Omsorg og respekt

Midt i min hidsighed er dette faktisk, hvad jeg selv går stærkt ind for og bestræber mig på: jeg mener ikke, at man bør afvise eller se ned på mennesker, der måske ikke længere er, hvad de har været. Hvis man lever længe nok, så havner man selv i en situation, der minder om denne gamle, nedbrudte mands, så også af den grund bør man gå ind for respekt og omhu over for de ældre. 

Disse tegninger viser demens og svækkelse fra en anden og meget vemodig side: kunstneren har tegnet og malet selvportrætter, men til sidst mister han helt fornemmelsen for sin egen personlighed og kan ikke genkende eller gengive sig selv.

Sådan husker man ikke den flotte og sexede Sean Connery: stærkt dement, men med sin hustrus støtte til det sidste. Man har også set ham vandre af sted sammen med en form for "livvagt", der skulle passe på, at han ikke kom galt afsted eller forvildede sig et sted hen, der måske ikke var sikkert for ham som tidligere superstjerne. Et trist syn, men det kan være prisen for at blive gammel, og han var omkring 90 år, da han døde. Ikke desto mindre meget vemodigt, når man tænker på hans uglemmelige frække, flotte og nok lige lovlig mandfolkede agent 007.

Sådan vil jeg helst huske ham, men jeg er da godt klar over, at dette ikke er hele billedet af den tidligere Agent 007. At han fik hjælp til at klare hverdagen og ikke bare sad hen er godt at vide, men hvor mange gamle og svækkede får deres egen "livvagt"? Det er vist ikke mange, og man skal sikkert være enten Sean Connery eller Prins Henrik for at være sikker på denne service. Andre er afhængige af mere eller mindre ukendte menneskers velvilje, og disse ukendte personer er faktisk os. Vi, der endnu ikke er rene vrag, er dem, de stærkt svækkede bør kunne stole på vil hjælpe dem. Her skal man så tænke på, at karaktermæssigt bliver man, hvad man gør, bl.a. for andre, så hvis man direkte ønsker at være et godt menneske, så må handling følge tanken og/eller ønsket ....

 

Trofast tjener

 

Dronning Alexandra med sine børn, George, kronprins Albert Victor, Prinsesserne Louise, Victoria og Maud.

Dronning Victorias svigerdatter, den danske prinsesse Alexandra (1844–1925), der var gift med kong Edward VII (1841–1910), var kendt for sin store skønhed, men det var kun et par af hendes børn, der slægtede hende på mht udseende. Dem, der lignede hende mest, var de to sønner og især prins Albert Victor, der på et tidspunkt blev mistænkt for at være Jack the Ripper. Noget, der senere er blevet modbevist, og der er nu udpeget en anden som den skyldige. Prinsen døde tidligt, og hans bror, Alexandras næstældste søn, der blev konge som George V (1865–1936), giftede sig med hans forlovede, Mary.

Jeg har altid syntes, at portrætterne af George V viser en svag og nærmest jaget mand. Kan det have noget at gøre med, at han svigtede sin fætter, Zar Nikolaj af Rusland, da han bad om hjælp til at redde sin familie fra bolchevikkerne? Aner det ikke, men på grund af mit indtryk af kong George V forbavser det mig egentlig ikke, at hans yngste søn, prins John (1905-1919), der var epileptiker og måske også autist, tilsyneladende blev set som en skamplet på kongefamillien og derfor stort set blev gemt væk, selv om han rent faktisk var nr. 5 i arvefølgen. Skammede den stramtandede dronning Mary og den formentlig svage kong George sig over deres syge søn? Sådan virker det umiddelbart, og det er, hvad mange, men ikke alle, historikere mener.

