Fodtudser og andet om fødder

Jeg er vild med denne morsomme tegning af en tænkt situation, hvor verdens daværende magthavere, Churchill, Roosevelt og Stalin,  tvinges til at løfte fødderne for en rengøringskone, der vasker gulvet under deres stole. Man kunne få den tanke, at hun har overtaget, men det gælder jo altså kun i dette øjeblik og kun, hvad angår fødderne, for ellers bestemmer hun vist ikke så meget. Det gør fødderne til gengæld ....

Fødder - disse herlige Apostlenes heste - spiller ikke mindst en stor rolle i krigstider. I skyttegravene bør man ifølge plakatens visdomsord sørge for at holde sine fødder varme og tørre. En umulig opgave, hvilket alle, der har med soldater og skyttegrave at gøre, er klar over. Altså: snyd, ligesom soldatens sunde og glade udseende. Hvad infanteristerne angik, så blev de kaldt fodtudser, for de gik på deres flade "konvolutter", hvilket i det lange løb var temmelig voveligt, da det gav gode betingelser for alle mulige fod-lidelser. Faktisk er der krigere, der er omkommet af ødelagte, opsvulmede fødder og ikke af kugler, gas eller bomber. Fødderne fik dem ned med nakken, og det var meget usikkert, om de formåede at komme op igen. 

Flygtninge, men heldigvis med sko, selv om det nu ikke er sikkert, at sålerne er hele. Hvis de ikke er det, så kommer de nok ikke så langt, medmindre de finder noget at lægge ned i skoene, så fødderne alligevel beskyttes imod den hårde vej.

Bedre end ingenting, og det kan redde denne mands liv ved (trods alt) at beskytte hans fødder. Ergo: selv om fødderne regnes for "ydmyge legemsdele" i forhold til f.eks. hjerte, øjne og lunger, så er de ikke til at kimse ad, for de er meget vigtige. Under visse omstændigheder kan de ligefrem være altafgørende. Gad vide, om det ikke var derfor, kineserne holdt fast i den forfærdelige skik med  "lotusfødder", hvor en kvindes fødder bevidst blev deformeret ved at blive indbundet, så tæerne bøjede ind under foden. Med sådan en deformitet var hun i bogstaveligste forstand hjælpeløs. Flygte kunne hun ikke, medmindre hun havde hjælpere og f.eks. en bærestol. Dvs. at hun blev, hvor hun blev placeret af mandssamfundet ....

Når det gælder disse kunstigt skabte "lotusfødder", så kan man sandelig sige, at fod-deformiteter afgør ens skæbne, og det er meget sørgeligt at tænke på. Næh, så er det bedre med glade og veltilpasse fødder, der er med på lidt af hvert. Mange sure fjæs stammer i hvert fald direkte fra fødderne og deres skavanker og påførte lidelser.

Man skal heller ikke glemme denne evig gyldige betragtning over fødder, der viser, at Leonardo var en klog mand:

Vi mishandler måske vore fødder med for småt fodtøj og manglende pleje, men fra naturens hånd er de helt og aldeles fantastiske .....

https://www.smithsonianmag.com/history/why-footbinding-persisted-china-millennium-180953971/

https://footbindingzuli.weebly.com/purpose-of-foot-binding.html

 

 

 

Christian IV's engelske slægtninge

Den danskfødte dronning Anne af England og Skotland

Ligner dronningen sin bror, Christian IV af Danmark? Det hævdede man i England, efter at kongen havde besøgt sin søster, ja, man var såmænd helt fortryllet af denne påståede lighed. Hvorom alting er, så lignede hendes eneste datter, Elizabeth Stuart (1596-1662), hende i hvert fald.

Elizabeth Stuart var den eneste overlevende datter af kong Jakob VI af Skotland og I af England, og så var hun altså vores kong Christian IV's niece. Hun blev gift med Frederik 5. af Pfalz, der var kurfyrste. Hendes tilnavn blev "Vinterdronningen", fordi han kun besad kongemagten i Böhmen i ét år. 

 

Da Stuart-slægten så at sige uddøde i England i 1714, kom Elizabeth Stuarts barnebarn på tronen som Georg I. Dermed blev hun stammoder til den hanoveranske kongeslægt, der regerede i næsten 200 år, nemlig indtil 1901. Senere skiftede denne britiske kongeslægt med det tyskklingende navn image ved med et kunstgreb  at forvandle sig til det mere engelsk klingende Windsor. Smart og sikkert vældig populært i England. 

Det er en interessant tanke, at alle europæiske kongehuse nedstammer fra kongeparret Anne og Jakob I/VI. At det var Maria Stuarts eneste overlevende barn, sønnen Jakob, der blev stamfar, selv om hun blev henrettet som en forbryder er også underligt. 

