Børnelægen, der "elskede børn"

Det gælder for os alle, at vores valg af erhverv er meget vigtigt for vores følelse af tryghed og daglige velbefindende. At "komme på den rette hylde" er simpelthen  sagen, for os mennesker. Det, der er rart og behageligt for den, der har jobbet, behøver dog ikke at være godt for dem, der er hans/hendes klienter. Her kan man virkelig tale om ikke den rette, men den skrupforkerte mand/kvinde til en bestemt type job. Har man en kringlet tankegang og meget specielle seksuelle ønsker føles det selvfølgelig herligt at kunne udleve fantasierne gennem jobbet, men det er noget møg, hvis det går ud over uskyldige, der ikke i mindste måde kan vælge denne form for kontakt.

Det var lige præcis det, der skete for doktormand Earl Bradleys patienter, for han var ikke bare børnelæge, men også super-pædofil. Ingen var tilsyneladende for ung til ham, for blandt hans ofre var der også en baby på tre måneder. Nu sidder han i fængsel, hvor han kan grunde over sine gerninger og måske ligefrem fortryde dem, for en pædofil børnelæge har det næppe let bag tremmer ....

http://doctors.ajc.com/why_abusive_doctors_not_caught/

Kvindelig foto-pioner

En yndig teenager på et foto, hvor der står "Julia Widgren". Man skulle tro, at pigen er lig med denne Julia, men nej, det er hun ikke, og det har også vist sig meget, meget vanskeligt at finde et fotografi af fotografen. Ret ironisk, må man sige, for hun fik sig et navn inden for sit felt, samtidig med at hun virker underligt anonym, som om hun skjuler sig bag sine fotografier af andre.

Når man søger på hendes navn, så kommer der næsten altid ét bestemt billede frem, nemlig nedenstående meget berømte "mugshot"af et par af de tilfangetagne "knivjunkere", der havde skræmt omgivelserne med deres overfald, indbrud og andet af samme skuffe.

At Julia ikke var en "knivjunker", siger sig selv, så hvem var hun egentlig? Hun blev født i Vasa i 1842 og døde i 1917, og da var hun kendt som fotograf. I løbet af sit liv studerede hun fotografiet som kunst, bl.a. i Berlin og København, og hun opnåede bred anerkendelse for sine billeder. Nogle af hendes fotografier af bønder inspirerede malere, der brugte dem som motiver for deres egne malerier.

Ja, det er et dramatisk billede af et par fæle fyre, og man fornemmer, at de ligesom sidder på spring, parate til at fare i struben på alle inden for rækkevidde. De andre fotografier, Julia stod for, har ikke samme vildskab som dette forbryderbillede. Det skyldes, at de fleste af hendes portræt-motiver er almindelige borgere i pæne og noble opstillinger. Faktisk vil jeg sige, at mange af dem virker lidt stive i det, men det skyldes selvfølgelig også den gammeldags foto-teknik, som fotografer havde til deres rådighed dengang.

Noget mere opstablet skal man lede efter, men det er alligevel et interessant portræt af en dreng, fordi det viser en dragt fra dengang. Hvem var han? Aner det ikke, for det er der ærgeligt nok ingen oplysninger om.

Almuekvinder, eller måske en bondekone og hendes døtre? Endnu engang ville man gerne have oplysninger om, hvem disse mennesker var, men nej, de omfattes på en måde af Julias egen anonymitet, og det er ærlig talt trist.

Om at finde hoved og hale på Henrik VIII nr. 1: "Når låget er røget af"

Henrik VIII var en stor, maskulinitesdyrkende nar - simpelthen!!! Hans selvdyrkelse gjorde ham til tvangsmæssig hustrumorder, for ud af 6 koner, døde de 2 for sværdet, og en tredie var faktisk lige ved at gå samme vej. Det var som en dårlig vane, han ikke kunne slippe ud af. Andre af hans koner forskød han uden anden grund end den, at han havde fået øje på en ny kandidat til rollen som sengekammerat.

