Kunstneren, hvis mand stjal hendes kunst

 

Amerikaneren Walter Keane blev berømt og rig på en hel serie malerier af børn med enorme og meget sorgfulde øjne. Han fortalte senere, at han var blevet inspireret af de virkelige efter-krigs-oplevelser, han havde haft i Berlin, hvor pjaltede og magre børn rodede i affaldsbøtter for at finde lidt mad. Det er muligt, at han havde sådanne oplevelser og følte sådan, da han besøgte Tyskland, men inspireret til at male disse billeder blev han nu ikke, for han kunne faktisk ikke male. Den, der havde skabt de vildt populære billeder af de sorgfulde børn, var da også hans kone, Margaret Keane (f. 1927).

Børnene i malerierne var ikke realistiske og spillede tydeligvis på det sentimentale, men det forhindrede dem altså ikke i at blive overmåde populære. Noget, der betød, at Margaret nærmest arbejdede i døgndrift for at levere mere og mere til Walters varelager af populære børnebilleder. At det var et varelager, fandt hun dog angiveligt først ud af efter et par års samliv, da hun greb ham i at sælge hendes billeder som sine egne. Da hun konfronterede ham, fik han hende til at acceptere situationen - og hun har senere talt om hans store "charme", så hun har vel ladet sig lede af romantiske følelser - faktisk i flere år. 

Desuden var der hensynet til deres datter, som hun var bange for ikke at kunne forsørge, hvis hun blev alene, men der var også det ubehagelige faktum, at han fik bildt hende ind, at folk ville anlægge sag imod dem, hvis de fandt ud af, at de havde købt billeder af ham, der i virkeligheden var malet af hende. Som et kompromis forsøgte hun at lære ham at male de populære billeder af børn med kæmpestore øjne, men det viste sig, at han ikke var i stand til at gøre hende kunsten efter. Han ville gerne være maler, men savnede talent.

Billederne - og postkortene, der var lavet over dem - solgte som varmt brød, men Margaret fik kun en indirekte glæde af de mange penge, de indbragte, for Walter gav hende ikke nogen af dem. Han levede et rigtigt playboy-liv med en venneflok af berømtheder, masser af sprut og et stort, flot hus. Selv om han muntrede sig med vilde fester, andre damer og sprut, så passede han dog godt på hende, for han ringede konstant for at sikre sig, at hun ikke havde forladt huset, så hun var nærmest en fange. Desuden truede han hende med at lade sine mafia-venner "tage sig af" hende, hvis hun nogensinde fortalte nogen om, hvem der havde malet billederne, eller hvis hun forlod ham. Venner måtte hun heller ikke have, så hun var meget ensom. Selv mente hun, at det var denne ulykkelige tilværelse, der inspirerede hende til at male alle disse billeder af bedrøvede børn. De afspejlede hende selv og hendes sorg over ægteskabets udvikling.

 Walter var helt uden skrupler i sin fremstilling af sig selv som en stor kunstner, og han fortalte ligefrem, at "Tomorrow Forever", som han anså for "sit" mesterværk, var blevet udpeget af Michelangelo som hans adgangsbillet til malernes himmelske indercirkel. Det havde hans afdøde bedstemor nemlig fortalt ham i et syn, han havde haft. Senere blev dette billede voldsomt angrebet af kunstkritikere, der også langede ud efter andre af de sentimentale Keane-billeder, hvilket sårede Margaret dybt. Jeg vil sige, at nok er de sentimentale og stereotype, men helt uden talent er mange af dem nu ikke.

Efter 10 års ulykkeligt ægtskab forlod hun Walter, og kort efter brød hun sit løfte om ikke at afsløre sandheden om "de storøjede børns" sande ophav. I oktober 1970 fortalte hun således en journalist sandheden, hvilket selvfølgelig ikke huede Walter, der anklagede hende for alt muligt, inklusiv sexuel frustration. Disse stridigheder bølgede frem og tilbage, men ophavsretten til malerierne blev afgjort, da en dommer bad dem begge male et billede af et barn med store øjne. Da Walter - der nu var vildt fordrukken - ikke kunne, (angiveligt fordi han havde en øm skulder), vandt hun retssagen og fik tilkendt en erstatning på $ 4 millioner, som hun dog aldrig fik udbetalt. Senere blev hun gift med en anden mand, som hun tilsyneladende har været meget lykkelig med.

https://people.com/archive/margaret-keanes-artful-case-proves-that-she-and-not-her-ex-husband-made-waifs-vol-25-no-25/

 

https://www.theguardian.com/artanddesign/2014/oct/26/art-fraud-margaret-walter-keane-tim-burton-biopic 

 

https://www.keane-eyes.com/about-margaret/

 

Når man bliver til et lig + studieobjekt

Det virker både ulækkert og respektsløst med et sted som denne "Body Farm" i Tennessee, hvor man har afdøde personer liggende både ude og inde, men sagen har jo altså et videre perspektiv, fordi det er med til at træne politifolk og retsmedicinere. Når et lig bliver fundet, er det jo ikke altid til at se, hvor længe det har ligget, og det er vigtigt, hvis der f.eks. er mistanke om et mord. Hvis man skal gøre sig håb om at kunne afgøre den slags, så er man nødt til at uddanne sig, og det sker bl.a. på denne "Body Farm". Den har f.eks. spillet en stor rolle ved uddannelsen af FBI-folk. 

Body Farmens opgave er først og fremmest at samle data omkring forrådnelsen under forskellige omstændigheder: hvordan er vejret, hvilken alder havde afdøde, og hvordan døde han/hun formentlig? Noget, hvor der kan inddrages alt fra vejrtjenesten til botanik og dyrelivet. 

De fleste lig er doneret, nemlig af liget selv! Det er jo et meget samfundsbevidst valg, der nok vil falde mange svært, hvis de har ansvaret for et lig, der tilhører en person, der har stået dem nær. Jeg tager næsten for givet, at den slags forhold kan stikke en kæp i hjulet på processen, så donationen alligevel ikke finder sted, men det bør den selvfølgelig, hvis der er tale om et bevidst valg fra afdødes side. 

Der er forskellige oplysninger om, hvorvidt henrettede forbryderes lig ofte bliver overgivet til medicinstuderende og/eller body farme. Sådan set synes jeg, det vil være en glimrende løsning at sende liget til en af disse instanser, men jeg tror, det afhænger af familiens indstilling. (Det er rent gætteri, for jeg har ikke kunnet finde noget afgørende om skik og brug, men jeg tror, at i de fleste tilfælde, så har familien førsteret til liget ....)

Under de rette omstændigheder går forrådnelsen hurtigt. Jeg husker en dokumentarudsendelse, jeg så om en meget smuk, ung pige, der var blevet voldtaget og myrdet for derefter at blive fundet på en mark godt en uge efter, fordi hun lugtede så slemt, at nogen bemærkede hendes lig. Moderen, der havde betragtet sin datter, som en fremtidig stjerne, kom med denne uforglemmelige bemærkning: "Tænk, at min smukke model-datter blev fundet i fuld opløsning på en mark, fordi hun stank ...." Ja, se det er jo sandhedens øjeblik, og det er hårdt: i den fase af (efter-)livet bliver vi forvandlet til en ulækker masse, der stinker. Det skete bl.a. også for en verdensberømt skønhed som Marilyn Monroe, selv om hun ikke lå så længe endda, for hun har tydelige ligpletter. 

https://fac.utk.edu/ 

 

  

Bukefalos

Et af de allermest berømte dyr i verdenshistorien var hesten Bukefalos, der tilhørte militær-geniet Alexander den Store (356f. Kr.-323 f.Kr.). Hans utallige sejre gav ham ry som nærmest usårlig, men noget af hans berømmelse hang sammen med hans samarbejde med Bukefalos, der fik status som et mytisk væsen. Den døde angiveligt tre år før Alexander og blev begravet et sted i det, der nu er Pakistan, idet der dog hersker en vis uenighed om, hvordan det gik til. Ifølge de fleste legender skyldtes dødsfaldet, at den blev såret i kamp, medens andre hævder, at den døde mær af dage, 30 år gammel.  

