Er vejen frem for forfattere at FORÆRE deres bøger væk?

 

Som jeg ikke har lagt skjul på, er jeg bekymret for, hvad der sker med mit forfatterskab. De fleste af mine udgivelser er selvudgiver-ebøger, og dem er der unægtelig mange af, ja, faktisk så mange, at jeg ikke altid selv kan huske, hvad de enkelte værker går ud på. Pinligt, men sandt ....

Nogle andre står til gengæld lysende klart i min hukommelse, og jeg glæder mig over at se omtaler eller anmeldelser af dem hist og her. At der ikke kommer nogen i de store aviser som f.eks. Politiken, hvor jeg selv har været anmelder og kronikør, ærgrer mig, men ikke så jeg ligger vågen og græmmer mig om natten. Næh, for på en måde har jeg accepteret, at der ikke sker så meget mht anmeldelser og omtaler, og at salget næsten er stagneret. Det er ikke fra mine udgivelser, jeg skal vente de store indtægter, men ligefrem gøre det, som jeg ser andre forfattere gøre i udlandet, nemlig at forære deres bøger væk, vil jeg nu heller ikke. Jeg tvivler nemlig på, at det fører til det, de nok tror: at folk bliver så begejstret for deres gratis-bøger, at de skal købe andre af deres værker. Efter min mening sker der nemlig en forskydning fra et læser-ønske, der også får pengepungen frem, til et blasert "nå ja, hvorfor ikke, når nu det er gratis".

Desuden er der noget andet, der må bekymre en forfatter, nemlig at bogsalget synes at være formindsket. (Indrømmet: da jeg ikke gider at finde statistikkerne frem, så er det mere en fornemmelse end hårde facts). - Låner folk de bøger, de ikke køber, på bibliotekerne? Måske, men også det tvivler jeg på, for det er mere min fornemmelse, at man ikke længere læser så meget som før i tiden. Bogen er blevet hårdt trængt af andre ting, der gør det muligt for folk at selv deltage, sådan som f.eks. ved computer-spil.

Denne bog er sikkert meget fornøjelig, men næppe et uforglemmeligt, højlitterært værk. Da jeg så forsiden og notatet om, at den var gratis i nogen tid femover, så tænkte jeg først, "OK, det kunne jeg da godt, for jeg skrev jo i sin tid speciale om hekse", men derefter indså jeg, at jeg ikke gad læse den ....

Nogenlunde det samme tænkte jeg om denne gratis-bog, der åbenbart også handler om hekse. Det ligner ren hygge - samt spild af tid ....

Nej - og NEJ TAK! Måske den har kvaliteter, der bare ikke fremgår af forsiden, men jeg tvivler på, at den kan holde min interesse fangen hele vejen igennem.

Det mest interessant ved disse (og mange andre gratis-bøger) er og bliver forfatternes valg af "salgs-"metode: bøgerne sælger næppe godt, men mon de går bedre som gratis-bøger? Tænk, at tilbyde de bøger gratis, som man har knoklet med for så bare at opleve, at læserne alligevel ikke gider dem. Faktisk ikke, om så de får dem smidt i nakken - SUK på egne og andres vegne, for bøger har jo en masse at byde på, selv om de ikke siger bip-bop eller blinker hysterisk. De er til stille stunder med én selv, og dem kan man altså få gavn af ....

https://www.bookbub.com/books/black-annis-demon-hunter-by-aubrey-law?ebook_deal

https://www.bookbub.com/books/broomsticks-and-burials-by-lily-webb?ebook_deal 

https://www.bookbub.com/books/witches-brew-by-morgana-best?buy=&ebook_deal&position=cover&region=us 

Og som sagt, ovennævnte er kun nogle ganske få af mange gratis-bøger. Det er også nogle få af mange, mange udgivelser hvert år, for selv om bogbranchen tydeligvis ikke er, hvad den har været, så udkommer der virkelig mange bøger, og unge mennesker drømmer om en tilværelse som forfatter. Hvis ikke jeg tager meget fejl, så skyldes det sidste nok, at de forbinder noget andet end de hårde realiteter med sådan et liv. Måske de tror, at de kan få noget, de opfatter som en "arbejdsfri tilværelse", samtidig med at de får en sexet aura samt adgang til spændende mennesker og miljøer. Tjah, det sker vel, men kun for nogle få ....

