Spurv i tranedans

Billeder af Claire Clairmont (1798-1879) viser en ganske køn, buttet og vist nok temmelig storbarmet, ung dame, der voksede op i en utraditionel familie. Hun var ambitiøs, men hendes eneste talent var formentlig forbundet med hendes gode sangstemme, og på et tidligt tidspunkt i sit liv havde hun da også karriereplaner, der involverede scenen.
Da Claire var tre år gammel, giftede hendes mor sig med sin nabo, den radikale forfatter og filosof William Godwin. På det tidspunkt havde hun to børn, nemlig Claire og dennes storebror Charles, der begge var født uden for ægteskab. Det ville måske have afskrækket andre mænd dengang, men det gjorde det ikke for Godwin, der havde meget ukonventionelle ideer om alt, der ellers blev regnet for noget nær helligt i det daværende konservative, engelske samfund. Han havde været gift med en af den tidlige feminismes bannerførere, Mary Woolstonecraft, der imidlertid døde 11 dage efter fødslen af deres fælles datter, der også hed Mary.
Ligesom sine forældre var hun fuld af talenter, især inden for skrivekunsten, men havde endnu ikke udgivet noget, da hun som 16-årig forelskede sig i digteren Percy Bysshe Shelley - formentlig uden at vide, at han var gift og havde børn.

På et tidspunkt stak de to af sammen, og Claire fulgte med. Hun havde haft et løst seksuelt forhold til Lord Byron efter nærmest at have stalket ham, hvilket nok også hang sammen med hans gode forbindelser inden for teaterverdenen, der jo ville kunne fremme hendes karriereplaner. At hun - ligesom mange andre af datidens unge damer - var vildt betaget af den udsvævende lord, er der ingen tvivl om, men hendes forhåbninger om mere end en affære med den sexede digter blev ikke indfriet, selv om hun fik en datter, Allegra med ham. Til gengæld er det teorier om, at hun på et tidspunkt også havde sine garn ude efter Shelley, og at han ikke var uimodtagelig over for hendes charme, hvilket kunne passe med hans forestillinger om fri kærlighed. Faktisk er der dem, der mener, at Claire også fødte en datter i Italien, som han var far til, og at de udgav den lille for at være Marys, men det er aldrig blevet verificeret.
De tre, Mary, Claire og Shelley, tilbragte nogle måneder sammen med Byron og hans læge, John William Polidori, der også var skribent, så den ambitiøse Claire var omgivet af talentfulde forfattere, hvoraf Mary var den ene. Dette samt romancen med Byron satte for alvor fut i hendes egne litterære ambitioner. I sommeren 1814 begyndte hun på en roman, "The Idiot", der dog desværre er gået tabt, men nogle år senere forsøgte Shelley at få en forlægger til at udgive noget andet, hun havde skrevet. Det lykkedes ikke, og man må nok konkludere, at hun havde viljen, men ikke evnen, og det er derfor, hendes forskellige drømme om berømmelse og anerkendelse ikke førte til noget.

Også affæren med Byron var én lang skuffelse, for nok sørgede han for deres datter, Allegra, men det skete på betingelse af, at hun frasagde sig alle rettigheder over barnet og heller ikke opsøgte ham eller kontaktede ham om hverken det ene eller det andet. Indtil da havde hun været særdeles vedholdende i sine kontaktforsøg, hvilket førte til, at han havde udtalt sig meget negativt om hende til mange forskellige i sin omgangskreds. Hendes opfattelse af deres forhold blev efterhånden mindst lige så negativt, hvilket hun gav udtryk for med bemærkningen om, at det "kun havde givet hende nogle få minutters glæde, men et helt livsforløb med problemer".
Der er ingen tvivl om, at Mary skrev sin berømte roman "Frankenstein" med talent og stor psykologisk sans, hvilket nok har skabt et sceneri, hvor Claire skumler i baggrunden, fordi intet lykkedes for hende, hverken mht kærlighed, en scenekarriere eller skriverier. 

