Kvinders kamp om en mini-mand

Kvinder udkæmper dagligt voldsomme kampe om mænds gunst, ganske som mænd kæmper om kvinder. Når det gælder kvinders kampe er der dog sjældent dødsofre, men det sker dog, sådan som i tilfældet med Rachele Tybursky, der blev fundet halvt afklædt og med hænderne bundet sammen. I begyndelsen troede politiet, at det var en mand, der havde voldtaget og myrdet den unge kvinde, men efterhånden viste der sig et uventet spor, der bare blev stærkere og stærkere: Rachele blev myrdet af en anden kvinde, og denne morderiske kvinde var hendes mor, Janet Tybursky.

Der havde altid været mange stridigheder mellem de to, og det var, som om Janet ikke kunne acceptere, at Rachele blev født mindre perfekt end hendes anden datter, Hannah, der lignede sin afdøde advokat- og sportsmands-far i udseende og evner.

(Tilfældigt fotografi af baby, ikke Cole)

Et par år inden mordet var Rachele blevet gravid og var flyttet ind hos sin mor med sin nyfødte søn, Cole. Janet blev fuldstændig vild med sit barnebarn, og da Rachele meddelte, at nu flyttede hun sammen med barnets far, gav det anledning til nye, voldsomme flere stridigheder mellem mor og datter. Tanken om at miste Cole blev for meget for Janet, der besluttede at myrde sin datter og forsøge at få det til at ligne et sex-mord. Med hjælp fra sin anden, "perfekte" datter, Hannah, fik hun flyttet liget, der ret hurtigt efter blev fundet, hvorved der indledtes en politiefterforskning. Denne resulterede i den grumme afsløring af morderens identitet og motivet til mordet, nemlig to kvinders kamp om mini-manden Cole ....

Livet uden rødder

Noget af det mest interessante, man kan se på museer og i visse private samlinger, er fossiler, dvs. forsteninger eller aftryk af organismer fra en fjern fortid. Vi mennesker er nu engang sådan indrettet, at først når vi står ansigt til ansigt med håndgribelige rester af fortidige livsformer tager de skikkelse som noget, der virkelig eksisterede engang og ikke bare som eventyr-figurer.

Heldigvis for os, kan man sige, optræder der ikke levende dinosaurer i gadebilledet, men det er en interessant tanke, at de har levet på vores fælles planet. En ting er dyrene, noget andet er de organismer, der skaber ilt, nemlig planterne, for nogle af dem har overlevet i årtusinder og findes den dag i dag, men måske i en lidt anden form. Ikke overraskende er det først og fremmest primitive arter som mosser og bregner, der stadig trives og lever deres planteliv i de samme miljøer, som de opstod i.

 

De tidligste spor af landplanter går 500 millioner år tilbage i tiden, og mange er faktisk bevaret som fossiler. Jeg er helt tilfældigt stødt på billeder af Cooksonia, som jeg aldrig før har hørt om. Det var en gruppe primitive og nu uddøde planter, der regnes for de første landplanter, man har kendskab til. De var  særdeles simple sporeplanter og bestod af en kort stilk, der kunne forgrene sig nogle få gange og ende i en ubestemmelig "knop". Rødder, blomster eller blade var der ikke noget af i de 5-10 forskellige arter, man har fundet fossiler af, især på De Britiske Øer og Australien.

Det er noget, der sætter gang i fantasien, for hvordan holdt de sig fast, hvordan fik de næring, og hvad med deres formering? Et liv uden rødder kan ikke være let for en plante, så hvordan i alverden klarede de det????

https://www.dr.dk/nyheder/viden/natur/kravlede-paa-jorden-425-millioner-siden-forskere-finder-det-aeldste-landlevende?cid=newsletter_nb_viden-daglig_20200607175839

Velsign våbnene?

For mig er dette en enorm forløjelse, for så vidt jeg kan se, gør præsten noget, der strider imod den tro, han forestiller at repræsentere - eller står han for Det Gamle Testamentes "øje for øje, tand for tand"? Så vidt jeg kan se på hans dragt - og jeg er ingen specialist på området - er han en græsk ortodoks præst, hvilket vil sige, at han ikke går ind for den romersk-katolske paves overhøjhed over kristendommen. For mig er det en ligegyldig detalje, men det kan være afgørende for hans handling, nemlig at velsigne våbnene, så de kan dræbe de fjender, som de tilstedeværende, unge soldater formodes at slå ihjel under en kamphandling.
Det ser jeg som en ukristelig handling, for den slags kampe indgår ikke den tro, som hans kirke præker. At bære våben med henblik på at dræbe disse påståede fjender er så vidt jeg kan se en klar overskridelse af religionens beføjelser. Det stemmer med meget af det, jeg mener, at kirken - formentlig ligegyldig hvor - har støttet, selv om det ikke ligefrem er det, Jesus prækede.


https://www.berlingske.dk/kommentatorer/foregoeglet-faedrelandskaerlighed

En ærbar kvindes efterladenskaber

Ingen kan sige andet, end at den 63-årige Mrs. Marian Meanwells ansigt udstråler ærbarhed og borgerdyd. Hun er afgjort en pæn og respektabel dame, selv om hun forlader sin familie i England for at begive sig ud på en skæbnesvanger rejse til USA i 1912. Formålet med denne rejse er også nobelt og hæderværdigt, da hun tager afsted for at hjælpe sin datter, den tidligere cirkus-danserinde Ann Margret Tudor, hvis mand, akrobat Edward Tudor, er død af lungebetændelse og har efterladt hende med to små børn, der skal passes, hvis hun skal gøre sig håb om at få arbejde, så hun kan forsørge dem. (På dette tidspunkt har Ann Margret forladt cirkus-livet og har fundet andet og mindre eksotisk arbejde). Desværre for Marian Meanwell og hendes datter samt børnebørn var det skib, hun tog med, Titanic, der sank den 15. april 1912.

Marian Meanwell skulle slet ikke have været med Titanic, men Majestic, der imidlertid ikke kunne gennemføre sejladsen på grund af en kulstrejke. Meget trist, også fordi dette forhold ramte flere passagerer, der mistede livet på en rejse med et skib, de ikke selv havde valgt.

Også Marian Meanwell omkom, og hendes lig blev aldrig fundet. Det gjorde hendes solide krokodilleskindstaske til gengæld, og den har vist sig som en guldgrube for historikere, da den indeholdt masser af papirer, der var taget med på rejsen for at bevidne, at den 63-årige Mrs. Meanwell var en pæn og ærbar kvinde. Uden den slags beviser kunne en kvinde åbenbart ikke gøre sig håb om at finde ansættelse i et pænt og respektabelt job, og hun fandt det derfor vigtigt at få disse papirer med, så hun måske senere kunne fortsætte sin karriere som fremstiller af damehatte i USA. Hun har simpelthen forsøgt at dække sig ind imod mistanker om uanstændighed. Synd, at hverken hun eller hendes fine, dyre taske nåede frem ....

Livet i bur

Ja, jeg ved det godt, sådan er det formentlig med mange dyr i bur. Det, der er deres fortvivlede råb om hjælp, tolker vi som glæde og lovprisning af det "gode liv", vi skaffer dem. Jeg har især tænkt på det i forbindelse med fugle, for de er sjældent store nok, til at de kan flyve. Vingerne er der, men flyve-rummet mangler, så de lever et liv uden de muligheder, naturen har givet dem. Ved de det mon selv og gør sig tanker om det? Det er ikke til at vide med sikkerhed, men umiddelbart virker det ret sandsynligt, så ejerne står med et problem, som mange nok lukker øjnene for. De både ved og ved ikke, at deres elskede undulat formentlig lever et miserabelt liv, der ikke får sand mening gennem en masse fugle-guf.

Nu er undulater og andre papegøje-fugle jo ofte meget selskabelige, og de virker, som om de har glæde af en direkte kontakt med mennesker. Er det nok? Endnu engang må jeg gribe til gætterier og sige, at det er nok individuelt. Nole fugle er virkelig tamme, fordi deres mennesker har investeret tid og penge på dem, og sådan bør det også være, men hvad med de arter, der ikke bliver tamme? En enlig kanariefugl f.eks., hvad med den? Sådan en har jeg faktisk selv haft, og han var enlig, fordi han var født med en deform fod, og de andre kanariefugle mobbede ham. 

Min egen oplevelse af ham og hans liv var præg af noget, der kan kaldes "diffust samvittighedsnag", for det var jo ikke min skyld, at han forblev ungkarl, men det var unægtelig mig, der holdt ham i (et rimeligt stort) bur. Netop denne fornemmelse af hans liv var nok grunden til, at jeg syntes, han med årene - og han blev selvfølgelig gammel!!! - udviklede et ligesom bebrejdende blik. Når jeg tænker på det nu, så forsøger jeg at sætte en stopper for noget, der hurtigt kan blive dårlig samvittighed over noget, der ikke var min skyld. Kort sagt: et uløseligt dilemma for dyreelskere ....