Hele postyret omkring Anna af Cleves, der ikke levede op til hans forestillinger om kvindelig skønhed, viser med al ønskelig tydelighed, at han tænkte med stumpen, hvilket var det, der gjorde ham så forbandet afstumpet i forhold til kvinder.

Da han fik øje på sin henrettede kone Anne Bolyns kusine, den ca. 17-årige Katherine Howard (1523-1542), stod hans ego - selv ville han have sagt "hjerte" - i flammer, for hér var der endelig en ung og jomfruelig kvinde, der passede til hans forestillinger om kvindelighed - troede han da. Katherine var nemlig aldeles ikke jomfru, men havde tværtimod mistet sin jomfrudom inden mødet med den liderlige konge. Stor ståhej med trusler om, at den skiftevis hulkende og bandende konge egenhændigt ville halshugge hende for at have gjort det, han selv havde gjort om og om igen med alle mulige kvinder.

Katherine, som han havde kaldt "en rose blandt kvinder", røg i fængsel, og kongen fik indført en lov om, at en kvinde, som han viste interesse, var forpligtet til at afsløre tidligere affærer. Ikke mere noget med at skjule, at låget var røget af, inden damen havnede i den kongelige seng. Afsløringen af Katherines erotiske erfaringer medførte selvfølgelig også hendes og et par af hendes mandlige "bekendtes" henrettelse.

Var hun skyldig? Ja, formentlig, men helt sikker kan man ikke være, når det gælder den notoriske, engelske konemorders anklager. Da hendes kusine, Anne Boleyn, mistede hovedet, var det i hvert fald tydeligvis på en hel række falske anklager.

Om at finde hoved og hale på Henrik VIII nr. 2: "Nåh, er det sådan det hænger sammen?"

Vi ved, at Henrik VIII elskede mandlige sysler som f.eks. ridderturneringer, hvor et par tungt bevæbnede mænd tørnede sammen med stor kraft. Den slags fik ham til at føle sig stæk og mægtig, og tanken om, at det ikke skete gratis, er nok aldrig faldet ham ind. Ikke desto mindre er der nu dem, der mener, at han kom ud for det samme som mange boksere eller amerikansk football-spillere på højt plan.

Gentagne stød imod hovedet kan give meget alvorlige skader, så det kan være forklaringen på Henriks vanvittige opførsel senere i livet. Bl.a. dødsdømte han minsandten også sin sjette hustru uden senere at kunne huske noget om det. Han vrøvlede, glemte og fik raseriudbrud, så det var klart, at kongen ikke rigtig fungerede på det mentale plan, men hvad kunne man gøre ved det? Ingen, for sådan var hans position ....

Henriks sjette hustru, Katherine Howard, nåede imidlertid at blive benådet, inden bødlens økse også gjorde hende et hoved kortere på samme måde som to af hendes forgængere, Anne Boleyn og Katherine Howard. I denne periode af hans liv frygtede alle ham og hans luner. Det gjaldt også hans hofmænd, der begyndte at ryste for hans voldsomme vredesudbrud, der kunne føre til hvad som helst ....
For mig står denne konge som en stor, brovtende macho-idiot, men med de nye, neurologiske teorier må jeg måske til at revidere min opfattelse af ham, ja, måske ligefrem undskylde over for ham: han var sandsynligvis alvorligt skadet efter alle de turneringer, han deltog i som ung for at demonstrere sin maskuline styrke (HM!!).

