lørdag den 3. oktober 2020

Problemet med de uønskede WWII-flygtninge

Jeg har altid været stolt af at tilhøre en nation, der gjorde sit for at hjælpe de forfulgte jøder væk fra det besatte Danmark. Mange andre lande gjorde intet, selv om det længe var klart, at jødiske liv var i fare på grund af Nazi-Tyskland. Efter min mening vil det til evig tid være en skamplet på mange landes renommé, at de vendte det blinde øje til. Forfølgelserne var mange og af forskellig art, men det blev efterhånden tydeligt, at tyskerne stræbte det jødiske folkeslag efter livet. At ikke hjælpe dem kunne meget vel resultere i deres død - hvilket det jo altså også gjorde.

Problemet med de tydeligvis forfulgte tyske jøder, der blev truet på livet af nazisterne, fik den amerikanske præsident Franklin D. Roosevelt til at gå ind for, at emnet blev taget op i det, vi kender som konferencen i Évian-les-Bains, Frankrig, 6.–15. juli, 1938. Man har spekuleret på, om det kan have været hans snedige forsøg på at bortlede opmærksomheden fra USAs knappe kvoter for accepten af jøder på flugt fra Nazi-Tyskland, men officielt gjaldt konferencen spørgsmålet om, hvad verden som sådan kunne gøre i denne fortvivlede situation. Ialt 32 lande og 24 frivillige organisationer deltog, så umiddelbart virkede det, som om der herskede god vilje til at få løst problemet med jøderne, der med Nüremberglovene fra 1935 var blevet erklæret fredløse i deres hjemland, Tyskland. Da Adolph Hitler hørte om konferencen, erklærede han sig villig til at give "disse forbrydere" (: jøderne) lov til at rejse, hvis der meldte sig lande, der ville tage imod dem. Med 32 deltagende lande burde der have været et stort antal, der meldte sig, men det viste sig, at sympatien for de forfulgte jøder hvilede på et meget usikkert eller måske direkte illusorisk grundlag. Bortset fra Den Dominikanske Republik var der ikke nogen, der helt konkret gav udtryk for et ønske om at tage imod disse flygtninge, selv om det var en  uomtvistelig kendsgerning, at de blev truet på livet.

 

Mærkeligt nok sendte USA ikke en officiel repræsentant til konferencen, men lod sig repræsentere ved  Roosevelts gode ven, den amerikanske forretningsmand Myron C. Taylor. Han havde diplomaten James G. McDonald (1886–1964) med som sin rådgiver. Det var ham, der senere blev den første amerikanske ambassadør i Israel.

             James McDonald sammen med Israels premierminister David Ben-Gurion i 1948

Ironisk nok endte det med, at denne konference, der måske var startet ud fra et ægte ønske om at finde en brugbar løsning på problemet, der netop ikke gik ud på den "Endlösung", Hitler og hans kumpaner drømte om, udstillede omgivelsernes ligegyldighed over for de betrængte jøder. Derved fik nazisterne en ny propagandamæssig fordel, da de kunne sige sådan noget som "se selv, ingen vil have jøderne, de er uønskede overalt". Berøvet deres statsborgerskab via Nüremberglovene blev jøderne fremmede i det land, hvor de og deres slægt måske havde levet i mange århundreder, og ikke nok med det, men med Hitlers succes forøgedes antisemitismen i andre europæiske lande. En yderst prekær situation ....

Men hvad så med de jøder, der kom til Den Dominikanske Republik? De fik arbejde på fabrikker eller i landbruget, men det lykkedes nogle at komme videre til USA. På billedet herunder ser man jøder, der fremstiller håndtasker af strå til eksport til de amerikanske forbrugere, der således nød godt af deres arbejde uden for landets grænser. 

Nogle jøder købte sig imidlertid adgang til det såkaldt "Forjættede Land", Palæstina, ved at opkøbe jord. Her ses en arabisk jordbesidder, der lige har solgt jord til et par jøder engang i 1920'erne. Dette foregik i stor stil, selv om der var love, der forbød salg af palæstinensiske landområder. Det var altså noget, der begyndte længe før Hitler og hans slæng kom til magten i Tyskland ....

https://folkedrab.dk/artikler/n%C3%BCrnberg-lovene 

 

Wikipedia 


 

Honoria

En nydelig og ret moderne udseende yngre dame, men hun stammer nu fra antikken: Justa Grata Honoria, der kendes som "Honoria". Hun var datter af kejser Konstantin III samt kejser Valentin III's (419-455) storesøster og blev hædret af sin bror på flere måder, bl.a. gennem de mønter med hendes billede, hvor hun blev tituleret med den højfornemme titel Augusta.