Når jeg læser om Claire Clairmont, så synes jeg, at jeg genkender hendes type fra mange nutidige piger: hun er hende med den brændende ambition om berømmelse og anerkendelse, som hun bare vil have opfyldt, og hun bliver bitter og frustreret, når det ikke sker. For at ændre mening om hende skal jeg faktisk have fingre i hendes bog, "The Idiot", men det lader til at være helt umuligt, for den er tilsyneladende helt og aldeles væk ....

https://www.dailymail.co.uk/news/article-1261350/Lord-Byron-described-free-love-worshipper-monster-ex-lover-newly-discovered-memoir.html

Hamster-ejer

Ingen har vist nogensinde påstået, at et lille kæledyr som f.eks. en hamster er særlig intelligent. Men at de er søde, kan de fleste nok blive enige om. Jeg har haft tre hamstere, der alle var piger, men som utroligt nok for så små dyr var vidt forskellige. De to første var "brugte kæledyr", og jeg købte dem i en dyrehandel, hvor deres ejere havde sat dem til salg. Den første - Goldie - lignede flugtfangen hér, men var ellers det, man kalder "en god pige", for hun hverken bed eller stak af. Desværre var hun temmelig alderstegen, da jeg fik hende, for med en alder på godt 1 år holdt hun kun knap et år hos mig. Hun døde lige pludselig uden forudgående sygdom.

Den anden - Lucille - var ikke nær så køn som lille Goldie. Hun var en "brugt" mørkegrå, som jeg imidlertid blev meget, meget glad for, da hun var sjov, fordi hun ikke var en "god pige". Om natten stak hun tit af fra sit kæmpestore bur, der var specielt indskrevet fra Tyskland og udstyret med alt det legetøj, en hamster kunne gøre krav på. Hvordan hun bar sig ad, aner jeg ikke, for nok var der flere låger, men de var altså lukket som sig hør og bør. Når jeg kom om morgenen, var buret ofte tomt, og lille, frække Lucille gemte sig et eller andet mørkt sted i mit hjem.
Desværre døde hun på grund af noget, jeg havde købt til hende: en flot og temmelig dyr hængekøje, som hun kunne bruge som bro mellem to etager i buret, men som beklageligvis var foret med noget, som hun åd. Det opdagede jeg først efter hendes død, hvor det gik op for mig, at nok havde hun spist det, men jeg havde aldrig set det i hendes pøller. Hun har simpelthen ikke kunnet komme af med dette usunde "guf". Den dag i dag er det skrækkeligt at tænke på de kvaler, hun må have lidt ....

Den tredie, Buffy, lignede denne skønhed. Hun var bedårende, men helt umulig som kæledyr, da hun ikke tolererede fysisk kontakt af nogen art og derfor bed, hvis hun fik mulighed for det.
Da hun pludselig begyndte at bløde, tog jeg hende til dyrlægen, der dog ikke kunne give mig en forklaring på fænomenet. Var det noget, hun havde spist, og kom blodet fra tarmen eller måske urinvejene? Ingen ved det, og jeg måtte derfor lade dyrlægen aflive hende, så hun ikke led - eller kom til at lide.
Konklusionen er, at disse små dyr, der ligner legetøj, i virkeligheden er personligheder med hver deres stil. Man kan ikke bare tage en og sige "en hamster er en hamster", for den har sine egne ideer om livet og dets muligheder .... 

Hævn?

Er det mig muligt at forstå denne vrede dame, der bruger magi for at hævne sig? Ja, på en vis måde, for også jeg har oplevet ønsket om hævn. F.eks. er der nogle personer fra min barndom for sådan ca. 1111 år siden, der BURDE have et par på snotten, og som jeg på et tidligere tidspunkt gerne ville "gøre noget ved" på en eller anden raffineret måde. Nu trækker jeg bare på skuldrene ad dem, men det skyldes måske, at det ikke er nogen jeg møder i min hverdag.
Det modsatte af hævn er selvfølgelig tilgivelse, men jeg må indrømme, at det har jeg ikke været fristet til. Hm ...

Noget, der stadig kan vække min hævntørst er Anden Verdenskrig, som jeg altid har opfattet som én endeløs skandale. Først var der grimme Adolf, hvis munddiarré fik folk til at glemme, hvad det egentlig var, han sagde. Derefter er der alt det, man fandt ud af efter krigens ophør, hvor skeletagtige væsener blev befriet fra umenneskelige kz-lejre: skandalen er komplet, og uden nogen form for personlig tilknytning til netop disse begivenheder, udløser den en umiddelbar hævntørst i mig.

