Fattig blandt rige

 

Fattigdom har sine egne grimme udtryksformer, af både individuel og social art. Når man ser en så nedbøjet tigger som ham her, så er han et markant udtryk for begge dele: 1) han er røget igennem samfundets sikkerhedsnet, og 2) han er et billede på den individuelle fattigdom, der rammer mange i det, vi kalder "hårde tider". Dette udtryk antyder, at der er tale om noget forbigående, men i virkeligheden kan det vare et helt liv for nogle. 

Hvordan man end udtrykker det, så er 8 millioner ny-fattige en tragedie, og det viser noget om, hvor sart det amerikanske "enhver for sig selv"-system er. Hvis disse mennesker før i tiden har levet i (relativ) økonomisk tryghed, så er de nu havnet i en forbandet situation, som mange måske aldrig kommer ud af igen. Nogle vil opleve, at både de og deres familie bliver så trængt af økonomiske hensyn, at det vil påvirke flere generationers trivsel i stort og småt. De kan blive presset ud i alvorlig kriminalitet og ende Gud-ved-hvor i det sociale system.

Som så ofte før, når det drejer sig om penge og menneskelige forhold, så kommer jeg til at tænke på Jane Austen og hendes både morsomme og skarpe analyser af samfundsforhold. Fordi hun i den grad har blik for det, der afhænger af en sund økonomi, så får hun gang på gang sagt noget væsentligt om køn, karriere og penge. Jeg har for kort tid siden genset en filmatisering af "Fornuft og følelse", selv om "Stolthed og fordom" er min yndlings-Austen, og jeg næsten altid automatisk vælger den, når jeg er i Austen-humør. (Det viste sig nu, at begge disse film fortjener ros til den forfatter, hvis værker de bygger på).

At have tre ugifte døtre, men kun £ 500 om året er sørme ikke let. Pigerne kan hurtigt blive forvandlet til enten ultra-fattige "pebermøer" eller forførte og ulykkelige damseller, bl.a. fordi der er rigere damer i farvandet, der kan lokke deres hjertenskær væk. Jeg forstår faktisk begge køn, set ud fra den sociale kontekst, hvor man hurtigt ryger til bunds og aldrig kommer op igen. Willoughby er måske en skiderik, da han skrotter den søde og følsomme Marianne for den rige Miss Grey, men hans valg er efter min mening ikke komplet uforståeligt set ud fra de økonomiske realiteter i datidens samfund.

Udtrykket "new richs" - noget vi før har kaldt "parvenu" - dækker en speciel vulgær form for adfærd, som der hurtigt kan blive skabt vittigheder over, men "new poor" er et nyt og måske ikke særlig brugt kendt udtryk, selv om den samfundsgruppe, det beskriver har eksisteret - eller er dukket op igen og igen - igennem historien. Det er da også mit indtryk at netop disse mennesker ofte er (eller forvandles til) forslagne livskunstnere, hvis de da ikke dykker nedad i vrede og bitterhed. Noget, der så igen lægger op til et spørgsmål: hvad kan man klare sig for, og hvor meget har man egentlig brug for i et ganske almindeligt liv? 

Sådan er der vist mange, der lever, og hvis cirklen er stabil, så de ved, at de får tilstrækkeligt til det absolut nødvendige, så burde det ikke være det helt store, ødelæggende problem for fornuftige mennesker. Hvis man lever over evne, så opstår der mange problemer, og der er sikkert dem, der skal opleve det på egen krop, om jeg så må sige, for virkelig at forstå at det ikke er nogen god ide. Jeg har mere respekt for fattige flaskesamlere end for Café Latte-folkene, men jeg forstår godt, at mange ser de førstnævnte som et skræmmebillede. Efter min mening er det imidlertid sådan, at de heldige, sande livskunstnere er dem, der formår at finde det rette forhold mellem næring og tæring. Når/hvis man får det lært, så er en lille indkomst egentlig ikke noget særligt problem - og bør heller ikke være det ....

 

 

 

 

Det velbehagelige gys

Er der noget så hyggeligt som uhyrer, der jagter mennesker, men ikke fanger dem? Ja, som måske tilmed bliver nedlagt af tapre jordiske helte. Den slags giver et boost til den menneskelige selvforståelse som den ypperste skabning på vor planet - Guds udvalgte faktisk! Meget fornemt og ikke spor i tråd med historiske og biologiske fakta, men skidt med det: vi mennesker trænger til at boost i ny og næ, og hvis ikke andre vil give os det, så kan vi da heldigvis selv ....

Ikke mindst havene er altid blevet set som en tumleplads for uhyrer af forskellig slags. Nogle - sådan som f.eks. Loch Ness-uhyret, Nessie - ligner forhistoriske forhistoriske dinosaurer, medens andre har skikkelse af kæmpe-blæksprutter. Disse siges at omklamre skibe og trække dem ned med mand og mus, og det er sådan en krabat, besætningen på "Abraham Lincoln" i Jules Vernes's science fiction-roman "En verdensomsejling under havet" tror, de står overfor. 

I virkeligheden er det dog den geniale videnskabsmand Kaptajn Nemo, der har bygget en enorm og også uhyggelig undervandsbåd ved navn "Nautilus", der ligner et søuhyre. Sådan er det selvfølgelig tit med de uhyrer, vi mennesker enten jagter eller rykker tilbage fra, for det er jo vores egen fantasi, der har skabt dem. 

Havmænd og havfruer ligner menneskelige hybrider af slanger eller store fisk, så det er faktisk skuffende, at danskeren Japetus Steenstrup, der var specialist i bløddyr, i 1854 tog det magiske ud af myten ved at påstå, at de bare var blæksprutter, som folk havde set, men ikke forstået, hvad var. ØV! siger jeg bare .... 

Legenderne om søuhyrer optræder verden over som dele af den lokale mytologi. De kan sørme også findes i Biblen, hvor Jahve udkæmper en drabelig kamp med søuhyret Leviathan: bl.a. Salmernes Bog 74:14 og Jobs Bog 40:25 – 41:26. Da Jahve nu engang er Jahve så lykkes det ham selvfølgelig at knuse uhyret, hvilket han lader til at være meget stolt af, da han bruger sejren i sin retfærdiggørelse over for Job ved direkte at prale af den. 

Her i Norden har vi den gruopvækkende Kraken, hvis form ikke ligger fast, for nogen beskriver den som en kæmpestor slange, medens andre siger, den er blæsprutte-agtig. Den er i hvert fald et frygteligt, glubsk uhyre, der kunne give mangen brav sømand sved på panden. Man sagde i hvert fald, at det var livsfarligt at møde uhyret, da det åbenbart havde smag for menneskekød.

Mit eget nordiske søuhyre er dog søslangen, Midgårdsormen, der er Lokes søn. Det skyldes måske, at jeg altid har haft en svaghed for Loke, der er så snu og fræk, at han snører guderne den ene gang efter den anden. Hans søn er mere en muskel-fyr, men dog ellers ganske kløgtig, da han f.eks. overlevede Odins forsøg på at dræbe ham.

Thos og Midgårdsormen har et par drabelige kampe, men først ved Ragnarok får de bugt med hinanden. Dér vil Midgårdsormen forlade havet og komme op på land for at møde Thor til det endelige opgør, hvor guden dræber uhyret, men selv dør af dens gift. En yderst passende død for dem begge, der dog ikke har dræbt legenden om dem og deres kamp. Begge kan genfindes i direkte eller indirekte form i nutidige film og videoer om den evige kamp mellem helt og uhyre.

PS: det bør ikke glemmes, at i den virkelige verden er blæksprutten faktisk et meget intelligent dyr: 

https://udforsksindet.dk/mysterierne-omkring-blaeksprutters-intelligens/

 

Parfumeret stinkdyr

Et stærkt udtryk for lugtes magiske virkning: her får en ræv et skud stinkdyrs-"parfume" og bakker væk så hurtigt, den kan. Man ser på dens sammenknebne øjne og bagbenets løftede tilstand, at oplevelsen har været mere end overvældende, og at den alligevel ikke skal have noget af at få sig en dejlig stinkdyrs-steg. Det lille, stribede dyr forekom ræven nem at overvinde, men i dette tilfælde er der intet, der er, som det ser ud. Iøvrigt er det interessant, at hvor andre dyr, der står på et rovdyrs menu, gør alt for at skjule sin kropslugt, fordi det så nemmere kan gemme sig, så bruger stinkdyret sin hørm som våben - tilmed et meget effektivt våben.

Ja, nuttet er den, og det siges, at de kan blive vidunderlige kæledyr, men så skal man altså få fjernet en analkirtel af en eller anden slags. Hvis ikke, ja, så har man fået et kæledyr med et meget virkningsfuldt våben imod kontaktglade mennesker ....

Marilyn Monroe har angiveligt selv sagt, at hendes "nattøj" bestod af nogle dråber af parfumen Chanel No. 5, og så er det da også passende, at hun reklamerer for den. Nu er der bare det, at hun også var kendt for sin modvilje imod personlig hygiejne, noget hun (også angiveligt) sagde skyldtes, at hun havde fået at vide, at "kropslugt er sexet". Hendes job som type-cast skuespiller bestod jo simpelthen i at være sexet, at symbolisere sex og skønhed, men hvad den sexede kropslugt angik, så er det nu ikke så enkelt, som hun (måske) gjorde det til. Snavsede mennesker lugter bare ikke godt 

Disse legemsdele er kendt for ikke at lugte særlig godt. Man skal i hvert fald være fod-fetichist for at påskønne deres specielle lugt. Det mærkelige er dog, at heller ikke fodsved lugter af noget i sig selv, for det er altså svedens kontakt med de bakterier og affaldsstoffer, der er på vores hud, der skaber duftene. God, frisk håndværker-sved lugter så sandelig også anderledes end daggammel sved fra en person uden adgang til et badeværelse.   

Parfumer udvikles og sælges til priser, der sjældent ligger i den lavere ende. Chanel No. 5 har holdt skansen, men der er sandelig kommet meget andet til. Iøvrigt har man kendt parfumen som skønhedsmiddel fra det, man kalder "de ældste tider". Disse går i hvert fald tilbage til de gamle faraoner og blev senere videreudviklet af romerne og araberne. Det formentlig ældste parfumeri blev fundet på Cypern i 2004, og det var fyldt med fade, tragte og parfumeflasker. I Europa blev parfumen introduceret med Islam i 1400-tallet (Wikipedia). 

 

https://getpocket.com/explore/item/the-best-way-to-wash-your-face-is-actually-a-200-year-old-method

https://thoughtcatalog.com/rachel-hodin/2014/03/11-beautiful-people-who-were-epic-slobs/

 

http://www.factfiend.com/marilyn-monroe-slept-dirty-plates-full-food/ 

 

https://netdoktor.dk/kroppens_dufte_og_signalstoffer.htm 

 

 

Fængsel, mord og kunst

Den amerikanske kunstner Richard Philips (f. 1962) er en hyper-realistisk maler med en meget speciel livshistorie. Han har haft succes som kunstner inden for flere felter, både med sine malerier, men også som skaber af kortfilm om Sasha Grey og Lindsay Lohan. 

Desuden har han været tilknyttet Guggenheim Museet, men også "Playboy"-magasinet. Alt dette har han opnået efter først at have tilbragt mere end 45 år i fængsel for en forfærdelig forbrydelse,  han ikke havde begået. Som ung havde han en ven, der (i overført betydning) gav ham en kniv i ryggen for at redde sit eget skind: han beskyldte ham for et mord, han selv havde begået. I fængslet læste Philips jura i håb om at kunne finde en vej ud, men det lykkedes ikke, og han tilbragte altså over 45 år som uskyldigt dømt. Noget, der var med til at holde hans humør og håb oppe, var hans glæde ved at tegne og male.

Da Richard Philips blev løsladt, ville man tro, at han ville vælte sig i kæmpe-erstatninger, men spillede bl.a. retssystemets stærke uvilje imod at indrømme fejl ind. Han var anerkendt som uskyldigt dømt, og den såkaldte Wrongful Imprisonment Compensation Act burde udløse en erstatning på godt $ 2 millioner. Selv om Philips tydeligvis er et offer, der ifølge denne lov har krav på $ 50,000 for hvert år i fængsel, så har myndighederne i flere år snoet sig uden om deres forpligtelser over for ham. 

Han lever derfor af sin kunst, idet han sælger sine værker, bl.a. via det kunstgalleri, en af hans venner fik oprettet for ham, medens han stadig sad i fængsel.

Hvad enten man kan lide hans stil eller ej, så må man indrømme, at som selvlært har han nået langt. Han har skabt sig en karriere og et liv, hvor de fleste andre i en lignende situation ville være kuldsejlet både psykisk og socialt.

 

https://eu.detroitnews.com/story/news/local/detroit-city/2019/01/19/cleared-ex-convict-says-hes-forced-sell-paintings-he-did-prison/2580359002/

 

https://gagosian.com/artists/richard-phillips/ 

https://eu.freep.com/story/news/local/michigan/2019/01/18/richard-phillips-michigan-prison-artwork/2618014002/

 

Randy Andy

"Randy Andy" - alias den engelske dronning Elizabeth II's søn, prins Andrew, har altid været kendt som en charmør og festabe. Han er angiveligt sin mors yndlingssøn, hvilket måske hænger sammen med det faktum, at han ligner hende i udseende. Hendes andre tre børn ligner mest prins Philip, men Randy Andy er en køn fyr, der i type ligger tæt op ad div. populære Hollywood-charmører som f.eks. Tom Cruise og en ung James Spader. Han er helt sikkert vant til, at kvinder finder ham attraktiv og falder for ham eller i hvert fald er opmærksom på ham som mand og ikke "bare" som prins.

Og så rammer katastrofen, der minsandten har fået Randy Andy til at frasige sig alle prinselige pligter og gå i skjul for alt og alle: det korrupte Epstein-miljø afsløres som det, det er = en camoufleret form for verdensomspændende formidlingscentral af purunge piger til rigmænd. Man har set både Trump og Clinton fotograferet med inderkredsen, dvs. Jeffrey Epstein og Ghislaine Maxwell, men også sammen med prins Andrew. At blive associeret med denne inderkreds er ikke heldigt for en søn af Englands regerende dronning, men skyldes det en kongelig kynisme og arrogance eller ren og skær naivitet, at det er sket? Da han selv fik lejlighed til at forklare sig via et interview forværredes situationen, og mange tabte alt for ham, for han udviste ingen samvittighedskvaler eller medlidenhed med pigerne.

Diverse forsøg på bortforklaringer er ultra-pinlige. Der er billeder af ham med den unge kvinde, han lader til (mere eller mindre) at have "glemt". De var helt sikkert sammen, men det er svært - ud fra billederne - at opfatte deres samvær som så utrolig ubehageligt for hende, som hun senere har givet udtryk for. Er hendes smil påtaget? Nå ja, Epsteins kæreste, nære ven og medarbejder Ghislaine lurer jo i baggrunden, så det er det måske ....

Det, der ifølge interviewet optager prinsen mest, er altså ikke de uheldige sociale omstændigheder omkring de teenage-piger, der udgjorde Epstein-"varelageret". At de var fattige piger, og at de blev udnyttet, lader slet ikke til at være trængt ind - endsige bekymre ham. Det værste for ham er det skud for boven, hans forfængelighed som mand og sex-objekt, pigen giver ham ved at fortælle, hvor ulækker han var på grund af sved "som regn hen over hende". Desuden siger hun, at han havde "en underlig lugt", og da det nævnes i interviewet er det, så han får tårer i øjnene - altså ikke ved hendes og de andre pigers ulykkelige situation, men ved dette angreb på hans sex-appeal. Nå ja, han er jo også vant til at blive betragtet som en "steg", en laber fyr, som pigerne hellere end gerne vil være sammen med og ses med, så pigens udtalelser må være som at få gulvtæppet revet væk under fødderne. Han er tydeligvis ganske uforberedt på dette feminine bagholdsangreb. Jeg kan forestille mig, at det har været som et spark i mellemgulvet for en person, der er opvokset med en aldrig betvivlet status som smuk, hot, charmerende + også fornem. Alt i hans hidtidige liv bliver vendt på hovedet for ham ved hendes mildt sagt ikke smigrende udtalelser!!

