En ting er at træde i karakter, noget andet at eksplodere i et uhæmmet raseri. Det kan være fristende, meget, meget fristende med en eksplosion samt en byge af saftige eder, men det er nu ikke altid særlig klogt. Det kedelige ved
raseri er nemlig, at uden et solidt argumentatorisk grundlag fører det næsten altid til et
nederlag, man gerne ville være foruden - især hvis man er virkelig vred
over et eller andet.
Personligt har jeg altid holdt så meget af
lovparagraffer, anerkendte bestemmelser samt "sædvane"-regler, men det
er gået op for mig, at meget af den slags enten kan ignoreres eller
bortforklares. En hel del kan tilmed "modbevises" med (næsten) lige så (???) gyldige
love, paragraffer, bestemmelser og regler for "skik og brug".
Det forvirrede mig, da det gik op for mig, at medicinske overgreb på nyfødte drengebørn - også kaldt "omskæring" - der normalt ville skaffe forældrene fængselsstraffe for børnemishandling, er lovlige her i landet. Forklaringerne er tilmed så tågede, at man må undre sig, for enten er det forbudt ifølge lovgivningen omkring børns rettigheder og forældres pligter mht omsorg og beskyttelse, eller også er det ikke. På en eller anden måde er vi havnet i en situation, hvor det er begge dele: 1) overgreb på samt mishandling af nyfødte børn 2) samt tilladt. Faktisk en meget ubehagelig situation og noget, der burde tages fat på snarest.
Vi er et moderne land og bør ikke efter min mening følge gamle, religiøse forskrifter. Dermed ikke være sagt, at folk ikke må TRO, hvad de vil, men de må ikke UDØVE en religion, der bryder med landets love, bl.a. om at beskytte børnene og sikre dem deres selvbebstemmelsesret.
Enten kan man lide P.G. Wodehouses Jeeves-fortællinger, eller også synes man, at de er komplet fjollede. Jeg er sådan midt imellem, for jeg synes om dem, men i forholdsvis små doser ad gangen. For mange gør mig nærmest hjerne-træt. Der er dog noget, jeg finder meget interessant, og det er de skabelon-agtige personer, ikke mindst blandt kvinder.
Dette kunne være bogens velkendte kvindefigur Honoria, men er kun en pænere repræsentant for hendes type. Ifølge bogens beskrivelser er hun mere imponerende og overvældende end flot, og det gælder mange andre bøger, hvor hendes type optræder. I nogle malerier kan hun til gengæld virke flot, imponerende og/eller statuarisk, men først og fremmest stærk.
Wodehouse-bøgernes Bertie Wooster bliver faktisk forlovet - tilmed to gange - med Honoria Glossop, der nærmest er prototypen på denne kvindetype.Vor modvillige helt - og hans trofaste tjener, Jeeves - værdsætter dog ikke Honorias intelligens, styrke, humor og styrke, der alt sammen overgår det, hendes forlovede formår at præstere. Hendes type regnes ikke for smuk i almindelig forstand og bruges ofte i film som skræmmebillede, da hun tydeligvis er stærk og selvstændig, hvilket ikke er så populært i mandekredse. Den eneste kvindelige skuespiller, der tangerer denne type, men som er en anerkendt skønhed, er Anita Ekberg, der her truer en lidt for nysgerrig journalist med bue og pil.
Bertie Wooster får selvfølgelig ikke en fod til jorden i selskab med den formidable Honoria, der er Sir Roderick Glossops datter og dermed søster til Oswald Glossop. For det første er der hendes statur, der kan skræmme livet af en blegfjæset overklassefyr, men hun er også både overmåde kvik, belæst og velorienteret, men også meget atletisk. Hun er særdeles sporty, og Bertie mistænker på et tidspunkt, at hun ligefrem har bokset.
Vi andre kan le, men Bertie, den barnlige sjæl, lider mange kvaler ved sine møder med Honoria, der kan tryne ham så let som ingenting. Man kunne så spørge sig selv, hvad hun vil med ham. Forlovet bliver de i hvert fald, men forholdet holder kun et vist tidsrum, selv om også Berties kraftfulde tante Agatha, der plejer at kunne styre ham, går ind for det. Noget, der nok skyldes, at Agatha og Honoria er samme kvindetype, nemlig dominerende og rent faktisk kløgtige og stærke i både ånd og krop. Der er ikke megen mimose over nogen af dem, og dermed bryder de begge med et kvindeideal, som man ser i masser af mande-romaner samt romantisk kvindelitteratur. De engelske kvinders respons til situationen under Anden Verdenskrig viste imidlertid én gang for alle, at de har de egenskaber, som skræmmer denne verdens Bertier.
