Uønskede husfæller

Forleden aften omkring midnat, hvor jeg så småt var i gang med at forberede natten, men bare var for træt til virkelig at gøre alvor af mine planer, fik jeg en uventet visit: en edderkop, vist nok af "stankelben"-arten. Den løb hen over min ene hånd, og jeg blev forskrækket, men fik mig dog taget sammen til at forsøge at fange den, også fordi jeg befandt mig nogle få meter fra min seng, hvor jeg kunne forestille mig, at den ville søge hen.
Fordi jeg ikke ville skade den, fik den mulighed til at smutte fra mig, og jeg tilbragte en meget urolig nat, for hvor var den blevet af? Havde den søgt tilflugt i min seng, uden at jeg havde opdaget den? Gemte den sig et andet sted, hvor den helst ikke skulle befinde sig?

Allerførste gang jeg så den var på badeværelset, (dog ikke bag min tandbørste), og allerede dengang havde den held til at flygte. Hvis ikke det var, fordi jeg føler en vis sympati for edderkopper, så havde jeg på det tidspunkt klasket den, men det gør jeg faktisk aldrig: edderkopper er i  mine øjne ikke ækle, men fascinerende.
Nå, men "mit" stankelben havde altså undgået mig endnu engang og kunne (teoretisk set) befinde sig i min seng. Jeg ledte og ledte, men fandt den ikke, hvilket dog ikke gjorde mig tryg, for den KUNNE jo have gemt sig mange mærkelig steder i eller omkring sengen.

Nok kan jeg lide edderkopper, men ville den være egnet som en fremtidig husfælle? Nej, for jeg ville altid være bange for at komme til at træde på den eller at møde den steder, hvor den IKKE hører hjemme. Ergo: da jeg i dag fandt den i min næsten nedbrudte bogreol, fik jeg den gelejdet over i et bæger med låg og derpå båret ned i gården. Nu kan jeg så til gengæld gøre mig mange tanker om, hvorvidt en af de mange edderkop-fjender gør has på den, eller om den bliver ædt af en af beboernes hunde. Ih, altså de bekymringer dyreelskere uforvarende får med insekter ....

 



De næste  

Tudor-mødre

Hun er yndig, og han ligner et surt løg, men hva' pokker, de indgik jo deres ægteskab af politiske årsager. Sådan var det nu dengang med de kongelige, og så siges det ellers, at netop dette par fik et smukt og kærligt forhold. En antagelse, der bl.a. bygger på hans store sorg, da hun døde af barselsfeber.
Egentlig kender man hende mest fra omtalen i "Richard III" af William Shakespeare, hvor hun fremstilles som det uskyldige lam, der risikerer at skulle ofres gennem et ægteskab med sin onkel, den onde og pukkelryggede Richard III. Han har angiveligt myrdet hendes små brødre, hvoraf den ene er den retmæssige konge. Heldigvis bliver den yndige prinsesse med det stærke krav på tronen dog frelst af helten, Henrik VII. En situation, der gengives i symbolsk form her, hvor Elizabeth kan ses som den lille kvindefigur under dragens ene bagben:

Uden af have ret mange kongelige aner er Elizabeth af York alligevel på en vis måde den allermest royale af alle i England, da hun er den eneste dronning, som har været hustru, datter, søster, niece, mor og bedstemor til engelske konger. Faktisk nedstammer alle senere regenter fra hende, men selv er hun datter af en konge, Edward IV, der havde den frækhed at gifte sig med en ukongelig, nemlig Elizabeth Woodville, hvis store, tidløse skønhed lokkede ham til dette brud på traditionerne.

Denne Elizabeth blev født omkring 1437 og var datter af jarlen af Rivers, Richard Woodville, og Jacquetta af Luxembourg, der gennem et tidligere ægteskab havde været tante til Henrik VI. Dvs. at socialt befandt den smukke Elizabeth sig et godt stykke under de kongelige, hvilket også afspejles gennem hendes første ægteskab med John Grey af Groby. Med ham fik hun to sønner, men da hendes mand døde, og hun giftede sig med Edward IV, blev hun mor til ti kongelige børn, der dog ikke alle opnåede voksenalder.
Ægteskabet med Edward IV vakte furore, for det var første gang, en engelsk monark giftede sig med en undersåt. Når man ser ungdomsportrættet af Edward IV, virker han egentlig også som en romantiker, selv om han på et tidspunkt af sit liv faktisk havde et forbrug af kvinder, der minder om hans barnebarns, den senere Henrik VIII.

