Eunukkerne

En såkaldt "kastrat-sanger", der optræder i kvinderoller i operaer efter at være berøvet sin manddom som dreng.
De allerfleste mænd er nært knyttet til deres lem og vil ikke miste det for noget i verden, men nogle har ikke haft en chance for at bevare det, fordi det var i vejen for en social funktion, der kun var mulig for kastrater. De blev eunukker for at bevare deres lyse, præpubertære stemmeleje, der gør det muligt for mænd at optræde i overaverdenens kvinderoller eller for at indgå i en fornem eller ligefrem kongelig mands hof. Her har de tjent som haremsvogtere, tjenestefolk, specielle embedsmænd, etc..

Her ser vi fire Kybele-præster, der kastrerer sig selv for at tjene gudinden. Nogle eunukker var nemlig tilknyttet templer for en gudinde, som de havde ofret deres manddom, dvs. formentlig ud fra deres eget ønske.(Det kan man da i det mindste håbe ...)

Dette er  den sidste kastratsanger, italieneren Alessandro Moreschi (1858-1922). Han fik en karriere og også et familieliv, hvilket var heldigt for ham, da rigtig mange, der blev kastreret, døde under operationen, formentlig på grund af blodtabet.

Kastratsangeren mistede sin manddom inden puberteten, medens den anden gruppe kastrater kunne miste den senere i livet. Det eneste sidstnævnte gruppe skulle var at indgå i en kultur, hvor de ikke formåede at formere sig eller dyrke sex med de kvinder, der var tilknyttet herskeren. Sådan et indgreb mentes at sikre deres loyalitet, fordi de ikke ville være opslugt af sex-ønsker eller egne, dynastiske planer, men udelukkende tjene deres herre, selv om denne jo ofte var den samme, der havde berøvet dem deres manddom. Noget, men åbenbart mente var helt OK, og hvad pokker, de fik jo også muligheden for at få en karriere med hof-titler, flot tøj og andre ejendele, så var der noget at pibe for?

Om at komme ubehageligheder i forkøbet

Et genialt trick, der sikkert ofte formår at forvandle bøde-risikoen til nul og nix, for den, hivs job det er at sætte den slags sedler, vil jo ikke træde sin forgænger over tæerne ved at gentage det, som  han/hun tilsyneladende allerede har gjort.
På samme måde kan man f.eks. sige noget mindre smigrende om sig selv, og hér vil jeg anbefale, "jamen, jeg er da også frygtelig!"fordi man mærker, at andre er ved at lægge op til et møgfald eller noget andet af samme skuffe. Mange reagerer jo på sådan en selvnedgørelse med smil eller ligefrem trøstende ord, og det er langt mere behageligt end en strategisk bekendtgørelse af ens egne ikke-så-gode sider.

Hvis man f.eks. ved, at man har taget på midt under en diæt og også er klar over, at ens nærmeste kan finde på at skamme én ud, jamen så kan det være en god taktik at selv tage emnet op og beklage det store mysterium, der har ramt én, så man i stedet for at tabe 10 kg har taget dem på. (En nøje gennemgang af ens diæt afslører jo nok, at der er en forklaring på denne misere, men det er en anden sag ....) Det, det gælder om, er at "afvæbne" dem, der vil kritisere og/eller straffe én, og dér er selvanklager altså bare geniale.




 

Væsener uden værdi?

Ikke den respons, man ønsker, når man tager sit kæledyr op til lidt nærkontakt, men afgjort mægtig forståeligt. At være en lille øgle i en kæmpes hånd kan ikke være behageligt, og dyret har ret til at forsvare sig imod de farer, det fornemmer i situationen. 
Jeg har aldrig haft et sådant kæledyr og heller ikke en slange, men  jeg har haft snegle og regnorme som barn, og de virkede hverken bange, kede af det eller oprørte. De var heller ikke kælne og samarbejdsvillige mht kæl og kontakt. Faktisk kan man sige, at de virkede komplet neutrale, nemlig fordi de ikke fattede en brik af, hvad der foregik. Spørgsmålet er så, hvorfor jeg kunne lide dem og investerede tid og interesse i dem. Hvordan kunne jeg f.eks. få den tanke, at jeg kunne lave et snegle-cirkus, hvor dresserede snegle gik på line? Jeg forsøgte nemlig at dressere de komplet desorienterede dyr, og det blev selvfølgelig en total fiasko, og så fandt jeg selvfølgelig ud af, at projektet var en håbløs affære og satte dyrene fri.
Det, der undrer mig, er at ingen voksne greb ind, men fandt mine anstrengelser "søde" og "rørende". Jeg vil tro, det skyldtes noget, som jeg senere er blevet meget bevidst om: små, forsvarsløse og harmløse dyr regnes for ubesjælede væsener, som ingen forsvarer. Noget, jeg selvfølgelig finder meget forkert både for dyrenes skyld, men også fordi næste skridt kan være en nedvurdering af mennesker, der ikke regnes for værdifulde hverken som individer eller samfundsborgere. Den slags bedømmelser bør ikke få indpas i vor tidsalder, for så har vi intet lært af det historiske intermezzo med en vis Adolf ....


