Den morderiske præst

Hans B. Schmidt (1881–1916) was a tysk romersk-katolsk præst, der som den første og eneste af sin stand blev dømt og henrettet for mord i USA.
Både hans mors og fars side af familien var kendt for mentale problemer af forskellig art, og flere af dem opførte sig meget bizart. Hvad Hans angik, så viste hans fascination af blod og død sig tidligt, bl.a. ved at han ligefrem besøgte slagterier for at overvære død og lemlæstelse af slagtedyr. Han blev også tidligt kendt for at være bisexuel og meget promiskuøs, hvilket jo ellers brød med den dybe religiøsitet, som han påstod at besidde. Bl.a. hævdede han, at det var selveste St. Elizabeth, der havde ordineret ham som præst, og han hørte jævnligt stemmer, der bød ham at gøre dette eller hint "i Guds navn".

Alle hans forskellige udsvævelser blev dog for meget for hans menighed, der indgav en klage over ham, hvorefter han besluttede sig for at emigrere til USA. Her fortsatte han sit levned og fik bl.a. en  affære med en østrig-ungarsk emigrant, Anna Aumüller, som han påstod, at Gud havde bedt ham om at "elske". Han udfærdigede tilmed en falsk vielsesattest og hævdede desuden at han ville forlade præsteembedet for hende. Samtidig med denne affære havde han imidlertid et forhold til en tandlæge ved navn Ernest Muret.

Politimanden, dern efterforskede sagen sammen med Ernest Muret.

På et tidspunkt fortalte Anna ham, at hun var gravid, hvilket åbenbart ikke huede ham, da han - angiveligt på Guds bud - myrdede og voldtog hende samt drak hendes blod, da hun lå døende. Derpå parterede han hendes lig og smed de forskellige kropsdele ud fra en færge på East River. En handling, der tilsyneladende ikke berørte ham, for han forrettede forskellige kirkelige handlinger lige efter at være kommet hjem fra denne uhyggelige færgetur.
Da man begyndte at finde stumper af Annas lig, indledte politiet en intens morderjagt, og den resulterede i, at Hans Schmidt blev afsløret og fængslet. Efter en retssag, der mere var en enorm mediebegivenhed, og hvor han forsøgte at redde sig ved at spille sindssyg, blev han dømt til døden i den elektriske stol.

Samtidig med efterforskningen af mordet på Anna mistænkte man, at han havde begået mange andre mord, bl.a. på en 9-årig pige, som en anden mand ellers var blevet dømt og fængslet for, men det er aldrig blevet bevist.

Gado, Mark: "Killer Priest: The Crimes, Trials, and Execution of Father Hans Schmidt". Westport, CT: Greenwood, 2006

Fiktion contra virkelighed

Hver sin yndlings-James Bond, og jeg har altså lige fra første øjeblik været ret vild med Sean Connery, som jeg anser for at være særdeles sexet. At han som skotte kan have svært ved at illudere som engelsk gentleman, da sproget afslører ham, og han desuden har det med at mumle, kan jeg ikke tage mig af: han er og bliver dejlig, formentlig også fordi denne udgave af super-agenten tydeligvis er det, nogle kalder en "slem dreng", for den slags fyre har altså kvinde-tække. De andre skuespillere, der har spillet James, siger mig til gengæld ikke noget, og jeg har faktisk ikke rede på, hvem der er hvad ....

Så vidt jeg husker, er dette billede fra "Goldfinger", hvor vor tapre helt bl.a. er oppe imod en ækel fyr, der spilles af den store tyske karakterskuespiller Gert Fröbe, der illuderer glimrende som skurken Goldfinger. For det første ligner han en rigtig "pølsetysker", og de er jo pr. definition slemme, og for det andet skriger alt ved ham "ækel, sadist, grim karl".

Hvad laver den tyske skurk med vor helt, Bond? Jo, han truer med ikke bare at kastrere ham med en laserstråle, men også skære ham midt over!!!!! Da James jo er kendt som en stor-forbruger af flotte damer, er netop den legemsdel, der sigtes på, formentlig hans kæreste eje, og tabet af den ville være særdeles sørgeligt for ham og slet ikke i tråd med hans image .... 

Efter en lille snak med en anti-Bond-filmelsker, der finder hovedpersonen Bond direkte latterlig, har jeg dog fået noget at tænke på. Jeg må således indrømme, at der er visse ting, jeg i min begejstring for Mr. Connerys sex-appeal helt har lukket øjnene for, nemlig sandsynligheden for, at figuren Bond fungerer som en sand repræsentant for agent-branchens ægte medlemmer. F.eks. skal han jo illudere som en hemmelig agent, men har den uvane bestandig at udbasonere sit navn til alle, han møder. En ægte agent ville have så travlt med at holde sig skjult, at han enten ville skaffe sig et falsk navn eller helt holde mund med den slags oplysninger.

