Nogle bliver forvandlet til en fantasi .....

 

En yndig, ung pige med det særlige forklarede udtryk, som man kun finder hos tidligere tiders kvinder. Hvem var hun? Tjah, nu er hun nul og nix, for hun må have været død de sidste 100 år eller deromkring, men engang var hun selvfølgelig er rigtigt, levende menneske, og dengang blev hun formentlig kaldt “Miss Sarah Hodges of Salem". Det er i hvert fald det navn, der er knyttet til de tre daguereotypier af hende i hendes ungdoms vår, men som har vakt interesse rundt omkring i vores tid. Man har spekuleret over hendes identitet og har forsøgt at stykke hendes livshistorie sammen med en omtrentlig tidsangivelse på 1850, men så vidt jeg kan se, er det meste gætteværk. Man ved ikke, hvem hun er/var, men har mange formodninger med hensyn til hendes identitet.

Salem, Derby Square

 

Kendte nogle af disse mennesker på Derby Square " i Salem vores" Sarah Hodges, da hun levede? Det kan de vel godt have gjort, i hvert fald teoretisk set, hvis hun da virkelig var deres bysbarn, hvilket man altså formoder, men ikke ved med sikkerhed. En kendsgerning, der illustrerer skrøbeligheden af et levende væsens identitet: erindringen om ens liv, skæbne og personlighed holder kun én, to eller højst tre generationer, hvis man ikke efterlader sig noget, der skaber et ry - en berømmelse af en slags. Skandaler er selvfølgelig også mægtig gode til at bevare mindet om én ....

Voksfigur af Jane Austen 

En berømt forfatter den dag i dag, læst og elsket af mange og tilmed filmatiseret den ene gang efter den anden, ja, så er man kendt, men hvad med billeder? Fotografier er der ikke nogen af, men tegninger og samtids-beretninger er der. (Et eller andet sted er der også et skelet, men de gamle, konkrete knogler vil vi nu lade ligge). 

På en vis måde har man brugt den modsatte teknik til at genskabe forfatteren Jane Austens udseende ud fra samtidige tegninger og beskrivelser, som der bliver anvendt ved identifikationen af de såkaldte moderne Jane og John Does: dvs. anonyme lig, som ingen aner, hvem er. Her ser man måske deres knogler, hvilket må siges at være det dybeste dybe af en forhenværende levende, men man ser ikke dem og ved ikke, hvem der er tale om. Når man på den ene side kender - og på den anden side ikke kender - en person fra fortiden, så føler man ofte et stærkt behov for at komme om på den anden side af de knogler, billeder eller bare ejendele, vedkommende har efterladt. Hvem var den person, der har slidt den paraply, der nu er efterladt og solgt på et loppemarked? Eller, hvordan var den og den forfatter rigtigt? Det ved man ikke bare ved at se vedkommendes billede, men man kan gætte, og det gør man også uvilkårligt med Miss Hodges. Ikke fordi hun formodes at have skrevet litterære mesterværker som Jane Austen, men fordi hendes tre billeder giver indtryk af, at hun var en kvinde med en sjæl og en skæbne.

Denne døde (myrdede???) mand var blevet en "John Doe", der genvandt sin identitet, selv om han nu ikke kan have haft så megen personlig gavn af den efter sin død. Havde man ikke haft "Miss Sarah Hodges of Salem"'s fotografier, men hendes knogler, så kunne man have genopbygget hende, som hun så ud, men ikke som hun var. Her har man stort set kun fotografierne at gå frem efter, og de viser mig en ung, sårbar kvinde, der måske har levet i sine tanker og drømme, ja, nok mere end i handlinger og begivenheder. Dermed ikke være sagt, at hun har været "den sløve kniv i skuffen", for det er langt fra sikkert, men hun ligner en, der var overromantisk. Havde hun mon en ulykkelig kærlighedsaffære, og var billederne tiltænkt "den eneste ene"? Det skulle ikke undre mig, men jeg ved det ikke.

