Dræbt for sine organer?

Dette er 8 år gamle Cole Hartman med sin mor, Liz, og de ser jo glade og velfornøjede ud. Problemer både var der dig, for drengen var født med den gen-fejl, man kalder "fragilt X-syndrom". Det giver fysiske og psykiske handicaps, så selv om han var glad, da billedet blev taget, så havde han udsigt til flere alvorlige helbredsproblemer i fremtiden. Noget, der dog ikke berettiger nogen til at berøve ham hans liv - heller ikke en læge, der ønsker at hjælpe andre patienter med organ-donationer.
Af en eller anden mystisk årsag var Cole åbenbart gået ind i familiens vaskemaskine, hvor hans far fandt ham druknet. Ambulanceredderne fik dog sat hans hjerte i gang igen, og han blev lagt i respirator. Han var ikke hjernedød, men angiveligt meget alvorligt skadet, og ifølge lægerne ville han ikke kunne klare sig uden en respirator. Forældrene valgte derfor at slukke for respiratoren og donere hans organer til andre, der havde brug for dem. Noget, der vist sjældent sker, hvis patienten ikke er hjernedød, dvs. DØD og ikke til at vække til live igen.

Retsmedicineren Denise Bertone, der obducerede Cole, fattede imidlertid mistanke om lusk, for hun fandt forskellige medikamenter som fentanyl i hans lig og kunne se, at det var det - og ikke den frakoblede respirator - der havde dræbt ham. Den behandlende læge på hospitalet hævdede, at hun bare havde givet ham smertestillende, så han ikke skulle lide, når respiratoren blev fjernet.
Sagen er imidlertid den, at der er et vist tidspres på en sådan læge, hvis opgave er at fjerne både respiratoren og organer, for mange af sidstnævnte kan ikke bruges til transplantationer, hvis ikke det sker med det samme. Fordi drengen ikke var hjernedød levede han stadig ca ½ time efter fjernelsen af respiratoren, og Denise Bertone hævder, at lægen må have givet ham fentanyl for at fremskynde hans død, så hospitalet kunne "høste" hans organer. Dvs. at de rent faktisk har taget livet af ham.
I sådan et tilfælde er der altid tale om en balancegang, for - hjernedød eller ej - skal patienten selvfølgelig ikke lide, når respiratoren tages væk. Samtidig skal han/hun ikke have så meget smertestillende, at det bliver det, der dræber ham/hende. Hvad skal lægen gøre? Hvem skal han/hun vælge at støtte: den døende i respirator eller alle de patienter, der gør sig håb om at få et organ??? Åbenbart en situation der kan opstå den ene gang efter den anden, og som der ikke er nogen let løsning på ....

Den dristige plan om et nyt liv ....

Her har vi en amerikaner på afveje: Dr. Hawley Crippen, der havde slået sig ned i England med sin grove og vulgære kone, Cora. De to levede i et meget lidt kærligt forhold, og det lader til, at Cora nød at chikanere og håne sin mand, der åbenbart ikke helt levede op til hendes forventninger om mandighed. Hun nød opmærksomhed, drømte om en scenekarriere og havde selv adskillige elskere.

I januar 1910 bemærkede hendes venner, at hun tilsyneladende var forsvundet. Hendes mand påstod dog, at hun var taget tilbage til USA, men det fandt man mærkeligt, for hvorfor havde hun ikke fortalt sine venner noget om sine planer?
Ikke nok med at Cora var væk, men pludselig forsvandt Dr. Crippen og hans assistent, den unge, kønne Ethel le Nerve, også. Inden da havde politiet dog fået nys om urent trav i lægehjemmet, og da man fandt et parteret og forrådnet lig i gravet ned i kælderen, syntes sagen at være klar: den ellers så milde og venlige læge havde myrdet sin rappenskralde af en kone.

Kort tid efter al denne dramatik opdagede styrmanden på S/S Monrose, at der var noget underligt ved et par af passagererne, der gik for at være far og søn. Hans mistanker voksede, og inspektør Dew fra London, der havde sagen med den morderiske læge, blev adviseret, så han kunne anholde Crippen og Ethel, før de nåede frem.
De to havde forelsket sig i hinanden og havde drømt om en fremtid sammen i Canada eller USA, men deres planer mislykkedes altså på grund af den skarpsindige styrmand. Resultatet var, at Dr. Crippen blev dømt og henrettet for mordet på sin kone, men mærkeligt nok har man mange år senere fået mistanke om, at det var et justitsmord. Således er der dem, der på det bestemteste hævder, at det parterede lig i kælderen slet ikke var Cora, men en mand. Den side af sagen gør unægtelig tingene meget indviklede, og det har også vakt opmærksomhed, at Crippens amerikanske familie har forlangt at få hans jordiske rester udleveret. Dette er Boris Johnson gået med til, så nu når den henrettede mand alligevel frem, bare alt for sent og uden sin elskede Ethel.

