torsdag den 11. november 2021

Tanker og GÆTTERIER vedrørende dyr og deres selvforståelse


Denne situation ville ikke være rar for et menneske, for vi ser jo vort spejlbillede og erkender, at vi er den person, der ses i spejlet. Én ting er, hvis man ikke kan lide det, man ser i spejlet, men hvis ikke der slet ikke er et spejlbillede, hvor er vi så blevet af? En yderst skræmmende situation, hvad enten man er tilfreds med sit udseende eller ikke. De fleste lever trods alt fint med det, spejlet viser, også fordi det kræver en hel del at forandre udseende for alvor. Ikke at det ikke kan lade sig gøre, men det er dog ofte en tvivlsom - samt dyr - affære .....

Men hvad med dyr, der ser deres spejlbillede? Ved de, at det er dem selv, de ser, og forstår de i det hele taget, at de har et ydre og ikke mindst en personlighed, der adskiller sig fra alle andre dyrs, også tilsyneladende helt ens artsfæller? At dyr kan opfatte billeder, f.eks. på fjernsynet, ved jeg, for jeg har hørt om flere episoder med katte og hunde, der følger med i forskellige TV-udsendelser. En vovse, jeg kender, havde således fulgt en spændende dokumentarudsendelse om vilde hunde, og da den sluttede, gik den om bag fjernsynet og så efter, hvor de var blevet af. At de ikke var der, bortset fra som billeder, og at de nu var væk, fattede den vist ikke.

Måske denne kat spørger sig selv om, hvorvidt det væsen, den ser i spejlet, er den selv, eller om det er en fremmed kat. Ved den, at den hører til den gruppe dyr, der meget ofte ses som et elsket kæledyr hos mennesker, og forstår den at skelne mellem sig selv og f.eks. familiens hund, hamster eller undulat? Det er svært at afgøre, selv om der er en metode til at teste dyr, via spejle. Passende nok kaldes den da også "spejltesten", og den kan alle foretage uden det store besvær.

Spejltesten foregår ved, at man maler en lille plet et sted i ansigtet på et sovende dyr. Når dyret så vågner, stiller man et spejl foran det. Hvis dyret tydeligvis bemærker pletten og begynder at undersøge den, så viser det, at det genkender sig selv og undrer sig over denne fremmede plet. Testen omfatter altså ikke psyken - eller "sjælen", om man vil - men kun kroppen. Den er dog interessant, fordi den viser, at mange dyr har en god fornemmelse for, hvem de er og kan genkende sig selv.  


Denne kat ser tydeligvis, at der sker noget, og at spejlbilledet er "levende". Om det betyder, at den genkender sig selv er ikke til at vide.

Når det gælder den venskabelige eller ligefrem kærlige interaktion mellem forskellige dyrearter, bliver det virkelig interessant, men inden for dette område vrimler det med ubesvarede spørgsmål. Jeg tror, at på nuværende tidspunkt har man ikke meget andet end gætterier at komme med, hvilket såmænd også kan være vældig interessant.


Fugle og hunde eller katte ligner altså ikke hinanden, men jeg har set flere billeder af killinger, der er blevet adopteret og beskyttet af f.eks. en høne, hvilket ret beset er temmelig sært. De genkender ikke hinanden som artsfæller, for det er de jo altså ikke, men på en eller anden måde ser de nogle bestemte egenskaber i disse anderledes udseende væsener, som de reagerer positivt på. De små killinger trigger formentlig hønens moderlige beskytter-instinkter, samtidig med at de bliver overbevist om, at dette bløde dyr ikke vil dem noget ondt. Dermed ikke være sagt, at killingerne kan søge modererstatninger i hele hønsegården, for den går nok ikke. Hvis denne specielle høne har kyllinger, så vil jeg tro, at den ikke har blik for killingerne, selv om de er aldrig så søde og bløde. Helt sikker kan man dog ikke være, for der er unægtelig mange underlige kombinationer i dyreriget.

