Dronningen af Kreta og den sexede tyr ....

Man må sige, at de gamle grækere var fulde af myter og eventyr, der virkelig kan få én til at måbe. F.eks. er der jo historien om solens datter, dvs. dronningen af Kreta, Pasiphae, der var gift med kong Minos. Denne konge skulle bringe havguden, Poseidon, et offer i form af en tyr, men kunne ikke få sig selv til at dræbe denne tyr, fordi den var så smuk. Han valgte at skåne dens liv og i stedet bruge en mindre smuk tyr som offergave.

Græske guder var ikke sådan at spøge med, for de hævnede sig, så ganske som forventet blev Poseidon vred. Han besluttede sig for at hævne sig på Minos ved at lade hans dronning, Pasiphae, forelske sig i tyren. Så snart denne forhekselse af den jo ellers uskyldige dronning skete, gik hun i gang med at udleve sin fantasi om sex med den skønne tyr. Proportionerne passede ligesom ikke rigtigt, så hvad gjorde hun? Jo, hun fik den geniale arkitekt og opfinder Daedalus til at bygge sig en kunstig ko af træ, som hun derpå kravlede ind i og derefter placerede sig strategisk inde i den for en hyrdestund med det smukke dyr.

Alt gik godt, bortset fra at Pasiphae blev gravid med tyren og fødte et mærkeligt væsen, der var halvt mand, halvt tyr. Ikke nok med det, men dette uhyre, der fik navnet Minotaurus, var farlig for alt og alle, så kong Minos var nødt til at få bygget en labyrint, hvor det kunne forvares.

Desværre skulle mande-tyren hvert år have syv unge mænd og syv unge kvinder som offer, og det var alt i alt en meget sørgelig situation, som der ikke rigtig var nogen løsning på. Dvs. indtil den græske helt Theseus forførte kongens datter, Ariadne, og med hendes hjælp både fandt ind i og ud af labyrinten, efter at han havde dræbt Minotaurus med det magiske sværd, hun også havde givet ham.

Jamen så var Theseus vel evigt taknemmelig imod Ariadne? Næh, for han forlod hende til fordel for hendes lillesøster, Fædra. Hvad Ariadne angår, så var hun ganske vist forladt på skammelig vis, men inden længe fik en spændende guddom, nemlig Dionysus, øje på hende og førte hende med sig, så man kan sige, at hun steg til nye sociale højder ved hans side: fra prinsesse til gudinde ....

Med hensyn til Fædra, så blev hun gift med Theseus, men forelskede sig senere i sin flotte stedsøn, Hippolytus, hvis mor var en amazone. Da stedsønnen afviste hende, hævnede hun ved at beskylde ham for voldtægt, og hans far, Theseus, blev så vred, at han dræbte ham. Det havde Fædra åbenbart ikke forudset, for hun blev fortvivlet og begik selvmord. Kort sagt: en rigtig, ægte græsk tragedie, når de er allermest blodige.

Noget af det mest tankevækkende ved de græske myter er iøvrigt den tro på forholdet mellem forbrydelse og straf, som man finder i dem. Denne tragedie starter med, at Minos forbryder sig mod Poseidon, men straffen rammer hans dronning, hvilket skaber en lang kæde af skyld og straf gennem flere generationer. Var det de gamle grækeres livsfilosofi? Ja, det kunne tyde på det, for de tilsyneladende allestedsnærværende guder er på tæerne og opdager hver eneste lille overtrædelse af deres påbud, som de derpå straffer på grusom vis. Faktisk minder de græske myter om en form for ustoppelige Netflix-serier, hvor man kan forestille sig hele rækken af guder og gudinder som abonnenter. De har nydt at se menneskenes kamp for overlevelse og mening med tilfærelsen, men har betragtet deres anstrengelser stort set uden medlidenhed ....

Uretfærdigheder og posthume undskyldninger

Alan Mathison Turing (1912-1954) var en fantastisk fyr, hvis specielle evner inden for matematik og teknologi ifølge Winston Churchill forkortede Anden Verdenskrig med sådan ca. to år. Det er utrolig trist, at netop han endte med at tage livet af sig for noget så tåbeligt som bøsse-forfølgelser. Ja, han var bøsse, og hvad så? Nu om stunder skal man have et meget forskruet syn på sine medmennesker for at flippe ud over den slags, men sagen er jo, at det havde man beklageligvis dengang. Man kunne helt lovligt sætte "den formastelige" i hormonbehandling, hvilket var lige præcis, hvad man gjorde med Alan Turing.