En nøgle til den ukendte kvindes identitet er og bliver de bekostelige fotografier, for de har ikke været billige. Var det hende selv, der betalte dem? Det ville have været interessant at vide, men det eneste, vi ved er, at de blev fremstillet hos "Boston photography studio of Albert Sands Southworth and Josiah Johnson Hawes" (1843-1863), og at der blev taget specielt hensyn til deres bevarelse. Ergo: nok forekommer "Miss Hodges" os vældig fortidig, fordi hendes biografi mangler, og ingen ved med sikkerhed hvem og hvad, hun var, men hun har afgjort været "nogen" for at få disse billeder taget og opbevaret i så mange år.

En engel? Nej, stadig den mystiske Miss Hodges med et forklaret udtryk og noget, der såmænd ligner en glorie ret meget. En eller anden med penge på lommen har bestilt og betalt for disse billeder, så engang var hun elsket og værdsat af nogen i sine omgivelser. Ifølge én teori var hun den ugifte datter af et par veletablerede Salem-borgere, nemlig Joseph Hodges og hans kone Elizabeth Shipman Hodges. Hvis det er hende, så viser billederne en såkaldt "skyggetante", dvs. en person, der længe boede hos familiemedlemmer på et tidspunkt, men til sidst flyttede alene ind på et pensionat. Så har "den eneste ene" ikke materialiseret sig, hvilket jo er trist for en romantisk sjæl, men jeg håber da, at hun alligevel fik noget godt ud af sit liv. 

https://www.theguardian.com/books/2014/jul/09/new-jane-austen-waxwork-forensic-science-model-real-jane

https://www.dr.dk/nyheder/viden/kroppen/retsmedicinsk-kunst-giver-de-doede-et-ansigt

 

https://streetsofsalem.com/2016/01/07/the-mysterious-miss-hodges/ 

 

https://www.metmuseum.org/art/collection/search/268318 

 

https://www.bridgemanimages.com/en-US/southworth/miss-hodges-of-salem-1845-61-daguerreotype/daguerreotype/asset/261763 

 

file:///C:/Users/ec333/AppData/Local/Temp/117865-Artikeltekst-243643-1-10-20191217.pdf 

 

Wikipedia

Kvinden, der elskede og levede af tatoveringer

Cirkusplakat med et billede af den kvindelige tatoveringskunstner, Maud Stevens Wagner

Normbryderen Maud Stevens Wagner (1877–1961) ikke bare elskede tatoveringer, selv om de var ildeset for kvinder, da hun slog sine folder som "tatoveringskunstner" i den sippede viktorianske tidsalder, men hun skabte sig også en levevej gennem dem. Viktoriatiden havde ellers ikke rigtig plads til den slags udskejelser for damer, men det blæste Maud på. At hun samtidig var klar over, at tatoveringer og den gængse kvinderolle ikke rigtig fungerede i datidens samfund, viste hun indirekte ved at forbyde sin mand, tatovør Gus Wagner at tatovere deres datter, Lotteva. 

Til gengæld fik barnet sin første tatovøropgave - som 9-årig! Karrieren fortsatte tilmed, da hun blev voksen, men stadig var utatoveret. På mig virker det nærmest dobbeltmoralsk, men samtidig OK, siden det nu var det, familien levede og åndede for.

Det var tatovøren Gus Wagner, der gav Maud hendes første tatoveringer i 1904, og hun faldt for både ham og dem. Hun havde allerede en karriere som cirkusartist, men som "tatoveret kvinde" behøvede hun formentlig ikke at optræde i farlige numre, men kunne nøjes med bare at vise sig frem som en kuriositet. Der var forskellige andre tatoveringskunstnere, men hun var den første kvinde, der gjorde sig i branchen på denne måde i sit hjemland, USA. Dermed brød hun også med normerne for, hvad kvinder kan tillade sig i et mandssamfund, hvilket mange beundrer hende for den dag i dag, selv om de måske ikke selv har nogen form for tatoveringer.