Mit hjerte banker for mine bøger, og det ville være sjovt at sælge nogle flere af dem, siden litteratur nu engang er en form for kommunikation. Man skriver til en ikke-definerbar læser, og det er en meget interessant proces. Når der så ikke rigtig er nogen læsere, er et vigtigt led jo cuttet af, men derfor eksisterer bogen jo alligevel, og man kan glæde sig over den, bl.a. fordi det er noget, man har skabt.

 

 

 

 

 

 

Den 16 år lange krig, der aldrig fandt sted

Den 11. december 1941 erklærede den polske eksil-regering i London krig imod Japan, men - vist nok for første gang i verdenshistorien - nægtede den udfordrede regering at tage imod denne vist nok meget uventede krigserklæring. Normalt accepterer det land, der erklæres krig imod, en sådan krigserklæring, og BUM, så er de to lande i krig!  

Lederen af den polske eksilregering, Wladyslaw Sikorski, ses her sammen med Winston Churchill og Charles De Gaulle foran en tank i 1941. (Sikoski er nr. 2 fra venstre)

Premierminister Hideki Tojo mente, at den polske eksilregering kun havde erklæret krig imod dem, fordi englænderne havde presset dem til det. Selv om Polen og Japan officielt - eller teknisk set - var i krig fra 1941 til 1957, så blev der aldrig løsnet et skud mellem dem, og den japanske regering hjalp den polske på forskellig måde, bl.a. ved at udstede pas, der lettede situationen for forskellige polakker. Deres sære krig/ikke-krig afsluttedes den 8. februar 1957, hvor der blev genoprettet diplomatiske relationer mellem de to "krigsførende" lande. 

Babser

Sådan er der nok mange, der har drømt om at tilbringe livet, men det går nu engang ikke. Hverken babse-ejeren - nemlig moderen - eller "barnet" kan forlænge denne magiske stund i al evighed.

 

Nej, sådan kan babser ikke gøre, selv om de ellers er ret fantastiske og også kan meget andet end at optræde i deres rolle som sekundært kønssymbol og dermed være blikfang for diverse herrer.

Før det blev lovligt at vise ben offentlige steder, fandt man mange forskellige måder at fremvise eller bare vise hen på babser som det primære kønssymbol i dannet selskab. En kvinde var lig med højbarmede personer i et stramt korset, og deres egen påstand om, at de så sandelig også havde noget mellem ørerne, blev set som direkte "ukvindeligt". Vær din krop, kunne man sige, men glem alt om dit hoved ....

I græsk mytologi er Artemis datter af Zeus og Leto. Hun står for fødsler, jomfruelighed og frugtbarhed, men hun er også jagtens, skovens og dyrenes gudinde, og så har hun altså en masse babser.

 

Kvindebrystet er unikt blandt hunpattedyr, fordi de er synlige gennem hele kvindens voksne liv. Et bryst består af mælkekirtler, fedtvæv og bindevæv. Det indeholder omkring 15-20 mælkekirtler med hver sin mælkegang, og disse "mælkegange" munder ud i et mindre reservoir, umiddelbart inden hele gangsystemet udmunder i brystvorten. Denne befinder sig midt på brystet.
Brysternes størrelse og form er ikke ens hos alle kvinder, og kan også veksle hos den enkelte kvinde, sådan at det ene bryste er større end det andet. Størrelse og form kan påvirkes af alt lige fra arvelighed, alder, hormonbalance og vægt. 

