Et hjem uden tid og sted

Alle tiders gode ide - og ifølge sagens natur komplet umuligt for de fleste ....

For et par år siden var der en stor, sort mandsperson, der lod til at have slået sig ned på en stor kirkegård her i storbyen. Jeg mødte ham flere gange på stierne og så også en form for "telt", som jeg formoder var opført af ham. Det var lavet af plastikposer, gamle klude og grene og har vel kunnet give en vis form for ly. Jeg spekulerede ofte på, hvordan en sort mand var havnet på denne danske kirkegård, men jeg talte aldrig med ham, for jeg må indrømme, at hans derangerede ydre, vilde blik samt uransagelige dunster omkring ham skræmte mig: jeg skulle ikke have noget klinket ....

Jeg håber, at denne mand - ligesom mig - kan lide duer, for ellers må det være et helvede at "bo" sådan et sted. Sandsynligvis er han blevet forjaget, før han for alvor slog sig ned her, for sådan et syn passer ikke borgerskabets pæne damer og herrer. Jeg må også indrømme, at det signalerer nogle tilstande, der ikke føles trygge, for hvis man lever af at tigge mere eller mindre åbenlyst, så er næste trin vel, at man tager, hvad man ikke får? At tage kan oversættes til overfald, og det er der selvfølgelig ingen, der bør udsættes for.

Hvad gør man så, når ens kvarter tilrækker hjemløse? Tjah, jeg giver ofte en skærv, men føler samtidig at det er skruen uden ende, for pengene går jo bare til druk. Hvis disse mennesker skal skaffes ly for vind og vejr samt tryghed for de overfald og den chikane, de udsættes for, så skal de altså have et hjem. At tvangsforflytte dem til en 1 eller 2-værelses er imidlertid umuligt, og det kan faktisk være, at de frivilligt forlod sådan et lille, men ellers acceptabelt hjem.

Der står vist et bæger af en slags ved denne sovende person, og det er så hans signal til os andre: slip slanterne og hjælp en stakkels, forhutlet hjemløs, der lever af almisser ....

I 2019 fandt mere end hver tredje hjemløse fandt ophold på herberger eller forsorgshjem, og mon ikke det er bedre at støtte deres arbejde end den tilfældige hjemløse, man løber på? 11 % blev registreret som gadesovere, det vil sige, at de har overnattet på gaden, i en trappeopgang eller lignende. I Danmark var der i 2019 ialt 6.431 hjemløse, hvoraf hver femte er en kvinde.

Det er særlig trist, fordi de jo er mere udsatte for vold. Skulle en eller anden mandsperson tilbyde sådan en kvinde et sted at bo, så er det formentlig med bagtanker. Dvs., at selv om deres køn giver dem større muligheder for at opnå et midlertidigt ly, så er det samtidig noget, der gør det specielt risikabelt for dem.

Et hjem er noget andet end en offentlig bænk samt en gammel barnevogn med poser og pakkenelliker. At nogle ser det som en spændetrøje og derfor vælger det frie, hjemløse liv må man vel acceptere, siden det er deres valg, men hvad nu når det ikke er et frit valg, men noget, som sociale omstændigheder tvinger dem til? Ja, så står vi og vort velfærdssamfund over for et problem, som det faktisk er vores pligt at løse ....

https://feministisktperspektiv.se/2020/07/11/aldre-kvinnor-vanligare-bland-hemlosa/?fbclid=IwAR1Kmu0ZRH0mLKVtshsB3gGcD0eoF0U789RWE3GPtNzc31yhMlimKpkjxaQ

Ord som våben

En blandet flok, to såkaldt "sorte", én brun og én hvid, der synes at have det godt med hinanden, men hvad nu hvis den brune og den hvide rotter sig sammen imod de to "sorte" og tiltaler dem med "N-ordet", der regnes for så slemt, at få former for fornærmelse er værre??? Det ville ikke være godt, for dels viser det en voldsom mangel på respekt, dels er det pokkers svært at argumentere imod, selv om jeg nu synes, at de "sorte" snarere er brune.

