tirsdag den 10. marts 2020

17 børn og ikke én eneste efterkommer

Stakkels Anne af England - også kaldt Anne Stuart - der nåede at få flere børn end den ellers meget produktive dronning Victoria nogle hundrede år senere. Det er en skrækkelig tanke, at hun fødte 17 børn og så dem alle dø i en tidlig alder, for på en eller anden måde faldt det tilbage på hende, selv om det ikke direkte var hendes skyld. Hun myrdede dem jo ikke, men gav dem liv uden at kunne redde dem fra deres alt for tidlige død.
Anne (født 6. februar 1665) var datter af Jakob II af England i hans første ægteskab og arvede tronen i 1702. Da England og Skotland blev forenet i 1707, blev hun den første regent i det, der nu var Storbritannien, og hun regerede til sin død i 1714. Samtidig var hun den sidste monark af slægten Stuart, idet hun efterfulgtes af George I af slægten Hannover. Hendes mand, prins Jørgen af Danmark, var søn af Frederik III.


Man har diskuteret, hvad der lå bag Annes mangfoldige fysiske problemer, og nogle har forklaret dem med hendes berømte fedme. At hun var overvægtig er der ingen tvivl om, men det har formentlig været en følge af alle hendes skavanker, for de gjorde, at hun ikke bevægede sig. Alt gjorde ondt på hende, for hun led bl.a. af gigt og havde meget ømme led samt omhovnede lemmer.
At hendes børn døde tidligt - eller var dødfødte - har man også opfattet som et symptom på en sygdom, for hvorfor skete det om og om igen? I sine sidste år var hun så plaget, at det er lige før, man må sige, det var et Guds under, at hun fik fred efter et slagtilfælde som 49-årig. Spørgsmålet er dog, hvorfor skete alt det her?
Forskere i nutiden er kommet frem til den teori, at den stakkels dronning led af lupus, der er en autoimmun sygdom, hvor kroppen så at sige angriber sig selv. På den ene side havde Anne stor magt, på den anden var hun en elendig skabning, der levede med alt for mange pinefulde lidelser.





Dukkemager

Dette billede af en ung kvinde på en dukkefabrik symboliserer en hel masse for mig. Så vidt jeg kan se, har dukkerne samme frisure som deres skaber, så man kan sige, at hun indirekte sælger et billede af sig selv. Umiddelbart opfatter jeg hende som en fabriksarbejderske og ikke en dukke-designer, men dér kan jeg tage fejl, hvilket gør det hele endnu mere uhyggeligt.
Hvem er køberne, og hvordan ser dukkernes kroppe ud? Jeg vil tro, at hovederne monteres på en krop af stof, men det kan være plastik. Hvad køberne angår, så er det i dette tilfælde nok fædre eller mødre, der er ude efter legetøj til deres døtre.
Havde det været i nutiden, så kunne det sagtens have været frustrerede mænd, der søgte "selskab" af en dukke, der hverken sagde dem imod eller nægtede dem sex, når trangen kom over dem. Faktisk lader det til, at dukkeindustrien konstant kommer med nye, interessante tilbud til denne gruppe samfundsborgere.

Dette er den nyeste vare inden for denne genre: en dukke, der skal forestille en pige på sådan ca. 8-9 år. Faktisk findes der også baby-dukker til sex-brug, ligesom der er dyr. Begge dele er bekymrende, for de har en form for indbygget accept af disse aktiviteter i sig, der bare ikke må finde sted.




mandag den 9. marts 2020

Visse mandlige ideer holder kun, til der kommer en datter ind i billedet

Jeg er ret vild med denne lille, humoristiske fotoserie, som jeg faktisk tror afspejler virkeligheden for mange, både mænd og kvinder. Den får mig også til at tænke på den lille pige, der er datter af en kvindemorder som Ted Bundy.

Rose Bundy med far, Ted, og mor, Carol.


