D. T. Rump ....

De gamle nordboere havde et begreb, der stadig lever i vort sprog, men nok også i vor forestillingsverden: der fandtes lykkemænd som heldet fulgte, og dem burde man alliere sig med, da deres held ville smitte af på omgivelserne. Vi tror noget lignende, når vi endnu engang leger "lykkemænd" og investerer i en LOTTO-kupon, selv om vore chancer for at vinde er rimeligt små. OK, det kan lade sig gøre, og nogen vinder jo, så hvorfor ikke os? Nemlig! Det samme gælder vor tro på, at nogle politikere er udstyret på en måde, så de formidler held til os.

Det er dog forbistret, når lykkemandsbegrebet også omfatter den slags, for her gælder der noget mere end en almindelig gevinst. Grunden til, at folk som bl.a. Trump - og han er ikke den eneste, det er sket for - kommer i mål og rykker ind i Det Hvide Hus, er helt sikkert, at vælgerne tror, han kan bringe dem nærmere "den amerikanske drøm". De ser ham leve et vildt liv med kendisser og millionærer. Han omgiver sig med flotte damer, men får også mulighed for at opføre dyre hoteller, boliger og kasinoer, hvilket fastcementerer troen på hans lykkemandsstatus. Folk tror, at hans held vil smitte af på dem, selv om de ikke alle er milliardærer med gode kontakter og en evne til at undgå de skatter, der tynger det almene folk. En stor del af hans "formue" bygger også på ikke-indfriede lån, som han måske aldrig betaler.

At tro på en Trump er fristende, fordi han repræsenterer en masse af det, den almindelige amerikanske borger drømmer om. Med ham ved roret får de sikkert samme form for liv, eller hva'? Nej, sådan forholder det sig bare ikke, og når man tror det, skyldes det, at man i øjeblikkets begejstring og optimisme glemmer, at glimmer ikke altid er guld. Han skabte således sine første hoteller og kasinoer for skatteborgernes penge, da han indgik en aftale, der fritog ham for skat i 40 år. Smart og formentlig kun muligt i USA, hvor man hylder dem, der har og lader de andre, der ikke har, betale gildet. Skuffeselskaber og en smart jongleren med lån og bankkontoer giver ham det millionær-liv, de menige amerikaner drømmer om. Desuden har hans rige far, Fred Trump, reddet ham fra fallit nogle gange.

Denne selvglade tyksak er altså ham, amerikanerne sætter deres lid til. Sloganet "Make America Great Again" - som han vist nok har fra Ronald Reagan - blænder folk og får dem til at tro, det er det, han gør, når han bruger penge, han ikke selv har tjent. "Lykkemanden" er løgner, og det får mig igen til at tænke på "Grimme Adolf", hvis ORD, men ikke gerninger, bestyrkede naive tyskeres tro på, at han arbejdede for dem, og at han havde en plan, der ville hjælpe dem til sejr, bl.a. over russerne, selv om disse stod 1-2 timer fra Berlin. Havde de lukket ørerne op og virkelig lyttet til, hvad hans sande budskab var og ikke kun til hans slogans, ville de - på samme måde som amerikanerne - aldrig have givet magt til sådan en ord-jonglør.

 

 

Kontakt med politiet

Politiet kan sikkert være en skræmmende enhed, hvis man har noget på samvittigheden, men det bør ikke være tilfældet i al almindelighed. Efter selv at have været i nærkontakt med politiet to gange vil jeg imidlertid opsummere mit indtryk således: Hmmmmmmmmmmmmmm ....

Første gang var jeg selv i søgelyset som mistænkt i forbindelse med noget, der til min enorme forbavselse blev tolket som en forbrydelse. Der skete det, at jeg blev bekymret, fordi min mor ikke tog sin telefon, så jeg styrtede ud til hende i en taxa, medbringende en reservenøgle til hendes lejlighed. Sådan en tur var jeg forberedt på, for vi - dvs. min mor, mine søskende og så mig - havde aftalt, at jeg skulle ringe en gang om dagen og tjekke, om hun var OK, og denne dag have hun altså ikke taget telefonen. 

 Ude på kørebanen? Lige til en bøde!!!

Da jeg kom frem, lå hun dybt bevidstløs på gulvet. Jeg ringede straks efter en ambulance, så hun kunne blive indlagt. Samme dag blev jeg opsøgt af en stiv-fjæset betjent med et "hårdt blik", om jeg så må sige. Jeg anede nu ikke uråd, for jeg havde jordens bedste samvittighed og fortalte ham bare om det, der var sket efter min opringning. 