Sagen er dog den, at manglen på respekt er en konvention, der kun fungerer, hvis begge parter går ind for, at dette altså er yderst fornærmeligt. Uden denne indforståede konvention ville ordet ikke være andet end lige præcis det, det også er, nemlig et ord ligesom alle andre.

Det er så én ting, men der er noget ved denne konvention, der er værre, og det er, at man ved som "sort" at anerkende ordets fornærmende betydning giver modparten et våben, for nu kan det bruges til at genere folk med mørk hud. Hvis man forsøger at undertrykke det, så popper det formentlig alligevel op i situationer, hvor den "sorte" persons modstandere mangler argumenter eller virkelig vil såre nogen med mørk hud. Eftersom det nørk-hudede offer for N-ordet reagerer på det, så ved angriberen, at det er et brugbart våben. Det er altså denne reaktion, der holder liv i ordets funktion og ikke selve ordet ....

 

Lærerige Knoklerier

Artikel i "Arbejderen", den 24. juni 2020: Så er jeg igen stødt på et hus, som jeg genkender fra en fortid, der var fyldt med mange forskellige og mere eller mindre lærerige jobs. Det ligger mange år tilbage i tiden, men déroppe, bag det vindue, har jeg siddet og skrevet fakturaer. Ikke bare det, men jeg indgik også i og blev en del af et fremmed miljø, som jeg ellers aldrig ville have fået indblik i. Netop dette sted genkender jeg som et sted, hvor jeg var den eneste fremmede, da de andre hørte til chefens familie. Som kontorvikar blev jeg her automatisk regnet for idiot, da jeg ikke engang måtte tage telefonen. Dette ærefulde job påhvilede chefens søn, der – totalt ukendt for hans far – ellers var stærkt forfalden til limsnifning, og jeg, der var mange grader mere klarhovedet, skulle altid tilkalde denne omtågede søn.

Inden da havde min erhvervserfaring indskrænket sig til babysitning og et sommerjob i en grønthandel foruden et kortvarigt job i et firma, der smykkede sig med det pompøse navn Rxxxborgs Sæbefabrikker. Pluralis kom af, at dette foretagende befandt sig i en torums ekslade, der stadig duftede af meget andet end sæbe. Hér var der et muntert liv med skøre kuler, der smed med sæbestykker, når de da ikke havde travlt med at pakke dem. Jeg har ingen dårlige minder fra det sted bortset fra en ældre fyr, der absolut ville have mig med på en ikke nærmere beskrevet udflugt til Sverige og var sur over, at jeg ikke ville.

Både grønthandlen og sæbefabrikken lå før vikarbureauerne, der senere skaffede mig mine studiejobs. Det gjorde tiden på Barselsgang B også. Jeg var ansat som en totalt uuddannet "deltidssygeplejeassi-stent", der utroligt nok var med til at passe barselskvinderne og de nyfødte børn. Da denne afdeling havde specialiseret sig i sociale tilfælde – hvilket dengang omfattede ugifte mødre og børn til bortadoption – havde jeg nogle meget interessante, men også ubehagelige oplevelser dér som for eksempel mærkningen for "ugift" ved de enlige mødres senge. Hvad f..... skulle det gøre godt for? Tja, dengang blev ugifte mødre og deres "uægte yngel" jo stigmatiseret som mindre værd, og det system holdt hospitalet sig åbenbart ikke for god til at støtte.

Hér oplevede jeg blandt andet, at et par bedsteforældre forelskede sig i deres barnebarn, der ellers skulle have været bortadopteret. Den lille pige var resultatet af en ung, fjollet, dansk piges sommerflirt med en lækker italiener, og hun var aldeles bedårende. Bedsteforældrene tog den lille til sig, hvilket nok var den eneste løsning, hvis barnet skulle blive i familien, for moderen viste ingen interesse for sin yndige datter.

