At miste ansigt - og få det igen

 

Anna Coleman Ladd (1878-1939) var en amerikansk billedhugger, hvis kunstneriske evner kom til praktisk gavn, da hun specialiserede sig i at skabe ansigts-proteser. Dem blev der god brug for efter Første Verdenskrig, hvor mange unge soldater blev så frygtelig vansiret, at deres chancer for at finde en plads i samfundet var lig NUL. Nok blev de regnet for krigshelte, men ikke mange havde plads til dem i deres firma - eller privatliv.

En plastikkirurg kunne måske genskabe sådan et ansigt, men dette skete før den tid, hvor det var muligt. Det Anna gjorde var at forme nye dele af det ødelagte ansigt til proteser, der - i hvert fald umiddelbart - kunne tjene som den ægte vare. Denne teknik var en videreførelse af det arbejde, Francis Derwent Wood havde udført med sine "masker" til vansirede soldater. Deres specielle arbejde regnes for er et medicinsk begreb, der har fået navnet anaplastologi.

Hun var gift med lægen Maynard Ladd, hvilket formentlig har været med til at inspirere hende i hendes arbejde med soldaterne. At hun gav dem et nyt liv, er der ingen tvivl om, men parallelt med dette arbejde udførte hun også andre bedrifter. Bl.a. lavede hun flere skulpturer, men skrev også to bøger, "Hieronymus Rides" og "The Candid Adventurer". Desuden har hun efterladt et par ufærdige skuespil, hvoraf det ene handler om en kvindelig billedhugger, der deltager i krigen. 

 

Grooming

 

For mig er dette et barn, dvs. en person, fyldt med muligheder, men ikke som sex-partner. At andre ser noget helt andet end mig i børn som dette ved jeg godt, men det betyder ikke, at jeg er forstående over for disse personer. Misbrug af børn, dyr eller andre, der ikke formår at sige fra over for overmagten, er efter min mening 100% uacceptabelt. Om det ALTID er skadeligt for den misbrugte ved jeg ikke, men jeg tror, at det forrykker nogle psykiske grænser i individet, der bør være der som et værn imod mennesker og oplevelser, der ikke er til gavn for det. 

Formentlig en far og datter, men kan være en børnelokker med et offer

Da jeg var barn, talte man om "børnelokkere". Der var kriminalsager med børn, der fulgte med en voksen mand, de ikke kendte, og som derpå forsvandt, måske for senere at dukke op igen som lig. Alt sammen meget skræmmende for børn, men også spændende, for hvad skete der egentlig med disse dumdristige børn, og hvorfor var de pludselig døde? De voksne fortalte ikke noget, der kunne forklare gåden for børnene, kun at der var disse besynderlige personer i verden, der var børnelokkere, og som man skulle undgå, selv om de tilbød én slik ....

Børnelokkere med et potentielt offer? Næppe - og så alligevel muligt ....

Før i tiden var børnelokkere nemlig nogen, der kom hen til børn og tilbød dem slik for at følge med. Det troskyldige, men overmåde slik-glade barn, der ikke forbandt noget farligt med de søde sager, sagde ja tak - og det var så det ....

Med internettet er der kommet mange nye lokker-muligheder, og én af dem er mere eller mindre hemmelige kontaktmuligheder mellem børn/unge og ukendte voksne. På en vis måde er vi dog alle potentielle ofre via nettet, nemlig hvis vi lader os "groome" af folk, der tilsyneladende er vilde med os, og som påstår at ville os det bedste. Det med "tilsyneladende" er vigtigt, for ikke alt er, som det ser ud, når børn, teenagere eller voksne mænd/kvinder overøses med komplimenter, gaver og invitationer. Den slags smigrende opmærksomhed KAN være led i en groomings-proces, hvor der lægges op til personlige møder af en mere uhyggelig art.

Børn er nysgerrige, og det er min opfattelse, at de også har sexuelle lyster, men ikke i form af det, en børnelokker kan finde på at gøre ved dem.

