Tanker omkring børn, kæledyr, gamle forældre og hjerteslag

Nå ja, hun vidste jo, hvor hendes mor havde lagt guffet, så det var "uden for rækkevidde" - HA!!! En smart unge - eller et snu kæledyr - vil i hvert fald forsøge at komme til godterne, og sådan bliver det ved, indtil de bliver gamle og skræmmer livet af voksne børn eller ejere ved andre tossestreger. Den skræk, de indgyder, er faktisk det normale for dem, der er være tæt på nogen, de føler et vist ansvar for, hvad enten det er børn, dyr eller gamle i familien. 

INGEN bad denne vovse om at vikle sig ind i stolen, men det skete, fordi dyr nu engang er dyr og meget nysgerrige. Jeg tvivler på, at hunden forestillede sig, at denne manøvre kunne bringe goder for dagen som flere gåture, godter eller kæl og klap, men spændende var det. Og en udfordring, så det er ikke utænkeligt, at den er direkte stolt af sin dåd ....

Herligt, hvis man er hjemme, og naboerne ikke kan se ind, men ret uheldigt, hvis den strippende mand er ens far, søn eller ægtemand, og man frygter samfundets dom over ham og resten af familien.

                                            Et sekund fra en hånd-skade af de grimme .... 

Man kan ikke være alle vegne, og man kan heller ikke holde øje med alle i ens omgivelser, som man føler et ansvar for. Til gengæld kan man bekymre sig så meget, at det ender med stress, mavesår og måske ligefrem et hjerteslag. Spørgsmålet er så, hvad man stiller op med sådan en situation, som mange - eller de fleste af os? - kommer ud for. Tjah, man kan fortælle sig selv, at man ikke har ansvaret for alle i ens omgivelser, men på det punkt er man ofte døv for ens egne argumenter, for selv om logikken omkring det evige ansvar er mangelfuld, så er følelsen der, og den fortsætter langt ud over yngel-tiden, dyreholdet eller voksen-barns-situationen. Kort sagt, jeg ser ingen løsning, for det ligger i de fleste af os at føle ansvar og bekymre os for vore nærmeste, inklusiv naboer, som man måske kun kender af udseende. I visse situationer og tidsaldre har det faktisk været det, der har reddet både mennesker og dyr fra død og lemlæstelse ....

Hvem er hun? Det vides ikke, men ud fra holdningen og den krumme ryg vil jeg bedømme hende til at være en bedstemor, der gør sit bedste for at redde familiens yngste skud. Lykkedes det? Aner det ikke, og ud fra det, man har hørt om krige og de vilkår, de har skabt, vil jeg ikke engang gætte, men jeg håber, at hun fik reddet sig selv og familiens børn. Hun gjorde i hvert fald, hvad hun kunne og har fortjent, at det lykkedes ende .....

Ted Bundy's skæbnekvinde

En af myterne omkring den infame seriemorder Ted Bundy er, at han myrdede kvinder, der mindede ham om én, der havde såret ham og hans forfængelighed ved at afvise ham i hans tidlige ungdom. Mordene på mindst 36 sagesløse kvinder skulle så være hans forskruede hævn over den person, han følte havde ydmyget ham, for den slags kunne Teds ego bare ikke klare. 

                                          Drømmepigen, Diane Edwards, med kort hår                               

Han havde oprindelig haft store planer om berømmelse og rigdomme, politisk indflydelse og magt, men da han på et tidspunkt fik dårlige karakterer under sine jura-studier, flippede han helt ud, selv om han tilsyneladende ikke opgav studierne. Det føltes imidlertid, som om den karriere, der skulle til, for at fastholde kærestens interesse, gled ham af hænde. For ham var studierne, drømmene om succes inden for snart sagt alle felter og forholdet til den pige, han havde forelsket sig i, forbundet med hans selvfølelse. Nu opdagede han, at han aldeles ikke var den succes-dreng, han så sig selv som, og som var den eneste version af personen Ted Bundy, hans ego kunne acceptere. 

Det, der for ham var den attråværdige kærestes kendetegn - nemlig langt, glat, mørkt hår - ses bl.a. her på et fotografi af den ellers pressesky kvinde, der tilsyneladende blev Teds skæbnekvinde. I modsætning til Ted, der var født uden for ægteskab i en rodet familie, der måske var præget af både fattigdom og incest, kom hun fra en god familie og var kendt som en både intelligent og meget "classy" pige. Man kan sige, at for sådan én som Ted var hun en perfekt trofæ-kæreste, og det betød meget for ham, da succes og dens synlighed var det, han ønskede mest af alt. Kæresten stammede fra Burlingame i Californien, og hendes fulde navn var Diane Marjorie Jean Edwards, men hun er blevet kendt under pseudonymerne Stephanie Brooks og Marjorie. Ud over at man ved, hun fik en enorm betydning for ham, er der ikke megen viden om hende, for hun har - i modsætning til et par andre af hans kærester - holdt sig helt uden for det mediecirkus, der opstod efter hans retssag og dom. Fordi de fleste af mordofrenes udseende var som kalkeret over Dianes hendes billede, og man ved, hvilken betydning hun fik på ham, har hun imidlertid bevaret en sikkert komplet uønsket, men vedvarende berømmelse.