"Kronisk traumatisk encefalopati (CTE) er en progressiv neurodegenerativ sygdom, fundet hos folk der har fået et eller flere voldsomme slag i hovedet. Symptomer kan inkludere adfærdsproblemer, humørproblemer, og problemer med at tænke. Dette starter typisk ikke før nogle år efter skaderne.  Det bliver ofte værre over tid, og kan resulterer i demens. Det vides ikke om risikoen for selvmord ændres. De fleste dokumenterede tilfælde findes hos atleter der har været involveret i kontaktsport, såsom amerikansk fodbold, brydning, boksning, ishockey, rugby og fodbold. Andre risikofaktorer inkluderer at være i militæret, tidligere vold i hjemmet, og gentaget slag mod objekter med hovedet. Den præcise mængde af trauma der skal til for at lidelse opstår kendes ikke.[1] En definitiv diagnose kan kun ske gennem obduktion. Det er en form for tauopati.
Pr. 2019, er der ikke en specifik behandling. Mængden af ramte er op til 30 % af dem, der har en historik med flere hovedskader.[1] Populationsraterne er dog ikke klare. Forsking i hjerneskade som en resultat af gentagne hovedskader begyndte i 1920'erne, hvor lidelsen var kendt som dementia pugilistica eller "bokserdemens". At ændre reglerne i nogle sportsgrene har været foreslået som en mulighed forebyggelsesforanstaltning." (Wikipdia)

Undskyld, Henrik - sådan da ....

"Samtykket"-anmeldelse

Anmeldelse hos "Arbejderen", den 3. juni 2020:

Eftersom sex formentlig er kommet for at blive, så føles det sært, at holdningen til denne del af menneskelivet har det med at svinge fra den ene yderlighed til den anden. Da den internationale MeToo-bevægelse blev lanceret i 2017, fløj pendulet væk fra den tilbedelse, som ideologien om det generelle frisind oplevede fra omkring 1968 og i årene fremover.
I dag undrer vi os over, at intellektuelle superstjerner som for eksempel Roland Barthes, Simone de Beauvoir, Jean-Paul Sartre og mange andre med god samvittighed kunne skrive under på det åbne brev, som Le Monde i 1977 bragte til forsvar for en liberalisering af lovgivningen om voksnes sex med børn. Noget, der imidlertid hang sammen med tidens dyrkelse af alt, der opfattedes som "frit".

Accepteret af samfundet

Den franske forlagschef og forfatter Vanessa Springora påpeger i sin selvbiografiske bog Samtykket, hvordan nogle ældre mænds forkærlighed for det, man har kaldt "kuvøseguf", blev accepteret af samfundet samt dyrket af kulturpinger langt op i tiden.
Da hun var 13, mødte hun selv en litterær berømthed, nemlig den på det tidspunkt 50-årige Gabriel Matzneff, der er kendt for sine mange forhold til purunge piger og drenge.
Beskrivelserne af disse affærer har så at sige været hans varemærke som forfatter, hvor netop kombinationen ung-gammel er blevet set som udtryk for frisind. Man har tilbedt ideen om den modne mand, der "introducerer" et ungt sårbart menneske til sexlivets glæder. At der i virkeligheden er tale om visse mænds udnyttelse af socialt svage personer, for eksempel i udlandet, har man lukket øjnene for.
En af de mange fine ting ved Vanessa Springoras selvbiografiske værk er, at hun på visse punkter stadig er ambivalent over for fænomenet.
Hun erkender, at hun blev udnyttet, og at det har haft følger for hendes følelsesliv. Samtidig kan hun give en meget intens gennemgang af hele forløbet, der afslører, hvordan et samtykke fra et barn bygger på bedrag fra forføreren, men også på det unge menneskes mangel på menneskekundskab.

Indsigtsfuld bog

Det er en meget indsigtsfuld bog, hvor forfatteren ikke bare lægger sig fast på vor tids ideologiske forestillinger om godt og ondt, men også formår at se problemet fra andre vinkler.
Spørgsmålet om alder og sex-moral har iøvrigt også fået er par nye betegnelser inden for de senere år. Det er kun begrebet "pædofili", der er direkte forbudt i vor del af  verden, men nu opererer fagfolk også med begreber som f.eks. "hebefili" (tiltrækning til unge) og "gerontofili" (tiltrækning til ældre), hvilket kunne tyde på, at man langt om længe vil gå i gang med en mere nuanceret vurdering end enten en forherligelse eller fordømmelse af ældres sex med unge.

