Kannibalisme og medicin

Kannibalisme? Ulækkert og sært, men en historisk kendsgerning, også i Europa.

Billedet er fra Rusland under en hungersnød, der krævede mange menneskeliv.

Mumier til salg? Hvorfor i alverden skulle man dog investere penge i gamle, indtørrede lig? Tjah, det kunne f.eks. skyldes troen på, at de havde en helbredende virkning. Det førte i hvert fald til noget, der er blevet kaldt "kannibalkuren" i Renæssancen. "Stødt mumie" var således engang en anerkendt medicin, og nogle steder solgte folk ud af deres døde slægtninge.

I Rænæssancen kunne man få serveret alle mulige dele af  det menneskelige legeme som helbredelsesmiddel, og noget af det er hængt ved i vore dage. Det drejer sig f.eks. om placenta-produkter, som der er god gang i, selv om de er meget dyre.

Dette produkt forsælges også som skønhedsmiddel, og det er ikke ligefrem billigt. Det er vist ikke blevet bevist, at det har en medicinsk effekt, men tanken om dets funktion i skabelsen af et menneskefoster smitter nok af på køberne. Man forestiller sig, at dette menneskelige byggemateriale ikke bare virker i livmoderen, men også udenfor, og den ide sælger varen.

Det, der sælger den slags produkter som medicin, er vel sagtens en eller anden "lighedsafsmitning". Ligesom man kunne forestille sig, at indtagelsen af røde produkter giver mere blod eller er godt for blodomløbet. En meget naiv tanke, men jeg tror, at det er den tankegang, der gør sig gældende.

Vi ved, at blodtransfusioner kan redde et menneske, men hvad med fæces? Ih jo, det bliver angiveligt det nye super-produkt inden for medinen .....

https://videnskab.dk/krop-sundhed/andres-afforing-kan-blive-din-medicin

Trækker det fra?

Edgar Allan Poe (1809–1849) regnes for en stor forfatter, hvis digt "The Raven" er anerkendt som en klassiker. Om det stadig læses er nok et spørgsmål, og jeg mistænker, at det er mere kendt for at være kendt end for at være et levende litterært bidrag til nutidsmenneskers liv og livsforståelse. Ganske vist har ravnen en symbolsk værdi som en af de klogeste fuglearter, men hvor mange i den yngre generation ved det?
Nå, men ud over at være berømt for dette og andre værker, så var Poe faktisk også berygtet i en del af sit liv. Ikke bare blev han alkoholiker, men der var jo også det med hans kontroversielle ægteskab: Virginia Eliza Clemm Poe (née Clemm; 1822–1847), var bare 13 år gammel, da han giftede sig med hende som 27-årig. Desuden var hun hans kusine, men det med slægtskabet kunne endda gå, for den slags ægteskaber var der mange af i tiden, bl.a. i de forskellige kongehuse. 
Hvordan man end ser det, så var hun jo et barn, medens han var en voksen mand, så hvad foregik der egentlig? Litteraturfolk og Poe-beundrere har ivret for, at ægteskabet skulle ses som en form for fælles-cølibat, da det ifølge deres tolkninger ikke blev konsumeret. Om det er sandt vides ikke, og bølgerne har gået ret højt i et forsvar for digteren, der af nogen ses som jomfru på samme måde, som Virginia formodes at være det. 
Nogle af hans venner mener dog, at ægteskabet blev konsumeret et par år efter brylluppet, men det er der selvfølgelig også debat om. For nutidsmennesker er der tale om en meget forskruet situation, som det kan være svært at virkelig forstå. Vi forarges over brudens unge alder og fatter nok ikke rigtig det med det ikke-konsumerede ægteskab, men må tage til efterretning, at de faktisk var gift i 11 år.

Der er ingen tvivl om, at Poe holdt meget af sin kone/kusine, og at han sørgede dybt, da hun døde af tuberkulose som 24-årig. Ægteskabet virkede også lykkeligt, bortset fra én ting: nogle få år efter brylluppet var Poe involveret i en skandale, der gik på påstande om hans amorøse forbindelse med damerne Frances Sargent Osgood og Elizabeth F. Ellet. Disse anklager tog så hårdt på Virginia, at hun på dødslejet påstod, at Elizabeth F. Ellet var årsagen til hendes død.