Er dette et "mor-barn-forhold", eller er fuglen og katten venner? Det normale ville være, at katten overfaldt fuglen, men selv om den ser sur ud, så er der ikke noget, der tyder på, at den har morderiske tendenser over for den.

Dette må være venskab, for ingen af dem kan have optrådt som "mor" for den anden. Måske hjorten er opvokset i hjemmet sammen med katten?
 
Det mest forbløffende forhold mellem arterne er faktisk dette, hvor et menneske udvikler stærke følelser for et kæledyr. De får begge en masse ud af det, men næppe det samme, selv om mennesker tror, at deres kæledyr forstår dem ....


https://www.idunn.no/file/pdf/67149433/lars_fr_h_svendsen_aa_forstaa_dyr.pdf

 

https://www.pnas.org/content/98/10/5937.abstract 

 

Wikipedia

 

onsdag den 10. november 2021

Testikel-tyverier samt snyd og bedrag


Jeg indrømmer, at jeg altid har mistænkt, at "det, mænd har for meget forneden, mangler foroven". Eller sagt på en anden måde: de har "penis på hjernen, hvor den fylder alt for meget". Mænds fysiske karakteristika kan også få mig til at sige grimme ting som f.eks. "de har snot i begge ender". Det er hverken pænt sagt eller pænt ment, men hva' pokker, de kommer jo også med grovheder om os kvinder, foruden at de alt, alt for ofte sætter deres egne kønsorganer over alt andet, som f.eks. kvinders liv og helbred, så ..... Jeg indrømmer dog, at det er grimt af mig at grine - i hvert fald et stykke hen ad vejen - når jeg læser om de tyverier af testikler, som nogle mænd har været udsat for i tidens løb. Grotesk? Nej, et legemligt tab er en alvorlig ting, og det bør ikke undervurderes, ligegyldigt hvilket køn, der kommer ud for det. At netop dette mandlige organ kan optræde i mange pudsige sammenhæng bør ikke forlede de af os, der ikke har dem, til utilstedelig latterliggørelse. Jeg er dog helt på Betty Whites side, når hun ytrer sig om organet:


I 1922 kom krigsveteranen fra Første Verdenskrig, den gifte og angiveligt meget maskuline Joseph Wozniak ud for et testikel-tyveri, der startede med, at han og et par venner drak sammen med fire fremmede herrer på en bar i Chicago. Alt gik godt, de hyggede på livet løs, men på et tidspunkt angreb de fire ukendte mænd Wozniak, overmandede ham og kastede en sæk eller lignende over hovedet på ham.
Den godt beduggede og totalt overrumplede Wozniak blev derpå tvunget ind i en bil og kørt et sted hen, hvor han blev bedøvet med kloform, så han ikke anede, hvad der foregik. Det fandt han imidlertid ud af, da han vågnede op i en gyde, for han havde smerter i skridtet og opdagede så, at han manglede én eller begge testikler. På en eller anden måde kom han dog hjem, hvor han ringede til lægen. At få genoprettet tilstanden før "operationen" var umulig, så Wozniak - og hans kone - har altså måttet vænne sig til et testikel-løst ægteskab. Tabet af testiklerne gjorde imidlertid sit til, at stakkels Wozniak blev så deprimeret, at hen begik selvmord i 1926.
 
 
Det er synd for Wozniak, men det er det også for andre, der kom ud for det samme, for der er mindst fire andre Chicago-mænd fra samme tidsperiode, der mistede det, der blev set som en form for "ungdommens kilde". Liv og livskraft har selvfølgelig altid været i høj kurs, og testikler er længe blevet set som bærere af begge dele, hvilket var grunden til, at urologen Frank Lydston i 1914 syede en afdød mands testikler ind i sin egen pung.


