Klap i!!!

Der har ordentlig været rivegilde i et par danske partier for nylig, og det er pinligt, fordi det BL.A. afslører noget der ikke burde være en del af vore dages samfund: de krænkende mænd har forventet, at de befamlede, krænkede, etc. kvindelige partifæller - for det er de jo!!! - har holdt kæft med de overgreb, de har været udsat for. Mændene har helt sikkert ikke set det, de har gjort, som "noget særligt", blot en "uskyldig flirt" eller en "føler". Det gjorde mange af kvinderne sikkert også dengang, men MeToo-bevægelsen har sat fokus på noget, der både er og ikke er fornærmeligt.

Sådan en fyr som Harvey Weinstein, der i årevis har forgrebet sig ustraffet på kvindelige medarbejdere og andre, er utvivlsomt vildt forbløffet over, at det nu skal være forbudt, for "sådan har det jo altid været". Ja, det har det, men det er blevet fortolket forskelligt op igennem tiden og i forskellige kulturer. 

Før i tiden, (og her tænker jeg såmænd bare en 10-20 år tilbage), blev den slags episoder skubbet ind under gulvtæppet samt forsøgt "forklaret" med noget i kvinders adfærd, der tændte mændene, så de ikke kunne styre sig selv. Tolkningen af disse fænomener var hjemmestrikkede teorier om drifter og intentioner, for medens det ene køn altså var "ustyrligt", fordi dets biologi gjorde, at det var i sine drifters vold, så var det andet såmænd nok "selv ude om det". Det sidste skyldtes til dels, at en anerkendt - og forventet - del af kvindens samfundsrolle var at gøre indtryk på mænd. Noget, der også var med til at give hende status blandt kønsfæller. (Dette er faktisk noget, der ikke bør ignoreres, selv om det måske ikke umiddelbart lyder som noget, der har en særlig betydning).

Den hånd er ligesom krøbet lidt for højt op, men "hun lagde såmænd nok selv op til det"

En kvinde, der ikke fik/får mandlig opmærksomhed, blev/bliver regnet for en social fiasko. Sådan er det stadig (i hvert fald til en vis grad), men nu har kvinder andre karrieremuligheder end mand og børn, og så gider de ikke længere at lade sig forvise til rollen som objekt, når de kan være subjekt. Desuden vil de i højere grad både give og modtage opmærksomhed. Før eller senere får vi nok også MeToo-sager med omvendt fortegn, hvor en kvinde er "kommet til" at lægge hånden på et mandelår ....

 Ligner en gensidig flirt, men kan være en kvindes snedige forsøg på at fange en rig ægtemand

 

Hvad de nye sager angår, så har jeg studset over, at mange af de overgreb, der nu kommer for dagens lys, ligger rigtig mange år tilbage i tiden. Et eller andet har altså fået kvinderne til at holde mund med deres oplevelser, hvilket jo nok er det faktum, at det blev forventet af dem. Desuden: hvem går rundt og husker den slags episoder i ti år? Det normale ville efter min mening være, at de registrerede det og så ellers glemte det. At bære nag for noget, der ikke er mere end en mands forsøg på en "flirt", forekommer mig meget underligt. Han "forsøgte sig", men overfaldt hende jo ikke direkte, for der er jo et spring fra forførelsesforsøg til voldtægtsforsøg.

 

Se, her har vi et virkeligt alvorligt overgreb, og den slags bør selvfølgelig ikke kunne ske. Hvad der kan forhindre det, er jeg dog ikke helt sikker på, men dette overfald og mord er nok sket som følge af en kulturel foragt for vestlige kvinder. Kulturforskelle giver jo også helt andre spilleregler for kønnenes omgang med hinanden ....