John var ellers en dejlig dreng, morsom og kvik, bl.a. ifølge dronning Alexandras søster, kejserinde Maria Feodorovna (: født som den danske prinsesse Dagmar) af Rusland. Heldigvis havde han én, der virkelig holdt af ham, og som tog sig godt af ham, nemlig hans barnepige, Charlotte Jane Bill (1875-1964), der blev kaldt Lala. Hun var kommet til som under-barnepige, men steg i graderne, da det viste sig, at over-barnepigen havde udviklet en uheldig psykisk sygdom, efter at hendes mand havde forladt hende. Det var tydeligt, at hun var stærkt imod fødslen af nye kongebørn, fordi hun selv var barnløs og led af psykiske vrangforestillinger omkring børn. Hendes job bestod jo i at passe og passe på disse seks kongelige børn, men i stedet forsømte og mishandlede hun dem direkte. Især lader det til at være gået ud over den senere Edward VIII (: Hertugen af Windsor). 

Lala, der i sin tid havde begyndt sin karriere som tjenestepige/barnepige med en ansættelse hos en læge, da hun var 13 år gammel, blev anset for at være den bedst egnede til at overtage hendes job, og det gjorde hun så i 1897. Sådan set havde hun ansvaret for pasningen af alle seks kongebørn, men hun tog sig især af prins John og passede ham meget kærligt indtil hans død i 1919. Hun var formentlig det menneske, den syge prins var mest knyttet til i sit korte liv.

Efter Johns død fik Lala en form for "æresbolig" på Sandringham. Hun giftede sig aldrig, men bevarede en høj stilling i kongefamilien. Bl.a.assisterede hun ved fødslen af adskillige konelige børn, bl.a. den nuværende dronning, Elizabeth II.

 

 

Den ikke-smarte nøgenhed

Maleren og billedhuggeren Maggi Hamblings statue over forfatteren, feministen og filosoffen Mary Wollstonecraft har vakt vild forargelse, fordi den med sin nøgenhed synes at være en hån imod alt, hvad forfatteren stod for. Vi i nutiden har oplevet kvindelig nøgenhed i mandeblade, film og malerkunst, men også i kvindemorderes fantasier, og vi er trætte af at se denne konstante seksualisering af kvindekønnet. Derfor opfatter vi ikke det, Maggi Hambling ønsker at sige med sin statue, men som hun ikke får udtrykt klart nok, da hun åbenbart ikke forstår feminismen og det, Mary Wollstonecraft stadig står for med sine modige og fremsynede værker.

Op igennem tiden har fremstillingen af nøgenhed i malerkunsten symboliseret en masse positive tilstande og oplevelser. Malere har ligesom forsøgt at genopfinde den paradisiske tilstand, der skildres i Biblen. Det er jo først efter at have spist af det forbudte æble, at Adam og Eva bliver uddrevet af Paradisets Have. Inden da var de uskyldige og ikke engang klar over, at de var nøgne. Med Syndefaldet kom bevidstheden om denne såkaldt syndige nøgenhed, og de dækkede sig til med blade. Så snart de var ude af Paradiset, fremstillede de også tøj til at dække sig med. Kroppen var nemlig blevet noget meget suspekt og skiftede sin symbolske betydning fra noget smukt og rent til det modsatte.

I billedkunsten har nøgenheden imidlertid beholdt sin status som et udtryk for noget smukt og rent, for sandheden og alt muligt godt. Jeg formoder, at det er derfor, Maggi Harding har taget for givet, at den bedste måde at fremstille Mary Wollstonecrafts styrke på var som nøgen. Dér har hun i mellemtiden glemt, at vor tids opfattelse af nøgne kvindekroppe er bleve besmittet af porno, vold og en reel kvindeundertrykkelse, der også er seksuel. Dvs. at baggrunden for valget af motiv kan have bygget på fornuftige ideer, men samtidig være aldeles tåbelig og uden forståelse for motivet. Samtidig med at jeg godt kan forstå Maggi Harding og hendes ideer, så forstår jeg også hendes kritikere: de har fået et forvrænget billede af en kvindelig normbryder, der den dag i dag er et symbol for andre kvinder, og det er altså snyd.