Urolog Frank Lydston, en flittig testikel-forbruger

Efter hans opfattelse virkede dette indgreb mægtig opkvikkende på både det ene og det andet, så han gik i gang med at indoperere døde mænds testikler rundt omkring i kroppen på sig selv, bl.a. i brystet, hvor de formodentlig skulle hjælpe på hjerte- og lungefunktionen. Andre "eksperter på området" tjente store summer ved at sælge dyre-testikler til mænd med erektions-problemer, eller som bare frygtede alderdommens skavanker. Tankegangen var åbenbart, at en "testikel er et livgivende organ lige meget hvor den kommer fra". 
 

Ikke overraskende havde også psykopaten, den muligvis enstenede Adolf Hitler og hans skrupskøre medsammensvorne vilde ideer om testiklernes betydning. Hvis de f.eks. kom fra en jøde, ja så var Fanden løs, for det kunne ifølge den nazistiske ideologi føre til homoseksualitet, hvilket blev set som "umandigt" ....
 

Denne vanvittige tankegang førte så til vilde og dødsens farlige eksperimenter i kz-lejrene, hvor mænd blev gjort til forsøgsobjekter. På en vis måde var dette en videreførelse af Lydstons teorier og eksperimenter vedr. homoseksualitet. Efter hans opfattelse kunne transplanterede testikler nemlig "kurere" denne specielle og meget uønskede seksualitet. At han samtidig gik ind for tvangskastrationer af sorte mænd gør det hele endnu mere vildt. Det sidstnævnte beskrev han i en dybt racistisk artikel, “Sexual Crimes Among the Southern Negroes.”
 
De amerikanske testikel-tyverier i tyverne fik på en vis måde videnskabens blå stempel, da en artikel i juli-nummeret af "Journal of the American Medical Association" i 1922 tog emnet op. Efter en Dr. Sampelinskis mening måtte det forbryderiske tyveri af Wosniaks testikler skyldes en gammel rigmands ønske om en foryngelseskur. Eftersom disse livskraftige testikler var vanskelige at få fat i på lovlig vis, havde denne aldrende mandsperson været "nødt til" at stjæle dem. At den tyvagtige gamling narrer sig selv, da testikler ikke har den effekt, han håber på, tages ikke op som et stærkt argument imod disse grove tyverier. Truslen om flere testikel-tyverier, der bygger på troen på disse specielle organers kraft, bliver altså ikke imødegået af en fornuftig videnskabsmand, der siger "hov-hov", tøv en kende, for så enkelt er det altså ikke. Testikler blev stjålet, og rigmænd høstede dem, som var de sjældne frugter. Et af de tidligste eksempler på testikel-transplantationer kan ses af Victor Darwin Lespinasses arbejde med impotente rigmænd som f.eks. den 50-årige Harold McCormick, hvis vilde forelskelse i den 34-årige Walska gjorde ham helt og aldeles desperat efter at få så mange gode og stærke erektioner som muligt.


Harold McCormick
 
Aviserne lugtede lunten, da en hel etage på Wesley Memorial Hospital blev sat af til en mystisk, udefineret behandling af rigmanden. Man citerede Lespinasse for at have sagt “a man is as old as his glands” og mindede læserne om hans tidligere testikel-transplantationer på mænd med erektions-problemer. Hvad McCormick angår, så gik rygtet, at han havde modtaget en levende donors testikler/ene testikel for $50,000, hvilket omregnet til vore dage svarer til $750,000. Lespinasse nægtede dog på det bestemteste, at der var tale om transplanterede menneske-testikler, og det hed sig derefter, at de var fra en abe, hvilket var blevet brugt i (f.eks.) Frankrig. 
 

 
Her havde en russisk født læge, Serge Voronoff, arbejdet med injektioner af alle mulige dyrs fintmalede testikler. Noget, der havde fået ham både latterliggjort, men også hædret. Omkring 1920 havde hans teorier nemlig vundet en vis anerkendelse, hvilket vi kan grine ad nu, men dengang var det virkelig alvor for disse stakkels erektions-lystne rigmænd, der var villige til at betale noget nær hvad som helst for at få genvakt evnerne i de nedre regioner.


