søndag den 5. september 2021

Herreklub, blasfemi og verdensomspændende magtbestræbelser

Mange grinte ad Trump og hans tilhængere, da han buldrede løs om en kriminel "Deep State", der regerede USA fra sidelinjen. Denne påstand hang sammen med den langvarige konservative kritik af den administrative stat og troen på væksten af et skygge-kabinet af private bureaukrater, der styrede landet i al hemmelighed. Det lød vildt, og jeg er selv en af dem, der så det som et af flere komplet latterlige udslag af Trumps paranoia. Efter at have hørt mere om "The Family" - også kaldt "The Fellowship" - er også mit grin dog stilnet af, selv om jeg stadig synes, det lyder ret vildt. Var det dette, Trump talte om,  når han kom med sine påstande? Og er der desuden andre ting omkring hans tid som præsident og også tiden efter, der pludselig skal ses i et andet lys?

 Jeff Sharlet

Ifølge andre, som f.eks. journalisten og forfatteren Jeff Sharlet, findes der virkelig et oprindeligt amerikansk , verdensomspændende netværk af (mandlige) magt-mennesker i høje stillinger, der holder sammen og samarbejder på kryds og tværs af landegrænserne med en ny, kontroversiel tolkning af Jesus som den samlende ideologi. Hvis det virker, som det fremstilles af bevægelsens whistleblowers af forskellig art, så står vi, der går ind for demokrati og politiske retfærdighed, i sandhed over for et meget stort problem, ikke mindst med hensyn til områder, der især berører kvinders liv. I sin udformning fungerer denne dybt konservative, angiveligt religiøse bevægelse som et øksehug ned gennem demokratiet. Det man går efter er nemlig ikke f.eks. stemmer eller partistøtte, men noget, der går ind for gamle forestillinger om køn og kultur via en påstået religiøs tro, hvor Biblen nærmest kasseres til fordel for en nytolkning af dens budskab. 

Denne transformation er som taget ud af "The Family"-ideologien, men sådan opfattes det åbenbart ikke af tilhængerne. Når de, der udbreder de forestillinger, som "The Family" står for, træder i aktion, så sker det ikke som tidligere ved kirkelige højtideligheder, men gennem personlige kontakter på et højt plan og fællesbønner. De opsøger kun folk i magtpositioner, for det stemmer med deres ideer om at nogle mennesker udvælges af Gud, og at de udgør eliten, fordi de har magten. 


Efter deres mening er den fattige og ydmyge tømrersvend, der ifølge den gængse tolkning kom for at hjælpe og trøste de fattige og trængende, blevet misforstået. I virkeligheden går Biblen ikke ud på at støtte disse magtesløse mennesker, men på at søge dem, som Gud efter deres opfattelse har "udvalgt" som sine tjenere. Disse personer er sært nok lige præcis dem, som Jesus ifølge den hidtidige tolkning er imod, for de Guds-udvalgte er uden undtagelse dem, der allerede sidder på magten. Efter "The Family's" mening har Gud vist, at de er udvalgte ved at give dem magt på samme måde, som han har vist, at fattige og nødstedte er fattige og nødstedte, fordi det er det liv, han har valgt for dem. Dvs. at man opererer med en statisk samfundsmodel, der formodes at være oprettet og opretholdt af Gud/Jesus.

Jesus forjager de handlende

Betegnende nok er det historien om Kong David og Urias hustru, Bathsheba, fra Anden Samuelsbog, 11:3, der bruges som et bevis på, hvordan Gud favoriserer eliten, også når de begår ulovligheder. David får nemlig sin ven, Urias, dræbt i krig, da han begærer hans hustru, Bathseba, og det gør ingenting, for som hyrdedrengen, der blev Biblens idealkonge, var han tydeligvis Guds udvalgte og står dermed over loven.

Paolo Veronese: David og Bathsheba 

I virkeligheden dyrker de den afgud, der fortælles om i Anden Mosebog, 32ff, nemlig "Guldkalven". Noget, der må anses for en alvorlig religiøs forsyndelse, men sådan opfatter de det i hvert fald ikke. (Om de direkte har nævnt "Guldkalven", ved jeg ikke, men deres handlinger lægger op til denne blasfemiske dyrkelse).

Dansen omkring "Guldkalven", gammelt, usigneret billede

Den, der først beskrev dette "Family"-netværk, er formentlig den amerikanske journalist og forfatter Jeff Sharlett. Han tilbragte nogen tid sammen med tilhængerne af "Familien", fordi de mente, at han kunne være et potentielt medlem. Denne tid brugte han imidlertid bl.a. til at gennemgå bevægelsens arkiver - de er nu lukket for udenforstående, hvilket nok skyldes hans skriverier!!! - og på baggrund af sit arbejde hér skrev han en artikel om sine oplevelser. I 2008 udgav han desuden den første af sine to bøger om organisationen, (der iøvrigt er imod at blive kaldt en "organisation"):

Her fortæller han om, hvordan organisationen ledes og om den internationale betydning, den har, bl.a. i Afrika samt europæiske land som f.eks. Rumænien. I sin næste bog går han endnu mere i dybden, bl.a. ved at fortælle om en af bevægelsens tilholdssteder, "C Street", hvor politikere kan mødes og bo til en billig penge. Her kan de både skabe kontakter og slappe af. Da organisationen jo altså påberåber sig status som religiøs har de visse økonomiske og ikke mindst skattemæssige fordele, der også kommer beboerne på dette sted til del. Et af de allervigtigste mødesteder er dog det årlige "The National Prayer Breakfast" i Washington, D.C., som alle præsidenter siden Ike Eisenhower har deltaget i. Her kommer der også alle mulige magt-herrer fra nær og fjern, og de danner koalitioner på kryds og tværs af landegrænserne.

"The Family" blev oprindelig dannet af den norske immigrant Abraham Vereide (1886–1969), men blev senere videreført af den yderst pressesky Douglas Coe (1928–2017), der så usynlighed og hemmeligholdelse som et absolut must. Begge disse herrer har virket og talt med snart sagt alle med magt, ligegyldigt hvad de har bedrevet af forbrydelser. Vereide arbejdede således for, at nazistiske krigsforbrydere skulle slippe for straf. Hans force var den, som Coe senere finpudsede, nemlig at få forbindelse med magtfulde mennesker.


Denne hemmelighedsfulde kristne fundamentalistiske organisation dyrker altså magten som noget positivt og guddommeligt. Bl.a. fremhæver man historiske personer som f.eks. Hitler, Lenin, HoChi Minh, Bin Laden, etc.. Disse tidligere magthavere ses som eksempler på ledere, der har ændret verden gennem den pagt, de har dannet med Gud gennem "udvælgelsen" samt deres "brødre" i ånden. I en række video-optagne foredrag i 1989 sagde Coe: "Hitler, Goebbels and Himmler were three men. Think of the immense power these three men had ... But they bound themselves together in an agreement ... Two years before they moved into Poland, these three men had ... systematically a plan drawn out... to annihilate the entire Polish population and destroy by numbers every single house ... every single building in Warsaw and then to start on the rest of Poland." For mig er sådan en krigsplan dybt forargelig, men han ser det som noget positivt, fordi det bygger på magt. Senere kommer han med en Jesus-reference, der ud fra alle kriterier er og bliver blasfemisk, men sådan ser han det ikke: "Jesus said, ‘You have to put me before other people. And you have to put me before yourself.' Hitler [said], that was the demand to be in the Nazi party. You have to put the Nazi party and its objectives ahead of your own life and ahead of other people." Det forarger mig, at mennesker med et ansvar, der gerne skulle komme før deres magtbrynde, lytter til sådan en omgang vrøvl, men det har de gjort i omtrent 80 år .....

Douglas Coe med præsident Ronald Reagan og frue

I et interview med NBC-News fortalte Jeff Sharlet om sit ophold hos organisationen: "We were being taught the leadership lessons of Hitler, Lenin and Mao" and that Hitler's genocide "wasn't an issue for them, it was the strength that he emulated."

Det viser sig, at "The Family" har haft fingrene med i adskillige andre landes regeringsbeslutninger som f.eks. i Uganda. Eftersom de selv står for alle konservative "dyder", er de selvfølgelig imod abort, utroskab, skilsmisse og homoseksualitet. Derfor skaffede de sig indflydelse på nogle ugandiske anti-homoseksualitets-love, der vil kunne føre til øjeblikkelig henrettelse af bøsser og lesbiske. Det havde de dog ikke held med i Rumænien, hvilket man må anse for en trøst. Sært nok fandt de vej til sådan en politiker som Gadaffi, og det pointerer i sig selv en del af problemet: de går bag om ryggen på den folkevalgte regering, men optræder ofte som underforståede repræsentanter for denne, da de f.eks. kan være eks-senatorer .....


Sådan er det overalt, hvor de har møvet sig ind med deres "kristne budskab", og jeg gad nok vide, om de også har en stor, hemmelig indflydelse i Texas. De nye abort-love hér er jo nærmest en art  krigserklæring imod kvinderne, da man uden videre antager ejerskab over deres livmoder.

Ja, det kunne det godt tyde på ......

