Når folk er meget dumme og/eller ondsindede

Den bilist, der efterlod sin ikke-handicapbil på denne måde er da et forfærdeligt r..vhul!!! Hvad bilder han/hun sig egentlig ind??? Det virker som chikane, også fordi denne parkeringsplads ikke er overfyldt med biler. Han/hun ville sagtens kunne finde en anden parkeringsmulighed, så jeg er altså forarget. Noget andet er, at det er svært at se, om parkeringspladsen opfylder et krav, der gør den egnet, eller om den bare er der, uden at nogen har gjort sig tanker om dens placering. Her tænker jeg på dens nærhed til det, der gør, at folk parkerer: er der langt til butikker eller arbejdsplads? Hvis det er tilfældet, så er det tankeløst at lægge pladsen lige dér.

Det her er jo helt vildt og ligner faktisk en HÅN - mon det er en tilsigtet design-fadæse? Hvis ikke, så burde visse byplanlæggere, arkitekter, etc. afgjort til at lære noget om specielle krav på grund af handicaps og/eller alder. 

Ja, det ligner altså en "killer-fælde", hvor kørestolsbrugere lokkes til at vove liv og lemmer for at komme ned. Op kan de nemlig ikke komme her ....

Jeg bliver mere og mere overbevist om, at arkitekter og designere SKAL gennemgå et specielkursus i indretning for handicappede. At komme med sådan nogle vanvittige indretninger er i hvert fald ikke bare udtryk for en form for chikane, men også dumhed og mangel på empati ....

Kongelighed og Avl

 

Den engelske prinsesse Charlotte Augusta af Wales (1796-1817) var en meget vigtig person i sin samtid, for som den eneste datter af den senere kong George IV, stod hun til at blive den næste kvindelige monark i England. George, der ved hendes fødsel var kronprins, var søn af den retlinede og meget moralske George III, der havde masser af børn, men ingen, hverken sønner eller døtre, der havde leveret en legitim tronarving. 

                                                   Et smigrende portræt af kong George IV

Alle George III's sønner fik vist nok børn med deres forskellige elskerinder, men som "uægte" var de ikke berettigede til at arve den engelske trone, så det blev besluttet at presse kronprins George til at gifte sig med sin kusine, Caroline of Brunswick. De to kunne ganske vist ikke fordrage hinanden, men hvad gør man ikke for penge, når man er en fattig prins med dyre vaner og en masse gæld? Nemlig, man lader sig presse, så gift blev de, og resultatet var altså den dyrebare arving, prinsesse Charlotte Augusta.

Charlotte Augusta, yndig og også meget populær

George havde altså leveret "varen", selv om hans kone var ham imod, og han var forelsket i en anden kvinde. Det uforenelige ægtepar fik da heller ikke flere børn, idet gemytternes uoverensstemmelser førte til en skilsmisse. Den lille prinsesse var overladt til sin fars omsorg, og den bestod mest i at få andre til at tage sig af hende. Hendes forældre var mere interesserede i at kæmpe om hende end i hendes liv og velbefindende, men det lykkedes dog moderen at se sin datter i ny og næ. Desuden var den lille Charlotte et meget sødt og omgængeligt barn, som alle kunne lide, også for hendes egen skyld.

Charlottes mor, prinsesse Caroline af Brunswick

 

Offentligheden levede med i Charlottes liv, ligesom den var meget optaget af hendes far, der levede et overmåde usundt liv med frådseri, druk og en talje, der voksede sig større og større. Der er vist ingen tvivl om, at han i bogstaveligste forstand åd og drak sig ihjel. Noget, der også har tæret på hans psyke, var det engelske folks fortsatte sympati for hans ex-kone samt den store kærlighed, man viste hans datter, men ikke ham. Han har sikkert været godt jaloux på både mor og datter, men gjorde ikke noget for at ændre sin levevis, så folk ville være kommet til at respektere ham mere.

Allerede ved Charlottes fødsel var man sikkert i gang med at spekulere over ægteskabsmuligheder for denne dyrebare lille prinsesse, hvis vigtigste opgave var at holde liv i kongehuset med royale babyer, der kunne blive tronarvinger. Hendes far gik ind for et ægteskab med en hollandsk prins, medens hun allerede som teenager selv faldt for flotte fyre af ikke-kongelig byrd. Noget, der førte til, at i hvert fald en af disse udvalgte mænd blev forflyttet langt væk fra England, så der kunne sættes en stopper for hendes forelskelse. 

"Den hollandske prins? Han er jo GRIM! Aldrig i livet om jeg gør det!"

Efter forskellige sværmerier faldt prinsessens blik på en virkelig flot fyr, nemlig Prins Leopold af Saxe-Coburg-Saalfeld. Hun var jo afgjort svag for mandlig skønhed, og han var høj, maskulin og helt sikkert en af de flotteste prinser i Europa.

                                                    Prins Leopold, senere konge af Belgien

George ønskede stadig, at hans datter giftede sig med den hollandske prins, men det blev der ikke noget af, for selv om hun på et tidspunkt faktisk gav efter og blev forlovet med "den grimme" hollænder, så ville hun have Leopold. Som så ofte før udkæmpede hendes forældre en magtkamp om deres datter, hvor George holdt på den hollandske prins, og hans ekskone modsatte sig sådan et ægteskab, måske på baggrund af sine egne erfaringer med arrangerede ægteskaber mellem mennesker, der direkte ikke kan lide hinanden. 

Efter alle disse stridigheder endte Charlotte med at få sin vilje, og den 2. maj 1816 blev hun gift med Leopold. Efter en ufrivillig abort blev hun til alles store begejstring gravid igen med termin den 19. oktober 1817. Noget tyder dog på, at prinsessen desværre havde hørt, at man som gravid kunne - eller skulle??? - spise for to, for det førte til, at hun tog meget på. Da hun heller ikke bevægede sig ret meget, blev hunnemlig hurtigt særdeles overvægtig, og man satte hende derfor på en diæt, dog mest for at reducere fosterets størrelse, da det angiveligt var meget stort. Alt det, hun blev udsat for både ved sine egne fejldispositioner og fra uduelige lægers side, havde imidlertid en meget uheldig virkning på hendes helbred. Under svangerskabet havde hun haft en del pletblødninger og blev nu yderligere svækket af diæten, hvilket jo var meget uheldigt. Dvs. at hendes helbred blev undergravet af forskellige faktorer, som der burde være taget højde for. 

Efter fødslen af en smuk, stor og fuldbåren, men desværre dødfødt dreng døde prinsesse Charlotte dagen efter. Hun blev begravet sammen med sin søn den 19. november 1817. Hele dette sørgelige forløb var vildt chokerende for alt og alle, både fordi prinsessen havde været virkelig populær, men også fordi landet nu igen stod uden en næste-generations-tronarving. Alle George III's døtre var jo altså barnløse, så der var kun Charlottes far, George IV, og hans brødre, der ifølge de gældende regler var i stand til at  producere en legitim arving. Kongehusets fremtid stod og faldt simpelthen med fødslen af et ægte-født Charlotte-substitut. Gode råd var dyre, men så gik det royale avlsprogram i gang igen: ligesom George IV i sin tid var blevet lokket til et katastrofalt ægteskab med sin kusine ved hjælp af løfter om økonomiske fordele, så faldt hans brødre for det selv samme lokkemiddel. Man kan sige, at der opstod noget, der næsten lignede et avlsprogram-kapløb, for alle prinserne skyndte sig at blive gift med en passende hustru. Det betød, at flere af dem måtte forlade deres ikke-kongelige hustruer eller elskerinder, men hvad gør man ikke for en klækkelig bonus? Nemlig ....

Dronning Victorias far, The Duke of Kent

Vinderen af dette kapløb blev den 50-årige Duke of Kent, der giftede sig med Charlottes svigerinde, dvs. prins Leopolds søster, prinsesse Victoria of Saxe-Coburg-Saalfeld den 29. maj 1818. Hun var enke og havde allerede bevist sin avlsdygtighed ved at have fået to børn i sit første ægteskab. Parrets datter, Alexandrina Victoria of Kent, blev født den 24. maj 1819. 

Ny, lille guldklump: Victoria

Denne nye garanti for et fortsat engelsk kongehus blev senere kendt som dronning Victoria (1819-1901), der jo så at sige blev en form for moderne stammor til mange af Europas kongelige. 

Når man tænker på den ophøjede rolle som disse konger og dronninger er blevet tilskrevet op igennem århundrederne, så er det unægtelig ret latterligt, at de enkelte individer både er blevet til som følge af og selv har dyrket et avlsprogram som i et finere stutteri. 