Senere kom der andre til som f.eks. Artoria her ovenfor. Jeg bemærker, at disse datidige "tatoveringskunstnere" ikke - som nogle i vore dage - er tatoveret i ansigtet. Jeg vil tro, at tøjet dækkede tatoveringerne for de fleste kvinder dengang , men det er ikke sikkert, at det var det, de gik efter. Nogle beklagede måske ligefrem, at man ikke konstant kunne se dem i al deres magt og vælde som stærke og grænsebrydende kvinder med div. udsmykninger.
 

Artoria gik sandelig til den, for hun er tydeligvis dækket fra top til tå. Noget af det ser ret avanceret ud, og med de farver, der var en stor del af udsmykningen, har hun sikkert været et meget imponerende skue for dem, der kan lide den slags. 

I vore dage er det moderne med "sleeves", dvs. en fuld "udsmykning" af den ene arm, men engang fik man kun en enkelt tatovering, ofte på overarmen. Er det pænt? Næh, ikke efter min mening, men dem, der kan lide det, bør selvfølgelig ikke forhindres i at få dem. Nogle har tilmed doneret deres tatoverede hud til forskning, etc..

Hvad Maud Stevens Wagner angår, så fortsatte hun med sine tatoveringer og levede altså af at vise dem frem. De har sikkert spillet en stor og meget speciel rolle i hendes og Gus' forhold, og der er flere billeder af dem sammen, hvor han er i gang med at tatovere hende. Jeg synes dog ikke, at hun ser særlig begejstret ud under processen ....

https://www.openculture.com/2015/08/meet-the-first-female-tattoo-artists.html

 

http://www.theheroinecollective.com/maud-wagner/ 

 

https://allthatsinteresting.com/maud-wagner 

 

https://www.openculture.com/2015/08/meet-the-first-female-tattoo-artists.html 

 

http://www.thevintagenews.com 

 

Wikipedia

Betjent + kvinde - samt morder

Mange både i og uden for Antoinette Franks (født 30. april 1971) nærmeste omgangskreds har sikkert været glade på hendes vegne, da hun fik opfyldt sit ønske om at blive politibetjent. I farten glemte man formentlig, at det ikke var foregået efter forskrifterne, for nok fik hun til sidst de nødvendige karakterer, men ikke på den regelrette facon, og hun blev grebet i snyderier på ansøgningsblanketten. Hendes uddannelsesforløb lugter i hvert fald langt væk af "snyd" eller noget, der er lige på grænsen til "snyd" - eller som har krydset den. Grunden til, at hun alligevel blev ansat, var såmænd, at politiet manglede folk og derfor gik på akkord med kravene - MEGET på akkord i dette tilfælde ....

Desuden var der det med pengene: hun tjente efter sin egen mening slet ikke nok som betjent, så hun fik sig en tjans ved siden af, nemlig som sikkerhedsvagt på en populær, familiedrevet vietnamesisk restaurant ved navn "Kim Anh" i New Orleans. Her var hun ret populær blandt personalet, der sikkert ikke har mistænkt, at hun havde lumske planer om at røve dem og deres restaurant. I 1995 var der imidlertid et røveri, hvor hendes kollega - også som vagt - den unge politibetjent Ronald A. Williams II samt to teenagere fra det vietnamesiske familie-personale blev skudt og dræbt af ingen ringere end Antoinette Frank, hvis opgave det var at beskytte familieforetagendet. 

 

Ronald A. Williams II

Da Antoinette vendte tilbage til restauranten for at se, om de nu alle var døde, blev hun angivet af en overlevende, der havde gemt sig under skyderiet. Forskellige ting afslørede hende, da hun hævdede, at røveren var flygtet og således ikke kunne være hende. Alt sammen modsagt af de få vietnamesiske overlevende, og det blev også snart klart, at Antoinette ikke havde været alene, for hun havde været sammen med sin kæreste, der såmænd var pusheren og gangsteren Rogers Lazare, der egentlig var den, der havde fået ideen til det mislykkede kup, da han var overbevist om, at vietnameserne som mange andre indvandrere havde gemt formuen i restauranten, fordi de ikke stolede på bankerne.