 

https://symbolleksikon.lex.dk/n%C3%B8genhed

 

 

Den falske prinsesse

 

Mary Baker (1792-1864) var en rigtig snydepels, og hun havde held med sine vilde bedragerier. Det mest bemærkelsesværdige var hendes selvopfundne prinsesse Caraboo, der mystificerede englænderne en tid, men også skaffede hende omsorg samt kost og logi.

Den 3. april 1817 blev der fundet en forpjusket og desorienteret, men ganske nydelig, ung kvinde, der talte et besynderligt og ukendt sprog. Hun bar desuden eksotiske klæder, som ingen havde set magen til før. De øvrighedspersoner, der fik ansvaret for hende, kunne ikke finde hoved eller hale i det, hun sagde, og de valgte derfor at sætte hende i fængsel for løsgængeri. Her fik hun imidlertid kontakt med en anden fange, nemlig en portugisisk sømand, der hævdede, at han forstod hendes sprog, og at hun var en prinsesse, der var blevet bortført af pirater fra sit hjemland, Javasu i Det Indiske Ocean. Dette var angiveligt grunden til, at hun virkede så desorienteret, for hun var havnet et sted, hun ikke kendte til. En vis Dr. Wilkinson trådte til og identificerede hendes sprog ud fra Edmund Fry's "Pamthographia". Desuden hævdede han, at nogle mærker på hendes baghoved var tegn på, at hun var blevet behandlet af orientalske kirurger.

Hun opførte sig yderst besynderligt for den tid, svømmede bl.a. nøgen, skød med bue og pil samt sov på gulvet. Alt sammen noget, der vakte stor opmærksomhed i samtiden. Aviserne skrev om hende, og hun fik megen opmærksomhed fra alle mulige personer. På et tidspunkt kom der også et mystisk brev, der angiveligt var skrevet af den detroniserede Kejser Napoleon, der ønskede at gifte sig med hende, men den del af historien er aldrig blevet verificeret og har da heller ikke megen troværdighed. Hvem skrev brevet? Formodentlig "prinsessen" selv - eller en af hendes fans. På dette tidspunkt var der én, der genkendte hende som en skoflikkers datter, der havde haft arbejde som tjenestepige forskellige steder, men havde været ude af stand til at holde på jobbet.

Gode råd var dyre, men så besluttede hun sig for at søge til scenen for også dér at give den som "Prinsesse Caraboo". Hun optrådte både i England, Frankrig og USA, men uden synderlig succes, og til sidst vendte hun tilbage til England under navnet Mary Burgess. Dette navn tilhørte i virkeligheden hendes kusine. Hun giftede sig med en mand, Richard Baker, og fik en datter. Omkring 1829-1839 skaffede hun sig en levevej ved at sælge igler til hospitaler, men så døde hun beklageligvis efter et fald den 24. december 1864. Hendes datter førte imidlertid hendes igle-forretning videre. Hun giftede sig aldrig,men levede alene med et hus fuldt af katte, indtil hun omkom i en brand i år 1900. 
 

http://hoaxes.org/archive/permalink/princess_caraboo 

 

Statue af en "måtte"

Dette billede af John Opie er det klassiske portræt af den engelske forfatter og kvinderetsforkæmper Mary Wollstonecraft (1759-1797), der har fået en renæssance i vore dage. Ikke bare feminister, men også historikere og litterater af forskellig art har fået øjnene op for hende og hendes radikale ideer om kvinder og kvindeundertrykkelse. I sit korte liv fik hun udgivet romaner, afhandlinger og en børnebog, men er mest kendt for "A Vindication for the Rights of Women", der har været som en åbenbaring for mange nutidige feminister. Indtil da var hun glemt eller i hvert fald kun set som den uortodokse og småskøre mor til forfatteren Mary Shelley, hvis fødsel førte til hendes død.

