Intet foder til "horerne"???

Dette er selvfølgelig en eller anden form for sproglig svipser, for der skulle selvfølgelig have stået noget andet - uden at jeg dog kan se hvad, det skulle være. Hvis man skulle tage skiltet alvorligt - eller bare lege lidt med tanken om dette forbud - så havner man i en interessant situation, for sultede "horer" mere end andre, og blev de nægtet føde? Det tror jeg ikke, for de mænd, der sad på magten, og som var deres kunder, har været nødt til at fodre dem, hvis de da ønskede, at de skulle tjene deres formål. 

Dvs. at mens andre kvinder måske sultede, så fik "horerne" nok til dagen og vejen. For at overleve i trange tider måtte mange kvinder jo prostituere sig, for de havde ikke andre muligheder. Sex var deres erhverv, ligesom det til en vis grad også var den gifte kvindes, så det er helt misvisende at lægge den prostituerede for had, sådan som det er sket op igennem tiden ....

 

  

"Keke" - Stalins mor

Der fortælles naturligvis mange historier om Josef Stalin og hans privatliv. Man ved, at han ikke var særlig knyttet til sine sønner, men at han angiveligt holdt meget af sin datter, Svetlana. En anden, han elskede, var hans mor, Ekaterine Geladze med kælenavnet "Keke". Det fortælles, at han installerede hende i et af zar-familiens paladser, men at dets pragt var totalt spildt på hende, der var en beskeden kvinde fra landet. I stedet for at slange sig i salonerne med de fine møbler, fandt hun det mindste og mest ydmyge rum i tjenerfløjen og gjorde det til sit sted. 

Stalin og Swetlana

Man fortæller også en historie om, at hun ikke rigtig forstod sin søns position i Rusland, og at han beskrev den ved at fortælle hende, at han nu var den nye zar ....

 

Læserbrev i Arbejderen, den 10. september 2020

På Social- og Indenrigsministeriets hjemmeside kan man bl.a. læse følgende vedr. børns rettigheder: "Danmark ratificerede i 1992 FN’s Konvention om Barnets Rettigheder."  Jamen det ser da godt ud, ikke? Når vi går ind for FN’s Konvention om Barnets Rettigheder, så har børn da virkelige rettigheder, der håndhæves, ikke sandt? Jo, på mange vigtige områder, men der mangler én, og denne mangel er ved at udvikle sig til en skandale.  
Danmark har altså ratificeret FN’s Konvention om Barnets Rettigheder. Det foregik i 1991, og af denne konvention fremgår det (artikel 24, stk. 3): "Deltagerstaterne skal tage alle effektive og passende forholdsregler med henblik på afskaffelse af traditionsbundne ritualer, som er skadelige for børns sundhed.” Det er da klar tale, eller hva'? Én ting er dog tale, noget andet er handling, da stærke grupper i samfundnet trækker i den modsatte retning, for ud fra tågede og forældede begreber forlanger de ret til at skamfere deres børns kønsdele via, det man kalder "omskæring".
Norge har fulgt Sveriges og Storbritanniens eksempel ved at vedtage regler imod kvindelig omskæring i 1996, men hvor er Danmark? Har vi ikke vedtaget sådan en lov, og hvis ikke så hvorfor?
Hvad den såkaldte rituelle omskæring af drenge angår, så er den åbenbart ikke forbudt nogen steder, men den danske lægeforening er dog kommet med en ytring: "Hensynet til individets ret til selvbestemmelse må veje tungest i spørgsmålet om omskæring. Når barnet når myndighedsalderen og er blevet en ung mand, har han en reel mulighed for at veje både kulturelle, religiøse og sundhedsfaglige argumenter op mod hinanden. En irreversibel beslutning af denne karakter kan kun tages af personen selv." Som talt ud af mit hjerte og helt i tråd med bestemmelserne i FN's Konvention om Barnets Rettigheder, som vi jo altså har tilsluttet os.
Nu er der så opstået en situation, der gør, at vi bare har at få snøvlet os sammen til handling i stedet for ord: jødiske og muslimske kredse  opfatter omskæringen af drenge som en "pagt" med deres gud. Dette sysnpunkt beviser til fulde, at det er på tide med en dansk lovgivning, der én gang for alle slår fast, at ALLE religiøse begrundelser er uacceptable. Der skal i den grad strammes op omkring lovgivningen på dette felt, og folk skal kun kunne dyrke deres guder på måder, der ikke bryder med den danske lovgivning. At begå vold imod et lille barn er ikke lovligt, og det skal ophøre.

https://sim.dk/arbejdsomraader/udsatte-boern-og-unge/boerns-rettigheder/

https://www.dr.dk/nyheder/politik/den-stoerste-krise-det-joediske-samfund-i-danmark-siden-anden-verdenskrig