Det var ellers ham, der knækkede tyskernes Enigma-kode sammen med sit fantastiske team i Bletchley Park. Dette team bestod af alle mulige kloge hoveder inden for matematik, litteratur, skak, etc.. At det lykkedes dem må man være evig taknemmelig for, og oven på det skulle Alan Turing have været fredet for alle de dumme angreb og forfølgelser, han kom ud for efter krigen.
Turing er også berømt for sit bidrag til grundlæggelsen af datalogien. Kort sagt, han var en virkelig begavet fyr, der skulle have haft sit privatliv i fred. I stedet blev det befamlet af såkaldte "eksperter".

I 1952 mødte han en ung mand på 19 år, Arnold Murray, som han indledte et forhold til. Desværre skete der det, at der kort tid efter var indbrud i Turings hjem, og at han anmeldte det. I stedet for at forsøge at opklare indbruddet, arresterede politiet Turing for hans seksuelle handlinger. Han slap for fængsel -  hvilket loven ellers gjorde muligt - hvis "bare" han lod sig underkaste en serie østrogen-indsprøjtninger. Hvordan pokker det skulle kunne "helbrede" en mandlig homoseksuel, fatter man jo ikke, men sådan er der jo så meget uforklarligt, når "eksperterne" kommer på banen.

Premierminister Gordon Brown gav ham i 2009 en posthum undskyldning for den forfølgelse, han havde været ude for. To år efter blev en underskriftindsamling med mere end 37.000 underskrifter sendt ind med krav/bøn om, at Turing blev benådet for den anholdelse, han havde været ude for for det, man kaldte "gross-indecency", men den blev afvist, "for anholdelsen var sket ud fra de daværende love". I 2013 blev han imidlertid benådet af det engelske kongehus - dvs. mere end 60 år efter sit selvmord - og denne benådning dannede basis for det, der kaldes "Turing-loven", der går ud på, at en afdød person kan blive benådet efter sin død. Desuden kan nulevende søge om at få deres dom slettet.

Andre har tidligere kæmpet for, at der skulle komme en £50 med Turings kontrafej, men det mødte voldsom modstand fra den bøsse-fjendske Margareth Thatcher. Alt omkring disse notoriske £50-sedler er ret interessant, og det gælder ikke mindst Turing-diskussionen.

https://www.bankofengland.co.uk/news/2019/july/50-pound-banknote-character-announcement

Barnebrud og kongelighed

Tudor-slægtens stammoder, Lady Margaret Beaufort, var blot 12-13 år ældre end sin søn, kong Henrik VII af England. Eftersom hun var hans biologiske mor, betyder dette, at hun var 12 år, da han blev undfanget. Alt for tidligt vil nutidsmennesker sige, men dengang var det ikke helt ualmindeligt med meget unge brude. Mange historikere mener iøvrigt, at denne tidlige debut som mor betød, at hendes krop blev skadet, og at det var grunden til, at hun ikke fik flere børn efter sønnens fødsel. Noget, der ikke er bevist, men heller ikke usandsynligt. Hvorom alting er, så var hun nært knyttet til sin søn og støttede både ham og hans krav på tronen, der var noget uldent ....

Margaret havde været forlovet med en anden mand siden 1-årsalderen, men fordi der ikke var tale om en konsumering af forholdet, kunne denne ultra-tidlige forbindelse annuleres, så den purunge pige kunne gifte sig med sin anden bejler, nemlig Edmund Tudor, der var søn af den tidligere dronning, Catherine de Valois, og hendes anden mand, Owen Tudor. Det var hans halvbror (og dronning Catherines ældste søn), kong Henrik VI, der nærmest havde beordret ham til at fri til den rige arving, for hun var det, man nu om stunder kalder "a catch". Således var hun ikke bare overmåde velhavende, men også af kongelig byrd, da hun nedstammede fra Edmund III. Noget, der i høj grad var en fordel for Edmond, der kun havde et meget vagt krav på tronen. Faktisk kan man sige, at det kun eksisterede gennem hans brud, Margaret ....
Brylluppet mellem de to mødte ingen modstand, for dengang var det helt legalt at gifte sig med så unge piger, selv om de fleste forældre dog efterhånden foretrak, at deres døtre var nogle år ældre. Sagen var jo den, at dødeligheden må have været høj blandt disse barnebrude, hvilket må have været trist at opleve for forældrene. Det bekymrede dog ikke samtiden så meget, for dengang regnede man ikke det fysiske liv for så meget som sjælens overlevelse gennem religionen. Hvis bare man var "frelst", så skidt med om man var død ....