 

Hvis en af de krænkede kvinder i de nye, danske sager havde fortalt om "dengang MØ eller FK tog mig på låret", så ville det sandsynligvis være blevet opfattet som en form for "praleri" = "se, MØ/FK er vild med mig!" Nu derimod bliver episoderne opfattet som en kæmpe-overgreb, og det er meget interessant, for sandheden ligger jo nok et eller andet sted midt imellem disse to tolkninger ...

 

Når det er så uheldigt med disse episoder i et politisk miljø, så skyldes det, at den befamlede, krænkede eller direkte overfaldne kvinde ved denne handling bliver omdefineret fra ligeværdig kollega med selvbestemmelsesret til brugsgenstand. Det er jo ikke en holdbar situation for folk, der angiveligt står lige. Hvis det kan påvises, at en kvindes afslag fik karrieremæssige følger for hende, så ser sagen anderledes ud, for det skal kvinder ikke udsættes for ....

 

 

 

 

Løst og fast om lidt af hvert ....

Det er unægtelig en sær tanke, at vores planet - Jorden - blev set udefra for allerførste gang i 1946. Før da havde mange imponerende astronomiske beregninger, (som jeg ikke vil forsøge at gengive), bevist dens form og placering i forhold til andre planeter. At den nu blev set udefra som det, den jo er, svarer på en vis måde til at man opfandt spejlet og ikke bare så sit spejlbillede i vandoverflader og lignende, men i noget langt mere afslørende. Den sande gengivelse af ens billede gør alting meget konkret: sådan er det, lev med det eller lad være. Mange har fået et chok, når de har set sig selv, medens der nok også er dem, der leder forgæves after noget, der virkelig kan reflektere deres spejlbillede, for de hører til dem, der går i ét med tapetet. De er der, men ikke som et genkendeligt billede af det individ, man tror, man er ....

Nogle selvportrætter er helt forvrængede, men siger samtidig meget mere om den portrætterede, end hvis de havde været super-realistiske. Det gælder f.eks. nedenstående portræt af J.F. Willumsen (1863-1953), der kredser omkring den nye viden inden for astronomien, men sammenkobler den med religiøse forestillinger. Jeg synes, det er et smaddergodt billede, men tager for givet, at ikke alle opfattede kunstneren som en tiger, der svæver rundt ude i himmelrummet, og at de blev forbløffede over denne selvopfattelse.

Nu vi er i gang med himmelrummet, så er den lille-bitte prik, der angives med den røde pil, altså vor jord - vort hjem. Når man ser himmelrummet på den måde, så er det lige til at grine ad, for i århundreder, ja, vel nærmest årtusinder, har vi troet, at vi mennesker var centrum for det hele? Hvem har dog bildt os det ind? Tjah, det er vel religionen, for den har jo altid haft gang i vor påståede ophøjelse i forhold til alt og alle her på jorden. Jeg  mistænker, at det er det med Adam, der navngav alle dyr, der spøger i den slags selvforherligende forestillinger.

 

Nej, hverken rummet eller skabelsen er centreret omkring os. Vi er en del af noget meget stort, og det er der sikkert også andet, der er, selv om vi ikke kender det. Her tænker jeg på E.T.'er fra andre planeter, men også ukendte arter her på jorden. 

Vort hovmod, når det gælder folk og fæ på jorden og andre steder, er utroligt. Det er både naivt og tåbeligt, så også af den grund har vi rigtig godt af at finge dyrearter, vi troede var uddøde. 

Der er f.eks. det nuttede det flyvende egern, som man troede var uddødt for 70 år siden. Det var det aldeles ikke, for det levede i Pakistan, hvor det minsandten bliver tillagt magiske egenskaber både som elskovsfremmende, da dets urin regnes for et elskovsmiddel. Hvordan det virker, er jeg ikke klar over, men det skulle være mægtig effektivt. Til gengæld kan dets skrig ses som et varsel om, at ens kæreste er død, så man kan sige at det ene vejer det andet op ....

 

Én i masken!

Nu pynter jeg aldrig ret meget til de forskellige højtider, der aldrig rigtig har appelleret til mig, så det kan jeg altså ikke slå tiden ihjel med. Eftersom den forbistrede Covid-19 tilsyneladende nu har startet sin anden bølge, er jeg - og mange andre med mig - ellers bedst tjent med at blive hjemme og undgå kontakt med mulige smittebærere. OK, siger jeg bare, det har jeg sådan set ikke noget imod, men på et eller andet tidspunkt har man altså fået nok af TV-kiggeri, læsning, etc., og hvad så? 

Dagens banbulle

Situationen får mig til at spekulere over det moderne menneske og behovet for at "slå tiden ihjel", hvilket ret beset er et frygteligt udtryk, der bygger på en endnu værre ide: tid er det, der udgør vores liv og opmåler det, så man burde jo ikke ligefrem myrde den tid, man har fået tildelt ....

Hvad Corona angår, så er den møgirriterende, fordi man endnu ikke har fundet et probat middel imod den. Man ved heller ikke, om de masker, vi er blevet anbefalet, har en reel virkning. Er de bare en form for "sutteflaske", der skal berolige os, måske på et falsk grundlag? Er diverse lockdowns, masker og håndsprit midler til at få os til at tage sygdommen alvorligt, uden egentlig at gøre en forskel? 

Min egen holdning er, at det vel ikke kan skade, så hva' pokker, på med masken, frem med håndspritten, etc. - i hvert fald ind imellem, for ligesom så mange andre er jeg ikke konsekvent: somme tider gør jeg det, men ikke altid .... 

Manden hvis liv blev ødelagt af guld

Her har vi Johan August Suter (1803-1880), der på et tidspunkt var en af verdens mest velhavende mænd. Han er som en legemliggørelse af det gamle ord "pris ingen lykkelig, før han er død", for ikke blot opnåede han stor rigdom, men han oplevede så sandelig også at miste den - og det endda på en nærmest ironisk måde, fordi store, naturlige forekomster af værdier på hans jord blev denne rigmands undergang ....

Suter - oprindelig Sutter - var en ikke-succesfuld schweizisk butiksindehaver, der måske også havde militær baggrund. Han forlod sin familie i 1834 for at prøve lykken i Amerika og tog først til New York, hvor han skaffede sig midler til dagen og vejen ved hjælp af vekslende jobs, lige fra tandlæge til konservator af døde dyr. Eftersom han  elskede nye udfordringer og spændende oplevelser, tog han dog videre til den mexikanske provins, Californien, for at prøve lykken dér. Efter en utrolig lang og vanskellig rejse nåede han frem til det, der på dette tidspunkt ikke bestod af meget andet end et sølle fiskerleje med det for nutiden så spændende og tillokkende navn San Francisco.

Efter en diskussion med guvernøren erhvervede han retten til at oprette en koloni, som han gav navnet New Helvetia. Her byggede han bl.a. butikker, savværker og forskelligt andet. 

I løbet af ti år voksede denne tidligere så sølle koloni sig stor, og det gjorde Suters bankkonto også. Faktisk er der dem, der mener, at han på dette tidspunkt af sit liv meget vel kan have været verdens rigeste mand. Han havde i hvert fald rigtig mange penge i flere europæiske banker. Ironisk nok var det fundet af andre store værdier, der knuste hans status som rigmand, da en af hans savværksarbejdere fandt guld på hans jord i 1848. 

Rygtet om, at det nærmest lå frit fremme og var lige til at samle op, lokkede folk til fra hele verden, selv om Suter gjorde, hvad han kunne for at holde fundet hemmeligt. Noget, der altså ikke lykkedes ham.

Invasionen af mere eller mindre lovløse guldjægere betød, at hæderlige forretningsdrivende så sig rendt over ende af disse vilde horder. Butikker, farme og andre foretagender blev forladt og stod tomme. Suter havde slået sig ned på en af sine afsidesliggende gårde, hvor hans kone og (på det tidspunkt) tre børn, som han jo ellers havde ladt tilbage i Schweiz, kom og sluttede sig til ham. 