Vittighedstegning af en mand, der giver sig selv injektioner med fintmalede dyretestikler

Ifølge urologen Frank Lydston ville testikel-transplantationer kunne kurere alt muligt som f.eks. demens, hudsygdomme, hjerteproblemer, osv., osv.. Andre, både datidige og nutidige, gode og hæderlige læger og videnskabsmænd har sagt, at den forbedring, patienterne fortæller om, formentlig er en placebo-effekt og ikke noget som helst andet. Nogle mener, at alle disse "testikel-eksperter" har vidst dette, men at de har valgt at fortsætte behandlingerne og dermed skumme fløden, da de betalende kunder jo var rigmænd. Tyverierne fortsatte i hvert fald i adskillige år, og det er interessant, at disse forbrydelser aldrig er blevet opklaret fuldt ud. Var der nogen, der holdt hånden over testikel-tyvene, eller hvad skete der?

Disse tyverier foregår forøvrigt stadig. I 2015 var der avisreportager om en russisk skuespiller, der blev forført af en flot blondine, der angiveligt bedøvede. Ligesom med Joseph Wozniak 100 år tidligere, vågnede han op og fandt sig selv "nosse-løs" .....

I øvrigt gad jeg nok vide, hvad denne "Pussi Sumppi" er for noget, og hvad den skal gøre godt for, men sådan er der mange ting omkring testiklerne og deres legendariske egenskaber, der kan pirre éns nysgerrighed - samt vække ens undren ....

 

Den uskyldige (?) bankrøver

 

Under "normale omstændigheder" bliver mentale lidelser (alt for?) ofte brugt som (bort-)forklaringer på skyld: han/hun er sindssyg, så vedkommende kan ikke (rigtig) gøre for, at han/hun myrdede den og den. Man har set den slags argumenter mange gange, men hvad nu hvis sygdommen er forbundet med en særdeles høj intelligens og et grundigt forarbejde, der viser, at den (formentlig) syge hjerne fungerer på et plan, der er som skabt til alvorlig kriminalitet??? Sådan var det med Marjorie Diehl-Armstrong (1949-2017), der engang blev regnet for at være "byens kønneste pige", men som udviklede sig til noget meget lidt kønt, især med hensyn til personlighed. 

Den unge Marjorie fra før hun tog meget på og begyndte at barbere sine øjenbryn af 

Familien var velhavende, og som eneste barn kunne Marjorie se frem til at arve en god slat penge. Desværre havde Marjorie dog svært ved at vente, til hendes forældre døde. Moderen - der iøvrigt altid havde forgudet sin datter - var allerede død, men faderen levede, og han var meget betænkelig ved det, Marjorie havde udviklet sig til. Som barn og ung pige havde hun brilleret i skolen og på universitetet, for hun var lynende intelligent, men desværre også psykopat. Noget, der bl.a. viste sig ved de bizarre mord, hun begik uden nogen form for fortrydelse. 

I 1984 skød hun således sin kæreste, Robert Thomas, hvilket hun forklarede som "selvforsvar", selv om han lå på sofaen og ikke lod til at true hende. Senere døde hendes mand samt flere kærester på meget mystisk vis. En af dem, nemlig den unge James Roden, var i død tilstand blevet placeret hos Marjories ven, samarbejder samt tidligere kæreste William Ansel "Bill" Rothstein (1944–2004), og lå stivfrossen i hans fryser. Noget, hun havde sørget for .....

Bill Rothstein

I 2005 var Marjorie blevet dømt til 7-20 års fængsel, og da hun kom ud igen, opdagede hun, at hendes far var begyndt at forære sine penge til alle mulige ikke-beslægtede mennesker. Han havde mistet tilliden til hende og hendes fremtid og følte sig måske ikke længere forpligtet over for denne både skøre og forbryderiske datter. Hvorom alting er, så følte hun, at han var i gang med at snyde hende for de penge, hun skulle arve, så hun besluttede sig for at speede tingene lidt op ved at få ham myrdet. Dette mord ville hun dog ikke selv stå for, så det skulle være et lejemord. Problemet var imidlertid, at hun ikke havde de midler, der skulle til, så hun måtte i tænkeboksen for at skaffe midlerne til mordet på sin far. 