Hun var erotisk betaget af den forbryderiske Rogers, der jo ellers var en af dem, hun som politibetjent burde have jagtet og ellers have holdt sig langt fra. Hun fandt ham imidlertid spændende og sexet, så hun var ret vild i varmen, hvad ham angik. Hendes kolleger havde bemærket, at han somme tider kørte hendes bil, og hun havde på et tidspunkt påstået, at han var politielev. Der var altså ingen tvivl om, at han var en del af hendes liv, selv om hun vidste, det var ildeset. Efter det mislykkede røveri blev de begge arresteret, og hendes problemer fordobledes, da man fandt hendes fars skelet under det hus, hvor hun havde boet sammen med ham. Han var en veteran med PTDS og har sikkert været krævende at bo hos. Desuden var der det med hendes karriere, der ikke rigtig tålte dagens lys, for hun var hele tiden på nippet til at miste sin stilling hos politiet, fordi hun simpelthen ikke tog sit job alvorligt. At hun også gik på røvertogt sammen med Rogers inden angrebet på "Kim Anh" vidste de jo ikke engang, men utilfredsheden med hendes indsats var i hvert fald fremherskende. Da hun efter angrebet på restauranten og fundet af faderens skelet endte på dødsgangen - hvor hun formentlig stadig sidder og ruger over sin skæbne som politi-gangster - har der næppe flydt mange tårer, men selv har hun formentlig kun sørget over at blive fanget ....

De omvendte roller: politibetjent Antoinette Frank føres bort i håndjern 

Netop denne betjent er så kynisk og usympatisk, at der faktisk ikke er nogen undskyldning for det, hun gjorde, hvad enten det nu skyldtes passionen for en som Rogers eller ordinær grådighed. At hendes far kan have været svært at bo sammen med, kan jeg levende forestille mig, men hun kunne vel være flyttet, så hun ikke følte sig så voldsomt provokeret af ham og hans sygdom, at hun "absolut måtte" skyde ham?

  

https://deadlywomen.fandom.com/wiki/Antoinette_Frank 

 

https://tvcrimesky.com/2020/11/18/blood-on-her-badge-the-real-dee-johnson-trey-based-on-antoinette-frank-rogers-lacaze-tv-one-movie-true-story/2114 

 

Wikipedia 

Strippende mandeguf .....

Ser de godt ud? Ja, og de levede af det, men ikke uden omkostninger, for mandegruppen "Chippendales" var nok berømt for deres labre udseende, men de var også for nogle medlemmers vedkommende fanget i en alvorlig kriminalitet. Gruppens bagmænd var den indisk-fødte indvandrer Somen “Steve” Banerjee og advokaten Bruce Nahin, der senere fik sig noget af en karriere som jurist, idemand og også bagmand for forskellige dele af underholdningsbranchen.

Bruce Nahin

Var det ham, der designede det berømte Chippendales-udstyr, der foruden en flot og smækker sixpack-overkrop bestod af stramme bukser, butterfly, skjorteopslag og ellers et meget velplejet, men ikke direkte vulgært ydre? 

Nej, det var "Playboy"-Playmate Dorothy Stratten og hendes mand, Paul Snider, der foreslog ideen med mandlige strippere, afklædte, men samtidig påklædte. Fyrene fra bøsse-gruppen "Adonis" var langt mere udfordrende på en grovere og meget tydeliggjort seksuel måde. Der er ikke meget at tage fejl af her!

Hvad Somen “Steve” Banerjee angik, så var han på visse punkter helt og aldeles imponerende, for han startede med en beskeden vicevært-stilling, men fik efterhånden etableret sig som ejer af flere benzintanke. Kort sagt, en succesrig forretningsmand med en ydmyg baggrund som indvandrer.