 

 

I vestlige lande er brystomfanget blevet øget med ca. 10 cm gennem de sidste 100 år. En del af forøgelsen stammer fra plastiske operationer, idet tolerancen over for ældede og måske slappe bryster er formindsket betydeligt. Nu skal babser helst være fyldige og sidde uden nedadgående tendenser, hvilket i de fleste/mange tilfælde kræver kirurgiske indgreb. Resultatet af disse kan i nogle tilfælde være direkte groteske, men tolerancen over for denne form for et ændret udseende er tilsyneladende vokset. Dvs. at idealerne har skiftet.

 

 

Set fra naturens side er brystet ikke bare et vigtigt sekundært kønskarakteristika, men - i bogstaveligste forstand samt først og fremmest - en kilde til den nyfødtes ernæring. Modermælken er unik og indeholder alle de nødvendige stoffer til barnets ernæring i de første 6-8 måneder af dets liv. Man mener, at de børn, der får denne mælk, udvikler en højere modstandskraft imod allergier resten af livet. Deres immunsystem og helbred nyder godt af denne tid ved deres moders barm.

 

 

Når E.T. kommer ind i dagligstuen

OK, OK, det er spændende, og jeg kan sagtens forstå de videnskabsmænd, der bliver helt vilde i varmen ved sådan en mulighed for forskning, men jeg kan ikke lide det af én bestemt grund: hvem garanterer, at de har styr på bæsterne?????? De selv??? Er det nok????? NEJ!!!!!!!! Videnskabsmænd er mennesker, og de er som bekendt ikke ufejlbarlige, så - NEJ!!!!!!

Jeg er sikkert en pivskid, men hellere overforsigtig end uforsigtig, og de havde jo ikke på forhånd nogen viden om, hvad der ville ske med disse oldtussegamle orme. Dette betyder, at de heller ikke kan forudse, hvad næste trin kan blive. 

På samme måde med de "aliens", man har søgt i masser af år. Hvad vil de gøre, hvis de rent faktisk støder på sådan nogle fremmede væsener fra - eller på - en anden planet? Introducere dem til vores jordeliv???? Har vi almindelige jordboere givet disse videnskabsmænd lov til det, eller har de taget magten over vor fælles planet uden at fortælle os det?

Der er noget i denne fri og frejdige forskning, der peger i uheldig retninger, både biologisk og politisk, og jeg kan altså ikke lide det ....

 

Jøde- contra tyskerhad

Dette er et fotografi af en ung polsk-jødisk far, der står ved sin cykel sammen med sine tvilling-sønner. Ingen af dem er i gang med noget kriminelt eller bare truende, men de befinder sig alle tre i en jødisk ghetto for snart mange år siden. Noget, der i sig selv er alarmerende, for vi ved nok, hvad der foregik den slags steder.

Kender jeg dem??? NÆH, men selv om jeg ikke kender  dem personligt og kun kan gætte mig til deres skæbne, så føler jeg, at jeg alligevel ved alt om dem. Jeg ser faderens bekymrede ansigtsudtryk og forstår hvorfor. Børnene ser betuttet-forskrækkede ud, men jeg tvivler nu på, at de virkelig forstår situationen. Hvad der end overgik dem, og hvordan det end foregik, så har det været noget ganske uforklarligt for dem, for hvad havde de gjort for at fortjene sådan en skæbne??? INTET!!!!

Eftersom jeg ikke selv har mistet nærtstående under Anden Verdenskrig og faktisk heller ikke kender ret mange jøder, så er det egentlig sært, at jeg har de følelser, jeg har, nemlig en voldsom foragt for og et uudslukkeligt had til det nazificerede tyske folk og enhver, der støttede det, der skete under jødeforfølgelserne. Ikke desto mindre er det det, jeg gør, og det er mig ubegribeligt, at så mange slap fra straffen, enten fordi de besad en nyttig viden, der kom andre stater til gavn, eller fordi de fik hjælp af landsmænd i andre lande. Det gør mig rasende, hvilket nok skyldes det ønske om retfærdighed, de fleste af os vek er født med, og som stadig er meget stærk hos mig. "Øje for øje og tand for tand" ligger nok og lurer under civilisationens overflade og er parat til at poppe op ved den mindste anledning. Hos mig ulmer dette retfærdighedskrav altid, når det gælder denne del af historien, for jeg hverken kan eller vil acceptere det, der skete.

