Paulus, din filur

Jeg har tidligt set mig gal på Paulus, fordi han tilskrives forskellige udtalelser om kvinder og kvinders plads, der gør mig aldeles rasende. Ikke desto mindre må jeg dog indrømme, at han er en interessant skikkelse i det store spil om den kristne guddom.
Han levede fra omkring 5 e.Kr til ca. år 64, og han blev betragtet som en af de vigtigste skikkelser i den tidlige kristendom fra 30 års-alderen, selv om han var startet som en ivrig forfølger af de kristne. Faktisk kan man få den tanke, at han var forarget over denne nye sekt, hvilket ville være logisk nok, da han jo ikke bare var romersk statsborger, men også jøde. På et tidspunkt hvor han var midt i en jagt på kristne, fik han imidlertid en åndelig oplevelse, der omvendte ham: på vejen fra Jerusalem til Damaskus så han pludselig den genopstandne Jesus omgivet af et strålende lys. Denne åbenbaring blændede ham, og han mistede synet i tre dage, men fik det igen og var som forvandlet, for nu begyndte han at udbrede kristendom.
Hans indflydelse blev enorm, fordi hans epistler jo er en del af Det Nye Testamente. Hvad man sædvanligvis ikke tænker på er, at der er tvivl om autenciteten. Moderne forskere mener, at en ret stor del af lader til at være skrevet "i hans ånd", men ikke af ham, så jeg må vel slække på mit mishag imod denne gamle støttepille i det, vi forstår som kristendommen .....

 

Hjul og stejle i Dk

Noget af det, jeg husker fra min børnelærdom om de gamle vikinger er deres barbariske henrettelsesmetode at "riste blodørn". Det må være bagvaskelse, for sådan noget gør/gjorde danskere da ikke, vel? Jo, det lader til, at det var, hvad de gjorde, men det er da heldigvis længe siden, og mange andre begik uhyrlige grusomheder, så hvad pokker?! Kan man lide vikinger, må man bære over med dem, ikke sandt?
At vi - et godt og fredeligt folkefærd! - har fortsat uhyrlighederne længe efter med den henrettelsesmetode, der kendes som "hul og stejle", er endnu mere ubehageligt at tænke på, for det kommer tættere på os nutidsdanskere. Da man udgravede området omkring Trianglen i København i forbindelse med metrobyggeriet, kom det faktisk helt tæt på, for dér fandt man masser af rådnende lig af forbrydere, der tydeligvis var blevet "rettet".

Arkæologerne havde håbet på at finde en toldbod eller lignende, men vadede i stedet for i beviser på fortidige henrettelser ved det, man kaldte "kvalificeret dødsstraf". Denne metode blev indført i 1697 og gjaldt for dem, der havde bedrevet mord, statsforbrydelser og lignende. Når man læser om den, tror man ikke sine egne øjne, for hvilken syg hjerne har fået den ide at først pine den dømte med gloende tænger, at hugge hans højre hånd af for derefter at gå i gang med at radbrække kroppen? 

Radbrækningen foregik ved, at bødlen knuste den dødsdømtes lemmer og brystkasse enten med et hjul (tysk Rad) eller en kølle. Oven på dette blev den dømte, der måske stadig var i live, flettet ind i egerne på et hjul, der blev opstillet på retterstedet. I Danmark anvendtes straffen sidste gang i 1866, hvor en præst blev henrettet for at have myrdet sin kone med rottegift, men jeg er ikke sikker på, at alle de forskellige led i henrettelsesmetoden kom til anvendelse. Eller rettere sagt: jeg håber, at man sprang en hel del af grusomhederne over, for jeg har det ikke godt med tanken om os danskere som grusomme tortur-bødler.

https://cphmuseum.kk.dk/artikel/hjul-og-stejle-p%C3%A5-trianglen 

Øje for øje på tysk og dansk manér

Dette er den begivenhed, vi helst vil tænke på i forbindelse med besættelsen (1940-45): modige danskere gjorde en stor og farlig indsats for at redde knap 8.000 jødiske landsmænd fra nazisternes deportation og kz-lejre.

