Da Tyskland allerede havde tabt Anden Verdenskrig, og alle vidste det, men nogle bare ikke kunne indrømme det over for sig selv, greb man til fortvivlede midler og ofrede de alleryngste borgere, der blev sendt i krig som drengesoldater.
På dette tidspunkt var Hitler synligt svækket, bl.a. af Parkinson, og der findes en film, hvor man ser ham knibe en ca. 14-årig dreng i kinden i noget, der er tænkt som et kærtegn, vel vidende at dette barn bliver sendt ud i et helvede, der højst sandsynligt fører til hans død. Det er grotesk, at man overhovedet kunne få den tanke, at krigen kunne vindes, når De Allierede praktisk talt stod på dørtærsklen, og at det var disse børns pligt at ofre liv og lemmer for en tabt sag. Ikke desto mindre en den taktik ikke ny, og andre ikke-europæiske lande bruger den såmænd stadig.
Wikipedia: "En børnesoldat er ifølge international lovgivning en person under atten år, der deltager i væbnede konflikter. De fleste er mellem femten og atten år, omend rekrutteringen nogle gange begynder, når de er ti år. Der er dog set eksempler på, at børn ned til syv år er blevet brugt som børnesoldater. FN's Konvention om Barnets Rettigheder har siden 2000 forbudt brug af børnesoldater og brug af børn under femten år betragtes som en krigsforbrydelse. Børnesoldater bliver blandt andet tvunget til at udføre tortur, voldtægt og drab."
Det er fint, at det nu fordømmes, men det er rystende, at det overhovedet finder sted, og at det foregik i et land som Tyskland. Den menneskeforagt, sådan et valg i taktik emmer af, er ikke bare ubehagelig, men uafrystelig. Forøvrigt fik de unge soldater, der blev fanget af De Allierede, sig en behagelig overraskelse, for nok var de soldater, og det var stadig krig, men meget af det slemme, de var blevet tudet ørerne fulde af gennem Hitlers propagandamaskine, viste sig at være helt forkert.