 


https://www.tandfonline.com/doi/abs/10.1080/01442872.2021.1953460?journalCode=cpos20

 

https://www.theguardian.com/tv-and-radio/2019/aug/15/the-family-netflix-powerful-sinister-christian-sect-trump


https://religiondispatches.org/jesus-hates-taxes-biblical-capitalism-created-fertile-anti-union-soil/


Wikipedia


lørdag den 4. september 2021

Engelsk jødestjerne

Jøder, der bliver slået og forfulgt i England

Historie-studier giver så sandelig mange uventede oplevelser. Således havde jeg ikke ventet at læse om englændernes jødeforfølgelse i Middelalderen, for nok skete der mange slemme ting også før naziernes forbrydelser, men jeg havde aldrig hørt om alt det skrækkelige, Edward I (1239–1307) udsatte dem for. Han er bestemt ikke en farveløs monark, men på en eller anden måde, så er han ikke en af de konger, folk kender så meget til. Det gælder også mig, men hans tilnavn, "Longshanks" (dvs. "Langben"), vakte min nysgerrighed, idet hans andet "kælenavn", "Den skotske Hammer", forekom mig helt normalt for en kongelig person i sammenligningen. "Hammer" eller "Ben"? Ja, dér er "ben" da det morsomste og det for en mand, der var mere voldsom og krigerisk end så mange andre, som deltog i flere korstog, forestod regeringsreformer, etc., etc..

Det var hans samtid, der gav ham tilnavnet "Longshanks", for han var højere end de fleste mænd dengang. Eftersom korstog og "befrielsen af den hellige stad, Jerusalem" altså betød en masse for ham, bør man vel heller ikke undre sig over, at han havde et mindre kærligt blik for landets jøder. Man så dem jo som "Kristi mordere" og dermed kristne menneskers fjender. 

William Erobreren/William I (c. 1028–1087)

Skriftlige optegnelser vedr. de første jøder, der var kommet til England, stammer fra 1070, dvs. under William I's/William Erobrerens regeringstid og 16-17 år, før han døde. Måske der også havde været jøder i England før da, men der mangler skriftlige beviser, så man regner 1070 for det år, hvor de slog sig ned i landet. Grunden til dette var, at han havde indbudt dem, da riget havde brug for pengeudlånere, og den slags arbejde var forbudt for de kristne indbyggere. Smart??? Ja, så absolut, men samtidig groft over for jøderne. 

Jøderne passede vel sig selv og udførte det  arbejde, man forventede af dem, i de næste par hunrede år, men så gik det løs: Longshanks, der jo var fanatisk i sin kristendom, ville have dem ud af landet. Det førte til hans forordning, "The Edict of Expulsion" i 1290. Inden da havde han forfulgt dem med en næsten nazistisk nidkærhed. For det første underlagde han de jødiske bankierer en særlig skat, da han manglede penge til et af sine felttog, samtidig forbød han dem at låne penge ud. 


Ikke nok med det, men han tvang dem også til at bære en gul jødestjerne ligesom i Nazi-Tyskland. Noget, jeg ville have forsvoret kunne ske i England, men det gjorde det altså - ved kongeligt dekret ....

 Fire jøder fra 1930'erne med påtvungne gule stjerner

Desuden erklærede han dem for en trussel imod riget og forbød dem at bevæge sig frit omkring. Under hans horrible jødeforfølgelser blev alle jødiske familieoverhoveder enten myrdet i deres hjem eller arresteret og bragt til Tower. Ifølge hans førnævnte edikt havde de frist til den 1. november til at forlade landet, og mange rejste til Frankrig, der så udviste dem i 1306: jøder var uønskede og blev udsat for barske forfølgelser noget nær overalt.

Der er lavet mange sjove vittigheder om Moses, der ifølge Biblen skilte vandene. Hans legendariske indsats blev imidlertid også brugt imod jøderne, bl.a. i 1290, da den kaptajn, hvis skib de var på, overlod dem til druknedøden med ordene: "Kald på Moses! Det var ham, der førte jeres forfædre over Det Røde Hav!" Denne kynisme kostede imidlertid kaptajnen livet, for Edward blev forarget og lod ham arrestere samt hængt for dette jøde-mord.

Edward I's hof



 
 
 



 
 
 

fredag den 3. september 2021

Ingen sex uden død?

I oktober 1997 blev det maltrakterede lig af den 29-årige mor til tre, Samantha Class, der havde en sidebeskæftigelse som sex-arbejder, fundet af tre skolepiger. Et rystende syn, da hun var blevet tævet og kvalt af én, der tydeligvis var grebet af et vildt og ustyrligt raseri. Hvad havde hun gjort for at fortjene sådan en medfart? Det kunne man gætte på, men først i år - dvs. 24 år efter mordet - blev forbrydelsen opklaret og morderen dømt. At han viste sig at være den mand, der i 2000 var blevet frikendt for præcis det samme mord, han nu blev dømt for, er ærlig talt ret pinligt for det engelske retssystem. Det var nemlig denne politi-fejl, der kostede en anden kvinde, nemlig den 38-årige mor til fire, Alena Grlakova, livet i 2018. Eftersom morderen både før og efter retssagen har begået overgreb på sex-arbejdere, er der desuden mistanke om, at han også står bag andre mord, men foreløbig er han kun dømt for disse to - og det tog hårdt .....

