Forfatteren, der var maler

Forfatteren Paul Jordan-Smith var en lærd mand, der ikke bare skrev romaner, men også var godt bevandret i latin samt filosofi. Hans kone, Sarah Bixby Smith, var maler, og da hendes realistiske malerier fik en meget kold modtagelse af kunsteksperter, blev han gal. Hævnen var ligefor, da han ville gøre eksperterne til grin ved at indsende egne malerier. Han tog for givet, at de var aldeles rædselsfulde, da han aldrig før havde forsøgt sig som maler, og aldrig havde haft en pensel i sin hånd.

For at føre sit hævngerrige svindelnummer ud i livet antog han et pseudonym, der lød russisk, nemlig Pavel Jerdanowitch, og påstod, at hans billeder tilhørte en hidtil ukendt kunstretning ved navn "Disumbrationism", idet navnet gik på hans manglende evne til at male skygger.

I et par år sendte han adskillige malerier til bedømmelse af kunstkritikere. Alle vakte interesse, og nogle blev ligefrem fremhævet som meget talentfulde. Paul Jordan-Smith undrede sig, men fortsatte ellers bare sit hævntogt med billede efter billede.

Jeg mener faktisk, at han havde talent, og at nogle af hans billeder ikke bare et velkomponerede, men direkte gode. At han selv så dem som svindel skal jo ikke afholde os andre fra at se noget i dem, siden de nu er her. Var der ligefrem ligheder mellem dem og Paul Gauguins værker, som en kunstkritiker hævdede? Måske, men det hele sluttede, da han gik til bekendelse vedr. sit "fupnummer" og så ellers fortsatte sit forfatterliv ....

https://www.artsy.net/article/artsy-editorial-hoax-art-movement-fooled-art-establishment?fbclid=IwAR0hu6FOVQcYuXTINvGIm6TD-ORqrxG-O_LIzlym05XHkqM5bKg1XeDLd3Y

Har du et ansigt, da skøn derpå ....

Hvad repræsenterer et menneskes identitet bedst? Ikke en fod eller hånd, en albue eller et knæ, men måske en næse, for den sidder i ansigtet. Nemlig, udadtil er man sit ansigt, medmindre ens krop er så bemærkelsesværdig på  grund af deformiteter eller ekstrem skønhed, for så er det måske den, der tiltrækker sig mest opmærksomhed. Ikke desto mindre: ansigtet er det, der udtrykker ens personlighed og at miste det er en livsødelæggende katastrofe. Desværre for Raymond Robinson var det lige præcis det, der skete for ham, da han var en glad og frisk dreng med en tendens til uartighed. F.eks. har han næppe fået lov til at klatre op i meget høje træer for at betragte de fuglereder, han var så optaget af.

Uheldet var ude for hans klatre-eventyr gjorde, at han fik et elektrisk stød, der gjorde hans hud grønlig. Han mistede også sine øje, næse, mund, det ene øre, og hans venstre arm blev ødelagt. En meget, meget trist begivenhed, der tilmed førte til et liv fyldt med chikane, forfølgelse og tilmed vold. Folk frygtede "Den grønne mand", der også blev kaldt "Charlie No Face", og forstod ikke, at han var et offer for en tragisk ulykke og ikke et farligt uhyre. Han tilbragte det meste af sit liv uden venner, men var elsket af sine nærmeste slægtninge.
Selv efter hans død i 1985 så folk i Pennsylvania, hvor han boede, ham som en uhyggelig og truende figur, som de troede var ude efter dem. Legenden om den grønne, ansigtsløse mand fortsatte med at leve blandt dem, der burde have vidst bedre end at forfølge et ulykkes-offer.
 

Med Biblen i hånd ....