                                             En meget ung og totalt uskyldig "stripper" i Frankrig

Problemet var bare, at lægerne endnu ikke havde kunnet fortælle, hvad min mor fejlede, så jeg kom nu under alvorlig mistanke for at have gjort noget slemt ved hende. Det med at jeg ringede hver dag på et bestemt tidspunkt, forekom tydeligvis betjenten meget suspekt og sikkert også særdeles udspekuleret, ja, han troede overhovedet ikke på mig. Da jeg fortalte ham om min og familiens telefon-aftale, fnøs han ligefrem! Jeg kunne dog hurtigt stille med et argument, der lukkede kæften på ham: spørg mine søskende, om det er en fast aftale, og/eller tjek med telefonvæsenet, så du kan se, om det er det, der sker hver eneste dag på et bestemt tidspunkt. 

 Grove løjer!!!

Et par dage efter fik vi så besked om, at hendes besvimelse skyldtes uorden i saltbalancen, så jeg blev automatisk renset for alle mistanker. Oplevelsen sad dog i mig længe efter: her havde jeg været en god og omsorgsfuld datter, og så blev jeg mistænkt for at stræbe min gamle mor efter livet - groft!

Anden gang, jeg havde med politiet at gøre var, da jeg blev udsat for et taskerøveri på en kirkegård. Jeg meldte det, men fik intet ud af det, bortset fra at min forsikring erstattede tabet af tasken, en pung + en pakke lommeletter. Pengene, der faktisk beløb sig til godt 1200,00 kr, fik jeg ikke nogen erstatning for, selv om det var et føleligt tab. Det frustrerede mig, at politiet tydeligvis var totalt ligeglad med min beskrivelse af forbryderen og forløbet, og at der ikke blev gjort nogen anstaltninger til at fange ham.
Begge disse møder med ordensmagten var hver for sig ubehagelige og sære.

Her har vi en rigtig ægte "Bobby", der vist svarer meget godt til vore "Panserbasse". Ak ja, det er efterhånden kun en saga blot, for tingene er blevet trappet op både blandt forbrydere og politi. Ikke desto mindre ville jeg dog stadig vende mig til politiet, hvis jeg fik problemer, der var eller tangerede det kriminelle. Jeg har altså ikke mistet tilliden, men er bare blevet noget desillusioneret, for ingen af de to gange, jeg har haft kontakt med politiet, har jeg fået noget ud af det. Det første møde kan jeg grine ad nu, men dengang det skete, var det ubehageligt, for hvad byggede ham hr. Stenfjæs Panserfyr sin mistanke på? At jeg ringnede til min mor og kom for at tjekke, om hun var OK? Det er der vel også andre døtre og sønner, det gør, for det er nemlig, hvad voksne børn bør gøre ....

Body Bizarre

Indrømmet: det ser besynderligt ud og viser formentlig hen til en siamesisk tvilling, der ikke blev til noget. Spørgsmåler er dog, om sådan en pudsig defekt ville være nok til at vælge en abort? Det skulle ikke undre mig, om der var dem, der fandt det nødvendigt ud fra "humanitære grunde": deres barn skulle ikke fødes med skavanker, drilles og fravælges på dating-markedet, så hellere død og kasseret ....

Jeg vil indrømme, at det ser besynderligt ud, men jeg mener nu ikke, at det er noget, der bør føre til en abort. Desuden viser ejerinden jo selv, at hun har det fint med sin skavank, da hun ikke skjuler, men pryder sine fødder med sten, fine sandaler og tilmed neglelak. 

Øhhh - ja, det er skam rigtigt: denne mand er faktisk født med to penisser, men om de begge er funktionsdygtige ved jeg ikke. 

Myrtle Corbin med de fire ben havde rent faktisk også to skeder og to livmødre, og de virkede. At holde styr på alle disse ben må have været svært for hende, men hun blev gift og fik børn, så hun har altså klaret sig på et område, der forekom helt uden for en så svært handikappet kvindes muligheder.

