Mine smagsløg råber HJÆLP!!!

 

                                                                 Bacon med chokolade

Jeg tror ikke denne variant af chokolade er noget for mig, men derfor kan det da godt være, at den fungerer for andre. Lige i øjeblikket er det mig dog umuligt at komme i tanke om eventuelle liebhavere af en så speciel delikatesse, men dermed ikke være sagt, at de ikke findes. Det springende punkt for mig vil være at finde nogen, der ikke synes, at de to smagsoplevelser strider imod hinanden: fedt over for noget sødt. Jeg kan ikke se, at de passer sammen, meeen ....

Det samme gælder denne egentlig ret nydelige pizza, der dog har vakt enorm modstand på Facebook. Både anti-vegetarer og ellers ret afslappede personer med stor forkærlighed for pizzaer, burgere og den slags fóer ud med bål og brand over denne "ulækre madvare". Er den mere ulækker end så meget andet? Næh, og retten er da pæn at se på.

Denne delikatesse vakte ikke forargelse, men latter, for hvem har dog hørt om noget så tosset? Ingen af de adspurgte kunne forestille sig, at det var noget, de ville sætte tænder i, om så der var hungersnød! Andre kombinationer med chokolade blev også mest set som latterlige af dem, jeg spurgte. Kun pizzaen med broccoli vakte direkte forargelse, hvilket jeg tager som tegn på, at inkarnerede kød-spisere har mere fastgroede vaner end dem, der elsker alt sødt. Sært: jeg ville have troet det var omvendt, for jeg ved, at udtrykket "en sød tand" dækker over en ægte sandhed, medens jeg ikke var klar over, at retter lavet med pølse-garniture af afdøde dyr havde en så stor fan-skare.

Forleden så jeg en notits om nye "lækkerier" i form af glaserede orme. De var angiveligt direkte sunde, fordi de regnes for at være meget protein-holdige. Det tror jeg såmænd gerne, men Fanden tage mig, om jeg vil spise den slags! Jeg er dog godt klar over, at den dag kan komme, hvor mennesker priser sig lykkelige over at finde sådan noget som f.eks. en håndfuld regnorme. Mennesker har jo også på et eller andet tidspunkt i menneskehedens historie besluttet sig for at erklære snegle for en delikatesse. Det betyder så, at konservative madvaner måske ikke holder i fremtiden, hvis vi skulle blive presset af sult, sygdom eller krig. Jeg ville ikke være forarget over den slags, men her og nu synes jeg, det meste af den slags som menneskeføde er dybt ulækker ... 

 

https://www.popsci.com/story/diy/best-ingredient-combinations-book/?utm_source=internal&utm_medium=email&tp=i-1NGB-Et-RX5-19Xsdg-1c-167BW-1c-19WqSN-l5GPFiCPGX-1Pwr7z 

https://www.eatthis.com/weird-food-combinations/

 

https://www.revolution-bars.co.uk/blog/9-weird-chocolate-combinations-that-are-actually-awesome/ 

https://www.sheknows.com/food-and-recipes/articles/961641/chocolate-broccoli-cookie-recipe

 

Tudor-rosen

Hvis Henrik VIII's yngre søster, Mary Tudor (1496–1533), lignede sit portræt, så var hun virkelig yndig som en rose. Hun blev i hvert fald regnet for en stor skønhed, og kong Ludvig XII af Frankrig blev regnet for heldig at få hende til kone. Formålet var - som sædvanlig dengang - dynastiske hensyn: han var 30 år ældre end sin 18-årige brud, men havde - til trods for to tidligere ægteskaber - endnu ikke produceret en tronfølger. Det siges, at hans alt for entusiastiske anstrengelser for nu endelig at få den ønskede arving førte til hans død i 1515, dvs. tre måneder efter brylluppet. 

Som børn havde Mary og hendes bror, Henrik VIII, stået hinanden nær. Han havde også opkaldt sin ældste datter, Mary, efter hende, hvilket vel var en hæder for begge disse kvinder.