Hvad er det, jeg vil hævne? Når jeg ikke selv er personligt forbundet med den historiske skændsel, der kaldes Hitler og nazisterne, så har jeg vel egentlig ikke noget at hævne. Ikke desto mindre er det det, jeg vil, f.eks. hver gang jeg falder over et billede som det ovenfor af den jødiske far og hans to sønner. Det trigger noget i mig, og jeg får lyst til at lave min egen "De lange knives nat" for at hævne dem og deres nedværdigede uskyld. Billedet antyder, at faderen ved - eller aner, -hvad der foregår, men ikke børnene, selv om de måske fornemmer de voksnes bekymring. Tanken rammer mig lige i hjertekulen, for ingen af disse tre burde overhovedet have den slags bekymringer.

 

 

Der er dog noget ved mine følelser, som jeg helt sikkert bør tænke mere over, og det er det, der hedder "tidens tand". Jeg bør virkelig forsøge at holde mig selv i ørerne og ikke hade vor tids tyskere, (hvilket jeg kan have en tendens til!!!), for selv om de nedstammer fra hjernedøde nazier, så har de ikke været med til hverken jødeudryddelser eller bombninger af andre landes storbyer. Mit løfte til mig selv BØR derfor være at opføre mig ordentligt og ikke se med had på det tyske folk som sådant. At fortsætte med det ville svare til at hade mine egne forfædre, nemlig vikingerne, den dag i dag på grund af deres kedelige tendens til vold og overfald på fremmede og totalt uskyldige nationer ....

 

https://www.history.org.uk/primary/categories/315/module/7836/global-learning-programme/7846/otto-and-elise-hampel-brave-or-foolish 

 

Myrdet med peanutbutter

DEN er nu ond, for hvis naboen er meget allergisk, kan han jo rent faktisk slå ham ihjel på den måde. Der må virkelig være fjendskab imellem dem, og det kan man så spekulere over, for hvad kan være så alvorligt, at man vil dræbe på den måde?

Allergier er virkelig farlige, men jeg tror ikke, at testen altid er sikker, så efter min mening må man hellere følge sin fornemmelse samt sine erfaringer med det, der fører til udslag. 

At allergi kan give en potentiel morder nogle "gode ideer" skulle såmænd ikke undre mig, for selv om resultatet måske er mere usikkert end ved f.eks. arsenik eller cyankalium, så vil det til gengæld være meget vanskeligt at påvise den morderiske intention: "Nej, hr. betjent, han spiste det skam selv ...."

 

https://nonutsmomsgroup.weebly.com/blog/remembering-those-we-have-lost-to-food-allergies#

 

https://www.bbc.com/news/uk-england-london-51099720 

 

 

Uværdig til at få en skytsdæmon?

Egentlig en meget morsom ide, at nogen har skytsdæmoner. Når jeg tænker på mine bestandige kampe med min skytsengel - der saft suseme ikke er meget værd!!! - så er det altså en sjov tanke, at der findes skytsdæmoner, og at sådan én kan være så langt mere omsorgsfuld. 

Måske jeg ikke ligefrem ville bytte og selv få mig en skytsdæmon, men det skyldes nu først og fremmest, at en sådan tilknytning nu engang bygger på en levestil, der lader mig ganske kold. Nok er  der hyggelige hverdags-udsvævelser, som vi alle kan have godt af i ny og næ, men det dæmoniske kræver nok noget mere. Minimum for at leve op til det, der formentlig forventes af en dæmon-tilknyttet person, ville være både tidskrævende og anstrengende uden egentlig at virke tiltrækkende på mig. For mig ville et hav af udsvævelser og skrækkelige misgerninger være en sur pligt, som jeg kun nødtvungent ville kaste mig ud i. Jeg ville derfor helt sikkert komme til kort og blive sendt tilbage til gruppen af ikke-dæmontilknyttede, der må nøjes (???) med en ganske almindelig skytsengel ....