Efter at have mistet Virginia søgte Poe trøst i flasken, medens han bearbejdede sorgen gennem sine værker, hvor der ofte optræder døende, unge kvinder. Det gælder f.eks. "Annabel Lee", "Ligeia" og "The Raven".
I vor tid må man imidlertid spørge sig selv, om det var hans skyld, at hun døde så ung. Skyldtes det deres ægteskab med den skæve aldersfordeling, at hun vel nærmest sygnede hen? Nej, egentlig ikke, for hun havde levet i fattigdom inden brylluppet, og det var faktisk et af Poes argumenter for at lade ham ægte hende, at han kunne hjælpe på familiens økonomi.
At et ægteskab med en 13-årig forekommer os vanvittigt siger sig selv. Sådan gør man bare ikke, hvad enten man er en anerkendt forfatter eller ej, men jeg synes ikke, det gør det, jeg antyder i titlen på mit indlæg. Det trækker ikke fra Edgar Allan Poes ry, der vel altid har været "sært". At han handlede, som han gjorde, kunne lade sig gøre, fordi det ikke var så underligt for hans samtid som for os. Noget, der på en vis måde sanktionerer hans handling.

Jernladyen

Dette er et typisk billede af den nu afdøde engelske premierminister Margareth Thatcher og samtidig en illustration af min egen modsætningsfyldte holdning, når det gælder politik. Hun var konservativ, og det er jeg ikke, men hun var også kvinde og havde stor succes i noget, der blev set som et "mandefag", hvilket jeg virkelig tager hatten af for. Damen var dygtig - og somme tider lidt for dygtig, hvis jeg tænker i politiske baner - og alligevel beundrer jeg hende. Noget, der ene og alene skyldes, at hun var kvinde.
Altså ....
Nå, men ligner det ikke den holdning mænd har til kønsfæller med succes? Måske de ikke går ind for deres politik, livsstil, etc., men kønnet får dem til at applaudere dem, og de vil til enhver tid støtte dem frem for en dygtig kvinde, der ikke er "ligesom dem", nemlig i fysisk forstand? Jo, det ligner i høj grad og er vel i realiteten identisk med deres holdning, hvilket tydeligvis gør mig til kvinde-chauvenist, liesom de er mandschauvenister.
 

Hvorom alting er, så blev Margareth Hilda Roberts Thatcher Europas første kvindelige premierminister og den eneste i det tyvende århundrede, der vandt tre valg på stribe. Hun blev et begreb på samme måde som Winston Churchill var det, da han sad på posten. Også for dem, der ikke kunne lide hendes politik.
Hendes uddannelse bestod i en bachelor i kemi, og senere blev hun advokat med speciale i skatte- og patentlov. Da det konservative parti, som hun repræsenterede, fik en jordskredssejr i 1979, blev Labour sendt ud i mørket, hvor de sad og skumlede i næsten tyve år. Thatcher havde travlt med at vende skuden, hvilket betød en hel række radikale løsninger, der ikke ligefrem var en lynkur, så hun var nok nærmest ligeglad med, hvad de gjorde, når bare de var væk - og det var de ...
Det var hendes erklærede mål at bekæmpe socialismen i alle dens former, og denne situation lignede i hvert fald en sejr over den, omend kun på hjemmeplan. Senere, da hun mødte en af de rigtig tunge drenge inden for socialismen, nemlig Sovjetunionens leder Mikhail Gorbatjov, udtalte hun sig overraskende nok positivt om ham. Noget, der dog ikke forhindrede den sovjetiske avis Røde Stjerne i at give hende øgenavnet "Jernladyen", der såmænd følger hende den dag i dag. USAs senere præsident Ronald Reagan var dog nok mere hendes kop te. De mødtes første gang, da han "bare" var guvernør i Californien, og sympatien var gengældt fra første øjeblik.

Da hun overtog magten i 1979, så det sløjt ud med den engelske økonomi. Inflationen var tårnhøj, hvilket også gjaldt skatterne, og der var ofte strejker. Der rådede en tung stemning i landet med alles generelle utilfredshed med alt og alle.
Thatchers hestekur bestod i en privatisering af flere statsejede selskaber, en nedsættelse af de høje skatter og forskellige andre tiltag, hvoraf de fleste var upopulære, men efterhånden virksomme. At nogle af dem betød en forøget arbejsløshed en tid var beklageligt, men det virkede alt sammen på længere sigt, og hun fik virkelig vendt skuden.
Det, der fældede hende, var hendes holdning til EU, som hun ikke var vild med. Efter et kampvalg om formandsposten i 1990 trak hun sig, sandsynligvis fordi hun kunne se, at hun ikke kunne vinde. Den langt mere farveløse John Major fik formandsposten og blev ny premierminister. Ikke at det var en katastrofe, men mange har afgjort savnet deres Jernlady.
I årene efter fik hun flere små hjerneblødninger, der gik ud over hendes hjernefunktion. Formentlig var hun noget senil, da hun fik et slagtilfælde og døde den 8. april 2013. Inden da var hun blevet udnævnt til baronesse og var indtrådt i overhuset i 1992. Et par år efter fik hun hosebåndsordenen, hvilket jo er noget af det fornemste, der kan overgå en pæn, konservativ lady.

