Lad os (ikke) mødes ved stenen ....

I det 17de århundrede var det meget farligt at bo i Salem i USA. Havde man noget - eller manglede man alt - så kom man i farezonen for anklager om hekeskunst, der kunne koste én livet. Hvad Giles Corey (1611-1692) angår, så var han en af dem, der havde en hel del. Det gik nemlig ham og hans tredie kone, Martha, godt med den gård, han havde købt efter at være kommet over fra Northampton i England. Han havde ikke bare gjort sig bemærket ved sine besiddelser, men også med visse lovbrud. At både han og hans kone endte med at blive anklaget for hekseri var måske ikke så uventet, da man ikke skulle skille sig ret meget ud, før man blev set som mistænkelig, og det havde hans lovbrud i hvert fald sørget for.  

Ikke alle mistænkte blev ligefrem tortureret før domfældelse, men der er eksempler på skrækkelige ting, som en anklaget kunne komme ud for. Da Corey som 65-årig blev anklaget for at have tævet en af sine arbejdere til døde valgte retten af frafalde anklagen om mord, fordi det var lovligt at afstraffe sine tjenestefolk, etc. korporligt, men han fik dog en bøde. Sagen gik dog ikke i glemmebogen, men som 80-årig blev han og også hans kone anklaget for noget langt mere alvorligt dengang: hekseri. Corey benægtede at være en troldkarl, men kom efterhånden til at tro på anklagerne imod hustruen, Martha. Eftersom den gamle, stejle mand hverken ville erklære sig skyldig eller uskyldig, blev han som den første og også eneste i amerikansk historie udsat for en grufuld tortur, der endte med hans død. 

Han blev lagt udstrakt og fik lagt flere og flere sten oven på sig. Sådan lå han i tre dage, hvor han hårdnakket nægtede at besvare spørgsmålet om skyld eller uskyld. Det eneste, han forventedes at gøre, var nemlig at sige, om han var skyldig eller ej, men nej, sådan var Corey ikke. Når han  blev spurgt, om han efterhånden i torturen var villig til at svare, sagde han "læg flere sten på", og det gjorde man så, indtil han døde. 

Situationen med den gamle mand, der bliver pint, men som ikke lader sig kue, forekommer mig helt absurd. Her kan man virkelig tale om en viljernes kamp, og jeg kan forestille mig, at de frustrationer, det må have skabt for ham, der forestod torturen, må have gjort ham mere og mere grusom. Hvis han havde kunnet få Corey til at tale, ville dennes betydelige ejendomme være tilfaldet Staten, men nu gik de i stedet til Corey-børnene. Det fortælles iøvrigt om tortur-bødlen, at han pressede Coreys tunge ind, da den blev tvunget ud af stenenes vægt. Kort sagt, et utroligt uhyggeligt og modbydeligt sceneri i menneskehedens historie. Tre dage senere blev Coreys kone, Martha, hængt, men dermed var byen Salem nu ikke færdig med familien. Dels krævede - og fik - nogle af børnene erstatning for forældrenes død, dels opstod der et farligt spøgeri, hvor den døde Corey angiveligt dukkede op den ene gang efter den anden.

Det fortælles, at Giles Corey lide inden han døde forbandede Salem og retshåndhæverne, og kort efter kom byen ud for modgang og også adskillige naturkatastrofer. Desuden var der altså flere af beboerne, der sagde, at de blev hjemsøgt af Corey, der f.eks. var dukket op af jorden et sted, hvor man så hans overkrop, men ikke underkrop ....

https://www.writework.com/essay/short-story-puritanism-giles-corey-and-salem-witchtrials  

 

 
 

 

Glæden over andres glæde

Dette er utvivlsomt et glad marsvin: gumle-gumle-gnaske er et af disse dyrs yndlingsbeskæftigelser. Når man ser sådan et billede, så skal man være meget underligt skruet sammen for ikke umiddelbart at kunne fornemme det glade øjeblik, hvor den får sin persille-kvist. Det samme bør gælde vores oplevelse af andre dyr, der lever iblandt os. En hund med en bold er pr. definition en glad hund, som vi selv bør føle en umiddelbar  glæde ved at betragte og interagere med. Sådan et dyrs umiddelbare glæde bør ikke være en udfordring eller irritation for os, men en glæde, der formidles til os, bl.a. fordi vi også selv har evnen til at føle glæde.