 

Skumle personer nyder måske også selve forførelses-spillet og går derfor i gang med det, der på engelsk kaldes "grooming". Via grooming får de indyndet sig hos det barn eller den voksne, de ønsker at have sex med. På internettet præsenterer man ofte et idealiseret billede af sig selv - eller af den person, man ved vil virke tiltrækkende på dem, man ønsker kontakt med, hvis nu det er det, man vil. Hele dette miljø er som skabt til grooming. Som "groomer" smigrer man sig måske ind hos hele familien, hvis forsvar omkring børnene smuldrer over for denne "pæne" mand, der er så begejstret for deres lille guldklump. Sagen er dog den, at denne fyr har bagtanker, for han er i virkeligheden en internet-skurk af de slemme.

 

For dem, der lever meget/det meste af deres liv på nettet, bliver fantasien måske langt stærkere end virkeligheden. Når en børnelokker/groomer støder ind i sådan et individ, har han et helt batteri af smiger og overtalesler parat. Derfra er det smooth sailing, om jeg så må sige. Hvad enten det drejer sig om et eventyrlystent barn eller en kærlighedshungrende mand/kvinde, så er fælden parat ....

 

Det kan være overmåde svært at gøre sig fri af en groomer, for hvad er hvad? Løj han hele tiden, og var han fra begyndelsen ude på lusk? Svaret på de spørgsmål er ikke altid så enkle, hvilket de jo heller ikke er ved en normal forførelse, hvor man kan blive spurgt, om det, de skete, var med eller uden samtykke. 

https://redbarnet.dk/anmelddet/viden/grooming/

Slavedrengen, der blev kejserinde

 

Ja, kejser Neros anden kone, Poppæa Sabina (30-65 e.Kr.) var meget smuk, og eftersom hendes mildt sagt skrækkelige eftermæle er skrevet af hendes fjender, så kan man ikke gå ud fra, at hun var så forfærdelig, som det er blevet påstået. På mange måder er hun stadig en gådefuld skikkelse, men det gælder så sandelig også hendes efterfølger, kejser Neros tredie kone, der er kendt under navnet Sporus. Der hersker tvivl om, hvem og hvad han var, før han blev kastreret og derefter forvandlet til Neros nye kone. Ifølge nogle kilder var han en slavedreng, men andre siger, at han var en fri borger, der bare havde det uheld, at han lignede Neros afdøde hustru Poppæa til forveksling. Hans smukke ansigt blev simpelthen hans ulykke!

Historien om den mandlige kejserinde fortælles bl.a. af den romerske historiker Sutonius i hans værk "De Vita Caesarum", der giver et overmåde interessant indblik i 12 af Roms kejseres liv. Ifølge ham erklærede kejseren efter kastrationen af Sporus, at denne nu var en kvinde. Han klædte ham/hende i kvindetøj, og i 67 e.Kr. giftede han sig med ham/hende, idet han erklærede ham/hende for kejserinde. Nero viste sig også offentligt med ham/hende og optrådte meget kærligt over for ham/hende, så alle kunne se, at de virkelig var et par.

Med Sporus havde Nero forsøgt at genskabe den kvinde, han angiveligt selv havde sparket til døde, da hun var gravid, men som han var totalt besat af. Det var ikke første gang, han søgte en kopi af en død kvinde, han elskede, for efter at have fået sin mor, Agrippina, myrdet i 59 e.Kr. indlemmede han en kvinde, der lignede hende i sit harem. Mange mener, at hans forhold til moderen havde været incestuøst, men sikkert er det dog ikke, da man jo også kan gøre et skarn uret, og også hans eftermæle bærer præg af at være skabt af hans fjender.

Med eller uden farver så var Nero ikke nogen skønhedsåbenbaring, og som kejser var han grusom og totalt skrupelløs. Det eneste, Sporus har fået ud af dette forhold, var formentlig en titel, tøj, smykker og en fin forplejning. Om det var det, han/hun ønskede sig af livet, er ikke til at vide, for der er intet overleveret om hans/hendes tanker og følelser. 