Nu, hvor hans søster var blevet enke, var han i hvert fald bekymret for, hvordan han fik hende, der jo var Frankrigs dronning, hjem til England igen - samt sikrede de værdier, hun havde bidraget med. Derfor sendte han sin betroede mand, Charles Brandon, 1st Duke of Suffolk, for at hende hende, idet han dog advarede ham imod at blive endnu mere forelsket i Mary, end han var i forvejen. Det lovede Charles, men han brød dog hurtigt sit løfte, måske også fordi Frans I, der fulgte Ludvig XII på tronen, var interesseret i den smukke prinsesse, selv om han dog allerede var gift med dronning Claude, der imidlertid havde helbredsproblemer og døde kort efter Ludvig XII.

Ja, Frans var en flot fyr, men Mary valgte nu alligevel hertugen, Charles Brandon, selv om hendes bror var imod forholdet. Faktisk blev de gift i al hemmelighed allerede i Frankrig, således at han blev hendes anden mand og hun hans tredie kone. Selv om Henrik VIII rasede, og det kunne være endt med Charles' henrettelse, så blev de dog gode venner igen, bl.a. fordi Charles var ekspert i at smigre sin svoger og også gav ham rige gaver. 

Mary og Charles fik fire børn, 2 piger og 2 drenge, og de blev bedsteforældre til Jane Grey, der var Englands dronning i ni dage i 1553, før hun blev afsat og halshugget. En tragisk skæbne, også fordi hun slet ikke ønskede at blive dronning. 

Da Mary døde i 1533, giftede Charles Brandon sig hurtigt igen, denne gang med den 14-årige Catherine Willoughby, der egentlig var forlovet med en af hans og Marys sønner, der dog blev regnet for ung til at gifte sig. Man mener, at dette ægteskab blev indgået for at sikre slægten hendes besiddelser, men det førte nu til en udvidelse af børneflokken med to sønner.

 

Klap i!!!

Der har ordentlig været rivegilde i et par danske partier for nylig, og det er pinligt, fordi det BL.A. afslører noget der ikke burde være en del af vore dages samfund: de krænkende mænd har forventet, at de befamlede, krænkede, etc. kvindelige partifæller - for det er de jo!!! - har holdt kæft med de overgreb, de har været udsat for. Mændene har helt sikkert ikke set det, de har gjort, som "noget særligt", blot en "uskyldig flirt" eller en "føler". Det gjorde mange af kvinderne sikkert også dengang, men MeToo-bevægelsen har sat fokus på noget, der både er og ikke er fornærmeligt.

Sådan en fyr som Harvey Weinstein, der i årevis har forgrebet sig ustraffet på kvindelige medarbejdere og andre, er utvivlsomt vildt forbløffet over, at det nu skal være forbudt, for "sådan har det jo altid været". Ja, det har det, men det er blevet fortolket forskelligt op igennem tiden og i forskellige kulturer. 

Før i tiden, (og her tænker jeg såmænd bare en 10-20 år tilbage), blev den slags episoder skubbet ind under gulvtæppet samt forsøgt "forklaret" med noget i kvinders adfærd, der tændte mændene, så de ikke kunne styre sig selv. Tolkningen af disse fænomener var hjemmestrikkede teorier om drifter og intentioner, for medens det ene køn altså var "ustyrligt", fordi dets biologi gjorde, at det var i sine drifters vold, så var det andet såmænd nok "selv ude om det". Det sidste skyldtes til dels, at en anerkendt - og forventet - del af kvindens samfundsrolle var at gøre indtryk på mænd. Noget, der også var med til at give hende status blandt kønsfæller. (Dette er faktisk noget, der ikke bør ignoreres, selv om det måske ikke umiddelbart lyder som noget, der har en særlig betydning).

Den hånd er ligesom krøbet lidt for højt op, men "hun lagde såmænd nok selv op til det"

En kvinde, der ikke fik/får mandlig opmærksomhed, blev/bliver regnet for en social fiasko. Sådan er det stadig (i hvert fald til en vis grad), men nu har kvinder andre karrieremuligheder end mand og børn, og så gider de ikke længere at lade sig forvise til rollen som objekt, når de kan være subjekt. Desuden vil de i højere grad både give og modtage opmærksomhed. Før eller senere får vi nok også MeToo-sager med omvendt fortegn, hvor en kvinde er "kommet til" at lægge hånden på et mandelår ....