En svær deformitet, der kunne have fået moderen til at vælge abort, hvis hun havde vidst noget om den. Scanninger stiller i hvert fald mødre og fædre over for valg og situationer, de ikke før oplevede. De måtte bare tage, hvad skæbnen nu engang gav dem. I dag er der mange, der vælger abort, hvis scanninger eller fostervandsundersøgelser viser, at barnet har handicaps af en eller anden art eller - hvilket er horribelt - har det "forkerte" køn. Desuden er abort nu almindeligt accepteret, også af sociale grunde. Moderen ønsker måske ikke at føde et ikke-perfekt barn, fordi hun er fattig eller ikke føler, at hun har kræfter til at tage sig af barnet. Den største grund til at fravælge børn med defekter er dog formentlig bevidstheden om, at de vil få problemer i samfundet senere i livet. Måske der ikke er nogen, der gider at date dem, eller også støder de an på grund af deres udseende eller væsen, selv om dette ikke er udtryk for deres eget valg.

 

 

Forsikrings-Guldgruben

Et nydeligt, midaldrende par, der virker glade for hinanden. At den ene af dem føler mere med pengepungen end med hjertet er ikke til at se umiddelbart. Ikke desto mindre har hustruen, Tami Duvall, fået alle tiders gode ide, der kan skaffe hende en masse penge: hun har tegnet en livsforsikring på sin mand. Mange koner og mænd - samt forældre og børn - har gjort det samme, fordi de vil sikre sig økonomisk. Som regel er der næppe skumle bagtanker, for det kan jo være en fornuftig plan, hvis de frygter pludselig at stå tilbage som enke eller enkemand uden en indtægt. Mange har dog virkelig planlagt ikke bare forsikringen, men også det, der kan give dem forsikringssummen ....

Nogle mordere griber stadig til våben, der efterlader et blodigt spor, men i vore dage er der så sandelig mange andre metoder. Det bedste vil set fra morderens side være, at man ikke kan spore mordet eller morderen, men tror, at afdøde døde helt naturligt af sygdom eller beklagelige omstændigheder som f.eks. ved en ulykke. Den slags udspekulerede mord er der efterhånden blevet påvist adskillige af, og det lader til at følge et bestemt mønster: 1) livsforsikring tegnes (ofte for store summer), 2) ofret får underlige og uforklarlige symptomer 3) og/eller udsættes for et ulykkestilfælde, der ikke umiddelbart ses som andet end et hændeligt uheld. En person kan f.eks. falde ned fra en skrænt under en vandretur med sin ægtefælle. Sådan en ulykke er der eksempler på, og ikke alle kan påvises at være andet end det, den overlevende ægtefælle hævder, at de er, nemlig et hændeligt og måske endda selvforskyldt uheld. At dette dødelige uheld kan omsættes i store summer fra den livsforsikring, der er tegnet på den omkomne, vækker måske nok mistanke om urent trav, men det er svært at bevise, så det sker, at efterforskningen fuser ud eller tager flere år.

En af dem, der scorede rigtig stort, var Craig Rabinowitz, der i 1997 fandt sin hustru, Stephanie, druknet i hjemmets spabad. Han påstod, at dødsfaldet skyldtes en ulykke, som han ikke havde nogen andel i. Den sørgende enkemand havde angiveligt bare fundet sin hustru død og havde ikke kunnet genoplive hende, selv om han selvfølgelig havde forsøgt.     

Desuden påstod han, at de havde haft et meget lykkeligt ægteskab uden problemer af nogen art. Økonomien havde også været god, for hun var advokat, og han tjente millioner via sit omfattende forretningsimperium for plastikudstyr til sundhedsbranchen. At hans firma var rent bluff, og at det aldrig havde eksisteret i andet end hans løgnehistorier over for den naive Stephanie samt venner og bekendte, som han fik til at investere i sine fantasier, fandt man først ud af efterhånden. Hvor Craig påstod, at han knoklede med sit firma, der skulle gøre alle omkring ham rige, så tilbragte han i virkeligheden det meste af sin tid på stripklubber. Især var han mægtig begejstret for stripklubben "Delilah's Den", hvor hans yndlingsstripper, Shannon Reinert, optrådte, ofte ene og alene for ham. 

Craig og Stephanie havde mødt hinanden i deres pure ungdom, var blevet tidligt gift og havde fået en datter, så alt så godt ud på overfladen. I virkeligheden må Craig have været enormt utilfreds med det liv, han havde sammen med sin kone. Han har drømt om spændende sex-eventyr og betalte gerne Shannon Reinert for de private strip-forestillinger til noget, der svarer til 20.000,00 kr. pr. optræden. På et tidspunkt luftede han også ideen om ægteskab, selv om han stadig var gift med den intetanende og alt for troskyldige Stephanie. For at opretholde sit dobbeltliv havde han jo altså også bedraget venner og bekendte i årevis, hvilket var resulteret i en gæld på omkring $ 800.000, dvs. ca. 5,5 millioner kroner. Det var denne gæld, der beseglede hans hustrus skæbne, for hun var forsikret, så han ville få udbetalt 10 millioner kroner, hvis hun døde. Derfor valgte han at narre hende til at indtage sovepiller og at holde hendes hoved under vand, hvilket blev påvist af retsmedicineren via skader på hendes knæ og nakke. At denne form for forsikringssvindel og mord er sket adskillige gange før er virkelig ubehageligt at tænke på. Det er næsten som en epidemi, hvor morderne følger det samme rollehæfte, der virker gang på gang på gang ....

