Der var engang - eller var der nu også det?

Man må formode, at afdøde har trukket vejret, spist og været på potten ligesom alle andre, samt at han har et personnummer og er blevet afkrævet skat, etc. - Ergo: han eksisterede, men levede måske ikke, som han havde talent og tilbøjelighed til. Masser af mennesker følger bare i andres fodspor, og har det helt fint med det, for "sådan har det jo altid været, og det, der var godt nok til mine forfædre, er også godt nok til mig".
Bliver de grebet af en indre uro, der fortæller dem, at der altså er andet her i livet end nærmest at genleve den samme dag, om og om igen? Måske, men jeg er ikke sikker, og det forarger mig faktisk ikke, at der findes sådanne mennesker. De fleste af dem har sikkert følt en indre glæde over at fylde den plads, de anser for deres, med punktlighed og trofasthed over for de gældende forestillinger om sømmelighed. Desuden: for at bebrejde dem for ikke at gøre andet, må man først anerkende tanken om, at de fra starten har været udset til noget andet, nemlig af et guddommeligt princip. Tror man på det, ja, så kan man have noget at anklage dem for, ellers ikke ....

Bloody Mary

Jeg har altid syntes, det var så synd for den dronning Maria I. af England (1516-1558), også kaldt Maria Tudor eller Maria den Blodige. Hendes ry og sikkerhed svingede med faderen, Henrik VIII's libido, for så længe hendes forældres ægteskab var det, der gjaldt, var hun prinsesse. Når hans lyster fik ham til at forkaste sin dronning for den første i en lang række nye koner, nemlig Anne Boleyn, forvandledes hun til "bastard", og det var ikke misundelsesværdigt dengang. Sådan gik det frem og tilbage, gang på gang, og selv som dronning blev hun i bedste fald betragtet som en overgangsfigur i den engelske kongerække, dvs. som en parantes mellem sin halvbror, Edward VI - der iøvrigt var imod hendes krav på troenen - og sin halvsøster, Elizabeth I.
At hun gjorde et ihærdigt forsøg på at få genetableret den katolske tro som statsreligion, der jo også var knyttet til hendes royale legitimitet, skaffede hende tilnavnet "Den blodige", for der røg jo altså omkring 300 protestanter, der bare ikke ville lade sig omvende. Og så var der hendes ægteskab med Filip II af Spanien, her set på et maleri af Hans Eworth. 

Ligesom sin far før hende var hun besat af ønsket om at føre kongelinjen videre ved at få en søn, og som 37-årig accepterede hun sin fætters, Karl V, forslag om at ægte hans søn, Filip. Efter at have set et portræt af den unge prins, erklærede hun sig straks forelsket i ham, og de blev gift i 1554. Allerede samme år mente hun, at hun var gravid og proklamerede denne "sejr" til højre og venstre. Netop derfor blev hun så meget desto mere til grin, da det viste sig, at der var tale om en "falsk graviditet", der formentlig skyldtes svulster i underlivet. Det samme gentog sig senere, og det er forfærdeligt at tænke på, at stakkels Maria ikke blev mødt med større forståelse. Hendes symptomer forekom samtiden forvirrende, for kroppen svulmede op, og hun lignede måske en gravid, men var det altså ikke på noget tidspunkt. Det fik hun heller ikke flere muligheder for, da hendes mand måtte forlade England for at tage sig af sit eget udstrakte rige, som han arvede efter sin far i 1556.
Når man gør Marias indsats som dronning op, så kan det være svært at se hende som en dygtig og effektiv regent, for hun overstråles unægtelig af sin halvsøster, Elizabeth I. Der herskede store religiøse spændinger i landet, og det var i det hele taget en urolig tid, bl.a. på grund af fejslagen høst, men hun klarede det. Inden hende havde der kun været to andre regerende dronninger, nemlig Jane Grey og Matilda af England, og ligesom dem beviste hun, at kvinder kan regere, hvilket blev til gavn for hendes søster og efterfølger, Elizabeth I.

https://www.smithsonianmag.com/history/myth-bloody-mary-180974221/

Penis-gudens veje og vildveje i det gamle Rom

De gamle romere må have været ekstremt fantasifulde og åbne for nye ideer om alt muligt for at have mere end 200 guder. En af disse var Fascinus, der simpelthen var en bevinget, erigeret penis. Alt ved ham var PENIS som i denne gengivelse af guden: krop, ben og hale på guden bestod af penisser. Vingerne betød selvfølgelig, at han let og ubesværet kunne komme omkring for at "velsigne" kvinder, og det siger en del om ham, at han foretrak sovende kvinder, som han rigtig kunne overraske.

Hos grækerne skiftede han navn til Priapus, og også dér har man fundet masser af kunstneriske udtryk for hans væsen og bedrifter begge steder.