 Ligner en gensidig flirt, men kan være en kvindes snedige forsøg på at fange en rig ægtemand

 

Hvad de nye sager angår, så har jeg studset over, at mange af de overgreb, der nu kommer for dagens lys, ligger rigtig mange år tilbage i tiden. Et eller andet har altså fået kvinderne til at holde mund med deres oplevelser, hvilket jo nok er det faktum, at det blev forventet af dem. Desuden: hvem går rundt og husker den slags episoder i ti år? Det normale ville efter min mening være, at de registrerede det og så ellers glemte det. At bære nag for noget, der ikke er mere end en mands forsøg på en "flirt", forekommer mig meget underligt. Han "forsøgte sig", men overfaldt hende jo ikke direkte, for der er jo et spring fra forførelsesforsøg til voldtægtsforsøg.

 

Se, her har vi et virkeligt alvorligt overgreb, og den slags bør selvfølgelig ikke kunne ske. Hvad der kan forhindre det, er jeg dog ikke helt sikker på, men dette overfald og mord er nok sket som følge af en kulturel foragt for vestlige kvinder. Kulturforskelle giver jo også helt andre spilleregler for kønnenes omgang med hinanden ....

 

Hvis en af de krænkede kvinder i de nye, danske sager havde fortalt om "dengang MØ eller FK tog mig på låret", så ville det sandsynligvis være blevet opfattet som en form for "praleri" = "se, MØ/FK er vild med mig!" Nu derimod bliver episoderne opfattet som en kæmpe-overgreb, og det er meget interessant, for sandheden ligger jo nok et eller andet sted midt imellem disse to tolkninger ...

 

Når det er så uheldigt med disse episoder i et politisk miljø, så skyldes det, at den befamlede, krænkede eller direkte overfaldne kvinde ved denne handling bliver omdefineret fra ligeværdig kollega med selvbestemmelsesret til brugsgenstand. Det er jo ikke en holdbar situation for folk, der angiveligt står lige. Hvis det kan påvises, at en kvindes afslag fik karrieremæssige følger for hende, så ser sagen anderledes ud, for det skal kvinder ikke udsættes for ....

 

 

 

 

Løst og fast om lidt af hvert ....

Det er unægtelig en sær tanke, at vores planet - Jorden - blev set udefra for allerførste gang i 1946. Før da havde mange imponerende astronomiske beregninger, (som jeg ikke vil forsøge at gengive), bevist dens form og placering i forhold til andre planeter. At den nu blev set udefra som det, den jo er, svarer på en vis måde til at man opfandt spejlet og ikke bare så sit spejlbillede i vandoverflader og lignende, men i noget langt mere afslørende. Den sande gengivelse af ens billede gør alting meget konkret: sådan er det, lev med det eller lad være. Mange har fået et chok, når de har set sig selv, medens der nok også er dem, der leder forgæves after noget, der virkelig kan reflektere deres spejlbillede, for de hører til dem, der går i ét med tapetet. De er der, men ikke som et genkendeligt billede af det individ, man tror, man er ....

Nogle selvportrætter er helt forvrængede, men siger samtidig meget mere om den portrætterede, end hvis de havde været super-realistiske. Det gælder f.eks. nedenstående portræt af J.F. Willumsen (1863-1953), der kredser omkring den nye viden inden for astronomien, men sammenkobler den med religiøse forestillinger. Jeg synes, det er et smaddergodt billede, men tager for givet, at ikke alle opfattede kunstneren som en tiger, der svæver rundt ude i himmelrummet, og at de blev forbløffede over denne selvopfattelse.

Nu vi er i gang med himmelrummet, så er den lille-bitte prik, der angives med den røde pil, altså vor jord - vort hjem. Når man ser himmelrummet på den måde, så er det lige til at grine ad, for i århundreder, ja, vel nærmest årtusinder, har vi troet, at vi mennesker var centrum for det hele? Hvem har dog bildt os det ind? Tjah, det er vel religionen, for den har jo altid haft gang i vor påståede ophøjelse i forhold til alt og alle her på jorden. Jeg  mistænker, at det er det med Adam, der navngav alle dyr, der spøger i den slags selvforherligende forestillinger.

 

Nej, hverken rummet eller skabelsen er centreret omkring os. Vi er en del af noget meget stort, og det er der sikkert også andet, der er, selv om vi ikke kender det. Her tænker jeg på E.T.'er fra andre planeter, men også ukendte arter her på jorden. 

Vort hovmod, når det gælder folk og fæ på jorden og andre steder, er utroligt. Det er både naivt og tåbeligt, så også af den grund har vi rigtig godt af at finge dyrearter, vi troede var uddøde. 

Der er f.eks. det nuttede det flyvende egern, som man troede var uddødt for 70 år siden. Det var det aldeles ikke, for det levede i Pakistan, hvor det minsandten bliver tillagt magiske egenskaber både som elskovsfremmende, da dets urin regnes for et elskovsmiddel. Hvordan det virker, er jeg ikke klar over, men det skulle være mægtig effektivt. Til gengæld kan dets skrig ses som et varsel om, at ens kæreste er død, så man kan sige at det ene vejer det andet op ....

 

Én i masken!

Nu pynter jeg aldrig ret meget til de forskellige højtider, der aldrig rigtig har appelleret til mig, så det kan jeg altså ikke slå tiden ihjel med. Eftersom den forbistrede Covid-19 tilsyneladende nu har startet sin anden bølge, er jeg - og mange andre med mig - ellers bedst tjent med at blive hjemme og undgå kontakt med mulige smittebærere. OK, siger jeg bare, det har jeg sådan set ikke noget imod, men på et eller andet tidspunkt har man altså fået nok af TV-kiggeri, læsning, etc., og hvad så? 

Dagens banbulle

Situationen får mig til at spekulere over det moderne menneske og behovet for at "slå tiden ihjel", hvilket ret beset er et frygteligt udtryk, der bygger på en endnu værre ide: tid er det, der udgør vores liv og opmåler det, så man burde jo ikke ligefrem myrde den tid, man har fået tildelt ....

Hvad Corona angår, så er den møgirriterende, fordi man endnu ikke har fundet et probat middel imod den. Man ved heller ikke, om de masker, vi er blevet anbefalet, har en reel virkning. Er de bare en form for "sutteflaske", der skal berolige os, måske på et falsk grundlag? Er diverse lockdowns, masker og håndsprit midler til at få os til at tage sygdommen alvorligt, uden egentlig at gøre en forskel? 

Min egen holdning er, at det vel ikke kan skade, så hva' pokker, på med masken, frem med håndspritten, etc. - i hvert fald ind imellem, for ligesom så mange andre er jeg ikke konsekvent: somme tider gør jeg det, men ikke altid .... 

Manden hvis liv blev ødelagt af guld

Her har vi Johan August Suter (1803-1880), der på et tidspunkt var en af verdens mest velhavende mænd. Han er som en legemliggørelse af det gamle ord "pris ingen lykkelig, før han er død", for ikke blot opnåede han stor rigdom, men han oplevede så sandelig også at miste den - og det endda på en nærmest ironisk måde, fordi store, naturlige forekomster af værdier på hans jord blev denne rigmands undergang ....

Suter - oprindelig Sutter - var en ikke-succesfuld schweizisk butiksindehaver, der måske også havde militær baggrund. Han forlod sin familie i 1834 for at prøve lykken i Amerika og tog først til New York, hvor han skaffede sig midler til dagen og vejen ved hjælp af vekslende jobs, lige fra tandlæge til konservator af døde dyr. Eftersom han  elskede nye udfordringer og spændende oplevelser, tog han dog videre til den mexikanske provins, Californien, for at prøve lykken dér. Efter en utrolig lang og vanskellig rejse nåede han frem til det, der på dette tidspunkt ikke bestod af meget andet end et sølle fiskerleje med det for nutiden så spændende og tillokkende navn San Francisco.

Efter en diskussion med guvernøren erhvervede han retten til at oprette en koloni, som han gav navnet New Helvetia. Her byggede han bl.a. butikker, savværker og forskelligt andet. 