Her ses kongeparret Anne og Jakab med deres ældste søn, Henrik, der døde som 18-årig. Han lignede i øvrigt også Christian IV i udseende, og alle - inklusiv hans far - ventede sig en masse godt af ham som regent, men det skete altså ikke. Jakob I/VI var ellers en overtroisk fyr, der bl.a. mente, at det var hekse, der forhindrede prinsesse Anne i at kunne sejle fra Danmark til Skotland. Det kostede mange "hekse" livet, og på et tidspunkt skrev han ligefrem en dæmonologi om disse skrækkelige troldfolk, der lurede alle vegne. Ak ja, hvem siger, at de engelske kongehuses stamfar kan forventes at være fornuftig og ikke spor skør oven på sin sære opvækst: Han blev forældreløs efter moderens henrettelse og var derefter Skotlands konge som 1-årig. Da Elizabeth I, der havde fået hans mor henrettet, døde, blev han også Englands konge. Et sært livsforløb, der ikke kan undgå at præge ham, men han havde nu ikke behøvet at ladet det gå ud over "heksene" ....

 

Morderen, der blev dræbt af sit offer

 

Intet får mig til at begræde mordere, der bliver dræbt i selvforsvar af den person, de havde planlagt at myrde. Især ikke når der formentlig er tale om en seriemordere, der har mange mord på samvittigheden, sådan som det var tilfældet med Neal Martin Falls (1969-2015), der ironisk nok havde arbejdet som sikkerhedsvagt. 

Kvinden, der dræbte ham, var Heather Saul, der havde mødt Falls på internettet. Da han besøgte hende, udviklede besøget sig dog noget anderledes, end hun havde forestillet sig. Han trak nemlig en pistol og gav hende valget mellem at blive voldtaget eller myrdet. Ingen af delene forekom hende ønskværdigt, så hun greb en rive og forsvarede sig med den. Det fik ham til at lægge revolveren, som hun derefter greb og skød ham med. 

Efter hans død fandt man ud af, at han formentlig var en seriemorder, der var røget under politiets radar, og som ingen derfor kendte til. Nu blev han til gengæld mistænkt for at stå bag en hel række mord på unge kvinder rundt omkring i landet. Hans bil var nemlig fyldt med morder-udstyr, der tyder på stor erfaring på området.

 

https://www.thedailybeast.com/portrait-of-a-serial-killer-as-an-online-perv 

 

 

 

 

 

 

 

 

Når sveden hagler .....

Egentlig en temmelig vild ide, men meget a propos i disse dage, hvor vi har hedebølge, blandet godt op med noget, der ligner optræk til tordenvejr: sveden hagler af folk, og fra nogle drypper det ligefrem. Ejeren af disse armhule-hår har fået noget sjovt ud af en situation, der ellers kan drive folk til vanvid samt stor-indkøb af deodoranter. Ikke at det kan sætte en stopper for vandfaldet, men det kan dog gøre det vel-duftende ....

Mon han fik det så varmt, at han greb til fortvivlede midler? Et brusebad kan jo faktisk være den bedste behandling, men det har jo en tidsberænset virkning, så en total løsning er det ikke,

Skønt!!! Problemet er bare, at det får papirer og andet, der ikke er nagelfast eller særlig tungnt, til at fyge. Nogle steder ville folk imidlertid omkomme, hvis de ikke havde air condition-anlæg, så de kunne køle sig.

Denne smukke, unge dame lider åbenbart ikke af forøget armsved, men hvis det havde været tilfældet, ville hun have kunnet få en operation for 8.500,00 kr hos en plastikkirurg, der åbenbart er specialist på området: https://lontoftplastikkirurg.dk/behandlinger/armsved-hyperhidrose/

En operation kan selvfølgelig være nødvendig, hvis problemet er helt  vildt, men hvis man sveder én sted, så gør man det nok også andre steder. Ergo: hvad med håndflader og fodsåler? Skal de også have en omgang med kniven, og vil det hjælpe? Jeg kender ingen, der har været sådan en tur igennem, men håber, at folk finder den kur, der passer dem bedst, også hvis problemet har psykiske årsager og skyldes ekstrem nervøsitet.

 

https://iform.dk/sundhed/forebyggelse/derfor-vaagner-du-op-badet-i-sved 

https://www.brejningefterskole.dk/elevhistorie/at-svede-i-en-svedig-svedehytte/ 

 

 

 

Han skød konen, men hvordan?

 

William Seward Burroughs II (1914-1997) var en berømt digter og forfatter. Han tilhørte det, man har kaldt "beatgenerationen". Hans første roman var den selvbiografiske "Junky" (1953), men hans mest kendte værk er "Nøgen Frokost" (1967).  

Noget andet, der fyrede op under Burroughs skandaleprægede berømmelse, er det mystiske skuddrama, hvor hans anden kone og en af beatgenerationens Grande Damer, Joan Volmer, blev skudt i noget, han først har beskrevet som "En Wilhelm Tell-handling". Senere skiftede han dog forklaring og talte om en ladt pistol, som han havde tabt, og som var faldet så uheldigt på et bord, at der gik et skud af, som ramte og dræbte hans kone. 

A propos Wilhelm Tell, så var han en schweizisk nationalhelt, der blev tvunget til at skyde et æble af sin søns hoved. Det var mesterskytten Tells straf for ikke at have vist ærbødighed over for fogedens hat, der var sat på en stang. Skuddet lykkedes ham, men efter sin dåd blev han spurgt om, hvorfor han havde skjult endnu en pil i sit tøj, og hans svar fik den nu aldeles rasende fogede til at fængsle ham: "Det gjorde jeg, for hvis jeg fejlede, ville jeg skyde dig med den." Som den helt han var ifølge sagnet, kom han dog fri og kunne brillere med flere heltegerninger.

Joan Vollmer-drabet foregik i Mexico i 1951, og Burroughs blev dømt for manddrab, men der har været spekulationer om, hvorvidt det ikke i virkeligheden var mord. Ville han af med konen, så han kunne dyrke sine forskellige mere eller mindre homoseksuelle og ikke mindst narkorelaterede lyster uhindret? Forhindrede hun ham i det? Ingen ved det med sikkerhed, men mange har gættet på både den ene og den anden forklaring på det mystiske dødsfald ....

http://www.openculture.com/2018/07/joan-vollmer-wife-william-burroughs-allegedly-shot-playing-william-tell.html

 

 

 

 

D. T. Rump ....

De gamle nordboere havde et begreb, der stadig lever i vort sprog, men nok også i vor forestillingsverden: der fandtes lykkemænd som heldet fulgte, og dem burde man alliere sig med, da deres held ville smitte af på omgivelserne. Vi tror noget lignende, når vi endnu engang leger "lykkemænd" og investerer i en LOTTO-kupon, selv om vore chancer for at vinde er rimeligt små. OK, det kan lade sig gøre, og nogen vinder jo, så hvorfor ikke os? Nemlig! Det samme gælder vor tro på, at nogle politikere er udstyret på en måde, så de formidler held til os.

Det er dog forbistret, når lykkemandsbegrebet også omfatter den slags, for her gælder der noget mere end en almindelig gevinst. Grunden til, at folk som bl.a. Trump - og han er ikke den eneste, det er sket for - kommer i mål og rykker ind i Det Hvide Hus, er helt sikkert, at vælgerne tror, han kan bringe dem nærmere "den amerikanske drøm". De ser ham leve et vildt liv med kendisser og millionærer. Han omgiver sig med flotte damer, men får også mulighed for at opføre dyre hoteller, boliger og kasinoer, hvilket fastcementerer troen på hans lykkemandsstatus. Folk tror, at hans held vil smitte af på dem, selv om de ikke alle er milliardærer med gode kontakter og en evne til at undgå de skatter, der tynger det almene folk. En stor del af hans "formue" bygger også på ikke-indfriede lån, som han måske aldrig betaler.

At tro på en Trump er fristende, fordi han repræsenterer en masse af det, den almindelige amerikanske borger drømmer om. Med ham ved roret får de sikkert samme form for liv, eller hva'? Nej, sådan forholder det sig bare ikke, og når man tror det, skyldes det, at man i øjeblikkets begejstring og optimisme glemmer, at glimmer ikke altid er guld. Han skabte således sine første hoteller og kasinoer for skatteborgernes penge, da han indgik en aftale, der fritog ham for skat i 40 år. Smart og formentlig kun muligt i USA, hvor man hylder dem, der har og lader de andre, der ikke har, betale gildet. Skuffeselskaber og en smart jongleren med lån og bankkontoer giver ham det millionær-liv, de menige amerikaner drømmer om. Desuden har hans rige far, Fred Trump, reddet ham fra fallit nogle gange.