Hun var imidlertid først og fremmest berømt for sin besynderlige "kærlighedserklæring" til Roms fjende, hunnerkongen Attila (c. 406–453), som hun angiveligt (indirekte) støttede på forskellig vis. Iøvrigt var der rygter om, hvordan hun benyttede sig af feminine kneb i forskellige situationer, hvor forførelser gav pote. (Nogle påstår dog, at hun er blevet forvekslet med en af sine samtidige, der virkelig forstod at forføre sig frem i mændenes verden). At hun var handlekraftig, er der dog ingen tvivl om, for hun trådte i karakter over for sin bror, kejseren, da han forsøgte at få hende gift med en senator, hun hverken ville eje eller have, fordi han ikke truede hans egen magt. 

                                                                  Hunnerkongen Attila

Attila er en legendarisk skikkelse, hvis bedrifter som regent og erobrer lever videre i mange sagn og legender. Han var en af de alvorligste fjender af det romerske rige, og det virker derfor noget sært, at den romerske kejsers søster - og en tidligere romersk kejsers eneste datter - bønfaldt ham om hjælp, da hendes bror ville have hende gift med en mand, hun ikke ville have. Hvis det så endda bare var en bøn om hjælp til at undgå et påtvunget ægteskab, det drejede sig om, men nej, Honoria sendte også Roms fjende en ring, som han udlagde som et kærlighedsløfte og dermed et tilbud om ægteskab. På grund af denne henvendelse trængte han ind i det romerske rige og fordrev Valentin III i 452.

                                                        Valentin med sin mor og søster

Honoria anså angiveligt sin bror som svag og letbevægelig, hvilket hun ikke selv var. Til gengæld må hun have været alt for impulsiv, når hun ligefrem henvender sig til landets fjende med noget, der ligner et ægteskabstilbud. 

Honoria-Attila-historien blev selvfølgelig filmatiseret mange år senere

Et "frieri", der iøvrigt ikke blev til noget, idet Attila giftede sig med en anden, men kun for at dø en meget mystisk og ikke fuldt belyst død på sin bryllupsnat. Hvad der blev af Honoria er heller ikke helt klart, men Det Vestromerske Rige opløstes i hvert fald i 476 ....

 

 


fredag den 2. oktober 2020

Den modvillige profet

Ingen ved sine fulde fem tror på Biblens historie om Jonas, der blev slugt af en hval og opholdt sig i dens bug i tre døgn, men historien er nu morsom. For det første er det en skæg tanke, at Gud forgæves beder sin modvillige profet Jonas om at rejse til assyrernes hovedstad Ninive for at forkynde sin dom over de gudløse, der lever et syndigt liv dér. Det må man som bekendt ikke, men Jonas er nu ligeglad med assyrerne og deres levned samt Guds dom over dem, og så går det selvfølgelig galt. Han havner i maven på en hval, da han forsøger at stikke af fra Guds opgave med et skib, hvis besætning smider ham over bord, fordi de mener, at den storm, der er ved at få dem til at gå ned, skyldes ham og hans trods imod Herren.

Liggende i maven på hvalen angrer han dog sin flugt, og Gud tilgiver ham. Han lader hvalen kaste ham op på kysten, og derfor føler han sig nu forpligtet til at gøre, som han bliver bedt om og forkynde Herrens dom over de gudløse. Til hans enorme forundring - og forargelse - virker hans halvhjertede omvendelsestaler næsten for godt, for alle, inklusiv dyrene, angrer deres syndige levned. Derfor skal de ikke - som Gud ellers havde sagt - udryddes, men tilgives. Noget, Jonas dog ikke glæder sig over, da han åbenbart ikke går ind for syndernes forladelse, men for deres afstraffelse. 

