Gåden om den navnløse mand uden ben

Gåder er til for at blive løst, men hvad nu hvis det viser sig umuligt? Folk gætter og gætter, researcher og researcher i over 100 år, men ingen har endnu kunnet løse mysteriet med den navnløse mand uden ben, der blev fundet i Nova Scotia den 8. september 1863. Hvem var han, hvordan havde han mistet sine ben, og hvor kom han fra??? Da han tilsyneladende kun kendte nogle ganske få ord af noget, der for nogle lød som italiensk, men kunne være noget helt andet, nyttede det ikke at spørge ham. Den, der fandt ham, var en 8-årig dreng, der ikke kunne fortælle andet, end at dér lå han foran ham på Sandy Cove-stranden, og at der var blodspor rundt omkring ham, men at der ikke var andre mennesker at se. Da den benløse mand blev spurgt om sit navn, mumlede han et eller andet utydeligt, der blev opfattet som "Jerome", hvilket man derfor kaldte ham, men uden at vide, om det var rigtigt. 

Lige siden "Jerome" blev fundet, har man spekuleret over ham og hans skæbne. Der har været utallige teorier om, hvem han var, og hvordan han mistede sine ben. At de var blevet amputeret af en sagkyndig var tydeligt, men hvor og af hvem? Nogle mente, at benene var blevet fjernet som en straf, og at han var en fornem mand, der havde forsøgt at tiltage sig mere magt, end hans ligemænd syntes om. Andre var overbevist om, at han var kommet til skade i en savmølle, medens der også var dem, der troede, at han var en sømand, der havde gjort oprør imod sin kaptajn. Straffen for dette var så amputationen af benene samt placeringen på stranden. Ind imellem er der stadig nogen, der kommer med en såkaldt "stensikker teori", der dog viser sig hverken at være sikker eller af sten, for den holder ikke.

Bedømt ud fra hans udseende og helbredstilstand iøvrigt skød man på, at han nok var født omkring 1830. Det eneste sikre var dog, at han døde den 15. april 1912, ca. 75 år gammel. Selv fortalte han ikke noget, men det skete dog, at han talte lidt med børn, der tilsyneladende var de eneste, han følte sig tryg sammen med. Da de også spurgte ham ud om, hvor han kom fra. havde han på et tidspunkt sagt noget, der lød som "Trieste", hvilket måske pegede på et oprindelsesland som Italien. Var det rigtigt, var han italiener? Ja, måske, men selv om folk har teorier om ham og hans nationalitet, så er der stadig ingen sikre beviser. Han var virkelig som et menneske, der var faldet ned fra månen. Begravet blev han dog, og han fik også en ganske flot sten ....

 

https://www.canadianmysteries.ca/sites/jerome/theories/estcejerome/3613en.html 

 

https://archive.macleans.ca/article/1954/9/15/the-mystery-of-jerome 

 

 

Sladder og Mae West

Jeg har altid godt kunnet lide Mae West. Hun var bramfri og fræk, hvilket er noget, jeg sætter stor pris på hos det såkaldt "svage køn". Mange af hendes velkendte vovede replikker var noget, hun selv fandt på, hvilket er noget, jeg tager hatten af for, ligesom jeg finder det imponerende, at hun ikke bare optrådte som skuespiller, men også som skuespil-forfatter.

Jeg kan altså godt lide hende, men her på det sidste har jeg dog tænkt tanker om hende, som jeg ikke havde, før jeg faldt over en omgang sladder, som jeg ærlig talt ikke helt ved, hvordan jeg skal forholde mig til. Ifølge denne sladder, der formentlig oprindelig stammer fra Raquel Welch, som hun spillede sammen med i filmen om et sex-skifte, nemlig "Myra Breckinridge", var hun i virkeligheden slet ikke en "hun", men en "han". Nu var forholdet mellem det gamle og det nye sex-symbol ikke særlig godt, så hvad Raquel end citeres for, så bør man afgjort tage det med et gran salt. Måske hun var ude på at genere det rivaliserende, men meget ældre publikumsidol? Selv om det kan have været bagvaskelse sidder man dog tilbage med en uregerlig nysgerrighed samt spørgsmålet: kan der have været noget om snakken????? Vi ved, at Mae West ofte snød med sin højde, men det er én ting, og at nogen snyder med hendes kønsidentitet er ligesom noget andet og mere alvorligt.

