Firbenede vandalere

Hvad laver den vovse mon i familiens store, flotte urtepotte med en formentlig fin og dyr plante? Tjah, dunkle instinkter leder jo vore kæledyr i besynderlige retninger, så lad os nøjes med at sige, at den tydeligvis er på en hunde-mission, og at den har meget travlt. Hvis man sagde til den, at den er slem og burde skamme sig, så ville den sikkert blive meget forbavset, for sådan ser den det jo ikke selv. Tværtimod lever den op til hensigt og lyst i hundeverdenen.

Nogle skarnsstreger er tydeligvis en leg, og det må man jo tage højde for, når man anskaffer sig et kæledyr. De skal have legetøj, men om det hjælper på vandalismen afhænger af det enkelte dyr. Nogle er og bliver mere interesseret i deres menneskers ejendele, som de morer sig med at flå i stykker "for sjov", medens andre kan nøjes med en sød bamse eller lignende. (Den kan også hurtigt blive forvandlet til en bunke trevler).

Jeg indrømmer, at dyrets vandalisme-gen er dødirriterende, især hvis de får fat på noget, der meget nødig skulle ødelægges, men de er jo nu engang skabt som jægere, så man er naiv, hvis man tror, at deres naturlige adfærd består i at agere "sofapude" for mennesker, der elsker deres bløde pels og nuttede udseende. Faktisk vil jeg mene, at folk, der opfatter kæledyret som en rekvisit, selv er ude om det. Kæledyret har ret til - i hvert fald i et vist omfang - at være det dyr, som naturen har skabt det til at være, og man må indrette sig på det faktum, at det er nødvendigt at beskytte de ejendele, vi sætter så højt, og ikke flippe ud, hvis der skulle ske uheld. Sagen er nemlig den, at det gør der ....

For sent for "Elefantmanden", men nu er der (måske) håb for andre med Proteus-Syndromet

Denne sygdom er heldigvis meget, meget sjælden, for de syge bliver ikke bare svært invalidiserede og dør i en ung alder, men rammes også af mange lidelser i deres korte liv. Man regner således med, at 25 år er den almindelige grænse for deres livslængde, og de har ikke haft det let på noget tidspunkt ....

Et barn, der fødes med denne sygdom ser ikke bare meget anderledes ud, men kan også udvikle neurologiske skader foruden alle de fysiske symptomer. Derfor er det en milepæl for denne patient-gruppe, at Bryce får chancen for en behandling, som ingen andre har prøvet endnu. Er forskerne på rette vej, sådan at man efterhånden kan gribe ind og forhindre, at andre børn udvikler symptomer? Og - hvilket jo er det vigtigste - kan man forhindre, at sygdommen bryder ud hos flere patienter?

PS: den kendteste Proteus-patient er selvfølgelig den såkaldte "Elefantmanden", der blev svært skadet af sin sygdom.

Francois Fournier de Pescay - job-kamæleonen ...

Denne vildt udseende mandsperson er for mig en form for idealskikkelse i en konstant skiftende verden, som han synes at mestre, fordi han er som kviksølv: hurtig til at tilpasse sig nye forme. Hvem han er? Jo, han er såmænd den første farvede læge, nemlig Francois Fournier de Pescay, der har praktiseret i Europa. Gennem hele livet skifter han job den ene gang efter den anden, men ikke nok med det, han får også nye interesser og fagområder, der alt sammen lader til at falde ham let. Ret heldigt i en omskiftelig verden, hvor mange andre gik til bunds i revolutioner og krige, der brød de samfundsmønstre, de var vokset op med ....

Hans forældre var flyttet fra Haiti til Frankrig et år før hans fødsel i 1771, så selv om han ikke lignede en europer, var han faktisk indfødt franskmand. De havde slået sig ned i Bordeaux, måske fordi det var en by, hvor der i forvejen var mange farvede, og Francois' mor var mulat, medens hans far var en hvid, tidligere plantageejer. Hvorom alting var, så fik familien her nogle spændende muligheder, der bl.a. gjorde, at Francois kunne læse medicin, sådan at han kunne smykke sig med læge-titlen som 20-årig. 

Nogenlunde samtidig meldte han sig til militæret, og hér udviste han nogle helt specielle evner som læge og forsker. Syv år senere forlod han hæren og slog sig ned som praktiserende læge i Belgien, hvor han bl.a. var med til at oprette "Société de Médecine de Bruxelles". Ikke nok med det, men i 1803 startede han tidsskriftet "Le Nouvel Spirit des Journaux". Han udgav selvfølgelig også forskellige vidt berømmede faglige artikler, og man får indtryk af, at der ikke var mange øjeblikke, hvor han ikke var i gang med et medicinsk eller kunstnerisk projekt. Da han flyttede til Strassburg, blev han rektor for "Ecole Spéciale de Médecine de Strasbourg".

Dette er den senere kong Ferdinand VII af Spanien, og han fik den betydning for Francois, at han i 1808 blev hans livlæge. På det tidspunkt var han blevet beordret tilbage til det kejserlige militær som kirurg, og Ferdinand blev holdt fanget af Napoleon, fordi han havde planer om at sætte sin bror, Joseph, på den spanske trone. Et noget lusket arrangement og højt spil for kejseren, men det er jo en del af den slags, der kaldes politik, og det lykkedes da heller ikke, for i 1813 blev Ferdinand konge ....

Francois udnyttede imidlertid tiden som livlæge for Ferdinand, da han fik skrevet og udgivet adskillige medicinske bøger. Oven på dette specielle job blev han udnævnt til "Secretary of the Board of Health", men i 1823 sejlede han og hans familie tilbage til det land, hvor han kunne være blevet født, hvis hans forældre ikke havde slået sig ned i Frankrig: Haiti. Fine titler og forskellige udmærkelser regnede også her ned over ham, sådan som de hele tiden havde gjort. Noget, der dog ikke forhindrede, at han måtte erkende, at han ikke havde den rette kemi med den haitianske præsident, så i 1828 afgjorde det - samt hans dårlige helbred - at han måtte vende tilbage til Frankrig, hvor han døde samme år.

Den barske, irske heltinde

An 18th-century depiction of the meeting between Grace O'Malley and Elizabeth I. Photo from Anthologia Hibernica volume II, Wikimedia // Public Domain.

Hvad har vi her? Jo, to dronninger, der mødes, selv om den ene er en højfornem regerende dronning af England og den anden en velkendt forbryder og oprører, der ofte har truet landets skibsfart. Den førstnævnte var Elizabeth I og den anden var pirat-dronningen Grace O'Mally, og hver for sig repræsenterede de en imponerende kraft og saft. (Eftersom den irske piratdronning ikke kunne engelsk, har de to dronningers konversation formentlig foregået på latin).

Grace blev født i Irland omkring år 1530. Hendes forholdsvis fornemme familie var kendt for sin foretagsomhed, da de dels sørgede for at beskatte alle, der drev fiskeri ud for de landområder, de ejede, dels havde gang i handel og noget, der kun kan kaldes røverier. Det sidste foregik som regel i udlandet, og da hendes far skulle af sted på en sådan ekspedition, tiggede og bad den purunge Grace ham om at måtte komme med. Da han sagde nej med den begrundelse, at hendes lange hår ville gøre det farligt for hende til søs, greb hun resolut en saks og klippede sine lokker af. Denne handling skaffede hende kæle- eller øgenavnet "Den kortklippede Grace".

Hun var bestemt ikke som de fleste af sine pæne og artige kønsfæller, men da hun var 16 gjorde hun dog det, man forventede af unge piger dengang, for hun giftede sig og fik i de følgende år tre børn. Hendes liv var imidlertid alt andet end husmoderligt, for hun blev drivkraften i ægteparrets handels-netværk til Spanien og Portugal. Da hun blev enke som 24-årig, flyttede hun til Clare Island, hvor hun oprettede sit hovedkvarter, der vist var en værre røverkule, for hende og hendes ligesindede følgesvende. Midt i alle sine gøremål fik hun dog også tid til at forelske sig i en søbruden sømand, men han døde efter et snigmord. Grace lod sig dog ikke slå ud, men giftede sig igen, denne gang med en fyr, der kunne forøge hendes besiddelser, altså primært et fornuftsægteskab.

På dette tidspunkt havde hendes forskellige aktiviteter skaffet hende et ry som en hård og barsk piratdronning. Selv om hun var gravid med sin nye mand, lod hun sig alligevel skille fra ham. En af de mange myter om hende fortæller, at dagen efter at have født deres søn ombord på et af sine skibe, sprang hun ud af sengen og kastede sig ud i en voldsom kamp med angribende sørøvere. Hun fortsatte ellers sit virke med plyndringer af engelske skibe, og det siges, at da hendes sønner ikke udviste samme mod som hende i kamp, skammede hun dem ud med et hånligt råb: "Forsøger du at gemme dig i min røv, som er det sted, du kom ud af?!!!"

I 1574 blev der sendt en engelsk ekspedition ud for at stoppe hende én gang for alle, men den gik ikke med Grace. Hun kendte kysten ud og ind, så selv om de erobrede hendes hovedkvarter, fik de ikke fat på hende. Da en engelsk guvernør fangede en af hendes sønner og desuden havde den uvane at tage kvæg og jorder fra hende, besluttede hun sig for at bringe sagen for majestæten, dvs. Elizabeth I.

Grace ville have sønnen løsladt og desuden have loven vedr. enkers rettigheder over deres afdøde mænds jorder håndhævet, så guvernøren ikke kunne stjæle hendes ejendom. Han kæmpede imidlertid for, at dronningen skulle afslå det ønskede møde, da "Grace er kendt som den egentlige urostifter i området gennem de sidste 40 år", men det lykkedes ham ikke, for de to kvinder mødtes i september 1593.

Som ventet forløb dette historiske møde ikke som andre de royale audienser, Elizabeth tilstod sine undersåtter, men det skyldtes, at Grace ikke kunne anerkende hende som dronning over Irland. Desuden ville hun ikke aflevere den dolk, hun bar, men det forskrækkede ikke dronningen, der tydeligvis må have kunnet lide sin gæst. Aftalen var, at guvernøren skulle aflevere det, han havde taget fra Grace, inklusiv hendes søn. Til gengæld skulle Grace aldrig mere angribe engelske skibe eller støtte den irske oprørsbevægelse, men kun gå til angreb på Englands fjender. Desværre varede det dog ikke længe, før guvernøren genoptog sin chikane og beholdt jorder, han tog fra hende. Grace blev rasende, men var jo nu efterhånden blevet en ældre kvinde, så hun valgte at trække sig tilbage fra det offentlige liv, og der er uenighed om, hvornår hun døde.

Den dag i dag huskes hun som en irsk heltinde, og man fortæller historier om og synger sange om hende. Iøvrigt er det muligt, at hun døde samme år som dronning Elizabeth I, nemlig i 1603.

---

Uslagtet kød???

Ja, vi elsker dyrebørn, og kalve er nuttede. Det er de faktisk også som voksne, så dyreelskere hader tanken om, at de i stedet for at vokse op til dejlige køer, ender på middagsbordet. 
Eftersom jeg selv er godt på vej til at blive vegetar, kan jeg heller ikke lide at høre om det, der venter disse dyr. Samtidig ved jeg godt, at hvis ikke de blev til mad for os mennesker, så ville vi heller ikke sikre deres liv med foder og anden pasning. Som landet ligger lige nu, så er deres liv afhængigt af vore smagsløg, hvilket er mindre behageligt at tænke på. Derfor gribes man af begejstring ved tanken om "uslagtede kødprodukter", selv om det lyder som den rene science fiction.

Når man ser professor Mark Post fra Maastricht Universitetet gumle på en burger i 2013, så tænker man straks "McDonald og sådan ca. 20-30,00 kr", men nej, dette er en burgerbøf til knap 1,8 millioner danske kroner. Et beløb, der normalt kan skaffe én omkring 45.000 burgere i McDonald eller lignende burgerkæder.