Aldersgruppen, der forventes at dø "i disse år" ....

Dette er tydeligvis en frisk, ældre dame, selv om hun går med stok. Hun er vågen og interesseret i malerierne, der udbydes til salg, og hun har sikkert mere i sig til glæde for venner og slægtninge, der formentlig elsker hende højt, fordi hun - til trods for diverse aldersrelaterede skavanker - stadig er sjov og kæk.

En af mine veninder fylder 75 i år, hvilket ikke rigtig huer hende, for det lyder meget gammelt i hendes ører. Jeg forsøger at berolige hende med, at hun kun er gammel ifølge dåbsattesten, men ikke i krop og sinde. Desuden plejer jeg at sige, at forrige tiders aldersangivelser ikke tæller mere, og at 70 nu er lig med 50, etc.. Ifølge denne nye udregning er hun altså en yngre dame på 55 og ikke et ældre individ på 75. Mine måske lidt luftige argumenter fik dog et fur for boven, da hun talte med en antikvarboghandler vedr. nogle bøger, hun har til salg.

Glad og forhåbningsfuld om et godt salg nævnte hun bl.a. Christian Kampmann, Jytte Borberg, Martin A. Hansen og et par andre, der var meget kendte for 30-50 siden. "Nå dem," sagde han og  rynkede på sin antikvar-næse, "de er ikke lige noget for os. Sagen er jo også den, at du tilhører den generation, der dør for tiden, og jeres efterkommere vil af med en masse bøger, der ikke siger dem noget, fordi de ikke kender forfatterne, så vi svømmer i den slags forfattere ...."
Min veninde blev ret målløs over det med, at hun tilhører en "døende generation", men da hun har humor, så er det lykkedes hende at se det fra den morsomme side. Noget, der selvfølgelig hænger sammen med, at hun ikke er mere døende, end vi alle er. Ingen kommer jo herfra i levende live, og hun ved da godt, at tiden er begrænset, men her og nu er hun altså levende og fuld af planer.
Desuden: det, der virkelig bekymrer hende, er nok alderens hærgen mere end muligheden for at stille træskoene inden for kort tid ....

https://www.dst.dk/da/Statistik/emner/befolkning-og-valg/doedsfald-og-middellevetid/middellevetid#

 

Bønner

Ja, intet er mere forunderligt end alle de forskellige former, det religiøse misbrug har antaget i årenes løb. Det er faktisk ret besynderligt, at folk ikke selv ser det, når de folder deres hænder og opsender en bøn til den selv samme Gud, som deres modstandere ser som deres redningsmand. Begge parter behandler guddommen som deres private julemand, der helt sikkert er "på deres side", og som derfor "vil fylde deres lommer med gods og guld". Intet beviser menneskets beredvillighed til ikke bare at lade sig narre af falske forestillinger, som til et omfattende selvbedrag som netop religionen. Trist, for det er et nyttigt våben i hænderne på alle mulige undertrykkere.
Seneste eksempel på dette ser vi her, og ih, hvor skulle han skamme sig! Når jeg ser billeder af ham, så er det altså svært at ikke enten skraldgrine og/eller bande og svovle, for han repræsenterer lige præcis det i amerikansk kultur, som jeg ikke kan lide.

Ideen om "Den amerikanske Drøm" virker så uskyldig, for hvem kan dog have noget imod huse med et hvidt stakit, der jo på en eller anden måde opsummerer ånden i denne ideologi? Sagen er bare den, at denne drøm bygger på et jernhårdt system med underbetalte arbejdere og voldsomme sanktioner mod dem, der går imod systemet. Det er meget trist, for amerikanerne har fortjent mere, da de fleste knokler for at opnå det, de ser som det ideelle liv ....