Da Marjorie nu engang var Marjorie, så satte hun sig ned sammen med nogle venner, og sammen fik de kogt en meget urealistisk og helt igennem kringlet plan sammen. Planens udførelse krævede, at de kunne få fat på en naiv og helst lidt smådum person, og de fik hurtigt øje på en egnet kandidat, nemlig pizzabudet
Brian Douglas Wells.

Det elskelige, men uheldige pizzabud Brian Douglas Wells

Der er mange forskellige meninger om, hvad der egentlig foregik i denne sag, og hvem der gjorde hvad på hvis befaling. Var det Marjorie eller Bill Rothstein, der fandt på den djævelske plan, der endte med at dræbe det søde og rare, men ikke super-intelligente pizzabud, Brian Douglas Wells (1956–2003)??? De fleste mener nok, at han fik en skæbne, han (formentlig) ikke havde fortjent. Nogle - bl.a. inden for politiet - mener dog stadig, at han deltog frivilligt i en forbrydelse, der beklageligvis endte med at koste ham livet. Mange andre hævder dog fortsat, at han var det totalt uskyldige offer for noget meget, meget ondt i menneskelig form, nemlig Marjorie og/eller Rothstein. Personligt hælder jeg mest til den sidste tolkning, hvor Brian er et uskyldigt offer og ikke en medskyldig, men heller ikke jeg er dog 100% overbevist om hverken den ene eller anden udlægning af begivenhederne den 28. august 2003. 

Brian Douglas Wells' kørekort-billede 

Klokken 13.30 modtog pizzariaet et telefonopkald fra en, der talte utydeligt. Man fik dog en bestilling samt en adresse, så pizzabudet Brian blev sendt afsted med det bestilte. Næste gang, man hørte eller så noget til Brian, var en vist nok landsdækkende TV-udsendelse ca. to timer senere, hvor han blev filmet af overvågningskameraer, medens han røvede en bank iført en halskrave, som han påstod var en bombe. Med sig havde han noget, der lignede en mellemting mellem en stok og et gevær.


Et grotesk syn i en grotesk sag, hvor bankrøveren ikke fik en brøkdel af det, han havde forlangt - og hvor ingen troede på hans påstande om, at en gruppe ham ukendte afroamerikanere havde sat bombe-halskraven på ham under mangeartede trusler. Ingen troede ham, og ingen hjalp ham, selv om han advarede alle om, at kraven snart ville springe og ønskede hjælp med at få den af. Desværre sprang halskrave-bomben virkelig, efter at han var flygtet udenfor og sad på jorden, omgivet af betjente med kløe i trigger-fingeren og uden nogen lyst til at forsøge sig som kravefjernere.

Hvad enten Brian var medskyldig eller ej, så er én ting i hvert fald sikkert: han havde ikke haft noget ønske om at ende med en sprængklar halskrave og få flået brystet op af en sprængning, der dræbte ham. Da han var død, og man skulle til at fjerne halskraven, viste det sig, at det var umuligt, hvis ikke man først fjernede Brians hoved. Dette gjorde man så, selv om hans familie var ulykkelig over at se ham skæmmet på den måde. Mekanismen var ret avanceret, og selve planen var opbygget på en måde, så det blev tydeligt, at det ikke var meningen, at pizzabudet Brian skulle slippe fra denne sidste fatale pizzaudbringning med livet i behold.

Spørgsmålet var, hvem der havde udtænkt planen om bomben og pizzaen, der skulle udbringes til en meget obskur adresse, som ingen rigtig kendte. Nok var Marjorie ikke bare skør, men også overordentlig intelligent, men hvor meget af denne bankrøver-sag skyldtes hende? Kunne hun lave en halskrave som den, Brian havde på? Det tvivler man på, og derfor er der mange, der mistænker, at hjernen bag forbrydelsen var Rothstein og ikke Marjorie, selv om en anden fløj er overbevist om, at det var hende. Trods alt var det jo hende, der havde brug for pengene til at få sin far myrdet, så hun kunne arve hans penge, inden han formøblede dem .....