De forbrydere, der begik denne udåd, er formentlig døde på nuværende tidspunkt. At man ikke fik fat på grimme Adolf er slemt, og at en masse mere eller mindre højtstående nazister undslap også retfærdigheden og blev jo altså støttet af andre nationer, der gjorde gavn af deres særlige viden. Her tænker jeg især på Werner Von Braun, der både er den, der byggede de raketter, der gjorde det muligt for tyskerne at bombe London og dræbe mange uskyldige, almene borgere, og som derefter stod bag USAs rumprogram. Sidstnævnte synes jeg er spændende, men det kan selvfølgelig ikke ophæve førstnævnte "bedrift", der er og bliver uendelig trist. Kort sagt, manden er dobbelt og er derfor svær at bedømme ....
På den ene side afskyr og hader jeg alt omkring Anden Verdenskrig og tyskernes ugerninger, på den anden side har jeg to veninder, der er nært knyttet til Tyskland. Den ene af dem var gift med en tysker, som hun også har en datter med. For nogle år siden studsede jeg over, at det gik hende på, at der på det tidspunkt var så meget i medierne om Anne Frank, for betyder det, at hendes mand - og måske hun selv - holdt på den forkerte hest under Anden Verdenskrig? Jeg har ikke spurgt og har heller ikke i sinde at gøre det, fordi jeg kan mærke, det går hende på, og hun på alle andre måder er en god veninde.
Min anden veninde er datter af en dansk kvinde og en tysk officer fra besættelsesmagten. Hele hendes familie var angiveligt nazister, men det er hun jo ikke, så jeg har ingen grund til at fordømme hende. Hun er simpelthen uskyldig på samme måde som de tyskere, der er født efter krigen, og at hævne de myrdede jøder på hende eller dem ville være vanvid. Man kan sige, at hævnen tid er forpasset for disse forbrydere, og sådan tror jeg, det er som regel. Hvis jeg f.eks. satte himmel og jord i bevægelse for at få ram på visse skiderikker fra min barndom, så ville det være galimatias, for de har sikkert glemt alt om det, de gjorde. Og hvad mere er: de - ligesom jeg selv - ville ikke længere være de samme mennesker som dengang, for sådan er dynamikken i aldersprocessen ....



 

Tandsmil

Det har altid været kendt, at et smukt smil gør et menneske charmerende i andres øjne. I nogle tilfælde må det dog have været en blandet fornøjelse at komme i nærkontakt med en person med munden fuld af hvide og sundt udseende, men falske tænder. (Det gjaldt bl.a. Clark Gable, hvis kunstige tænder efter sigende påvirkede hans ånde på en uheldig måde). Ironisk nok så han godt ud, at han fik en strålende karriere som skuespiller, fordi en af hans koner fik ham til at udskifte sine egne grimme tænder med et flot gebis, og man må sandelig sige, at det pyntede .....

Hans nye tænder har næppe været lavet af det, der blev en hel dille i England i 1800-tallet: kunstige gebisser af afdøde personers tænder. Sukker og manglende mundhygiejne har været hård ved velhavende englænderes tænder, så mange mistede det flotte tandsmil, alle nok også drømte om dengang.
Denne fyr med paryk og udstående tænder har sikkert ikke været særlig hyggelig at kysse. Faktisk ville de fleste nu om stunder se hans smil som direkte afskrækkende, men selv har han nok været stolt af sin "tandrække", for han havde købt sig til den.

Som et salgsobjekt var det nemlig de rige, der fik gebisser, for de havde pengene til den slags luksus, medens det i de fleste tilfælde var de fattige, der blev berøvet deres tænder, bl.a. ved ligrøverier. Om der ligefrem blev begået mord for at få fat på en sådan "perlerække", diskuterer man stadig, men det skulle ikke undre mig, om det er sandt, for tænderne var i høj kurs ....