Somen “Steve” Banerjee med en gruppe strippere

Fyrene strippede og dansede på livet løs verden over, og de blev meget berømte overalt, vel sagtens fordi de var vendt imod et kvindeligt publikum, hvilket ikke var så kendt på det tidspunkt. De fleste kvindelige stripper-brands var vendt imod mænd og omfattede vel ofte prostitution, fordi pigerne formentlig var underbetalte. Nogle havde også ligesom afsat et par år til denne type indkomst, men drømte om uddannelse og gode erhverv samt ægte kærlighed i fremtiden. Man kan i hvert fald se fra nogle mordsager, at hvis den myrdede var stripper, så levede hun ofte sådan, hvor hun lukkede øjnene for nutidens krav og ydmygelser og samtidig rettede blikket fremad imod en bedre fremtid. Naivt? Både og ....

I begyndelsen var "Chippendales" centreret omkring Banerjees bar af samme navn, men de blev forholdsvis hurtigt forvandlet til et turnerende band, der rejste rundt omkring i hele verden. Successen var altså sikret, men det førte desværre til interne problemer med jalousi og vrede, der så igen endte med indbyrdes stridigheder og det, der var endnu værre: mord. Et af de største problemer synes at have været, at den indisk-fødte Banerjee ikke helt forstod, de kontrakter, han på et senere tidspunkt måtte underskrive i samarbejdet med en ny samarbejdskollega, nemlig Nick De Noia, der havde været en Emmy-vinder for TV-programmer for børn. Det var ham selv, der havde indledt samarbejdet med ham, men der opstod mange gnidninger på grund af noget, der var - eller som blev opfattet af Banerjee - som bedrageri. F.eks. opsatte Nick efterhånden sin egen gruppe af strippende mænd, så han ikke bare udviklede, men også stjal Banerjees ide, hvilket unægtelig gik meget længere end det suspekte papirarbejde, der ellers lavede problemer for den indiske indvandrer.

Det var ikke Banerjee selv, der skød Nick De Noia i 1987, men hans nære ven og nu også lejemorder, Ray Colon. Han uddelegerede imidlertid opgaven til en anden, Gilberto Rivera Lopez, der den 7. april 1987 skød og dræbte Nick på dennes kontor. Resultatet var ikke, som Banerjee havde håbet, at få set en stopper for Nicks fiksfakserier, som dels var skumle, dels uigennemsigtlige for ham. Plottet blev opdaget, da Ray var blevet så mør af at sidde i varetægtsfængsel, at han indledte et samarbejde med FBI. Det holdt hårdt, men efterhånden fik han listet så mange oplysninger ud af Banerjee, at han kunne fængsles. 

Chippendales fra 2002

Stakkels Banerjee troede formentlig, at han kunne redde sin investering ved at overføre den til sin hustru, men hun solgte rettighederne og lod sig derpå skille fra ham. Én dag før domsafsigelse i 1994, valgte Banerjee at hænge sig i fængslet, idet han brugte sit lagen til at lave et selvmordsredskab. Fordi Ray Colon havde hjulpet med at afsløre Banerjee, fik han en reduceret straf og kom ud efter et par år.

Chippendales-ideen har selvfølgelig også givet anledning til skabelsen af nogle dukker. Her er der én, der fungerer som nøddeknækker. Andre er af en helt anden type, men de har nu alle vist ideens levedygtighed.

 

https://www.thevintagenews.com/2022/02/04/chippendales-history/ 

 

https://nypost.com/article/dark-history-of-chippendales/ 

 

https://abcnews.go.com/US/chippendales-glam-founder-orchestrated-murder-hire-plots/story?id=80454069 

 

https://thecinemaholic.com/who-killed-nick-de-noia-where-is-his-killer-now/ 

 

Wikipedia

 

Strøtanker omkring et gammelt fotografi

 