Diane Edwards var Teds første alvorlige forhold, men hun var en pige, som han slet ikke kunne leve op til. Ifølge senere oplysninger i forbindelse med Dianes interview i forbindelse med Dr. Al Carlisle's studie af seriemordere i 1976, "Violent Mind: The 1976 Psychological Assessment of Ted Bundy", var han umoden, ufokuseret, svag og ude af stand til at forsvare sig på en måde, hun anså for maskulin. Hun har imidlertid sagt, at en af de ting, hun oprindelig faldt for, var hans evne til at udtrykke sig med ord, både mundtligt og skriftligt. Ikke desto mindre kaldte hun ham en "people-pleaser", der ikke "would stand up for himself", og sådanne egenskaber har hun tydeligvis foragtet. At den slags skulle koste så mange unge kvinder livet er grotesk, men da han så sent som dagen inden sin henrettelse selv tillige forbinder sin mordlyst med seksuelle lyster og f.eks. advarer imod den måde, porno efter hans mening spiller ind i sådanne tendenser, tegner der sig nu alligevel et mønster, man har set både før og efter i mange mænds mord på kvinder. En interessant detalje omkring deres forhold, der også kan være betydningsfuld, er hans oplysninger om, at hun var den første kvinde, han var i seng med.

Ted og Diane kom sammen i omkring 1½ år, indtil hun ifølge ham ligesom "sivede" ud af hans liv, idet hun ophørte med at besvare hans breve. Da det gik op for ham, at hun ikke længere var interesseret, har det ligesom understreget hans opfattelse af sig selv som én, der ikke var den succes-dreng, han ellers havde troet. Begæret efter at gøre sig socialt var der stadig, og på andre måder har han sikkert haft meget høje tanker om sig selv samt har forventet, at andre så ham, som han ønskede at blive set. Han har sagt noget om, at han ville have hævn over hende, fordi hun havde skrottet ham, og da de på et senere tidspunkt sås igen et stykke tid, var det ifølge hans oplysninger denne gang ham, der angiveligt "sivede" ud af hendes liv. Passer det, eller er det bare en af de mange Bundy-løgne, han er kendt for? Det er vist aldrig blevet afklaret, og det virker ikke særlig troværdigt på mig, også fordi hun har fortalt, at hun brød med ham på en meget direkte måde. 

 

En meget ung Diane, dvs. sandsynligvis fra før hun mødte Ted

Ved bruddet havde Diane ifølge sine egne angivelser altså været temmelig direkte, idet hun havde sagt, at nok holdt hun af ham, men han var bare ikke den type mand, hun ønskede sig. Desuden var der visse ting ved ham, der gjorde, at hun ikke følte sig sikker på, hvem og hvad han egentlig var. Hans forsøg på at få hende til at skifte mening, lod hende vist temmelig kold, for hun lod sig i hvert fald ikke presse til at genoptage det. Om hendes holdning skiftede for et kort interval på et senere tidspunkt, eller om det bare er en Bundy-fantasi, er som sagt ikke til at sige. Hvorom alting er, efter at forholdet til Ted var endegyldigt forbi, giftede Diane sig efter sigende, men der er ingen oplysninger om hendes ægteskab, navn som gift, eventuelle børn, karriere eller andet. Hendes anonymitet er gennemført på en imponerende måde, for man kan lige forestille sig den interesse, der kunne opstå omkring hende og hendes nuværende liv, bl.a. i forbindelse med bøger, artikler, dokumentarfilm samt Netflix's serie om Ted.

Stadig en nydelig dame, men nu uden den karakteristiske midterskilning, der blev så kendt, fordi den virkede som en form for morder-fetich. Når man samler det, man ved om hende, hendes baggrund og personlighed, så tegner der sig et billede af en kvinde, Ted skulle leve op til og ikke som ved hans mangeårige senere kæreste, Elizabeth Kloepfer/Kendall, der virker som én, der ikke helt levede op til ham, i hvert fald ikke intellektuelt. Det var ellers en af de egenskaber, han beundrede og måske ligefrem forventede hos dem, han omgav sig med. Diane gjorde ham ifølge hans egne udsagn usikker, (hvilket var noget, han hadede), men Elizabeth havde han tillid til, hvilket er ret ironisk, da hun var den første, der henledte politiets opmærksomhed på ham.

Elizabeth Kloepfer/Kendall var meget forelsket i Ted og har ikke haft den viden, der har fået hende til at stille spørgsmålstegn ved hans påståede bedrifter. Til gengæld fornemmede hun ret hurtigt i forholdet, at der var noget, der ikke rigtig var, som det skulle, men der skulle flere anmeldelser til, før politiet tog hende alvorligt. 