Mary har til gengæld skaffet sig noget nær udødelighed med sin roman "Frankenstein", der er kendt og elsket den dag i dag samt er blevet filmatiseret om og om igen. 

Da Mary Wollstonecraft døde, var hun gift med filosoffen William Godwin, der (måske ufrivilligt) ødelagde hendes ry ved udgivelsen af "Memoirs of the Author of A Vindication of the Rights of Woman", der simpelthen var for stærk kost for det snerpede England. Det forargede folk ikke bare at høre om hendes syn på kønnenes totale ligestilling, men også om hendes uortodokse livsstil med flere elskere inden ægteskabet med Godwin samme år, som hun døde i barselsseng med datteren, Mary.

I de få portrætter, der findes af  Wollstonecraft fremstilles hun som en nydelig, fuldt påklædt og ikke spor provokerende dame. Eftertiden forestiller sig hende i færd med intellektuelle sysler, og det havde man også taget for givet ville være tilfældet med den statue, der blev samlet penge ind til at få rejst i forbindelse med hendes i vor tid genoprettede ry.Den skulptør, man valgte, var den 75-årige maler og billedhugger Maggi Hambling, hvilket jo virker meget passende. Ingen havde åbenbart ventet at se forfatteren og filosoffen Mary Wollstonecraft foreviget af denne skulptør som en spinkel, nøgen kvindekrop uden antydning af tilknytning til intellektuelle præstationer. I stedet ser man en kvinde med en overmåde vildvoksende måtte af hår. 

Det er da muligt, at Mary Wollstonecraft så sådan ud uden tøj på, men hvad har det med hendes tanker, ideer og politik at gøre? Nøgne kvinder optræder i mænds sexistiske fantasier og blade, og derfor signalerer det uvilkårligt det modsatte af, hvad Mary Wollstonecraft stod for. Forargelsen er stor, for hvordan kunne det ske, at en statue af en heroisk skikkelse bliver forvandlet til intet andet end en SKIKKELSE??? 

 

T(-rut) i Rumpetten!!!

Det amerikanske valg har udviklet sig til en gyser. Ingen havde vist for alvor troet, at T. Rump kunne finde noget at udsætte på den proces, der (langt om længe) befriede verden for en amerikansk præsident, der er en skændsel. Ikke desto mindre er det lige præcis det, han forsøger, så han kan få omstødt Joe Bidens sejr. Men er der noget om det? Kan han have ret, eller er det virkelig rablet for ham?

Hmmmmmmmm - "beviset" er, at Pennsylvanias Højesteret traf en afgørelse om, at brevstemmer kunne tælles med 3 dage efter valget, hvis brevet vel at mærke var stemplet på valgdagen. Ret sært, for inden da havde den lovgivende forsamling i Pennsylvania besluttet, at alle brevstemmer, der var modtaget after valgstedernes lukning, var ugyldige. T. Rump hævder, at Pennsylvanias Højesteret derved har gjort sig skyld i en ulovlig lovgivning, fordi de er kommet med en forbudt tillægslov. T. Rumpetterne påstår derfor, at hvis alle brevstemmer, der er modtaget efter kl. 20.00 på valgaftenen afvises, så har Biden alligevel tabt.

Da T. Rump er en notorisk svindler, der har snydt sig igennem livet, så håber jeg virkelig, at dette argument afsløres som det, jeg tror, det er: HULT, grundløst fup! Så kan der endelig komme en ende på denne farce, og T. Rump kan sendes derhen, hvor han hører hjemme: i fængsel!!! At han ikke har opgivet at blive præsident fremgår dog af nogle forbløffende udtalelser fra folk med fingeren på den politiske puls: https://secondnexus.com/donald-trump-cillizza-2024-frontrunner?fbclid=IwAR1IP70iz-7237Ez5VUNEG7XLT5aoqLvVwAPQYroxoX97jR1vLc2DcbL_RY