Bølgerne gik altså højt omkring dette pars forhold, og i 1484 blev deres ægteskab erklæret ugyldigt, og deres børn forvist fra hoffet. Hele dette spil med anerkendte contra afsatte regenter hang selvfølgelig sammen med de såkaldte Rosekrige (1455-1487), hvor to grene, nemlig York og Lancaster, af Plantagenet-slægten kæmpede om magten. Den sidste York-konge var Richard III, der blev bekæmpet i Slaget ved Bosworth Field, og hvis skelet senere blev fundet begravet under en nutidig parkeringsplads.

At gifte sig med Elizabeth of York var noget af en genistreg, for på den måde bragte Henrik VII de to stridende Plantagenet-grene sammen og styrkede desuden det svage krav han selv havde på den engelske trone gennem sin mor, der tilhørte Lancaster-slægten. Når de to tilmed fik et godt ægteskab, så var alting jo godt, men deres samtid var noget noget bekymret over deres måde at opdrage de mange børn. Dengang skulle børn virkelig kun ses og ikke høres, men det lader til, at det kongelige par tilbragte meget mere tid med deres børn, end det blev regnet for "normalt". Faktisk var der dem, der mente, at dronningen forkælede dem, men den opfattelse kan selvfølgelig være en efterrationalisering, fordi den søn, der fulgte sin far på tronen, var den super-narcisstiske og egocentriske Henrik VIII ....

Rystende badedragtsbillede

Dette billede har virkelig rystet diverse herrer, der føler, at nu er kvindens frigørelse altså endt i noget af et mareridt. Selv ser jeg - og andre kvinder - det som en spøg, og vi har ingen planer om at iklæde os et sådant klædningsstykke eller at arbejde for, at de hår, vi også har, breder sig på denne måde.
Hvad er det, der er så slemt ved denne badedragt? Jo, det er selvfølgelig mønsteret, for det bryder med alle forestillinger om femininitet. Det kan da godt være, at der er kvinder med en sådan hår-pragt, men hvis der er, så viser de den næppe frem, for det er ikke comme il faut i vores kønsdefinerede verden.

Denne "påklistrede" badedragt har til gengæld ikke stødt nogen af hverken det ene eller det andet køn. Mændene griner vist mest ad ideen med en benzin-tigger, der forsøger at påkalde sig opmærksomhed ved hjælp af en feminin facade, medens kvinderne ryster på hovedet og trækker på skuldrene. Den går heller ikke så meget ind i den gængse kønsdefinition, at den virker som en trussel om nedbrydningen af den almindelige definering, hvilket hår-badedragten gør. Den er et tydeligt brud med det, man mener at kunne forvente hos kvindekønnet. Det er chefstillinger til kvinder også, men det tolereres efterhånden (mere eller mindre).

Dræbt for sine organer?

Dette er 8 år gamle Cole Hartman med sin mor, Liz, og de ser jo glade og velfornøjede ud. Problemer både var der dig, for drengen var født med den gen-fejl, man kalder "fragilt X-syndrom". Det giver fysiske og psykiske handicaps, så selv om han var glad, da billedet blev taget, så havde han udsigt til flere alvorlige helbredsproblemer i fremtiden. Noget, der dog ikke berettiger nogen til at berøve ham hans liv - heller ikke en læge, der ønsker at hjælpe andre patienter med organ-donationer.
Af en eller anden mystisk årsag var Cole åbenbart gået ind i familiens vaskemaskine, hvor hans far fandt ham druknet. Ambulanceredderne fik dog sat hans hjerte i gang igen, og han blev lagt i respirator. Han var ikke hjernedød, men angiveligt meget alvorligt skadet, og ifølge lægerne ville han ikke kunne klare sig uden en respirator. Forældrene valgte derfor at slukke for respiratoren og donere hans organer til andre, der havde brug for dem. Noget, der vist sjældent sker, hvis patienten ikke er hjernedød, dvs. DØD og ikke til at vække til live igen.