Da de tre dødsdomme faldt i 1979, gjorde Ted alt for at forhale dommens udførelse. Under retssagen havde han giftet sig med en tidligere kollega, Carol Anne Boone, der simpelthen nægtede at tro på anklagerne imod "sin kanin", som hun kaldte ham. De havde truffet hinanden, da Ted havde et job ved The Washington State Department of Emergency Service i 1974. Her "hjalp" han bl.a. med at efterforske sine egne mord, hvilket er dybt ironisk, men typisk for hans frækhed. Formentlig har han gjort, hvad han kunne for at forplumre efterforskningen.

I 1974 havde han forsøgt at kidnappe den 18-årige Carol DaRonch, men hun fik vristet sig løs, og hendes vidneudsagn sendte ham i fængsel i 1976 efter at være blevet arresteret i 1975. Som man kunne forvente af ham, benægtede han dog forbrydelsen og sagde desuden mange mindre pæne ting om hende i årene fremover. Sammen med hans ekskæreste Elizabeth Kloepfer/Kendall var hun dog en virkelig heltinde i dramaet, medens Carol Anne Boone var en lettroende nar, der tilmed var så forgabt i ham, at hun fik en datter, Rose, med ham, der sørme var avlet på dødsgangen. Da han i dagene inden sin henrettelse i den elektriske stol den 24. januar 1989, pludselig begyndte at tilstå de mange mord, han hidtil havde benægtet, blev hun så skuffet, at hun lod sig skille fra ham. Grunden til disse tilståelser var selvfølgelig, at han troede, han kunne købe tid ved at stille efterforskerne nye oplysninger i udsigt, men den gik nu ikke, for henrettet blev han.

Far Ted, mor Carol og lille Rose

https://www.express.co.uk/showbiz/tv-radio/1078851/Ted-Bunny-tapes-who-is-girlfriend-Diane-Edwards-conversations-with-a-killer-netflix

https://historycollection.com/40-disturbing-facts-about-ted-bundy/4/

 

https://www.vanityfair.com/hollywood/2020/01/ted-bundy-girlfriend-elizabeth-kendall-interview 

https://www.eonline.com/news/1010464/the-serial-killer-and-the-women-who-loved-him-dissecting-ted-bundy-s-three-defining-relationships

 

Wikipedia

 

Manden, der dræbte manden, der dræbte Lincoln

Thomas Corbett 

Ser han sær ud? Njjjaaaahhhh, måske lidt, for det med midterskilning giver nu ofte mænd et vist tumpet udseende. Hans navn er Thomas Corbett (1832-cirka 1894) -  men han er også kendt som Boston Corbett - og han er husket for to forskellige dramatiske begivenheder: 1) han skød den mand, der skød Præsident Lincoln den 15. april 15, 1865, nemlig skuespilleren John Wilkes Booth, og 2) han kastrerede sig selv med en saks efter sin kones død i 1858, så han, der havde forlæst sig på de hellige skrifter, ikke skulle blive overvældet af ugudelige, kødelige lyster. Ikke nok med det, men han søgte ikke straks lægehjælp, idet han først spiste middag og gik til bønnemøde, hvilket kunne tyde på enten dumhed eller manglende viden om blodtab og den slags.

 

Med hensyn til mordet på Lincoln, så lykkedes det i første omgang Booth at flygte fra gerningsstedet, og han havde held til at holde sig skjult i tolv dage på en gård. Han havde gemt sig i en lade sammen med en ven og medsammensvoren, der imidlertid hurtigt overgav sig. Booth derimod forsøgte at forsvare sin position, indtil laden blev sat i brand, og han blev skudt i baghovedet af Thomas Corbett - noget, denne forøvrigt ikke havde fået ordre til. Corbett færdedes ingen steder uden en Bibel, så da hans foresatte forsøgte at bringe ham for retten for denne sidste ud af flere tilfælde af ulydighed, så tog han det ganske rolig, for som han sagde: “Providence guided my hand”. Det var altså ikke ham, men Forsynet/Gud, der havde styret hans hånd, da han skød og dræbte Booth.

Dramaet i laden blev selvfølgelig foreviget af diverse tegnere, og selv om ingen forsøgte at karikere Booths berømte skønhed, så var der vist ikke så mange uden for Syden, der hyldede hans dåd. John Wilkes Booth var en slambert, og de fleste af hans medsammensvorne blev hængt, så det ville han nok også være blevet, hvis ikke Corbett havde "ladet sig styre af Forsynet".

 

Her ser man fire af de medsammensvornes henrettelse. En af dem - den første kvinde, der blev henrettet på denne måde i USA - var muligvis uskyldig, men der er først blevet sat spørgsmålstegn ved hendes skyld mange år senere.