En anden af Honorias kærester er Berties ven "Biffy" Biffen, så selv om ingen af de to forlovelser med Bertie holder, er hun en del af den røde tråd i Jeeves-fortællingerne. På et tidspunkt lykkes det da også at få hende forlovet med en mand, der rent faktisk gerne vil have hende, nemlig romanforfatteren Blair Eggleston, der lader til at værdsætte hende for hendes personlighed.
Det dér med at udspionere ens næste har aldrig sagt mig så meget, men jeg kan da godt se, at det kan have en praktisk betydning at vide, om naboen laver noget, der truer én selv.
"Tyv-lytteri" har faktisk en praktisk betydning: det er selvforsvar
Jeg har været rigtig heldig med mine naboer, der begge er stille, rolige og tilmed venlige, men jeg ved, at andre her i huset, hvor jeg bor, ikke har det godt med de mennesker, der bor tættest på dem. Enten er der et meget stort spring i alder, sådan at en stille, høflig og forsagt, ældre person bliver udstyret med en ung, fjollet og næsten alt for livskraftig nabo, der lever, så det basker. Mange former for mekanisk støj forekommer den uforberedte og ikke så teknik-kyndige ældre beboer uforklarlig og dermed truende. Det samme gør vilde latterbrøl og heftig elskov med ekstra lyd-krydderi måske også, men kan man klage til viceværten over, at ens vægge ryster på grund af alle udfoldelserne? Tjah, det kan man vel, men så er man ikke særlig populær, og det er også skræmmende, især for ældre.
Hvor går grænsen i en etageejendom, eller sagt på en anden måde, hvad ville jeg selv klage over? Jeg støjer selv, bare på en anden måde end meget unge mennesker, der holder parties i en 1-værelses for 10-20 personer af samme art som dem selv. Fordi jeg selv støjer - og aldrig/endnu ikke har fået klager over mine unoder - så ville jeg hellere bruge ørepropper end gå til viceværten, men hvis støjen oveskred begrebet støj og blev til en eller anden form for chikane, så ville sagen se anderledes ud. Støj i al almindelighed kan være irriterende, men så længe det ikke er direkte rettet imod andre beboere, men bare er et biprodukt af ungdom og galskab, så ville jeg ikke klage til andre end ham/hende, der støjer. At skrue den slags situationer i vejret med klager og skældud er simpelthen en dårlig taktik, som kloge og tænksomme mennesker skal holde sig fra.
Jean Gardner Batten (1910-1983) blev født i New Zealand, som hun faktisk gjorde berømt ved sine internationale bedrifter som flyver, idet hun fik en masse priser for sine imponerende solo-flyvninger i 1930'erne. Således blev hun i 1936 den første pilot, der gennemførte en solo-tur fra England til New Zealand.
Som teenager viste hun betydelige evner som pianist, og hun dyrkede også ballet, men besluttede sig altså for at blive pilot. Hun og hendes mor flyttede til England i 1930 og knyttede forbindelse med det indflydelsesrige The London Aeroplane Club. I England startede hun også noget andet, der skulle blive en rød tråd i hendes liv: hun lånte - og/eller fik - penge og støtte fra mænd, der var forgabte i hende og hendes klassiske skønhed.
De håbede at blive gift med hende, men hun ville hellere flyve, og i 1934 fløj hun fra England til Australien, hvorved hun slog englænderen Amy Johnson rekord. Noget, som Jean selvfølgelig fik diverse medaljer og lovord for, ikke mindst fordi hun udførte den ene bedrift efter den anden i trediverne. I 1935 slog hun således verdensrekorden i flyvning fra England til Brazilien. Denne bedrift skaffede hende en af de allerfornemste ordener, Order of the Southern Cross, sådan at hun blev den første ikke-royale, der modtog den.
Efter sin flyvning fra England til New Zealand i 1936 blev hun nærmest overdænget med ordener og titler, men med Anden Verdenskrigs udbrud var det slut. Hendes fly indgik i hærstyrken, og hun blev selv forvandlet til noget af en eneboer. Hun boede i Spanien og døde i 1983 efter et inficeret hundebid på Mallorca, som hun nægtede at modtage behandling for.
Søskende er altså ikke altid til at stole på. Den troskyldige (yngre??) bror, der tror på sin træske (store-???)brors påstand, lægger sig i hvert fald tæt op ad et møgfald, for vil hans mor tro ham, når han forsikrer hende, at det er hendes anden søn - båret under stort besvær og født med smerte, som man siger, sådan at han nu står i evig gæld til hende - der har forledt ham til at kalde hende en "tæve", "luder" og lignende, ikke på fransk, men på engelsk? Det vil hun næppe, for hun er selvfølgelig sprogkyndig. Desuden: ingen af de to unge mænd burde overhovedet få den slags lyster, men handlingen er dog kun indirekte vendt imod deres fælles mor, da den i virkeligheden først og fremmest sigter på at få den ene bror i fedtefadet. Broderjalousi, hvis ikke jeg tager meget fejl, og som historien med Kain og Abel har afsløret, så er det en af de værste former for jalousi, der findes. Alt sammen fordi de stridende ikke begge kan være mors yndlings-barn ....
