Luskerier

 

Som ikke-katolik - men med katolske venner og bekendte - undrer jeg mig på en areligiøs måde over pave Johannnes Paul (1912-1978), der døde efter 33 dage i kirkens højeste embede, som han oprindelig havde planlagt at afslå. Hvis man spørger katolikker, vil de fleste formentlig benægte, at dette dødsfald kan have noget som helst at gøre med denne nye paves planer om at foretage visse forandringer i embedets indhold og i det, der er centrum for den katolske kirke: Vatikanet. Som en stat i staten på globalt plan, (som jeg oplever som en edderkop i sit spind), har dette klerikale hieraki en finger med i spillet steder, som man ikke ville have troet mulige. Med deres effektive hemmelighedskræmmeri giver de indtryk af at være i besiddelse af alle mulige vigtige oplysninger, som de har formået at bevare for sig selv. Mange historikere har erklæret, at de ville ofre både liv og lemmer for at komme i besiddelse af nøglen til de arkiver, der indeholder disse hemmeligheder, ja, nogle taler ligefrem om at bytte deres samlede familie for en udhindret adgang ....

Her ligger han så, manden, der havde planer om at foretage nogle ikke særlig specificerede forandringer af dette hemmelige system. Konspirationsteorierne blomstrer rundt omkring ham, og det er der ikke noget at sige til. Selv tror jeg automatisk mere på lusk (mord!!!) end på det hjerteslag, som den katolske kirke selv har forklaret dødsfaldet med. Hvis det ikke var et naturligt dødsfald, så blev han sikkert offer for de planer om mere åbenhed, som han havde fortalt om. Mange har nævnt, at hvis de store mængder  hemmeligstemplede papirer i Vatikanets bibliotek blev lagt åbent frem for offentligheden, ville mange punkter i det samlede system, vi kalder "historien", men som retteligen burde hedde "valgte højdepunkter" eller noget i den stil, ganske enkelt omskrives. Noget, konservative og rethaveriske mænd som kirkens dignitarer, ikke synes om ....

Var det guddommelig inspiration, der lå bag dette håndtryk? Næppe, og sådan er det med mange andre historiske fænomener: som udenforstående oplever man noget sært, men man mangler at kunne se bag om de ydre begivenheder.

 

https://www.kristeligt-dagblad.dk/historie/vatikanets-fascination-af-diktaturet 

https://connery.dk/top-5-over-vatikanets-moegsager.132115.html 

 

 

 

 

Covid-19 og bøtte-problemet

Jeg indrømmer, at jeg synes, mundbindene er dybt irriterende, især hvis man har briller, for så dugger glassene. Ikke desto mindre er problemet desværre opstået og synes ikke at blive løst med det første. For nogen tid siden skrev jeg et læserbrev om det i Arbejderen, der følger nedenfor:

"Dem, der troede, at covid-19 ville være væk efter nogle få uger, har desværre ikke fået ret. Der er ovenikøbet noget, der tyder på, at der følger længerevarende bivirkninger med, som ingen havde forestillet sig, da det hele begyndte.  Kort sagt, det er alvor, og jeg kan godt forstå, at man nu forsøger at lovgive sig ud af visse indlysende problemer som de steder, hvor der kan ske smittespredning.
Ifølge Sundheds- og Ældreministeriets BEK nr 1221 af 20/08/2020 skal man nu bære mundbind i den kollektive trafik: § 1. For at forebygge og inddæmme udbredelsen af coronavirussygdom 2019 (COVID-19) skal rejsende på 12 år og derover have tildækket mund og næse ved brug af mundbind eller visir ved følgende former for kollektiv trafik m.v., jf. dog §§ 3 og 4. Dette gælder 1) Togtrafik, herunder privatbaner, letbaner og metro, 2) buskørsel, dvs. både lokale og regionale busruter, skolebusser, x-busser, fjernbusser, turistbusser og anden kørsel i bus, der kræver tilladelse i henhold til lov om buskørsel, 3) taxikørsel og anden erhvervsmæssig persontransport, som kræver tilladelse i henhold til taxilov, 4) færgetrafik, herunder indenrigsfærger og færger, der sejler mellem Danmark og havne i udlandet.
Fint nok, selv om ingen kan garantere, at mundbindene altid forhindrer smitte. Når man via lovgivningen koncentrerer sig om beskyttelse af folk, der bruger offentlige transportmidler, så burde man også have tænkt på, hvad der sker, når disse mennesker stiger af bussen eller toget, for hvor gør de af det mundbind, de har haft på under turen? Måske de bliver placeret i de affaldsbøtter, der står ved de fleste stoppesteder, men disse mangler som oftest låg. Det vil sige, at de bind, som folk har båret ifølge forskrifterne i bussen eller toget, nu befinder sig som affald i bøtter uden låg, hvor vinden – og det blæser faktisk temmelig meget – rigtig kan "lege" med dem og føre dem vidt omkring. Nogle kan meget vel havne i hovedet på en medborgere, der for eksempel befinder sig på fortovet eller cykelstien. Andre ryger sikkert ned i kloaksystemet, hvilket aldrig har været godt.
Skal loven håndhæves, så skal der skabes mulighed for at komme af med de brugte mundbind på en rationel måde. Man må ganske enkelt ikke smide dem i bøtter uden låg eller på fortove og cykelstier. Dette bør forbydes én gang for alle. Det er fristende (og nærliggende) at sige, at dette problem nok ikke blev erkendt, fordi de, der har lavet loven, ikke færdes på fortove og cykelstier, men kører i bil. Faktisk tror jeg, at de har været blinde for problemet, fordi det ikke er en del af deres hverdag."

https://arbejderen.dk/idekamp/om-mundbind-og-smittespredning 

Vil det hjælpe??? Tjah, det kan man da håbe, for det nuværende system med åbne bøtter er både til grin og pinligt uigennemtænkt.

Den dræbende potens

Næsehorn er en truet dyreart, nemlig fordi nogle mennesker har fået den vanvittige ide, at indtagelsen af pulveriseret horn kan gengive dem deres tabte eller bare nedsatte potens. Det har vi længe været klar over og virkelig undret os over, for det er drab helt uden logik, men hvad med de dyr, der myrder de samme dyr for sex??? At det kan gå hedt til, når hormonerne stiger, er der ingen tvivl om, for det ser vi også hos mennesker, men at unge han-elefanter er begyndt at voldtage næsehorn er åbenbart nyt. Mænd i deres drifters vold har myrdet mange kvinder, men blandt elefanter går det oftest ud over en helt anden dyreart, og det er altså næsehorn. Billedet ovenfor viser et næsehorn, der har måttet forsvare sig imod en skrupskør, liderlig teenage-elefant, hvilket tydeligvis ikke har været nemt, for den er endt med voldsomme sår. 

Det er da muligt, at der er "noget" mellem tykhuder af forskellig art, for dette næsehorn skulle jo være beskyttet bag muren i en zoologisk have, da det bare kan flytte sig, men åbenbart ikke gør det. Meget mystisk ....

Her er der gang i noget, der af vildtbiologer bedømmes som voldtægt, men hvor har elefanten fået den skrupskøre ide fra, at den kan få afløb for sine drifter på et næsehorn? Og hvad med det næsehorn, der står ved siden af, pønser det på angreb, eller er det et resigneret voldtægtsoffer? Det allervigtigste er dog, hvordan kan disse overfald, der ofte ender i næsehornets død, stoppes? Vi vil jo ikke miste næsehorn, så stoppes skal det altså.

Det har vist sig, at udviklingen af disse skrupskøre teenage-banditter er resultatet af, at krybskytter har udryddet så mange store, voksne hanner på grund af deres store stødtænder. Hvis man gen-introducerer denne type voksne hanner i en flok, så kommer teenagerne slet ikke i musth, hvilket er den tilstand, hvor hannens testoron-niveau stiger voldsomt og gør ham momentant sindssyg, voldsomt agressiv og sex-hungrende i ekstrem grad. Teenagernes slette adfærd skyldes simpelthen, at der ikke er nogen til at holde dem i ørerne, så at sige. At det går ud over de i forvejen truede næsehorn er tragisk, men dette får én nu også til at tænke på, om fremkomsten af menneskelige teen-banditter skyldes, at den gammeldags maskulinitet er på retur. Før i tiden var en pater familias en mand med autoritet, og ham ville sønnerne ikke udfordre, men nu ....