Sko, brugt af Mae West, når hun ville virke højere, men ikke altid .....

Hun havde stor succes, bl.a. i film fra 1930'erne og 1940'erne, men omkring 1943 begyndte hun at få juridiske problemer på grund af sin notorisk frække optræden, hvilket dog ikke slog hende ud. På et tidspunkt fik hun ligefrem en fængselsdom for at "korrumpere ungdommen" med sin evindelige uartighed. 

Hun skrev og medvirkede imidlertid i mange skuespil med vekslende succes, bl.a.: "Sex" (1926), "The Drag" (1927), "Pleasure Man" (1928), "Diamond Lil" (1928) og "Catherine Sas Great" (1944). Man kan sige, at hendes image var "fræk dame med kurver og rappe replikker". Sjovt nok var hun samtidig en ret privat person. Nogle af dem, hun var mest knyttet til, var lillesøsteren Beverly West og lillebroderen Jack West II.

Sidstnævnte er kommet til at spille en hovedrolle i sladderen omkring storesøster Mae, for der er dem, der underbygger Raquel Welch mistanker om et falsk køn med historier om et hemmeligt - og altså uofficielt - ID-skift. Jack døde angiveligt i 1964, men der er teorier om, at det i virkeligheden var Mae, der døde af et hjerteslag. På grund af diverse aborter var hendes underliv - ifølge  teorierne - så ilde tilredt, at lægen, der undersøgte hende efter døden, troede, at hun var en mand, og det gav familien ideen til et dristigt bedrageri: man begravede hende under hendes brors navn, idet han derefter overtog hendes identitet og videreførte hendes karriere som hende.

Ovennævnte dame er efter min mening utvivlsomt en ægte kvinde, dvs. stjernen Mae West. Andre billeder har en vis lighed med hende, som hun så ud tidligt i sin karriere, men på et tidspunkt synes ligheden at svinde, og på baggrund af Raquel Welch's teorier spørger man sig selv, om damen i nedenstående billede egentlig er den ægte vare, nemlig Mae West:

For mig at se ligner denne person samt billederne af Mae West som ældre mere Jack end hans søster, Mae, men det er ikke i sig selv et bevis på gyldigheden af den vilde teori om et ID-skift. Visse uklarheder om årstal og den slags, som der bare ikke må herske tvivl om, virker i hvert fald yderst mistænkelige på mig. 

Eftersom Mae ofte brugte en "stemme-forvrængning" og optrådte med en mørkere, mere sexet røst, der tangerer noget maskulint, er ikke engang hendes stemme en sikker angivelse af, hvem og hvad hun var. Hendes specielle rollevalg og scenepersonlighed var i forvejen så karikeret, at hun tilmed lignede en drag-skuespiller, hvilket også ville have været en hjælp ved et eventuelt svindelnummer.

Der skal mere til at overbevise den nysgerrige, men ikke særlig naive Mae-fan, og det mangler stort set, for nok er der en fysisk lighed mellem bror og søster, der kan have gjort det påståede bedrag muligt, men hvad med den ånd, som hendes skriverier viste? Måske Jack kunne illudere som hende på en scene eller foran et velvilligt filmkamera, men formåede han også at skrive som hende? I 1975 udgav hun "Sex, Health, and ESP" og "Pleasure Man" fra 1928. Hendes selvbiografi "Goodness Had Nothing to Do with It" fra 1959 blev senere opdateret og genudgivet.Ialt er der i dag 16 bøger af hende til salg.

Selv om Jack måske havde et ydre, der gjorde det muligt for ham at illudere som sin søster, så var ånden, sjælen eller personligheden jo ikke den samme. Historien om svindelnummeret er dog så skør og samtidig sjov, at det er svært ikke at lege med tanken om, at det kan være Jack, der er begravet som Mae i familie-mausolæet .....

