografier af andre.
Når man søger på hendes navn, så kommer der næsten altid ét bestemt billede frem, nemlig nedenstående meget berømte "mugshot"af et par af de tilfangetagne "knivjunkere", der havde skræmt omgivelserne med deres overfald, indbrud og andet af samme skuffe.
At Julia ikke var en "knivjunker", siger sig selv, så hvem var hun egentlig? Hun blev født i Vasa i 1842 og døde i 1917, og da var hun kendt som fotograf. I løbet af sit liv studerede hun fotografiet som kunst, bl.a. i Berlin og København, og hun opnåede bred anerkendelse for sine billeder. Nogle af hendes fotografier af bønder inspirerede malere, der brugte dem som motiver for deres egne malerier.

Ja, det er et dramatisk billede af et par fæle fyre, og man fornemmer, at de ligesom sidder på spring, parate til at fare i struben på alle inden for rækkevidde. De andre fotografier, Julia stod for, har ikke samme vildskab som dette forbryderbillede. Det skyldes, at de fleste af hendes portræt-motiver er almindelige borgere i pæne og noble opstillinger. Faktisk vil jeg sige, at mange af dem virker lidt stive i det, men det skyldes selvfølgelig også den gammeldags foto-teknik, som fotografer havde til deres rådighed dengang.

Noget mere opstablet skal man lede efter, men det er alligevel et interessant portræt af en dreng, fordi det viser en dragt fra dengang. Hvem var han? Aner det ikke, for det er der ærgeligt nok ingen oplysninger om.

Almuekvinder, eller måske en bondekone og hendes døtre? Endnu engang ville man gerne have oplysninger om, hvem disse mennesker var, men nej, de omfattes på en måde af Julias egen anonymitet, og det er ærlig talt trist.










torsdag den 4. juni 2020

Om at finde hoved og hale på Henrik VIII nr. 1: "Når låget er røget af"




Henrik VIII var en stor, maskulinitesdyrkende nar - simpelthen!!! Hans selvdyrkelse gjorde ham til tvangsmæssig hustrumorder, for ud af 6 koner, døde de 2 for sværdet, og en tredie var faktisk lige ved at gå samme vej. Det var som en dårlig vane, han ikke kunne slippe ud af. Andre af hans koner forskød han uden anden grund end den, at han havde fået øje på en ny kandidat til rollen som sengekammerat.


Hele postyret omkring Anna af Cleves, der ikke levede op til hans forestillinger om kvindelig skønhed, viser med al ønskelig tydelighed, at han tænkte med stumpen, hvilket var det, der gjorde ham så forbandet afstumpet i forhold til kvinder.

Da han fik øje på sin henrettede kone Anne Bolyns kusine, den ca. 17-årige Katherine Howard (1523-1542), stod hans ego - selv ville han have sagt "hjerte" - i flammer, for hér var der endelig en ung og jomfruelig kvinde, der passede til hans forestillinger om kvindelighed - troede han da. Katherine var nemlig aldeles ikke jomfru, men havde tværtimod mistet sin jomfrudom inden mødet med den liderlige konge. Stor ståhej med trusler om, at den skiftevis hulkende og bandende konge egenhændigt ville halshugge hende for at have gjort det, han selv havde gjort om og om igen med alle mulige kvinder.

Katherine, som han havde kaldt "en rose blandt kvinder", røg i fængsel, og kongen fik indført en lov om, at en kvinde, som han viste interesse, var forpligtet til at afsløre tidligere affærer. Ikke mere noget med at skjule, at låget var røget af, inden damen havnede i den kongelige seng. Afsløringen af Katherines erotiske erfaringer medførte selvfølgelig også hendes og et par af hendes mandlige "bekendtes" henrettelse.

Var hun skyldig? Ja, formentlig, men helt sikker kan man ikke være, når det gælder den notoriske, engelske konemorders anklager. Da hendes kusine, Anne Boleyn, mistede hovedet, var det i hvert fald tydeligvis på en hel række falske anklager.






Om at finde hoved og hale på Henrik VIII nr. 2: "Nåh, er det sådan det hænger sammen?"

Vi ved, at Henrik VIII elskede mandlige sysler som f.eks. ridderturneringer, hvor et par tungt bevæbnede mænd tørnede sammen med stor kraft. Den slags fik ham til at føle sig stæk og mægtig, og tanken om, at det ikke skete gratis, er nok aldrig faldet ham ind. Ikke desto mindre er der nu dem, der mener, at han kom ud for det samme som mange boksere eller amerikansk football-spillere på højt plan.

Gentagne stød imod hovedet kan give meget alvorlige skader, så det kan være forklaringen på Henriks vanvittige opførsel senere i livet. Bl.a. dødsdømte han minsandten også sin sjette hustru uden senere at kunne huske noget om det. Han vrøvlede, glemte og fik raseriudbrud, så det var klart, at kongen ikke rigtig fungerede på det mentale plan, men hvad kunne man gøre ved det? Ingen, for sådan var hans position ....

Henriks sjette hustru, Katherine Howard, nåede imidlertid at blive benådet, inden bødlens økse også gjorde hende et hoved kortere på samme måde som to af hendes forgængere, Anne Boleyn og Katherine Howard. I denne periode af hans liv frygtede alle ham og hans luner. Det gjaldt også hans hofmænd, der begyndte at ryste for hans voldsomme vredesudbrud, der kunne føre til hvad som helst ....
For mig står denne konge som en stor, brovtende macho-idiot, men med de nye, neurologiske teorier må jeg måske til at revidere min opfattelse af ham, ja, måske ligefrem undskylde over for ham: han var sandsynligvis alvorligt skadet efter alle de turneringer, han deltog i som ung for at demonstrere sin maskuline styrke (HM!!).

"Kronisk traumatisk encefalopati (CTE) er en progressiv neurodegenerativ sygdom, fundet hos folk der har fået et eller flere voldsomme slag i hovedet. Symptomer kan inkludere adfærdsproblemer, humørproblemer, og problemer med at tænke. Dette starter typisk ikke før nogle år efter skaderne.  Det bliver ofte værre over tid, og kan resulterer i demens. Det vides ikke om risikoen for selvmord ændres. De fleste dokumenterede tilfælde findes hos atleter der har været involveret i kontaktsport, såsom amerikansk fodbold, brydning, boksning, ishockey, rugby og fodbold. Andre risikofaktorer inkluderer at være i militæret, tidligere vold i hjemmet, og gentaget slag mod objekter med hovedet. Den præcise mængde af trauma der skal til for at lidelse opstår kendes ikke.[1] En definitiv diagnose kan kun ske gennem obduktion. Det er en form for tauopati.
Pr. 2019, er der ikke en specifik behandling. Mængden af ramte er op til 30 % af dem, der har en historik med flere hovedskader.[1] Populationsraterne er dog ikke klare. Forsking i hjerneskade som en resultat af gentagne hovedskader begyndte i 1920'erne, hvor lidelsen var kendt som dementia pugilistica eller "bokserdemens". At ændre reglerne i nogle sportsgrene har været foreslået som en mulighed forebyggelsesforanstaltning." (Wikipdia)

Undskyld, Henrik - sådan da ....