mandag den 15. juni 2020

Holger Danske





Det er da muligt, at han rent faktisk har eksisteret som en historisk person, men chancen for, at han er ren fantasi er nok større. Gør det noget? Ikke efter min mening, men det er da sjovt at vide, at han blev nævnt i "Rolandskvadet" fra 778, for så må der vel være noget om snakken, eller hva'?
For mig er det dog vigtigere, at han har inspireret forfattere som Saxo Grammaticus og B.S. Ingemann samt i moderne tid Ebbe Kløvedal Reich, for så har han ligesom bevist sit værd som dansk helt.
Desuden: som han sidder dér, skader han ingen, da han jo sover. Hvis han virkelig vågnede op i vor tid, ville han afgjort blive så forvirret, at han tabte hele udstyret og blev en hærdebred, men overmåde sårbar mand, så lad ham endelig blive i Drømmeland.




Når udseendet passer til budskabet

 

Alle kender Greta Thunberg (født 3. januar 2003), for hun er efterhånden et af de mest berømte mennesker på denne klode. Jeg ved dog, at hun irriterer en hel del personer, der er trætte af hendes budskab om klima og menneskelig fornuft, hvilket nok skyldes, at de ved, hun - langt hen ad vejen - har ret, og at det, hun siger, vil kræve en hel del af os alle sammen.
Det må nu være, hvad det være vil, for der er noget andet ved hende, der gør hende ekstra interessant, nemlig det udseende, hun har valgt at bibeholde og som er som en illustration til hendes budskab. Hun klæder sig gerne i lyse eller spraglede nuancer, og hendes tøj bærer ikke præg af det faktum, at hun tilhører en meget kendt og særdeles velhavende svensk familie og sikkert har et stort tøj-budget.


Andre på hendes alder klæder sig gerne i dyrt og måske ligefrem udfordrende modetøj, men ikke Greta, og det gør hendes tøj til en del af hendes politiske budskab: se, jeg er beskeden, barnlig og mit ord har samme vægt som det lille barns i "Kejserens Nye Klæder", der afslører bedrageriet med udråbet om, at han ikke har noget på.
Hun sætter også sit hår i en meget barnlig frisure og bærer (vist nok) aldrig make-up. Som regel har hun håret samlet i én fletning, og fletninger har nu engang en speciel symbolsk betydning, nemlig fordi det signalerer barnlighed, uskyld og også en speciel form for genetisk sundhed.

Hvor har vi set det før? Jo, i kommunistiske, men også nazistiske propagandabilleder, hvor den unge fletning-pige fremstilles som et nationalt aktiv. Både den kommunistiske og nazistiske leder udstyres derfor ofte med en sådan ung og - i symbolsk forstand - renfærdig pige, der giver ham en ganske særlig form for naturlig legitimitet.

Hitler med halv-niecen Geli

Stakkels Geli endte med at begå selvmord, da hendes forhold til onklen blev lidt vel indviklet, men hendes type, som hun fremtræder her med fletninger, optræder både før og efter i plakater som et pubertært ideal-billede. Også Stalin havde blik for denne pige-types værdi som blikfang og politisk budskab.

Den "faderlige Onkel Joe" med en gemet ung udgave af ideal-pigen.

Jeg mistænker, at fletninger symboliserer en hel masse, som vi endnu ikke helt har kortlagt, for det er afgjort mere end bare en gammeldags hårmode. Noget, som disse politikere forstod at drage nytte af i propagandaen.

Dermed ikke være sagt, at Greta er hverken kommunist eller nazist, for hun fremhæver ingen af disse politiske partier. Det, hun har gjort, er mere som en frisættelse af et stærkt symbol, der nu står alene som et tværgående budskab og ikke som en krykke for en eller anden mere eller mindre korrupt politiker.


En sund og "appetitlig", ung pige uden gnist af flirten eller spillen på en mistænkelig og truende sex-appeal ....


søndag den 14. juni 2020

Sulte-dronningen Victoria

Det er tydeligt, når man ser gamle fotografier af Dronning Victoria (1819-1901), at hun fyldte godt i landskabet. Hvis man skulle være i tvivl, skal man bare tænke på hendes efterladte trusser, for selv om de måske ikke har elefant-størrelse, så er det derhenad. Dvs. at både fotografier og trusser er beviser på, at Victoria absolut ikke sultede. Derfor virker hendes øgenavn i Irland, nemlig "Sultedronningen", dybt ironisk.

Desværre for hendes eftermæle havde hun afgjort mere sans for sine egne fornødenheder end for omgivelsernes behov. Således var hun en utrolig egoistisk mor, der ikke udviste mange moderlige følelser - eller bare forståelse - for sine 9 børn. Hun havde imidlertid kæledægger både blandt børnene og undersåtterne, og dem var hun opmærksom på, men måske ikke altid på den måde, de selv ønskede det.

I 1848 indtraf der en katastrofe - dvs. under hendes regeringstid - der gik ud over nogle af hendes undersåtter, der i forvejen ikke havde det for let, nemlig irerne: kartoffelhøsten slog fejl, og der var ikke rigtig noget til at erstatte denne billige madvare. Ilede dronningen til for at hjælpe de betrængte irere? Nej, men hun donerede dog £ 2,000 som hjælp, hvilket må have været som en dråbe i havet, og det forhindrede i hvert fald ikke, at omkring en million irere døde af sult, og at endnu en million emigrerede til USA.

Desuden - og det var meget uheldigt - på grund af dronningens skaldede £ 2,000 måtte andre og mere velmenende menneskers donationer holdes under dette beløb, da det var en fornærmelse mod kongehuset at overgå Hendes Majestæt i veldædighed ....