 

Med eller uden testikler så ligner Corbett efter min mening en russisk bonde fra en roman af Tolstoj. Jeg kan se ham for mig i diskussion med figurer fra Dostojevsky's romaner, men i virkeligheden passer han langt bedre til Lewis Carrolls "Alice i Eventyrland", for han var faktisk en "mad hatter" ligesom en af de herlige figurer, hovedpersonen møder på sin vej ned i kaninhullet.

 

Da han og hans familie emigrerede fra London til Amerika, var han allerede udlært hattemager. Dette fag gav ham til dagen og vejen, når han da arbejdede, for han havde det med at leve som en art vagabond ind imellem sine jobs. Når det skete, drak han voldsomt, men i de gode arbejdsomme stunder blev han en meget from mand, der prædikede for sine kolleger, hvis de kom til at slippe en ed eller to. Han optrådte også somme tider som gadeprædikant og ville desuden til enhver tid afbryde arbejdet, hvis han følte trang til at læse lidt i Biblen.

I pressen blev han som regel beskrevet som en helt, der havde udført en super-dåd ved at dræbe Booth, men omkring 1888 tog hans liv en drejning, der efterlader alle med undren, for han forsvandt efter en indlæggelse på et mentalsygehus. Man regner med, at han slog sig ned i ensomhed i en hytte i skoven, og at han omkom i en voldsom skovbrand i 1894, men sikkert er det ikke ....

https://www.cultofweird.com/americana/boston-corbett-mad-as-a-hatter/ 

 

Wikipedia

 

Lægen, der nød at mishandle og dræbe sine patienter

Læger er ikke den befolkningsgruppe, jeg synes bedst om, selv om jeg har mødt adskillige, der var søde og venlige. Sagen er bare den, at man står sig bedre ved at samarbejde med en "Satan", der er sig sit ansvar bevidst, og som forstår den teknik, han/hun forventes at kende ud og ind, end en "engel", der møder én med tom venlighed, men som mangler faglig dygtighed og/eller integritet. Den slags er der åbenbart en hel del af, og ingen patient fortjener at havne i kløerne på sådan en personage. At handle uden viden kan få katastrofale resultater for den, det går ud over ....

En af dem, der ikke bare var udygtig, men direkte farlig, var neurokirurgen Christopher Daniel Duntsch (født den 3. april 1971), der efter nogle års virke blandt hårdt ramte patienter blev kendt under navnene "Dr. D." og "Dr. Death". Hvad var der dog galt med ham, siden han så det som noget helt normalt at lemlæste forsvarsløse mennesker med vanvittige operationer? Som ung havde han drømme om at gøre sig som fodboldspiller, men alle, der kendte ham dengang, har sagt, at nok trænede han hårdt, men han manglede talent for spillet. Var det det samme med kirurg-faget? Han ville gerne, men kunne ikke, så han gik over i den anden grøft og blev direkte farlig for patienterne? Ud af 38 operationer var de 33 i hvert fald helt forrykte, og han efterlod sig en lang liste over mennesker, han havde skadet. To af disse var døde som følge af hans indgreb.

Da det altså glippede med den fodboldkarriere, han oprindelig havde drømt om, skiftede han over og begyndte at læse medicin. Han stod med en eksamen som neurokirurg i 2010, men uden at have gennemført en deltagelse i de mere end 1000 operationer, der anses for formale for en med hans speciale. Man regner med, at han bare var med ved 100 operationer. Det var desuden tydeligt, at hans studier blev ødelagt af hans hang til kokain og andre stoffer. På grund af dette blev han midt i forløbet sendt til et program for stofafhængige. Folk, der overværede hans arbejde dengang, har senere sagt, at de aldrig ville lade ham operere nogen, de holdt af ..... 

 

Christopher Duntsch med sin ekskone og en af deres to sønner

På et tidspunkt i forløbet mødte han stripperen Wendy Renee Young, der blev gravid meget kort efter. De fik en søn og senere endnu en dreng, men er ikke sammen længere. Han var utro, og hun har forladt ham, da hans forbrydelser som læge blev afsløret. I begyndelsen troede hun dog, at det umuligt kunne passe, for da hun mødte ham, så hun ham som Prinsen på Den Hvide Hest. Dengang havde hun heller ingen anelse om, at han ikke var den velhavende verdensmand, han havde givet sig ud for, og at han på det tidspunkt havde en gæld på $500,000. I 2017 revnede ballonen dog for alvor, da han, der på det tidspunkt nærmest var bankerot, fik en beskikket advokat, og der blev indledt en retssag imod ham for lægesjusk, og han blev dømt til fængsel på livstid for at have lemlæstet en patient, der var blevet invalid efter at have været i kløerne på ham. Under retssagen fortalte hans kolleger og andre, at han i hvert fald ikke levede op til det ry, hans papirer indikerede. Disse eksamensbeviser, etc. tydede på, at han var enormt erfaren samt virkelig dygtig inden for sit felt, hvilket dog blev modbevist af de konkrete resultater, han fremviste. Eftersom han bl.a. påberåbte sig erfaringer og ansættelser, der bare ikke fandtes på det tidspunkt, han hævdede, var det tydeligt, at papirerne ikke var ægte, men fabrikerede til formålet. Manden var fuld af løgn og fuldstændig uden skrupler, når det gjaldt om at tjene penge, men samtidig manglede han totalt sans for økonomi. Hans gæld voksede og voksede, idet den efterhånden kom op på $1,000,000. Nogenlunde samtidig var han blevet arresteret for butikstyveri i noget, der kun kan kaldes en nedadgående social spiral.