 

https://www.nytimes.com/2020/11/13/business/porter-wright-trump-pennsylvania.html 

 

https://politiken.dk/debat/art7994532/%C2%BBTrump-har-ret-i-at-der-sker-massiv-snyd.-Men-det-er-bare-republikanerne-der-st%C3%A5r-for-det%C2%AB?utm_source=facebook&utm_medium=ads&utm_campaign=2020%20-%20Indholdskampagner&utm_content=Artikel%20-%20Lektor:%20%BBTrump%20har%20ret%20i,%20at%20der%20sker%20massiv%20snyd.%20Men%20det%20er%20bare%20republikanerne,%20der%20st%E5r%20for%20det%AB

Gnisten der giver liv

Et lys i mørket og en nødvendighed for den, der har tabt livsgnisten - eller aldrig har fået den tændt. Det forekommer mig tankevækkende, at denne gnist er en livsfornødenhed for både mennesker og dyr. Nok er der super-enegængere, der trives med total ensomhed, og som føler sig truet af artsfæller (mennesker eller dyr), der søger kontakt, men mon disse individer af dyre- eller menneskearten kunne leve et lykkeligt liv på en øde ø? Jeg tvivler, for nok holder jeg selv meget af ensomme stunder, men det gør jeg formentlig kun, fordi disse også er produktive - og kan erstattes med forskellige former for kontakt.

Et afgørende øjeblik i hele  to menneskers liv: man ser hinanden og erkender, at der er et bånd

Livsgnisten tændes ved kontakt med moderen, og hvis denne ikke fungerer, ja, så slukkes den igen, og det lille, nye menneske får ikke den udvikling, han/hun burde have haft. Derfor er det afgjort bedre at ikke være født end at være født som uønsket ....

Født og passet af en omsorgsfuld mor, der giver den kropskontakt, der er med til at udvikle det lille lam. Somme tider er det en menneskelig reserve-mor, der opflasker den nyfødte, og det fungerer også på det biologiske plan, men hvad med det sjælelige? Lammet aner jo ikke, hvad det vil sige at være et får, når det vokser op uden kontakt med andre får.

Denne dejlige hund har virkelig tabt livsgnisten. Den ser ikke bare deprimeret, men også hentæret ud. Har dens mennesker glemt at vise den omhu, eller er den blevet direkte mishandlet, fysisk og/eller psykisk? Et meget trist syn, der fint illustrerer, hvor vigtigt det er at bevare livsgnisten. Er den væk, ja, så er man faktisk døende, selv om det kan vare et  stykke tid, før man virkelig dør ....

Da denne hund blev fundet på en gade i Mexico, var den dækket af knuder og sår. Ikke desto mindre har den langt mere livsgnist end den forrige, der ligner en, der har opgivet alt, og som derfor bare venter på at dø. Denne meget syge hund har et vågent blik, og den opfanger tydeligvis det, den ser. Den er måske ikke tryg ved de mennesker, der har besluttet sig for at redde den, men den er til stede i situationen.

Mildt sagt et andet syn: glad vovse, der lever livet og har det sjovt. Sært nok, kan man sige, minder billedet mig om et af Hitler-tidens påfund: "Krafft durch Freude"-programmet, hvor de tyske borgere blev sendt på motivationsophold med sund kost, gymnastiske øvelser og hyggeligt samvær med ligesindede. Det var selvfølgelig i virkeligheden et omvendelses- og indoktrineringsprogram, men selve tanken om, at man fik "kraft" ved at have det sjovt lyder som en god ide. Livsgnist og livsglæde er jo forbundet ....

OK, lyset har brændt længe, og det er vist ved at være kaput, men gnisten er der stadig. Værd af værne om hos både én selv og andre ....

 Ja, sådan BØR det være, men det kan jo desværre være lettere sagt end gjort. Forsøge kan man dog ....