En anden sag, jeg husker, var en ung, norsk pige, der var kommet til Danmark for at "føde i dølgsmål". Også hun fik en datter, som hendes forældre kom for at se, men åbenbart ikke faldt for. Den lille blev i hvert fald her i landet, da familien tog tilbage til Norge.

Nogle år senere, da jeg som studerende klarede til dagen og vejen som kontorvikar, oplevede jeg blandt andet Børsen, som jeg især husker på grund af en meget sød, ældre, men desværre meget fordrukken greve. Han fremhævede bestemt hverken sig selv som person eller som højadelig, men var altså mægtig fornem. Det snobberi, der omgav ham, kom udelukkende fra det faste kontorpersonale. De undså sig dog ikke fra at tiske og hviske sammen, når han igen havde besøgt skrivebordsskuffen med sprut.

Også et andet sted, som jeg blev sendt ud til for en kort bemærkning, nemlig ØK, husker jeg specielt for kontordamerne. Dette "fornemme sted" udmærkede sig ved et totalt forbud imod, at vi kvindelige kontorslaver så meget som talte med det faste, mandlige personale, der alle var øremærket til en karriere inden for koncernen. Eller rettere sagt, det, vi ikke måtte, var at "fraternisere" med disse unge mænd, der tydeligvis regnedes for at stå langt over os i social forstand. Aldrig nogensinde har jeg oplevet noget lignende, men dengang så jeg det mere som en vittighed end som den fornærmelse, det reelt set var.

Jeg fik mig imidlertid en veninde på stedet, der havde rodet sig ind i hemmelige forhold til først én og derefter en anden af disse unge, forbudte mænd. Hun fortalte mig, at det kvindelige kontorpersonale blev anset for at stå så langt under de unge herrer socialt set, at disse endelig ikke måtte falde for en af dem. Hvis et sådant forhold endte med en forlovelse, så ville det ikke pynte på den udvalgte herres CV, når han blev sendt ud i verden som ØK-ambassadør.

Sådan var det ikke, da jeg fik et kontorvikariat i et firma, der producerede og solgte porno i stor stil. Der var dog ikke specielt meget liv og glade dage hér, for det hele druknede i travlhed. Aktørerne så vi ikke meget til, da den afdeling, hvor jeg var, ikke gjorde andet end at pakke og sende blade og så videre til alle landets sexhungrende købere, som der åbenbart var mange af.

Jeg kunne tilbringe en dag med at skrive breve med denne ordlyd: "Desværre er vi for tiden udgået for vor forrygende "Mand til mand"-film" eller "Vi må med beklagelse konstatere, at vi først får en sending "Pige med orne" i den kommende uge." Somme tider var det selvfølgelig mere positivt, for så kunne ordlyden være: "NYHED!!! Fire liderlige piger med munter ungkarl i sommerparadiset!"

Mit midlertidige engagement i pornobranchen må have foregået i en forholdsvis uskyldig tid, for jeg husker ikke noget om hverken sadisme, vold eller snuffmovies. Til gengæld var der en hulens masse mere eller mindre vanvittige (og højst uventede) kombinationer af køn og arter. Der var gang i den, men i visse af filmene foregik der noget, jeg ikke brød mig om, nemlig misbrug af dyr, hvilket virkede både forkert og grotesk på mig som dyreven.

Det er måske mærkeligt, men selv om vi sad med stakkevis af liderlige magasiner og sexbilleder, der skulle sendes, så var de ikke andet end kål og kartofler for os. De var varer som så meget andet, vi som kontorvikarer havde beskrevet i fakturaer og breve.

Hvad selve stedet angår, så var der en særlig pionerånd, der er svær at forklare i dag. Jobbet hér er et af dem, jeg husker med glæde, selv om mange andre vikarer, der var blevet sendt derhen, havde nægtet at arbejde "sådan et sted". Jeg havde dog hurtigt lært, at jeg burde have antennerne ude og suge til mig af nye, interessante indtryk, hvor jeg end kom hen og i hvert fald ikke lade mig afskrække af det, der stødte andre. Desuden gav vikararbejde temmelig godt og var helt sikkert med til at gøre det muligt for mig at fuldføre mine studier.

