Karrierer og karriere-substitutter ....

Typisk, at kvinder automatisk bliver opdelt i disse to kategorier: fru eller frk. Den "fine" titel har i umindelige tider været "fru", for det signalerer succes på ægteskabsmarkedet og dermed i samfundet som sådant.
Også meget typisk, at hverken en gammel kæreste eller (formentlig) andre fra denne kvindes fortid overvejer, om det er muligt at hun har brugt sin begavelse til andet end af blive lavt betalt medhjælper eller hjemmegående husmor. Tanken falder dem sikkert slet ikke ind, for det er den almindelige udvikling i et kvindeliv: 1) masser af drømme og planer, men 2) mænd og/eller graviditeter skyder de mest højtflyvende drømme i sænk, for samfundet er ikke indrettet til, at kvinder kan få begge dele. For dem er det som regel et enten eller, selv om der da heldigvis er nogle, der formår at bryde mønsteret.
Denne kvinde er ung og frisk, så man må formode, at hun kun er ved starten af en formidabel karriere, og at hun også planlægger at få de traditionelle kvindeværdier som mand og børn. Håber, det lykkes hende ....

Når man er stolt af det, der i virkeligheden er skamfuldt ...

Den slags fotografier kan enten være photo shopped eller del af en filmoptagelse, men de kan beklageligvis også være fuldt autentiske, idet de udgør et kært minde for en eller anden pik-forstyrret mandsperson. Dette er ikke det eneste eksempel på billeder fra et mord, der er fundet, men i dette tilfælde er det tydeligt, at de må have været flere om forbrydelsen, for én haler den døde eller bevidstløse kvinde afsted, medens en anden tager fotoet.
Man kender vist ikke detaljerne omkring dette mord eller ved, hvem morder og offer er, men det gør man i andre tilfælde, hvor det, morderen burde skamme sig over, er foreviget og gemt som et kært minde.

Den unge, rædselsslagne kvinde er få minutter fra at blive myrdet af en af de notoriske mordere. Desværre kan jeg dog ikke huske, hvem af det det drejer sig om, men der er jo også så mange, at det er svært at holde rede på dem allesammen.
Noget af det efter min mening særeste ved seriemordere er, at de efter arrestationen - og måske også domfældelsen - praler af deres "bedrifter" som menneske-slagtere. Nogle af dem påstår tilmed, at de skam har myrdet mange flere, end politiet har opdaget. Det kan så være led i en plan om spændende oplevelser uden for fængslet, idet de bliver taget med til påståede gerningssteder og/eller grave.
Fandens til tankegang siger jeg bare ....

Kæledyr på farten

General Montgomery with his pets, the puppies ‘Hitler’ and 'Rommel’, and a cage of canaries which also travelled with him, France, July 6th 1944

Det er et sødt billede, da Montgomery jo var oppe imod en af historiens værste skurke, men samtidig synes jeg, at han udnytter dyrenes uskyld og kærlighed. De har jo ingen viden om alt det forfærdelige, der foregår, men bliver åbenbart slæbt med fra slagmark til slagmark, fordi deres ejer har et (forståeligt!!) behov for deres nærhed. - Hmmmmmmmmmm ....

Når livet står på spil

På mandag skal én, som jeg er i familie med, og som jeg altså har kendt siden barndommen, gennemgå endnu en stor operation. Hun er et vidunderligt menneske, som jeg er kommet til at holde meget af, selv om vi næsten aldrig ses. 
Nogle gange har jeg nærmest indtryk af, at hun ikke bare er uheldig med sit helbred, men at hun ligefrem er Prügelknabe for Skæbnen - den skid!!!! - da hun får den ene alvorlige sygdom efter den anden. Hun er oppe i årene og før eller senere er det slut, som man siger, men jeg håber, at hun endnu engang klarer sig flot igennem operationen og den rekonvalescens, der venter hende bagefter. At hun hverken er bitter eller vred, men tilsyneladende tager det hele i stiv arm er beundringsværdigt. Det er dog ikke noget, man kan vente, at alle formår, hvilket jeg har fuld forståelse for: der skal et særligt menneske til for at klare den slags former for konstant modgang og utallige pinsler ....