https://www.thinkadvisor.com/2013/10/25/5-notorious-homicidal-tales-of-life-insurance-frau/   

https://www.trueactivist.com/husbands-death-revealed-dark-past-of-greedy-wife-gallery-t4/

https://www.insurancefraud.org/article.htm?RecID=3243 

https://forensicfilesnow.com/index.php/2016/07/28/craig-rabinowitz-2-deception/

https://www.insurancefraud.org/hall-of-shame.htm

 

 

Hulter til bulter med eller uden lim

 

Mange besynderlige ting har ført til skilsmisser samt hustru- eller mandemord, men dette lim-drama slår nu et par rekorder, for hvem kunne have forestillet sig, at der kunne opstå sådan en situation? Hvis den mistænkte hustru virkelig har begået dette overgreb imod sin mand og hans våben, hvad var så tanken bag hendes handling? Ville hun bare drille ham, eller lå der et dybere budskab bag limen? Måske hun ville fortælle ham, at hun syntes, han elskede sit gevær for højt, og at det forekom hende, at de altid hang ud sammen, men at han glemte hende for jagt og våben? Det er ikke til at sige, men det ville der da være en vis mening i ....

 

 Det fremgår ikke, om hun anvendte en limpistol til sin krænkende indsmøring af mandens våben, men tanken er da en lille smule morsom

https://www.gluegun.com/collections/hot-glue-guns

I nogle tilfælde synes man, at der ligesom mangler lim eller noget andet, der kan holde sammen på det hele:

    Uha, her hersker der stor vrede!!! Alt er smidt hulter til bulter uden antydning af lim

Der var et andet skrækkeligt drama omkring en mand, der forfalskede sin intetanende kones underskrift på skilsmissepapirer, han aldrig havde fortalt hende om. Det virkede meget kalkuleret, så det var ikke en hulter-til-bulter-handling, der skyldtes et øjebliks vrede. Næh, han ville bare af med hende uden at hun havde nogen anelse om, at deres ægteskab var slut og derfor heller ikke kunne protestere. I den sag kunne der have været brug for lidt lim til at holde sammen på alle hans løgne omkring det forhold, der var slut for flere måneder siden, men det var der bare ikke. Kalkuleret og samtidig hulter til bulter ....

 

 

 

 

 

Betragtninger vedrørende det foranderlige kropsideal

Nogle gange har man fået at vide, at den og den historiske person var en super-skønhed, men når man så ser billeder af vedkommende, undrer man sig. Adelsdamen Ellen Marsvin, der ses ovenfor, var dog ret beset en flot kvinde. Hendes buttethed udstrålede også noget andet vigtigt, nemlig status, for man blev ikke buttet uden midler, så hun var altså en velhavende kvinde.
Dengang et portræt var lig med et maleri, fordi fotografi-kunsten ikke var opdagen endnu, var det selvfølgelig lettere at snyde med skønheden end nu, hvor ethvert foto udleverer ens skavanker. Nogle af dem, der før i tiden blev regnet for skønheder, men som eftertiden ikke har set på samme måde, fik imidlertid deres status, fordi samtiden fulgte nogle andre idealer end dem, vi hylder i dag. Noget, der ikke mindst gælder ideerne om kvindelige former. 

Op igennem historien har kvindeidealet for det meste været "slank, men med noget til både gården og gaden". Den tid er såmænd ikke så langt væk, hvor kvinder skulle have en vis portion sul på kroppen for at regnes for smukke, noget, der afspejles gennem de såkaldte "sex-bomber" inden for filmens verden. Sådan en diva som Jayne Mansfield blev regnet for superskøn af datidens filmfans, og hun var da også mægtig flot.