Hvad Marjorie angår, så virkede hun (som sædvanlig!!!) totalt ligeglad med, at endnu en mand var død på grund af hende. Både hun og flere af de andre blandt de sammensvorne, der havde sat bomben på Brian, påstod desuden hårdnakket, at han havde været med lige fra starten.

Disse påstande, som hun kom med både over for politiet og pressen, virker som desperate nødløgne, også fordi man jo ved, at hvis Brian bliver opfattet som totalt uskyldig i forbrydelsen, så er han ikke en forbryder men et ægte offer for både kidnapning, trusler og mord. Dette vil sætte de sammensvorne i en faretruende situation, hvor de kan blive retsforfulgt og straffet hårdt for disse tre horrible forbrydelser. Derfor er der ikke noget at sige til, at de kæmpede med næb og kløer for at få Brian opfattet som medskyldig. Marjorie blev idømt livstid + 30 år, men døde af brystkræft i fængslet nogle år efter. På det tidspunkt var Rothstein allerede død.

Ifølge Brians yndlingsprostituerede, Jessica Hoopsick, så var det hende, der havde foreslået de sammensvorne at bruge Brian, der jo var lidt tungt opfattende og dermed lige det, de søgte. Senere fortalte hun, at hun fortrød, hvad hun havde gjort, for hun så ikke bare Brian som en kunde, men også som en ven. At det gik, som det gjorde, er formentlig kommet bag på hende, og hun forsøger nu at rense hans minde, hvilket jo er lidt sent og desuden totalt nytteløst, da han er og bliver død .....

Wikipedia


tirsdag den 9. november 2021

Spøgelser og snyderier

Helen Duncan (1897–1956), der var skotsk af fødsel, var en buttet og mildt udseende kvinde, der ikke lignede en forbryder, men snarere en ganske almindelig engelsk mor og husmor. Almindelig var hun imidlertid ikke, for hendes profession bestod i at agere "heks", idet hun tjente til dagen og vejen som spiritistisk medium. Hendes glansnummer var at kunne udskille det såkaldte "ektoplasma", der antog former, så disse angiveligt lignede - eller ligefrem "var" - nyligt afdøde personer. Selv hvis man er ude af sig selv af sorg over en elsket persons død og er vild efter at få kontakt, er det nu temmelig svært - for ikke at sige umuligt - at se Helens ektoplasma-manifestationer som ægte "sjæle" eller "spøgelser", der er blevet påkaldt af hende som medium. De fotografier af hendes seancer, der er blevet bevaret, ligner i hvert fald nærmest et galleri af dårligt lavede fastelavns- eller Halloween-masker.


Begrebet "ektoplasma", der er almindeligt kendt i spiritismen, henviser til den spirituelle energi, som mediets evner siges at give liv. Det ses ikke som dannet gennem fysiske handlinger, men optræder gennem medier som f.eks. Helen Duncan. Ikke uventet afviser videnskaben eksistensen af denne ektoplasma, ligesom der jo heller ikke er håndgribelige, videnskabelige beviser på eksistensen af de evner, medierne tilskrives. For slet ikke at tale om de ånder eller spøgelser, som de angiveligt fremkalder i en tilsyneladende trancelignende tilstand. Noget, Helen var overmåde dygtig til, og hun havde derfor mange tilhængere og/eller klienter. Selv nu er der mange, der anser hende for "den ægte vare", og hvis hun snød, så har hun efter deres mening også narret sig selv. Folk beklager hendes arrest for svindel i 1944, der gjorde hende til den næstsidste, der blev anklaget for heksekunst ifølge Englands "The Witchcraft Act of 1735". Den var skabt i sin tid for at forhindre folk i at praktisere heksekunst, men det lykkedes nu ikke særlig godt. 