Fascinus regnes tilmed for den sandsynlige far til Roms sjette konge, nemlig Servius Tullius, der var søn af en fornem kvinde, der var krigsbytte fra et fremmed land. Hun blev slave i kong Tarquinius hus og var angiveligt jomfru, da der pludselig kom en bevinget penis flyvende og gjorde hende gravid. Resultatet af dette overraskelsesangreb var sønnen Servius Tullius, der som søn af sin mor, voksede op i den kongelige husholdning, hvor han minsandten endte med at ægte kongens datter og derpå selv blive konge. Det betyder faktisk, at denne slave - der dog også kaldes "vestalinde" - kunne få sig et ikke-"legitimt" sex-liv og blive mor til en fremtidig konge. Sikke en mulighed for en rask kvinde med drift og ambition til lidt af hvert!
Set med nutids-øjne er alt dette jo ellers tydeligvis den perfekte, mandlige ideologi, der giver frit spil for mænd og deres medfødte "kammerat". Altså det glade vanvid, men sikkert ikke langt væk fra visse mænds tanker og drømme.

Aflad

Den kristne kirke har været aldeles nådesløs, når det gælder om at undertrykke folket og desuden skrabe rigdomme til sig. Der er virkelig langt mellem de forskellige paver og den fattige tømmersvend, der startede det hele, og der er ikke rigtig nogen undskyldning forbegivenheder som f.eks. afladshandel. Billedet her viser. hvordan den tjekkiske kætter Jan Hus (c. 1372 – 6 July 1415) betaler prisen for at have kritiseret den almægtige pengemaskine, Den katolske Kirke. En af de mange ting, han kritiserede, var afladshandlen.

Man opererede bl.a. med begrebet Skærsilden, der må have været meget skræmmende for datidens mennesker. Kirken tilbød dog en udvej, da det i middelalderen blev muligt at betale sig fra Skærsilden: man kunne købe et såkaldt afladsbrev, hvilket selvfølgelig betød, at kun velhavende mennesker fik gavn af dette kirkelige tilbud om syndsforladelse uden anstrengelser, anger og bod. Havde man brudt et af de ti bud, så købte man sig simpelthen fri af konsekvenserne.

Dette har sikkert været et dyrt afladsbrev, så køberen har altså ifølge Biblens lære - og dens kommercielle fortolkere - været en stor synder, men skidt med det. Fyren har jo penge! NÅR PENGENE I KISTEN KLINGER/STRAKS SJÆLEN UD AF SKÆRSILDEN SPRINGER!

Jan Hus ser lidt lang ud i fjæset, og det er der jo ikke noget at sige til, da han blev henrettet på sådan en forfærdelig måde. Havde han levet, ville han dog have været glad for at se sine ideer viderebragt både af sine landsmænd, de såkaldte "husitter", der stod fast på dette oprør imod paven. En anden, der videreførte hans ideer, var den tyske munk og ordinerede præst Martin Luther (1483–1546).

Ligesom Jan Hus gjorde Martin Luther op med afladshandlen, med ideen om paven som Guds stedfortræder på jorden og med kirkens verdslige magt. Han gik dog ikke så langt som Jan Hus i sine reformer, for han accepterede øvrighedens ret til at slå et oprør ned som et oprør imod Guds orden. Sandsynligvis gik han man til dette for at redde sit liv, men alligevel ....

Faderlig "omsorg"

Elizabeth Fritzl var sød, venlig og køn - lige en pige efter hendes fars, Josef Fritzls, smag!!! Fordi han følte, som han gjorde, indespærrede han hende i sin lydtætte kælder, hvor han så ellers gik i gang med et seksuelt terrovælde, der førte til fødslen af syv børn. Et af dem døde, men blev så blev det lille lig bare brændt i en ovn. (Noget, der kan få én til at tænke visse tanker, for fyren er østriger og boede i nærheden af byen Amstetten).

Denne ulækre karl havde allerede før indespærringen af datteren begået voldtægt imod en ikke-beslægtet kvinde. Kort sagt: manden har altid været forskruet mht. kvinder og  sex.
Fritzls forbrydelser imod Elizabeth kom for dagen i 2008, da den ældste datter af ham og Elizabeth, Kerstin, måtte indlægges på grund af alvorlig D-vitaminmangel som følge af opvæksten i en kælder uden adgang til dagslys. Det viste sig, at hun havde et skjult brev med fra sin mor, der fortalte om faderens forbrydelser, og da det blev overgivet til politiet, rullede sagen. 
Elizabeth blev befriet, og hendes tortur-bøddel blev retsforfulgt med det resultat, at han blev idømt livsvarigt fængsel, der skal afsones på et psykiatrisk hospital. Efter utallige voldtægter gennem et 24 år langt fangenskab ville de fleste være totalt ødelagt på sjæl og legeme, men ikke Elizabeth. Hun har tværtimod forelsket sig i den livvagt, hun har fået efter at være befriet, og det lader til, at hun stadig har mod på tilværelsen.

