Danmark er anset for at være et af de lykkeligste lande i verden. Danskerne bliver set som fredelige og venlige, men de sidste år er der kommet noget mindre rart ind i det billede af os som folkeslag. Det skyldes de flygtninge og indvandrere, der er kommet til vort land, og som mange har en meget negativ opfattelse af. Nogle ser dem som snyltere og svindlere, som en belastning for vort samfund, men selv om der da er nogle rådne æbler i tønden, om jeg så må sige, så gælder det bestemt ikke hovedparten af disse såkaldt "fremmede". Dem, jeg ser mest, er folk, der udfører manuelt arbejde som hjemmehjælpere og chauffører, foruden at de kan være butiksindehavere af f.eks. kiosker og blomsterhandler. Disse mennesker er ikke den belastning for vort land, som visse individer hævder, men det er da rigtigt, at den unge eller yngre generation har haft en kedelig tendens til at begå dumme forbrydelser, der ødelægger deres og deres forældres rygte.
For et par år siden kom jeg ud for et taskerøveri på Vestre Kirkegård, hvor danske mænd forsøgte at give unge indvandrere skylden, hvilket var absurd, da de overhovedet ikke var i nærheden af mig eller det gravsted, jeg besøgte. Det var to danskere til gengæld, og for mig at se er der ingen tvivl om, HVEM der huggede min taske.
For at gøre situationen klar vil jeg fortælle mere om det, der skete: jeg gik hen til en bestemt grav med nogle blomster i urtepotter, som jeg ville plante ud. Tasken, der var en skuldertaske, havde jeg over skulderen, men den generede mig så meget, da jeg skulle grave i jorden, at jeg tog den af og lagde den oven på en busk på graven. Samtidig med at jeg kom, ankom også en lille, noget emsig dansk mand, der besøgte en grav lidt længere væk på samme sti som den, jeg besøgte. En graver eller gartner arbejdede med en maskine på parallelstien, og det var hans tilstedeværelse, der gjorde, at jeg følte mig tryg og lod tasken blive liggende på busken.
Ham den emsige dansker kom på et tidspunkt hen til mig og spurgte, om han skulle bære mit affald væk for mig. Jeg ville ikke have for megen kontakt med ham, som jeg opfattede som indsmigrende og "underlig", men jeg sagde ja tak, nærmest for at få ham væk. Da jeg kort efter var færdig med at plante mine blomster ud og skulle gå igen, opdagede jeg imidlertid, at min taske var væk. For mig var der ingen tvivl om, at den lille, emsige fyr havde taget den, da han tog affaldet.
Jeg skyndte mig ned på kirkekontoret og meldte tasken stjålet, spærrede mine kort, osv., osv.. Medens jeg var i færd med dette, kom gartneren/graveren fra parallel-stien og forsikrede mig samt personalet på kirkekontoret om, at "at det ikke var ham den tjenstivrige affaldsfjerner, der havde gjort det." Han blev ved med at påstå, at der var "nogle indvandrere, der cyklede forbi, og at det nok var dem". Hvordan det skulle kunne lade sig gøre, at en flok indvandrere, der overhovedet ikke var henne ved graven, skulle have begået tyveriet, fatter jeg ikke. Hele forløbet overbeviste mig om, at enten var de to danskere i ledtog med hinanden, eller også forsøgte graveren/gartneren at beskytte den emsige fyr, som han åbenbart kendte personligt.
Det stødte mig enormt, at denne kirkegårdstjener kæmpede sådan for at pådutte uskyldige indvandrere skylden for noget, de ikke havde gjort. Han blev ved med at spørge mig, om jeg dog ikke havde set dem, og om jeg ikke også mente, at det var dem, der havde taget tasken. Den dag i dag bliver jeg rasende, når jeg tænker på disse ubehagelige og uretfærdige beskyldninger imod mennesker, der intet havde gjort. Desværre ser jeg samme tendens hos andre i mit land i disse år, og det er modbydeligt at opleve.