                                                                              Nero

Da Sporus begik selvmord som 20-årig skyldtes det, at han efter Neros død i 68 e.Kr. ikke bare blev tvunget til endnu et (uønsket?) parforhold med en romersk statsmand med det pompøse navn Nymphidius Sabinus. Da han døde, opsøgte Sporus den mand, der på det tidspunkt var kejser, nemlig Poppæa Sabinas første man, Otho, som hun havde forladt for at gifte sig med den daværende kejser, Nero. Denne nye kejser foreslog Sporus at optræde i en ydmygende teaterrolle, der indirekte beskrev hans/hendes liv som kejserinde, og det eneste alternativ, han/hun kunne se var selvmord, hvilket han/hun altså valgte.

                                                                              Otho

I øvrigt optræder der også andre eunuk-elskere/-elskerinder op igennem historien. Der er bl.a. Alexander den Stores eunuk Bagoas. Desuden havde multi-sex-galningen Nero allerede før mødet med Sporus haft en anden ikke-kastreret mandlig partner, der imidlertid spillede rollen som hans ægtemand, og som han måske også var gift med, nemlig som hans hustru.

 

https://allthatsinteresting.com/sporus 

JILL the Ripper og ikke JACK?

Frederick George Abberline (1843-1929) var tilknyttet London Metropolitan Police som chefinspektør. Han blev især kendt for sin rolle i efterforskningen af Jack the Ripper-mordene i 1888. Ligesom mange af sine kolleger havde også han forskellige teorier vedr. Ripperens identitet. En af dem gik ud på, at "han" i virkeligheden var en "hun", hvilket lyder mere skørt, end det er. Selv skaberen af Sherlock Holmes-figuren, Conan Doyle, havde luftet den tanke.

 

Der var mange forskellige mistænkte inde i billedet, men DNA-analyser har peget på en mand med brunt hår og brune øjne, og mange mener nu, at Aaron Kosminski er den mest sandsynlige kandidat til Ripper-titlen. Eftersom der ikke er enighed om resultatet af undersøgelsen, kan der dog sagtens være en helt ukendt, der pludselig dukker op som den ægte Ripper. En australsk videnskabsmand ved navn Ian Findlay har undersøgt materiale fra breve, som Ripperen angiveligt sendte til politiet som en hån, og han hævder, at den delvise DNA-profil, han har været i stand til at stykke sammen, ikke stammer fra en mand, men fra en kvinde. Halløjsa!!! siger jeg bare .... 

 

 

Alle Ripper-ofrene er blevet beskrevet som prostituerede, ikke fordi de var det, men fordi samtiden så kvinder, der færdedes alene på gaden som ludere. Et par af dem var ganske rigtigt prostutuerede, men det gjaldt ikke alle fem. 

 

Flere af de døde kvinder var blevet lemlæstet på en måde, så man mente, at det måtte være en, der var kyndig i anatomi, der stod bag mordene. Dette førte til en teori om, at morderen kunne være en jordemor, men den kvindelige kandidat til titlen som Jill the Ripper, der har fået flest stemmer var den dømte og henrettede morderske Mary Pearcey (1866–1890). Hun var datter af en morder, der blev hængt, og hun havde selv myrdet sin elskers kone og lille datter, fordi hun var jaloux.

 

Hverken fund af konkrete beviser eller øjenvidner udpeger netop Mary Pearcey som den skyldige. Det er udelukkende den viden, man har, om hendes brutale mord på rivalinden og dennes datter, der gør, at hun bliver mistænkt. Man kan sige, at sandheden om hendes skyld/uskyld døde med hende, da hun fulgte i sin fars fodspor og blev hængt den 23. december 1890. 