Døden som udvej


Ligesom mange andre højtstående nazister begik ikke bare Hitler, men også Göebbels og Göring selvmord, da regnskabet skulle gøres op. Det foretrukne selvmordsvåben var cyankalium, der har en hurtig og sikker virkning.

Også uskyldige som f.eks. Göebbels-børnene mistede livet på grund af forældrenes vanvid, da deres mor myrdede dem, angiveligt "for deres egen skyld". Hvad man ikke har vidst eller bare tænkt på er, at også mange menige tyskere, der - i hvert fald ikke umiddelbart - risikerede at skulle igennem en retssag for krigsforbrydelser, begik selvmord i krigens sidste dage. Faktisk lader det til, at over 1000 af denne slags selvmord er blevet registreret.

Her er det en hel familie, der har begået kollektivt selvmord i en park ganske få dage før krigens ophør. Andre gemte sig i kældre og ruiner, men formålet var det samme, selv om de måske ikke kunne skaffe cyankalium, men måtte gribe til andre metoder.

Et sceneri, der ikke huede tyske militærfolk, fordi det afslørede situation i al dens gru

Jeg så engang en dokumentarudsendelse om Berlins sidste dage, hvor russerne havde invaderet resterne af den førhen så stolte by. Nede i kloakkerne havde en ung mor til to små piger gemt sig, og hun havde lige myrdet den ældste datter, "fordi hun frygtede russerne og hellere ville se barnet dødt end i deres hænder". Da mordet var gennemført, blev hun fundet af russiske soldater, der ikke overfaldt hverken hende eller hendes børn, men tværtimod hjalp hende op og gav hende og den overlevende pige mad. Det var en gennem-sørgelig situation, og jeg glemmer aldrig den unge mors ansigt, som hun stod dér med sin døde datter i armene ....



https://da.mydailyselfmotivation.com/articles/history-fact-fiction/10-nazis-who-killed-themselves-with-cyanide-suicide-capsules.html

Hvad i alverden er spiseforstyrrelsen PICA?



Pica er noget, der kan drive kæledyrsejere og forældre til mindre børn til vanvid, men det rammer faktisk også voksne mennesker.

De PICA-ramte spiser alt muligt farligt og usundt, der slet ikke hører til de normale madvarer. Faktisk kan de være helt vilde med sådan noget som f.eks. jord, tøj, sårskorper, afføring, etc., etc.. Hundeejere kan f.eks. blive drevet til vanvid over hundens besynderlige vane med at spise sokker, sko og legetøj, idet intet af det kan passere ad fordøjelsens naturlige kanaler og må opereres ud, ofte med dyre og ikke helt sikre operationer.

Jeg så engang en dokumentarudsendelse om en smaddersød, men dybt irriterende hund, der "var kommet til" at spise sit plyds-elsdyr. Dette legetøj var temmelig stort, og jeg fatter ikke, hvordan det kunne få det ned, men ned kom det. Til gengæld kom det ikke ud, så vovse kom på operationsbordet, hvor man fjernede legetøjet, men selvfølgelig uden nogen garanti for, at dette uheld ikke gentog sig, for Pica-ramte forstår vist ikke altid et budskab ...



lørdag den 13. juni 2020

Manden, der forsøgte at bevare Elizabeth I's liv til evig tid



Man må sige, at den engelske matematiker, astronom, astrolog og okkulte specialist John Dee (1527-1608/1609), der var Elizabeth I's lejlighedsvise rådgiver - også i politik - virkelig formåede at bevise sin hengivenhed for dronningen.


Han gjorde nemlig en masse for at bevare hendes liv "for evigt", idet han rodede med frembringelsen af en medicin, der skulle holde døden fra hende for tid og evighed. Om han også havde taget hendes fremadskridende alderdom i betragtning, ved jeg ikke, men det glemte han nok. Noget, der jo ellers altid er humlen ved en høj alder, for man ældes jo og mister efterhånden den vitalitet, der gør livet værd at leve. Hvis hans projekt var lykkedes, så ville hun nu have været knap 500 år gammel og et vrag, for hun var ikke ved godt helbred, da hun døde den 24. marts 1603.
Nå, men tanken var da god nok og egentlig også lidt rørende ....






Kriminalitet som overlevelsesstrategi



Egentlig ret smart fundet på, men det er nu ikke første gang, jeg har hørt om en lignende strategi. For nogen tid siden fortalte en socialarbejder, som jeg kender, noget lignende om en dansk mand, der normalt hutlede sig igennem med småjobs. Når vinteren var på trapperne, sørgede han imidlertid for at få sig en "fængsels-ferie", hvor kost og logi jo var garanteret og ikke kostede noget. (Så vidt jeg forstod, var det ikke voldelige forbrydelser, han begik, men "bare" berigelsesforbrydelser).
I en anden forbindelse diskuterede jeg med en veninde, hvad vi skulle gribe til, hvis vi pludselig havnede i en komplet umulig social situation. Det var kun et tankeeksperiment, men det var en sær fornemmelse, at det eneste, vi kunne finde på, hvis det virkelig gjaldt, var kriminalitet. Normalt går ingen af os ind for forbrydelser, men vi var enige om, at hvis nøden var stor nok, og der ikke var andre muligheder, så ville vi være nødt til at forvandle os til slemme kvinder, der begik lovbrud af forskellig art for at redde liv og helbred.
Meget interessant at tænke på, for det beviser for mig, at moral og velanstændighed afhænger af omstændighederne, og at de ikke er en konstant størrelse ....