https://historienet.dk/kultur/mord-og-ligroeveri-gav-de-perfekte-taender

At være eller ikke være

For nogle år siden så jeg en dokumentar om den polske fabriksarbejder Franziska Schanzkowska, endte med at gå under navnet Anna Anderson, og som i mange år modtog støtte fra fornemme og velhavende folk verden over. Ret usædvanligt at sådanne mennesker ville sørge for en tidligere patient på et mentalsygehus, der en tid havde ernæret sig som fabriksarbejder, så hvordan i alverden gik det til?
Jo, Franziska havde bildt dem ind, at hun i virkeligheden var zar Nikolaj II's yngste datter, storfyrstinde Anastasia, der ellers var formodet dræbt af holsjevikkerne sammen med sine søskende. Mange havde forståeligt nok været dybt rystetde over mordet på zarfamilien og vel nok især på de komplet usyldige storfyrstelige børn, og de havde håbet, at i hvert fald én af dem havde overlevet. Deres håb gjorde, at de "genkendte" den døde storfyrstinde i polakken. De så hende som Anastasia, selv om ligheden mellem dem nu ikke var særlig påfaldende. Det faktum bortforklarede "de troende" dog nemt med henvisninger til de frygtelige ting, den unge pige havde oplevet, og som formodedes at have tæret på hende.

I dokumentaren lagde man sig ikke fast på en tolkning af fænomenet Anna Anderson, men lod det stå åbent, om hun var Anastasia. Senere har man så kunnet slå fast, at det var hun ikke, og i mine øjne bliver personen Anna Anderson dermed langt mere interessant, end hvis hun virkelig havde været storfyrstinde, for det sætter fingeren på et spændende aspekt ved begrebet "identitet", der pludselig bliver langt mere flydende, end man normalt tror, det er.

 Der har været en stigning i identitetstyverier over internettet, der ikke engang kræver, at tyven og den bestjålne kender hinanden eller mødes uden for computeren. Det er blevet et reelt problem, og jeg har hørt, at der nu ligefrem kan tegnes forsikringer imod denne moderne form for tyveri. Dette siger noget om, hvor luftig og ikke-substantiel en identitet egentlig er. Noget, der får mig til at tænke på en noget, Anna Anderson sagde i et interview: "Kan De bevise, at de er den, De siger?" Det er faktisk sværere, end man skulle tro, hvis der hverken er fingeraftryk eller DNA ....
Med Anna Anderson var der vidner, der svor på, at hun var Anastasia, og de trådte frem som øjenvidner, hvilket i sig selv er et bevis på, at øjne ikke altid er de bedste sandhedsvidner. Det samme problem så man i sagen med John Demjanjuk, der var ukrainsk indvandrer i USA efter krigen.

Han levede et pænt, borgerligt liv med kone og børn og et uproblematisk arbejdsliv, hvor han ydede sit inden for bilindustrien. I 1977 blev han imidlertid pludselig beskyldt for at være lig med den mand, der betjente kz-lejren Sobibors gaskammer for nazisterne. Dette udskud var kendt af de få overlevende som "Ivan den Grusomme", der var den grusomste af de grusomste og gjorde sig specielt bemærket gennem den tortur, han udsatte fangerne for.
John Demjanjuk fik frataget sit amerikanske statsborgerskab og blev derefter overgivet til israelerne, der retsforfulgte ham. Vidne efter vidne trådte frem og fortalte hårrejsende historier om det, de havde overværet i Sobibor. Mange havde mistet deres familie i lejren, og adskillige havde set beviser på "Ivans" sadisme. Alt sammen så rystende, at det var helt igennem ufatteligt, men selv om John Demjanjuk sad dér i retten, så beviste det ikke, at han var lig med "Ivan". Vidnerne og det jødiske folk nægtede at anerkende, at der kunne være tale om en identitesforveksling, for de så simpelthen sadisten i den fredelige arbejder i amerikansk bilindustri.

Havde han blå eller brune øjne, havde han en rund eller spids hage? Lignede hans mund lejrens bøddel? Det føg med beskrivelser, men til slut måtte Israel opgive at udføre den dødsdom, de ellers havde fældet over John. Folk græd åbenlyst, for de ville se John/"Ivan" død, men øjenvidnerne var ikke nok til at opretholde dommen i højesteret, så han blev sendt tilbage til USA, hvor han fik sit statsborgerskab igen og fortsatte sit stille liv med familien.
Nogle år efter var den gal igen, for nu mente man, at der var beviser på hans medvirken i andre kz-lejre. Denne gang blev han ikke sendt til Israel, men til Tyskland, hvilket dog ikke bragte et endegyldigt bevis for dagen: var han - eller var han ikke - lig med "Ivan den Grusomme". Den sandhed tog han med sig, da han døde i 2012, selv om han på dette tidspunkt var blevet idømt fem års fængsel i Tyskland for sit arbejde i en anden kz-lejr. Noget, der for mig at se er en dybt ironisk udgang på denne historie om falsk og ægte identitet.

