Smiger og EC

Indrømmet: jeg ELSKER at blive smigret med mine bøger, og jeg blev nærmest overvældet af den smiger, der lå i at se et eksemplar af min Karen Blixen-bog for gymnasiet og andre skoletrin sat til salg på Amazon for noget, der svarer så nogenlunde til 1.000,00 kr. Andre eksemplalrer af den samme bog udbydes nu også til ublu priser på Amazon, og mit hjerte svulmer af stolthed, så jeg burde skamme mig ...

https://www.amazon.com/Drommende-Fortaellinger-Udgivet-rerforeningen-Cederborg/dp/B00QQQ9TEK/ref=sr_1_85?dchild=1&keywords=Karen+Blixen&qid=1587804629&sr=8-85

Ikke at jeg tror, der er mange chancer for, at sælgeren kan få så høje priser for bogen, men bare tanken om, at nogen finder den så værdifuld smigrer altså min forfængelige sjæl. Noget, der altså formentlig betyder, at jeg bør gå i rette med mig selv, for skørt er det jo.

Desuden: jeg er ikke blind for det  faktum at det at være til fals for smiger betyder, at man virkelig er til fals, og det har aldrig været sundt for nogen ....

Geopolitik og verdensherredømme

Fortidig geopolitik, hvor franskmændene - dvs. Napoleon Bonaparte - og englænderne deler verden imellem sig. Både før og efter har andre statsmænd forsøgt det samme.

Begrebet geopolitik har fået et blakket ry, fordi det forbindes med nazismen og Hitlers krav om "Lebensraum". Som begreb og ideologi står det imidlertid først og fremmest for studiet af staters handlemuligheder  i forhold til geografiske forhold.
Det var svenskeren Rudolf Kjellén, der navngav begrebet i 1899, men ideologien blev også videreudviklet af englænderen Halford Mackinder, amerikaneren Alfred Mahan, etc.. Kort sagt, ideen var oppe i tiden og fascinerede mange forskellige, både politikere og historieforskere. Den fandt dog hovedsagelig grobund i Tyskland, hvor befolkningen stadig følte sig snydt og nedværdiget efter I. Verdenskrigs Versaillestraktat. En hovedfigur var den tidligere general Karl Haushofer (1869-1946), der bl.a. grundlagde "Zeitschrift für Geopolitik" i 1923. Det var dette tidsskrift, der senere udviklede sig til et propagandaorgan for det nazistiske parti.

Da Karl Haushofer blev professor i München, fik han en elev, der åd hans teorier om geopolitik råt. Denne elevs navn var Rudolf Hess, og da han forbandt sig med Adolf Hitler, som han var dybt betaget af efter at have truffet ham ved et politisk møde i 1920, videregav han de oplysninger om geopolitik, som han havde fra sin lærer, Karl Haushofer, til ham. Det var lige vand på Hitlers mølle og var med til at gøre ham interesseret i Rudolf Hess, der havde meldt sig ind i nazi-partiet, og som nu blev hans fortrolige medarbejder. Da de begge sad fængslet i Landsbergerfængslet efter det mislykkede ølstue-kup, dikterede Hitler sin bog, "Mein Kampf", til ham, og efter magtovertagelsen i 1933 blev han bl.a. udnævnt til hans stedfortræder.

Geopolitikken levede og trivedes under nazismen som en vigtig del af ideologien, men efter krigens slutning rettede udenlandsk presse anklager imod Haushofer og beskyldte ham for at være medskyldig i Tysklands ekspansionspolitik. Det kunne den gamle general og senere professor ikke holde ud, så han og hans hustru valgte at tage livet af sig i 1946.
Hvad faget angik, så blev det afskaffet som led i De Allieredes angreb på nazisistiske institutioner i Tyskland. Desuden blev det direkte fordømt af geografer, forskere og andre, der associerer det med Nazi-Tyskland og dets Lebensraum-ideologi. Man har dog efterhånden erkendt, at geopolitik hovedsagelig er en betegnelse for et princip, som enhver stat er underlagt og følger som en del af real-politikken.

Napoleon og hans list

Da Napoleon I blev placeret på Elba, var han selvfølgelig ikke begejstret, for var han ikke kejser? Skyldte Frankrig og historien ham ikke en højere placering end som fange på en lille, snoldet ø? Nok havde han masser af goder, blev behandlet som "guvernør", men hvad er sådan noget værd, når man har været kejser?

Eftersom det lykkedes Napoleon at få et venligt og fortroligt forhold til sine vagter, hørte han også om deres privatliv. Den ene vagt var vildt forelsket i en kvinde i Firenze, og det udnyttede den snu fange til sin fordel ved at hævde, at denne kvinde var utro med en anden mand. Vagten ikke bare slækkede på overvågningen, men aftalte med Napoleon, at han kunne tage en hemmelig smuttur til Firenze for at tjekke op på kæresten og hendes troskab.
Sikkert som en del af sin flugt-strategi fik Napoleon vagten til at udsætte sin rejse til et tidspunkt, hvor en flugt fra Elba var lettest at gennemføre, og så gik det ellers i fuld fart væk fra øen i februar 1815. At denne flugt ville ende på Saint Helena havde Napoleon nok ikke forestillet sig, men sådan gik det den detroniserede kejser, der døde på den lille ø af noget, der ligner mave-kræft, men som kan være noget mere dystert. Englænderne er i hvert fald blevet mistænkt for mord lige siden da ....