Og hvad med hans dame-forbrug? Er det ikke påfaldende, og vil det ikke vække opmærksomhed i de kredse, han angiveligt er oppe imod? Jo, helt sikkert, så hvis film-figuren James Bond pludselig skulle til at agere en ægte agent, så blev han afsløret og formentlig også dræbt i en ruf ....

Duftevand og den slags

Moderne mennesker vil gøre noget nær alt for ikke at lugte af det, de er, nemlig mennesker. Efterhånden er det blevet sådan, at vi bedre tolererer en hørm af f.eks. jasminer de allermest uventede steder end de naturlige dufte, der anses for frastødende. (Hvilket nogle af dem vel også er ....) Ergo: camouflage skal der til, for at man kan begå sig ....

I visse epoker af vor historie har vi foretrukket at hælde på i stedet for at vaske/skrabe af: et bad var en luksus og/eller noget direkte syndigt, så man sprøjtede sig med alle mulige former for parfume. Faktisk lader det til, at parfumer blev opfundet for omkring 4000 år siden, men det blev først virkelig moderne i Europa i det 1400de århundrede.

Nemlig, det er målet: "Fragrant As the Flowers"! Der er et utal af dufte, og nogle sigter mod en større "vildskab" end roser, hyacinter, etc.. Der kan godt være en blomsterduft, men selve substansen kan også indholde ingredienser fra dyreriget som f.eks. ambra, der dannes i tarmen hos kaskelothvaler, og som har en sødlig lugt. Spøjst nok, kan man sige, høstes det som hvalbræk, der - hvis man er heldig - skyller op på en strand. Altså noget, der er så eksotisk, at det er virkelig dyrt, og der fortælles om folk, der har tjent kassen ved at finde den slags uhumske biprodukter af hvalers fordøjelsessystem og sælge det til højest bydende. En anden form for ambra findes i staude-planter, og de har også en sødlig duft, men har ikke samme værdi som det dyriske produkt.

Der er flere tusind forskellige duftstoffer, hvoraf langt de fleste nu produceres syntetisk. Det skyldes både dyre-etiske regler og fordyrelsen ved fremstillingen, for det er altså dyrt at skaffe og "bearbejde" f.eks. de knuste biller, der før i tiden indgik i produktionen.

Hvad er formålet med parfumer? Tjah, den tjener jo altså flere formål: at sløre den menneskelige duft, at låne en dejlig duft fra noget, vi selv kan lide at stikke snuden i, men også til at signalere, at vi er rene og velplejede. Alt sammen noget, parfumen gør på en fortrinlig måde ....

 

Inspiration

A small piece on "inspiration" from my blog on an - alas - by now expired website that I used to love. As far as I remember I wrote this 6-7 years ago:

What inspired me to write about a zebra-lion love affair, a fugitive tree and aliens with human relatives? To me that is a superfluous question as feeling inspired by a lot of things comes natural with me. I'm in the good position of getting ideas just by sitting down by my computer. Something I think my ideas come from not having to write to make a living. I suppose that would be the death of my "writing career" because it's actually more like a hobby than a job.

No matter what, to be a writer, a designer or an artist as well as a bread winner must be awful, and I'm glad I'm not. I think that's why my inspiration - at least up till now - flows and forms new patterns that I haven't sought to find as they seem to come by themselves. However, I know that many people have sought for inspiration, but only to find that, alas, it can't be neither bought, stolen or forced into coming.

By the way, did you know this? = "Inspiration has an unusual history in that its figurative sense appears to predate its literal one. It comes from the Latin inspiratus (the past participle of inspirare, “to breathe into, inspire”) and in English has had the meaning “the drawing of air into the lungs” since the middle of the 16th century. This breathing sense is still in common use among doctors, as is expiration (“the act or process of releasing air from the lungs”). However, before inspiration was used to refer to breath it had a distinctly theological meaning in English, referring to a divine influence upon a person, from a divine entity; this sense dates back to the early 14th century. The sense of inspiration often found today (“someone or something that inspires”) is considerably newer than either of these two senses, dating from the 19th century."

https://www.merriam-webster.com/dictionary/inspiration

Hospitals-engle eller snarere djævle?

Der findes videooptagelser fra plejehjem, hvor nogle fra personalet tydeligvis ikke engang kan lide de gamle mennesker, som de får deres løn for at passe. Disse individer kan f.eks. finde på at nive de gamle, skubbe til dem eller grine ad dem, når de ikke kan klare sig selv, falder eller taber noget. Det er meget sørgeligt og særdeles skræmmende for de gamles familie og venner, for hvordan skal man beskytte værgeløse, ældre mennesker mod den slags overgreb fra folk, hvis opgave det er at sørge for dem og at gøre livet behageligt for dem? Netop det kan være tilmed være totalt umuligt, hvis den gamle ikke engang kan kommunikere sine oplevelser, fordi han/hun er senil.