Den boblende glæde, man ser hos andre - dyr eller mennesker - forplanter sig til én, hvis man er i harmoni med sig selv og sine omgivelser. Desværre er der så dem, der ser et dyrs livsglæde som en udfordring, fordi de selv har det ad H.... til. De handler måske ved at lade deres egne problemer gå ud over den uskyldige medskabning, hvis glæde udstiller deres egen mangel på lykke og harmoni. Måske de i sin tid ikke kunne klare bøllerne i skolegården, men et dyr har de magt over, og det udnytter de, idet de samtidig lukker af over for den formidling af glæde, de kunne have oplevet ved at gøre noget godt for dyret. 

Får man det virkelig bedre af at mishandle et dyr sådan? Det tvivler jeg meget på, men mekanismen går åbenbart på at fratage et andet levende væsen den glæde, man selv ønsker, men hverken har eller er modtagelig for. En universalløsning findes ikke, og hverken logik eller straf lader til at bide på de ansvarlige. Derfor vil sådanne situationer opstå gang på gang, og udskyldige væsener som f.eks. dyr vil betale prisen for menneskers idioti og elendighed. Med til billedet er så vores viden om, at mange seriemordere starter som dyremishandlere, hvilket forøger vigtigheden af at sætte ind imod det på et tidligt stadium. Dette er nemlig ikke bare "drengestreger", men noget meget værre.

 

 

Problemet med de uønskede WWII-flygtninge

Jeg har altid været stolt af at tilhøre en nation, der gjorde sit for at hjælpe de forfulgte jøder væk fra det besatte Danmark. Mange andre lande gjorde intet, selv om det længe var klart, at jødiske liv var i fare på grund af Nazi-Tyskland. Efter min mening vil det til evig tid være en skamplet på mange landes renommé, at de vendte det blinde øje til. Forfølgelserne var mange og af forskellig art, men det blev efterhånden tydeligt, at tyskerne stræbte det jødiske folkeslag efter livet. At ikke hjælpe dem kunne meget vel resultere i deres død - hvilket det jo altså også gjorde.

Problemet med de tydeligvis forfulgte tyske jøder, der blev truet på livet af nazisterne, fik den amerikanske præsident Franklin D. Roosevelt til at gå ind for, at emnet blev taget op i det, vi kender som konferencen i Évian-les-Bains, Frankrig, 6.–15. juli, 1938. Man har spekuleret på, om det kan have været hans snedige forsøg på at bortlede opmærksomheden fra USAs knappe kvoter for accepten af jøder på flugt fra Nazi-Tyskland, men officielt gjaldt konferencen spørgsmålet om, hvad verden som sådan kunne gøre i denne fortvivlede situation. Ialt 32 lande og 24 frivillige organisationer deltog, så umiddelbart virkede det, som om der herskede god vilje til at få løst problemet med jøderne, der med Nüremberglovene fra 1935 var blevet erklæret fredløse i deres hjemland, Tyskland. Da Adolph Hitler hørte om konferencen, erklærede han sig villig til at give "disse forbrydere" (: jøderne) lov til at rejse, hvis der meldte sig lande, der ville tage imod dem. Med 32 deltagende lande burde der have været et stort antal, der meldte sig, men det viste sig, at sympatien for de forfulgte jøder hvilede på et meget usikkert eller måske direkte illusorisk grundlag. Bortset fra Den Dominikanske Republik var der ikke nogen, der helt konkret gav udtryk for et ønske om at tage imod disse flygtninge, selv om det var en  uomtvistelig kendsgerning, at de blev truet på livet.

 

Mærkeligt nok sendte USA ikke en officiel repræsentant til konferencen, men lod sig repræsentere ved  Roosevelts gode ven, den amerikanske forretningsmand Myron C. Taylor. Han havde diplomaten James G. McDonald (1886–1964) med som sin rådgiver. Det var ham, der senere blev den første amerikanske ambassadør i Israel.

             James McDonald sammen med Israels premierminister David Ben-Gurion i 1948

Ironisk nok endte det med, at denne konference, der måske var startet ud fra et ægte ønske om at finde en brugbar løsning på problemet, der netop ikke gik ud på den "Endlösung", Hitler og hans kumpaner drømte om, udstillede omgivelsernes ligegyldighed over for de betrængte jøder. Derved fik nazisterne en ny propagandamæssig fordel, da de kunne sige sådan noget som "se selv, ingen vil have jøderne, de er uønskede overalt". Berøvet deres statsborgerskab via Nüremberglovene blev jøderne fremmede i det land, hvor de og deres slægt måske havde levet i mange århundreder, og ikke nok med det, men med Hitlers succes forøgedes antisemitismen i andre europæiske lande. En yderst prekær situation ....

Men hvad så med de jøder, der kom til Den Dominikanske Republik? De fik arbejde på fabrikker eller i landbruget, men det lykkedes nogle at komme videre til USA. På billedet herunder ser man jøder, der fremstiller håndtasker af strå til eksport til de amerikanske forbrugere, der således nød godt af deres arbejde uden for landets grænser. 

Nogle jøder købte sig imidlertid adgang til det såkaldt "Forjættede Land", Palæstina, ved at opkøbe jord. Her ses en arabisk jordbesidder, der lige har solgt jord til et par jøder engang i 1920'erne. Dette foregik i stor stil, selv om der var love, der forbød salg af palæstinensiske landområder. Det var altså noget, der begyndte længe før Hitler og hans slæng kom til magten i Tyskland ....

https://folkedrab.dk/artikler/n%C3%BCrnberg-lovene 

 

Wikipedia 

 

Honoria

En nydelig og ret moderne udseende yngre dame, men hun stammer nu fra antikken: Justa Grata Honoria, der kendes som "Honoria". Hun var datter af kejser Konstantin III samt kejser Valentin III's (419-455) storesøster og blev hædret af sin bror på flere måder, bl.a. gennem de mønter med hendes billede, hvor hun blev tituleret med den højfornemme titel Augusta.

Hun var imidlertid først og fremmest berømt for sin besynderlige "kærlighedserklæring" til Roms fjende, hunnerkongen Attila (c. 406–453), som hun angiveligt (indirekte) støttede på forskellig vis. Iøvrigt var der rygter om, hvordan hun benyttede sig af feminine kneb i forskellige situationer, hvor forførelser gav pote. (Nogle påstår dog, at hun er blevet forvekslet med en af sine samtidige, der virkelig forstod at forføre sig frem i mændenes verden). At hun var handlekraftig, er der dog ingen tvivl om, for hun trådte i karakter over for sin bror, kejseren, da han forsøgte at få hende gift med en senator, hun hverken ville eje eller have, fordi han ikke truede hans egen magt. 

                                                                  Hunnerkongen Attila

Attila er en legendarisk skikkelse, hvis bedrifter som regent og erobrer lever videre i mange sagn og legender. Han var en af de alvorligste fjender af det romerske rige, og det virker derfor noget sært, at den romerske kejsers søster - og en tidligere romersk kejsers eneste datter - bønfaldt ham om hjælp, da hendes bror ville have hende gift med en mand, hun ikke ville have. Hvis det så endda bare var en bøn om hjælp til at undgå et påtvunget ægteskab, det drejede sig om, men nej, Honoria sendte også Roms fjende en ring, som han udlagde som et kærlighedsløfte og dermed et tilbud om ægteskab. På grund af denne henvendelse trængte han ind i det romerske rige og fordrev Valentin III i 452.

                                                        Valentin med sin mor og søster

Honoria anså angiveligt sin bror som svag og letbevægelig, hvilket hun ikke selv var. Til gengæld må hun have været alt for impulsiv, når hun ligefrem henvender sig til landets fjende med noget, der ligner et ægteskabstilbud. 

Honoria-Attila-historien blev selvfølgelig filmatiseret mange år senere

Et "frieri", der iøvrigt ikke blev til noget, idet Attila giftede sig med en anden, men kun for at dø en meget mystisk og ikke fuldt belyst død på sin bryllupsnat. Hvad der blev af Honoria er heller ikke helt klart, men Det Vestromerske Rige opløstes i hvert fald i 476 ....

 

 

Den modvillige profet

Ingen ved sine fulde fem tror på Biblens historie om Jonas, der blev slugt af en hval og opholdt sig i dens bug i tre døgn, men historien er nu morsom. For det første er det en skæg tanke, at Gud forgæves beder sin modvillige profet Jonas om at rejse til assyrernes hovedstad Ninive for at forkynde sin dom over de gudløse, der lever et syndigt liv dér. Det må man som bekendt ikke, men Jonas er nu ligeglad med assyrerne og deres levned samt Guds dom over dem, og så går det selvfølgelig galt. Han havner i maven på en hval, da han forsøger at stikke af fra Guds opgave med et skib, hvis besætning smider ham over bord, fordi de mener, at den storm, der er ved at få dem til at gå ned, skyldes ham og hans trods imod Herren.