West-familiens mausoleum med Maes navn øverst

Mae eller Jack West????

https://www.huffingtonpost.co.uk/2012/02/17/was-mae-west-a-man-raquel-welch-myra-breckinridge_n_1283981.html

 

https://forum.transgenderzone.com/viewtopic.php?t=2840#.YHcCKj9JHcs 

Wikipedia

 

Korsets tegn

Dette hælben med et søm igennem stammer fra en gammel grav, hvor der lå en korsfæstet mand, og det har fået stor betydning for en ny forståelse af, hvordan denne henrettelsesform egentlig foregik. Almindeligvis forestiller man sig korset stående på ét "ben", men mange eksperter af forskellig art hævder, at det vil være umuligt for et menneskelegeme at hænge sådan i flere timer, indtil døden endelig indtræffer. Tyngdeloven er ganske enkelt ikke på denne metodes side - så at sige ....

Jesus på korset - eller bare korset i ren form - er et yndet smykkemotiv, men giver det en korrekt information om, hvordan det egentlig foregik? Korsfæstelser med kors stående side om side eller enkeltvis er sandsynligvis korrekt nok, men så er der det med korsets form, der kan være helt forkert. I i virkeligheden har korsene måske/formentlig stået som et X med to "ben" i jorden og to "ben" frit oppe i luften. Hvis det er rigtigt - og det er der forskellige ting omkring tyngdeloven samt fundet af hælbenet, der tyder på, at det kan være - så er de gængse fremstillinger af Jesus på korset forkerte. Der var ikke tale om en art "T"-form, dvs. sådan, sådan som vi er vant til at se ham.

Han hang formentlig ikke sådan, da vægten af hans legeme ville belaste fastspigrede hænder for meget til at kunne holde. Det ser måske godt ud på billeder og smykker, men savner logik, så han hang højst sandsynligt sådan, nemlig på et "X":

Denne stilling holder ham i nogenlunde samme stilling som ved det, vi forstår ved et "kors", men tyngdeloven strækkes ikke ud over det logiske, for hér får kroppen flere støttepunkter. 

Det var især romerne, der benyttede sig af korsfæstelser som henrettelsesmetode, og metoden blev kun brugt på slaver og forbrydere af forskellig art, men ikke på romerske borgere. Den blev nemlig anset for så forfærdelig vanærende, at det var et brud på god tone bare at nævne den i dannet selskab. Også jøderne anså "dem, der hang på træ", for mindre ansete personer, hvad enten de var forbrydere eller ej. Når man tænker på, hvad korset og sådan noget som "korsets tegn" har betydet for vores verden op gennem århundrederne, så virker det sært, at man i dag ikke rigtig ved, hvordan denne brug af henrettelsesmetode foregik, men det hænger formentlig sammen med det pinlige dens i brug. Hælbenet fra den korsfæstede mand, hvis grav man fandt i 1968, har imidlertid sat et meget stort spørgsmålstegn ved vores opfattelse af korset med ét "ben" i jorden. Spigrene i hælbenet fra graven gør det nemlig klart, at ikke hænderne, men fødderne og benene var tyngdepunktet. Når man ikke har fundet flere lig af korsfæstede, så skyldes det forøvrigt, at de blev set som så vanærede, at de sædvanligvis blev smidt på møddingen, hvor de blev spist af hunde, rovfugle, etc. ....

 

https://jamestabor.com/crucifixion-that-most-wretched-of-deaths-what-do-we-know/ 

 

https://jamestabor.com/crucifixion-that-most-wretched-of-deaths-what-do-we-know/yochanan-heel-bone/ 

 

https://jamestabor.com/the-abba-cave-crucifixion-nails-and-the-last-hasmonean-king/ 

 

https://jamestabor.com/the-abba-cave-crucifixion-nails-and-the-last-hasmonean-king/ 

 

https://www.kristeligt-dagblad.dk/historie/korsf%C3%A6stelse-var-den-mest-grufulde-henrettelsesform

 

Kunst og forbrydelser

 

 Anders Zorn: Isabella Stewart Gardner i Venedig, 1894

 

Var hun en excentriker? Det var der mange, der mente om Isabella Stewart Gardner (1840-1924), men det er nu ikke det, der først og fremmest definerer hende, for hun markerede sig også som kunstsamler og museums-bygger. 