To små, nøgne fødder på en madras af en eller anden slags under bordet, kort sagt: et mindreårigt barn, der ligger på gulvet foran en fuldstændig udmattet, ung kvinde, som jeg antager er hans/hendes formentlig ugifte mor. Tilhører fødderne et levende barn - og er kvinden stadig i live? Det vil jeg tro, men det liv, disse to deler, er hårdt og opslidende, og der er ikke plads til ret meget andet end det slid og slæb, som kvinden er underlagt for at skaffe husly og mad på bordet. Á propos "bord", så vil jeg tro, at de små æsker, man ser i baggrunden, er det, der skaber det økonomiske grundlag for dette par. De ligner i hvert fald en gammel type tændstikæsker, og de kunne eventuelt se sådan ud:

Den unge kvinde forsørger formentlig sig selv og de små fødders ejermand/-kvinde ved et hjemmearbejde som æske-mager, og her er det mest nærliggende vel at tænke på den type, der var hårdt brug for blandt rygere, inden lighteren kom til, eller hva'? Til min forundring, var det faktisk lighteren, der kom først, nemlig i 1816, men de har nok været meget dyre, før Zippo masseproducerede de første. Tændstikkernes spædeste start går tilbage til det syttende århundredes opdagelse af fosfor, men det var først i 1827, at man fandt ud af kombinationen af tændstikker og tændstikæsker, der skulle gnides imod hinanden for at skabe ild. 

Teoretisk set kunne de æsker, kvinden sidder med, være af træ og se sådan ud, men det tror jeg ikke er tilfældet. De er simpelthen ikke store nok, men passer ganske godt i form og størrelse som tændstikæsker. At sidde dér med dem i det sparsomme lys - og måske med en tom mave - må have været hårdt, men hun forsøger altså at få det til at løbe rundt for sig selv og sit barn. Altså en tapper sjæl, der knokler, hvor andre har opgivet for i stedet at søge "lette penge" ved hårdt arbejde: prostitution.
 

De ser ikke underernærede eller dybt deprimerede ud, men det kan umuligt have været rart at skulle tage imod en samling kunder, hvoraf mange både så ned på dem og måske var meget krævende. Om ikke andet så havde de tag over hovedet og forhåbentlig noget på bankbogen efter deres slid ....

Reklame eller advarsel, og hvornår blev det sat op? Ikke på det tidspunkt hvor den unge, forslidte æskemagerske knoklede for at skaffe til dagen og vejen for sig selv og sit barn. 

Umiddelbart virker det, som om der kun er to muligheder for en ung, ugift mor - en såkaldt "falden kvinde", som de blev kaldt på dette tidspunkt, men paradoksalt nok skabte krigen også andre muligheder. Hvis den trætte tændstikmagerske havde et godt bagland med en mor eller nogle hjælpsomme søstre, så ville hun have mulighed for at finde arbejde uden for hjemmet. Ellers skal hun bare fortsætte sit æskesamleri og være glad til, så længe der er arbejde til hende ....

 

https://lingualeo.com/en/jungle/the-cigarette-lighter-was-invented-before-the-match-277079

Wikipedia

De to Sankt Katharinaer

 

Katharina af Alexandria 

Også i protestantiske lande vrimler det med helgener som en art "katolsk efterslæb". Nogle kender man formentlig af navn, selv om man ikke er katolik. Her har vi f.eks. Sankt Katharina af Alexandria, der blev henrettet som martyr af den grumme kejser Maximus den 24. eller 25. november 305, 17-18 år gammel. Inden da havde hun, der var en lærd bibelfortolker, selv om hun altså var purung, angiveligt fået omvendt 50 hedenske filosoffer og 200 soldater foruden selveste kejserinden til kristendommen. Det "beviser" så, at hun var en stærk og kyndig kvinde, der fuldt fortjent æres den dag i dag, selv om de "undere", der er knyttet til hendes navn, virker som de rene eventyrfortællinger. Fablerne er vokset frem omkring hende, ligesom det er sket med mange andre helgener - foruden mange personer fra Biblen. Det er ofte det rene ævl, men det indgår i en myte og bliver til en "sandhed" for de troende .....