                                                                    Suters kone, Anna

Familien gik i gang med at dyrke jorden og drive farmen, hvilket var en succes, men måske ikke lige det, den tidligere savværksejer og butiksindehaver Suter havde drømt om. Efter at være rejst tilbage østpå tilbragte han i hvert fald trist nok sine resterende år med nytteløse og meget dyre retssager samt klager over de tabte værdier. Det fortælles, at man åbenlyst gjorde nar ad ham og hans klager, og at han døde meget fattig, da en dreng ville drille ham ved at fortælle en løgn om, at regeringen havde tildelt ham en erstatning på $ 100 millioner.
 

https://www.greelane.com/da/humaniora/historie--kultur/john-sutter-launched-california-gold-rush-1773626/

 

Hofelefanten Abul-Abbas

 

                                                                   Kejser Karl den Store

Karl den Store (742/747/748-814) blev kronet som romersk kejser i år 800 e.Kr.. Inden da havde han underlagt sig det meste af Vesteuropa, og han regnes for grundlæggeren af moderne lande som Frankrig og Tyskland. Han var altså en magtfuld hersker, som andre herskere i samtiden måtte regne med som en meget vigtig faktor inden for storpolitikken. Man kan sige, at han var en, man skulle holde sig gode venner med, hvilket nok er grunden til, at kaliffen af Bagdad forærede ham en elefant. Disse dyr var meget værdifulde, da de tjente som datidens "tanks" i krige, hvor der ellers kun var fodfolk med lanser eller sværd og ryttere med buer eller armbrøste. 

                                                                 Statue af Karl den Store

Man kan sige, at kejserens østlige pendant var kaliffen i Bagdad, Harun-al-Rashid (763/766-809 e. Kr.), for han var også en mægtig politisk skikkelse med megen magt. Han repræsenterede et enormt rige, der gik fra Middelhavets kyster og Spanien ned gennem hele Mellemøsten. Dvs. at hvis der var nogen, der kunne forsyne en kongelig "kollega" med en elefant, så var det ham, og i 801/802 modtog Karl den Store elefanten Abul-Abbas som en gave fra ham.

Som tykhuder var krigselefanter altså det ultimative våben, hvis evne til at modstå angreb, nedtrampe ens fjender og skræmme hans heste, så der opstod totalt kaos, fuldstændig uovertruffen, i hvert fald i en vis periode.

Hvad Abul-Abbas angik, så blev den nu nærmest et kæledyr ved kejserens hof. Som sådan blev den passet og plejet efter alle kunstens regler. Den fik dog ikke helt lov til at glemme sine færdigheder som krigselefant, for den kom minsandten i kamp med den danske kong Godfred i år 804 e.Kr..  

Ifølge legenderne døde "kæle-elefanten" efter en tur i Rhinen, der gav den lungebetændelse, men det skete først i 810 e. Kr., og inden da var den et værdsat husdyr ved kejserhoffet.

 

https://archive.aramcoworld.com/issue/197702/an.elephant.for.charlemagne.htm 

 

 

 

 

 

Evita med hul i hovedet ....

Eva Peron (1919–1952) - ikke mindst i vore dage bedre kendt som den legendariske "Evita" - var gift med den argentiske præsident Juan Peron og spillede en stor rolle som landets førstedame fra 1946-1952. Hun var enormt populær, men også en anstrengende dame for regimet, der på den ene side kunne nyde godt af hendes popularitet, på den anden side kunne frygte, at hun måske havde sin egen politiske agenda.  