 

https://www.straightdope.com/21343886/have-elephants-begun-raping-rhinos-in-the-wild 

 

 

 

Hjerteskærende svindel - måske i dobbelt forstand?

Denne yndige, smilende pige er et sørgeligt eksempel på voksne menneskers tankeløse behandling af børn. En af hendes (anonyme) slægtninge har fortalt, hvordan pigen, hvis navn angives som "Aria", uden at det dog er sikkert, at det er det, hun hedder, forsvandt fra den ene dag til den anden. Det eneste, efterforskerne havde, var et håndskrevet brev, der var en anklage imod pigens far: "Jeg elsker min mor og vil have, at hun er i sikkerhed for min far."

Arias far blev anklaget for at have mishandlet sin kone og datter, bl.a. ved at sulte dem, så han havde tilstrækkeligt med penge til sit narkoforbrug. Han benægtede alle anklager, men blev dømt og sat i fængsel, fordi de billeder af en sund og glad Aria, som han henviste til som et modbevis imod anklagerne, ikke var til at finde nogen steder. Hans påstande om, at hans kone havde sultet sig med vilje, kunne hellere ikke bevises, og Aria var jo altså forsvundet, så hans sag stod meget dårligt. Efter at han var kommet i fængsel, dukkede Aria imidlertid pludselig op, og hun havde mildt sagt en anden historie at fortælle: hendes far havde ikke gjort noget af det, han var blevet dømt for, hendes mor havde sultet både sig selv og hende samt havde truet hende, hvis ikke hun gjorde, som hun sagde. Hvad brevet angik, så havde moderen skrevet det med venstre hånd, så det lignede et barns skrift. Alt sammen som led i en ond plan om at miskreditere sin mand, så han kom i fængsel og hun fik forældremyndigheden. Til sidst indrømmede moderen imidlertid sin onde plan, hendes mand blev frigivet, og hun kom selv i fængsel, medens Aria blev overgivet til sin far.

Som sagt: (angiveligt) fortalt af en anonym slægtning, der ikke har opgivet kilder, så det KAN være digt over et velkendt tema ....

 

 

 

Lad os (ikke) mødes ved stenen ....

I det 17de århundrede var det meget farligt at bo i Salem i USA. Havde man noget - eller manglede man alt - så kom man i farezonen for anklager om hekeskunst, der kunne koste én livet. Hvad Giles Corey (1611-1692) angår, så var han en af dem, der havde en hel del. Det gik nemlig ham og hans tredie kone, Martha, godt med den gård, han havde købt efter at være kommet over fra Northampton i England. Han havde ikke bare gjort sig bemærket ved sine besiddelser, men også med visse lovbrud. At både han og hans kone endte med at blive anklaget for hekseri var måske ikke så uventet, da man ikke skulle skille sig ret meget ud, før man blev set som mistænkelig, og det havde hans lovbrud i hvert fald sørget for.  

Ikke alle mistænkte blev ligefrem tortureret før domfældelse, men der er eksempler på skrækkelige ting, som en anklaget kunne komme ud for. Da Corey som 65-årig blev anklaget for at have tævet en af sine arbejdere til døde valgte retten af frafalde anklagen om mord, fordi det var lovligt at afstraffe sine tjenestefolk, etc. korporligt, men han fik dog en bøde. Sagen gik dog ikke i glemmebogen, men som 80-årig blev han og også hans kone anklaget for noget langt mere alvorligt dengang: hekseri. Corey benægtede at være en troldkarl, men kom efterhånden til at tro på anklagerne imod hustruen, Martha. Eftersom den gamle, stejle mand hverken ville erklære sig skyldig eller uskyldig, blev han som den første og også eneste i amerikansk historie udsat for en grufuld tortur, der endte med hans død. 