En af de ting, der gjorde det muligt for ham at skjule sin manglende formåen som kirurg var, at han ofte skiftede stilling. Dvs. at et job et sted kunne starte, før hospitalet havde fået papirerne fra hans sidste ansættelse. Da man fik et større indblik i hans operationer, bl.a. under andre kirurgers forsøg på at udbedre de skader, han havde skabt, opdagede man, at han nærmest skar, syede og forbandt, som vinden blæste. Hans operationer virkede som et barns leg med LEGO-klodser, men var mildt sagt noget langt mindre uskyldigt, for han lod til at nyde at skade de syge, som det var hans job at hjælpe. En email, han havde sendt i december 2011, fjernede enhver tvivl om, at han handlede med fuldt overlæg, når han skadede sine patienter. Han skrev bl.a., at han var: "... ready to leave the love and kindness and goodness and patience that I mix with everything else that I am and become a cold-blooded killer." Christopher Duntsch havde tilsyneladende høje tanker om sig selv, men beviste ved sine handlinger, at han ikke var andet end et lille kryb på gale veje ..... 

https://painterfirm.com/a/203/Two-Texas-laws-shield-hospitals-that-hire-incompetent-bad-doctors

 

https://www.horriblelogos.com/christopher-duntsch/ 

https://parentsecurityonline.com/what-was-dr-death-christopher-duntschs-background-college-students/

https://www.theopennotebook.com/2019/01/22/laura-beil-dissects-a-criminal-doctors-surgical-rampage/

 

Wikipedia

 

Hyrdedrengen, der blev konge

Om ikke andet så er Biblen en bog fuld af spændende historier om fortiden og dens mennesker. En af de mest farverige er "idealkongen", David, der har fået en art renæssance gennem Douglas Coe og "The Family"/"The Fellowship". Mange har sikkert set ham som en form for forløber for Jesus, men selv om der er ligheder, så er der nu også store forskelle på de to. Deres beskedne herkomst har de dog til fælles, for David blev født som det yngste barn i en børneflok på syv og startede sin karriere som hyrdedreng. Desuden var der noget suspekt omkring hans herkomst, for han blev ligesom ikke regnet med blandt sine brødre, men "stod udenfor". Havde han - ligesom det siges om Jesus - en anden far end den mand, hans mor var gift med? Eller var hans mor lavtstående i forhold til hans brødres mor/mødre? Selv har han kort omtalt hende som en kvinde, der begik en synd, og han nævner også sin underlige stilling i familien som barn og ung, så noget mystisk er der altså. Der har været mange gætterier omkring den sag, men det eneste, man ved er, at David efter sigende var den yngste af bonden Isajs otte sønner, og at han blev holdt udenfor, da familien fik fornemt besøg af profeten Samuel.

Hvad Isaj og hans sønner ikke vidste var, at Gud - dvs. Jahve - havde givet sin profet, Samuel, besked om at salve den af drengene, som han havde udvalgt til at erstatte Israels første konge, dvs. Saul. Ham havde man ellers ventet sig en masse af, men han havde svigtet både Gud og folket ved at vende religionen ryggen og ved ikke at sejre over nogle bestemte folk.

Da de syv sønner trådte frem, spurgte Samuel, om der ikke var én mere, og de fortalte ham så, at der var en til, der fungerede som familiens hyrdedreng. Ham bad profeten så om blev hentet. Alle var bange for Guds talerør, Samuel, så de gjorde, som han sagde. Så snart han så David, fortalte han dem til deres undren, at denne marginaliserede yngste-søn, nemlig hyrdedrengen David, var Guds udvalgte, og han salvede ham, som han havde fået besked om af Gud.

En noget sær historie, der gøres endnu særere af, at Samuel også havde en speciel herkomst, da hans mor, Hannah, havde været ufrugtbar, indtil hun bad Gud om at få et barn. Det barn, hun fødte, var den lille Samuel, som hun i taknemmelighed over hans fødsel, overgav til ypperstepræsten Eli hos hvem han så voksede op. 