 

Der er beretninger om, at da dronning Victorias mange børn kom i giftealderen, så gennemgik hun en masse stamtavler og slægtsregistre for alle mulige kongelige og adelige, der kunne passe som ægtefæller for hendes børn. Det fortælles, at hun ikke bare gik efter det blå blod, men også efter udseende og type. Et forslag til en ægtefælle for en af hendes døtre blev således vraget, fordi hun ønskede noget mere "mørkt" ind i familietræet. 

 

At hun sagtens kunne vælge forkert ses af, at hun fik den smukkeste og mest talentfulde af sine døtre, Louise Caroline Alberta, der var en dygtig kunstner, gift med John Campbell, hertug af Argyll og marki af Lorne, der var homoseksuel. Noget, der selvfølgelig ikke var det bedste grundlag for et succesfuldt ægteskab ....

 

 

Den morderiske læge

Den nydelige og ret statelige Harold Shipman (1946-2004) var en meget populær alment praktiserende engelsk læge, selv om hans patienter havde en kedelig tendens til at dø. Fordi Shipman blev regnet for en samfundsstøtte, var der dog ikke nogen, der kiggede ham og hans behandlinger efter i sømmene. Dvs. indtil en af hans kolleger studsede over den høje dødsrate, for så kom der fut i politiet. Efter en to år lang udredning blev Shipman dømt skyldig og fik en livstidsdom.

Ingen vidste dog med sikkerhed, hvor mange ofre, der var. Nogle mente, at der kunne være op til 500-1000, medens andre påstod, at der har omkring 250. Udredningen påviste i hvert fald, at 215 var blevet myrdet af ham, hvilket betyder, at han var en af de flittigste mordere i England i nyere tid.
 

De fleste af Shipmans ofre var ældre kvinder, idet den yngste af de identificerede ofre var 41 år gammel. Man mistænker dog, at dette ikke har sin rigtighed, og at den alleryngste i virkeligheden var en lille pige på fire år. Den 13. januar 2004, der var en dag før hans 58-årige fødselsdag, hængte han sig i sin celle. Spørgsmålet er så, HVORFOR han begik disse mord? Det forklarede han aldrig, ligesom han heller ikke udtrykte sin beklagelse over sine ugerninger. Meget tyder dog på, at han gjorde det for at få et "sus": han kunne simpelthen lide at myrde og at se sine patienter dø. Forskellige fiksfakserier med et testamente, hvor en patient angiveligt efterlod ham alt, gør imidlertid, at man i visse tilfælde kan mistænke, at der var flere motiver bag de enkelte mord .... 

https://medium.com/crimebeat/primrose-shipman-the-last-victim-of-harold-shipman-7bc1fdb304eb

 

Flot (levende?) statue

Ivanka Trump (født den 30. oktober1981) - Egentlig Ivana Marie Trump - er unægelig en meget smuk kvinde. At hun ikke var helt så fuldendt fra naturens hånd kommer ikke som en overraskelse for dem, der kender til rige amerikaneres frygtløse og uhæmmede brug af plastisk kirurgi, Botox og andet af samme skuffe. Jeg hører ikke til dem, der er forarget over den slags, men jeg bemærker konsekvenserne for mange af brugerne. For mig er det slutresultatet, der gælder, så spørgsmålet er ikke, om hun har fået gjort noget", for det har hun, men om det var anstrengelserne, ubehaget og udgifterne værd. 

Som teenager så hun unægtelig temmelig anderledes ud, men det jeg især lægger mærke til er hverken håret eller den lidt store næse, men den levende mimi, der er blevet udskiftet med et tomt, stivnet udtryk. Når man ser billeder af hende nu, så er hun flot, ja, nærmest statuarisk, men ligesom sin mand, Jared Kushner, har hun meget lidt mimik tilbage. 

Han ligner mest af alt et stående lig eller en voksmannequin, og hun er ikke meget bedre. Man undrer sig over dette unge par, for er det virkelig, hvad de ønsker? Er de, som de ser ud, eller skyldes deres udseende deres politiske rolle?

På et tidspunkt var Ivanka model, men senere fik hun et modefirma, som hun dog lader til at have droppet for at arbejde for sin far i Det Hvide Hus. Den tætte tilknytning til denne pigeglade far har ofte ført til hævede øjenbryn, fordi han har talt om sin datter på en måde, der indikerer, at der er eller har været et incestuøst forhold mellem dem - eller at det ville han ønske. Underlige og temmelig lumre billeder har også peget i den retning.

