Roman-forfatteren Napoleon Bonaparte

Napoleon Bonaparte som ung, smuk soldat

Silkehandlerdatteren Desirée Clary (1777-1860) blev forlovet med Napoleon Bonaparte, efter at han på snedig vis havde fået sin bror Joseph gelejdet væk fra hende og over til hendes søster, Julie, som han også giftede sig med. At den letfængelige Napoleon var forelsket i Desirée er der ingen tvivl om, men det endte som bekendt med en brudt forlovelse.

 

Desirée var bestemt en dejlig, ung dame, der forståeligt nok vakte opmærksomhed blandt sine samtidige. At hun endte med at blive svensk dronning i stedet for fransk kejserinde, og at hun som bernadotternes stammoder også hører til den danske kongefamilie via dronning Ingrid gør bare det hele endnu mere spændende. Ikke mindst hun og hendes karriere viser, at Napoleon ikke var den eneste i samtiden, der opnåede en karriere, som ingen ville have forestillet sig ved deres fødsel. 

                                    Napoleons første hustru, kejserinde Josephine

Det samme gælder faktisk også hans første kone, Josephine, der minsandten også kan genfindes i den svenske - og dermed også den danske - kongefamilie. 

                              Josefine, gift med den svenske konge, Oscar I

Kejserinde Josephines søn, der jo var Napoleons stedsøn, Eugène de Beauharnais, blev nemlig far til den overordentlig populære, svenske dronning Josefine, der som 16-årig blev gift med Desirées søn, kong Oscar I af Sverige.

Desirée

Inden Napoleons og Desirées forlovelse gik i stykker, havde den forelskede - og lidenskabelige - soldat forsøgt at holde sin forlovedes interesse fangen ved hjælp af et litterært værk, som han selv havde forfattet, nemlig "Clisson et Eugénie". Denne superromantiske fortælling, som Napoleon skrev i 1795,  handler om den tragiske kærlighed mellem en soldat og hans kone, der er ham utro med en af hans soldaterkammerater. Det er muligt, at han har villet fortælle Desirée noget om sin egen jalousi, for på et tidspunkt i deres forlovelse lader det til, at hun ikke længere besvarede hans breve. Da det går op for ham, at hun vist ikke længere følte det samme for ham som før, bryder han forlovelsen for i stedet at forlove sig med Josephine, der var enke med to børn - og ikke særlig trofast ...
 

Desirée i 1810

Hvad romanen angår, så har den haft en omtumlet tilværelse, for det meste i fragmenteret form. Den findes imidlertid udgivet og er bl.a. til salgt på SAXO: https://www.saxo.com/dk/clisson-eugenie-a-love-story_napoleon-bonaparte_paperback_9781906040277

Visse eksperter siger, er der ikke tale om et udødeligt mesterværk, selv om Napoleon har gjort sig umage med at skildre den tragiske kærlighedshistorie i tidens foretrukne sentimentale stil. Nogle påstår, at han har ladet sig inspirere af Jean-Jacques Rousseau og måske også af Goethe. 

https://www.thetimes.co.uk/article/clisson-and-eugenie-by-napoleon-bonaparte-mqzzllcm3wm 

 

https://h-france.net/fffh/classics/2857/ 

 

 

Manden, der var kvinde

Det dér med mænd, der føler sig som kvinder, eller kvinder, der føler sig som mænd, er vi vel efterhånden mere eller mindre vant til. 

Sådan var det dog ikke før i tiden, så forbløffelsen var stor, da jazz-musikeren Billy Tipton (1914-89), der var et temmelig stort navn i 1930'erne og 1940'erne, blev afsløret som kvinde ved sin død. Selv ikke den kvinde, "han" havde levet sammen med i mange år, og som "han" delte forældreskab med til tre adoptivbørn, havde nogen anelse om sandheden. 

Billy havde nemlig altid hævdet, at "han" desværre ikke kunne have sex, fordi "han" havde været ude for en ulykke, der havde destrueret hans kønsorganer. Ja, han var vel lige så glat i skridtet som en - kvinde ....

https://deadline.com/video/no-ordinary-man-clip-toronto-premiere-doc-billy-tipton/

 

 

 

Offer for en viking

 

Vikingen Egil Skallagrimssons ry lever videre i vor tid, fordi han var en stor digter. At han også var en brutal bisse, der ikke skyede nogle midler til hævn, når han blev vred, bærer man ligesom over med, idet man nærmest opfatter hans brutalitet som noget pudsigt. For eftertiden er han nok nærmest blevet til en art "trolden i æsken", der minsandten også skrev flotte digte. En form for bussemand, der måske efterhånden er mere underholdende end skræmmende.