Liggende i maven på hvalen angrer han dog sin flugt, og Gud tilgiver ham. Han lader hvalen kaste ham op på kysten, og derfor føler han sig nu forpligtet til at gøre, som han bliver bedt om og forkynde Herrens dom over de gudløse. Til hans enorme forundring - og forargelse - virker hans halvhjertede omvendelsestaler næsten for godt, for alle, inklusiv dyrene, angrer deres syndige levned. Derfor skal de ikke - som Gud ellers havde sagt - udryddes, men tilgives. Noget, Jonas dog ikke glæder sig over, da han åbenbart ikke går ind for syndernes forladelse, men for deres afstraffelse. 

            Nok er den stor, men dens halsåbning er lille, så den kan hverken sluge mænd eller både

Jonas hører til de mindre profeter, og det tror da pokker,  når nu han er så modvillig imod Gud og de opgaver, han pålægger ham. Lille eller stor så er der imidlertid andre bibelske referencer til hans vilde historie, så han er ikke bare en pudsighed i en bog fuld af pudsigheder, men har betydning i religiøs forstand: bl.a. Matt 12,39–41 og Joh. 2, 16. (En af dem, der refererer til ham, er faktisk Jesus).

 

 

 

Ud med kællingen!

 

 

Det viser sig, at der desværre er en stigning i mænds mord på hustru og børn i USA. Mange bliver mordere, fordi de har fundet en anden og yngre, som de så ønsker at starte forfra med. Et virkelig grelt eksempel er Chris Watts, hvis kone, Shanann Watts, ikke længere gav ham det modspil, han ønskede. Det gjorde den angiveligt sex-hungrende elskerinde til gengæld, men hende havde han bildt ind, at konen var rejst, så der var grønt lys for deres forhold. Sagen var bare den, at konen aldeles ikke var rejst, for hun fornemmede, at der var ugler i mosen og kæmpede for sit ægteskab. Det afgørende punkt kom, da hun fortalte ham, at hun var gravid med deres tredie barn, og at det denne gang ville blive en dreng. Dermed blev det hele åbenbart så konkret for ham, at han besluttede sig for at skille sig af med familien én gang for alle og i stedet satse på sin sexede elskerinde.

Han dræbte konen og de to små døtre på en totalt ækel og ufølsom måde, idet han transporterede børnene i bilen med deres døde mor liggende på gulvet. De har siddet på bagsædet med benene dinglende over hendes lig og har kunnet fornemme, at situationen ikke var normal. Da han havde dræbt den ene af pigerne, spurgte den anden, om han også ville "gøre sådan med hende", - hvilket så var lige præcis, hvad han gjorde. Konen blev begravet i ørkenen og børnenes lig blev smidt i en oljetank.

Chris Watts nægtede først, men blev så afsløret og fik tre livstidsdomme. I virkeligheden burde han også have fået en livstidsdom for den ufødte søn, men det gjorde han så ikke.

Der er ingen tvivl om, at dette er en utrolig tragisk sag, men den er også interessant, fordi den kan ses som en repræsentant for den mord-bølge, der raserer amerikanske ægteskaber for tiden. Der er flere mænd end kvinder, der bliver myrdet, men det gælder mord begået af andre mænd, og de fleste er ikke partner-mord. Hvad kvinder angår, så bliver omkring tre kvinder myrdet af deres partnere hver eneste dag, og det er simpelthen helt forfærdeligt. Man kan spekulere på, hvad grunden er, og de fleste taler om "ændrede kønsmønstre": mange mænd kan tilsyneladende ikke klare de forandringer, der er i samfundet, og som også indvirker på deres privatliv.

 

https://www.psychologytoday.com/intl/blog/mind-games/201909/the-number-women-murdered-partner-is-rising 

https://canoe.com/news/national/what-are-you-doing-with-mommy-colorado-dad-details-murders-of-wife-daughters 

https://globalnews.ca/news/6536184/gender-based-violence-men-women/ 

 

Stakkels Vincent

 

Manden var genial, ingen tvivl om det, og det trækker ikke fra i bedømmelsen af ham, at han var en af klatmaleren Hitlers yndlingsaversioner, fordi han ikke "malede virkeligheden, som den var". Endnu et af utallige områder, hvor jeg og Grimme Adolph er totalt uenige. Vincent Van Gogh så mere i virkeligheden end bare de former og linjer, som klatmalere ser. Eller sagt på en anden måde: han så om bag ved virkeligheden og belyste den, så den afslørede mere om sig selv end blot nogle mere eller mindre tilfældige former.