Der er måske trods alt en lille kerne af sandhed i fortællingerne om Katharina af Alexandria, men umiddelbart ser jeg dem som "falsk reklame" for den katolske tro. De får mig skiftevis til at grine mig flad og stejle af forargelse, for de har været et af de midler, der har holdt styr på befolkningen og ikke mindst undertrykt kvinderne. Hvad Katharina angår, så var hendes hellighed så stor, at det piggede hjul, som den onde og vrede kejser Maximus, havde lagt hende på, så hun rigtig kunne lide under den henrettelsen, han havde dømt hende til, splintredes. Det reddede hende dog ikke, for oven på denne mislykkede henrettelse, lod han hende dræbe med sværd, hvilket også skete for mange/de fleste af dem, hun havde omvendt. Altså alt i alt en sørgelig historie, men også mægtig hellig ....

 

Et ungt liv blev altså stoppet meget tidligt, men det var selvfølgelig et led i helliggørelsen. Hvis hun havde levet et langt, produktivt "hverdagsliv", så ville hun ikke være blevet kanoniseret. Det er som regel blandingen af offerrollen og styrke - foruden naturligvis en urokkelig tro - der skaber en helgen. Sankt Katherina var en af de helgener, som Joan d'Arc tilbad, og som hun mente rådgav hende. Den katolske kirke anser hende for at være en af de såkaldt "14 hellige hjælpere", hvilket lyder præcis lige så fornemt, som det formentlig er. Hun regnes for skytshelgen for keramikere, spindere, bibliotekarer, sekretærer, jurister, lærere og skolebørn.

Katharina af Siena 

Denne helgeninde, nemlig Katharina af Siena (25. marts 1347 - 29. april 1380), var ikke så super-hellig som en martyr. Hun døde af en selvpåført faste, hvor hun sultede sig selv, til hun døde af ren hellighed. Inden da fik hun sig noget af en karriere inden for kirken, men hun influerede også den italienske litteratur. Hendes rolle er defineret af hendes mysticisme, der omfattede mange Kristus-visioner, hvor hun følte, at hun blev Kristi brud. 

Angiveligt fik hun også stigmata, hvilket står for noget meget helligt i den katolske kirke. Hun gjorde meget for fattige og syge, men huskes mest for sine (mislykkede) forsøg på at få startet et nyt korstog. Da pave Gregory IX og kurien vendte tilbage fra Avignon til Rom i 1376 skete dette bl.a. ved hendes mellemkomst. Hun havde således en stor, personlig indflydelse på denne pave.

Sankt Katharina skrev omkring 400 breve til konger, kejsere, adelsfolk og ædle personer af forskellig art og stand for at få dem til at støtte den nye pave, Urban VI, der fulgte Gregory IX, da han døde i 1378. Da hun selv døde, blev hun nærmest overdænget med hæder og ære gennem flere århundreder. Bl.a. blev hun kanoniseret i 1461, derudover blev hun udnævnt til skytshelgen for Rom i 1866. Knapt 100 år senere blev hun også skytshelgen for Italien, og i 1999 udvidedes hendes område til at omfatte hele Europa, hvilket jeg formoder betyder, at hun er vores alle sammens skytshelgen, hvad enten vi er katolikker eller ej. Inden da, var hun - som den anden kvindelige helgen - blevet udnævnt til "kirkelig doktor", hvilket lyder flot og sikkert også er det, men samtidig virker som en tom titel på en ikke-katolik. 

 

https://www.catholic.org/saints/saint.php?saint_id=341 

 

https://denstoredanske.lex.dk/Katarina_fra_Siena 

 

https://www.britannica.com/biography/Saint-Catherine-of-Siena 

 

https://www.ncregister.com/blog/8-things-to-know-and-share-about-st-catherine-of-siena 

 

https://www.christianitytoday.com/history/people/innertravelers/catherine-of-siena.html 

 

Wikipedia

Et noget nær ukendt, forfulgt, europæisk folkeslag

Det, der har gjort mest indtryk på mig, er helt sikkert Holocaust, og bare tanken om det kan til enhver tid få mig op i det røde hjørne. At f.eks. denne lille, fine piges liv blev afsluttet, og at sådan en sød og uskyldig guldklump blev kasseret som "skrald" ved den forbryderiske udvælgelse i kz-lejren Auschwitz er og bliver mig komplet uforståeligt. 