Intet i denne verden er så misbrugt som Biblen og Koranen. Hvis folk påkalder sig Gud, Jesus eller diverse profeter som støtte og argument for deres egne gerninger, så ved man, at man skal tænke ekstra over det, de står for. Donald Trump er ikke ligefrem min yndlingsperson, og når han forsøger at legitimere sine handlinger med Biblen, så bliver jeg direkte forarget. Manden er jo ikke bare tidligere TV-showmand, men handelsmand, og det var den slags, Jesus angiveligt fordrog fra kirken, fordi den, som han sagde, ikke var et handelshus, men et bedehus. (Dette påståede  udsagn fratog selvfølgelig ikke handelsfolkene adgang til kirken, men kun udøvelsen af deres erhverv dette specielle sted).

Og nej, jeg er ikke pludselig gået hen og er blevet religiøs, men jeg kender et trick, når jeg ser det, og det gør jeg, når en amerikansk præsident legitimerer sin magt med Biblen i hånd, for så pådutter han sig selv eller sit embede en direkte forbindelse til den Gud, så mange amerikanere stadig dyrker som en realitet .....

https://www.newyorker.com/news/daily-comment/donald-trump-and-uses-and-misuses-of-the-bible?utm_source=nl&utm_brand=tny&utm_mailing=TNY_Daily_061520&utm_campaign=aud-dev&utm_medium=email&bxid=5ebf7a94838fa8381d1738be&cndid=61115660&hasha=d188ed3588adadf84d1eaeed9f0c3244&hashb=d939890777e6afa6a4aa4a70417de5885b36d99c&hashc=4a7616e1ae95c9b515b279bf4ff580539f228c07dff841b34d14d95ab08a50e5&esrc=growler-free-covid&utm_term=TNY_Daily

Stalking og et labert mandfolk

Smag og behag er som bekendt forskelligt, og kontordamen Ruth Ann Steinhagen (1929-2012) blev altså så vild i varmen, da hun for første gang så den lithauisk-amerikanske baseballspiller Eddie Waitkus (1919–1972) i 1946 eller 1947, at hun tænkte på og drømte om ham dag og nat. Han var hendes drømmehelt, og hun dyrkede ham med billeder, avisudklip og hjemlige fantasi-scenerier, hvor hun forestillede sig, at han deltog. At hun aldrig havde mødt ham ansigt til ansigt betød åbenbart ikke noget, for hun var helt besat af ham.

Fordi han oprindelig var litauer, fik hun undervisning i dette sprog, men desuden satte hun sig for at få ALT at vide om Waitkus, så hun skaffede også årgangsbøger fra hans skole. Ved hjælp af dem fandt hun frem til, at han havde haft en skolekammerat, hvis navn hun brugte til at lokke ham til et møde på det hotel, hvor både han og hun var indlogeret i forbindelse med en kamp den 14. juni 1949.
Året før havde hendes tysk-fødte familie sendt hende til en psykiater på grund af hendes besættelse af sportshelten, men det gav ikke det ønskede resultat: hun var og blev totalt forgabt i ham. Interessant nok drømte hun  tilsyneladende ikke om at forføre ham, men om at dræbe ham, angiveligt fordi besættelsen fik hende til at lide.

Hvorom alting er, så sendte hun ham en besked, som han troede var fra den pige, han kom sammen med, så han gjorde, som hun bad ham om, nemlig besøgte hende på hendes hotelværelse. Så snart han trådte indenfor, sagde hun, at hun havde en overraskelse til ham, og at hvis hun ikke kunne få ham, så skulle ingen. Derpå trak hun et gevær frem og skød ham uden videre. Han blev hårdt såret, men kom sig efter et par års hospitalsbehandling, og dette tidsrum tilbragte hun til gengæld på et psykiatrisk hospital, hvor man mente, at hun led af skizzofreni.

 

I 1952, hvor hun blev udskrevet, flyttede hun hjem til sine forældre og levede ellers så stille og anonymt som muligt. Eddie Waikus tilgav hende åbenbart, for han gjorde intet for at få hende i fængsel eller forlangte erstatning.