 

Hvad angår Ian Findlays påstand om en kvindelig Ripper, så er der også i vore dage mennesker, der "morer sig" (hm!!!) med at sende falske tilståelser eller beviser til politiet, og det er da muligt, at det også skete under Ripper-tiden, som datidens mennesker jo levede med i via pressen. Dvs. at jeg vil stille et stort spørgsmålstegn ved værdien af DNA, der er indsamlet fra brevene til politiet, for det behøver ikke at have været Ripperen, der sendte dem.

https://www.independent.co.uk/news/science/was-jack-the-ripper-a-woman-478597.html

 

 

https://www.casebook.org/ripper_media/book_reviews/non-fiction/cjmorley/144.html

https://www.history.com/topics/british-history/jack-the-ripper

 

 

https://www.berlingske.dk/aok/har-ny-dna-undersoegelse-afsloeret-jack-the-rippers-sande-identitet 

 

 

 

 

Forfulgt af HELD ....

 

For mig, der er godt sur over at have været forfulgt af uheld i temmelig lang tid, er historien om Sharon Kinne (født den 30. november 1939) ekstra morsom og ironisk. Hun var ellers en dame, der ikke stod for morskab, men snarere for dødelig alvor for i hvert fald tre myrdede mennesker. Umiddelbart virkede hun som prototypen på en amerikansk kvinde med det, man dengang forstod ved feminin succes. Pæn at se på, tidligt gift, fordi hun løj sig gravid, så hendes første mand, James Kinne, følte sig forpligtet til at gifte sig med hende. Senere blev fik de imidlertid en lille datter, sådan at Sharon udlevede datidens amerikanske drøm for kvinder, nemlig som som husmor og mor. Mystisk nok påstod den dengang purunge Sharon inden brylluppet med Kinne, at hun var enke, men sådan var det altid med hende: hun løj, for det hun var ekspert i løgne og havde altid held med sine løgnehistorier. Alt flaskede sig for hende gang på gang, så løgnen enten ikke blev efterforsket eller i hvert fald ikke afsløret som det, den var, nemlig det, man kunne kalde en "fabrikeret sandhed".

Ingen kunne umiddelbart se på Sharon, at hun aldeles ikke passede ind i skabelonen for den gængse model over "pæne piger". Sharon var og blev en lurifaks og ikke spor "skabelon-agtig", og jeg må indrømme, at jeg godt kan lide hende, selv om hun opførte sig forfærdeligt og var totalt skrupelløs. Formentlig passer betegnelsen "psykopat" perfekt på hende, men der er nu noget dejligt over kvinder, der ikke lader sig tryne af hverken mænd, politi eller skæbnen. Hvor kvinder alt for ofte er de selvskrevne, forsvarsløse ofre, så var Sharon i høj grad det modsatte ....

I 1960 blev Sharons mand, James Kinne, fundet skudt i hovedet med hans egen pistol. Sharon hævdede, at det var parrets 2-årige datter, der ved et uheld var kommet til at skyde sin far, "for hun legede tit med hans våben". Politiet kæmpede en brav kamp for at modbevise denne påstand, men det lykkedes dem ikke, bl.a. fordi retsmedicineren var faldet for Sharons "pæn-pige"-image, sådan at han ikke havde sikret de beviser der skulle til. Han havde således ikke foretaget tests for krudtslam på hverken Sharons og hendes datters hænder, vist nok fordi han ikke "nænnede" at udsætte den nydelige mor og yndige datter for sådan noget griseri. Kort sagt: heldet var med Sharon ....

Et par måneder efter James Kinnes død fandt den omkringflagrende Sharon sammen med den elsker, hun selvfølgelig havde, liget af en kvinde, Patricia Jones. Politiet opdagede, at den myrdede kvinde havde været gift med en anden af Sharons elskere, hvilket naturligt nok førte til, at mistroen imod hende voksede. Denne elsker havde nemlig forsøgt at bryde med hende kort før mordet på hans kone, men hun ville ikke give slip. Kunne Sharon have valgt at myrde elskerens kone, så han blev fri og kunne gifte sig med hende? Mistanken voksede, da nan fandt indicier på, at mordet ikke var en voldtægts og mord-affære, som ligets placering ellers antydede, men snarere en camoufleret henrettelse. Som i tilfældet med James Kinnes død blev udredningen dog forkludret, fordi Patricia var blevet balsameret og begravet inden en obduktion.