 

Varmt og koldt blod

Når det gælder mennesker, så står ordet "koldblodig" for noget negativt. Man siger f.eks. om mange forbrydere, at de er koldblodige og derfor ikke hverken fortryder deres gerninger eller gør sig tanker om det moralsk sete forkerte i dem. Nogle sportsmænd, optrædende, etc. bliver til gengæld beskrevet som supermænd/-kvinder "med is i årerne", fordi de klarer vanskelige situationer uden problemer, og i det sammenhæng er betegnelsen positivt ment.

De fleste fisk og krybdyr er koldblodede (ectoterme). Det vil sige, at deres kropstemperatur følger omgivelsernes temperatur. Således tager f.eks. en krokodille temperatur efter det element, hvor den opholder sig på et givet tidspunkt.

Når vi mennesker biologiske set er "varmblodede" (endoterm), betyder det, at vi holder en konstant temperatur på ca. 37 grader . Den opdeling virker umiddelbart logisk på os, fordi vi automatisk også lægger en form for moralsk vurdering ind i den: vi mennesker er varmblodede, fordi vi - i modsætning til f.eks. de koldblodede slanger - er "gode". (Det er nok ikke helt  tilfældigt, at Biblens superfrister var en slange og ikke et lille, nuttet varmblods-dyr).

Nu er der imidlertid kommet kludder i opdelingen af varm- og koldblodede dyr, for man har minsandten fundet en fisk, der er varmblodet. Fundet blev gjort for nogle år siden og fyldte videnskaben med undren, for hvordan kunne disse såkaldte glansfisk, der kan svømme ned i hundreder af meters dybde, holde kropstemperaturen? Amerikanske videnskabsmænd har nu påvist, at denne fiskeart formår at holde kroppen varmere end det iskolde vand, den dykker ned i. Meget mystisk og endnu ikke helt forståeligt ....

Kærlighed og fornemme aner + det modsatte

For sådan ca. 130 år siden mødte den yndige, 20-årige musichall-stjerne Belle Bilton en ung mand, nemlig William, Viscount Dunlo. Han var arving til titlen som jarl af Clancarty, og så er man altså superfornem i England.

Da William ikke bare forelskede sig i Belle - hvis rigtige navn var Isabel Maud Penrice Bilton - men også giftede sig med hende, blev hans far ikke glad, for som datter af en ikke-adelig sergent pyntede hun ikke på det højadelige stamtræ. En ting var, at William ikke udviste nogen entusiasme for den militær-karriere, hans far havde planlagt for ham, men at gifte sig med en musichall-stjerne var bare noget, "man" ikke gjorde i de kredse. 
Williams far truede ham med at gøre ham arveløs, og han blev tvunget til at tage til Australien. Det værste var dog, at den strenge far ikke bare fordømte sønnens valg af kone, men også gjorde alt i sin magt for at sværte hendes rygte til, så der kunne gennemføres en skilsmissesag. Dengang skulle det bevises, at den part, man ville af med, havde været utro, så han satte himmel og jord i bevægelse for at finde "beviser". At der ikke var nogen, tog ikke modet fra den rasende adelsmand, der ufortrødent fortsatte sine bestræbelser for at komme af med denne upassende svigerdatter.

I 1890 fik jarlen skilsmissesagen for retten, men selv om han virkelig havde lagt sig i selen for at sværte Belle til, lykkedes det ham ikke at få gennemtrumfet sin vilje. Hun stod fast på sin uskyld, og hendes mand, der nu var vendt tilbage fra Australien, støttede hende. Dette medførte, at det unge par fremover måtte leve af hendes indtægter som sanger, dvs. for et beløb på sådan ca. £1,500 om året. Jeg ved ikke, hvor meget det er omregnet til vore dages penge, men det var i hvert fald betydeligt mindre, end William ville have haft, hvis han ikke havde giftet sig med Belle.

Mindre end et år efter døde den vrede far og svigerfar imidlertid, kun 57 år gammel, og William blev den 5. jarl af Clancarty, hvilket selvfølgelig totalt forvandlede hans og Belles situation. Hvor han altså blev jarl, blev hun nu Countess of Clancarty, hvilket er lige så fornemt. De fik fem børn, bl.a. den 6. og 7. jarl af Clancarty, før hun tragisk nok døde af cancer i 1906, blot 39 år gammel.