Det fartøj ser ikke særlig sikkert ud, og der synes også at være alt for mange om bord, men derfor kan det jo godt lykkes for en dygtig sømand at få folk over Øresund. Denne redningsaktion foregik i 1943, og nogenlunde samtidig indførte Hitler nogle skrækkelige regler for "clearingmord", der var hævnaktioner for drab på tyske soldater. Ordren gik ud på, at ti civile skulle dræbes for hver eneste tysker, der blev dræbt af danskere. I realiteten blev det dog "kun" ét dansk liv for én tysker.

Ofrene kunne være tilfældige, men de startede med den berømte og populære forfatter og præst ved Vedersø Kirke, Kaj Munk. Derefter gik det ud over ialt seksten læger, hvilket vel skyldtes, at de med deres uddannelse var værdifulde for samfundet, sådan at tabet ville være mærkbart for den danske befolkning. Ialt blev omkring hundrede danskere myrdet ved clearingmord, men på et tidspunkt gik tyskerne over til hævnaktioner, hvor tilfældige mennesker blev skudt ned på gaden. At de skulle tjene som et argument imod modstandsbevægelsen er dog ret grotesk, og den strategi virkede da heller ikke. Det lader dog ikke til, at mange danskere direkte har støttet modstandsbevægelsen, og der er sikkert også dem, der har set dem som ballademagere, samtidig med at de var fjendtligt indstillet over for tyskerne. Jeg mistænker, at dette paradoks hænger sammen med vor notoriske vattethed - forklædt som pacifisme - hvilket dog gør det endnu mere beundringsværdigt, at man ikke altid vendte ryggen til, men rent faktisk hjalp jøderne.

Hitler døde angiveligt den 30. april 1945, og Danmarks befrielse indtraf den 5. maj. Allerede samme dag begyndte retsopgøret mod tusinder af danskere, der havde støttet besættelsesmagten med ord og handlinger. Ca. 13.000 personer blev idømt bøde eller fængselsstraf, og 46 blev henrettet, men store dele af befolkningen skumlede over noget, de så som en tendens til at straffe de små forbrydere, medens de store slap billigere.

Gadens parlament tog sig også af noget, der faktisk ikke var en lovgivning imod, nemlig de såkaldte "tyskerpiger". Forelskelser fører ofte til utilsigtede problemer for folk, og det skete også for mange danske kvinder, der faldt for en tysk soldat. At de ligefrem skulle straffes for det efter befrielsen er vanvid, medmindre de også havde brudt landets love og bedrevet en klar landsskadelig virksomhed. Det var nok været de færreste, der virkelig havde haft et sådant forhold til en soldat, men man kan sige, det var uheldigt for dem, at de faldt for en fra besættelsesmagten.

Kvinden, der styrede Kina som kejserinde

Wu-Ze-Tian- kejserinde af Kina.