Da hun mødte Juan Peron i 1944 var hun en forholdsvis kendt skuespillerinde, der havde rejst sig fra usle forhold som det yngste af fem børn i en fattig familie. Som 15-årig tog hun til Buenos Aires og gik i gang med at skabe sig en karriere ved teatret og filmen. Noget, der utvivlsomt gav hende erfaring med at føre sig frem og forelægge ideer for store forsamlinger. At hun også var smuk og elegant talte ikke imod hende, for ingen betvivlede hendes sociale engagement: hun brændte for flere sager, og alle vidste det.

Da Peron blev præsident i 1946, fik hun en stærk position inden for bl.a. fagforeningerne og vandt stor respekt som fortaler for de allerfattigste arbejderes - de såkaldt "skjorteløse industriarbejdere", der støttede Peron i 1945 - rettigheder. Ud over det oprettede hun "Eva Peron Foundation" og arbejdede utrætteligt for at forbedre kvinders forhold. Hun var, kort sagt, en politisk drivkraft, men måske også en politisk rival inden for Perons parti.

I 1951 opstillede hun som vicepræsident og fandt megen støtte, også fra partiet, men hendes dårlige helbred på grund af cancer gjorde, at hun måtte trække sit kandidatur tilbage. Kort tid før sin død gav man hende ærestitlen "Spiritual Leader of the Nation", og da hun døde, fik hun en statsbegravelse, der ellers kun er stasoverhoveder forundt. 

Fordi Evita er blevet en nærmest mytisk figur, er der sket en tydelig romantisering af hende og hendes liv, bl.a. gennem musicalen og filmen med Madonna. I virkeligheden kom hun ud for ting, der bare ikke passede ind i billedet af den fattige pige, der ikke bare steg til tops som landets førstedame, men som også blev et forbillede for så mange fattige og socialt trængte mennesker. Visse begivenheder i hendes liv er faktisk ret suspekte, også fordi de har været holdt hemmelige og først er kommet frem et godt stykke tid efter hendes død. F.eks. har det ikke været almindeligt kendt, at hendes mand nærmest tvang hende til at få en lobotomi. Det skete angiveligt for at lindre hendes konstante og meget voldsomme cancer-smerter, men det kan ikke afvises, at det også var en nem måde at "få styr på" hende og hendes efterhånden ofte ret uregerlige opførsel, men også hendes politiske betydning. I sine sidste år talte hun mere og mere voldsomt imod enhver, hun så som folkets fjender, og der kan have været frygt for, at hun kunne give stødet til en borgerkrig.

Man kan sige, at den såkaldt smertedæmpende hjerneoperation var et perfekt middel til at lukke munden på hende, fordi den angiveligt blev udført for at lindre hendes smerter, hvilket de fleste jo måtte støtte af humanitære grunde. Hvis man ser på billeder af hende kort før hendes død, ser man også tydelige mærker efter denne operation, der jo ikke var almindeligt kendt uden for hendes kreds. At den førte til hendes død - eller var stærkt medvirkende til denne - er der ingen tvivl om, for efter den holdt hun simpelthen op med at spise, hvilket selvfølgelig var med til at slå hende ihjel.

https://www.bbc.com/future/article/20150710-the-gruesome-untold-story-of-eva-perons-lobotomy

 

https://www.mentalfloss.com/article/78738/13-things-you-might-not-know-about-eva-peron 

Kunstneren, hvis mand stjal hendes kunst

 

Amerikaneren Walter Keane blev berømt og rig på en hel serie malerier af børn med enorme og meget sorgfulde øjne. Han fortalte senere, at han var blevet inspireret af de virkelige efter-krigs-oplevelser, han havde haft i Berlin, hvor pjaltede og magre børn rodede i affaldsbøtter for at finde lidt mad. Det er muligt, at han havde sådanne oplevelser og følte sådan, da han besøgte Tyskland, men inspireret til at male disse billeder blev han nu ikke, for han kunne faktisk ikke male. Den, der havde skabt de vildt populære billeder af de sorgfulde børn, var da også hans kone, Margaret Keane (f. 1927).