Er livet værd at leve?

Gider man at leve? Er det umagen værd? Det synes de fleste af os jo, selv om man kan være hæmmet af utallige "defekter" og andet mindre behageligt. Mange lader dog til at synes, at netop deres liv - (der måske er andres ønskedrøm) - er helt uacceptabelt, for de kan ikke gøre sig gældende på den måde, de ønsker. Sådanne personer kan gribe til en metode til udskiftning af livet, nemlig selvmord i håbet om, at troen på reinkarnation er sand og bæredygtig. Lad os lege lidt med den tanke, for det er næppe helt så enkelt, som nogle lader til at tro:

Netop den metode kan altså bide sig selv i halen, så man ender med en genfødsel, der ikke ligefrem er det, man ønsker.
Det er klart, at nogle liv er så ynkelige og nedværdigende, at de ikke forekommer os er værd at leve. Medens andre lever i sus og dus med succes på alle felter, er der dem, der går til i fattigdom og sygdom. Ingen tvivl om det og heller ingen tvivl om, at der ikke er nogen rigtig løsning, for det, der virker uretfærdigt, kan ikke forklares med hverken logik eller religion. Dvs. karma-loven har dog et bud på en forklaring, men den bygger på en tro, der ikke kan bevises.
Ergo: det eneste, man kan, er at tage sin byrde på sig og forsøge at leve så godt og hæderligt, som man kan. Den eneste belønning, man får, er som regel en indre fornemmelse af at have gjort det godt - trods alt ...

Høj alder, skavanker og livsglæde

I dag har jeg været til et tjek-up af nogle af mine ældste skavanker. Det var (som ventet) en drøj omgang, men jeg fandt nu en hel del interesse i næstsidste del af proceduren: venteværelset, hvor man venter på chaufføren fra Flex-trafik, der har til opgave at køre én hjem.
Vi var ikke helt så mange som andre gange, jeg har besøgt hospitalet, men hver enkelt forekom mig at være interessant, fordi de alle - bortset fra én yngre kvinde på ca. 30-35 år - var ældre med mange oplevelser bag sig. Noget, man kunne se af deres ansigter og kropsholdning. Hvis ikke de var sammen med en mand eller kone, så sad de enten helt stive og udtryksløse, indtil der for fleres vedkommende indtraf det, at en af deres jævnaldrende medpatienter brød isen med et spørgsmål eller en bemærkning.
Jeg lagde især mærke til en pæn ældre dame på sådan ca. 78-82 år. Hendes tænder var i en elendig forfatning, men ellers virkede hun ikke vildt syg eller plaget. Hun sad ved siden af en lidt ældre dame, som jeg vil tro var i slutningen af firserne. Sidstnævnte dame var flere gange faldet i søvn, men nu fik hun sig en munter og livlig snak med sin sidekammerat, og jeg hørte ord som "café", "beværtning" og "minefeltet". Aha, tænkte jeg, hun har lever livet med skæg og ballade og tænker tilbage på det med glæde.
Sådan skal det være: det var sjovt engang, og nu er det hele ret besværligt, men det skal ikke få os ned med nakken. Nul, siger jeg bare, nul, nul og atter nul!

Bibel-fadæser

I den ældste Bibel-udgave er der intet om Jesu genopstandelse, og de kvinder, der angiveligt ser ham efter korsfæstelsen, og som kan bevidne, at han "er genopstået fra de døde", får en helt anderledes oplevelse: de ser en engel, der skræmmer dem, så de flygter og undlader at fortælle andre om deres oplevelse.
Det viser sig da også, at meget af det, vi er blevet oplært til at tro på, først er blevet tilføjet flere århundreder senere. Desuden har hver enkelt skriver, der har kopieret teksten i hånden, formentlig begået skrivefejl. Ergo: hvad er egentlig det, vi kalder "Guds Ord"???

https://www.britannica.com/topic/Codex-Sinaiticus