Uønskede husfæller

Forleden aften omkring midnat, hvor jeg så småt var i gang med at forberede natten, men bare var for træt til virkelig at gøre alvor af mine planer, fik jeg en uventet visit: en edderkop, vist nok af "stankelben"-arten. Den løb hen over min ene hånd, og jeg blev forskrækket, men fik mig dog taget sammen til at forsøge at fange den, også fordi jeg befandt mig nogle få meter fra min seng, hvor jeg kunne forestille mig, at den ville søge hen.
Fordi jeg ikke ville skade den, fik den mulighed til at smutte fra mig, og jeg tilbragte en meget urolig nat, for hvor var den blevet af? Havde den søgt tilflugt i min seng, uden at jeg havde opdaget den? Gemte den sig et andet sted, hvor den helst ikke skulle befinde sig?

Allerførste gang jeg så den var på badeværelset, (dog ikke bag min tandbørste), og allerede dengang havde den held til at flygte. Hvis ikke det var, fordi jeg føler en vis sympati for edderkopper, så havde jeg på det tidspunkt klasket den, men det gør jeg faktisk aldrig: edderkopper er i  mine øjne ikke ækle, men fascinerende.
Nå, men "mit" stankelben havde altså undgået mig endnu engang og kunne (teoretisk set) befinde sig i min seng. Jeg ledte og ledte, men fandt den ikke, hvilket dog ikke gjorde mig tryg, for den KUNNE jo have gemt sig mange mærkelig steder i eller omkring sengen.

Nok kan jeg lide edderkopper, men ville den være egnet som en fremtidig husfælle? Nej, for jeg ville altid være bange for at komme til at træde på den eller at møde den steder, hvor den IKKE hører hjemme. Ergo: da jeg i dag fandt den i min næsten nedbrudte bogreol, fik jeg den gelejdet over i et bæger med låg og derpå båret ned i gården. Nu kan jeg så til gengæld gøre mig mange tanker om, hvorvidt en af de mange edderkop-fjender gør has på den, eller om den bliver ædt af en af beboernes hunde. Ih, altså de bekymringer dyreelskere uforvarende får med insekter ....

 



De næste  

Tudor-mødre

Hun er yndig, og han ligner et surt løg, men hva' pokker, de indgik jo deres ægteskab af politiske årsager. Sådan var det nu dengang med de kongelige, og så siges det ellers, at netop dette par fik et smukt og kærligt forhold. En antagelse, der bl.a. bygger på hans store sorg, da hun døde af barselsfeber.
Egentlig kender man hende mest fra omtalen i "Richard III" af William Shakespeare, hvor hun fremstilles som det uskyldige lam, der risikerer at skulle ofres gennem et ægteskab med sin onkel, den onde og pukkelryggede Richard III. Han har angiveligt myrdet hendes små brødre, hvoraf den ene er den retmæssige konge. Heldigvis bliver den yndige prinsesse med det stærke krav på tronen dog frelst af helten, Henrik VII. En situation, der gengives i symbolsk form her, hvor Elizabeth kan ses som den lille kvindefigur under dragens ene bagben:

Uden af have ret mange kongelige aner er Elizabeth af York alligevel på en vis måde den allermest royale af alle i England, da hun er den eneste dronning, som har været hustru, datter, søster, niece, mor og bedstemor til engelske konger. Faktisk nedstammer alle senere regenter fra hende, men selv er hun datter af en konge, Edward IV, der havde den frækhed at gifte sig med en ukongelig, nemlig Elizabeth Woodville, hvis store, tidløse skønhed lokkede ham til dette brud på traditionerne.

Denne Elizabeth blev født omkring 1437 og var datter af jarlen af Rivers, Richard Woodville, og Jacquetta af Luxembourg, der gennem et tidligere ægteskab havde været tante til Henrik VI. Dvs. at socialt befandt den smukke Elizabeth sig et godt stykke under de kongelige, hvilket også afspejles gennem hendes første ægteskab med John Grey af Groby. Med ham fik hun to sønner, men da hendes mand døde, og hun giftede sig med Edward IV, blev hun mor til ti kongelige børn, der dog ikke alle opnåede voksenalder.
Ægteskabet med Edward IV vakte furore, for det var første gang, en engelsk monark giftede sig med en undersåt. Når man ser ungdomsportrættet af Edward IV, virker han egentlig også som en romantiker, selv om han på et tidspunkt af sit liv faktisk havde et forbrug af kvinder, der minder om hans barnebarns, den senere Henrik VIII.

Bølgerne gik altså højt omkring dette pars forhold, og i 1484 blev deres ægteskab erklæret ugyldigt, og deres børn forvist fra hoffet. Hele dette spil med anerkendte contra afsatte regenter hang selvfølgelig sammen med de såkaldte Rosekrige (1455-1487), hvor to grene, nemlig York og Lancaster, af Plantagenet-slægten kæmpede om magten. Den sidste York-konge var Richard III, der blev bekæmpet i Slaget ved Bosworth Field, og hvis skelet senere blev fundet begravet under en nutidig parkeringsplads.