            Nok er den stor, men dens halsåbning er lille, så den kan hverken sluge mænd eller både

Jonas hører til de mindre profeter, og det tror da pokker,  når nu han er så modvillig imod Gud og de opgaver, han pålægger ham. Lille eller stor så er der imidlertid andre bibelske referencer til hans vilde historie, så han er ikke bare en pudsighed i en bog fuld af pudsigheder, men har betydning i religiøs forstand: bl.a. Matt 12,39–41 og Joh. 2, 16. (En af dem, der refererer til ham, er faktisk Jesus).


 


 


 

Ud med kællingen!

 

 

Det viser sig, at der desværre er en stigning i mænds mord på hustru og børn i USA. Mange bliver mordere, fordi de har fundet en anden og yngre, som de så ønsker at starte forfra med. Et virkelig grelt eksempel er Chris Watts, hvis kone, Shanann Watts, ikke længere gav ham det modspil, han ønskede. Det gjorde den angiveligt sex-hungrende elskerinde til gengæld, men hende havde han bildt ind, at konen var rejst, så der var grønt lys for deres forhold. Sagen var bare den, at konen aldeles ikke var rejst, for hun fornemmede, at der var ugler i mosen og kæmpede for sit ægteskab. Det afgørende punkt kom, da hun fortalte ham, at hun var gravid med deres tredie barn, og at det denne gang ville blive en dreng. Dermed blev det hele åbenbart så konkret for ham, at han besluttede sig for at skille sig af med familien én gang for alle og i stedet satse på sin sexede elskerinde.

Han dræbte konen og de to små døtre på en totalt ækel og ufølsom måde, idet han transporterede børnene i bilen med deres døde mor liggende på gulvet. De har siddet på bagsædet med benene dinglende over hendes lig og har kunnet fornemme, at situationen ikke var normal. Da han havde dræbt den ene af pigerne, spurgte den anden, om han også ville "gøre sådan med hende", - hvilket så var lige præcis, hvad han gjorde. Konen blev begravet i ørkenen og børnenes lig blev smidt i en oljetank.

Chris Watts nægtede først, men blev så afsløret og fik tre livstidsdomme. I virkeligheden burde han også have fået en livstidsdom for den ufødte søn, men det gjorde han så ikke.

Der er ingen tvivl om, at dette er en utrolig tragisk sag, men den er også interessant, fordi den kan ses som en repræsentant for den mord-bølge, der raserer amerikanske ægteskaber for tiden. Der er flere mænd end kvinder, der bliver myrdet, men det gælder mord begået af andre mænd, og de fleste er ikke partner-mord. Hvad kvinder angår, så bliver omkring tre kvinder myrdet af deres partnere hver eneste dag, og det er simpelthen helt forfærdeligt. Man kan spekulere på, hvad grunden er, og de fleste taler om "ændrede kønsmønstre": mange mænd kan tilsyneladende ikke klare de forandringer, der er i samfundet, og som også indvirker på deres privatliv.

 

https://www.psychologytoday.com/intl/blog/mind-games/201909/the-number-women-murdered-partner-is-rising 

https://canoe.com/news/national/what-are-you-doing-with-mommy-colorado-dad-details-murders-of-wife-daughters 

https://globalnews.ca/news/6536184/gender-based-violence-men-women/ 

 

torsdag den 1. oktober 2020

Stakkels Vincent

 

Manden var genial, ingen tvivl om det, og det trækker ikke fra i bedømmelsen af ham, at han var en af klatmaleren Hitlers yndlingsaversioner, fordi han ikke "malede virkeligheden, som den var". Endnu et af utallige områder, hvor jeg og Grimme Adolph er totalt uenige. Vincent Van Gogh så mere i virkeligheden end bare de former og linjer, som klatmalere ser. Eller sagt på en anden måde: han så om bag ved virkeligheden og belyste den, så den afslørede mere om sig selv end blot nogle mere eller mindre tilfældige former.

Med til kærligheden til ham som kunstner hører også den viden, vi har om ham som menneske. Man føler uvilkårligt med ham på grund af hans vanskelige liv som en psykisk ustabil, men alligevel enormt produktiv maler, der skabte og skabte uden nogen form for kommerciel succes. Han solgte bare ét eneste maleri i sin levetid, hvilket må have gjort det meget svært for ham at opretholde entusiasmen for den kunst han dyrkede på så imponerende vis. Flere gange blev han tilmed indlagt på psykiatriske afdelinger. Ikke nok med det, men han endte også livet på en måde, der er blevet udlagt som et meget forståeligt selvmord, når nu han var så plaget, som han tydeligvis var. (Hans kunstneriske gengivelse af dyb fortvivlelse viser en anden, men kunne sådan set godt gælde ham selv).