Spøgelser

Henrik VIII's anden kone, Anne Boleyn, er angiveligt ofte set med sit afhuggede hoved under armen. De fleste gange befandt hendes spøgelse sig på Tower, hvor hun blev halshugget på sin afskyelige ægtemands ordre den 19. maj 1536, men der har været rapporter om, at hun også har vist sig i offentlige transportmidler. Hvad hun lavede dér, er ikke til at sige, for spøgelser siges jo at hjemsøge steder, der har en tilknytning til deres liv, så hvad skal en 1500-talskvinde i et tog? Det ville have været mere logisk, hvis hun nøjedes med at vise sig dér, hvor hun ligger begravet, men det er der vist ingen beretninger om.

I 1876 blev hendes skelet gravet op efter ordre fra dronning Victoria og derefter genbegravet i Chapel of St. Peter ad Vincula

Herregårde og spøgelser hører ligesom sammen, og de luftige personer fremstilles ofte som slægtninge til de nuværende ejere. Man siger ligefrem, at ethvert slot eller herregård med respekt for sig selv gerne har et spøgelse eller flere med en historisk tilknytning til stedet, og det er da en sjov og underholdende tanke.

Når "professionelle" ghostbusters opsøger disse steder for at finde spøgelser, bliver det dog ofte lidt for morsomt. 

Det vigtigste ved okkulte fænomener er, at det formentlig er de samme neurologiske forhold, der skaber indtrykket af spøgelser som af religiøse oplevelser. Da spøgelser ikke har den samfundsmæssige betydning som religiøse "åbenbaringer", så ser jeg dem ikke som hverken truende eller skræmmende, selv om det ofte er det, de forventes at være, når de dukker op rundt omkring. Jeg opfatter dem snarere som et interessant og underholdende indslag og ville iøvrigt gerne have, at forekomsten af spøgelser blev opgivet til fordel for et indgående studium af religion og religiøse begivenheder, da den blinde tro på dem udgør en virkelig fare for mennesker og samfund.

Der er ingen tvivl om, at mange efterladte har fået trøst for deres tab ved at forestille sig, at deres kære stadig er hos dem. At miste nogen, man holder af, skaber simpelthen en længsel, der gør én mere modtagelig for sådanne indtryk. Nogle oplever en "tilstedeværelse" i deres dagligdag, andre ser de afdøde i drømme, og det er alt sammen meget forståeligt, når man tænker på deres sorg. Det gør bare ikke disse spøgelser til virkelige fænomener, for her er det igen troen, der bærer læsset. Er der spøgelser, eller er der ikke? Et godt spørgsmål, der ikke rigtig kan besvares, når de kun optræder for én person, men ikke for alle ....

Denne lille spøgelseshistorie er min yndling, for hvis der virkelig er spøgelser, så har de netop også brug for trøst og kærlighed, da de formodes at gå igen på grund af traumatiske begivenheder i deres liv, som de ikke formår at slippe ....

https://www.grunge.com/162385/why-people-see-ghosts-according-to-science/?utm_source=zergnet.com&utm_medium=referral&utm_campaign=zergnet_5197507&utm_content=308

https://videnskab.dk/kultur-samfund/virtual-reality-indikerer-overnaturlige-vaesner-bliver-skabt-af-vores-hjerne

Mord af angst for livet?

Jessie M Blodgett (1994-2013)

En talentfuld og sød, ung pige mistede livet på tragisk vis, da hendes high school-kammerat og gode ven, Daniel Joseph Bartelt, voldtog og myrdede hende. De havde ikke været kærester, men omgikkes som venner og havde mange fælles interesser - først og fremmest musik og sang - der gjorde, at de ofte mødtes i forskellige sammenhæng som bl.a. korsang. Derfor var det et stort chok for familie og venner, at det netop var Daniel, der myrdede Jessie, der jo blev regnet for at være en nær ven.