Retsmedicineren Denise Bertone, der obducerede Cole, fattede imidlertid mistanke om lusk, for hun fandt forskellige medikamenter som fentanyl i hans lig og kunne se, at det var det - og ikke den frakoblede respirator - der havde dræbt ham. Den behandlende læge på hospitalet hævdede, at hun bare havde givet ham smertestillende, så han ikke skulle lide, når respiratoren blev fjernet.
Sagen er imidlertid den, at der er et vist tidspres på en sådan læge, hvis opgave er at fjerne både respiratoren og organer, for mange af sidstnævnte kan ikke bruges til transplantationer, hvis ikke det sker med det samme. Fordi drengen ikke var hjernedød levede han stadig ca ½ time efter fjernelsen af respiratoren, og Denise Bertone hævder, at lægen må have givet ham fentanyl for at fremskynde hans død, så hospitalet kunne "høste" hans organer. Dvs. at de rent faktisk har taget livet af ham.
I sådan et tilfælde er der altid tale om en balancegang, for - hjernedød eller ej - skal patienten selvfølgelig ikke lide, når respiratoren tages væk. Samtidig skal han/hun ikke have så meget smertestillende, at det bliver det, der dræber ham/hende. Hvad skal lægen gøre? Hvem skal han/hun vælge at støtte: den døende i respirator eller alle de patienter, der gør sig håb om at få et organ??? Åbenbart en situation der kan opstå den ene gang efter den anden, og som der ikke er nogen let løsning på ....

Den dristige plan om et nyt liv ....

Her har vi en amerikaner på afveje: Dr. Hawley Crippen, der havde slået sig ned i England med sin grove og vulgære kone, Cora. De to levede i et meget lidt kærligt forhold, og det lader til, at Cora nød at chikanere og håne sin mand, der åbenbart ikke helt levede op til hendes forventninger om mandighed. Hun nød opmærksomhed, drømte om en scenekarriere og havde selv adskillige elskere.

I januar 1910 bemærkede hendes venner, at hun tilsyneladende var forsvundet. Hendes mand påstod dog, at hun var taget tilbage til USA, men det fandt man mærkeligt, for hvorfor havde hun ikke fortalt sine venner noget om sine planer?
Ikke nok med at Cora var væk, men pludselig forsvandt Dr. Crippen og hans assistent, den unge, kønne Ethel le Nerve, også. Inden da havde politiet dog fået nys om urent trav i lægehjemmet, og da man fandt et parteret og forrådnet lig i gravet ned i kælderen, syntes sagen at være klar: den ellers så milde og venlige læge havde myrdet sin rappenskralde af en kone.

Kort tid efter al denne dramatik opdagede styrmanden på S/S Monrose, at der var noget underligt ved et par af passagererne, der gik for at være far og søn. Hans mistanker voksede, og inspektør Dew fra London, der havde sagen med den morderiske læge, blev adviseret, så han kunne anholde Crippen og Ethel, før de nåede frem.
De to havde forelsket sig i hinanden og havde drømt om en fremtid sammen i Canada eller USA, men deres planer mislykkedes altså på grund af den skarpsindige styrmand. Resultatet var, at Dr. Crippen blev dømt og henrettet for mordet på sin kone, men mærkeligt nok har man mange år senere fået mistanke om, at det var et justitsmord. Således er der dem, der på det bestemteste hævder, at det parterede lig i kælderen slet ikke var Cora, men en mand. Den side af sagen gør unægtelig tingene meget indviklede, og det har også vakt opmærksomhed, at Crippens amerikanske familie har forlangt at få hans jordiske rester udleveret. Dette er Boris Johnson gået med til, så nu når den henrettede mand alligevel frem, bare alt for sent og uden sin elskede Ethel.

https://msutoday.msu.edu/news/2011/msu-scientists-turn-tables-on-century-old-murder/

Den djævelske "moderkærlighed"

Denne franske aristokrat, Madame Louise Monnier, var højt respekteret af den parisiske overklasse, hvor hun færdedes.Hun var meget velhavende og gav rundhåndede bidrag til de trængende, hvilket  skaffede hende anerkendelse i de fornemme cirkler, hvor hun og hendes søn, Marcel, færdedes. 

Hun var stolt af sin søn, for han havde klaret sig godt og var blevet advokat. At hun også havde en datter ved navn Blanche var ikke blevet glemt, for hun var kendt som en smuk, blid og venlig pige, som alle kunne lide.

Mystisk nok var der ingen, der havde set den yndige, unge pige i mere end 20 år, så hvor var hun? Tjah, hvad med at kigge lidr nærmere på hendes mors hus med de mange værelser? I et af de mindste lå der nemlig en udtæret og mere eller mindre halvdød, midaldrende kvinde gemt. Hendes fangevogter var ingen anden end den fornemme og respekterede Madame Monnier, der tragisk nok var. hendes mor, for hun synes at have været helt uden moderkærlighed, når det gjaldt Blanche.

Den bedårende Blanche havde hele livet foran sig, da hun som 25-øårig blev forelsket i en mand, som hendes mor bare ikke kunne acceptere, for han var fattig og ikke så fornem som Monnier-familien. At Blanche ikke ville opgive sin kærlighed betød imidlertid, at hendes mor og bror besluttede at holde hende indespærret i et lille, uhumsk værelse, hvor hun efterhånden forvandledes fra en skønhed til noget, der lignede et skelet med hud på.

Hendes elskede var død pludseligt i 1885, så han var uden skyld i, at hun ikke blev fundet før 1901, fordi en behjertet sjæl sendte et anonymt brev til politiet. Da ordensmagten tiltvang sig adgang og fandt hende, lå hun helt nøgen i et lille-bitte værelse, dækket af rester af afføring og andre uhumske ting. Det levende skelet vejede kun 25 kg, for hun var "selvfølgelig" også blevet sultet og havde kun fået mad med en lille ernæringsværdi.

Sagen vakte stor opmærksomhed, og da Madame Monnier så sin datter befriet - og selv blev arresteret - blev hun syg og døde to uger senere. Hvad Marcel angik, så mente myndighederne ikke, at hans mentale tilstand gjorde ham egnet til straf. Problemet var også, at det, mor og søn havde gjort, ikke var omfattet af loven, for der var ingen fortilfælde. Man vidste åbenbart ikke, hvad man skulle stille op med en sådan forbrydelse, og hvor man først ønskede at retsforfølge Marcel og hans mor, så opgav man det nødtvungent. At hans søsters liv var blevet spildt på denne modbydelige måde var bare noget, der skete. 

Det eneste, man kunne gøre, var at anbringe stakkelse Blanche på et sindsygehospital, for hendes 25 år lange indespærring havde selvfølgelig haft alvorlige følger for både hendes fysiske og psykiske helbred. Hun blev aldrig rask, men døde som 63-64-årig på hospitalet i 1913.

Firbenede vandaler

Stolt af sin handling, ja, nærmest meget betaget af sin egen evne til at ødelægge en bils indre. Når man ser på billedet, er det nemlig tydeligt, at denne hund forventer ros for sin "bedrift". Som ikke-hund ved man jo, at dens ejer næppe deler dens begejstring. Hvad pokker gør man i sådan en situation? Skal man skælde ud eller måske endda gribe til barskere metoder? Nogle overvejer sikkert en permanent løsning, dvs. enten aflivning, ny ejer i familien eller via Dyreværnet, og det forstår jeg egentlig godt. Selv om man elsker sin hund og betragter den som et familiemedlem, så kan en sådan destruktiv adfærd ødelægge harmonien i en familie, og ikke alle har overskud til at tackle problemet - eller betale reparationer eller udskiftninger af ødelagte brugsting.

Spørgsmålet er dog, hvorfor det sker. Keder dyret sig og har det brug for mere stimulans i hverdagen? OK, det kan man forsøge, men der er ingen garanti for, at det hjælper ...
Skyldes problemet separationsangst? Hvis det er tilfældet, så er der faktisk metoder til at afhjælpe problemet og bl.a. også medicin. Ellers er der nogle øvelser samt noget bestemt legetøj, man kan bruge til at læse dyret at være alene. At anskaffe en hund ellet kat mere hjælper til gengæld ikke.

Nok kan to hunde være venner og have det fint sammen, men lider den ene hund af separationsangst, og den tisser og griser overalt, hyler og gør eller ødelægger ting i hjemmet, så kan et andet dyr ikke erstatte det, den savner, nemlig dets mennesker. Hvis dyret førler, at det er blevet forladt, vil det instinktivt forsøge at kalde flokken sammen, og når det ikke lykkes, bliver den vildt frustreret og bange. Kort sagt: der er tale om et reelt, individuelt problem, der skal løses, og det kan kræve en hel del af ejerne.