Børnene i malerierne var ikke realistiske og spillede tydeligvis på det sentimentale, men det forhindrede dem altså ikke i at blive overmåde populære. Noget, der betød, at Margaret nærmest arbejdede i døgndrift for at levere mere og mere til Walters varelager af populære børnebilleder. At det var et varelager, fandt hun dog angiveligt først ud af efter et par års samliv, da hun greb ham i at sælge hendes billeder som sine egne. Da hun konfronterede ham, fik han hende til at acceptere situationen - og hun har senere talt om hans store "charme", så hun har vel ladet sig lede af romantiske følelser - faktisk i flere år. 

Desuden var der hensynet til deres datter, som hun var bange for ikke at kunne forsørge, hvis hun blev alene, men der var også det ubehagelige faktum, at han fik bildt hende ind, at folk ville anlægge sag imod dem, hvis de fandt ud af, at de havde købt billeder af ham, der i virkeligheden var malet af hende. Som et kompromis forsøgte hun at lære ham at male de populære billeder af børn med kæmpestore øjne, men det viste sig, at han ikke var i stand til at gøre hende kunsten efter. Han ville gerne være maler, men savnede talent.

Billederne - og postkortene, der var lavet over dem - solgte som varmt brød, men Margaret fik kun en indirekte glæde af de mange penge, de indbragte, for Walter gav hende ikke nogen af dem. Han levede et rigtigt playboy-liv med en venneflok af berømtheder, masser af sprut og et stort, flot hus. Selv om han muntrede sig med vilde fester, andre damer og sprut, så passede han dog godt på hende, for han ringede konstant for at sikre sig, at hun ikke havde forladt huset, så hun var nærmest en fange. Desuden truede han hende med at lade sine mafia-venner "tage sig af" hende, hvis hun nogensinde fortalte nogen om, hvem der havde malet billederne, eller hvis hun forlod ham. Venner måtte hun heller ikke have, så hun var meget ensom. Selv mente hun, at det var denne ulykkelige tilværelse, der inspirerede hende til at male alle disse billeder af bedrøvede børn. De afspejlede hende selv og hendes sorg over ægteskabets udvikling.

 Walter var helt uden skrupler i sin fremstilling af sig selv som en stor kunstner, og han fortalte ligefrem, at "Tomorrow Forever", som han anså for "sit" mesterværk, var blevet udpeget af Michelangelo som hans adgangsbillet til malernes himmelske indercirkel. Det havde hans afdøde bedstemor nemlig fortalt ham i et syn, han havde haft. Senere blev dette billede voldsomt angrebet af kunstkritikere, der også langede ud efter andre af de sentimentale Keane-billeder, hvilket sårede Margaret dybt. Jeg vil sige, at nok er de sentimentale og stereotype, men helt uden talent er mange af dem nu ikke.

Efter 10 års ulykkeligt ægtskab forlod hun Walter, og kort efter brød hun sit løfte om ikke at afsløre sandheden om "de storøjede børns" sande ophav. I oktober 1970 fortalte hun således en journalist sandheden, hvilket selvfølgelig ikke huede Walter, der anklagede hende for alt muligt, inklusiv sexuel frustration. Disse stridigheder bølgede frem og tilbage, men ophavsretten til malerierne blev afgjort, da en dommer bad dem begge male et billede af et barn med store øjne. Da Walter - der nu var vildt fordrukken - ikke kunne, (angiveligt fordi han havde en øm skulder), vandt hun retssagen og fik tilkendt en erstatning på $ 4 millioner, som hun dog aldrig fik udbetalt. Senere blev hun gift med en anden mand, som hun tilsyneladende har været meget lykkelig med.

https://people.com/archive/margaret-keanes-artful-case-proves-that-she-and-not-her-ex-husband-made-waifs-vol-25-no-25/

 

https://www.theguardian.com/artanddesign/2014/oct/26/art-fraud-margaret-walter-keane-tim-burton-biopic 

 

https://www.keane-eyes.com/about-margaret/