Mon det har givet hende en fornemmelse af den vedvarende fare og af at være udsat på grund af sit køn, som en søn ikke ville have haft på samme måde? Og hvad med Ted selv, da han fik meddelelsen om, at han havde fået en datter, tænkte han så på de mange unge kvinder, han havde myrdet, og så hende som et potentielt offer for en anden seriemorder? Eller tænkte han, at den slags aldrig kunne ske for HANS datter?

Ligesom alle hans ofre, så var de døtre af andre mænd, og på et eller andet tidspunkt var de børn som f.eks. hans eget yngste - og sidste - offer, 12-årige Kimberley Leach.


Dårlig samvittighed


Jeg tvivler meget på, at duer rent faktisk bygger rede i et blomsterbed, men sødt ser det da ud, så billedet får mig til at tænke på alle de duer her på stedet, som jeg plejede at fodre med sunde, men temmelig dyre solsikkefrø uden skal. Det var en stor succes, for duerne var vilde med det, men det skabte problemer, for det gjorde, at de fortsatte med at forpeste livet for de beboere, der elskede at mødes dér, hvor de holdt til og ventede på at blive fodret. Duer er søde at se på, men de er en pestilens i flok, og når de tror, at alle vil ryste op med foder, for så kan de finde på at sætte sig på én, at overskide én og i det hele taget at ødelægge et hyggeligt sted for menneskeligt samvær.

Det betød, at jeg måtte vælge mellem menneskene samt deres ønske om due-frie områder og de kære fugle. Modvilligt valgte jeg menneskene, for jeg forstår godt beboernes krav om fred og ro, men det var svært, for duerne havde vænnet sig til, at jeg kom med mad til dem. Når de så mig, kom de flyvende og forstod ikke, at jeg pludselig ikke ville have noget med dem at gøre, og det gjorde altså ondt i mig at se deres skuffelse.
Moralen er: man skal ikke vænne vilde dyr til at blive fodret, hvis det sker et sted, hvor andre mennesker vil være fri for dem ....


søndag den 8. marts 2020

Ligrøvere


Den tyske milliardær Friedrich Karl Flick ligner en levemand med sin lille halsklud og de tonede briller. Man forventer af sådan en mand, at han har gang i de dyre fornøjelser, der står åbne for milliardærer, men han er faktisk død for knap 15 år siden.
Han lever dog stadig i folks bevidsthed, for da han var blevet begravet, dukkede der nogle slemme, moderne ligrøvere op, og de stjal hans 200 kg tunge kiste med hans lig fra familiemausoleet i Østrig. Da han døde i 2006, var han 79 år gammel og stod opført som nr. 94 på Forbes-listen over verdens rigeste mennesker.
Ikke nok med, at liget blev stjålet, men røverne krævede også en løsesum på seks millioner euro - knap 45 mio. kr. - af hans familie for at udlevere det igen. Dette svimlende beløb var unægtelig betydeligt højere, end det, de historiske ligrøvere i (f.eks.) England opnåede i 1800-tallet. Til gengæld var deres indtjening som ligrøvere bedre end ved så mange andre af datidens hårde, fysiske erhverv.

De stjal lig, dels for at plyndre dem for smykker, dels for at sælge dem som de eftertragtede "varer", de var, da lægevidenskaben var afhængig af lig - eller ligdele - som studiemateriale. Røverne gravede de døde op, men har formentlig også "hjulpet" fattige, levende medborgere af med livet, fordi deres lig  repræsenterede en værdi, de ikke selv gjorde i levende live.


Det kom dog som en overraskelse for nutiden, at denne skik åbenbart stadig lever i bedste velgående rundt omkring i verden. Således blev liget af Cyperns tidligere præsident Tassos Papadopoulos gravet op af ukendte gerningsmænd i 2009, og i USA afslørede man en indbringende handel med ligdele, da fire narkomaner blev afsløret som ligrøvere. De var tilmed så snedige, at de erstattede de stjålne sener, knogler, etc. med plastikrør og lignende. Man har anslået indtægten af deres tyverier til hele 30 mio. kr. på de år, hvor de var aktive. Deres metode var dog ret speciel, da de ikke gravede lig op, men udfærdigede falske samtykkeerklæringer fra pårørende, så de fik adgang til de døde via 30-40 fuldt legitime (og godtroende?) begravelsesfirmaer.
Også i Frankrig har man i 2012 afsløret en bande ligrøvere midt i deres luskede forehavende, da de var i færd med at grave lig op. De døde blev plyndret for smykker og guldtænder, og da politiet anholdt banden, fandt de 10 guldtænder i deres besiddelse foruden smykker. Det lader dog ikke til, at deres interesse i de døde gik på andet end de værdier, de havde fået med sig i kisten, da de angiveligt ikke har forsøgt at sælge ligene eller dele af dem.