Tilbudet om at købe denne unikke hest gik først til Alexanders far, kong Filip II, men han afslog, da den var meget vild og faktisk blev anset for utæmmelig. Alexander, der på det tidspunkt bare var en stor knægt på ca. 13 år, kom dog med et bud og erhvervede således hesten, som han selvfølgelig fik tæmmet, nemlig ved blide ord og psykologisk indsigt. Han sørgede bl.a. for, at den ikke stod på en måde, så den så sin egen skygge, da han fandt ud af, at det var det, der havde forskrækket den og gjort  den uregerlig. De to blev nu krigskammerater og udgjorde et nærmest mytisk par, der er blevet afbildet i utallige relieffer og malerier.

Hybris

 

Hybris er betegnelsen for lave og uhensigtsmæssige personlighedstrærk

Lysenglen Lucifer havde en høj rang i Himlen, hvilket fik ham til at føle sig bedre end alle andre, ja, som Guds ligemand - eller måske nærmest overmand. Noget, Gud selvfølgelig ikke syntes om, så Lucifer blev frataget sin rang, smidt ud af Paradiset og styrtet ned i det, der blev til Helvede, hvor han forvandledes til Satan. Dette varme sted gjorde han så at sige til sit eget, idet han blev dets hersker, men med et job som vogter og bøddel af de syndige sjæle, der ikke vinder indpas i Himlen. Mange af disse afdøde individer har forbrudt sig på samme måde som ham selv ved at handle ud fra ekstrem egoisme, selvovervurdering og foragt for andre. 

Den side af myten hænger efter min mening slet ikke sammen, for er Lucifer/Satan først og fremmest en synder, der straffes, eller er han den, der sættes til at straffe dem, der har forbrudt sig imod Gud? Kort sagt: er han blevet forvandlet fra Guds himmelske tjener som engel til "hans" mer eller mindre sadistiske stedfortræder i Helvede? (Man ved jo, at mange magtmennesker (som Gud) ikke kan lide at få beskidte fingre, og den rolle får Satan så, hvilket betyder, at godt og ondt er to sider af samme sag). 

Ekstrem eller tåbelig selvovervurdering eller bare egoisme er lig med "hybris". Den type mennesker, der begår hybris, forlanger, at alle andre underkaster sig dem og deres magt. De ser det som deres ret, fordi de føler sig højt hævet over alle andre.

Den nøgne "kejser" i tegningen er selvfølgelig Donald Trump, (som jeg altid kalder T. Rump, fordi jeg synes, det passer til ham). Når man ser, hvad denne type personer gør og også hører om, hvad de mener, så er det tydeligt, at de begår hybris hver eneste dag, måske uden selv at være klar over det. Den slags straffes ifølge de gamle, græske forestillinger af "Nemesis",

I vore dage er forestillingen om Nemesis kædet sammen med ideen om "Karma": man får som fortjent, hvis man begår uetiske eller forbryderiske handlinger, der regnes for et brud på naturens love, eller som går ud over ens næste. Nemesis er uforsonlig og dermed ubestikkelig. Hvor Nemesis rammer, gør det AV!

Nemesis er gudinden for både hævn og retfærdighed, og hun er som sagt ubestikkelig. Når den, der har begået hybris, styrtes fra magtens tinder, mister sit gode navn og rygte eller alle sine (uærligt indtjente) penge, så er det Madam Nemesis, der svinger sværdet ....