Donald, teenage-Ivanka og en seng? Ikke godt, men ind imellem gør man dog et skarn uret. Dette billede af far og datter samt Epstein er således photoshopped. Ikke at det fjerner det lumre, for det er der såmænd stadig ....

Jared Kushner, der jo altså er gift med Ivanka, har gjort sig uheldigt bemærket med sine forretningsmetoder. Han har fået tilnavnet "Loophole", fordi han har udnyttet et svagt punkt i lovgivningen til at tappe sine lejere og tvinge mange af dem ud med voldsomme huslejestigninger. Denne taktik er ikke gået ubemærket hen, for det har ødelagt meget af hans (og Ivankas) rygte.

De hører begge til Donald Trumps indercirkel og er knyttet til hans forskellige gøremål. Det er selvfølgelig med til at tegne billedet af dem for både tilhængere og modstandere. Jeg, der ikke kan fordrage T. Rump og alt, han står for, ser dem selvfølgelig gennem "farvede brilleglas", ligesom dem, der er helt vilde med ham. For mig at se er der tale om en forbryder-familie, og Ivanka er et skrækkeligt menneske, hvilket for mig understreges af hendes stivnede attitude. Andre vil se noget helt andet i hende og hendes mand ud fra billeder som f.eks. dette:

Her er de ikke stivnede og "døde i det", men ser søde og naturlige ud. Sådan kan de altså også være, og det giver så anledning til spørgsmålet "har de en special attitude for at opretholde et bestemt image" eller er de så skrækkelige, som de virker på de fleste nye billeder?

 

^{https://www.businessinsider.com/ivanka-trump-bio-life-fun-facts-2017-3?r=US&IR=T} 

^Wikipedia

 

Selvforsvar? Ja, hvad ellers??!!!

 

Det siges, at Lana Turners filmkarriere startede, da en talentspejder så hende på en cafe som teenager. Han faldt for hendes yndige ansigt, og dermed var hendes lykke gjort - sådan da, for hendes privatliv var temmelig kaotisk, fordi hun havde en ulyksalig evne til at falde for de forkerte mænd. Eller i hvert fald for mænd, der ikke var helt efter bogen. Hendes yndlingstype var åbenbart de italienske "stallions", der forbindes med lyssky affærer, gangster-virksomheder og gigolo--aktiviteter. Sådan var det også med den flotte Johnny Stompanato, der såmænd var gangster .... 

Han og Lana havde en stormfuld affære, der varede omkring et år, indtil han fik en voldsom død for hendes datters hånd. Fjortenårige Cheryl Crane stak nemlig sin mors elsker ned den 4. april 1958, da hun frygtede, at han ville myrde både hende og moderen. 

Cheryl blev fængslet, men drabet blev set som selvforsvar, så der skete hende ikke noget. Hun blev frigivet, hvilket vakte blandede følelser i offentligheden. Mange mente, at drabet var Lanas skyld, og der var såmænd også dem, der havde den opfattelse, at det nok i virkeligheden var hende, der havde myrdet Stompanato, og at hun så havde givet datteren skylden ....

Rygterne gik, men der skete altså ikke Cheryl noget, og hendes mor blev heller ikke anklaget for mord. Stompanatos hustru anlagde imidlertid sag imod familien og krævede $750,000 i erstatning. DEN gik nu ikke, for det eneste hun fik var $20,000.

Cheryl blev placeret hos sin mormor, hvilket vel skyldes den generelle mistro til hendes mors evner som opdrager. 

Den unge dames videre karriere holdt hende ikke ude af rampelyset, for publikum havde ikke glemt den celebre sag. Pressen var aldrig langt væk. Efter en tid som fotomodel og assistent for hendes far, der var restauratør, blev hun ejendomsmægler, I 1988 udgav hun sine memoirer, "Detour: A Hollywood Story", hvor hun bl.a. fortalte, at hun som 13-årig havde fortalt sine forældre, at hun var lesbisk. Desuden fortalte hun i bogen, at ikke bare Stompanato, men også moderens fjerde mand, Tarzan-skuespilleren Lex Barker, havde voldtaget hende på et tidspunkt, hvor hun var et barn. I 2011 udgav hun tillige en roman, "The Bad Always Die Twice".

https://people.com/movies/lana-turner-daughter-killed-mothers-boyfriend-why/

 

https://news.amomama.com/197765-lana-turners-8-marriages-7-husbands-only.html

 

"Ih, hvor har vi det sjovt ..."