 

Hun var datter af en velhavende købmand, der støttede hendes interesse for kunst gennem undervisning, både i USA og i Europa. Hvis hun malede selv, så er det i hvert fald ikke kendt, men i løbet af sit liv mødte og omgikkes hun mange store kunstnere. I 1860 giftede hun sig med den ligeledes velhavende John Lowell "Jack" Gardner. De fik en søn, der imidlertid døde som 2-årig. Nogenlunde samtidig aborterede hun og fik at vide, at hun aldrig mere ville kunne blive gravid. Dette samt andre dødsfald i familien gjorde, at hun blev grebet af en dyb depression og trak sig fra alle. For at aflede hendes opmærksomhed fra alle ulykkerne tog hendes mand hende med ud på en langvarig rejse i Europa og Asien, og da de kom tilbage, havde hun fået nyt livsmod og blev den person, samtiden og eftertiden kendte hende som, nemlig excentrikeren, der samlede på kunst.

 

En berømt del af Isabella Stewart Gardner Museum i Boston: museets have

Isabella begyndte allerede i 1890'erne at planlægge og bygge det museum, hun havde talt om som helt ung pige. Hun havde set en samling renæissance-billeder i Italien og fandt den så smuk og interessant, at hun blev inspireret til selv at skabe noget lignende. Da hendes mand døde i 1898, var hun i fuld gang med byggeriet, der skulle huse hendes store samling af kunst. Ifølge sit testamente ønskede hun, at samlingen skulle bevares, som den var opstillet, og hvis der på en eller anden måde blev gjort indhug i den, så skulle alt sælges og pengene doneres som legater til Harvard. Hun havde dog næppe kunnet forestille sig, hvad der skete den 18. marts 1990, for da brød to personer, forklædt som politibetjente, ind i museet, bandt vagterne og forlod stedet med uvurderlige kunstskatte for - ifølge FBI - sådan ca. $500 millioner. Det drejer sig om 13 kunstværker af forskellig art, nogle af dem skabt af store navne, andet med en lidt mere obskur oprindelse, men dog stadig flot kunst.  

 

De bundne vagter blev mistænkt for tyveriet, men det blev andre også, som f.eks. den kendte kunsttyv og rock'n'roll-musiker Myles Connor, der begik sit første kunsttyveri som 20-årig.

 

Den dag i dag er der dem, der mener, at bagmanden for dette tyveri er Myles Connor, men intet har kunnet bevises. Der er heller ingen tvivl om, at han ikke selv kunne begå dette indbrud, for på det tidspunkt, hvor det blev begået, sad han i fængsel. At han havde - og stadig har - mange forbindelser til underverdenen er der dog ingen tvivl om. Dvs. at han stadig er mistænkt, men at man ikke har kunnet komme med beviser imod ham.

 

 

Det sørgelige er, at billederne stort set er uerstattelige, og at de kan være havnet i hænderne på folk, der ikke nærer den respekt for kunsten som f.eks. Isabella Stewart Gardner. Hvor hun har samlet fantastiske værker, har forbryderne måske spredt dem obskure steder rundt omkring i verden. De kan også have gjort det, som nogle mistænker, nemlig at gemme dem til den dag, hvor en eller anden storforbryder får brug for et "gidsel", der kan skaffe ham/hende gode forhandlingsmuligheder med politiet og retten. Hvis det er tilfældet, kan man virkelig frygte for, hvad de udsættes for i ukyndige personers hænder.

 

 

Johannes Vermeer: "The Concert"

Det er en underlig tanke, at et billede som dette kan ligge på et loft eller i en kælder hos en person, der ikke aner, hvordan man bevarer et så gammelt maleri. Eftersom der ikke er ret mange kunstværker af Johannes Vermeer, så kan forestillingen om, hvad der kan være sket med dette billede virkelig give anledning til mange grå hår hos kunstelskere rundt omkring i verden.

Rembrandt: "The Storm on the Sea of Galilee"

Dette er Rembrandts eneste "hav-billede", og også det blev stjålet. Museet, FBI, etc., etc. har sat himmel og jord i bevægelse for at få dette og de andre stjålne værker tilbage, men hidtil forgæves. I mangel af bedre ideer haler man altså stadig Myles Connor ind på arenaen i ny og næ, fordi man føler, at han bare må vide noget om tyveriet. Noget, han altså fortsat benægter på det bestemteste.

Rembrandt: "A Lady And Gentleman In Black"

Hvis det en dag lykkes FBI og andre, der efterforsker sagen, at få skaffet billederne tilbage, hvordan vil et gammelt maleri som dette så se ud? Er der overhovedet noget tilbage af det? 