At gifte sig med Elizabeth of York var noget af en genistreg, for på den måde bragte Henrik VII de to stridende Plantagenet-grene sammen og styrkede desuden det svage krav han selv havde på den engelske trone gennem sin mor, der tilhørte Lancaster-slægten. Når de to tilmed fik et godt ægteskab, så var alting jo godt, men deres samtid var noget noget bekymret over deres måde at opdrage de mange børn. Dengang skulle børn virkelig kun ses og ikke høres, men det lader til, at det kongelige par tilbragte meget mere tid med deres børn, end det blev regnet for "normalt". Faktisk var der dem, der mente, at dronningen forkælede dem, men den opfattelse kan selvfølgelig være en efterrationalisering, fordi den søn, der fulgte sin far på tronen, var den super-narcisstiske og egocentriske Henrik VIII ....

Rystende badedragtsbillede

Dette billede har virkelig rystet diverse herrer, der føler, at nu er kvindens frigørelse altså endt i noget af et mareridt. Selv ser jeg - og andre kvinder - det som en spøg, og vi har ingen planer om at iklæde os et sådant klædningsstykke eller at arbejde for, at de hår, vi også har, breder sig på denne måde.
Hvad er det, der er så slemt ved denne badedragt? Jo, det er selvfølgelig mønsteret, for det bryder med alle forestillinger om femininitet. Det kan da godt være, at der er kvinder med en sådan hår-pragt, men hvis der er, så viser de den næppe frem, for det er ikke comme il faut i vores kønsdefinerede verden.

Denne "påklistrede" badedragt har til gengæld ikke stødt nogen af hverken det ene eller det andet køn. Mændene griner vist mest ad ideen med en benzin-tigger, der forsøger at påkalde sig opmærksomhed ved hjælp af en feminin facade, medens kvinderne ryster på hovedet og trækker på skuldrene. Den går heller ikke så meget ind i den gængse kønsdefinition, at den virker som en trussel om nedbrydningen af den almindelige definering, hvilket hår-badedragten gør. Den er et tydeligt brud med det, man mener at kunne forvente hos kvindekønnet. Det er chefstillinger til kvinder også, men det tolereres efterhånden (mere eller mindre).

Dræbt for sine organer?

Dette er 8 år gamle Cole Hartman med sin mor, Liz, og de ser jo glade og velfornøjede ud. Problemer både var der dig, for drengen var født med den gen-fejl, man kalder "fragilt X-syndrom". Det giver fysiske og psykiske handicaps, så selv om han var glad, da billedet blev taget, så havde han udsigt til flere alvorlige helbredsproblemer i fremtiden. Noget, der dog ikke berettiger nogen til at berøve ham hans liv - heller ikke en læge, der ønsker at hjælpe andre patienter med organ-donationer.
Af en eller anden mystisk årsag var Cole åbenbart gået ind i familiens vaskemaskine, hvor hans far fandt ham druknet. Ambulanceredderne fik dog sat hans hjerte i gang igen, og han blev lagt i respirator. Han var ikke hjernedød, men angiveligt meget alvorligt skadet, og ifølge lægerne ville han ikke kunne klare sig uden en respirator. Forældrene valgte derfor at slukke for respiratoren og donere hans organer til andre, der havde brug for dem. Noget, der vist sjældent sker, hvis patienten ikke er hjernedød, dvs. DØD og ikke til at vække til live igen.

Retsmedicineren Denise Bertone, der obducerede Cole, fattede imidlertid mistanke om lusk, for hun fandt forskellige medikamenter som fentanyl i hans lig og kunne se, at det var det - og ikke den frakoblede respirator - der havde dræbt ham. Den behandlende læge på hospitalet hævdede, at hun bare havde givet ham smertestillende, så han ikke skulle lide, når respiratoren blev fjernet.
Sagen er imidlertid den, at der er et vist tidspres på en sådan læge, hvis opgave er at fjerne både respiratoren og organer, for mange af sidstnævnte kan ikke bruges til transplantationer, hvis ikke det sker med det samme. Fordi drengen ikke var hjernedød levede han stadig ca ½ time efter fjernelsen af respiratoren, og Denise Bertone hævder, at lægen må have givet ham fentanyl for at fremskynde hans død, så hospitalet kunne "høste" hans organer. Dvs. at de rent faktisk har taget livet af ham.
I sådan et tilfælde er der altid tale om en balancegang, for - hjernedød eller ej - skal patienten selvfølgelig ikke lide, når respiratoren tages væk. Samtidig skal han/hun ikke have så meget smertestillende, at det bliver det, der dræber ham/hende. Hvad skal lægen gøre? Hvem skal han/hun vælge at støtte: den døende i respirator eller alle de patienter, der gør sig håb om at få et organ??? Åbenbart en situation der kan opstå den ene gang efter den anden, og som der ikke er nogen let løsning på ....