Hun blev født i 624 som datter af kansler i Tang-dynastiet, Wu Shihuo. Han lod hende læse en masse litteratur og uddanne sig på forskellig vis. Som 14-årig gjorde hendes skønhed og intelligens, at hun blev valgt som "Cai Ren" (dvs. en form for konkubine for kejser Taizong). Hun fandt sin plads som kejserens sekretær og lærte på den måde en masse om statsaffærer. Samtidig gjorde hendes skønhed, at prins Li Zhi fik øje på hende, og hun blev hans konkubine, da han kom på tronen som kejser Gaozong i 649, selv om hun ellers var blevet sendt afsted til et kloster for at blive nonne, da Taizong døde.
Wu-Ze-Tian var ikke tilfreds med rollen som konkubine, for hun ville være kejserinde. Eftersom Gaozong allerede havde en kejserinde, krævede denne plan ekstraordinære tiltag, og dem skortede det ikke på, da Wu-Ze-Tian egenhændigt kvalte sin nyfødte datter og gav kejserinden skylden, sådan at kejseren ville forskyde hende. Denne grumme plan lykkedes, og i 655 blev Wu-Ze-Tian kejserinde, idet næste skridt var at få en stor del af hendes politiske modstandere fjernet. Samtidig fik kejseren øjenproblemer, der gjorde ham mere personligt afhængig af Wu-Ze-Tian, hvilket hun forstod at udnytte til fulde. Inden han døde i 683 gav han sig selv en ny titel, nemlig "Tian Huang", hvilket betyder "Himlens Kejser". Wu-Ze-Tian fik en lignende titel, nemlig "Tian Hou", dvs. "Himlens Kejserinde".
Selv om hun fik gjort sine to sønner, Li Xian og Li Dan, til kejsere som Zhongzong og Ruizong, så beholdt hun altid selv den reelle magt. Zhongzong var den første af hendes sønner, der indtog tronen som kejser, men han blev dog afsat efter 55 dage. Derpå blev det den mindreårige Ruizongs tur, idet Wu-Ze-Tian blev hans formynderregent. Da Ruizong efter kort tid abdicerede "frivilligt", blev Wu-Ze-Tian den første kvinde i Kinas historie, der åbent satte sig på kejsertronen under sit eget navn, dvs. "kejser Zetian". På det tidspunkt havde hun allerede reelt set været Kinas regent i tredive år.
Hendes snuhed og handlekraft gik hånd i hånd på skræmmende vis, men man må indrømme, at hun blev en udmærket kejser. Hun reformerede bl.a. uddannelsessystemet og ansatte tilmed mange talentfulde personer, der ikke ligefrem var spytslikkere. Desuden gjorde hun meget for at udbedre landbruget, der vandt meget ved hendes reformer. Visse modstandere beskyldte hende dog for at holde et mandligt harem af buddhistmunke, og hendes styre byggede også på en hel del terror og spioneri.

Historiens værste skiderik

OK, dem er der nogle stykker af, selv om mange sikkert vil se Hitler som den værste. Som det ses er denne overbroderede herre dog ikke den tyske skiderik, men den belgiske konge, Leopold II (1835-1909). Han var såmænd den konge, der har siddet længst på den belgiske trone, som han indtog i 1865. Magen til modbydelig karl skal man lede efter, og han satte træskoene alt for sent.

Det, Leopold vil blive husket for, var hans behandling af befolkningen i den afrikanske stat Congo. Belgien og Congo er ikke ligefrem naboer, men Leopold fik lagt beslag på dette afrikanske land med hjælp fra den berømte opdagelsesrejsende, Henry Morton Stanley. Det blev tilmed sanktioneret ved Berlin-konferencen i 1884-1885, hvor hans krav autoriseret, fordi han angiveligt skulle "forbedre" den indfødte befolknings levevilkår. En betingelse, som denne opstyltede Hans Majestæt ikke bare blæste på, men latterliggjorde gennem sin behandling af disse mennesker, hvis liv og stat han havde annekteret. For ham var og blev de undermennesker, og det, det gjaldt om, var at fylde de kongelige lommer mest muligt. Noget, der foregik gennem udnyttelsen af landets råstoffer. Han bevægede sig fra indsamling af ibenholt til en gummiproduktion, der involverede tvangsarbejde "krydret" med vold, mord, lemlæstelser og andre ubegribelige overgreb.

Hvis der ikke blev produceret så meget gummi, som Leopold havde forventet, blev arbejderne straffet, som regel med amputationer af deres højre hånd. Hvordan dette skulle kunne få mere gang i arbejdet er ret uvist og må derfor tilskrives Leopolds sadisme og menneskeforagt. Der er uenighed om det nøjagtige tal, men man mener, at mellem 1-15 millioner indfødte congolesere mistede livet på grund af belgiernes fremfærd.
Eftersom Leopold var stifter af og ene-ejer af det, der blev kaldt "Congo Free State", falder ansvaret på ham. I 1908 overtog den belgiske stat administrationen af det, der hidtil havde været Leopolds private legeplads.

https://www.npr.org/2018/09/26/649600217/where-human-zoos-once-stood-a-belgian-museum-now-faces-its-colonial-past

Menses og gode manerer

Jeg må indrømme, at jeg grinte, da jeg læste denne lille hverdagsberetning om livet med en 3-årig datter. Mange andre vil nok ikke finde det særlig morsomt, men snarere pinligt eller direkte forargeligt.
Skal vi vædde om, at disse forargede personer er af hankøn? Det er i hvert fald mit indtryk, at mange mænd har det skidt med denne naturlige, feminine funktion, som jeg har oplevet, at nogle direkte har gjort nar ad.