Hannah overgiver sin søn, Samuel, til Eli

I modsætning til David havde Samuel altså en mor, hvis navn - og "dåd" - var kendt og æret som en del af hans livshistorie. Faktisk var det ualmindeligt at fortie mødrenes navne i de tidlige bibeltekster, så ligesom med Jesus er der altså noget mystisk omkring Davids herkomst. Under alle omstændigheder førte Samuel ham med sig til Sauls hof. Her gjorde han sig bemærket som harpenist, og Saul blev nærmest afhængig af hans spil, fordi det lindrede hans ubehag, når han blev "plaget af onde ånder". David blev gift med Sauls datter, Michal, samt blev ven med hans søn, Jonathan. Det skete dog først efter, at han - som den eneste ved hoffet - havde udvist et fantastisk mod ved at slås med og besejre kæmpen Goliath. 

Saul havde frarådet David at slås med denne enormt stærke og farlige kæmpe, men David gjorde brug af sine erfaringer som hyrde og dræbte ham med en sten i en slynge. Smart må man sige, og det imponerede alle så meget, at Saul var nødt til at udnævne ham til anfører for hæren. Noget, der dog fyrede op under den rivalisering, der efterhånden herskede mellem dem. Han begyndte ligefrem at planlægge mord på sin egen hærfører, David, hvilket tvang ham til at flygte. Det skete med Michals hjælp, hvilket passer godt med Biblens påstand om, at hun virkelig elskede ham. Deres forening var ellers kommet i stand via en noget sær aftale, da brudeprisen for hende bestod af 200 forhuder af slagne filistre. Noget, David selvfølgelig skaffede uden de store problemer.

At Michal elskede David er dog ikke ensbetydende med, at han gengældte hendes følelser. Da hendes far, kong Saul, giftede hende væk til en anden efter Davids vellykkede flugt, lader dette således ikke til at vække nogen særlig sorg hos ham. Hendes anden mand sørgede langt mere, da David efter sin flugt og senere sejr over Saul, forlangte at få hende tilbage. Noget, der iøvrigt kan tyde på en beregnende natur hos David, for uden hende havde han ikke længere nogen direkte tilknytning til kongefamilien. På det tidspunkt havde han desuden fået flere koner og havde til sidst otte.

Hvorom alting er, så elskede Michal sin første mand, David, men det lader til, at hun døde barnløs, hvilket er lidt sært, da andre beretninger fortæller, at hun fik flere sønner med sin anden mand. Det må nu være, hvad det være vil, for det var hende, der reddede ham, da hans liv var i alvorlig fare, selv om sådan en bedrift var livsfarlig for hende selv. 

Under Davids flugt fik han på et tidspunkt mulighed for at dræbe Saul, men dette undlod han. De taler sammen og kommer til en form for forståelse. Saul indrømmer, at det er ham, der har fejlet, og at David skal være konge. Han skulle dog love ham, at han ikke ville dræbe hans slægt og efterkommere. Kort efter begik han selvmord, og David blev konge, idet han angiveligt regerede i 40 år. - Historisk set plejer han at blive placeret i 900-tallet, men - som så meget andet i Biblen - er dette ikke bevist.

Davids kroning

Det fortælles om den nye konge, at han førte Israel ud i sejrrige kampe, og at han indtog Jerusalem, hvor han derpå bosatte sig. Han opstillede den mystiske Pagtens Ark i en helligdom, og modtog åbenbaringer om det tempel, hans efterkommere skulle bygge til Jahves ære. Alt sammen pænt og hæderligt efter den tids normer, men eftertiden studser nu over et par af hans handlinger. Hvordan kunne denne mand, der angiveligt var "Guds udvalgte", få lov til at begå flere af de synder, der blev set som alvorlige? Nok var han en "Herrens Mand", men blakket var han altså ....

Da David forelskede sig i sin vens hustru, Bathsheba, kom han i en kattepine, for hun blev gravid. Formentlig for at redde både mor og barn for sig selv, sendte han sin ven i kamp, vel vidende at han sandsynligvis ville blive dræbt. Hans list lykkedes, og vennen, Urias, blev dræbt i kamp. Bathsheba blev hans hustru og fødte den senere så berømte og beundrede søn, Salomon, der blev konge efter sin fars død som 70-årig.

Det gøres dog klart, at på grund af Davids synd er det slut med at være det, man kunne kalde en bibelsk "lykkemand". Han forbliver konge indtil sin død, men hans søn Absalom gør oprør imod ham, hvilket fylder ham med stor sorg. David flygter fra Jerusalem, men kommer tilbage, da Absalom dør, gennemboret af spyd og pile, hængende i sit hår i et træ. Hans store planer om at bygge et tempel til Pagtens Ark bliver angiveligt bremset af Jahve selv, fordi han har forbrudt sig. Dvs. at nok er han ifølge Biblen - ligesom oprindelig Saul - "udvalgt af Gud", men det slutter ikke godt for ham, da han bryder moralens og religionens love. At hans slægt ifølge myten senere skal genrejses med et nyt skud på stammen - nemlig Jesus - eliminerer heller ikke hans skyld. Når "The Family"/"The Fellowship" bruger ham som billedet på ideal-manden, så mangler de en samlet vurdering af ham og hans liv. Nok kan man være "udvalgt", men udvælgelsen er ikke livslang, hvis man dummer sig og bryder de bud, der så at sige udstikker det gode, moralske menneskes vej. Dette har de valgt at se bort fra .....