Édouard Manet: "Chez Tortoni"

Normalt er kulturværdier som billeder af malere som Rembrandt, Vermeer, Manet, Degas og andre beskyttet af alle tilgængelige sikkerheds-himstregimster, vagter, osv., osv.., og det burde de også have været i Isabella Stewart Gardners museum, men selv om man var opmærksomme på, at der var nogle "huller" i systemet, så valgte man at investere i et supermoderne klimaanlæg. Sådan set et klogt træk, for klimaet skal kontrolleres for at bevare gamle malerier, men kun naivitet kan have givet bestyrelsen af museet det indtryk, at sikkerhedssystemet fungerede optimalt, for det gjorde det mildt sagt ikke. Sagen er dog den, at i 1980'erne var det så som så med finanserne, og det fik altså følger. Hverken undersøgelser eller store dusører har bragt billederne tilbage, og ingen ved i realiteten, om de stadig eksisterer .....

 

https://www.wbur.org/artery/2018/08/20/lastseen-gardner-heist-missing-art 

 

https://thefreelancehistorywriter.com/2014/08/29/isabella-stewart-gardner-the-lady-the-legend-the-legacy-a-guest-post-by-alexandra-g-kiely/ 

 

https://www.factinate.com/editorial/biggest-art-heist-history-isabella-stewart-gardner-museum/ 

 

Banditten med den smarte frisure

De havde været gift i nogle få måneder, da de foretog et "career move" i 1924 og blev røvere. Noget, der gjorde dem mægtig berømte dengang, bl.a. fordi den unge kvinde også blev kendt for sin smarte og moderne korthårs-frisure. "The Bobbed Haired Bandit" indledte "karrieren" med at røve "The Thomas Roulston Grocery" i Brooklyn, New York. Inde i butikken havde hun halet en pistol op af lommen på sin pels med ordene "Op med hænderne!! Fart på!!!!" 

Celia og Edward Cooney fortsatte deres røverier rundt omkring i Brooklyn, men den, aviserne fokuserede på, var den unge kone, da hun brød med kønsrollemønsteret ved at være den aktive part. Nogle så hende som en vild og voldsom feminist, der markerede sig som kvindesagskvinde, medens andre mente, at hun var domineret af sin mand, og at det var ham, der tvang hende til disse røverier. Interessen - og nysgerrigheden - var i hvert fald enorm.

En journalist skrev ligefrem et digt til hende:

Still she progresses.
The girl with the bob
Is right on the job
And, in the Holdup Clan
She has proven that she
The equal can be
Of any bandit man
 
.... Tom W. Jackson, Brooklyn Standard Union

Selv om de vist aldrig gav noget til de fattige, så opfattede man dem åbenbart som en art moderne Robin Hood-skikkelser, der røvede fra de "rige". Alt det, der blev skrevet om dem - og især Celia - viste i hvert fald, at de og deres handlinger optog samtiden. At dem, de røvede, langt fra var rige, glemte man tilsyneladende i farten. Det er dog højst sandsynligt, at sammenlignet med røvernes familier, der var præget af druk og pengemangel, så var en købmand i Brooklyn måske "rig" set fra deres synspunkt.

Alt får som bekendt en ende, og det gjorde den "bobbede bandits" røver-karriere også. Hun og hendes mand blev fanget og dømt, men det satte nu ikke en stop for især hendes berømmelse. At hun havde ladet sig drive af sine ønsker om at få pæne ting til det hjem, hun drømte om at opbygge for sig og sin mand samt det barn, de ventede, har sikkert ikke forbavset samtiden. Sådan var det jo med unge damer, og hun havde i hvert fald ikke kunnet opnå noget af det, hun så i film- og modemagasiner, og som hun higede efter, gennem sit tidligere job som vaskekone.

 

Lige inden deres sidste kup fødte Celia en datter, der imidlertid døde en uge efter fødslen. Dommen på 20 års fængsel blev i realiteten til 7 år, da de blev prøveløsladt, formentlig på grund af "god opførsel". Senere fik de to sønner, der blev holdt i uvidenhed om deres mors berømmelse som bandit indtil efter hendes død den 13. juli 1992. Det kan både have chokeret og moret dem, men det er der ingen, der ved nu, knap 100 år efter ....

 

Karriere-pas: EKSAMENSBEVIS ....