 

Har ordet tabt til billedet???

For mig bekræfter dette desværre min mistanke om, at bogens dage er talte. Trist nok for en person, der ikke bare elsker at læse, men også at skrive.
Når jeg tænker lidt nærmere over sagen, så står det mig klart, at under læse-processen, omdannes bogens ord til billeder. Sproget kom før bogstaverne, og det bestod af lyde, der vandrede fra ørerne til hjernen, hvor de blev bearbejdet ud fra den enkeltes forstand, erfaring og overbevisning.
De allerførste skrifttegn var angiveligt kileskrift og derefter hieroglyffer. Begge opstod sådan ca. 3000-4000 år før vor tidsalder, men - og det er faktisk overmåde interessant - man tror, at visse kruseduller, som hulemænd/-kvinder har indridset i klippevæggene, kan have været en form for bogstaver, og de går meget længere tilbage i tiden. Dvs. at ord, der gengives i bogstavform, har en lang og hæderkronet fortid bag sig og bør hædres for alt det, de har gjort for os og vor kultur, inden de nu måske sendes på pension.

Ord bliver dog overflødige i visse kredse, hvor man bruger tegn og gestik. Læser disse mennesker bøger? Jeg tvivler, hvilket måske ikke er så pænt af mig, da litteratur jo er forbundet med fænomenet kultur. Hvis jeg afviser tanken om dem som læsere som absurd, så siger jeg faktisk, at de er totalt ukulturelle, og hvor pokker ved jeg det fra, når jeg ikke engang kan forstå deres tegn og fakter? Dårlig kommunikation kommer af manglende indsigt, og dér er det altså mig, der er den "skyldige", for deres sprog er volapyk for mig. Hvordan kan de gengive de nuancere, man finder hos store forfattere? Umuligt, for det kan man ikke med disse primitive tegn og lader.

Ja, vi må vist erkende, at vi lever i billedets tidsalder, samtidig med at der aldrig er udkommet så mange bøger som netop nu. Forfattere skriver og udgiver på livet løs, og ingen kan følge med i alle udgivelserne. Samtidig stiger billedets status mere og mere, for nu har vi ikke bare malere og tegnere samt film-kunstnere, men også video-kunstnere, og hvad mere er, med en YouTube-konto kan enhver skabe en form for billed-kunst.

Ja, det tror pokker! Ingen ved jo, hvad fremtiden bringer, og nutiden får én til at betvivle fortidens visdom, der dømte noget kunst og andet ikke, for hvor er vi på vej hen inden for litteraturens og bøgernes verden?

Skamposer i fortid og nutid

Vi har set dem på portrætter af mænd fra middelalderen, men deres glansperiode kom senere og ingen har båret dem med større stolthed end super-narcissisten Henrik VIII. Han var stolt af det, nogle i vor tid har kaldt deres "kronjuveler", og fremviste dem i sine portrætter som om det var en bedrift bare at have dem. Denne stolthed var han dog ikke ene om, for der blev strittet til højre og venstre med organet i "skamposer" eller "skamkapsler", der kunne antage groteske og ikke-naturtro former. Her ses denne detalje fra herremoden i en moderne  gengivelse, formentlig fra et festspil af en eller anden art.

Oprindelig var skamposen skabt for at skjule mandens organ, fordi brugen af et par hoser til hvert ben efterlod skridtet bart og - værst af alt - ubeskyttet. Den går jo ikke i en verden, hvor det vrimler med sværdbevæbnede modstandere, og hvor dueller af forskellig art var en del af kulturen. 

Hose-moden har sikkert været brugbar for mange, men noget måtte der gøres for og med det bare skridt mellem de to hoser, der dækkede hver sit ben, og det blev altså en skampose, som det ses i dette maleri af Pieter Brueghel the Younger.

Hvor skamposen oprindelig bare var en nødvendig "flap" eller "pose" til at dække mandens udsatte organ, så endte den med at vokse og vokse. Fine herrer som f.eks. netop Henrik VIII og andre kongeligheder strittede på livet løs og sørgede for, at alle kunne se det.

Hundesnuden peger ikke direkte imod denne herres pryd og stolthed, men det er tæt nok på, til at man uvilkårligt ser den som billedets centrum. Sådan var det bare, og det antog ofte groteske former som i disse detaljer fra datidens rustninger.

Den til højre, der er udformet som et ansigt med øjne,  næse og mund, er jo direkte komisk, men sådan så man det ikke dengang. Fra at have været et klædningsstykke til at camouflere og beskytte et sart område på det mandlige legeme, havde skamposen forvandlet sig til et forfængelighedens super-symbol for mænd.

Det var in at stritte eller i hvert fald bule ud, og sådan er det faktisk stadig i visse dele af vor egen moderne kultur.