…

Voldtægt som underholdning

For 37 år siden var navnet Cheryl Araujo berømt (og berygtet!) i hele USA, for denne unge kvinde på 21 år havde anmeldt en ualmindelig modbydelig voldtægt, hvilket havde medført, at forbryderne blev idømt fængselsstraffe. Dengang var det ikke almindeligt, at voldtagne kvinder gik så langt som til at melde voldtægtsforbryderne, og New Bedford, hvor Cheryl var vokset op, var totalt splittet på grund af denne sag. Noget, der også skyldtes, at retssagen som den første af sin art blev TV-transmitteret. Cheryls ansigt blev ikke vist på TV, men hendes navn og adresse blev oplyst, hvilket jo var helt vanvittigt, fordi det kunne give anledning til forfølgelser i lokalsamfundet, hvilket var lige præcis, hvad der skete.
Det, der skete, var at Cheryl, der var mor til to små piger, blev cigaret-sulten og tog en smuttur til Big Dan's Tavern for at købe nogle smøger fra automaten lige inden for døren. Hun gik ikke lige med det samme, men hyggesnakkede lidt med servitricen og fik også en enkelt drink. Noget, hun ikke gjorde, var at tale med de forsamlede mænd i baren, så  intet i hendes adfærd lagde op til det overrfald, hun kom ud for, da hun ville gå igen. Ikke desto mindre blev hun grebet bagfra og smækket ned på billardbordet, hvor forskellige mænd voldtog hende efter tur, medens andre heppede, som var det en sportsbegivenhed. Efter to timer lykkedes det hende imidlertid at rive sig løs og løbe væk fra baren, halvnøgen og ude af sig selv.  Nogle af mændene fra baren fulgte efter hende, men stak af, da tre andre og udenforstående mænd greb ind og tilkaldte politiet.

Efter en horribel retssag, hvor Cheryl blev gjort til syndebuk, idet mange støttede voldtægtsmændene, "for hun var ikke bedre værd, og hvad lavede hun helt alene i en bar", fik forbryderne en dom på 6-12 års fængsel. De heppende idioter, der forhindrede bar-ejeren i at gribe ind, blev til gengæld frikendt. Selv om disse ækle idioter kom i fængsel for deres forbrydelse, så vendte befolkningen sig imod Cheryl, og hun og hendes søster blev nødt til at flytte til Florida. Prøvelserne og forfølgelsen havde imidlertid været for meget for hende, for hun begik selvmord to år senere. Noget, der også hang sammen med eksponeringen gennem TV-dækningen, hvor hendes navn og adresse blev røbet.

Beboerne i Cheryls barndomsby, hvor hun var vokset op, støttede jo altså de dømte og fik samlet $20,000 sammen, så fire kunne komme ud mod kaution. Desuden var der mellem 7.000-10.000, der demonstrerede imod det, "der skete med vores drenge". Der var tilmed en underskriftindsamling, der støttede dem og ikke ofret, Cheryl. Kort sagt, som så ofte både før og efter i voldtægtssager blev sagen vendt på hovedet, og man anklagede ofret for at være den egentlige skurk. Cheryl modtog ligefrem dødstrusler, og de tre mænd, der havde tilkaldt politiet og hjulpet hende, fik også trusler af forskellig art. Det lokale samfund var helt klart for forbryderne og imod ofret.

Det kan sikkert stadig ske, at offentligheden giver ofret skylden, hvis de mener, at hun har opført sig uanstøndigt eller indladende, har været udfordrende klædt eller er kendt for sine mange elskere. Helt så nemt at få sådan en kvinde anklaget for det, der faktisk er en forbrydelse imod hende, er det dog ikke længere. I vores del af verden har man erkendt, at kvinder "NEJ!" altså er et NEJ, også juridisk set ....