Dette dramatiske forløb blev senere beskrevet af forfatteren Bernard Malamud i bogen "The Natural" (1952), der blev filmatiseret med  Robert Redford og Glenn Close (1984) i hovedrollerne.
Jeg formoder, at man skal have været besat på samme måde som denne kvinde for at forstå hende, og det er da gudskelov de færreste af os, der har prøvet. Måske man også skal være super-sportsfan, for virkelig at føle suget, men selv under de omstændigheder er det jo ekstremt ....

Sisyfos og de hævngerrige guder

Jeg kan godt lide Sisyfos, der nægtede at forblive i dødsriget, og som tilmed fangede Døden og bandt ham. At det gjorde guderne sure, siger sig selv, for vi er jo i de græske myters verden, og dér vrimler det med temperamentsfulde og ikke mindst hævngerrige guder. Når de siger, at man skal én ting, og man så gør præcis det modsatte, ja, så er man selv ude om det. Den straf, guderne idømte Sisyfos, var at rulle en stor sten op ad en stejl bjergskråning. Når han havde fået den op, gled stenen imidlertid altid fra ham og trillede ned igen, så han måtte begynde forfra.

Filosoffen Albert Camus så Sisyfos som et ideal for det moderne menneske, der efter hans mening lever i en absurd verden uden mening. Alt er meningsløst, men det bør ikke afholde det humanistiske menneske fra at forsøge at få løst problemerne, dvs. få stenen op ad bjerget.

Efter min mening er der noget skævt i denne opfattelse, for hvis opgaven er pålagt Sisyfos af de ærlig talt temmelig barnlige og evigt stridende guder, hvem siger så, at det er dem, der har ret til at pålægge ham den? Eller sagt på en anden måde: hvorfor lade sig styre af individer, der ret beset er inferiøre mht forstand og intention?

Den værste af dem alle: Zeus

For mig er en livsopgave noget, det enkelte individ finder frem til ud fra sine egne forudsætninger og ikke bare noget, som en flok lunefulde, liderlige og skrupskøre guder finder på. Jeg må indrømme, at på det punkt springer jeg fra, men jeg er ikke blind for, at der kan være perspektiver hos Camus, som jeg bare ikke har forstået ....

Stjernekiggeren, der selv blev en stjerne

Professor Edward Charles Pickering fra Harvard College Observatory blev flere gange så irriteret på sine forskellige mandlige medarbejdere, at han en dag udbrød: "Det dér kunne min skotske tjenestepige gøre meget bedre!!!" Oven på den salut besluttede han sig for at give bemeldte tjenestepige, Williamina Paton Stevens Fleming (1857-1911), en chance for at bevise sit værd - og sin egen dømmekraft - for han ansatte hende ved det fine observatorium som det, man dengang kaldte en "computer".

Der var iøvrigt flere af den slags kvindelige "computere" på stedet, hvor de registrerede og bearbejdede de fund, astronomerne havde gjort samt selv udførte undersøgelser. Flere af dem - som bl.a. Williamina Fleming - udmærkede sig også i årenes løb med individuelle fund og selvstændige bidrag til astronomien.

Sådan gik det formentlig ikke for sig, men teoretisk set kunne det vel ske.

Det var forresten professor Pickerings kone, Elizabeth, der først havde henledt hans opmærksomhed på den intelligente skotte, der oprindelig var kommet til USA med sin mand som nygift kone. Da han forlod hende og deres lille søn, måtte hun tage arbejde som tjenestepige, og hér gjorde hun sig altså bemærket ved sin forstand og hele personlighed.

Hendes ansættelse blev en stor succes, for hun medvirkede bl.a. til udviklingen af forskellige undersøgelsessystemer samt for selvstændige opdagelser, bl.a. af The Horsehead Nebula i 1888.

https://www.nls.uk/learning-zone/science-and-technology/women-scientists/williamina-fleming

https://findingada.com/shop/a-passion-for-science-stories-of-discovery-and-invention/williamina-

fleming-star-of-scotland/

Hvad skal vi med de kongelige?