Sort-hvide konstellationer

Dette billede er fra 1863, og det gør mig gal, at mennesker - og mennesker er det!!! - der udfører hårdt, fysisk arbejde, sådan at deres "ejere" kan leve et behageligt liv uden den slags "nedværdigelser", bliver holdt i fattigdom. Alt det, der er blevet sagt og gjort for at opretholde dette system, ses også i andre undertrykkelsessystemer, og ingen af dem kan forsvares. At det skulle være "finere" at have hvid hud er grotesk, og jeg vil tro, at fremtidens amerikaner, (for dette billede er jo fra USA), vil være lysebrun eller fløde-farvet med et vist præg af et par dråber kaffe. Altså en udseendemæssig forbedring i forhold til vore dages "hvide", der i virkeligheden er lyserøde - i hvert fald så længe de lever. Når de dør, bliver de hvide med et grønligt eller violet skær, medmindre de bliver rigtig sorte .....

Denne pænt klædte, sorte mand, der ligger på knæ med hatten i hånden, ligner bestemt ikke en bølle. Han var tilknyttet "The Tri-State Defender" og var kommet til Syden for at dække integrationen i en lokal skole. Noget, der i den grad virkede provokerende på den hvide befolkning. Derfor overfaldt og mishandlede de ham. Noget, der også provokerede dem var, at han ikke stak af fra dem: han lod sig ikke true eller skræmme ....

Her er det, lederen af det amerikanske Nazi-parti, der har et sammenstød med Dr. Martin Luther King. Den eneste på dette billede, der virkelig har noget at skamme sig over, er Nazi-fyren. Hverken han eller King har valgt deres hudfarve, men han har valgt sine holdninger, og de er ikke bare faldet for historiens dom, men er helt utrolige i et land, der var med til at bekæmpe Grimme Adolf.

George III's dronning, den overmåde populære Charlotte, ses her med et par af deres mange børn. Kan man se, at hun havde afrikanske rødder? Ja, det synes jeg faktisk, men selv om hun blev regnet for "grim" af samtiden, er hun da mindst lige så pæn som andre kongelige, man har set både før og efter. At hun er en af dronning Elizabeth II's formødre, ja, faktisk dronning Victorias farmor er en skæg tanke, men sådan forholder det sig altså.

Denne pæne, ældre og meget buttede dame uden skygge af negroide træk er dronning - og kejserinde - Victoria af England. Hendes bleghed er egentlig ret trist, for lidt farver ville have klædt hende.

Dronning Charlottes rolle i det engelske kongehus demonstrerer imidlertid en sandhed, der bør være eviggyldig for os: det er ikke farven, det kommer an på. Noget, den franske romanforfatter Alexandre Dumas ville kunne skrive under på, for han var også af det, man stadig kalder "blandet oprindelse, hvilket ikke forhindrede ham i at skrive klassiske værker som bl.a. "Greven af Monte Christo" og "De tre musketeer" .... 

 
 

 

Børns nysgerrighed

Ja, hvad er det dog, der er dér oppe under skørtet??? Eftersom det er en overmåde høj dukke (eller måske statue?), er der sandsynligvis ikke noget som helst, men spændende er det jo for de små poder. Især hvis de ved "noget", men alligevel ikke rigtig har forstået kroppens mysterier. 

Eftersom det drejer sig om små fremtidige samfundsborgere, er det ret vigtigt, at de får besked om sex og forholdet mellem kønnene, men hvordan gør man det bedst? Eller sagt på en anden måde: hvordan får man gjort det forståeligt for dem, at legemsdele placeres på en bestemt måde? Før i tiden har mange sikkert hørt "noget" fra kammerater, men ikke fra de voksne, og det er jo ikke særlig smart, for hvad ved børnenes jævnaldrende eller bare lidt ældre venner egentlig? Desuden: det, de ved, beskriver de måske for "frækt", og det er ikke lige det, der er brug for i en sober sex-undervisning. 