Det udødelige lig

Både mennesker og dyr betaler livets gave med døden, hvilket normalt betyder, at man opløses og bliver til muld over en årrække. Hvis ikke de døde opløstes, så ville verden være fuldt af lig, og det ville gå ud over de levende. I nogle kulturer dyrker man døde slægtninge og lever med dem uden at lade sig gå på af stanken og det uhygiejniske aspekt, men sådan er vi i de vestlige lande ikke. Når lig ikke opfører sig som forventet og går i opløsning, så opfatter vi det som noget meget mærkeligt, der ligefrem kan give afdøde helgenstatus.
Sådan er det ikke med Lady Xin Zhui fra Han-dynastiets tidsperiode. Hun var gift med en adelsmand og bestilte vist ikke meget andet end at spise og sidde på sin flade uden at røre sig mere end allerhøjst nødvendigt. Da et hjerteanfald tog livet af hende i 163/168 f.Kr., var hun rent ud sagt fed og ødelagt af sine ædegilder og al den stillesidden. Hun havde galdesten og kan ikke have haft det rart i den sidste del af sit liv, der var præget af alle mulige skavanker både i bevægeapparatet og indre organer.
Hendes grav, som hun delte med sin mand og formentlig en af deres sønner, blev opdaget i 1968/1971 og giver nu en fortrinlig indsigt i livet dengang, for den var fuld af ejendele og gaver, som hun har fået med sig i døden. Det er alt sammen mægtig spændende, men det mest interessante er faktisk Lady Xin Zhui selv, for hun er noget nær ubegribeligt velbevaret. Hvordan kan man finde et 2.000 år gammelt lig med blod i årerne, blød hud, øjenvipper, muskler, hår, etc., etc.. Hun lå i en ukendt væske, der åbenbart har bevaret alle hendes organer? Mysteriet består, og arkæologerne spekulerer og kommer med teorier, for det er en kendsgerning, at Lady Xin Zhui ser ud til at trodse naturens love.

Øhhhhhh - hvem er jeg???

Transient epileptisk amnesi - også kaldt TEA-syndromet - betyder ”forbigående epileptisk hukommelsestab”. Dette syndrom er første gang beskrevet i 1980-erne, men er formentlig mere udvklet end først antaget. Det er ret uhyggeligt, ikke bare fordi det synes at være forbundet med neurologiske forandringer, bl.a. i temporallapperne, men også fordi der ikke er nogen helt dækkende forklaring på, hvad der sætter det i gang. Den udløsende faktor kan være kranietraumer eller blodpropper, men hos langt de fleste patienter, optræder TEA-anfaldene tilsyneladende spontant og uden nogen forklaring. Det betyder, at ens mølædte hjerne optræder højst besynderligt og usolidarisk med sin vært, og det gør den altså mindre brugbar.

TEA-syndromet har flere mystiske karakteristika, som mange af os sikkert har oplevet enten hos os selv eller hos mennesker, der står os nær. Der kan være tale om et forbigående hukommelsestab, f.eks. på 30-60 minutter, hvor patienten bliver "fjern" og desorienteret mht tid og sted. Vedkommende kan have lugte- eller smagshallucinationer.

De værste tilfælde udvikler sig til hukommelsesproblemer. Hos dem påvirkes måske både korttids- og langtidshukommelsen, men som noget af en pudsighed  kan det nævnes, at de i mange tilfælde selv er klar over, at de ikke kunne huske noget. Faktisk meget ironisk ....

At "have let ved kniven" ....

Hvad i alverden er det for nogle  fyre? Massemordere eller tvangs-voldtægtsforbrydere, der tænker - og handler - med underlivet? Næh, det er såmænd "bare" et par finske "knivjunkere", der hærgede i slutningen af 1700- og en stor del af 1800-tallet. Disse to fyre - nemlig Antti Isotalo og Antti Rannanjärvi - var nogle af de mest berømte/berygtede, og omgivelserne må have åndet lettet op, da de blev fanget. De ikke bare solgte knive, men havde også den uvane at hugge kunder, der irriterede dem, ned. Sådanne overfald fandt sted, hvor folk nu mødtes og kunne f.eks. være ved en begravelse, hvor ingen vel forventede den slags.

Det underlige er, at de kom fra alle mulige datidige samfundslag, men ofte var bønder. Ligesom i vore dage frygtede ofre og vidner at vidne imod dem, for så frygtede var de. Noget, der jo nok skyldtes, at tidligere vidner havde haft en ulyksalig evne til at "forsvinde", uden at nogen anede, hvor de blev af ....