I løbet af ti år voksede denne tidligere så sølle koloni sig stor, og det gjorde Suters bankkonto også. Faktisk er der dem, der mener, at han på dette tidspunkt af sit liv meget vel kan have været verdens rigeste mand. Han havde i hvert fald rigtig mange penge i flere europæiske banker. Ironisk nok var det fundet af andre store værdier, der knuste hans status som rigmand, da en af hans savværksarbejdere fandt guld på hans jord i 1848. 

Rygtet om, at det nærmest lå frit fremme og var lige til at samle op, lokkede folk til fra hele verden, selv om Suter gjorde, hvad han kunne for at holde fundet hemmeligt. Noget, der altså ikke lykkedes ham.

Invasionen af mere eller mindre lovløse guldjægere betød, at hæderlige forretningsdrivende så sig rendt over ende af disse vilde horder. Butikker, farme og andre foretagender blev forladt og stod tomme. Suter havde slået sig ned på en af sine afsidesliggende gårde, hvor hans kone og (på det tidspunkt) tre børn, som han jo ellers havde ladt tilbage i Schweiz, kom og sluttede sig til ham. 

                                                                    Suters kone, Anna

Familien gik i gang med at dyrke jorden og drive farmen, hvilket var en succes, men måske ikke lige det, den tidligere savværksejer og butiksindehaver Suter havde drømt om. Efter at være rejst tilbage østpå tilbragte han i hvert fald trist nok sine resterende år med nytteløse og meget dyre retssager samt klager over de tabte værdier. Det fortælles, at man åbenlyst gjorde nar ad ham og hans klager, og at han døde meget fattig, da en dreng ville drille ham ved at fortælle en løgn om, at regeringen havde tildelt ham en erstatning på $ 100 millioner.
 

https://www.greelane.com/da/humaniora/historie--kultur/john-sutter-launched-california-gold-rush-1773626/

 

Hofelefanten Abul-Abbas

 

                                                                   Kejser Karl den Store

Karl den Store (742/747/748-814) blev kronet som romersk kejser i år 800 e.Kr.. Inden da havde han underlagt sig det meste af Vesteuropa, og han regnes for grundlæggeren af moderne lande som Frankrig og Tyskland. Han var altså en magtfuld hersker, som andre herskere i samtiden måtte regne med som en meget vigtig faktor inden for storpolitikken. Man kan sige, at han var en, man skulle holde sig gode venner med, hvilket nok er grunden til, at kaliffen af Bagdad forærede ham en elefant. Disse dyr var meget værdifulde, da de tjente som datidens "tanks" i krige, hvor der ellers kun var fodfolk med lanser eller sværd og ryttere med buer eller armbrøste. 

                                                                 Statue af Karl den Store

Man kan sige, at kejserens østlige pendant var kaliffen i Bagdad, Harun-al-Rashid (763/766-809 e. Kr.), for han var også en mægtig politisk skikkelse med megen magt. Han repræsenterede et enormt rige, der gik fra Middelhavets kyster og Spanien ned gennem hele Mellemøsten. Dvs. at hvis der var nogen, der kunne forsyne en kongelig "kollega" med en elefant, så var det ham, og i 801/802 modtog Karl den Store elefanten Abul-Abbas som en gave fra ham.

Som tykhuder var krigselefanter altså det ultimative våben, hvis evne til at modstå angreb, nedtrampe ens fjender og skræmme hans heste, så der opstod totalt kaos, fuldstændig uovertruffen, i hvert fald i en vis periode.

Hvad Abul-Abbas angik, så blev den nu nærmest et kæledyr ved kejserens hof. Som sådan blev den passet og plejet efter alle kunstens regler. Den fik dog ikke helt lov til at glemme sine færdigheder som krigselefant, for den kom minsandten i kamp med den danske kong Godfred i år 804 e.Kr..  

Ifølge legenderne døde "kæle-elefanten" efter en tur i Rhinen, der gav den lungebetændelse, men det skete først i 810 e. Kr., og inden da var den et værdsat husdyr ved kejserhoffet.

 

https://archive.aramcoworld.com/issue/197702/an.elephant.for.charlemagne.htm