Charmerende? Næh, men sexet i bøsse-kredse, og der er formentlig også nogle damer, der føler, at denne herre virkelig har noget at byde på.


 

Kunsten at gå berserk ....

Krigeren her regnes for en berserk, der i sin ophidsede tilstand bider i skjoldet, medens han drømmer om at bruge sværdet mod fjenden. På os i nutiden virker det barnligt som når børn sparker til et stykke legetøj, fordi de skal et eller andet, de altså ikke goder. Ikke desto mindre var biddet i skjoldet en af den slags ting, disse gamle skandinaviske krigere kunne finde på, når de gik berserk.

Man har spekuleret på, hvad der drev dem til denne voldsomme og uregerlige opførsel, hvor de kunne finde på at slå enhver modstander - og måske også andre, venligtsindede tilstedeværende? - ned for fode. Nogle mener, at de nok tog en eller anden form for narko, medens andre tror, at de "gejlede sig selv op", til de var i en trance-lignende tilstand. Hvorom alting er, så var en berserk noget helt specielt inden for den nordiske krigerflok, og nogle regnede dem for stort set uovervindelige.
De var på en eller anden måde knyttet til en af flere forskellige barske dyreracer, bl.a. fordi de klædte sig i deres skind. Nogle hørte til en bjørne-kult, medens andre igen var knyttet til vildsvin. Ikke bare i Skandinavien, men også i forskellige lande andre steder var det ulven, de ofte forbandt sig med. Visse forskere mener, at disse berserkers voldsomhed og blodtørst kan have dannet det oprindelige grundlag for myterne om varulven, men det er kun teorier ...

 

Da Nellie fandt sit kald

Dengang lille Nellie Bly så dagens lys, var denne fødsel nok noget så dagligdags, at det næppe blev betragtet som en sensation i hendes familie. Hun var jo trods alt det trettende barn ud af de femten, det endte med for den velhavende Mr. Bly. Hendes mor, der var hans anden kone, var dog kun mor til tre af de mange børn. Heldigvis kan man sige, for da Nellie var seks år gammel døde hendes far og overlod dermed forsørgelsen af de tre børn til sin enke, for på en eller anden måde havde han tilsyneladende "glemt" at sørge for hende og dette efterladte andet kuld børn.
Hvordan klarede Mrs. Bly det i en verden, hvor pæne og agtværdige kvinder af god familie ikke forventedes at arbejde for føden? Jo, hun og hendes datter, Nellie, fik den ide at drive et pensionat. Noget, der hjalp på finanserne, men Nellie ønskede noget mere. Hendes brødre var præcis lige så uuddannede som hende, men hvor de kunne få jobs som kontorister og den slags, så havde hun kun den mulighed at blive stuepige eller vaskekone, og ingen af delene appellerede til den ærgerrige, unge pige.

Hun ville være journalist, hvilket var lettere sagt end gjort i en mandeverden, der ikke bød kvindelig intelligens velkommen. Det krævede ekstraordinære tiltag, og dem var hun god til, for i 1887 begav hun sig som 23-årig ud på en risikabel vej for en ung dame med ambitioner: hun besluttede sig for at undersøge forholdene på et af landets mentalsygehuse. Derfor lod hun sig fuldt bevidst indlægge som patient, men kun for at spionere, så hun senere kunne skrive om oplevelsen, hvilket hun da også gjorde med stor succes ...

Senere markerede hun sig yderligere som journalist ved at skrive om andre spændende tiltag som f.eks.en jordomrejse.

Som 31-årig giftede hun sig med den 73-årige millionær Robert Seaman. Derpå begyndte hun at gøre sig gældende inden for et nyt fag, nemlig industrielt design. En berømt oljetønde ses som hendes design, men det er vist tvivlsomt, hvilket dog ikke gælder en vis type mælkekartoner og affaldsbøtter. Der kan sagtens være mere, der kan tilskrives hende, men det blev registreret under hendes navn som gift, nemlig Elizabeth Cochrane Seaman, og hun kan også have brugt andre navne.

En tid var hun den førende, kvindelige industrimagnat i USA, men hendes egen forretningsmetode med lidt vel mange sociale projekter samt nogle bedragerier, hun kom ud for, førte til, at firmaet gik konkurs. Gode råd var dyre, men hun fandt hurtigt vejen tilbage til journalistikken, hvor hun igen brillerede med reportager, bl.a. om datidens kvindekamp. I 1922 sluttede det hele imidlertid, da hun fik lungebetændelse og døde, 57 år gammel. Eftertiden har dog ikke glemt, at hun var en modig pioner og god skribent.

Efter døden er hun på bizar vis genopstået som dukke og som legetøjsfigur i forskellige relaterede spil. Det er en ret forrygende udvikling, men hun var jo altså også selv en forrygende dame ....

Dukkerne må også være ret populære, for de findes i flere versioner, hvilket jo tyder på, at der er salg i dem. Her er en af modellerne: