Intet er helligt for amerikanere, de vover sig gerne ud, hvor andre frygter at træde. Her giver den tidligere præsidentfrue Michelle Obama således Englands dronning, Elizabeth II, et spontant knus. Ret dristigt, når nu man befinder sig i majestætens hjemland, i hendes palads og med alskens store herrer og damer rundt omkring foruden diverse sikkerhedsvagter.
Alexander Keith Jr. (1827-1875) var en skotsk immigrant, der blev dobbeltspion under den amerikanske borgerkrig. Han arbejdede dog mest for Sydstaterne, og en af hans "bedrifter" bestod i at sende tøj, der var inficeret med gul feber til Nordstaterne. Alt, hvad han foretog sig, viser en tydelig "mig-først"-mentalitet, og han var totalt ligeglad med, om han skaffede sig penge via andres død. Hans "glansnummer" foregik under en særdeles nødvendig flugt til Tyskland efter forskellige svindlerier i USA. Tyskland blev hans tilflugtssted, idet han havde slået sig ned her under falsk navn sammen med sin kone.
Selv om han spillede stor mand i byen, manglede han i virkeligheden midler til at opretholde facaden. Så kom han på en "genial plan" til at skaffe sig penge, nemlig via en forsikringssvindel, der kom til at koste 81 mennesker livet og såre omkring 50: han udstyrede angiveligt skibet Mozel med en last caviar. I virkeligheden bestod denne last af sprængstof, der ved et uheld dog gik af, inden skibet stod fra kaj. Den oprindelige plan var, at det skulle eksplodere på havet, sådan at Keith Jr. kunne indkassere store forsikringssummer for tabet af den ikke-eksisterende caviar-last.
Silkehandlerdatteren Desirée Clary (1777-1860) blev forlovet med Napoleon Bonaparte, efter at han på snedig vis havde fået sin bror Joseph gelejdet væk fra hende og over til hendes søster, Julie, som han også giftede sig med. At den letfængelige Napoleon var forelsket i Desirée er der ingen tvivl om, men det endte som bekendt med en brudt forlovelse.
Desirée var bestemt en dejlig, ung dame, der forståeligt nok vakte opmærksomhed blandt sine samtidige. At hun endte med at blive svensk dronning i stedet for fransk kejserinde, og at hun som bernadotternes stammoder også hører til den danske kongefamilie via dronning Ingrid gør bare det hele endnu mere spændende. Ikke mindst hun og hendes karriere viser, at Napoleon ikke var den eneste i samtiden, der opnåede en karriere, som ingen ville have forestillet sig ved deres fødsel.
Det samme gælder faktisk også hans første kone, Josephine, der minsandten også kan genfindes i den svenske - og dermed også den danske - kongefamilie.
Kejserinde Josephines søn, der jo var Napoleons stedsøn, Eugène de Beauharnais, blev nemlig far til den overordentlig populære, svenske dronning Josefine, der som 16-årig blev gift med Desirées søn, kong Oscar I af Sverige.
Desirée
Inden Napoleons og Desirées forlovelse gik i stykker, havde den forelskede - og lidenskabelige - soldat forsøgt at holde sin forlovedes interesse fangen ved hjælp af et litterært værk, som han selv havde forfattet, nemlig "Clisson et Eugénie". Denne superromantiske fortælling, som Napoleon skrev i 1795, handler om den tragiske kærlighed mellem en soldat og hans kone, der er ham utro med en af hans soldaterkammerater. Det er muligt, at han har villet fortælle Desirée noget om sin egen jalousi, for på et tidspunkt i deres forlovelse lader det til, at hun ikke længere besvarede hans breve. Da det går op for ham, at hun vist ikke længere følte det samme for ham som før, bryder han forlovelsen for i stedet at forlove sig med Josephine, der var enke med to børn - og ikke særlig trofast ...
Hvad romanen angår, så har den haft en omtumlet tilværelse, for det meste i fragmenteret form. Den findes imidlertid udgivet og er bl.a. til salgt på SAXO: https://www.saxo.com/dk/clisson-eugenie-a-love-story_napoleon-bonaparte_paperback_9781906040277
Visse eksperter siger, er der ikke tale om et udødeligt mesterværk, selv om Napoleon har gjort sig umage med at skildre den tragiske kærlighedshistorie i tidens foretrukne sentimentale stil. Nogle påstår, at han har ladet sig inspirere af Jean-Jacques Rousseau og måske også af Goethe.
https://www.thetimes.co.uk/article/clisson-and-eugenie-by-napoleon-bonaparte-mqzzllcm3wm
https://h-france.net/fffh/classics/2857/
Det dér med mænd, der føler sig som kvinder, eller kvinder, der føler sig som mænd, er vi vel efterhånden mere eller mindre vant til.
