Børnebog fra en voksen synsvinkel

En af de bøger, jeg har fundet i min store bogsamling, og som jeg ikke anede, at jeg havde, er Niels Bredals "Børne Speigel" fra 1568. Den er ikke ret stor, men fuld af kærlige formaninger og gode råd til de søde små i rimform. Man får faktisk indtryk af, at forfatteren kan lide børn og ønsker at kommunikere med dem, men via belæringer, der tager udgangspunkt i kroppen og dens forskellige funktioner i sociale sammenhæng. 
Hvad forfatteren, Niels Bredal, angår, så må han have været en interessant mand, for han bestred flere embeder og skiftede arbejdsområde på vellykket måde, hvilket ellers aldrig har været nemt for nogen. Han startede som munk, men på et tidspunkt efter reformationen i Danmark 1536 forlod han klosteret, giftede sig og blev rektor ved Vejle Latinskole. På et tidspunkt var han samtidig sognepræst i Vinding. Man sagde om ham (måske som hans eftermæle?), at han var "en hederlig og vellærde mann", og hans særlige pædagogiske evner fremhæves også: "Hr. Niels Bredal, fordum Skolemester var en fin lærd og skikkelig mann til ungdommens optugtelse."

Bredal har altså skrevet det første pædagogiske værk på Dansk, nemlig "Børne Speigel", men han havde dog også øje for børns behov, og selv om han kommer med en masse af de "fornæmmeligste Lærdomme", så mener han også, at børn ikke skal "alle tide forbiuidis at lege". Pædagogikken er vigtig, men lærdom hører sammen med et vist mål af skæg og ballade for de unge mennesker.

Tvangstanker

Tænk, at være spærret inde i sin egen hjernekiste, hvor tvangstankerne rumsterer - skrækkeligt!!!!!
Da jeg læste om dette fænomen første gang, gennemgik jeg straks mine egne vaner for at se, om også jeg hører til de stakler, der lider af OCD (Obsessioner = tvangstanker, Compulsioner = tvangshandlinger, Disorder = forstyrrelse/sygdom). Resultatet var: hvis der er noget, så skjuler det sig i tågerne, selv om jeg da har en hel del dårlige vaner som f.eks. min tendens til at bande, så det står mig om ørerne, når jeg bliver gal ....
Nå, men jeg tror heller ikke, jeg kender nogen, der er så langt ude, at de ligefrem kvalificerer sig til denne diagnose, (for det er jo en sygdom), men måske nok nogle, der har sære vaner. F.eks. kendte jeg engang en (nu afdød) dame, der havde det med at pille fnug af blusen - uden at der var noget. Hun kunne drive visse andre til vanvid ved at sidde på den måde, og der var faktisk én i hendes omgangskreds (dog ikke mig!), der havde det med at drille hende med det. Vedkommende påtalte det også over for andre, hvilket jeg syntes var tarveligt.
Jeg har hørt om folk, der gør sig store anstrengelser for ikke at træde på mellemrummene på en sti med fliser, eller som netop gør en masse for at ramme disse steder. Begge dele forekommer mig sært, men heller ikke mere. Herregud, de skader jo ikke nogen med den slags vaner, og det er det, der tæller for mig. Fnug eller fliser, der udvikler sig til en fiks ide, gør mig ikke bekymret for folks mentale sundhed.
Tvangshandlinger og ritualer som konstant at skulle frisere sig, vaske hænder eller tjekke, om man nu også har låst efter sig om og om igen forekommer mig ret uskadelige, men måske nok generende for den enkelte. Hvis man derimod ikke kan sove eller stå op uden at at have gjort noget bestemt, fordi man tror, det skaber uheld eller fare for én selv eller andre, ja, så er man efter min mening ilde faren. Kan man overhovedet tvinge sig selv ud af sådan et mønster? Det er der vist delte meninger om, og jeg formoder, at det er op til den enkelte, hvilket ikke ligefrem gør det nemmere.
Der er dem, der hævder, at det eneste, der hjælper på OCD, er kognitiv adfærdsterapi. Faktisk er der dem, der mener, at ca. 70 % af de syge kan blive hjulpet på den måde, men at de færreste slipper helt af med deres symptomer.

Reoler og bekymringer

Normalt anser jeg mig selv for bog-elsker, selv om jeg ikke læser så meget som før i tiden. Visse begivenheder i denne tid har dog afsløret, at bøger kan være død-irriterende, ikke på grund af deres indhold, men fordi de optager plads. Faktisk alt, alt for megen plads ....
Jeg har brugt denne corona-tids karantæne til at rydde op i mine mange bøger. Dem, jeg på forhånd opgiver at sælge, og som Røde Kors, Kirkens Korshær eller lignende formentlig ikke vil have, går en krank skæbne i møde: skraldespand!!!! Hvorfor nu det? Jo, jeg må erkende, at jeg har været en alt for grådig bogsamler, og at disse mange bøger fylder for meget, og at jeg ikke har plads til flere bogreoler af samme type som dem, jeg har nu.
Desuden: mit møde med støvede værker, (hvoraf rigtig mange var nogen, jeg helt havde glemt, at jeg havde!!!!!), har lært mig, at bogreoler SKAL være lukkede, så jeg er gået i gang med en udskiftning af reoler, der sikkert vil tage flere måneder. I mellemtiden er jeg så omgivet af høje, vakkelvorne bogstabler, pakket ind i plastik, hvilket altid er en prekær situation et lille, overfyldt sted ....