 

https://denstoredanske.lex.dk/David_-_konge 

 

https://jyllands-posten.dk/nyviden/ECE8841199/arkaeologer-fandt-aeldgammel-massegrav-et-af-biblens-mysterier-kan-vaere-loest/ 

 

https://www.nationalgeographic.com/culture/article/story-king-david-goliath

 

https://www.learnreligions.com/samuel-last-of-the-judges-701161 

 

https://denstoredanske.lex.dk/David_-_konge 

 

https://apaintinginthelouvre.wordpress.com/2013/04/16/the-triumph-of-david/ 

 

https://www.bibelselskabet.dk/david

https://www.bibleodyssey.org/en/passages/main-articles/david-and-bathsheba 

 

Wikipedia

Respekt for andres legeme

Denne mand, Thomas Gotthard, har studeret til og har virket som præst i den danske folkekirke. Minimumsforventningerne til en person, hvis levebrød det er at præke religion, og som tolker Biblen for sine medmennesker, må være at føle et vist ansvar over for den bog, der er grundlaget for hans virke: BIBLEN. Hvordan kan en præst forsvare, at han ikke bare har brudt to af de såkaldte ti bud, nemlig nr. 5 og 6 samt måske også nr. 9, hvis den elskerinde, han er så forelsket i?

1. Jeg er din Gud. Du må ikke have andre guder.
2. Du må ikke misbruge Guds navn.
3. Du skal holde hviledagen hellig.
4. Du skal ære din far og din mor.
5. Du må ikke myrde
6. Du må ikke bryde ægteskabet.
7. Du må ikke stjæle.
8. Du må ikke vidne falsk mod din næste.
9. Du må ikke begære din næstes hustru.
10. Du må ikke begære de ting, der hører din næste til

Jeg læser om adskillige - jeg fristes til at skrive mange - amerikanske mordsager, hvor lemlæstelsen af et mordoffer indgår som noget næsten "naturligt", og jeg undrer mig, for én ting er at berøve en person livet, fordi vedkommende støder eller truer én, noget ganske andet at skære vedkommende op som et slagtedyr. I de fleste tilfælde virker det ikke som noget af praktisk værdi, f.eks. som led i et forsøg på at skjule forbrydelsen, men snarere som en yderligere nedværdigelse af den døde. Hvorfor nu det, når spredningen af de jordiske rester jo bare skaber mange flere gerningssteder, der hver især kan føre til en afsløring af mordet? Finder man en fod i Jylland og en arm på Fyn samt et hoved på Sjælland, så vil der komme langt større fokus på afdøde og dermed også på hans/hendes morder, da hver enkelt fundet legemsdel sætter gang i en udredning. Ergo: dumt, hvis man ønsker at skjule mordet ....

Når man ser billeder af den myrdede i denne sag, nemlig Maria From Jakobsen, undrer man sig over, hvorfor hendes mand dog ville myrde hende. Umiddelbart virker hun som en både køn og sød kvinde, der ikke har fortjent at blive myrdet og smidt væk som affald i lemlæstet tilstand. Det med "fortjent" er jo altid noget subjektivt, men det spiller nu alligevel ind ved mordsager. og hans forklaring om, at mordet skete, fordi han tidligere havde været igennem en skilsmisse og ikke mente, at han kunne klare/orkede endnu en. 

Ifølge en avis har han forklaret, at beslutningen om mordet førte til en indre, moralsk kamp, men at han tvang sig selv til at udføre det, så han kunne få fred for sin hustru. Magen til selvcentreret pladder skal man lede efter, for det fratager Maria en egenværdi og forvandler hende til et objekt, hvis liv er afhængigt af hendes status i hans liv. - Er denne "Guds Mand" sindssyg? Det lader ikke til at være tilfældet i almindelig forstand, meeeennn hvordan kan han ikke være skør???

De har to børn sammen, og han har formentlig været med ved deres fødsel, hvilket under normale omstændigheder burde indgive ham en form for respekt for den krop, der har født hans børn, og som han altså har plejet intim omgang med. For mig er der tale om en enormt forræderi, der ikke på nogen måde kan undskyldes - og da slet ikke med de søforklaringer, Gotthard er kommet med. Én ting er at dræbe og partere en fremmed, der truer én fysisk, men én, der står en så nær, som hun stod ham, burde være helliget, hvad enten han er vild med en anden eller ej. Han er en ung mand og en nar, hvilket desværre ikke er en sjælden kombination, når det gælder sex og parforhold, men denne sag er ekstra uhyggelig, fordi den er så grov. 