Regerende dronning og mystiker

Sverige var en stormagt under Gustav Adolf, der var konge fra 1611 til 1631. Han var en protestantisk frontfigur, der kæmpede i Trediveårskrigen i Tyskland, men endte efter flere sejre med at blive dræbt i et slag ved Lützen. En søn og arving ville have været den fuldendte tilføjelse til hans regeringstid, men han fik "kun" tre døtre, hvoraf bare én overlevede, nemlig Kristina (1626-89). Hun blev til gengæld både berømt og en glimrende regent i de ti år, hun sad på tronen, nemlig fra 1644 til 1654.
Det lader iøvrigt til, at kongen blev glad for sin datter, og at han havde mange forventninger til hende, for da han blev præsenteret for den nyfødte - der først var blevet opfattet som en dreng - udbrød han: "Hun kommer til at blive dygtig, for hun har narret os alle!" Noget, der hentydede til det faktum, at hun havde det "forkerte køn".
Før han drog af sted for at deltage i krigen, sørgede han for at gøre hende til sin tronarving, så hendes stilling i det svenske samfund var sikret.

I går skrev jeg om "Kvinder der elsker lig", og det lader til, at Gustav Adolfs kone, Maria Eleonora af Brandenburg, hørte til denne gruppe. Hun havde i hvert fald været så vildt forelsket i ham, at hun nægtede at lade hans lig begrave og tilmed forsøgte at krybe ned til det i kisten. Moderens psykotiske opførsel må have påvirket den unge Kristina, især da hendes ydre lighed med faderen pludselig fik denne ellers totalt ligeglade mor til at rette opmærksomheden imod hende.

Maria Eleonora af Brandenburg var en flot, tidstypisk kvinde, men man har indtryk af, at hun og datteren ikke havde meget til fælles, hvilket må have været en belastning for den unge prinsesse og tronarving. På et senere tidspunkt sagde hun selv: "Jeg har en uovervindelig modvilje mod alt, hvad kvinder talte om og gjorde." Moderens pludselige besættelse af datteren, som hun tidligere havde ignoreret, var formentlig en af hovedårsagerne til, at enkedronningen blev forvist til Gripsholm Slot, som hun hadede. I 1640 flyttede hun til Danmark og derefter til sit hjemland, Brandenburg. Allerede 8 år senere vendte hun dog tilbage til Sverige, hvor Kristina skaffede hende en passende bolig. Her boede hun indtil sin død i 1652.
I 1533 var Kristina blevet udråbt til dronning, 6 år gammel, og hun imponerede de udenlandske gesandter ved sin modenhed. Desuden var det tydeligt, at hun var særdeles intelligent med et fantastisk sprogøre, for hun talte flere fremmedsprog flydende, selv om hun aldrig havde været i de pågældende lande. Hun havde sans for boglig lærdom og satte sig ind i mange forskellige emner som f.eks. Islam og religionsfilosofi.
Selv om hun havde fået en skæv skulder, efter at en barnepige havde tabt hende som helt lille, var hun god til flere forskellige sportsgrene. Hun både red og fægtede, men jeg har aldrig set hende beskrevet som en god danser. Den slags har måske forekommet hende for feminint, da kvindelige sysler ikke sagde hende så meget, og hun konsekvent nægtede at gifte sig.

Hest og jagt var måske ikke så alarmerende for hendes omgivelser som en anden af hendes vaner, nemlig at klæde sig i mandetøj. Der er da også opstået rygter om, at hun var lesbisk, og at det skulle være grunden til hendes konstante afvisning af et ægteskab.
Et af de mennesker, der stod hende nærmest, var Ebba Sparre, som hun kaldte "Belle", og der er blevet gisnet om deres forhold, og om hvorvidt Kristina måske var hermafrodit. Flere århundreder efter hendes død blev der foretaget to obduktioner af hendes lig, og man så også på de optegnelser, lægen havde gjort, da hun døde. Intet tydede på "tvekønnethed", sådan som det var blevet mistænkt.