En redning, men ikke en frelse ....

En frelsende hånd fra en redningsmand? Sådan ser det ud, men hvis man tænker lidt over begreberne "redde" og "frelse", ser man, at de ikke er synonymer. Den udstrakte hånd tilhører én, der redder den druknende, men forventer måske også, at denne gerning ses som en "frelse". Noget ikke alle vil give ham/hende ret i, for der er tale om to begreber, ikke ét. Forskellen er klar, når man betragter dette portræt af en velkendt skikkelse: Jesus.

Hans tilnavn er "Frelseren", og han regnes sikkert som redningsmand af mange, der har søgt trøst i religionen. Mange tidligere alkoholikere, narkomaner og tilmed kriminelle har udpeget denne bibelske skikkelse som den, der har reddet dem fra alskens misbrug og kriminalitet.

Dem, vi normalt ser som redningsmænd, kan være professionelle, der aldrig ville kalde sig selv for "frelsere". De redder folk - BASTA! - men de frelser dem ikke, selv om deres handling måske kan føre til, at de reddede lægger deres liv om.

En redning er noget "substantielt", noget i realiteternes verden, idet den reddede slap for at omkomme eller komme til skade, fordi en eller anden reddede ham/hende. Denne handling kan ses ud fra slut-tilstanden og opgørelsen af skader. Frelse derimod er totalt ikke-substantielt, sandhedsværdien af den er subjektiv, og den kan ikke efterprøves. Alt omkring frelse er faktisk et postulat, medens en redning kan verificeres gennem vidner, fotografier og hospitals-journaler.

Barnebrude

Man hører så meget om muslimer, der følger Muhammed og gifter sig med deres 8-10-årige kusiner eller nære venners meget unge døtre. Profeten havde jo nemlig forlovet sig eller giftet sig med Aisha, da hun formentlig var blot 9 år gammel.
Noget, der forarger alle ikke-muslimer, for er det ikke grov udnyttelse af mindreårige piger? Det synes man jo, men inden forargelsen når nye højder, bør vi tænke på nogle af - og der er flere op igennem historien - vesterlandske mænd, der har gjort lige præcis det, vi anklager muslimerne for. Ovenfor ser man f.eks. Jerry Lee Lewis og hans tredie hustru, der "pudsigt nok" også var hans kusine - og 12 år gammel.

https://eu.usatoday.com/story/life/entertainthis/2014/10/28/myra-williams-jerry-lee-lewis-13-year-old-bride-speaks-out/77745460/


En anden, der havde det med altid at søge "ungt kød" var Charlie Chaplin, idet tre af hans koner var under 20: Mildred Harris, Lita Grey og Oona O'Neill. Da han giftede sig med Oona, var han selv 53 år gammel, og hendes far græmmede sig over, at gabs datter faldt for sådan en gammel forfører.

Charlies og Oonas datter, Geraldine, blev iøvrigt også en ret kendt skuespiller og spillede f.eks. Wallis Simpson i en Netflix-miniserie for et par år siden.
Andre berømte barnebrude op igennem historien er bl.a.: Theodora Comnena, der blev gift med Baldwin III af Jerusalem som 13-årig. Isabella de Valois var bare 8 år, da hun blev gift med Richard II af England, men ægteskabet blev efter sigende aldrig konsumeret. Dronning Victoria greb ind og fik 11-årige Rukhmabais ægteskab med en 19-årig mand opløst. Det førte til en ny lov, "Age of Consent Act" (1891), der skulle forhindre gentagelser af den slags mere eller mindre påtvungne ægteskaber. Ændringen af samtykke-alderen for piger var dog stadig ikke noget at råbe hurra for: den blev rykket fra 10 til 12 ....