Denne selvglade tyksak er altså ham, amerikanerne sætter deres lid til. Sloganet "Make America Great Again" - som han vist nok har fra Ronald Reagan - blænder folk og får dem til at tro, det er det, han gør, når han bruger penge, han ikke selv har tjent. "Lykkemanden" er løgner, og det får mig igen til at tænke på "Grimme Adolf", hvis ORD, men ikke gerninger, bestyrkede naive tyskeres tro på, at han arbejdede for dem, og at han havde en plan, der ville hjælpe dem til sejr, bl.a. over russerne, selv om disse stod 1-2 timer fra Berlin. Havde de lukket ørerne op og virkelig lyttet til, hvad hans sande budskab var og ikke kun til hans slogans, ville de - på samme måde som amerikanerne - aldrig have givet magt til sådan en ord-jonglør.

 

 

Kontakt med politiet

Politiet kan sikkert være en skræmmende enhed, hvis man har noget på samvittigheden, men det bør ikke være tilfældet i al almindelighed. Efter selv at have været i nærkontakt med politiet to gange vil jeg imidlertid opsummere mit indtryk således: Hmmmmmmmmmmmmmm ....

Første gang var jeg selv i søgelyset som mistænkt i forbindelse med noget, der til min enorme forbavselse blev tolket som en forbrydelse. Der skete det, at jeg blev bekymret, fordi min mor ikke tog sin telefon, så jeg styrtede ud til hende i en taxa, medbringende en reservenøgle til hendes lejlighed. Sådan en tur var jeg forberedt på, for vi - dvs. min mor, mine søskende og så mig - havde aftalt, at jeg skulle ringe en gang om dagen og tjekke, om hun var OK, og denne dag have hun altså ikke taget telefonen. 

 Ude på kørebanen? Lige til en bøde!!!

Da jeg kom frem, lå hun dybt bevidstløs på gulvet. Jeg ringede straks efter en ambulance, så hun kunne blive indlagt. Samme dag blev jeg opsøgt af en stiv-fjæset betjent med et "hårdt blik", om jeg så må sige. Jeg anede nu ikke uråd, for jeg havde jordens bedste samvittighed og fortalte ham bare om det, der var sket efter min opringning. 

                                             En meget ung og totalt uskyldig "stripper" i Frankrig

Problemet var bare, at lægerne endnu ikke havde kunnet fortælle, hvad min mor fejlede, så jeg kom nu under alvorlig mistanke for at have gjort noget slemt ved hende. Det med at jeg ringede hver dag på et bestemt tidspunkt, forekom tydeligvis betjenten meget suspekt og sikkert også særdeles udspekuleret, ja, han troede overhovedet ikke på mig. Da jeg fortalte ham om min og familiens telefon-aftale, fnøs han ligefrem! Jeg kunne dog hurtigt stille med et argument, der lukkede kæften på ham: spørg mine søskende, om det er en fast aftale, og/eller tjek med telefonvæsenet, så du kan se, om det er det, der sker hver eneste dag på et bestemt tidspunkt. 

 Grove løjer!!!

Et par dage efter fik vi så besked om, at hendes besvimelse skyldtes uorden i saltbalancen, så jeg blev automatisk renset for alle mistanker. Oplevelsen sad dog i mig længe efter: her havde jeg været en god og omsorgsfuld datter, og så blev jeg mistænkt for at stræbe min gamle mor efter livet - groft!

Anden gang, jeg havde med politiet at gøre var, da jeg blev udsat for et taskerøveri på en kirkegård. Jeg meldte det, men fik intet ud af det, bortset fra at min forsikring erstattede tabet af tasken, en pung + en pakke lommeletter. Pengene, der faktisk beløb sig til godt 1200,00 kr, fik jeg ikke nogen erstatning for, selv om det var et føleligt tab. Det frustrerede mig, at politiet tydeligvis var totalt ligeglad med min beskrivelse af forbryderen og forløbet, og at der ikke blev gjort nogen anstaltninger til at fange ham.
Begge disse møder med ordensmagten var hver for sig ubehagelige og sære.

Her har vi en rigtig ægte "Bobby", der vist svarer meget godt til vore "Panserbasse". Ak ja, det er efterhånden kun en saga blot, for tingene er blevet trappet op både blandt forbrydere og politi. Ikke desto mindre ville jeg dog stadig vende mig til politiet, hvis jeg fik problemer, der var eller tangerede det kriminelle. Jeg har altså ikke mistet tilliden, men er bare blevet noget desillusioneret, for ingen af de to gange, jeg har haft kontakt med politiet, har jeg fået noget ud af det. Det første møde kan jeg grine ad nu, men dengang det skete, var det ubehageligt, for hvad byggede ham hr. Stenfjæs Panserfyr sin mistanke på? At jeg ringnede til min mor og kom for at tjekke, om hun var OK? Det er der vel også andre døtre og sønner, det gør, for det er nemlig, hvad voksne børn bør gøre ....