I tidens løb er der kommet gode og pædagogiske bøger om emnet, men mange voksne kvier sig måske stadig ved at sætte børnene ind i kønnenes mysterier. Det er et "pinligt" emne for mange - eller var det i hvert fald - men sådan bør det jo ikke være. At det ikke kun drejer sig om kønsorganer, men også om samvær og gensidig respekt gør det hele endnu sværere, for hvordan fortæller man børn, at det er forkert at begå overgreb på kammerater eller dyr, eller at det, man gør, faktisk er et overgreb? Desuden: hvis emnet sex ikke dukker op af sig selv, så skal man altså tage hul på det, og det er faktisk ikke så nemt, hvis man selv er genert og hæmmet. Den holdning er dog også et generations-spørgsmål, og jeg vil tro, at de hæmmede og sex-afvisende ikke længere han ansvaret for børn og børns opdragelse.

Faktisk kan det være nødvendigt med lidt ekstra forberedelse af både barn og voksen samt med en form for normalisering af situationen. Det dér med at afsætte en bestemt tid til "noget vigtigt, som mor/far vil fortælle dig", dramatiserer det hele på en uheldig måde, og det tror jeg ikke er godt.

 

 

Hvem er det nu, Donald Trump er?

 

Det bliver skønt, når Trumps navn ikke dukker op konstant, og han bliver et fjernt minde

Om ganske kort tid skal amerikanerne afgøre, om de vil fortsætte med forretningsmand og TV-realitystar Donald Trump som præsident, eller om de vælger den garvede politiker Joe Biden. Ingen af dem fremstår efter min mening som et super-bud på fremtidens ideelle leder, men Biden har nu adskillige fordele. Bl.a. er han ikke blevet taget i et hav af usandheder eller har begået forskellige juridiske overtrædelser, der kan ende med en fængselsstraf, og han har også en langt større erfaring som politiker. Desuden er gamle Joe altså noget mere tiltalende end den næsten lige som gamle "Pussygrabber-Donald", der ikke engang lægger skjul på sine grænseoverskridende holdninger, bl.a. til kvinder.

Alene hans pralerier. når det gælder kvinder og hans behandling af dem, er nok til at sende én som mig op i loftet af raseri. Ikke bare hans erklærede "Pussy-grabber-holdning", men også hans erotiske fascination af datteren, Ivanka, er uacceptabel på alle leder og kanter. Det er ulækkert, og ikke noget, jeg glemmer, men jeg ville være villig til at deponere min viden om det et hemmeligt sted i baghovedet, hvis den samlede Donald-pakke vejede op imod det. Her kan jeg så sige, at det gør den bestemt ikke, og som menneske fremstår han for mig som det laveste af det lave: en mandschauvenist, der tilmed ikke undser sig for at udnytte alle omkring sig. 

Noget af det, der har forarget mig mest er hans behandlling af mennesker, han har ansat til at udføre visse opgaver. Der er nemlig mange, der i tidens løb har fortalt, at de ikke har fået de aftalte honorarer for et udført arbejde. Manden tænker med tegnebogen, og det burde ikke være muligt i vore dage, men det amerikanske, efterhånden ultra-kapitalistiske samfundssystem lægger ligesom op til det. Noget, der mildt sagt ikke er blevet bedre af, at de før så stærke fagforeninger nu er svage og uden reel magt. Storfinansen opererer med nye og (for de fleste mennesker verden over) uigennemskuelige systemer, der synes at køre på skinner i USA i disse år. Donald Trumps svigersøn, forretningsmanden Jared Kuschner, har således fundet flere forbløffende smuthuller i boligloven, der nu kaldes "The Kuschner Loophole", fordi de gør det muligt for ham at plyndre ganske almindelige lejere og tvinge dem ud af de huse, han ønsker at modernisere og derpå leje ud til meget dyrere huslejer. Dette har fået en kunstner til at lave en parafrase over Oscar Wildes "Dorian Gray's Billede", hvor den unge, flotte Jareds sande jeg spejles som den gamle, dybt kompromitterede og ikke spor lækre Donald ....