Ved et tilfælde faldt jeg over historien om den senere Frederik IX's mislykkede forlovelse med prinsesse Olga (1903-1997) af Grækenland. Den unge prinsesse minder i type en hel del om den kvinde, han senere giftede sig med, nemlig prinsesse Ingrid fra Sverige, for de var begge flotte og elegante kvinder, der var kendt for deres skønhed.

At det ikke gik så godt for det unge par skyldes vist mange ting, men det fortælles, at den fordrukne, unge Frederik ved en bestemt lejlighed kom til at forveksle prinsessen med hendes lillesøster, hvilket sårede hende så meget, at hun brød forlovelsen og senere giftede sig med prins Paul af Jugoslavien, som hun fik tre børn med. Efter mordet på Alexander I blev hendes mand, prins Paul, udnævnt til prinsregent for den unge kronprins Peter (II) af Jugoslavien, men denne turbulente tid med oprør og krig fik også konsekvenser for deres familie, idet den sendte dem ud på en rejse fra Jugoslavien til bl.a. Afrika og derpå tilbage til Europa igen i 1948. Da Olga døde af Alzheimer i 1997, boede hun således i Paris.

Den senere dronning Margrethe med sin far, kong Frederik IX af Danmark

Et liv som prins, prinsesse, konge eller dronning skal ikke underkendes. De oplever problemer ligesom almindelige borgere, og det er næppe sjovt at se dem udbasuneret til en nysgerrig og/eller fordømmende offentlighed i pressen. Jeg kan således godt have ondt af et menneske som f.eks. prinsesse Olga, der fik sin del af det negative, der kan overgå et individ med eller uden blåt blod, men samtidig må jeg sige, at jeg er overbevist om, at monarkiet som institution har udspillet sin rolle. Måske der var en vis mening med det, da kongen virkelig havde magt, men nu hvor det er forvandlet til noget repræsentativt, har det mistet sin værdi. Vi har ikke brug for et kongehus, og de har heller ikke brug for os i et moderne samfund, for det, der kunne kaldes deres job er uden indhold. At opretholde ideen om, at de har betydning for samfundet, ville være det samme som at hævde det berettigede i at bevare et erhverv som hatte- eller karetmager. Ingen har brug for den slags ekspertise længere, og det gælder også kongehusets medlemmer, hvad enten de som individer er sympatiske mennesker eller ikke. 

Hvis man skal sætte sagen på spidsen, så kan man betragte de kongelige som mennesker, hvis liv er knyttet til tomme funktioner, ja, som folk, der har mistet deres berettigelse, fordi de ikke har andet at byde på en snoreklip og vinken fra balkoner. Om de enkelte medlemmer påtager sig andre frivillige pligter, der ligesom legitimerer deres stilling, så er det ikke nok, for det skal der ikke kongelige til. Borgere af forskellig art kan gøre det samme, hvis de får chancen, og hvis det virkelig er nødvendigt.

Nogle kongelige som f.eks. prinsesse Sofia af Sverige har forladt rollen som kongelig til fordel for et borgerligt erhverv, for hun er blevet sygeplejerske. I det hele taget lader det til, at nogle af det svenske kongehus' medlemmer lægger op til en form for "normalisering" af deres fremtidige liv, idet flere af den yngre generation har trukket sig tilbage fra det repræsentative ræs, der regnes for deres naturlige livsindhold og berettigelse.

Noget af det samme finder man i prins Joakims søn, prins Nikolai, der er blevet noget så lidt kongeligt som Dior-model. At han har udseendet til det, skyldes utvivlsomt hans kinesisk-østrigske mor, Alexandra, der i sin tid var et frisk pust i kongehuset, men som nu har opgivet både apanage og kongelighed.