Morderen var Gary Allen, der nærede et stærkt had til de kvinder, hvis ydelser, han samtidig havde et behov for, nemlig sex-arbejdere. I forbindelse med den første retssag fortalte han, hvordan han havde angrebet to sex-arbejdere og havde holdt en af dem fast med et hoved-greb, der kunne være endt med kvælning. Han benægtede dog, at han på et tidspunkt havde fortalt en socialarbejder, at han fantaserede om at skade sex-arbejdere og myrde kvinder. For ham var de "det laveste af det lave", hvilket jo er et tydeligt tegn på, at han - som så ofte med mænd, der myrder kvinder - forvekslede sine egne seksuelle drifter med dem, der vakte dem. Han foragtede sin sex-lyst og seksuelle handlinger og lod dette gå ud over kvinderne.

At Gary Allens sex-vanvid skulle koste en ung kvinde livet er meget tragisk, men sagen forekommer mig at være et lærestykke i lignende forbrydelser verden over: manden er opvokset med negative følelser omkring sex, der fremstilles som "syndigt", hvilket han uden videre projicerer over på kvindekønnet, siden det er kvinderne, der vækker disse syndige/nedværdigende drifter. Det er utroligt, hvor ofte denne tankegang har kostet kvinder livet. Denne rapport fra 2018, (der kan downloades gratis fra nettet), fortæller en sørgelig historie om bl.a. denne type kvindemord: 


Her kan man bl.a. læse: "A total of 87,000 women were intentionally killed in 2017. More than half of them (58 per cent) ̶ 50,000 ̶  were killed by intimate partners or family members, meaning that 137 women across the world are killed by a member of their own family every day. More than a third (30,000) of the women intentionally killed in 2017 were killed by their current or former intimate partner ̶  someone they would normally expect to trust." 

Ja, kærlighed har kostet mange kvinder livet, fordi den gør dem tillidsfulde over for nogen, der ikke mener dem det godt, og som tilmed ser dem som "uværdige". For en sex-arbejder er en kunde ikke anderledes end han ville være det for en købmand, en frisør, en læge, etc.. Hun har en vare, som han ønsker at købe, og de træffer en aftale, som han imidlertid forbinder med en hulens masse ideologier og følelser, der ikke har noget med sagen at gøre for hende. Hendes tilgang er reel, men det er hans ikke altid, bl.a. fordi han ikke står ved sine drifter .....

Alena Grlakova, 38, kom fra Slovakiet. Hun var mor til fire børn, men efter sin skilsmisse mistede hun stort set kontakten til familien. Det var formentlig grunden til, at hun havnede i et kaotisk liv med stoffer og sex-jobs. Sidste gang hun blev set af nogen, hun kendte, var Anden Juledag i 2018, og knapt en måned efter blev hun meldt savnet af sin eksmand. Det tog imidlertid mange måneder, før hendes nøgne og mishandlede lig blev fundet, og den nu 47-årige Gary Allen blev stillet for retten og dømt for mord på både hende og Samantha Class. 


Han fortalte, at Arlena somme tider kom på uanmeldt besøg for at tigge mad og penge af ham, hvilket formentlig altid var forbundet med sex. Som så ofte før har dette trigget hans volds-tendenser, og det kostede hende livet. 

Dette mønster med sex-drifter, der forvandles til mordlyst, har vi set alt for tit til at kunne ignorere forbindelsen mellem disse to. Der er noget galt med den mandlige tankegang, når det gælder sex, og selv om det vel stammer fra særlige patriarkalske religions-forestillinger, så forklarer det det nu ikke i tilstrækkelig grad.

 

https://www.bbc.com/news/uk-england-57242483 

 

https://www.hulldailymail.co.uk/news/hull-east-yorkshire-news/killer-gary-allen-most-evil-5541546 

 

https://www.hulldailymail.co.uk/news/hull-east-yorkshire-news/live-updates-gary-allen-sentenced-5563366 

 

https://www.grimsbytelegraph.co.uk/news/local-news/gary-allen-takes-stand-says-5460960 

 

https://www.grimsbytelegraph.co.uk/news/grimsby-news/gary-allen-found-guilty-murdering-5540600 

 

 

torsdag den 2. september 2021

Emma Hamilton

Hun var en meget smuk kvinde og tydeligvis maleren George Romney's yndlingsmodel, da han brugte hende i utallige malerier og tegninger, der alle viste hans besættelse af hende og hendes unikke skønhed. Den dag i dag ser man hendes portræt i alle mulige sammenhæng, for der var meget i hendes liv, der sikrede hende en vedvarende berømmelse. Hvem skulle nu have troet det, da hun blev født den 26. april 1765 som datter af smeden Henry Lyon? Dengang hed hun Amy Lyon, men hun er kendt som Lady Hamilton.