https://msutoday.msu.edu/news/2011/msu-scientists-turn-tables-on-century-old-murder/

Den djævelske "moderkærlighed"

Denne franske aristokrat, Madame Louise Monnier, var højt respekteret af den parisiske overklasse, hvor hun færdedes.Hun var meget velhavende og gav rundhåndede bidrag til de trængende, hvilket  skaffede hende anerkendelse i de fornemme cirkler, hvor hun og hendes søn, Marcel, færdedes. 

Hun var stolt af sin søn, for han havde klaret sig godt og var blevet advokat. At hun også havde en datter ved navn Blanche var ikke blevet glemt, for hun var kendt som en smuk, blid og venlig pige, som alle kunne lide.

Mystisk nok var der ingen, der havde set den yndige, unge pige i mere end 20 år, så hvor var hun? Tjah, hvad med at kigge lidr nærmere på hendes mors hus med de mange værelser? I et af de mindste lå der nemlig en udtæret og mere eller mindre halvdød, midaldrende kvinde gemt. Hendes fangevogter var ingen anden end den fornemme og respekterede Madame Monnier, der tragisk nok var. hendes mor, for hun synes at have været helt uden moderkærlighed, når det gjaldt Blanche.

Den bedårende Blanche havde hele livet foran sig, da hun som 25-øårig blev forelsket i en mand, som hendes mor bare ikke kunne acceptere, for han var fattig og ikke så fornem som Monnier-familien. At Blanche ikke ville opgive sin kærlighed betød imidlertid, at hendes mor og bror besluttede at holde hende indespærret i et lille, uhumsk værelse, hvor hun efterhånden forvandledes fra en skønhed til noget, der lignede et skelet med hud på.

Hendes elskede var død pludseligt i 1885, så han var uden skyld i, at hun ikke blev fundet før 1901, fordi en behjertet sjæl sendte et anonymt brev til politiet. Da ordensmagten tiltvang sig adgang og fandt hende, lå hun helt nøgen i et lille-bitte værelse, dækket af rester af afføring og andre uhumske ting. Det levende skelet vejede kun 25 kg, for hun var "selvfølgelig" også blevet sultet og havde kun fået mad med en lille ernæringsværdi.

Sagen vakte stor opmærksomhed, og da Madame Monnier så sin datter befriet - og selv blev arresteret - blev hun syg og døde to uger senere. Hvad Marcel angik, så mente myndighederne ikke, at hans mentale tilstand gjorde ham egnet til straf. Problemet var også, at det, mor og søn havde gjort, ikke var omfattet af loven, for der var ingen fortilfælde. Man vidste åbenbart ikke, hvad man skulle stille op med en sådan forbrydelse, og hvor man først ønskede at retsforfølge Marcel og hans mor, så opgav man det nødtvungent. At hans søsters liv var blevet spildt på denne modbydelige måde var bare noget, der skete. 

Det eneste, man kunne gøre, var at anbringe stakkelse Blanche på et sindsygehospital, for hendes 25 år lange indespærring havde selvfølgelig haft alvorlige følger for både hendes fysiske og psykiske helbred. Hun blev aldrig rask, men døde som 63-64-årig på hospitalet i 1913.

Firbenede vandaler

Stolt af sin handling, ja, nærmest meget betaget af sin egen evne til at ødelægge en bils indre. Når man ser på billedet, er det nemlig tydeligt, at denne hund forventer ros for sin "bedrift". Som ikke-hund ved man jo, at dens ejer næppe deler dens begejstring. Hvad pokker gør man i sådan en situation? Skal man skælde ud eller måske endda gribe til barskere metoder? Nogle overvejer sikkert en permanent løsning, dvs. enten aflivning, ny ejer i familien eller via Dyreværnet, og det forstår jeg egentlig godt. Selv om man elsker sin hund og betragter den som et familiemedlem, så kan en sådan destruktiv adfærd ødelægge harmonien i en familie, og ikke alle har overskud til at tackle problemet - eller betale reparationer eller udskiftninger af ødelagte brugsting.