 

 William Rick Singer, almindeligvis omtalt som "Rick Singer"

Dejligt med veluddannede folk, ikke sandt? Den slags personer borger jo for en vis kvalitet i livsvigtige institutioner, der kommer borgerne til gode - eller det skulle man i hvert fald tro. Hvis de virkelig har lært og kan det, deres papirer viser, så er alt jo godt, men hvad nu hvis der er tale om snyd og bedrag, sådan at man ikke længere kan stole på folks eksamenspapirer??? Ja, så er vi ovre i det, vi flere gange har oplevet med læger, der aldrig har hverken læst eller taget eksamen i medicin, og det er bestemt ikke til gavn for flertallet af patienter. Sagen er dog den, at hvis man vil gøre karriere inden for snart sagt enhver form for erhverv, så kræver det en blåstempling af en slags for bare at kunne komme i gang, og den giver et eksamensbevis automatisk. I samfundets øjne "er" man, hvad beviset siger - hvis det da er ægte ....

Alle forældre ønsker deres børn det bedste, og det gælder også skuespilleren Felicity Huffman (født 1962), der har fået masser af priser for sine forskellige roller, selv om hun nu ikke er helt deroppe, hvor det virkelig klinger. Man kan sige, at hun er kendt, men hun fik jo altså ikke den Oscar, hun blev indstillet til for sit flotte portræt af en trans-kvinde i "Transamerica" (2005). Hun var mest kendt for roller i TV-serier som f.eks. "Sports Night", "American Crime" og "Desperate Housewives", indtil begyndelsen af 2019, for da fik hun virkelig opmærksomhed, nemlig for det svindelnummer, hun deltog i for at fremme den ene af sine døtres karriere.

Via den nu fængslede og dømte svindler Rick Singer har hun og mange andre velbeslåede forældre i USA skaffet deres børn ind på prestigefyldte universiteter. Det er foregået efter et program, han har udtænkt, og som har fungeret i mange år, sådan at velhavende folks børn har opnået pladser, de uddannelses- og intelligensmæssigt slet ikke var berettiget til. Filosofien bag dette var: skidt med, at det er svindel, for er der penge, så skal Singer nok sørge for, at en fagligt kompetent person inden for hans organisation retter forkerte svar i de velbeslåede kandidaters prøver, etc.. De håbefulde, unge menneske, der går op til prøven, der skaffer adgang til universitetet, ved i mange tilfælde slet ikke, at der er tale om svindel, men tror, at han/hun er bestået på legal facon, for den del af svindlen hører med til den samlede pakke, som hans/hendes forældre har betalt for.

Faktisk er det synd for den elev, der består ved uerkendt snyd, for det trækker den luft ud af hans/hendes liv, der kunne have fået ham/hende til at svæve på lovlig vis, hvis prøven havde været ægte. Nu står visse kendte velhaver-børn tilbage som afslørede tåber, hvis forældre snød på deres vegne, fordi de åbenbart på forhånd betvivlede, at de ville kunne klare en adgangsprøve til universitetet. Det er faktisk det sørgelige ved denne svindel, hvilket skuespilleren Julia Roberts også har pointeret, selv om nogle er svindlerne er hendes skuespiller-kolleger. Nogle, der er kommet ind på det ønskede universitet, er dog ligeglade med, hvordan det gik til, og her tænker jeg bl.a. på én meget kendt person, der ifølge sin niece svindlede sig igennem ved at lade en anden tage testen for ham. Noget, der formentlig ligger længere tilbage end Singer-snyderiet.

Da der kom gang i FBI's undersøgelser af denne lukrative handel med falske universitetsoptagelser, viste det sig, at der var langt flere snydepelse, end man skulle have troet, der havde benyttet sig af systemet. De var selvfølgelig alle godt ved muffen, for Rick Singer tog sig skam betalt for sine tjenester.