Han blev født på Island omkring 910 e.Kr. og døde ca. 80 år senere, så han blev gammel. Ifølge sagnet tilhørte han en temmelig speciel familie, idet hans farfar angiveligt kunne forvandle sig til ulv, når han ville. Aha, tænker man, en familie af varulve! Helt så slemt var det næppe, men brutale var de, hvilket i Egils tilfælde bl.a. gav sig udslag i drab og mord. Således skal han have begået sit første mord som 7-årig, hvor han angiveligt kløvede hovedet på en eller anden stakkel med en økse. Senere blev det værre, og det jeg selv finder værst er måske, at han klemte øjnene ud på en mand, der ikke havde noget mjød, han kunne byde ham på, men som serverede surmælk. Grove løjer må man sige, og det kan ikke retfærdiggøres med opdagelsen af, at han måske led af en sygdom, der fortykkede og deformerede hans ansigtsknogler.

Alle Egils uhyrligheder førte til en udvisningsdom, som kong Erik Blodøkses dronning, Gunhild, formentlig har beordret. Helst ville hun have haft ham henrettet, da han på et tidspunkt blev taget til fange, men han klarede frisag ved at skrive et smukt hyldestdigt til hendes mand, kongen. Efter at være blevet udvist, tog han til England, hvor han sluttede sig til kong Athelsten, sådan at han kom til at kæmpe imod sine gamle kammerater, nemlig Erik Blodøkses mænd. Det har nok ikke altid været lige let for ham, da han åbenbart var loyal over for dem, han regnede for venner.

En hård banan med et blødt hjerte? Tja, måske, men jeg har nu ikke glemt det, han gjorde ved den stakkels mand, der ikke kunne servere mjød for ham. Det var grimt gjort, og jeg forestiller mig livet fremover for den blindede mand i et vikingsamfund: fra viking til tigger? Ikke rart, nej, slet ikke rart ....

https://islandstur2013.wordpress.com/farfaren-til-egil-skallagrimsson-kunne-forvandle-seg-til-ulv/ 

http://www.viking.ucla.edu/publications/articles/skull_bones.pdf 

 

 

 

Lykken som statussymbol

                                          Jamen, det vil vi da alle, på hver vores måde ....

Det er in at være lykkelig, hvilket der ikke er noget at sige til, men det er også et statussymbol. Én ting er den individuelle lykke, noget andet det, man kunne kalde "fælles-lykken", hvor alle opfyldes af de samme forestillinger, drømme og håb om livets lykke. De mest almindelige af denne type drømme består nok i sådan noget som at møde den eneste ene, få dejlige børn, en god karriere, et nyt hus samt masser af penge på lommen. Når man tænker over det, så kan mange menneskers lykke-vej beskrives som en masse parallelle linjer, der løber side om side uden de store forskelle eller forskydninger. 

Den individuelle lykke-drøm derimod krydser de parallelle linjer, hvilket mange af de fælles-lykkelige synes bringer uorden i deres smukke symmetriske lykke-mønster. Nogle af de fælles-lykkelige opfatter de individuelle lykke-mennesker som provokerende, idet deres alternative liv og livsstil opfattes som en kritik.af fælles-forestillingerne. 

Hvor de fælles-lykkelige er vant til, at repræsentere lykke-begrebet som idealet, så kommer de her underlige individualister med deres helt anderledes opfattelse, og det kan ses som en udfordring. De føler måske, at der bliver sat spørgsmålstegn ved deres liv, og at det d ermed forvandles fra en succes til noget helt andet.

At man ikke altid kan definere lykke kommer sikkert bag på mange mennesker, der har set det som et fælles-menneskeligt ønske om noget bestemt, "der siger sig selv". F.eks. udstråler den lille, fattige, men jublende glade dreng på billedet ovenfor en glæde, der ikke kan erstattes af en masse penge. Det kan formentlig forøge den, men ikke træde i stedet for eller sælges, byttes eller foræres væk.

 

Modsætningernes mand

George Smith Patton Jr. (1885–1945) var en legende, men også noget af en skiderik. Hans indsats under Anden Verdenskrig er uomtvistelig, selv om der er dem, der hævder, at han rent faktisk havde nazi-sympatier. Under andre omstændigheder kunne han og Hitler måske have haft mange hyggestunder med udveksling af synspunkter, hvilket jo er grotesk, da de bekæmpede hinanden. Alt ved Patton var dog modsætningsfyldt, f.eks. var han altså racist og nærede mange fordomme imod jøder, sorte og russere, men samtidig var han den første amerikanske general, der gik ind for raceblandede kompagnier.