Spørgsmålet er dog, hvorfor det sker. Keder dyret sig og har det brug for mere stimulans i hverdagen? OK, det kan man forsøge, men der er ingen garanti for, at det hjælper ...
Skyldes problemet separationsangst? Hvis det er tilfældet, så er der faktisk metoder til at afhjælpe problemet og bl.a. også medicin. Ellers er der nogle øvelser samt noget bestemt legetøj, man kan bruge til at læse dyret at være alene. At anskaffe en hund ellet kat mere hjælper til gengæld ikke.

Nok kan to hunde være venner og have det fint sammen, men lider den ene hund af separationsangst, og den tisser og griser overalt, hyler og gør eller ødelægger ting i hjemmet, så kan et andet dyr ikke erstatte det, den savner, nemlig dets mennesker. Hvis dyret førler, at det er blevet forladt, vil det instinktivt forsøge at kalde flokken sammen, og når det ikke lykkes, bliver den vildt frustreret og bange. Kort sagt: der er tale om et reelt, individuelt problem, der skal løses, og det kan kræve en hel del af ejerne.

Børnebog fra en voksen synsvinkel

En af de bøger, jeg har fundet i min store bogsamling, og som jeg ikke anede, at jeg havde, er Niels Bredals "Børne Speigel" fra 1568. Den er ikke ret stor, men fuld af kærlige formaninger og gode råd til de søde små i rimform. Man får faktisk indtryk af, at forfatteren kan lide børn og ønsker at kommunikere med dem, men via belæringer, der tager udgangspunkt i kroppen og dens forskellige funktioner i sociale sammenhæng. 
Hvad forfatteren, Niels Bredal, angår, så må han have været en interessant mand, for han bestred flere embeder og skiftede arbejdsområde på vellykket måde, hvilket ellers aldrig har været nemt for nogen. Han startede som munk, men på et tidspunkt efter reformationen i Danmark 1536 forlod han klosteret, giftede sig og blev rektor ved Vejle Latinskole. På et tidspunkt var han samtidig sognepræst i Vinding. Man sagde om ham (måske som hans eftermæle?), at han var "en hederlig og vellærde mann", og hans særlige pædagogiske evner fremhæves også: "Hr. Niels Bredal, fordum Skolemester var en fin lærd og skikkelig mann til ungdommens optugtelse."

Bredal har altså skrevet det første pædagogiske værk på Dansk, nemlig "Børne Speigel", men han havde dog også øje for børns behov, og selv om han kommer med en masse af de "fornæmmeligste Lærdomme", så mener han også, at børn ikke skal "alle tide forbiuidis at lege". Pædagogikken er vigtig, men lærdom hører sammen med et vist mål af skæg og ballade for de unge mennesker.

Tvangstanker

Tænk, at være spærret inde i sin egen hjernekiste, hvor tvangstankerne rumsterer - skrækkeligt!!!!!
Da jeg læste om dette fænomen første gang, gennemgik jeg straks mine egne vaner for at se, om også jeg hører til de stakler, der lider af OCD (Obsessioner = tvangstanker, Compulsioner = tvangshandlinger, Disorder = forstyrrelse/sygdom). Resultatet var: hvis der er noget, så skjuler det sig i tågerne, selv om jeg da har en hel del dårlige vaner som f.eks. min tendens til at bande, så det står mig om ørerne, når jeg bliver gal ....
Nå, men jeg tror heller ikke, jeg kender nogen, der er så langt ude, at de ligefrem kvalificerer sig til denne diagnose, (for det er jo en sygdom), men måske nok nogle, der har sære vaner. F.eks. kendte jeg engang en (nu afdød) dame, der havde det med at pille fnug af blusen - uden at der var noget. Hun kunne drive visse andre til vanvid ved at sidde på den måde, og der var faktisk én i hendes omgangskreds (dog ikke mig!), der havde det med at drille hende med det. Vedkommende påtalte det også over for andre, hvilket jeg syntes var tarveligt.
Jeg har hørt om folk, der gør sig store anstrengelser for ikke at træde på mellemrummene på en sti med fliser, eller som netop gør en masse for at ramme disse steder. Begge dele forekommer mig sært, men heller ikke mere. Herregud, de skader jo ikke nogen med den slags vaner, og det er det, der tæller for mig. Fnug eller fliser, der udvikler sig til en fiks ide, gør mig ikke bekymret for folks mentale sundhed.
Tvangshandlinger og ritualer som konstant at skulle frisere sig, vaske hænder eller tjekke, om man nu også har låst efter sig om og om igen forekommer mig ret uskadelige, men måske nok generende for den enkelte. Hvis man derimod ikke kan sove eller stå op uden at at have gjort noget bestemt, fordi man tror, det skaber uheld eller fare for én selv eller andre, ja, så er man efter min mening ilde faren. Kan man overhovedet tvinge sig selv ud af sådan et mønster? Det er der vist delte meninger om, og jeg formoder, at det er op til den enkelte, hvilket ikke ligefrem gør det nemmere.
Der er dem, der hævder, at det eneste, der hjælper på OCD, er kognitiv adfærdsterapi. Faktisk er der dem, der mener, at ca. 70 % af de syge kan blive hjulpet på den måde, men at de færreste slipper helt af med deres symptomer.