Jeg har før skrevet om den nødvendige ændring af religionens betydning i det danske samfund: https://arbejderen.dk/idekamp/ud-med-tro-%E2%80%93-ind-med-religionshistorie. Dette beviser, at religiøse forestillinger ikke hører hjemme i vort land: https://www.dr.dk/nyheder/indland/biskopper-protesterer-omskaeringsforbud-vil-vaere-en-fejl?cid=newsletter_nb_indland_20200910075834

Arbejderen den 10. september 2020: https://arbejderen.dk/idekamp/hvor-er-danmarks-forbud-mod-skamfere-b%C3%B8rn

 

PS: jeg eer blevet gjort opmærksom på, at der faktisk er en lov, der forbyder omskæring af kvinder:

Straffeloven § 245 a

1. § 245 a

   Den, der ved et legemsangreb med eller uden samtykke bortskærer eller på anden måde fjerner kvindelige ydre kønsorganer helt eller delvis, straffes med fængsel indtil 6 år.
   

 

Personlige effekter offentliggjort

I dag så jeg noget, jeg også har set før: der lå en masse effekter fra et hjem, der tydeligvis er blevet opløst, i gården. Så vidt jeg kunne se, var der dog ikke oppustelige kærester, men der var andet, der måske kunne have fortalt endnu mere om ejeren, nemlig adressebøger, ringbind med papirer og vist nok også breve. Kort sagt: ting, man ikke ønsker skal spredes for vind og vejr, og netop i dag blæser det, så meget af det kan flyve langt på det, man kunne kalde "vindens vinger". Det er ubehageligt at se, da det viser, at enten har ejeren ikke slægtninge eller venner, eller også er disse ligeglade. Trist, for den samlede mængde effekter tyder på, at der er tale om et dødsbo og ikke bare flytterester. Når det er tilfældet, så er man faktisk afhængig ef, at nogen påtager sig ansvaret med at gå ens ejendele efter og sikre det, som ingen ønsker lagt frem til offentlig beskuelse, men mange er rent faktisk helt alene. Noget, der også skyldes, at jo ældre man bliver, desto flere venner og familiemedlemmer er simpelthen døde.

Jeg mener ikke, man skal lade sig styre af ejendele, men noget er mere personligt end andet. Billeder, figurer og møbler regner jeg ikke for personligt, men når der også er computere, adressebøger og ringbind med papirer, så vil jeg sige, at det bør enten destrueres eller gives videre til nogen, der ikke lægger det i en gård, hvor der færdes mange mennesker.  

Har hjemmet set sådan ud? Det er tænkeligt, for der var virkelig meget af alt muligt. Måske ejeren har været syg et stykke tid og har ikke kunnet gøre så meget. Jeg ved fra mig selv, at hvis man sidder omgivet af det samme, så mister man på et tidspunkt blikket for det, der fylder for meget eller roder. Det er, som om man vænner sig til et syn, der under normale omstændigheder, ville få én op af stolen og i gang med at rydde op. Jeg oplevede selv under den nylige Corona-karantæne, som jeg holdt gennem 6-8 uger. Det er unægtelig en underlig proces, der gør én blind for ting, man ellers ville se som det første ....

 

 

Grace Hopper - matematiker, sømand og computer-geni

 

Grace Brewster Murray Hopper (née Murray) blev født i 1906 og døde i 1992, hædret om end ikke filmstjerne-berømt, for hendes indsats foregik på et andet plan end i celluloidets verden: hun var et computer-geni, der skabte mange nødvendige dele af den tidlige udvikling inden for dette felt. Desuden havde hun en akademisk grad i matematik og underviste på Vassar College. 

Under Anden Verdenskrig havde hun forsøgt at blive optaget i Søværnet, men blev afvist, angiveligt fordi hun på det tidspunkt var 34 år, men så blev hun i stedet knyttet til reserven, hvor hun fik en høj rang, faktik noget der svarer til admiral. 

Hendes karriere som computer-ekspert begyndte for alvor i 1944, idet hun bl.a. arbejdede på at skabe et sprog, der blev forstået af computeren. Da jeg ikke er nogen ørn til computere, vil jeg undlade at rode mig ud i en nærmere redegørelse for hendes bedrifter på dette felt. Jeg kan dog sige, at hun ialt modtog godt 40 hædersbevisninger for sin indsats. Samtidig med arbejdet med computere var hun det meste af tiden stadig tilknyttet Søværnet.

En lille pudsig anekdote omkring hende og hendes arbejde en sen nattetime: pludselig ville den computer, hun arbejdede med ikke, som hun ville. Gode råd var dyre, for umiddelbart var der ingen forklaring på dens modvilje imod at følge hendes ordrer. Så blev det imidlertid opdaget, at det, der skabte problemerne, var en natsværmer, der havde forvildet sig ind i maskineriet. Da den blev fjernet, førte hændelsen til skabelsen af et nyt computer-ord, som selv jeg kender: debugging = fjernelse af "insekt" ....