Sådan var det dog ikke før i tiden, så forbløffelsen var stor, da jazz-musikeren Billy Tipton (1914-89), der var et temmelig stort navn i 1930'erne og 1940'erne, blev afsløret som kvinde ved sin død. Selv ikke den kvinde, "han" havde levet sammen med i mange år, og som "han" delte forældreskab med til tre adoptivbørn, havde nogen anelse om sandheden.
Billy havde nemlig altid hævdet, at "han" desværre ikke kunne have sex, fordi "han" havde været ude for en ulykke, der havde destrueret hans kønsorganer. Ja, han var vel lige så glat i skridtet som en - kvinde ....
https://deadline.com/video/no-ordinary-man-clip-toronto-premiere-doc-billy-tipton/
Vikingen Egil Skallagrimssons ry lever videre i vor tid, fordi han var en stor digter. At han også var en brutal bisse, der ikke skyede nogle midler til hævn, når han blev vred, bærer man ligesom over med, idet man nærmest opfatter hans brutalitet som noget pudsigt. For eftertiden er han nok nærmest blevet til en art "trolden i æsken", der minsandten også skrev flotte digte. En form for bussemand, der måske efterhånden er mere underholdende end skræmmende.
Han blev født på Island omkring 910 e.Kr. og døde ca. 80 år senere, så han blev gammel. Ifølge sagnet tilhørte han en temmelig speciel familie, idet hans farfar angiveligt kunne forvandle sig til ulv, når han ville. Aha, tænker man, en familie af varulve! Helt så slemt var det næppe, men brutale var de, hvilket i Egils tilfælde bl.a. gav sig udslag i drab og mord. Således skal han have begået sit første mord som 7-årig, hvor han angiveligt kløvede hovedet på en eller anden stakkel med en økse. Senere blev det værre, og det jeg selv finder værst er måske, at han klemte øjnene ud på en mand, der ikke havde noget mjød, han kunne byde ham på, men som serverede surmælk. Grove løjer må man sige, og det kan ikke retfærdiggøres med opdagelsen af, at han måske led af en sygdom, der fortykkede og deformerede hans ansigtsknogler.
En hård banan med et blødt hjerte? Tja, måske, men jeg har nu ikke glemt det, han gjorde ved den stakkels mand, der ikke kunne servere mjød for ham. Det var grimt gjort, og jeg forestiller mig livet fremover for den blindede mand i et vikingsamfund: fra viking til tigger? Ikke rart, nej, slet ikke rart ....
https://islandstur2013.wordpress.com/farfaren-til-egil-skallagrimsson-kunne-forvandle-seg-til-ulv/
http://www.viking.ucla.edu/publications/articles/skull_bones.pdf
Det er in at være lykkelig, hvilket der ikke er noget at sige til, men det er også et statussymbol. Én ting er den individuelle lykke, noget andet det, man kunne kalde "fælles-lykken", hvor alle opfyldes af de samme forestillinger, drømme og håb om livets lykke. De mest almindelige af denne type drømme består nok i sådan noget som at møde den eneste ene, få dejlige børn, en god karriere, et nyt hus samt masser af penge på lommen. Når man tænker over det, så kan mange menneskers lykke-vej beskrives som en masse parallelle linjer, der løber side om side uden de store forskelle eller forskydninger.
Hvor de fælles-lykkelige er vant til, at repræsentere lykke-begrebet som idealet, så kommer de her underlige individualister med deres helt anderledes opfattelse, og det kan ses som en udfordring. De føler måske, at der bliver sat spørgsmålstegn ved deres liv, og at det d ermed forvandles fra en succes til noget helt andet.
George Smith Patton Jr. (1885–1945) var en legende, men også noget af en skiderik. Hans indsats under Anden Verdenskrig er uomtvistelig, selv om der er dem, der hævder, at han rent faktisk havde nazi-sympatier. Under andre omstændigheder kunne han og Hitler måske have haft mange hyggestunder med udveksling af synspunkter, hvilket jo er grotesk, da de bekæmpede hinanden. Alt ved Patton var dog modsætningsfyldt, f.eks. var han altså racist og nærede mange fordomme imod jøder, sorte og russere, men samtidig var han den første amerikanske general, der gik ind for raceblandede kompagnier.
Sært nok kunne han give sig tid til at skælde en soldat ud for en uknappet knap i uniformen
midt under en farlig aktion. Selv gik han meget op i sit velpudsede ydre
med en blankpoleret hjælm og en ulastelig uniform. Dette skyldtes formentlig, at han var sig meget bevidst, at han med sit udseende, påklædning og væremåde skulle være et eksempel til efterfølgelse, fordi det inspirerede soldaterne. Hans underordnede elskede ham angiveligt højt, men ikke de andre officerer, hvoraf mange havde svært ved at tage hans manerer. Det fortælles, at hans chef, Eisenhower, måtte gå imellem flere gange for at redde ham fra en kritik, der kunne være endt med en fyring.