Reoler og bekymringer

Normalt anser jeg mig selv for bog-elsker, selv om jeg ikke læser så meget som før i tiden. Visse begivenheder i denne tid har dog afsløret, at bøger kan være død-irriterende, ikke på grund af deres indhold, men fordi de optager plads. Faktisk alt, alt for megen plads ....
Jeg har brugt denne corona-tids karantæne til at rydde op i mine mange bøger. Dem, jeg på forhånd opgiver at sælge, og som Røde Kors, Kirkens Korshær eller lignende formentlig ikke vil have, går en krank skæbne i møde: skraldespand!!!! Hvorfor nu det? Jo, jeg må erkende, at jeg har været en alt for grådig bogsamler, og at disse mange bøger fylder for meget, og at jeg ikke har plads til flere bogreoler af samme type som dem, jeg har nu.
Desuden: mit møde med støvede værker, (hvoraf rigtig mange var nogen, jeg helt havde glemt, at jeg havde!!!!!), har lært mig, at bogreoler SKAL være lukkede, så jeg er gået i gang med en udskiftning af reoler, der sikkert vil tage flere måneder. I mellemtiden er jeg så omgivet af høje, vakkelvorne bogstabler, pakket ind i plastik, hvilket altid er en prekær situation et lille, overfyldt sted ....

Dette er en af de nye reoler, jeg overvejer til ét bestemt sted i min stue, men den er nu nok for lille. Hylderne er vist heller ikke flytbare, hvilket gør den ubrugelig til mit formål. Ellers er den ret perfekt med sine glas-skydelåger. Den slags låger er nemlig sagen, når det kniber med pladsen, for de beskytter bøgerne og kræver ikke store, møbel-tomme arealer foran reolerne, da ingen låger svinger udad og rammer andre ting. Noget, der bestemt er en fordel i en lille lejlighed.
Jeg undrer mig meget over, at der er så få reoler af denne type - men helst større samt samlet. Tanken om at modtage et par forsendelser med diverse selvbygger-materialer til en sådan reol "til kantstenen" (!!!!!!!) fylder mig med en gru, der i dette tilfælde udgør et stopsignal: man kender sine - samt venligsindede hjælperes - begrænsninger.
Foreløbig er jeg nu standset op ved en anden mulighed, nemlig at købe to eller tre af det, man kalder et "vitrineskab". De er nydelige, og jeg har set flere brugbare, men dem, jeg synes bedst om, er ikke bare udsolgte, men udgået!!!!! Fanden tage det, for ih. hvor er det dog irriterende, når man tror, man har fundet en løsning, og det så glipper.

Umiddelbart er jeg ikke så begejstret for de tre skuffer, som jeg ikke synes, jeg har brug for, men det lader til, at man må gå på kompromis, når det gælder denne form for møbel. Ergo: med eller uden skuffer vil dette vitrineskab være mit foreløbige valg ét af de to steder, hvor der skal udskiftes reol, men jeg håber stadig på at finde noget, jeg synes endnu bedre om.
En af de ting, der har slået mig, når jeg har siddet med alle mine bøger for at støvsuge hver enkelt, er at bøger har en form for "liv", ikke bare via indhold, men også som et fysisk fænomen. De synes at bevæge sig, når de ikke står ret op i en lige linje på en hylde. Stablerne er som mere eller mindre fastlåste slanger, og der skal sørme ikke meget til for at få dem til at vælte. Det er nærmest, som om bøgerne forsøger at flygte fra den stygge skæbne, der venter en hel del af dem ....
Dette ligner en bogstabel, men er faktisk en fodskammel, der vist nok forhandles til kr. 599,00 i en butik med gadgets. Jeg burde næste investere i sådan en, når jeg er færdig med dette reol-projekt, bare for at minde mig selv om alle de trængsler, alt for mange bøger kan føre til.