Det er ikke bare galt på plejehjemmene, for hvad med et sygehuspersonale, der måske er modbydelige over for visse patienter, som de har set sig gale på, eller bare ikke kan lide. Hvad nu hvis disse plejere ligefrem pønser på at slå dem ihjel? Det sidste lyder måske vildt, men netop sygeplejersker, hvis job det jo er at passe syge mennesker, er blevet afsløret som patient-mordere den ene gang efter den anden.
Noget, der paradoksalt nok gør det let for dem at udføre deres forbrydelser, er samfundets forventninger om, at de er samvittighedsfulde, og at de har valgt deres fag for at hjælpe gamle og syge mennesker. Vi tror - måske også for nemheds skyld - automatisk, at de er som Florence Nithingale og ikke som Charles Manson, men det har vist sig, at vi ofte tager fejl. I virkeligheden kan der tilmed være langt flere modbydelige og morderiske sygeplejersker end dem, vi kender til ....

I 2016 blev den tyske sygeplejerske Niels Hoegel afsløret som morder. Hans stunt var at injicere patienter med et medicinsk stof, der påvirkede deres kredsløb, og når de så lå dér og kæmpede for at få vejret, trådte han til og fik dem "på magisk vis" reddet i sidste øjeblik. I 2018 blev han imidlertid dømt for fuldt bevidst at have dræbt 85 patinter, men der kan være flere.

Formentlig så Amelia Dyer babyer som små, ubesjælede og upersonlige pengemaskiner, for i slutningen af 1800-tallet skaffede hun sig pengemidler ved skin-adoptioner af nyfødte, men uønskede børn mod betaling. Det var alt sammen fup, for i virkeligheden dræbte hun dem inden for nogle få dage eller timer. Hendes rædselsregime varede ialt i 20 år, indtil hun blev hun dømt for mord på 12 babyer, selv om man mener, at der måske var 400 ialt. I 1896 blev hun hængt.

Arnfinn Nesset dræbte omkring 138 patienter i Norge, men er mærkeligt nok sluppet utrolig let fra sine forbrydelser, da han nu er ude af fængslet og lever under påtaget navn, så de pårørende ikke kan finde ham. Hans forbrydelse består i mord på 27 patienter på et plejehjem, som han gav sprøjter med forskellige former for medicin. Tallet blev imidlertid nedsat til 22 ved en retssag, selv om man mener, at det i virkeligheden nærmer sig 140.
Netop denne sag forekommer mig meget underlig, men samtidig er det åbenbart et fast mønster, at disse mordere slipper for fuld straf, fordi man ikke kan sætte tallet på ofre mere præcist. Det er altid noget med "cirka" eller "omtrent" samt "et skøn", og det virker ikke tilforladeligt, men på den anden side set, hvad kan politiet gøre?

Nå, men Arnfinn Nesset har næppe fremlagt påstande om så "ædle motiver" til sine mord som bl.a. Edson Izidoro Guimarães's, der påstod, at han havde dræbt for at skåne patienter i koma for flere lidelser. I virkeligheden er der noget, der tyder på, at han dræbte, fordi han så kunne tjene $60 ved at rapportere deres død til et bestemt bedemandsfirma ....

En af de mest usympatiske af disse hospitals-mordere er den italienske sygeplejerske Daniela Poggiali, der oprindelig blev dømt for at have dræbt én patient, men mistænkt for mord på 96, som hun fandt "besværlige". Desuden har hun stjålet penge og smykker fra de døde samt poseret med dem på en hånende og nedværdigende måde, ligesom hun lader til at have pralet med mordene over for en veninde. Ikke desto mindre er hun nu åbenbart løsladt, efter at hendes dom blev omstødt ved en ny retssag.
Det er svært at forholde sig til sådan en sag, for hvad skal man tro, når retten - så at sige - går imod sig selv. Som landet ligger nu, fremstår Daniela i hvert fald som "hende, der slap godt fra mord", og som i det hele taget er et modbydeligt menneske. (Jeg har skrevet mere indgående om hende på denne blog i marts dette år).

Andre dømte får ikke en fængselsstraf, fordi de skønnes at være psykisk syge. Det gælder bl.a. Jane Toppan, hvis drøm det var at dræbe flere mennesker end nogen anden. Hun nåede dog formentlig "kun" 33 mord, inden hun blev arresteret.
Hendes netode må siges at have været sadistisk, for den bestod i at give patienterne morfin-indsprøjtninger og derpå kravle op i sengen til dem, hvor hun holdt dem fast, indtil de døde. Hun indrømmede iøvrigt, at hun fandt det seksuelt ophidsende at bringe mennesker til dødens rand for derefter at genoplive dem. "Belønningen" for disse uhyrligheder var en indlæggelse på et mentalsygehus resten af livet.