Hendes boglige sysler omfattede også en brevveksling med Descartes, og hun inviterede ham til Stockholm. Desværre var han ikke så robust som hende, for han bukkede under for vinterkulden og døde i februar 1650. Kristina sørgede og var plaget af skyldfølelse over hans død, men hun havde faktisk advaret ham imod det kolde klima i Sverige, så man kan sige, at hun havde ryggen fri. Det var ikke hendes skyld, at han ikke fulgte hendes råd om en passende vinterbeklædning.
Religion optog hende meget, og da hun, der jo var datter af en af protestantismens mest berømte frontfigurer, skiftede over til katolicismen, må det have været et stort chok for samtiden. Da hun fortalte, at hun ville abdicere til fordel for sin fætter, Karl X Gustav, kæmpede Rigsrådet indædt imod hendes planer, men den 3. november 1655 gennemførte hun projektet, idet hun nu officielt gik over til katolicismen.
Hun flyttede til Rom, hvor hun åbnede et akademi, der kaldtes "Arcadia". Her kunne deltagerne dyrke musik, teater, litteratur og sprog, men mange reagerede imod, at hun - en ung kvinde på 29 år - omgikkes unge, ugifte mænd helt frit her. Desuden fik hun rodet sig ind i nogle intriger om at blive dronning af Napoli, hvilket ville afhjælpe hendes økonomiske situation. Hun var afhængig af Sverige, men de lod til at have glemt alle de aftaler, der blev indgået ved hendes abdikation. Dette roderi medførte også et meget omtalt drab på en hofmand, som hun mente havde forrådt hende, hvilket så igen førte til forskellige problemer med paven og Roms gejstlige. En hengiven mellemmand sørgede dog for en genoprettelse af det gode forhold mellem dem, og paven endte med at bevilge hende en pension.
Rom var hendes faste opholdssted, men hun aflagde dog et par besøg i Sverige. Som katolik var hun imidlertid direkte uønsket, og eventuelle planer om at vende tilbage blev bremset. Da hun luftede tanken om at indtage den svenske trone igen, hvis Karl X Gustavs 5-årige søn, Karl Gustav XI, skulle afgå ved døden, var det ikke populært.
Den, der døde, var imidlertid hende selv, sandsynligvis af diabetes og lungebetændelse.

 

Overflod, der dræber

 I 1903 blev denne mand anset for at være "verdens fedeste", og han blev ansat ved et cirkus, så folk rigtig kunne beskue et sådant monstrum. Nu om stunder ville han nærmest være en splejs i forhold til dem, der regnes for fede. Hvor han måske har vejet 100-130 kg, så kommer vor tids fedlinge op på flere gange den vægt. 

Tyk, men ikke nær så meget som f.eks. ham her, der ses sammen med den berømte slanke-professor Dr. Now.

En håbløs opgave? Ikke nødvendigvis, men det vil kræve en viljestyrke, som ikke alle har. De har sat kroppen på overarbejde og belaster ikke bare ben og skelet, men hjerte og kredsløb, lunger, etc., etc., så det kan være knald eller fald for dem. Alligevel er der mange, der vælger guffet frem for helbredet, for det er knyttet til en trøster-mekanisme, de ikke kan styre. Stakkels Dr. Now kæmper ofte en hård kamp for at redde disse mennesker, og man kan se, hvor glad han bliver, når det lykkes. Jeg har ofte set programmerne med ham, og jeg kan levende forestille mig hans frustrationer, når patienterne får smuglet forbudt mad ind på hospitalet eller snyder med diæten, når de kommer hjem. Ingen kan i den grad ligne en tordensky som Dr. Now, når det mislykkes at få en patient på ret kurs ....
Vi ved, at vor verden er blevet et overflodssamfund, og at folk forventer at kunne mæske sig med ofte usunde madvarer. Det er især slemt i USA, hvor der findes mennesker, der vejer helt op til 500,00 kg, og det har altså aldrig været naturens mening. Alt sammen meget trist ....

Kvinder, der elsker lig

Der har været en hel del beretninger om mænds nekrofili, men alle mine illusioner om, at det "bare" var et mandligt fænomen, (som bl.a. Ted Bundy dyrkede), er blevet skudt i sænk, da jeg læste om denne unge dame, Karen Greenlee (født i 1956).
Hun arbejdede som balsamør-studerende, (eller hvad sådan en nu hedder), i Californien. Det gik tilsyneladende fint, men en dag gjorde Karen noget, man ikke havde ventet af hende: i 1979 stjal hun den rustvogn, som hun kørte liget af en 33-årig, ung mand til begravelse med. Faktisk var hun kommet så tæt på den sørgende familie, at hun så dem stå og vente på rustvognen, ligesom de formentlig så hende, da hun pludselig vendte om og spurtede afsted med den afdøde.