https://www.kristeligt-dagblad.dk/historie/ligr%C3%B8vere-i-videnskabens-tjeneste

https://ekstrabladet.dk/112/article3147281.ece







Kender hunde forskel på gode og dårlige mennesker?


Sikke en sød vovse! Ih, hvor ville jeg gerne klappe dig, så hvorfor er du så utilnærmelig? Jeg gør dig ikke noget ....
Ja, noget af det sødeste på jorden er vovser i alle størrelser og faconer. De relaterer til mennesker på en måde, andre dyr ikke gør, selv om de også har været tæmmet i umindelige tider. Egentlig højst besynderligt, for hvis vi "stammer fra aberne" - og HELT sådan forholder det sig vist ikke - så er de direkte efterkommere af ulven, som vi alle kender som et glubsk, mennskeædende rovdyr.

 
I tidens løb er der sikkert røget adskillige mennesker i maven på ulven, men dog næppe så mange, som vi måske forestiller os: de kan meget bedre lide at jagte vore husdyr end os med vore geværer, høtyve og knive ....



Et venskab med en vovse er noget særligt, så det sårer os, hvis en andens højt elskede hund ikke vil hilse på os. Hvorfor nu det? tænker vi. Hvad har jeg gjort? Man føler sig forkastet af et væsen, som regnes for at være en god menneskekender, og det er foruroligende for den, der oplever det.
Hunden snuser måske til os og vender sig så væk, hvilket dybest set er meget fornærmeligt, men samtidig bekymrende, for vi har altså hørt om og om igen, at disse dyr er dygtige til at markere gode contra dårlige mennesker.

Ikke alle hunde virker særlig kløgtige i almindelig forstand, men vi tilskriver dem en speciel klogskab, der gør, at vi lægger vægt på deres bedømmelse af os. At blive afvist af en hund virker direkte afslørende - også på os selv. Hvis det er noget, der sker tit, så føles det ikke rart, og det bliver ikke bedre af, at undersøgelser af fænomenet har vist, at der er noget om snakken: hunde er rigtig gode til at skelne mellem gode og mindre gode individer af menneskeracen ....


https://www.goodshomedesign.com/science-confirms-that-dogs-can-recognize-a-bad-person/?fbclid=IwAR3wX3Awtajg80yHS6ymHvcfGrLHSTG3u6Ir7ebbEkifPe9M3aQYfCCulDE

Hunde kan også skabe en levevej: https://narratively.com/how-sassafras-lowrey-made-writing-about-dogs-a-career/?utm_medium=email&utm_campaign=Narratively%20Weekly&utm_content=Narratively%20Weekly+CID_51a0fe8c7a1e67f4245c41c02ae6e3f8&utm_source=Narratively%20Campaign%20Monitor%20Emails&utm_term=Read%20at%20Narratively