Ingen betvivlede for alvor opfattelsen af, at kunstneren den 27 juli 1890 skød sig selv, hvilket førte til hans død to dage senere, dvs, inden bogen "Van Gogh: The Life" af de to Pullitzer-vindere Gregory White Smith og Stephen Naifeh udkom i 2011. Da det skete, delte kunstverdenen sig i to dele, for hvordan kunne disse to forfattere påstå, at den deprimerede og skuffede maler Van Gogh ikke begik  selvmord, når det dog var så indlysende, at han havde al mulig grund til det? Fordi selvmordet var en del af Van Gogh-myten var det svært for mange at overhovedet tage mord-teorien alvorligt.

Sagen er dog den, at hvor Vincent tog af sted med sit staffeli og pensler om morgenen den 27. juli, så kom han vaklende og blødende tomhændet hjem, og man har aldrig fundet disse remedier. Hvad man heller ikke har fundet er den revolver, der affyrede det dødbringende skud. Desuden befandt skuddet sig ikke i brystet eller hovedet, men i maven, hvilket forlænger dødsprocessen og er meget smertefuldt. Hvis han havde revolveren og ønskede at begå selvmord, hvorfor skød han sig så ikke en gang mere og denne gang på en mere effektiv måde?

Noget andet - og ret afgørende - er, at gennemlæsninger af politirapporten i forbindelse med dødsfaldet afslører, at kunstneren jo altså ikke skød sig i brystet, sådan som det ellers hed sig, og at vinklen på skuddet ikke passede med sårets placering for et skud tæt på. Desuden havde han ikke noget krudtslam på hænderne, hvilket han ville have fået, hvis han selv havde affyret skuddet.

Han blev spurgt om, hvordan han var blevet skudt og havde så sagt, det var et selvmord, men man mener, at han i virkeligheden kan have dækket over sin morder, nemlig den 16-årige René Secretan, der sammen med sin bror havde for vane at drille den syge og forsvarsløse mand, der vel nok blev opfattet som en original op egnen. Sådan et let bytte har været en alt for stor fristelse for brødrene, der var kendt som et par bøller. René havde desuden altid en gammel revolver på sig, der såmænd også kan have affyret er vådeskud, der ikke egentlig var ment som et morder-projektil, men som blev det. Brødrenes drillerier gik som regel ud på at tirre Vincent til raseri, hvilket de syntes var mægtig sjovt, men som må have forøget kunstnerens plager betydeligt. Hans bror lod forstå, at Vincent ønskede at dø, men han kan have valgt at tie om det fatale skud for at skåne de to bøller og deres pæne familie. Hvis jeg selv skal bedømme sagen, så tror jeg faktisk, at Vincent blev skudt af Secretan-brødrene, men 100% sikker er jeg nu ikke ....

 

https://phulme.wordpress.com/tag/rene-secretan/ 

 

https://www.washingtontimes.com/topics/rene-secretan/  


https://www.crimeandinvestigation.co.uk/article/was-van-gogh-murdered

 

http://www.artcuriouspodcast.com/episode-transcripts/2017/8/1/transcript-artcurious-episode-2 

 

https://scribol.com/art-and-design/van-goghs-final-work-unlocked-clue-last-days/7/

 

https://www.washingtontimes.com/news/2011/oct/17/museum-unconvinced-new-van-gogh-death-theory/ 

 


Spøgen, der blev til alvor

Susanna M. Salter (1860-1961) voksede op i 1860'ernes Kansas, der regnes for overordentlig konservativt. Ikke desto mindre blev både hun og staten berømte for noget særdeles kontroversielt: den på det tidspunkt 27-årige kvinde blev valgt som den første kvindelige borgmester i USA. Valget af hende var tilmed uventet for hende selv, da hun ikke engang vidste, at hun, der var datter af en tidligere borgmester, var blevet opstillet som kandidat til den fornemme post i 1887. Faktisk var det en flok drillelystne og kvindefjendske mænd, der havde besluttet sig for at ydmyge hende med et sviende nederlag, idet de meldte hende til som kandidat uden hendes vidende. Dé tog dog fejl, for hun blev valgt med et stort flertal. Det, der var tænkt som en ydmygelse, ramte "spasmagerne" som en boomerang uden at skade deres udvalgte offer.