Elvis' burger var den normale slags, der bestod af brød med kød af kvæg samt måske bacon fra en gris. Den var sikkert mægtig lækker, men alt for fedende og derfor ikke et sundt måltid. Alligevel ville mange nok foretrække den frem for den, som professoren gnasker, for der er noget uhyggeligt over kunstige madvarer. De indgår jo som "brændsel" i vores legemer, så er det ikke nærmest unaturligt at spise dem? Umiddelbart føler jeg det samme, men så er der det med dyrene, for jeg kan jo ikke lide tanken om, at de skal myrdes, bare for at mætte os.

Ihhhhhhhh altså ....
Nå, men foreløbig er det uslagtede produkt jo ikke i handlen, så man når vel at vænne sig til tanken, inden det er her. At kødet er lavet af stam- og fedtceller fra kvæg samt er dyrket i et laboratorium, gør det jo ikke nødvendigvis ulækkert, selv om jeg har set den reaktion beskrevet af ivrige kød-spisere.
Man regner med at produktet kan forhandles om et par år, og at en burger så vil koste sådan ca. $ 10.00 ....

Sommerben?

Én ting er sikkert: vi mennesker plages af de mest besynderlige og også afskyelige sygdomme, man kan forestille sig. Nogle er så besynderlige, at der stadig ikke er nogen rigtig forklaring på dem. Formodningerne blafrer i luften og er mere eller mindre forvirrende, for det, der mangler, er den rigtige diagnose, der kan åbne op for en brugbar behandling. Dvs. at patienten kan ende med en masse ideer og vilde tolkninger, men ingen afklaring.

Dette gælder bl.a. Lipomatose, der - i hvert fald i begyndelsen af et sygdomsforløb - først og fremmest rammer patientens underekstremiteter, hvor der ophobes ujævne fedtaflagringer. Hvad mere er, 11% af alle kvinder har denne sygdom i mere eller mindre svær grad. Noget, der unægtelig peger på en hormonel årsag, men det er stadig ikke helt afklaret HVAD, denne ubehagelige og deformerende sygdom skyldes. Helbredelse kan man skyde en hvid pind efter, men behandlinger af forskellig art kan afhjælpe nogle af problemerne. Sygdommen kan give smerter, så alle former for brugbare behandling er vigtige. Nogle griber således til det, der regnes for en almindelig skønhedsbehandling, nemlig fedtsugning.

Lipomatose forveksles ofte med Lymfødem, men det er ikke det samme.

Kroppe og samfundsstilling

En flot fyr, der dyrker motion er vel et godt skilt udadtil? Virker han ikke med sin styrke og adræthed som en potentielt god forsørger af en portion afkom?

Både og, for nok er fyren her ganske lækker at se på for de fleste kvinder, men der er kommet visse ændringer i idealbilledet af en mand, der rokker ved ham som statussymbol. En mand, der udstråler godt helbred, styrke og foretagsomhed er en potentielt god forsørger, men samtidig er overdreven bodybuilder-fitness og  store muskler blevet devalueret og ses nu som "low class". Alt med måde er løsenet, og de store, "pumpede" overarme passer ikke så godt i de ikke-kropslige erhverv, der bringer masser af penge til familien.

Fremadstræbende, unge mænd med et sundt look, det er sagen! Muskler i overflod passer simpelthen ikke til jakkesæt, og jakkesæt er et symbol på den magt og de penge, som enhver ambitiøs, ung dame ønsker at se sig forenet med, eventuelt gennem et ægteskab.

Jakkesæt, velplejet og lidt oppe i årerne? Jamen kan det blive bedre, når det gælder symbolværdi? Det tror jeg faktisk ikke - medmindre damen selv er en magt-strigle og derfor drømmer om lækre, smækre, unge fyre uden andre tanker i hovedet end tant og fjas.

Måske mest for sjov, men tendensen er der, for nu er forsørgeren ikke længe så vigtig som den rette legekammerat. Hvor en pige på 30 blev anset for gammel og passé, så ligger landet helt anderledes i vore dage. Jeg har ikke glemt den samtale, jeg havde med en bøsseven kort efter Marilyn Monroes selvmord som 35-36-årig. "Nå ja," sagde han, "hun var jo også ved at blive gammel ...."

Hva'be'hva'?!!!!!

Den tankegang passer kun til en mandeverden af magtfulde, mandlige forsørgere og yngre status-koner, der kun er til pynt, og den er vi da heldigvis på vej væk fra.