Dette er en af de nye reoler, jeg overvejer til ét bestemt sted i min stue, men den er nu nok for lille. Hylderne er vist heller ikke flytbare, hvilket gør den ubrugelig til mit formål. Ellers er den ret perfekt med sine glas-skydelåger. Den slags låger er nemlig sagen, når det kniber med pladsen, for de beskytter bøgerne og kræver ikke store, møbel-tomme arealer foran reolerne, da ingen låger svinger udad og rammer andre ting. Noget, der bestemt er en fordel i en lille lejlighed.
Jeg undrer mig meget over, at der er så få reoler af denne type - men helst større samt samlet. Tanken om at modtage et par forsendelser med diverse selvbygger-materialer til en sådan reol "til kantstenen" (!!!!!!!) fylder mig med en gru, der i dette tilfælde udgør et stopsignal: man kender sine - samt venligsindede hjælperes - begrænsninger.
Foreløbig er jeg nu standset op ved en anden mulighed, nemlig at købe to eller tre af det, man kalder et "vitrineskab". De er nydelige, og jeg har set flere brugbare, men dem, jeg synes bedst om, er ikke bare udsolgte, men udgået!!!!! Fanden tage det, for ih. hvor er det dog irriterende, når man tror, man har fundet en løsning, og det så glipper.

Umiddelbart er jeg ikke så begejstret for de tre skuffer, som jeg ikke synes, jeg har brug for, men det lader til, at man må gå på kompromis, når det gælder denne form for møbel. Ergo: med eller uden skuffer vil dette vitrineskab være mit foreløbige valg ét af de to steder, hvor der skal udskiftes reol, men jeg håber stadig på at finde noget, jeg synes endnu bedre om.
En af de ting, der har slået mig, når jeg har siddet med alle mine bøger for at støvsuge hver enkelt, er at bøger har en form for "liv", ikke bare via indhold, men også som et fysisk fænomen. De synes at bevæge sig, når de ikke står ret op i en lige linje på en hylde. Stablerne er som mere eller mindre fastlåste slanger, og der skal sørme ikke meget til for at få dem til at vælte. Det er nærmest, som om bøgerne forsøger at flygte fra den stygge skæbne, der venter en hel del af dem ....
Dette ligner en bogstabel, men er faktisk en fodskammel, der vist nok forhandles til kr. 599,00 i en butik med gadgets. Jeg burde næste investere i sådan en, når jeg er færdig med dette reol-projekt, bare for at minde mig selv om alle de trængsler, alt for mange bøger kan føre til.

LOTTO og lignende ....

Dette er et såkaldt computer-geni, der snød sine arbejdsgivere og havde planer om endnu flere snyderier. Hans navn er - eller var, for jeg tror, han døde i 2016 - Ronald Dale Harris, og i 1990'erne stod han for en del af sikkerhedssystemet i nogle casionoer i Nevada. Alle de penge, der røg igennem systemet, og som han skulle være med til at passe på, fristede nørden over evne, og han udviklede et smart system, der kunne styre gevinster ned i hans lomme - tilmed uden at han var til stede. Det hele gik som smurt, for ingen mistænkte ham eller hans medammensvorne, Reid Errol McNeal. Problemet var bare, at den gamle sandhed om, at mere vil have mere, dukkede op endnu engang, for Harris blev grådig. Faktisk lader det til, at han faldt for den form for underholdning (udskejelser?), som de mange penge gav mulighed for at opleve.
I stedet for de mere primitive automater, der ellers havde forsynet ham med masser af penge, ville han - måske for at vise sin kunnen? - forsøge sig med et langt mere avanceret system. Hér gik det galt, for han blev afsløret og røg i fængsel i 2½ år. Da han kom ud, fik han forbud imod at nærme sig casinoerne nogensinde igen, hvilket ærlig talt er meget forståeligt.

Og hvad så med os andre, der ikke har Ronald Dale Harris' jobmæssige forbindelse til spillestederne, og som heller ikke er computer-genier? Vi drømmer også om store gevinster, der kan skaffe os en masse af de materielle goder, vi mangler. Eftersom kun de færreste af os får så store stillinger, at indtægterne fra vort arbejde kan give os den slags penge, griber vi til det, der afgøres af heldet: LOTTO og lignende. Vores tankegang er nogenlunde sådan her: "Nå ja, en eller anden skal jo vinde så hvorfor ikke os? Vi har vel de samme chancer som alle andre?"
Det viser sig som regel, at vi ikke opnår andet end at sætte penge til, og det er jo surt, men ikke overraskende. Der skal held - eller snyd - til, og så kan det alligevel gå galt, fordi der er noget, vi har misforstået ....