Han blev lagt udstrakt og fik lagt flere og flere sten oven på sig. Sådan lå han i tre dage, hvor han hårdnakket nægtede at besvare spørgsmålet om skyld eller uskyld. Det eneste, han forventedes at gøre, var nemlig at sige, om han var skyldig eller ej, men nej, sådan var Corey ikke. Når han  blev spurgt, om han efterhånden i torturen var villig til at svare, sagde han "læg flere sten på", og det gjorde man så, indtil han døde. 

Situationen med den gamle mand, der bliver pint, men som ikke lader sig kue, forekommer mig helt absurd. Her kan man virkelig tale om en viljernes kamp, og jeg kan forestille mig, at de frustrationer, det må have skabt for ham, der forestod torturen, må have gjort ham mere og mere grusom. Hvis han havde kunnet få Corey til at tale, ville dennes betydelige ejendomme være tilfaldet Staten, men nu gik de i stedet til Corey-børnene. Det fortælles iøvrigt om tortur-bødlen, at han pressede Coreys tunge ind, da den blev tvunget ud af stenenes vægt. Kort sagt, et utroligt uhyggeligt og modbydeligt sceneri i menneskehedens historie. Tre dage senere blev Coreys kone, Martha, hængt, men dermed var byen Salem nu ikke færdig med familien. Dels krævede - og fik - nogle af børnene erstatning for forældrenes død, dels opstod der et farligt spøgeri, hvor den døde Corey angiveligt dukkede op den ene gang efter den anden.

Det fortælles, at Giles Corey lide inden han døde forbandede Salem og retshåndhæverne, og kort efter kom byen ud for modgang og også adskillige naturkatastrofer. Desuden var der altså flere af beboerne, der sagde, at de blev hjemsøgt af Corey, der f.eks. var dukket op af jorden et sted, hvor man så hans overkrop, men ikke underkrop ....

https://www.writework.com/essay/short-story-puritanism-giles-corey-and-salem-witchtrials  

 

 
 

 

Glæden over andres glæde

Dette er utvivlsomt et glad marsvin: gumle-gumle-gnaske er et af disse dyrs yndlingsbeskæftigelser. Når man ser sådan et billede, så skal man være meget underligt skruet sammen for ikke umiddelbart at kunne fornemme det glade øjeblik, hvor den får sin persille-kvist. Det samme bør gælde vores oplevelse af andre dyr, der lever iblandt os. En hund med en bold er pr. definition en glad hund, som vi selv bør føle en umiddelbar  glæde ved at betragte og interagere med. Sådan et dyrs umiddelbare glæde bør ikke være en udfordring eller irritation for os, men en glæde, der formidles til os, bl.a. fordi vi også selv har evnen til at føle glæde.

Den boblende glæde, man ser hos andre - dyr eller mennesker - forplanter sig til én, hvis man er i harmoni med sig selv og sine omgivelser. Desværre er der så dem, der ser et dyrs livsglæde som en udfordring, fordi de selv har det ad H.... til. De handler måske ved at lade deres egne problemer gå ud over den uskyldige medskabning, hvis glæde udstiller deres egen mangel på lykke og harmoni. Måske de i sin tid ikke kunne klare bøllerne i skolegården, men et dyr har de magt over, og det udnytter de, idet de samtidig lukker af over for den formidling af glæde, de kunne have oplevet ved at gøre noget godt for dyret. 

Får man det virkelig bedre af at mishandle et dyr sådan? Det tvivler jeg meget på, men mekanismen går åbenbart på at fratage et andet levende væsen den glæde, man selv ønsker, men hverken har eller er modtagelig for. En universalløsning findes ikke, og hverken logik eller straf lader til at bide på de ansvarlige. Derfor vil sådanne situationer opstå gang på gang, og udskyldige væsener som f.eks. dyr vil betale prisen for menneskers idioti og elendighed. Med til billedet er så vores viden om, at mange seriemordere starter som dyremishandlere, hvilket forøger vigtigheden af at sætte ind imod det på et tidligt stadium. Dette er nemlig ikke bare "drengestreger", men noget meget værre.