Nutidens idealer, hvor kvinder skal være velproportionerede, men samtidig superslanke og helst også i god form, ville have stødt mange før i tiden. Det, vi kalder "slank", ville de have set som "radmager" og usexet. Sammenlignet med sexbombenJayne Mansfield ovenfor står den særdeles slanke og uskyldigt udseende ikke-voksen-kvinde-agtige Audrey Hepburn virkelig for en forandring af idealerne. Hun repræsenterer et nutidigt og nyt kropsideal, der ikke går på svulmende former.

At hun alligevel regnes for at være smuk betyder, at man i hendes tilfælde lægger vægt på andet end babs og nutte, etc., hvilket er et interessant signal om de foranderlige kropsidealer. Er Audrey Hepburn kvindelig? Ja, men på en anden måde end Jayne Mansfield, for hun udstråler sårbarhed og noget fe-agtigt, der regnes for det modsatte af sex-bombe-rollen. Dog med én undtagelse: Marilyn Monroe.

Hun havde de kvindelige former og blev regnet for at være meget sexet, men samtidig havde hun direkte baby-agtige ansigtstræk. Var hun skabt som en pædofils drømmepige? Det skulle ikke undre mig, for i hende blev to kvindetyper forenet til én og gjort tilgængelig, fordi hun som regel portrætterede dumme og manøvrerbare kvinder.  


https://www.dr.dk/nyheder/viden/kroppen/bubble-butt-eller-lille-90er-maas-derfor-aendrer-kropsidealer-sig-hele-tiden?cid=newsletter_nb_viden-daglig_20200209175938

 

Forbrydere er ikke altid dem, der udfører forbrydelserne

Der var engang, hvor grusomme afstraffelser og henrettelser blev set som en folkeforlystelse. Den straffede blev tilmed ofte udstillet efter døden til skræk og advarsel for ligesindede, der kunne få den ide at følgehans/hendes eksempel. En barbarisk skik, som vi gudskelov ikke længere går ind for her i landet.

Vores forhold til forbrydere, politi og straffe er nok først og fremmest tegnet af film og fjensynets dokumentarudsendelser, nemlig om amerikanske forhold. Selv har jeg set en hel del af sidstnævnte, og det har slået mig, at hvor spillefilm giver indtryk af, at forbryderne bliver fanget og straffet lynhurtigt, så er sandheden en helt anden. Dokumentarudsendelserne fortæller nemlig om årelange efterforskninger, om flugt og retssalsdramaer, der ikke altid ender, som beviserne lægger op til. 

Dette billede er fra 1961, og det viser et sceneri, der adskiller sig  fra det danske ved brugen af våben. Eftersom de amerikanske våbenlove nu engang er, som de er, så må politiet også bevæbne sig og gribe til våben, som de føler behov for. Noget, der har ført til episoder, der ikke mindst har forarget andre lande.

Ja, det er forargeligt, og der foregår afgjort ting, som man kan harmes over, men jeg er nu rystet over hele det amerikanske retssystem. Det lægger nemlig op til, at forbrydere kan smutte udenom en domstolsafgørelse ved hjælp af de såkaldte "plea bargainings", hvor de erklærer sig skyldige, men ikke straffes så hårdt, som forbrydelsen ellers ville blive ved en domfældelse. I nogle tilfælde kan forbryderen helt undgå straf. At tilbudet om en sådan "bargaining" også fungerer som systemets smarte fælde, hvor uskyldige kan udstyres med en skyldig-"dom", sådan at sagen fremstår som løst uden at være det, er rystende. Den uskyldigt anklagede har måske ikke de ressourcer, der skal til for at føre en retssag, og vælger så en "plea bargaining", hvor han/hun får stemplet skyldig imod at slippe med en kortvarig straf. Tænk, at en borger i et stort, civiliseret land som USA kan blive sat i sådan en situation og måske tilmed være taknemmelig over aftalen, samtidig med at den rigtige forbryder slipper for videre tiltale, fordi der jo nu er en officiel "skyldig"!

Hvad den almindelige politiuddannelse i USA angår, så er den mildt sagt diffus, for den bygger ikke på de samme grundregler i alle stater. Hvor vi har et overordnet Rigspoliti med 12 politikredse, der følger de samme retningslinjer, så er dette system ukendt i USA. Politiuddannelsen er også generelt ultrakort og centreret omkring våben og konflikter. For mig at se viser man allerede dér, at det, det drejer sig om, er at beskytte dem, der har, imod dem, der ikke har ... 

Systemet giver også angivere store fordele, da sladder - sand eller ej - automatisk reducerer straffen. Fortæl noget om en medskyldig, og du ses som en helt - hvilket du måske slet ikke er ....