I det hele taget vakte flere af Daniels handlinger gennem nogen tid undren i vennekredsen, hvor han ellers altid havde haft en høj stjerne på grund af sine mange talenter. Man kan sige, at folk lå på maven for ham og applauderede alt, han gjorde. Han blev kort sagt opfattet som en frisk og meget intelligent fyr, og ingen havde sikkert kunnet forestille sig, at han skulle udskifte sin college-plads med en fængselscelle. Ikke desto mindre var det lige præcis det, der skete, for pludselig droppede han ud af college og vendte hjem til sin fødeby, hvor han påstod at have fået et job.

Kort tid efter blev en ung kvinde, der ikke hørte til kredsen omkring Daniel og Jessie, overfaldet af en fremmed, ung mand, da hun luftede sin hund i en park. Hun fik vristet sig løs, men fik flere sår efter knivhug. Langsomt, ja, meget, meget langsomt faldt mistanken på Daniel, for hvem kunne dog forestille sig, at denne talentfulde og populære fyr skulle overfalde en ham ubekendt, ung dame med en kniv?

Ikke desto mindre afslørede politiets efterforskning, at han ikke bare havde foretaget dette meningsløse overfald, men at han nogle dage senere også havde voldtaget og myrdet sin gode ven gennem mange år, nemlig Jessie.

Alt omkring det job, der mere eller mindre legitimerede hans flugt fra college, viste sig desuden at være løgn. Han havde tilbragt den tid, hvor han påstod at være på arbejde, i parker og andre steder, hvor han kunne sidde og drømme store, urealistiske drømme om en forfatter- og musikerkarriere. Meget af tiden gik dog med stadig vildere voldsfantasier, og til sidst besluttede han sig for at føre dem ud i livet, for - som han sagde under et politiforhør - "jeg har ikke et job og kan heller ikke få det, og jeg er bange for livet, så jeg ville skræmme en anden". 

For mig at se var hans frustrationer tydeligvis forbundet med hans mangeårige succes i hjembyen, hvor han nærmest blev regnet for et geni. Både i og uden for skolen kunne folk lide og beundrede ham, men jeg tror, at det var et enormt chok for ham at komme på college, hvor alle jo pr. definition er begavede og måske endnu mere talentfulde end ham. I high school blev han altså opfattet som en stjerne af sine jævnaldrende, og mange så ham som skolens mest begavede elev, hvilket må have givet hans selvopfattelse et boost, så han måske også selv overvurderede sine evner og talenter. Livet blev svært for ham, da han ikke længere havde sit hjemlige publikum med alle beundrerne fra skoletiden, og det lod han så gå ud over to uskyldige kvinder, der ikke havde nogen andel i hans personlige fiasko.

Jeg har en stærk fornemmelse af, at mange andre mordere har reageret på lignende situationer og har myrdet, fordi de ikke selv slog til i forskellige sammenhæng. Daniels problem burde have været opdaget og behandlet, før det kom så vidt, men som byens succes-dreng fremstod han vel sagtens som usårlig, hvilket han absolut ikke var.

To be or not to be Shakespeare

I den engelske Nazi-satire, "Pimpernel Smith", spiller Leslie Howard en britisk  arkæologiprofessor, der tager til Tyskland på en studietur sammen med sine studerende i 1939. Dvs. vel gør han ej, for hans egentlige ærinde er at frelse mennesker, der er i livsfare, men som ikke kan forlade landet uden hjælp. Altså en meget nobel gerning, og Leslie Howard er som skabt til rollen som engelsk gentleman og humanist.

På et tidspunkt støder han dog på en vis "General von Graum", der er fuldstændig overbevist om Tysklands forrang på alle områder og ikke mindst kulturen. Han er en super-eksponent for det moderne begreb "fake news", og samtalen mellem ham og Horatio Smith ved et ambassadeselskab er skøn satire og vidunderlig humor.

General von Graum:

But we have one problem. "To be or not to be?" as our great German poet said.

Professor Horatio Smith

German? But that's Shakespeare.

General von Graum

But you don't know?