Det kan den unge mand have ret i, men på den anden side, så undgår man da den daglige omgang med individer, der måske ikke altid så ens ankomst i familien som en glædelig begivenhed. Søskende er en chance, men det er så sandelig også et chance-rytteri, hvor man ikke altid får noget godt ud af det.
Fristende, men strengt forbud!
Det opløftende ved søskende-systemet er, at man kan starte med afsky og jalousi og ende med kærlighed og accept. Selvfølgelig sker det ikke altid, men det er ikke umuligt, og de fleste opretholder vel en form for neutral tolerance, der gør, at man genkender en søskende som én, der hører én til, men måske ikke er ens nærmeste hjerteven. Efter min mening har sådan et forhold også værdi og bør værdsættes ....
Ih, hvor er han flittig - WOW! Spørgsmålet er, hvor længe kan han holde til det ræs, og - hvilket også er meget vigtigt for at holde dampen i kog - hvor længe vil det være sjovt? Når det ikke længere er en heldagsfornøjelse, og han har vundet de medaljen, han han ønsket at få, ja, så er tiden inde til at vende succesen som sportsmand til noget andet, nemlig den pekuniære succes = moneter, guld, penge! Så snart medaljerne er i hus, bliver han et godt blikfang, der kan sælge alt muligt i betalte reklamer, der ikke har det mindste med cykelsport at gøre. Det svarer faktisk til de før i tiden meget brugte sæbe-annoncer med skuespiller-blikfang ....
Denne "mimsy" skal selvfølgelig have de samme gode vilkår som Kim Novaks (formentlig) havde, og det betyder alså LUX. For at lægge ansigt, (men kun indirekte "mimsy") til har hun sikkert høstet et millionbeløb, og det skal være hende velundt.
Det er klart, hvis ikke man vil lægge muskler til - eller tror på projektet - så er det en fed fidus at sælge skovle, og det kan sikkeert gøres hjemmefra ....
Det mærkelige ved flade-ud-dage er, at de tit befordrer kreativitet og en fornyet aktivitet. Man skal selvfølgelig være kreativ, så tankerne får skinner at gå på, men for kreative folk er flade-ud-dage slet ikke at foragte. F.eks. kan man se en eller anden mere eller mindre ligegyldig TV-udsendelse, men ud af den kommer der nye tanker, der knopskyder og bliver til noget helt andet. Faktisk en ganske interessant proces, som jeg dog tror, at mange er blinde overfor. De fornemmer ikke, at det er det, der sker med dem, og det er synd, hvad enten det er håndens eller åndens kreativitet, der bremses på halvvejen.
Kender fornemmelsen, men det er desværre ikke nær så let at "ikke gøre noget", som det er at tage fat på det i dagligdagen, der nu engang presser på. Er det nogensinde lykkedes 100% for mig eller nogen, jeg kender? Nej, det tror jeg ikke, for så skulle man vel nærmest være nedfrosset - eller død!!! På en eller anden måde ender det altid med, at man gør noget om så det bare er at få ordnet opvasken. Jeg opfatter altså ikke flade-ud som det samme som total liggen-hen, og hvor jeg er for det første, så er jeg ret loren ved det sidste.
Her tror jeg, at Bill Gates er inde på noget af det rigtige. Dvs. hvis han altså tænker på den i flade-ud-tilstanden yderst kreative person og ikke den inaktive flade-du-ditto ....
Noget af det, som Covid-19 ikke hjælper på, er chancen for at møde nye mennesker og få udbygget sin i forvejen smuldrende vennekreds. Forleden, da jeg ledte efter en adresse på en fortidig ven i en gammel adressebog, stødte jeg således på navne på folk, som jeg tidligere omgikkes som venner. Nogle af dem havde jeg nærmest glemt, men andre var bare ligesom "blevet borte". Ved nærmere eftertanke fandt jeg så ud af, at en stor del af sidste gruppe rent faktisk var døde, de fleste ved det, man kalder "naturlig afgang", men også nogle, hvis død virker lidt mystisk på mig. Ikke at jeg mistænker, at de er blevet myrdet, men på den anden side: hvem dør ganske pludseligt som 35-årig, uden at der tilsyneladende er en logisk forklaring? Well, "ingen ved, osv.", men alligevel ....
Den gamle ven/bekendts adresse, som jeg ledte efter, viste sig "selvfølgelig" ikke længere at bo det samme sted, men var netop "flyttet på kirkegården", som man siger. Jo ældre man bliver, desto hurtigere går det at få tømt sin adressebog for realistiske kontakter, og det er ærlig talt en trist tanke, ikke mindst her i Covid-19-tiden ....