 

 

Problemet med de uønskede WWII-flygtninge

Jeg har altid været stolt af at tilhøre en nation, der gjorde sit for at hjælpe de forfulgte jøder væk fra det besatte Danmark. Mange andre lande gjorde intet, selv om det længe var klart, at jødiske liv var i fare på grund af Nazi-Tyskland. Efter min mening vil det til evig tid være en skamplet på mange landes renommé, at de vendte det blinde øje til. Forfølgelserne var mange og af forskellig art, men det blev efterhånden tydeligt, at tyskerne stræbte det jødiske folkeslag efter livet. At ikke hjælpe dem kunne meget vel resultere i deres død - hvilket det jo altså også gjorde.

Problemet med de tydeligvis forfulgte tyske jøder, der blev truet på livet af nazisterne, fik den amerikanske præsident Franklin D. Roosevelt til at gå ind for, at emnet blev taget op i det, vi kender som konferencen i Évian-les-Bains, Frankrig, 6.–15. juli, 1938. Man har spekuleret på, om det kan have været hans snedige forsøg på at bortlede opmærksomheden fra USAs knappe kvoter for accepten af jøder på flugt fra Nazi-Tyskland, men officielt gjaldt konferencen spørgsmålet om, hvad verden som sådan kunne gøre i denne fortvivlede situation. Ialt 32 lande og 24 frivillige organisationer deltog, så umiddelbart virkede det, som om der herskede god vilje til at få løst problemet med jøderne, der med Nüremberglovene fra 1935 var blevet erklæret fredløse i deres hjemland, Tyskland. Da Adolph Hitler hørte om konferencen, erklærede han sig villig til at give "disse forbrydere" (: jøderne) lov til at rejse, hvis der meldte sig lande, der ville tage imod dem. Med 32 deltagende lande burde der have været et stort antal, der meldte sig, men det viste sig, at sympatien for de forfulgte jøder hvilede på et meget usikkert eller måske direkte illusorisk grundlag. Bortset fra Den Dominikanske Republik var der ikke nogen, der helt konkret gav udtryk for et ønske om at tage imod disse flygtninge, selv om det var en  uomtvistelig kendsgerning, at de blev truet på livet.

 

Mærkeligt nok sendte USA ikke en officiel repræsentant til konferencen, men lod sig repræsentere ved  Roosevelts gode ven, den amerikanske forretningsmand Myron C. Taylor. Han havde diplomaten James G. McDonald (1886–1964) med som sin rådgiver. Det var ham, der senere blev den første amerikanske ambassadør i Israel.

             James McDonald sammen med Israels premierminister David Ben-Gurion i 1948

Ironisk nok endte det med, at denne konference, der måske var startet ud fra et ægte ønske om at finde en brugbar løsning på problemet, der netop ikke gik ud på den "Endlösung", Hitler og hans kumpaner drømte om, udstillede omgivelsernes ligegyldighed over for de betrængte jøder. Derved fik nazisterne en ny propagandamæssig fordel, da de kunne sige sådan noget som "se selv, ingen vil have jøderne, de er uønskede overalt". Berøvet deres statsborgerskab via Nüremberglovene blev jøderne fremmede i det land, hvor de og deres slægt måske havde levet i mange århundreder, og ikke nok med det, men med Hitlers succes forøgedes antisemitismen i andre europæiske lande. En yderst prekær situation ....

Men hvad så med de jøder, der kom til Den Dominikanske Republik? De fik arbejde på fabrikker eller i landbruget, men det lykkedes nogle at komme videre til USA. På billedet herunder ser man jøder, der fremstiller håndtasker af strå til eksport til de amerikanske forbrugere, der således nød godt af deres arbejde uden for landets grænser. 

Nogle jøder købte sig imidlertid adgang til det såkaldt "Forjættede Land", Palæstina, ved at opkøbe jord. Her ses en arabisk jordbesidder, der lige har solgt jord til et par jøder engang i 1920'erne. Dette foregik i stor stil, selv om der var love, der forbød salg af palæstinensiske landområder. Det var altså noget, der begyndte længe før Hitler og hans slæng kom til magten i Tyskland ....

https://folkedrab.dk/artikler/n%C3%BCrnberg-lovene 

 

Wikipedia