Professor Horatio Smith

Why, I know it's Shakespeare. I thought Shakespeare was English.

General von Graum

No, no, no. Shakespeare is a German. Professor Schuessbacher has proved it once and for all.

Professor Horatio Smith

Oh dear, how very upsetting. Still, you must admit that the English translations are most remarkable.

General von Graum

Good night.

Professor Horatio Smith

Good night. Good night. "Parting is such sweet sorrow."

General von Graum

What is that?

Professor Horatio Smith

.
Oh, just one of the most famous lines in German literature

Leslie Howard, Mary Morris og Francis L. Sullivan

Jeg forstår faktisk godt general von Graum, der forsøger at pynte sig og sit land med lånte fjer. Det er så pokkers menneskeligt, at det er til at hulke over, også fordi jalousi og ekstrem ærgerrighed formentlig aldrig lader sig udrydde, selv om det piner dem, der rammes af det.

Tudor-arven

Da ingen af Henrik VIII's legitime efterkommere selv fik afkom, forestiller man sig nok, at Tudor-slægten uddøde med Elizabeth I, men det er ikke tilfældet. Faktisk kan man sige, at den nuværende dronning, nemlig Elizabeth II, også er en Tudor, for hendes mor hører til Seymour-slægten, der omfatter Edward Seymour. Han var søn af Edward VI’s onkel, der var bror til hans afdøde mor, Jane Seymour.

Hun var den eneste af Henrik VIII's seks koner, der fødte en levedygtig søn, nemlig Edward VI, der døde ung og ikke selv fik børn. Til gengæld er det indirekte hans skyld, at hans slægtning, Jane Grey, kom så galt afsted, fordi han som protestant ikke ville efterlade sin trone til sin katolske halvsøster, Mary, og heller ikke til sin anden halvsøster, Elizabeth. At begge søstre alligevel endte med at besidde denne trone i et vist tidsrum, var slet ikke hans plan, da han lå dér på dødslejet og skulle udpege sin efterfølger og altså pegede på sin unge slægtning, Jane Grey, der egentlig slet ikke ville være dronning. Man mener, at hendes ambitiøse mor, Frances Grey, tvang hende til at tage imod kronen, og den unge kvinde led en krank skæbne, da hendes regering blev styrtet i 1554 efter blot ni dage og hun selv blev henrettet samt erstattet af sin katolske kusine, Mary.

Begge Henrik VIII's søstre fik imidlertid efterkommere. Den søster, man kender bedst, er selvfølgelig Margareth, der giftede sig med den skotske konge. En af hendes efterkommere var James VI af Skotland, der er bedst kendt som Kong James I af England.
Hvad den yngre søster, Mary, angår, så fik hun kun to overlevende døtre, nemlig Eleanor Clifford, Grevinde af Cumberland, og Frances Grey, hertuginde af Suffolk, hvis ældste datter, Jane Grey, altså led en krank skæbne, da hun blev henrettet i 1554 efter blot ni dage som (mere eller mindre ufrivillig) dronning af England.

Jane Greys yngre søster, Katherine, ville måske være blevet udpeget til at følge Elizabeth I på tronen, men hun blev forelsket og dummede sig, idet hun ikke bare giftede sig uden dronningens tilladelse, men også tabte vielsesattesten. Desuden døde det eneste vidne til vielsen, hvilket var meget uheldigt, for var hendes børn så legitime eller illegitime? Noget, der var af afgørende betydning dengang og især når det gjaldt arvefølgen til et kongedømme. Hendes udvalgte var iøvrigt Edward VI's onkels søn, Edward Seymour.

Dronningen blev ikke glad for nu at sige det på den måde, og hun fængslede det unge par og fik deres påståede ægteskab annulleret. Desuden forhindrede hun den unge mor i at have noget med sine to sønner at gøre, og hun tabte i den grad livslysten, at hun døde, ikke engang 30 år. Den ene af hendes sønner overlevede dog, og det er en af hans efterkommere, der nu sidder på den engelske trone som Elizabeth II.