Denne vittighed illustrerer meget godt holdningen til kvindens frigørelse. Både mand og kone fremstilles som nogen, der er havnet i unaturlige situationer, nemlig fordi de tilsyneladende har "byttet" roller. Susanna M. Salters utilsigtede sejr fik også udenlandske journalister til at interessere sig for dette nymodens fænomen: en kvindelig borgmester! Typisk nok skrev de dog mest om hendes tøj og adfærd, idet de gik meget op i, om hun nu også var "ladylike".

Her ses Susanna med sin mand, Lewis Salter, som hun også havde et par børn med. Meget af hendes tid gik iøvrigt med arbejdet i den lokale Woman's Christian Temperance Union, der var noget, hun brændte for, hvilket nok var en af grundene til, at de frække mænd ønskede at drille hende med hendes ufrivillige opstilling.  

 

https://www.kmuw.org/post/could-small-town-kansas-woman-be-new-10-bill 

 

http://www.blush.me/positive-stories/usas-first-female-mayor-was-nominated-as-a-prank-she-ended-up-winning-with-over-60-votes 

 


onsdag den 30. september 2020

Fattige "millionærer"

Den Amerikanske Drøm handler ikke bare om det hvide stakit, men først og fremmest om befrielsen for økonomiske problemer. "Lykkelige amerikanere" har ikke bare nok, men overflod, så de kan betale sig til alt det, de ønsker som f.eks. en arbejdsfri tilværelse, forskellige former for service, en flot kone, biler, huse, smykker, rejser, osv., osv.. Det er lykken og det føles godt og trygt, når det er inden for rækkevidde, fordi man ligesom er sine rigdomme. 

Problemet er bare, at nok har USA en masse millionærer, men der er sandelig også mange fattige, der realistisk set aldrig får chancen for at få de nødvendige midler til at opretholde en tålelig tilværelse. De hutler sig igennem ved småjobs eller kriminalitet, men holder sig psykisk oppe ved at drømme om de millioner, de selvfølgelig får på et eller anden tidspunkt et sted ude i fremtiden. Trist nok lader det til, at mange i denne situation opfatter sig selv som midlertidigt fattige, selv om sandheden er, at de bliver fattigere og fattigere, efterhånden som de bliver ældre. Gamle, skrøbelige mennesker kan nu engang ikke bestride mange af de jobs, der holder de unge, forhutlede i live ...

Dagdrømme er herlige, men kun indtil et vist punkt, hvor de forvandles til undergravende forestillinger, der tager realiteten ud af tilværelsen. Ikke desto mindre er det sandt, at der bliver flere og flere millionærer, men selv om der er mange i den vestlige verden, så befinder rigtig mange sig nu i Asien: Global Wealth Consulting Group (BCG). I følge denne ikke-opdaterede rapport, (dvs. ikke fra 2020) siger også, at 41 % af verdens private formuer er ejet af millionærer, og at der bliver flere og flere af dem. Man kan så spørge sig selv om, hvordan de har fået disse penge, og om de klamrer sig til dem, samtidig med at de underbetaler eventuelle medarbejdere. En anden sandhed er nemlig, at selv med flere jobs kan det være svært for en gennemsnits-amerikaner at klare til dagen og vejen ....

I Vesteuropa og USA er den gruppe, der oplever den største stigning i formuen, faktisk de ultrarige, Denne gruppe kaldes også UHNW, og den består af mennesker med en privat formue på over 100 millioner dollar. I Vesteuropa vil den gruppe vokse med 13 procent årligt frem til 2019, og det samme tal er 12 procent for USA: den største stigning vil milliardærerne stå for. Hvis Per Fattigmand bygger sin tilværelse på drømme om de rigdomme, som disse mennesker har, så får han et elendigt og frustreret liv, for nok kan man få mange penge, f.eks. ved lotterier, men det er bare ikke noget, der sker for ret mange. Efter min mening er Den Amerikanske Drøm faktisk med til at fastholde befolkningen i og uden for USA i fattigdom, fordi de ikke sætter ind over for et system, der undertrykker lønmodtagerne ....


 

 

https://www.berlingske.dk/business/her-bor-verdens-millionaerer