Mange tror, at Helen Duncan var den sidste, der blev anklaget for at bedrive heksekunst i England, men denne ære går faktisk til en noget ældre kvinde, nemlig Jane Rebecca York, (som der åbenbart ikke findes fotografier af). Hun var 72 år gammel, da hun, kort efter Helen Duncans dom for at spille heks, også blev anklaget. I 1944 blev Helen dømt efter "The Witchcraft Act", og hun kom i fængsel et år for at udgive sig for at være heks. Helens bedrageri bestod bl.a. i, at man opdagede, at den ektoplasma, hun var så berømt for, bestod af sækkelærred. Noget, det ærlig talt også ligner, når man ser billederne fra hendes seancer.

Hvor Helen Duncan den dag i dag altså ses af sine tilhængere som en ikke-skyldig, men dog bedrageridømt kvinde, så er det anderledes med Jane Rebecca York. Hun var allerede i sin levetid direkte berygtet for sine vilde ideer, der f.eks. kunne få hende  til at standse vildtfremmede mennesker på gaden og skræmme dem ved at fortælle dem om nærtståendes snarlige død eller andre lige så skrækkelige ting. Gang på gang blev hun grebet i "åndeoplysninger", som der ikke var bund i, fordi de ikke svarede til virkeligheden. Dvs. at hendes status og eftermæle ikke er godt. 

Ikke et billede fra en virkelig seance, men en fremstilling af, hvordan denne kunne foregå hos Jane Rebecca York. Jeg formoder, at de personer, der sidder dér med hænderne på bordet, er i gang med at praktisere "borddans", der ligesom forskellige spådomme via diverse former for "Ouija-tavler" på et tidspunkt var meget populære. 

Her i landet var den kendteste spiritist nok forfatteren Thit Jensen, men den allerberømteste på verdensplan var såmænd skaberen af litteraturens mester i logik, Sherlock Holmes, dvs. Conan Doyle. Han troede på feer og ånder, hvilket efter min mening giver ham et vist skær af noget meget rørende og kært. Det var ikke logik det hele - tværtimod!

Thit Jensen, dansk forfatter, spiritist og kvindesagskvinde

Mange har sikkert allerede dengang set spiritistiske seancer som en sjov selskabsleg, men for bl.a. både Thit Jensen og Conan Doyle var det blodig alvor. Dvs. ligesom for Helen Duncan, Jane Rebecca York og deres tilhængere ....


Forfatteren Conan Doyle
 

 

søndag den 7. november 2021

Sko, mord og kolde, distancerede forældre

 

Jerome Henry “Jerry” Brudos (1939–2006) lignede en venlig bamsebjørn, men han var en skør og morderisk sko-fetichist, der angiveligt blev helt vild med damesko så langt tilbage som i 5-årsalderen. Bl.a. stjal han sko fra sin lærerinde og tog også ofte kvindeklæder på i hjemmet. Fetichisme kan være svært at forholde sig til, især hvis det får følger som i Brudos' tilfælde. Mange har myrdet flere end de fire, han blev dømt for at have taget livet af, men alt ved ham var så absurd, at han er svær at glemme blandt denne planets store mængder af mandlige seriemordere på kvinder.

Jerome Brudos, ca. 13 år, siddende på sengen 

Den lille, nyfødte Brudos var ikke bare et uønsket barn, men også en skuffelse for sin mor, for hun, der på tidspunktet for hans fødsel, allerede havde flere sønner, ønskede sig brændende en datter, og hun ville nok have accepteret dette uplanlagte barn, hvis han havde været en pige. Senere har han langet ud efter hende med påstande om alt muligt lige fra kulde til en speciel ondskabsfuld, psykisk mishandling. Var det det, der gjorde ham skør, gav ham transseksuelle ideer samt gjorde ham til sko-fetichist og - ikke mindst - morder? En så enkel forklaring dur ikke efter min mening, for så nærmer vi os et "han sad skævt på potten, og derfor blev han massemorder"-bortforklaringstrick, og det bør vi absolut ikke acceptere. Faktisk er der INTET, der hverken kan forklare eller undskylde mishandling af og mord på mennesker, der ikke har gjort én noget, og som man ene og alene af den grund er berettiget til at forsvare sig imod.