Trist nok var dette den anden sag med en østrigsk kvinde, Natascha Kampusch, der har været holdt indespærret som sex-slave. Hun var blevet befriet i 2006 efter 8 års fangenskab og mishandling.



https://www.theguardian.com/world/2009/mar/21/josef-fritzl-pyschiatrist-interview


https://www.dailymail.co.uk/news/article-6827035/Josef-Fritzl-dying-ten-years-hes-jailed-keeping-daughter-sex-slave-24-years.html


https://www.thesun.co.uk/news/8684140/josef-fritzl-daughter-elisabeth-52-finds-love-bodyguard/

Hvad blev der af den døde Marie-Antoinette?

Madame Tussauds smukke voksfigur af Marie-Antoinette giver os et indtryk af, hvordan hun (måske) har set ud, eller måske snarere hvordan hun og hendes samtid ønskede at opfatte hende. Der er langt fra dette portræt af dronningen til forestillingen om hendes blodige, afhuggede hoved i bødlens hænder, men sådan var hendes død jo.
Angiveligt tog hun endda sin grusomme situation med stoisk ro og uden protester. Man har således fortalt, at da hun kom til at træde bødlen over den ene fod, undskyldte hun høfligt, som det nu engang anstår sig en velopdrgen, østrigsk prinsesse og fransk dronning.

Hun var klædt i en meget beskeden og ukarakteristisk dragt, der var specielt udvalgt til det, der skulle ske på skafottet. Inden da havde hun gennemgået en nedværdigende rettergang/skueproces, hvor hun bl.a. blev beskyldt for incest med sin søn, hvilket hun benægtede på det voldsomste. Hun må have haft uanede reserver af psykisk styrke for at kunne optræde så roligt og værdigt, som hun åbenbart gjorde.

Madame Tussaud havde kendt kongeparret, da de sad på tronen, men nu fik hun til opgave at forevige deres afhuggede hoveder. (De kan stadig ses på museet i London). Hvad de rigtige hoveder og tilhørende kroppe angik, så blev de placeret i en umarkeret grav på Madeleine Kirkegården. Denne lå tæt på royalisten Pierre Desclozeaux's hjem, og han gorde et notat om, hvor ligene befandt sig. Da Louis XVIII kom til magten i 1815, hjalp han ham og hans mænd med at få dem lokaliseret.
Louis XVI var vanskelig at identificere, men de fleste mener, at det lykkedes, og at den henrettede person, der nu ligger genbegravet i La Basilica de Saint-Denis virkelig er ham.

Hvad Marie-Antoinette angår, så var hendes lig lettere at genkende. Det fortælles, at det var et strømpebånd, der var det endelige bevis på hendes identitet, men det er muligvis en skrøne. Hvorom alting er, så ligger hun og hendes (formodede) mand nu side om side i La Basilica de Saint-Denis. der i øvrigt er et spændende sted.

Den bortløbne (og liderlige?) nonne, der spillede død

Videnskabsmænd har fundet beviser på, at en nonne, nemlig Joan of Leeds, i det 14. århundrede vakte skandale ved at løbe væk fra det kloster, hvor hun har blevet indsat. Ikke nok med at hun stak af, men hun udfærdigede også en legemsstor dukke, der blev udgivet for at være hendes lig, sådan at hun ikke ville blive efterlyst og ført tilbage til det klosterliv, som hun fandt så kedeligt og perspektivløst for en rask kvinde med andre fremtidsplaner. Ifølge daværende ærkebiskop William Merton, der har gjort et notat om hendes meritter, ønskede hun at "følge sine kødelige lyster". Hvor han har den forklaring fra, vides ikke, men netop dette motiv til rømninger fra klostre var ret kendt: mange munke og nonner var trætte af alt det med cølibat og stak af for at undgå det.
I Joans tilfælde krævede planens udførelse hjælp fra medsammensvorne nonner, og det lader til at være dem, der begravede dukken, der skulle forestille at være hende, i en grav. Ikke mindst denne detalje gjorde ærkebiskoppen aldeles rasende, for hvad skal en dukke i indviet jord? Ja, lige den detalje er selvfølgelig mindre pæn, men skal det til, så skal det til ....



https://en.wikipedia.org/wiki/Joan_of_Leeds


https://www.theguardian.com/books/2019/feb/11/archive-shows-medieval-nun-faked-her-own-death-to-escape-convent