Ud over at være en dygtig general så var han også meget omsorgsfuld over for sine mænd. Han sikrede sårede soldater læge-behandling - hvis der altså ikke var taget om psykiske skader, for den slags personer regnede han for kujoner, der bare ville skulke fra deres pligter som soldater. Disse soldater, der jo kunne være hårdt ramt af traumer, fik hverken hjælp eller forståelse og slet ikke noget af den ros, han ellers overøste sine soldater med.

Sært nok kunne han give sig tid til at skælde en soldat ud for en uknappet knap i uniformen midt under en farlig aktion. Selv gik han meget op i sit velpudsede ydre med en blankpoleret hjælm og en ulastelig uniform. Dette skyldtes formentlig, at han var sig meget bevidst, at han med sit udseende, påklædning og væremåde skulle være et eksempel til efterfølgelse, fordi det inspirerede soldaterne. Hans underordnede elskede ham angiveligt højt, men ikke de andre officerer, hvoraf mange havde svært ved at tage hans manerer. Det fortælles, at hans chef, Eisenhower, måtte gå imellem flere gange for at redde ham fra en kritik, der kunne være endt med en fyring. 

 

 

 

 

 

Pro forma-bikini

Når man tænker på, at for sådan ca. 100 år siden fik man bøder eller blev fængslet for at vise en smule hud, så er det altså underligt at se sådan en bikini. Ingen af dens dele - og da slet ikke underdelen - vil kunne holde til en bølge eller to. Alligevel regnes den unge dame for påklædt, hvilket mildt sagt er noget af en overdrivelse. 

Egentlig tror jeg ikke, at fyren her har større chance for at bevare sine badebukser på, når han dykker ned i vandet, men de er dog sikret til en vis grad. Efter min mening ville det så afgjort være mere passende for begge parter med god, ærlig nøgenhed, der ikke giver sig ud for andet end det, det er, nemlig ikke-påklædt hud, etc. Både bikinien og de minimale badebukser er for mig at se et udtryk for en form for dobbeltmoral, der virker fjollet i vore dage ....

At Annette Kellerman blev anset for usømmeligt påklædt forekommer os latterligt, men symbolværdien af denne form for "buksedragt" har formentlig været stor. Dels var den altså tætsiddende og afslørede hendes former, som var hun nøgen, dels er der jo altså tale om BUKSER, og det var fy-fy for damer på denne tid. Bare en 10-15 år senere startede de swingende tyvere, men i 1907 er man stadig i de dydige halvfemsere i åndelig forstand ....

 

 

Et besynderligt erhverv

Om få måneder er det jul, så jeg formoder, at det er ved de tider, hvor julemandsuddannelsen er i fuld gang. Der er selvfølgelig også visse ting, de skal lære. Alfa og Omega er dog nok især noget, de ikke må gøre i dette sæsonprægede job. Her tænker jeg især på lidt for kærlige julemænd, der går over stregen for god opførsel, men det er dog noget, de burde have vidst, før de ansøgte om uddannelse og stilling, for det skulle gerne være almen viden. 

Hmmmmmmmm .... lidt suspekt ....

Det er tydeligt, når man ser på nogle af de gamle fotografier af professionelle julemænd, at de er sociale tilfælde, der ikke har valgt jobbet, fordi de elsker at sige "Ho-ho" eller have med børn at gøre. Nøden driver dem, og det er sjældent et godt udgangspunkt for et karrierevalg.

Fuld eller på stoffer????

Disse mænd, der spiller julemænd for at tjene til dagen og vejen er nok heller ikke så vilde med grådige børns krav om både det ene og det andet, som de - eller deres familie - måske ikke selv har råd til.

 

Livet byder på et vist mål af slid og slæb for os alle. Det er i hvert fald sjældent, at man bare kan læne sig tilbage og hæve store gager uden at røre en finger. Sæsonarbejdere kommer ud for særlige udfordringer, både med hensyn til at finde arbejde og med problemer med at tjene nok til at klare de udgifter, vi alle har. 

 

 

Kan man leve af et julemandsjob? Jeg aner ikke, hvad lønnen er, men tager for givet, at den ikke er særlig høj, selv om julemænd sikkert kommer ud for mange ubehageligheder fra både børn og forældre. Det er måske derfor, de skal på kursus før ansættelsen? Under alle omstændigheder, et besynderligt erhverv for en voksen mand ...