Eftersom hendes far døde, da hun var et par måneder gammel, blev det hendes mor og bedstemor, der opdrog hende. Deres opdragelse omfattede ikke nogen egentlig uddannelse, og hun må have været meget uvidende på mange punkter. Nu var uddannelse heller ikke ligefrem nødvendigt til det, der gav hende hendes karriere og gjorde hende berømt, også i vore dage. Næh, men starten var nu ikke lovende, for som 12-årig blev hun stuepige hos en kirurg ved navn Honoratus Leigh Thomas. (I vore dage er han nok mest kendt for sin artikel "Description of an Hermaphrodite Lamb").

Efter at have arbejdet som stuepige for lægen og derefter for forskellige andre, gik Emma videre til et mere eventyrligt liv som danser, model og skuespiller. Formentlig burde man tilføje "prostitueret", for i nogle år var hun holdt elskerinde for den ene velhavende mand efter den anden. I 1791 giftede hun sig imidlertid som 26-årig med enkemanden Sir William Hamilton, der var blevet udnævnt til engelsk ambassadør i Napoli, hvor Emma blev en stor succes, bl.a. fordi hun blev veninde med dronningen, Maria Carolina (1752–1814), der var søster til Frankrigs Marie-Antoinette.

Sir William Hamilton (1730-1803) var noget af en nørd, der holdt af sådan noget som studiet af vulkaner i Italien. Sammenlignet med et par andre af hendes tidligere elskere virker han dog helt sikkert som en god mand. En af disse, nemlig Sir Harry Fetherstonhaugh, siges at have fået den på det blot tidspunkt 15-årige Emma til at danse nøgen på sit spisebord som underholdning for sine jagt- og drukkammerater. Det var dog værre, at han gjorde hende gravid med hendes første datter, Emma Carew, som hun måtte sætte i pleje, fordi hendes livsstil ikke levnede plads til et barn. Den lille blev overgivet til Emmas bedstemor i de første tre år af sit liv og kom senere til et engelsk ægtepar, men derefter er det usikkert, hvor hun havnede efter at være rejst udenlands som enten selskabsdame eller guvernante. 

Da den seneste af hendes elskere, Charles Francis Greville (1749–1809), var nødt til at finde sig en rig kone, sørgede han for, at hun mødte hans onkel, Sir William Hamilton, der på det tidspunkt var 55 år gammel og nylig enkemand. På det tidspunkt var hun og hendes skønhed blevet meget berømt på grund af George Romney's mange malerier og tegninger af hende, og denne berømmelse lokkede nok Hamilton til, fordi den pirrede hans samler-instinkt, der omfattede alt smukt eller antikt. Man kan sige, at hun blev en trofæ-hustru, men de kom til at stå hinanden meget nær, og Sir William var nok hendes bedste ven i livet.

Charles Francis Greville, britisk politiker, der sad House of Commons fra 1774 til 1790

Hvorom alting er, så blev Emma altså gift med Sir William Hamilton efter at være taget til Napoli på noget, hun troede var en ferie, som Charles Greville havde sørget for. Hun vidste således ikke, at hendes elskers plan var at gøre sig fri af hende, så han uhindret kunne forfølge den rige pige, han havde udset sig som sin kone og økonomiske redningsmand. I det hele taget lader det til, at hun på nogle punkter var meget naiv og ofte blev snøret af de mænd, hun plejede omgang med.

Napolis dronning, Maria Carolina, levede et langt rigere og mere nyttigt liv end sin søster, Marie-Antoinette, idet hun fik gennemført reformer og forbedringer i sit nye land. Efter udbruddet af Den franske Revolution, der kostede hendes søster og svoger livet, fik hun imidlertid forvandlet Napoli til noget af en politistat som beskyttelse imod lignende revolutionære tanker i det kongedømme, hun rent faktisk regerede som kong Ferdinand I's dronning. At Emma gjorde indtryk ved hendes hof skyldtes ikke bare hendes berømte skønhed, men også de talenter, hun efterhånden åbenbarede. Selv uden en formel uddannelse klarede hun sig godt, da hun hurtigt lærte sig både fransk og italiensk samt sang så godt, at hun ligefrem fik tilbud om engagement ved operaen. 

Emma, der opfører sine "attituder"

Noget af det, der også vakte begejstring i de finere kredse i Napoli, var Emmas succes med sine "poseringer" som klassiske kvindefigurer. Dette blev i realiteten til en ny kunstform, som bl.a. Ida Brun fra Danmark var med til at gøre berømt.