Med til kærligheden til ham som kunstner hører også den viden, vi har om ham som menneske. Man føler uvilkårligt med ham på grund af hans vanskelige liv som en psykisk ustabil, men alligevel enormt produktiv maler, der skabte og skabte uden nogen form for kommerciel succes. Han solgte bare ét eneste maleri i sin levetid, hvilket må have gjort det meget svært for ham at opretholde entusiasmen for den kunst han dyrkede på så imponerende vis. Flere gange blev han tilmed indlagt på psykiatriske afdelinger. Ikke nok med det, men han endte også livet på en måde, der er blevet udlagt som et meget forståeligt selvmord, når nu han var så plaget, som han tydeligvis var. (Hans kunstneriske gengivelse af dyb fortvivlelse viser en anden, men kunne sådan set godt gælde ham selv).

Ingen betvivlede for alvor opfattelsen af, at kunstneren den 27 juli 1890 skød sig selv, hvilket førte til hans død to dage senere, dvs, inden bogen "Van Gogh: The Life" af de to Pullitzer-vindere Gregory White Smith og Stephen Naifeh udkom i 2011. Da det skete, delte kunstverdenen sig i to dele, for hvordan kunne disse to forfattere påstå, at den deprimerede og skuffede maler Van Gogh ikke begik  selvmord, når det dog var så indlysende, at han havde al mulig grund til det? Fordi selvmordet var en del af Van Gogh-myten var det svært for mange at overhovedet tage mord-teorien alvorligt.

Sagen er dog den, at hvor Vincent tog af sted med sit staffeli og pensler om morgenen den 27. juli, så kom han vaklende og blødende tomhændet hjem, og man har aldrig fundet disse remedier. Hvad man heller ikke har fundet er den revolver, der affyrede det dødbringende skud. Desuden befandt skuddet sig ikke i brystet eller hovedet, men i maven, hvilket forlænger dødsprocessen og er meget smertefuldt. Hvis han havde revolveren og ønskede at begå selvmord, hvorfor skød han sig så ikke en gang mere og denne gang på en mere effektiv måde?

Noget andet - og ret afgørende - er, at gennemlæsninger af politirapporten i forbindelse med dødsfaldet afslører, at kunstneren jo altså ikke skød sig i brystet, sådan som det ellers hed sig, og at vinklen på skuddet ikke passede med sårets placering for et skud tæt på. Desuden havde han ikke noget krudtslam på hænderne, hvilket han ville have fået, hvis han selv havde affyret skuddet.

Han blev spurgt om, hvordan han var blevet skudt og havde så sagt, det var et selvmord, men man mener, at han i virkeligheden kan have dækket over sin morder, nemlig den 16-årige René Secretan, der sammen med sin bror havde for vane at drille den syge og forsvarsløse mand, der vel nok blev opfattet som en original op egnen. Sådan et let bytte har været en alt for stor fristelse for brødrene, der var kendt som et par bøller. René havde desuden altid en gammel revolver på sig, der såmænd også kan have affyret er vådeskud, der ikke egentlig var ment som et morder-projektil, men som blev det. Brødrenes drillerier gik som regel ud på at tirre Vincent til raseri, hvilket de syntes var mægtig sjovt, men som må have forøget kunstnerens plager betydeligt. Hans bror lod forstå, at Vincent ønskede at dø, men han kan have valgt at tie om det fatale skud for at skåne de to bøller og deres pæne familie. Hvis jeg selv skal bedømme sagen, så tror jeg faktisk, at Vincent blev skudt af Secretan-brødrene, men 100% sikker er jeg nu ikke ....

 

https://phulme.wordpress.com/tag/rene-secretan/ 

 

https://www.washingtontimes.com/topics/rene-secretan/  

https://www.crimeandinvestigation.co.uk/article/was-van-gogh-murdered

 

http://www.artcuriouspodcast.com/episode-transcripts/2017/8/1/transcript-artcurious-episode-2 

 

https://scribol.com/art-and-design/van-goghs-final-work-unlocked-clue-last-days/7/

 

https://www.washingtontimes.com/news/2011/oct/17/museum-unconvinced-new-van-gogh-death-theory/