Liv og glade dage, samvær og hygge samt en masse sundhedsfarligt druk - det er lige os!!! Det med hyggen kan jeg gå 100% ind for, men ikke det med drikkeriet. Er jeg puritaner? Næh, men mine laster består bare ikke i indtagelsen af våde varer, hvilket bl.a. skyldes, at jeg har oplevet, hvad alt for meget druk kan føre til af helbredsskader. Det samme gælder selvfølgelig narkotika ....

Vi mennesker ønsker at fyre op under vore sanser og at komme i en situation, hvor vi "svæver" og "nyder" øjeblikket. Det er et stærkt ønske hos de fleste af os, og vore kroppe er bygget til at skaffe os glæder af sanselig art. Her tænker jeg selvfølgelig først og fremmest på sex, der jo også er forbundet med følelsen af mæthed: man er tilfredstillet, (hvis nu det er det, man er). Dårlig sex kan formodendtlig sammenligne med et "dårligt trip", uden at jeg dog kan sige, hvad der er værst, da jeg kun har prøvet det første.

                           Prisen for "fixet" er altså for høj, og det har kostet alt for mange liv

Jeg har læst om narkomaner, der føler, at "de har mødt Jesus" eller "set Gud", når de var høje. Det har de jo næppe i andet end deres fantasi, og den er da også god nok til mange ting, men ikke når det gælder spørgsmålet om liv eller død. At målrettet "søge suset" betyder vel, at man ikke kan holde virkeligheden ud, hvilket så igen må kunne tolkes som et afslag til livet og dets vilkår: hellere "svæve" oppe i de imaginære skyer end være hernede hos os andre? Jeg synes, det er sølle, ligesom det  er sølle at tilsidesætte andres liv og lykke for et øjebliks rus, sådan som flere seriemordere synes at gøre. For mig er sanseoplevelserne altså ikke noget, der har forrang for moral, etc..

Hyggeligt samvær?

Eftersom mord, vold og kriminalitet er "hyggens" bagside, så er den for mig at se en illusion. Hvor mange har ikke overfaldet og/eller myrdet gode kammerater for at bestjæle dem for penge og/eller narko? Det er faktisk mange, hvis man skal tro kriminal-rapporterne, og så er "hyggen" da ligesom gået fløjten, eller hva'?

 

Omsorg og respekt

Midt i min hidsighed er dette faktisk, hvad jeg selv går stærkt ind for og bestræber mig på: jeg mener ikke, at man bør afvise eller se ned på mennesker, der måske ikke længere er, hvad de har været. Hvis man lever længe nok, så havner man selv i en situation, der minder om denne gamle, nedbrudte mands, så også af den grund bør man gå ind for respekt og omhu over for de ældre. 

Disse tegninger viser demens og svækkelse fra en anden og meget vemodig side: kunstneren har tegnet og malet selvportrætter, men til sidst mister han helt fornemmelsen for sin egen personlighed og kan ikke genkende eller gengive sig selv.

Sådan husker man ikke den flotte og sexede Sean Connery: stærkt dement, men med sin hustrus støtte til det sidste. Man har også set ham vandre af sted sammen med en form for "livvagt", der skulle passe på, at han ikke kom galt afsted eller forvildede sig et sted hen, der måske ikke var sikkert for ham som tidligere superstjerne. Et trist syn, men det kan være prisen for at blive gammel, og han var omkring 90 år, da han døde. Ikke desto mindre meget vemodigt, når man tænker på hans uglemmelige frække, flotte og nok lige lovlig mandfolkede agent 007.

Sådan vil jeg helst huske ham, men jeg er da godt klar over, at dette ikke er hele billedet af den tidligere Agent 007. At han fik hjælp til at klare hverdagen og ikke bare sad hen er godt at vide, men hvor mange gamle og svækkede får deres egen "livvagt"? Det er vist ikke mange, og man skal sikkert være enten Sean Connery eller Prins Henrik for at være sikker på denne service. Andre er afhængige af mere eller mindre ukendte menneskers velvilje, og disse ukendte personer er faktisk os. Vi, der endnu ikke er rene vrag, er dem, de stærkt svækkede bør kunne stole på vil hjælpe dem. Her skal man så tænke på, at karaktermæssigt bliver man, hvad man gør, bl.a. for andre, så hvis man direkte ønsker at være et godt menneske, så må handling følge tanken og/eller ønsket ....