Da Emma jo var gift med den engelske ambassadør, Sir William Hamilton, var det hendes pligt at byde den berømte admiral Horatio Nelson velkommen, da han besøgte Napoli. Han havde på det tidspunkt været gift i seks år med enken Frances "Fanny" Nisbet, men det blev bemærket, at han allerede ved sit første møde med Emma blev meget betaget af hende. 

Frances "Fanny" Nelson (1758-1831), hvis første ægtemand var lægen Josiah Nisbet. Efter hans død giftede hun sig med admiral Horatio Nelson. Selv da hans voldsomme forelskelse i Emma og den måde, den kom offentligt til skue, udviklede sig til en markant og ofte direkte grusom samt ufortjent afstandstagen fra hende, forblev hun en tro og hæderværdig hustru, der tilmed tog sig af sin utro ægtemands syge og aldrende far. 

Anden gang Nelson kom til Napoli var det som en levende legende på grund af sine mange sejre. Efter at have slået den franske flåde ved Abukar i Egypten var han blevet adlet som baron af Nilen. Til gengæld var han et fysisk vrag, da han havde mistet sin ene arm og de fleste af sine tænder samt led af voldsomme hosteanfald. Noget, der dog ikke afskrækkede Emma, og da hun trådte til som hans sygeplejerske, sekretær, oversætter, osv. fik de to hurtigt en affære. En af hendes vigtigste roller blev som mellemmand mellem ham og dronning Maria Carolina, der var trængt af de revolutionære oprørere i landet. 

Da Nelson blev kaldt tilbage til England efter sin rekonvalescens i Napoli, faldt det sammen med regeringens accept af Sir William Hamiltons ønske om at forlade sin stilling som ambassadør. Emma, der på dette tidspunkt var gravid med Nelsons barn, rejste derfor tilbage til England sammen med både sin mand og sin elsker. Sir William tog tilsyneladende den trekantede situation med stoisk ro, men det gjorde Fanny Nelson ikke. Der opstod den ene ubehagelige situation efter den anden, bl.a. fordi Nelson ikke var spor sød imod sin kone, men også fordi affæren blev beskrevet i aviserne. Kort sagt, det var en offentlig skandale, der ikke blev mindre af Emmas fødsel af datteren Horatia den 29. januar 1801. Barnet blev sat i pleje hos en Mrs. Gibson, men i modsætning til hendes ældre halvsøster, Emma Carew, så var hendes eksistens velkendt af offentligheden, selv om hendes forældre gjorde alt, hvad de kunne for at fremstille hende som et barn, de havde taget til sig og ikke som deres eget biologiske barn. Den var der selvfølgelig ingen, der hoppede på, også fordi den lille pige jo var opkaldt efter sin far med navnet Horatia Nelson Thompson.  

Horatia Nelson

Nogenlunde samtidig faldt den unge kronprins, den senere George IV, totalt for Emma, hvilket gjorde Nelson voldsomt jaloux. Sært nok var det Emmas mand, Sir William Hamilton, der beroligede sin kones bekymrede elsker ved at forsikre ham om hendes kærlighed. Bekymringer var der dog nok af, for da den fortvivlede Fanny gav sin ægtemand et ultimatum om enten at vælge hende eller Emma lige inden han skulle af sted på en ny militær mission, blev han rasende, hvilket faktisk er underligt, da han på det tidspunkt havde presset hende langt mere, end man overhovedet kan finde undskyldninger for. Man mener imidlertid, at Fannys ultimatum fik ham til endelig at beslutte sig for en skilsmisse, men at dette var for sent, da han midt i sin næste store sejr i slaget ved Trafalgar blev dræbt på sit flagskib Victory i 1805. Som national-helt blev han begravet i St. Pauls Cathedral i London.
 

Emmas situation var forværret på dette tidspunkt, da hendes ægtemand og - på overraskende vis - store støtte, Sir William Hamilton, var død i 1803. Mange velhavende og fornemme mænd ønskede at erstatte ham, men hun troede stadig på, at hun og Nelson havde en fremtid sammen. Da han døde, havde hun næsten lige født deres anden datter, men hun levede kun i seks uger, og hun blev ramt af chok efter chok med disse dødsfald, men også med økonomien, der ramlede for hende. Som minimum burde Nelson have sørget for hende og deres datter økonomisk, inden han tog ud på den farefulde aktion, der slog ham ihjel, men det havde han ikke. For mig at se står nationalhelten på mange måder tilbage som en typisk "nøler", der udsatte og udsatte, hvor han burde have handlet. Den note, han skrev om bord på Victory, skulle tjene som en kodicil til hans testamente, og det gik ud på at sikre Emma og deres datter økonomisk, men var alt for vag til at kunne tjene som andet end en påmindelse til nationen som sådan.
På den måde var han ikke meget bedre end de andre mænd i hendes liv, der havde udnyttet hende på forskellig vis.
 