Nu har jeg så opdaget, at ikke bare jøderne, men også et mig hidtil ukendt folkeslag i det nordlige Spanien og det vestlige Frankrig, "The Cagots", er blevet forfulgt og undertrykt gennem de sidste 1000 år eller mere. Hvorfor? Vel dybest set af de samme grunde, som jøderne blev udsat for forfølgelse, vold og mord: de så anderledes ud og levede på en anden måde end den omgivende befolkning. At de ikke truede denne, men passede sig selv og arbejdede med det, de var gode til, talte ligesom ikke. Det allersæreste er dog, at ingen rigtig ved noget om dem, deres oprindelse eller historie, men åbenbart kun er gået frem efter deres ydre. 

De blev bogstavelig talt forfulgt i århundreder på grund af deres måske nok lidt aparte udseende, der af nogle blev opfattet som et tegn på, at de var en art under-mennesker, farlige og i hvert fald ikke nogen, man kunne lade gøre kur til sin datter. For at man skulle kende forskel på dem og "rigtige mennesker", skulle de bære en gåsefod af stof eller filt på et synligt sted. (Altså noget à la jødernes gule Davidsstjerne). De skulle også have bjælder, så "normale mennesker" kunne høre dem komme og undgå dem.

I beskrivelser af dem fremhæves deres grove ansigtstræk, muskuløse lemmer og en ikke ringe fysiske styrke. De kunne også have en vis fysisk lighed med sigøjnere, men de lignede i hvert fald ikke de spaniere og franskmænd, de levede sammen med. Nogle har tilmed sammenlignet dem med maleren Albrecht Dürers portrætter af nogle af sine mindre kønne samtidige.

Albrecht Dürer-stik

Ifølge beskrivelser af dem var de fredelige, hårdtarbejdende, gode håndværkere og med evne eller interesse for poesi og musik. Der var dog grænser for, hvilke erhverv, de måtte have, samt for de steder, hvor de måtte bo. Også deres begravelse, etc. var omgivet af mange forbud. Alle restriktioner blev håndhævet på det strengeste, formentlig til engang i det nittende århundrede.
 

Det plejer ikke ligefrem at være forbudt at se en anelse "under" ud, men det var det i dette tilfælde. Måske det hang sammen med nogle gamle myter om, at de stammede fra spedalske og andre smittebærere, at de var evnesvage og helt igennem uegnede til at leve i et mere sokaldt "civiliseret" samfund. En af de ting, folketroen beskyldte dem for, var, at de havde hale, hvilket jo får én til at mistænke, at man anså dem for enten dyriske eller sataniske.

OK, han er måske ikke den flotteste fyr, man kan forestille sig, men med tiden har han formentlig blandet gener med almindelige franskmænd og spaniere. Den sidste, der regnes for en "ren Cagot", er i hvert fald en nydelig dame og mor til tre børn: Marie-Pierre Manet-Beauzac. De DNA-tests, man har foretaget på hele eller "halve" cagotter, har i øvrigt ikke afsløret noget særligt: de er som os andre og er hverken trolde, nisser eller Satans yngel ....

 

https://www.thenationalnews.com/uae/science/meet-marie-pierre-she-claims-to-be-from-one-of-history-s-most-persecuted-peoples-the-moors-1.230454

 

https://rennesgroupblog.wordpress.com/tag/cagots/ 

https://www.dailymail.co.uk/news/article-1285450/The-untouchables-FRANCE-How-swarthy-Pyrenean-race-persecuted-centuries-abused-today.html

 

https://www.independent.co.uk/news/world/europe/the-last-untouchable-in-europe-878705.html 

 

Wikipedia