Den idylliske facade

Buttede barnekinder og familieidyl, så må det være Carl Larsson, og han er stadig elsket for det godt hundrede år efter sin død i 1919. Vi kan lide at se familien udfolde sig med dagligdags sysler i en atmosfære af kærlighed, flid og samhørighed, og det er der jo ikke noget at sige til. Hvis man skraber lidt i overfladen, opdager man imidlertid revner og sprækker i idyllen, som billederne ikke fortæller noget om.

Et par af hans kultegninger kan godt virke lidt dystre, men det er også det nærmeste, han kommer til at tegne eller male de dæmoner, der greb ham en gang imellem, når hans manio-depression brød igennem den idylliske facade. Vincent Van Gogh er min yndlingsmaler, og hans billeder griber mig umiddelbart, for de fortæller en historie, men med Carl Larsson standses man allerede ved overfladen: hertil og ikke længere, for alt er godt, og sådan skal det forblive ....

Billederne fra Carl og Karin Larssons hjem Lilla Hyttnäs i Dalarna er glansbilleder, og det skal de såmænd også have lov til at være, for de fortæller om et ideal, mange mennesker kan nikke genkendende til: gid det dog var sådan ....
Selv havde han ikke bare en alvorlig sygdom, men også en baggrund med fattigdom samt nederlag inden for kunsten. Han blev ikke maler af historiske motiver, men blev virkelig god til at fortælle historier om det borgerlige drømmeliv - det iscenesatte liv, hvor ikke mindst hans hustru Karin optræder som statist. Hun havde selv haft ambitioner som maler, men opgav dem for  at støtte sin mand og lade sig forvandle til den selvopofrende hjemmets engel, som han ønskede at se hende som.

Når man er dansker-chauvenist

Lad mig sige det på den måde: jeg er glad for at være dansker og skandinav, når jeg sammenligner vore vilkår med mange andre landes. Derfor har jeg også kunnet gribe mig selv i at synge vor pris over for bl.a. amerikanere, idet jeg mener, at USA er et land, der den ene gang efter den anden tipper over i forhold og fænomener, der ikke er gode.
Ikke, at vi er engle, for vi har da bl.a. haft en Peter Lundin og Peter Madsen samt mange andre af samme skuffe før deres tid, men intet i stil med skoleskyderiernes, de tilfældige mords, pædofiliens hærgen, etc., etc., som man kan finde i USA. Det skyldes måske, at vi ikke har en slap våbenlov, men jeg vælger nu at tro, det har noget med vores nationalkarakter at gøre. Folk kan grine ad sådan en påstand, men jeg tror på det, og jeg tror også, at ting som vort frisind, juridisk definerede kønsligestilling, almen tolerance, (som det dog kan knibe med i visse tilfælde), frihed mht. tale og skrift samt en eller anden form for tillidsfuldhed er en del af vor nationalkarakter. Vi er kort sagt nogle herlige personer, og det er mig en gåde, at ikke langt flere lande følger vort eksempel med et (lejlighedsvis) velfungerende velfærdssamfund.

Når barnet fødes i kisten ....

 

Mange kvinder har sat livet til under graviditeten. De er blevet begravet i gravid tilstand, men senere finder man så ud af, at de har "født" deres barn i kisten. Faktisk er der beretninger om disse sære fødsler fra helt tilbage i 1300-tallet, nemlig fordi arkæologer har fået fingre i de døde.
Der er også tilfælde, hvor folk fra kvindens samtid har oplevet en sådan begivenhed. F.eks. fik Den Spanske Inkvisition dødsdømt en gravid kvinde i 1551. Fire timer efter at være blevet hængt, "fødte" hun et dødfødt barn, medens hun stadig hang i galgen. Man undrer sig over, hvorfor inkvisitionen henrettede en gravid kvinde og i det mindste ikke ventede, til hun havde født. Barnet var jo uskyldigt, men blev altså dræbt sammen med sin mor, og det forekommer mig, at det ikke kan være i 

overensstemmelse med kirkens forskrifter.

 

Det lader til, at man ikke helt kan forklare disse "fødsler i kisten" videnskabeligt, men at man mener, det har noget med ligets forrådnelse at gøre. Der frigives gasser, der får den døde til at svulme op, hvilket angiveligt presser fosteret ud. I mine ører lyder det meget logisk, men for nogle andre har sagen et guddommeligt præg, der gør, at de finder langt mere fantasirige forklaringer på fænomenet. Rygtet om, at en død kvinde har født et levende barn, har næppe noget på sig, men de eksisterer og bringer en hel del forvirring med sig.

 

En anden form for "kiste-fødsel" fandt sted i Ungarn i juli 2013, hvor lægerne havde holdt en hjernedød, gravid mor "i live" - og i den tilstand var hun jo reelt ikke andet end et tomt hylster - i tre måneder for at forsøge at redde fosteret. Det lykkedes åbenbart, selv om den lille virkelig var lille med en kropsvægt på sølle 1420 gr. "Fødslen" fandt sted i 27. graviditetsuge, og barnet lader til at have overlevet.