Her ser man ham komme marcherende med Ghislaine i hælene, men hvor er han på vej hen i sit liv? Som mand føler han sig udstillet og svigtet, men som prins har han alligevel en rolle i familien, selv om han næppe nu vil være den glade og charmerende fyr, han var engang. Noget, jeg godt kan føle en vis medlidenhed over, for han blev virkelig ramt under bæltestedet ....

Handi eller ikke handi

Handicappede skal ikke tvinges til at knokle fysisk som ikke-handicappede, selv om det da er flot, at de gerne vil og også forsøger at gøre det. Sagen er dog den, at sådan et job som gadefejer kan øve et pres på denne mands eneste tilbageværende ben, der ender med en alvorlig omgang slidgigt i knæ, ankler og hofte, og hvad så? Hvis han er nødt til at arbejde på denne måde, så bor han sikkert i et land, hvor handicappede borgere ikke er beskyttet af love og regler. Dvs. at næste trin for ham næsten kun kan blive fattigdom og tiggeri, hvis benet sætter ud .... 

Dette virker umuligt, men han gør det jo altså. At han er en beundringsværdig, ung mand er der ingen tvivl om, men jeg gad nok vide, hvor meget dette arbejde belaster hans ryg og hofter, for det er vist mest dem, det går ud over. 

Fint, ja, flot, for hvilken social sikkerhed har de, hvis deres fællesskab lider skibbrud??? Formentlig ingen, og det er altså en skræmmende tanke for enhver, der ønsker dem det godt .... 

Herligt, men det sker nok kun i fantasien for de fleste med specielle behov, og intet i samfundet bør lægges til rette ud fra håbet/forventningen om et mirakel. Når det gælder socialt udsatte befolkningsgrupper, så er alt andet end ultra-realiteter uacceptable - BASTA!!!! - Dvs. at planen for handicappede bør være at bygge et sikkerhedsnet, samtidig med at man hjælper med at skaffe dem adgang til arbejdsmarkedet i jobs, der ikke udgør en fare for dem ... 

https://www.publicservicedegrees.org/careers/people-with-disabilities/

Når man overfaldes af irriterende omstændigheder - og er ligeglad

En skøn person!!! Et arrigt gespenst som mig føler virkelig misundelse over denne attitude!!! Desværre tror jeg ikke, det er alle beskåret at KUNNE møde det, der for dem er livets irritations-øjeblikke, med en sådan positiv modtagelighed over for det, alle andre beskytter sig imod. Trist nok ....

Ægte, medfødt glæde er en kostelig gave, der virkelig burde værdsættes endnu mere, end den bliver. De fleste, der er født med denne specielle evne til glæde, ser den vist snarere som noget selvfølgeligt og påskønner den derfor ikke altid. Sagen er jo den, at situationer som den med pigen i regnvejr får farve og kulør ud fra den måde, man oplever og tolker dem. For pigen er den vel nærmest lyserød, medens den for andre vi være kulsort ....

Det, man skal stræbe efter, er en udvikling af den barnlige begejstring for snart sagt hvad som helst, som vi jo er født med, men som forsvinder for de fleste af os, når vi opdager, at verden ikke er skabt for, men til os, og at den kan være meget anstrengende en gang imellem.

Alle oplevelser, afhænger af ens tolkning af dem. At kunne grine ad noget, der kan være farligt og/eller ubehageligt eller ikke ligefrem heldigt, er en uforlignelig evne, som jeg mener, man burde undervises, så den ikke forsvandt med barndommen.