Emma som Cassandra 

Man kan sige, at korthuset væltede, da de to vigtigste mænd i hendes liv døde, for ingen tog sig af hendes problemer, heller ikke hverken Nelsons familie eller staten, som han havde appelleret til. Derfor kastede hun sig nogle gange ud i vilde mad- og spiritusorgier samt spillede hasard i håb om at kunne vinde, så økonomien kunne reddes, inden hun gik fallit. Til sidst opgav hun og besluttede sig for at flygte fra gælden og minderne. På det tidspunkt havde hun en gæld på mer end £15,000, og hun havde også mistet sit gode helbred.

Flugten var en desperat kvindes eneste udvej, og i sin nød vendte hun sig imod den katolske kirke, men desværre også alkohol og sovemedicin. På det tidspunkt havde hun forskellige helbredsproblemer i form af uforklarlige mavesmerter, diarre, kvalme og svimmelhed. Det var den rene ynk, og en sørgelig afslutning på hendes liv, da hun døde den 15. januar 1815 og blev begravet i en beskeden grav i Calais, som en god ven havde betalt, og som forsvandt under krigen. Femten år inden sin død havde hun ellers fået den store ære at blive udnævnt til "Dame Emma Hamilton" som et medlem af "The Order of Malta". Den, der stod for denne udnævnelse, var zar Paul, der ønskede at ære hende for hendes bidrag til Maltas forsvar imod franskmændene. Man kan sige, at dette var endnu en ironi i et liv, der sendte hende til hendes nu forsvundne grav i Frankrig.

Horatia Nelson

Nelsons kodicil til det oprindelige testamente havde givet Emmas og hans datter, Horatia (1801–1881), (der i langt højere grad lignede sin far end sin smukke mor), lov til at bære hans efternavn samt tildelte hende en årlig sum. Indtil sit bryllup med præsten Philip Ward (1795-1859) var hun således Horatia Nelson. I ægteskabet fik hun 10 børn, tre piger og syv drenge. Eftertiden har sikkert gjort sig mange flere tanker om hende end hendes samtid, der svigtede hendes far ved ikke at opfylde hans ønsker om at sikre hans datter økonomisk.


Emma Hamilton som Circe



onsdag den 1. september 2021

Da suffragetten med klokken fik lukket munden på Churchill


Hvad sker der dog her? Alle disse mennesker og Churchill i en yngre udgave fra før han blev den engelske "bulldog", vi kender fra verdenshistorien, men også en stående kvinde med et eller andet i hænderne! Jamen, hvad laver de dog??? Hvis man får at vide, at den stående dame til venstre er Mary Maloney (egentlig: Horatia Dorothy Malony (1884-1921), så siger det ikke nutidsmennesker så meget, men dengang i 1908 var hun skam ret kendt for sine markante meninger om kvinder og mænd samt deres stilling i samfundet. 

En af dem, hun havde set sig gal på, var netop Winston Churchill, der havde tilladt sig at komme med nogle nedsættende bemærkninger om kvindebevægelsen og "suffragetterne". En af hans udtalelser lød: "I have seen with some regret some most earnest advocates of the cause allying themselves with the forces of drink and reaction. They were carried shoulder-high, I am informed, by the rowdy elements, which are always to be found at a publichouse-made manifestation.” 

Han er også blevet citeret for denne ret grove bemærkning, men jeg er nu ikke sikker på, at han virkelig har sagt sådan noget. Lige netop denne bemærkning stiller jeg mig altså tvivlende overfor, men der har været mange andre, hvor han har sig som en mandschauvenist. Ovennævnte bemærkninger om suffragetternes værtshus-manerer fik Miss Maloney til at true den på det tidspunkt ret klejne Churchill med ordene "Who is the strongest — an Irish woman or Mr. Winston Churchill?” Samtidig truede hun ham med en knytnæve. Da han ikke ville hverken undskylde eller tilbagekalde sine ytringer, jagtede hun ham under hele hans valgkamp for at genvinde sin plads i parlamentet. Hver gang han stillede op til et vælgermøde for at tale sin sag, afbrød hun ham ved at ringe med den store klokke, hun havde med, og det virkede faktisk glimrende. Ifølge datidige aviser fik han ikke et ord indført, når hun var til stede, og ingen kunne stoppe hende, heller ikke Churchill.

Sjovt nok fik en klokke også en prominent rolle i en dansk kvindesagskvindes angreb på nogle formastelige politikere. Den iltre dame var såmænd Karen Blixens moster, Mary Bess Westenholz, der skaffede sig adgang til folketingets talerstol den 19. august 1909 og skældte de forsamlede herrer ud: "Her sidder I danske mænd og sjakrer i jeres magtbrynde og egennytte om landets ve og vel, men det skal siges fra denne talerstol, at Danmarks kvinder foragter jer og brændemærker jer som en hob fædrelandsløse lejesvende, der forråder Danmarks ære." Det eneste den forvirrede formand kunne stamme som svar på denne svada var: "Hun har taget min klokke! Hun har taget min klokke!!!" og det var så sandt, som det var sagt, hvilket indikerer, at kvinder med klokker er farlige og bør respekteres som sådanne.