Brudos er blevet beskrevet som en såkaldt "lystmorder", dvs. en person, der drives af ønsket om udløsning gennem opfyldelsen af et lystbetonet begær. Intet andet får dem til at fungere seksuelt. Det lader i hvert fald til, at de mord, der blev begået af Brudos, hang sammen med seksuelle frustrationer: damerne faldt ikke for hans "charmeoffensiv", og når det gik op for ham, kunne han finde på at myrde dem og derpå voldtage deres lig. 


Man kan ikke sige, at Brudos når (f.eks.) massemorderen Samuel Littles højder med 93 myrdede kvinder, men det lader til at være den samme uhyggelige drift, der styrer dem, ligesom det er tilfældet med mange andre, der dræber for et "kick". Ligegyldigt hvilken synsvinkel, man anlægger, så er det selvfølgelig komplet uacceptabelt. Vi kan nok alle have lyst til bare at tage, hvad vi har lyst til, men det gør vi ikke, fordi vort indre moralske kompas, der måske kører på empati, dirigerer os væk fra den slags "behov", og sådan skal det også være.   

Som sagt, var der angiveligt "kun" fire ofre, men sikkert er det nu ikke, og desuden: ikke én eneste af disse fire unge kvinder burde havde mistet livet på grund af Brudos skingrende skøre fantasier om dem.  Brudos-mordene fandt sted i 1968, og da han blev fanget, fik han tre livstidsdomme året efter. I 2006 døde han af lever-kræft i "Oregon State Penitentiary"-fængslet.

Man har også forklaret Brudos' tendenser med en fraværende faderfigur. Hvis man ser på de enkelte massemordere, så ligner det næsten et gennemgående træk, at faderen har været fjern, men som påvirkningsfaktor af barnet virker det nu ikke særlig overbevisende. Der er jo ikke tale om en ligning, hvor man ved, at regnestykket går op, hvis der er de og de faktorer. Når nogle påstår, at den og den udviklede psykopatiske og morderiske tendenser, fordi hans far var svag, og hans mor var dominerende, så ser jeg det som verdens dårligste bortforklaring. Desuden svarer den til et gammelt kønsrollemønster, der ikke længere bør være gældende.

Som teenager drømte Brudos om at kidnappe en pige, tvinge hende til at lystre sig og tigge om nåde, men han giftede sig med en kvinde, der støttede ham på forskellige måder. Bl.a. gjorde hun meget for at hjælpe ham, f.eks. ved ikke at bebrejde ham hans besættelse af kvindetøj og sko. Da han forlangte, at hun udførte husarbejde nøgen, men med højhælede sko, brast forholdet imidlertid, for det ville hun dog ikke finde sig i. Et lidt suspekt vidne påstod ellers at have set hende hjælpe sin mand med at bære et lig, noget hun dog ikke blev dømt for, da beviserne var for vage. Efter at han var blevet arresteret og derpå dømt, lod hun sig skille og flyttede derefter med deres to børn.

Som Brudos sad dér i sin fængselscelle, udviste han aldrig nogen anger, men begræd bare sin skæbne samt gav konstant sin mor skylden for, at han havde gjort, hvad han blev dømt for. Det forekommer mig meget sært, at nogen kan forestille sig, at sådan et argument holder, men det mente han åbenbart, og som sagt, han er ikke den eneste morder, der har brugt den undskyldning.


https://allthatsinteresting.com/jerry-brudos

 

https://www.grunge.com/450586/everything-we-know-about-serial-killer-jerome-brudos-wife/ 

 

Wikipedia