lørdag den 7. marts 2020

Spurv i tranedans

Billeder af Claire Clairmont (1798-1879) viser en ganske køn, buttet og vist nok temmelig storbarmet, ung dame, der voksede op i en utraditionel familie. Hun var ambitiøs, men hendes eneste talent var formentlig forbundet med hendes gode sangstemme, og på et tidligt tidspunkt i sit liv havde hun da også karriereplaner, der involverede scenen.
Da Claire var tre år gammel, giftede hendes mor sig med sin nabo, den radikale forfatter og filosof William Godwin. På det tidspunkt havde hun to børn, nemlig Claire og dennes storebror Charles, der begge var født uden for ægteskab. Det ville måske have afskrækket andre mænd dengang, men det gjorde det ikke for Godwin, der havde meget ukonventionelle ideer om alt, der ellers blev regnet for noget nær helligt i det daværende konservative, engelske samfund. Han havde været gift med en af den tidlige feminismes bannerførere, Mary Woolstonecraft, der imidlertid døde 11 dage efter fødslen af deres fælles datter, der også hed Mary.
Ligesom sine forældre var hun fuld af talenter, især inden for skrivekunsten, men havde endnu ikke udgivet noget, da hun som 16-årig forelskede sig i digteren Percy Bysshe Shelley - formentlig uden at vide, at han var gift og havde børn.


På et tidspunkt stak de to af sammen, og Claire fulgte med. Hun havde haft et løst seksuelt forhold til Lord Byron efter nærmest at have stalket ham, hvilket nok også hang sammen med hans gode forbindelser inden for teaterverdenen, der jo ville kunne fremme hendes karriereplaner. At hun - ligesom mange andre af datidens unge damer - var vildt betaget af den udsvævende lord, er der ingen tvivl om, men hendes forhåbninger om mere end en affære med den sexede digter blev ikke indfriet, selv om hun fik en datter, Allegra med ham. Til gengæld er det teorier om, at hun på et tidspunkt også havde sine garn ude efter Shelley, og at han ikke var uimodtagelig over for hendes charme, hvilket kunne passe med hans forestillinger om fri kærlighed. Faktisk er der dem, der mener, at Claire også fødte en datter i Italien, som han var far til, og at de udgav den lille for at være Marys, men det er aldrig blevet verificeret.
De tre, Mary, Claire og Shelley, tilbragte nogle måneder sammen med Byron og hans læge, John William Polidori, der også var skribent, så den ambitiøse Claire var omgivet af talentfulde forfattere, hvoraf Mary var den ene. Dette samt romancen med Byron satte for alvor fut i hendes egne litterære ambitioner. I sommeren 1814 begyndte hun på en roman, "The Idiot", der dog desværre er gået tabt, men nogle år senere forsøgte Shelley at få en forlægger til at udgive noget andet, hun havde skrevet. Det lykkedes ikke, og man må nok konkludere, at hun havde viljen, men ikke evnen, og det er derfor, hendes forskellige drømme om berømmelse og anerkendelse ikke førte til noget.

Også affæren med Byron var én lang skuffelse, for nok sørgede han for deres datter, Allegra, men det skete på betingelse af, at hun frasagde sig alle rettigheder over barnet og heller ikke opsøgte ham eller kontaktede ham om hverken det ene eller det andet. Indtil da havde hun været særdeles vedholdende i sine kontaktforsøg, hvilket førte til, at han havde udtalt sig meget negativt om hende til mange forskellige i sin omgangskreds. Hendes opfattelse af deres forhold blev efterhånden mindst lige så negativt, hvilket hun gav udtryk for med bemærkningen om, at det "kun havde givet hende nogle få minutters glæde, men et helt livsforløb med problemer".
Der er ingen tvivl om, at Mary skrev sin berømte roman "Frankenstein" med talent og stor psykologisk sans, hvilket nok har skabt et sceneri, hvor Claire skumler i baggrunden, fordi intet lykkedes for hende, hverken mht kærlighed, en scenekarriere eller skriverier. 



Når jeg læser om Claire Clairmont, så synes jeg, at jeg genkender hendes type fra mange nutidige piger: hun er hende med den brændende ambition om berømmelse og anerkendelse, som hun bare vil have opfyldt, og hun bliver bitter og frustreret, når det ikke sker. For at ændre mening om hende skal jeg faktisk have fingre i hendes bog, "The Idiot", men det lader til at være helt umuligt, for den er tilsyneladende helt og aldeles væk ....

https://www.dailymail.co.uk/news/article-1261350/Lord-Byron-described-free-love-worshipper-monster-ex-lover-newly-discovered-memoir.html