Skandalen blev afsløret, da en kendt forbryder ønskede nedsættelse af sin straf. Noget, han ville opnå ved at "bytte" med oplysninger om en lukrativ svindel. FBI kom ind i billedet, og så rullede lavinen, dvs. FBI's såkaldte "Operation Varsity Blues", der førte til domme og fængselsstraffe for rigmænd og berømtheder af forskellig art. Dvs. folk, der var vant til at kunne købe sig til hvad som helst. Felicity Huffman var selvfølgelig bare én blandt mange, men hun og en anden B-skuespiller, Lori Loughlin, er blevet dem, man først og fremmest forbinder med skandalen. Ialt er ca. 50 mennesker blevet anklaget, nogle som købedygtige forældre, andre som Singer-medarbejdere. Straffene har efter min mening ikke stået mål med forbrydelserne, men nu er systemet da i hvert fald blevet stoppet - for denne gang. At en anden end Singer kan finde på at genoplive det, er jeg slet ikke i tvivl om ....

https://people.com/movies/felicity-huffman-proud-daughter-sophia-macy-gets-into-university-after-scandal/

https://www.businessinsider.com/donald-trump-cheated-on-his-sat-penn-wharton-mary-trump-2020-7?r=US&IR=T

 

https://www.vulture.com/2019/03/the-college-admissions-scam-has-made-julia-roberts-so-sad.html 

Prins Philips mor, den døve prinsesse, der blev nonne

Prinsesse Alice af Battenberg var en af dronning Victorias mange oldebørn. Hun blev født på Windsor i 1885, og man opdagede hurtigt, at hun var døv. Noget, der dog ikke slog hende - eller hendes familie - ud, for hun lærte at mundaflæse flere sprog som engelsk, fransk og græsk. Det var tydeligt, at hun var en begavet og karakterfast pige, der gjorde sit inden for de områder, hun valgte, nemlig bl.a. som sygeplejerske under Første Verdenskrig. På det tidspunkt var hun blevet gift med prins Andrew af Grækenland og Danmark og var mor til fem børn, hvoraf det ene var dronning Elizabeth II's nu afdøde prinsgemal, prins Philip (1921-2021). 

Da hun var i fyrrerne, optrådte hun imidlertid på en måde, der gjorde, at familien underkastede hende en psykiatrisk lægeundersøgelse i 1930, der fastslog, at hun var skizzofren. Hun blev indlagt på en klinik i Schweiz, men udskrevet ca. to år senere som helbredt, og man må spørge sig selv, om hendes sygdom ikke snarere var noget hormonelt samt stress over den politiske situation i Grækenland. At hun var døv kan også have spillet ind, fordi problemer med hørelsen ofte opfattes som et psykisk symptom. Nogle kan også få den tanke, at døve mennesker er demente, hvilket jo ikke nødvendigvis er tilfældet.

Efter indlæggelsen i Schweiz levede hun adskilt fra sin mand og hengav sig til selvstændigt arbejde af humanitær art. Under Anden Verdenskrig opholdt hun sig i Athen i Grækenland, der var okkuperet af tyskerne. Her gjorde hun bl.a. en stor og ikke ufarlig indsats for at redde forfulgte jøder samt skaffe medicin og mad til grækerne. Det siges, at hun gjorde brug af sin døvhed til at spille "uvidende og naiv" over for besættelsesmagten. Alt hvad hun gjorde og sagde synes at have været rettet imod velgørenhed. Hun var en fornem dame med de allerfineste kongelige aner, men størstedelen af hendes personlige formue gik til at hjælpe syge og fattige.

 

Allerede som 13-årig havde prinsesse Elizabeth af England - den senere dronning Elizabeth II - fået øje på og forelsket sig i Alices flotte søn, prins Philip, og de blev gift i 1947, efter at han havde afskrevet sig sine danske og græske titler. Alice deltog i brylluppet iklædt den nonnedragt, der var en del af hendes nye dagligdag som stifter af en nonneorden. Man må sige, at hun på alle leder og kanter skilte sig ud blandt sine fornemme slægtninge, men levede, som hun selv ville og lod sig ikke bremse.

To år før sin død i 1969 flyttede hun imidlertid ind på Buckingham Palace, nemlig efter militærkuppet i Grækenland. At hun var et storslået eksempel på det, man kunne kalde "alternativ kongelighed", er der altså ingen tvivl om. Personlig synes jeg, hun pynter gevaldigt på det britiske stamtræ ....

https://www.billedbladet.dk/kongelige/england/prins-william-besoeger-oldemors-grav-i-jerusalem

 

https://www.townandcountrymag.com/society/tradition/a29310694/who-is-princess-alice-prince-philip-mother-the-crown-facts/ 

Wikipedia