Ja, det er der virkelig ingen grund til, og jeg tvivler meget på, at der er ret mange kvinder, der ville acceptere en sådan tingest. Ikke desto mindre har jeg som før sagt oplevet nogle bizarre episoder på sociale medier, hvor nogle mænd har gjort nar ad denne naturlige, kvindelige funktion. Engang imellem forsøger de så at camouflere det med medynk: "Det er vel nok synd for jer kvinder, at I ikke er som os mænd, der ikke "lider af" den slags ...."
Når det sker, sender jeg så et par håndgranater ud, som de abslut ikke kan lide: "Hvad med det hvide, I udsondrer, ofte på en yderst uhøvisk og upassende måde?" (Jeg har heller ikke glemt Henrik VIII's maskuline stolthed over sine "to (regelmæssige) natlige pollutioner", der for ham var et bevis på, at han var en rigtig mand, der sandelig fungerede, som han skulle. At det skete i ægteskabet med Anna af Cleves så han som det uomtvivstelige bevis på, at det var hende - og ikke ham - der var noget galt med).
Sunde og raske kvinder inden for en vis aldersgruppe har velafgrænsede "udsondringsperioder", medens mænd rammes af det ene jordskælv efter det andet, der kan ødelægge civiliserede forhold og bringe ravage i alt fra deres gode rygte til straffeattesten. Når disse personer taler om "de dage" er det tydeligt, at de slet ikke regner deres egen fysiske beskaffenhed for noget, der tæller på samme måde, men det er det altså, bare endnu mere dramatisk og bekymrende. Ingen mand er død at en kvindes menstruation, men masser af kvinder er døde (myrdet!!!) på grund af mænds specielle funktioner ....

Hele systemet er på den ene side ret genialt, hvis bare man følger reglerne, men der skal ikke meget til at forrykke balancen, og det er ikke kvinden og hendes "dage", der gør det. Nul!

Sæt tænderne i forbryderne - eller?

Det var disse aftryk af skiderikken Ted Bundys tænder, der fældede ham, fordi retsodontologen hævdede, at det bidemærke, han havde efterladt på et af sine ofre, var helt unikt. Aftrykkene blev et meget vigtigt bevis imod ham, og det siges, at det først var, da han forstod, at bidet havde efterladt et mærke, han ikke kunne løbe fra, at han opgav sin friskfyragtige facon og gav op. Han kunne ikke andet end at tilstå og endte med at blive morddømt og derpå henrettet i 1989.

Nu viser det sig så, at de "stensikre" beviser, som bidemærker blev regnet for at være, slet ikke holder. Der er en amerikansk protestgruppe, der tager morddømtes sager op til fornyet overvejelse, og som har fået forkastet flere domme, hvor bidemærker var det centrale bevis. Man kan så tænke over, hvordan den glatte og snu Bundy ville have reageret, hvis han havde oplevet denne nye holdning til det, der fældede ham i sin tid. Formentlig ville han have udnyttet denne udvikling til fulde, for sådan var han nu engang.
Tandlægen, der tog aftrykkene af hans tænder, hævder dog stadig, at seriemorderens bid var så unikt, at der ikke er noget at komme efter: han blev dømt og henrettet retfærdigt. Det er der vist heller ikke nogen, der tvivler på, men de "stensikre videnskabelige beviser" bliver forkastet i flere og flere sager. Mange morddømte i gamle sager får dem som sagt genoptaget, og flere er blevet renset fuldstændig.
I de fleste tilfælde skyldes det dog ikke bare en forkastelse af bidemærke-beviserne, men at man nu - via DNA - har fået udpeget andre forbrydere. Dvs. at denne nye metode lader til at erstatte bidemærkerne som super-bevis.
Jeg har set interviews med et par af de førhen så store navne inden for odontologien, og det er tydeligt, at de nærmest er som himmelfaldne, for lige med ét falder de fra toppen af kransekagen til bunden. De og deres videnskabelighed betvivles, og de kan ikke stille så meget op imod DNA-beviser, for det er jo det nye, geniale system ...