Da hun blev fundet, indrømmede hun, at dette ikke var første gang, hun forgreb sig på et lig. I et senere interview, der er gengivet i bogen "Apocalypse Culture", fortalte hun uden nogen tegn på fortrydelse, at hun, at hun havde gjort det sådan ca. 20 gange før. Hun foretrak simpelthen lig og kom også godt fra det denne gang, for det blev ikke regnet for kriminelt på dette tidspunkt.
At hun fik en straf skyldtes tyveriet af rustvognen og ikke voldtægten af afdøde. Straffent bestod i en latterligt lille bøde og 11 dage i fængsel. Noget, der nok var med til at gøre afdødes mor så rasende, at hun sagsøgte hende og bedemandsfirmaet for §1 million. Retten afgjorde, at hun skulle have §117,000 i erstatning, hvilket da også var et pænt beløb for en sex-akt, der ikke krævede nogen medvirken af den ene part, men som reelt set var en voldtægt.
Senere har Karen Greenlee talt varmt om sin forkærlighed for døde mænd, og hun har også tegnet et sådant "romantisk møde".

Et par af de ting, der satte fut i hendes libido var lugten af blod og død. Hun beskrev sig selv som et lighus-rotte og nekrofili som en "afhængighed".

Som om det ikke var nok med én kvindelig nekrofil, så er der sandelig også Leilah Wendell. Hun er forfatter, maler, historiker og administrator på Westgatenecromantic.com. Denne website er dedikeret til dødsenglen Azrael, da Leilah efter sit eget udsagn ganske enkelt er forelsket i døden.

Her ser man Leilah i færd med sin yndlings-beskæftigelse, og jeg ved allerede nu, at ikke bare hun og Karen dyrker denne passion. Der er flere, og det kan man jo så tænke over, for hvad får dem dog til det? At mænd kan være erotiske fumlegængere, ved man allerede, men derfra og så til helt at afvise den levende variant for den døde er nu et spring af de store ....

Jeg har set flere dokumentarprogrammer om mandlige mordere, der ikke bare myrdede en kvinde, der faldt i deres smag, men også bevarede hendes lig til senere "romantik". At kvinder også kan gøre den slags skulle nødig gå hen og blive en trend ...

Den ikke-eksisterende Ludvig XVII's efterliv

Ligner denne canadiske gentleman den franske konge Ludvig XVI, der blev henrettet i det henrettelsesinstrument, han selv havde sagt god for, nemlig guillotinen, der blev flittigt brugt under Den Franske Revolution?

Eller hvad med hans dronning, Marie-Antoinette?

For slet ikke at tale om deres søn, den såkaldte Ludvig XVII, der aldrig kom på tronen, men som af royalister regnes for en del af den franske kongerække?

Jeg kan gå med til, at der kan være en svag lighed mellem Ludvig XVI og den canadiske gentleman, men jeg tvivler meget på, at der er anden forbindelse mellem dem end én stor løgn, der imidlertid har interesseret folk i nogle hundrede år, for hvad nu hvis? Det "hvis" brænder de troende nok inde med, for Eleazer Williams (1788–1858), der levede sit liv som en canadisk missionær og lingvist, blev anerkendt af en canadisk-mohawk-familie som søn af et af deres medlemmer, nemlig Thomas Williams. Ikke desto mindre hævdede Eleazar om og om igen, at han - og ingen anden af de mere end 100 andre tronprætendenter - var den ægte, franske Dauphin, der kendes som Ludvig XVII.
Nu var det også uheldigt, at de personer, der blev sat til at bevidne identiteten af det døde drengebarn, der døde af sult som søn af det henrettede kongepar i Temple-fængslet den 8. juni 1795, aldrig så ham i levende live. Sandelig ikke en særlig tilforladelig identifikationsmetode, hvilket blev udnyttet til fulde af diverse lyssky personer, der ønskede at gøre krav på den franske trone.
Grunden til fremkomsten af et rygte om prinsens overlevelse uden for fængslet var såmænd, at hans kvindelige fangevogter senere fortalte nogle nonner, at hun havde smuglet ham ud efter at have sat en anden og ikke spor kongelig dreng ind i hans sted. Meget sært, men næppe en beretning, der kunne verificeres hverken nu eller dengang. Desuden har DNA fra det døde drengebarns hjerte vist, at han var i familie med Marie-Antoinette, hvilket burde lukke munden på alle, der forsøger at betvivle hans identitet .....


https://www.telegraph.co.uk/news/2016/08/09/pretender-to-frances-non-existent-throne-embroiled-in-succession/?fbclid=IwAR2gXFBHoun9ZveEpbQOs_7W4NJWtb_vHlIsfOJhDUyT1-bLkFHPU-6OTFE