Begge har begået handlinger, der i min optik kun kan ses som kriminelle, men ingen af dem bliver straffet, før Donald er ude af Det Hvide Hus. Det er simpelthen en uskrevet, international regel, at dem, der sidder med regeringsmagten ikke straffes. At de kan retsforfølges har man dog set med Richard Nixon og Bill Clinton. Hvad udlandet angår, så har de sædvanlige beskyttelsesforanstaltninger for folk i magtpositioner været sat ud af funktion i f.eks. Malaysia med Najib Razak, Arnoldo Aleman i Nicaragua, Luiz Inazio Lula da Silva i Brasilien og ikke mindst Silvio Berlusconi i Italien. I disse lande er tidligere præsidenter og højt rangerende ministre blevet retsforfulgt og er havnet i fængsel, efter at deres embedsperioder er slut. Jeg vil ikke lægge skjul på, at jeg ville elske, at også Trump havnede bag tremmer.

Donald Trump undsiger i sin pinlige uvidenhed videnskaben på flere felter, bl.a. mht klima, som han direkte har sat under hensynet til jobs og indtjeningsmuligheder. Som det er nu, rangerer USA på linje med et par udviklingslande, der heller ikke følger påbudene omkring forurening, osv.. Han har det på samme måde med de Covid-19-epidemier, der nu raser verden over. De er dyre og forhindrer, at borgerne tjener penge til de skatteindtægter, som landet selvfølgelig er afhængigt af, så dér har han valgt at bortforklare faren og påstå, at den enten ikke er særlig farlige eller slet ikke eksisterer.

Denne holdning er selvfølgelig yderst bekymrende og får mig til at mistænke, at hans egen sygdom og hurtige helbredelse er et nummer til afdramatisering af denne dræber-virus: "Se selv, jeg kom mig, det er slet ikke farligt, så af sted med dig for at få indtjent nogle skattepenge ..."

Han er tydeligvis en mig først-mand, men for at være ærlig tror jeg, at man finder denne indstilling hos mange/alle mennesker i magtpositioner. Hvad Trumps taktik angår, så må man være glad for, at han ikke er særlig god til at lyve, for han bliver grebet i løgn på løgn, og når det sker, så dolker man altså sig selv i ryggen. At han er en politisk vindbøjtel er interessant, når man tænker på hans position i dag: han registrerede sig som republikaner i 1987, skiftede til "The Reform Party" i 1999 og derefter til "The Democratic Party" i 2001. Otte år senere tilmeldte han sig så "The Republican Party" endnu engang. Det er min opfattelse, at hans politiske holdning tager udgangspunkt i hans opfattelse af, hvad der kan give ham selv mest mht økonomiske fordele. Manden er virkelig en Mammon-tilbeder, foruden at han altså er racist og meget andet grimt.

Nej, sådan foregik det ikke under debatten mellem de to kandidater: den maske, Trump udstyres med i vittighedstegningen, viser dog noget vigtigt, for under debatten hævdede han mere eller mindre, at han i tilfælde af et nederlag agter at modsætte sig skiftet af præsident. Dette kan ligestilles med en forsikring om at ville starte en borgerkrig, hvis han taber. For ham at se er den eneste forklaring på sådan et valgresultat åbenbart, at modparten har snydt. Da han blev bedt om at tage afstand fra en af sine støtter - en voldelig radikalt højreorienteret ekstremistisk organisation ved navn 'Proud Boys' - så afviste han dette og bad dem i stedet om at "stand back and stand by". Kort sagt, en vanvittig situation, der måske hænger sammen med hans vanskeligheder med andre ting, der truer ham fra lovens side: som sagt undgår en siddende præsident mange former for retshåndhævelser, men det gør en forhenværende ikke. Dvs. at så længe han sidder som præsident, er han sikker for både det ene og det andet, der ellers kan sende ham i fængsel ....

 

https://www.bbc.com/news/world-us-canada-37982000

 

https://www.washingtonpost.com/politics/2020/09/18/health-202-trump-keeps-claiming-he-lowered-prescription-drug-prices-that-is-largely-not-true/ 

 

https://theintercept.com/2020/10/07/save-our-seas-bill-plastics-pollution/ 

 

https://www.euronews.com/2020/09/28/ny-times-publishes-trump-tax-returns-reveals-he-paid-just-750-in-2016-2017