Genene Jones formodes at have dræbt op til 60 børn i tidsrummet 1977-1982, men hun blev i første omgang bare dømt for et mord. At der måske er endnu flere end de 60, man mener at kende til, siger næsten sig selv, for det er som sagt et fast mønster ved disse sørgelige sager: man ved, at der er mange, men ikke hvor mange.

Hver morder har sin metode, men Charles Cullen brugte som regel indsprøjtninger med digoxin eller insulin. At nogle regner ham for at være USA's flittigste seriemorder, fordi det korrekte antal af ofre formodes at ligge over 400 er uhyggeligt, for han var beskæftiget som sygeplejerske i 16 år, uden at nogen studsede over det, der skete med hans patienter.

Man spørger sig selv, hvad motivet var til disse mange mord på mennesker, der var afhængige af pleje. Nogle af morderne har beskrevet deres ofre som "besværlige", og det var de da sikkert også, for de var gamle, syge eller små børn, der har brug for omsorg. Sagen er dog den, at hvis en læge eller sygeplejerske føler sådan for sine patienter, så bør de øjeblikkelig søge anden beskæftigelse og holde sig fra hospitaler, indtil den dag, hvor de selv skal indlægges og står over for de problemer, der før har afvist som deres ansvar .....


https://www.ranker.com/list/serial-killer-nurses/april-a-taylor

Når man bare ikke KAN give slip

Denne unge dame er et skoleeksempel på den stædighed, der kan gribe den forladte part i et parforhold: du er MIN, og du slipper aldrig fra mig!!! Resultatet bliver som regel den unødvendige dukkert, som denne kvinde lægger op til, for man kan  nu engang ikke TVINGE folk til at elske én. Nogle - og det gælder tilsyneladende begge køn, men dog især mænd - opererer imidlertid efter et andet mønster, der går ud på, at hvis DE ikke kan få kvinden, så skal ingen have hende. "Ejerforholdet" er vigtigt for dem, og de beskytter ofte deres "ejendomsret" ved at myrde den genstridige kvinde. Det er der faktisk alt, alt for mange eksempler på, og nogle af de mest kendte sager danner baggrund for film og bøger.

En af de mest rystende sager er dog denne, hvor et dårligt ægteskab endte med, at kvinden forsvandt på mystisk vis. Da nettet strammedes om ægtemanden, der lige fra begyndelsen blev mistænkt for at have myrdet hende, traf han et frygteligt valg, for han begik ikke bare selvmord, men myrdede også deres to børn.

Skræmmende nye oplevelser

Ovenstående tegning stammer fra et blad for politifolk fra engang for sådan cirka 100 år siden, og den viser det skrækkelige øjeblik, hvor en ældre herre bliver så voldsomt grebet af rædsel, at han mister forstanden. Noget, der åbenbart ikke regnes for skrupskørt, men snarere som en del af den pris, nogle mennesker måtte betale for at nyde en af den moderne tids nye opfindelser, nemlig toget.
Den "vanvittige" mandsperson forsøger vist nok at springe af dette nymodens helvedes-køretøj, fordi han bare ikke kan acceptere den fart, det skyder.

Når man tænker på vore dages tekniske vidundere på land, til havs eller i luften, så virker det både latterligt og rørende, men samtidig ikke usandsynligt, at nogen kan føle sådan.
F.eks. erindrer jeg en (vist nok sand) historie om en ældre kvinde, der for mange år siden var så gal, så gal på telefonen, fordi hun simpelthen ikke kunne forstå, at det virkelig var muligt at tale med folk langt væk. Hvis hun havde oplevet moderne mennesker med en bærbar telefon med masser af funktioner ud over kommunikationen, ja, så ville hun sikkert have følt, at verden var af lave ....

Hitlers telefon

Nogle kommer imidlertid til at opleve enorme forøgelser af hastigheden, og ingen ved rigtigt, hvad det kan gøre ved deres psyke og fysik på længere sigt: "Den største fart, de fleste af os når at opleve, er de omkring 1.000 km i timen, som et moderne jetfly bevæger sig med, og det er endda langsommere end lydens hastighed på godt 1.200 km i timen ved Jordens overflade. For at gå i bane om Jorden skal et rumskib op på 28.000 km i timen eller 7,8 km/sek. Det er 28 gange hurtigere end et jetfly og godt 23 gange hurtigere end lydens hastighed."


https://videnskab.dk/ud-i-rummet/rumfartens-tre-udfordringer