Dette mord overskrider visse grænser for, "hvad man gør" mod én, man er forbundet med gennem børn og samvær, og som - ifølge hans egne oplysninger -  ikke havde gjort noget for at berettige ham til en voldelig gerning. Ifølge oplysningerne i sagen truede hun ham ikke fysisk eller angreb ham verbalt, så da han slog hende i hovedet med en sten, var det ikke bare et overgreb, men også en skændselshandling. Ikke bare hendes liv, men også deres forhold gennem flere år er ligesom blevet udraderet på grund af det, han gjorde.

Den charmerende, unge "Guds Mand" tog ikke bare sin kones liv, men nedværdigede hende yderligere ved det, man må kalde "usømmelig omgang med lig". Først opbevarede han hende i en fodertønde på sin ejendom, hvorpå han kørte hende til en forladt ejendom, hvor han overhældte hende med 45 l saltsyre og ni kilo kaustisk soda, som han havde købt en uges tid før. (Noget, der iøvrigt beviser, at mordet var planlagt og da slet ikke var et affektdrab). Et par dage efter kørte han den døde til en jagthytte, hvor han begrave hende, men senere gravede hende op igen, så han kunne partere hende. De forskellige dele anbragte han i to mindre fodertønder, der blev kørt til et sted omkring Roskilde. Her brændte han hendes kropsdele i en zinkbalje og begravede så nogle af knoglerne et andet sted. 

Denne gentagne opgravning og ophugning, saltsyren, osv., osv. tyder efter min mening på, at han har fået noget særligt ud af i den grad at kunne skalte og valte med hendes lig, som han vil: at gøre med hende, hvad han har lyst til og uden hendes mulige indsigelser. For mig tyder disse handlinger på et narcissistisk behov for total kontrol, hvilket gør tanken om hans dom meget bekymrende. Han er blevet idømt 15 års fængsel for noget, der andre steder i verden giver meget mere. Disse 15 år vil formentlig blive nedsat på grund af "god opførsel" i fængslet, for den type er han. Dvs. at om en 10-12 år så kan man se ham sidde på en café og nyde en Cappuccino eller andet sammen med mennesker, der aldrig kunne finde på at handle sådan, og det er altså en afskyelig tanke. En person, der kan gøre den slags som det, han har foretaget sig imod sin kone, bør aldrig blive sat på fri fod igen. 

Det vrimler som sagt med afskyelige mordsager i USA, men en af dem skiller sig nu ud, nemlig mordet på den kønne, danske stewardesse Helle Crafts (1947-1986), der var gift med piloten Richard Crafts. De havde tre børn, men ægteskabet haltede, og Helle havde indledt en skilsmissesag samt havde pudset en privatdetektiv på sin mand. Denne havde opsnappet fotos af Richard, der kyssede en anden kvinde, hvilket jo var perfekt for Helle i en skilsmissesag. Vidste Richard, at hun planlagde at forlade ham? Den den 18. november 1986 forsvandt hun i hvert fald. Ingen vidste tilsyneladende, hvor hun var, og han gav forskellige forklaringer på hendes forsvinden til hendes mange venner samt danske familie. Den 1. december blev hun meldt savnet, og så rullede bolden, for efter en intens eftersøgning fandt politiet ud af, at Richard havde myrdet hende, puttet hende i en dybfryser og derpå pulveriseret hendes stivfrosne lig i en flishakker. Man identificerede hende på bittesmå fysiske rester som negle, hår og den slags, og Richard blev idømt 50 års fængsel for mord og ligskænding, men blev løsladt i 2020 på grund af "god opførsel".

Det dér med "ligskænding" synes jeg ikke skal være noget, man tager let på. Jeg mener virkelig, at mordere som Richard Crafts og Thomas Gotthard har udsat deres døde hustruer for noget dybt nedværdigende, der gør deres forbrydelse meget værre. Ingen af disse to mænd har handlet i affekt, men har været velforberedte, fulde af morderiske planer og totalt nådesløse, hvilket i mine øjne i sig selv er en skændsel, der betyder en alvorlig forværring af forbrydelsen.

I den danske Straffelov står der: 

Straffeloven § 139

    § 139 Den, som krænker gravfreden eller gør sig skyldig i usømmelig behandling af lig, straffes med bøde eller fængsel indtil 6 måneder.
    Stk. 2. På samme måde straffes den, som gør sig skyldig i usømmelig behandling af ting, der hører til en kirke og anvendes til kirkeligt brug.

https://www.dagens.dk/indland/derfor-skulle-maria-doe 

 

https://ekstrabladet.dk/krimi/maria-mysteriet-saadan-laegger-politiet-puslespillet/8419212 

 

https://www.bt.dk/danmark/lemlaestet-lig-fundet-i-mose 

 

https://www.newtownbee.com/01302020/richard-crafts-moved-to-homeless-shelter-for-veterans/ 

 

Wikipedia