Med hensyn til Miss Maloney, så var hun, som navnet antyder, irsk, men de valgmøder, hun ødelagde for Churchill, foregik i Skotland, hvilket viser hendes ildhu: hun rejste et godt stykke vej for at gøre, hvad hun kunne for at spænde ben for den ærgerrige politiker - og mandschauvenist. Samtidig var der andre kvinder, der gjorde alt muligt andet for at skabe opmærksomhed omkring deres sag. Kort sagt, der var kamp og strid til alle sider for Mr. Churchill under hans besøg i Skotland, men Miss Maloney var nok den, der fik mest ud af sin protest, da hun jo ved flere lejligheder lukkede munden på ham.

På det tidspunkt var kvindernes eneste våben ellers sultestrejker, men det blev ødelagt af mere eller mindre velmenende autoritespersoner, bl.a. inden for fængselsvæsenet. Kvinder blev tvangsfodret, latterliggjort eller direkte overfaldet. Tanken om "husets engel" som en militant angriber, der ønskede at skaffe kvinden ind i samfundet som andet end en pyntegenstand eller et foragtet og misbrugt stykke legetøj, var ubegribelig for mange. De mest radikale suffragetter fandt man i England, og de samt deres ideer fik stor betydning uden for landets grænser. Dog kun for dem, der i forvejen var positive over for de forandringer, de ønskede. Andre grinte ad dem eller bekæmpede dem på forskellig vis.

"Black Friday", 1910, hvor suffragetter blev overfaldet og korporligt afstraffet af politi samt tilfældige mandspersoner i folkemængden. Ikke at det stoppede dem, meeen .....

Winston Churchill, der på dette tidspunkt var 34-35 år gammel, var åbenbart i særlig grad i fokus, for året efter klokke-episoden blev han sørme pisket offentligt af en anden rasende suffragette. Noget, der ifølge avisreferater, gjorde ham tydeligt rystet og bleg i påfaldende grad. Dog var det ham, der fik hende overmandet og derpå overgivet til politiet.

Hundepisken var nok et særligt budskab, for "bulldoggen" Churchill vakte altså flere gange damernes vrede med sine nedsættende bemærkninger. Hang hans syn på "det svage køn" sammen med det faktum, at han i 1908 var blevet gift med en stærk dame, nemlig Clementine Hozier? Hun var datter af en kvinde, der var notorisk utro, sådan at Clementine i virkeligheden kunne være datter af en af hendes utallige elskere, selv om hendes mand, Sir Henry Hozier, officielt lagde navn til. Hvordan det end hang sammen, så udførte Clementine livet igennem masser af nyttigt arbejde i forbindelse med en lang række humanitære sager, og efter Winstons død i 1965 fik hun en speciel, individuel adelstitel som en anerkendelse af sin indsats. Der er måske ikke noget at sige til, at Winston Churchill, der på dette tidspunkt er hendes forlovede, ser lidt forknyt ud ved siden af sin flotte og ranke kæreste, for hun var ikke noget mæhæ ....

Damen, der piskede den betuttede politiker i 1909, var Miss Theresa Garnett fra Leeds. Hun må have haft en plan om virkelig at få et budskab igennem til den stædige og mandschauvenistiske fyr, for hun sigtede på hans hoved, så han fik et sår i ansigtet, før hun blev overmandet og ført bort. 

 
Theresa Garnett (1888–1966)

Hun er flere steder omtalt som en "serie-protester", som var hun en seriemorder, men det var såmænd tanken om mord på mænd, der fik hende til at stoppe sin militante facon. Da suffragetterne begyndte at tale om at forgifte særlig stygge eksemplarer af deres mandlige modstandere, meldte hun fra. Det var trods alt for meget, selv om hun gik helt ind for det, suffragetterne ellers stod for. Hendes øgenavn - eller hædersbetegnelse? - var "Annie O'Sullivan"

De voldsomme tiltag imod de protesterende kvinder fik dem forståeligt nok til at lære visse, dramatiske selvhjælpskneb. Noget, herrerne ikke var vant til ....

 

https://womenssuffragescotland.wordpress.com/tag/mary-maloney/ 

 

https://www.irishcentral.com/roots/history/mary-maloney-churchill-bell 

 

https://www.bbc.com/news/magazine-34425615 

 

https://www.theguardian.com/lifeandstyle/2019/nov/15/winston-churchill-struck-with-dog-whip-suffragist-1909 

 

Wikipedia