 

 

 

Ikke pænt gjort, meeeen .....

Denne bil er blevet "pyntet" med en handicap-angivelse, der er malet på. Den, der har gjort det, er nok blevet forarget over, at bilisten, der ikke har handicap-skilt, har hugget parkeringspladsen fra én, der vikelig er handicappet. Der er da også en uskik, for handicappede kan ofte være nødt til at opgive at parkere, hvis ikke der er en ledig handicap-plads, der gør den videre færden nem og ubesværet. Netop det kan i øvrigt være meget vanskeligt, for dem. De personer, der har designet huse og områder omkring dem, har tydeligvis glemt, at nogle af vore medborgere har svært ved at gøre de ting, som raske mennesker kan. Det er faktisk ret sært, også fordi man oplever den samme mangel på empati mange steder.

Hvordan kan en arkitekt få den ide, at denne trappe kan benyttes af folk med et fysisk handicap? Det er en hån imod den handicappede at se skiltet med kørestolen placeret på denne komplet umulige trappe. Skiltet angiver denne trappe som vejen op - også for fysisk handicappede - men enhver kan sige sig selv, at det går bare ikke. 

En person i kørestol, der virkelig er trængende, må se dette trappe-design som en spytklat lige midt i fjæset, for det signalerer et budskab som dette: "Hold op med dit handicapperi og se så at komme op ad trappen, (der tilmed mangler et gelænder), for det kan du sikkert godt, hvis bare du tager dig sammen ...."

Denne trappe med "handicap-slisk" er nærmest en dødsfælde. Hvordan kan nogen dog gå den ide, at dette vil være et trygt sted for en kørestolsbruger? Man spørger sig selv, om dette i virkeligheden kan være et snedigt designet sted til "diskrete mord" på handicappede ....

Nok kun for virkelig selvmorderiske handicappede og i hvert fald ikke for kørestolsbrugere. Jeg mistænker, at dem, der ejer eller administrerer det sted, hvor disse toiletter befinder sig, har forsøgt at snøde myndighederne med en forsikring om, at "de skam har handicap-toiletter". Vildt og absolut ikke acceptabelt ....

Jeg tror, at der en en hel del "dem-og-os"-tænkning inden for dette område, men det giver altså nogle falske præmisser, for tro det eller ej, vi kan alle komme ud for begivenheder, der  sender os i en kørøestol. Det er ikke kun noget, der sker for naboen eller en fjern slægtning, som vi alligevel ikke omgås.

Hr. T. Rump har åbenbart svært ved at se sig  selv i den handicappede mand, men vi kan alle havne i samme situation. Sådan er det nemlig at være menneske i en usikker verden ....

Minder fra skændslen for ikke særlig længe siden

Den polske pige Czesława Kwoka (1928–1943) var bare 14 år, da hun blev myrdet med en fenol-indsprøjtning direkte i hjertet i Auschwitz. Nogle uger forinden var hendes mor blevet dræbt kort efter deres ankomst til lejren. Man ser Czeslawas portræt blandt de fotografier, som Wilhelm Brasse tog som den fotograf, der var blevet sat til at tage identifikationsbilleder af fangerne. De sår, hun har i ansigtet, stammer ifølge Wilhelm Brasse fra kapoens mishandling af hende inden mordet, hvor hun slog hende i ansigtet. Grunden til denne mishandling var formentlig, at Czeslawa, der var polak, ikke forstod tysk, og ikke anede, hvorfor hun og hendes mor var blevet fjernet fra deres hjem og ført til dette forfærdelige sted. For god ordens skyld: famillien var katolsk og ikke jøder.

Lejrens registre viser navne på lidt over 20.000 børn og unge, hvoraf kun 650 overlevede. Wilhelm Brasse var altså blevet tvunget til at fungere som fotograf, men hans fotografier har senere gjort stor gavn, fordi de er blevet brugt ved retsforfølgelse af skyldige nazister. Da det tyske nederlag ikke kunne bortforklares, var han blevet beordret til at destruere alle fotos og også disses negativer, men det lykkedes ham at redde nogle af dem som uhyggelige beviser på uhyrlige overgreb.  

Hvad Czesława angår, så husker han angiveligt detaljerne omkring fotograferingen af hende. Hun forstod som sagt ikke, hvad der foregik, kunne ikke sproget og var desuden meget bange. At hun også var totalt uskyldig understreger tragedien ....

 

https://www.nytimes.com/2012/10/25/world/europe/wilhelm-brasse-dies-at-94-documented-auschwitz.html 

 

https://www.theguardian.com/world/2013/mar/23/the-dwarves-of-auschwitz