Nok blev Sharon arresteret og sigtet den ene gang efter den anden i begge kriminalsager, men hun havde en utrolig evne til at smutte udenom straffen. Enten blev hun frikendt, eller juryen kunne ikke blive enig om en dom - om og om igen.

I 1962 blev hun ellers kendt skyldig i mordet på James Kinne, men dommen blev kendt ugyldig på grund af ubegribelige retstekniske mangler. Sharon klarede altså frisag den ene gang efter den anden, selv om hendes skyld faktisk synes at være blevet bevist. Til hendes held blev flere beviser dog ødelagt af politiet og andre, der spillede en rolle i efterforskningen.

Efter tre retssager i forbindelse med James Kinnes død rejste hun i 1964 til Mexico med sin daværende kæreste/mand, dvs. inden den fjerde retssag kom op at stå. Hvis denne mand havde drømt om et hyggeligt og roligt hjemmeliv med den livlige "pæne pige", så blev han slemt skuffet, for Sharon gjorde sig straks umulig ved at skyde en mand, hun havde mødt på en bar. At hun fulgte med ham hen på hans hotelværelse "misforstod" han angiveligt, da hun jo altså var en "pæn dame", der udelukkende var kommet for at se nogle billeder, han ville vise hende.

Denne gang klappede fælden imidlertid, for den forklaring godtog mexikanerne altså ikke. De var åbenbart ikke så godtroende som amerikanerne eller lå i den grad under for "pæn-pige"-facaden. Sharon røg ind for mord, men minsandten om ikke heldet var med hende én gang til: efter nogle års fængsel undslap hun under en biografforestilling for de indsatte, og ingen har kunnet finde hende siden da. Nogle mener endda, at hun stadig kan være i live og leve det søde liv et eller andet hemmeligt sted, måske krydret med et par mord eller flere ....

 

https://www.reddit.com/r/UnresolvedMysteries/comments/5lwcr2/sharon_kinne_american_housewife_who_killed_at/ 

 

 

Guddommelige forfædre

 

Ifølge nogle slægtsstudier, som folk i min familie har foretaget, så nedstammer vi fra Hviderne, og det er selvfølgelig mægtig fornemt, selv om der nu også var brodne kar iblandt dem. Andre er dog endnu fornemmere, for de nedstammer angiveligt fra GUD!!! Således er der dem, der er overbevist om, at Jesus havde børn med Maria Magdalene, og at en af deres døtre blev stammoder til den gamle, franske kongeslægt. Det kan enhver jo komme og sige, men det er tydeligt, at denne kontroversielle figur, Maria Magdalene, der for det meste er blevet beskrevet af kirkens mænd som en "synder", som Jesus tilgav og velsignede, i virkeligheden havde en helt anden rolle i hans liv - og i den tidlige kristendom, hvilket gør hende meget interessant ....

Dan Brown og andre har digtet videre over denne person-konstellation, og andre har søgt beviser både i og uden for kirken. Det må nu være, hvad det være vil, for det er stadig kontroversielt, selv om visse fund dog har betydet et skred i opfattelsen af "Den bodfærdige skøge", der nu pludselig kan forvandles til Jesu hustru eller kæreste samt mor til hans børn.

Op igennem tiden har der været virkelig mange guder, som vi kender til - og så er der alle dem, vi ikke kender - men ham, der blev regnet for Nordens overgud, nemlig den enøjede Odin, har skam også efterkommere i nutiden. Hvor Jesu efterkommere er en noget usikker størrelse, så er Odins fulde af substans, for de sidder stadig på en god portion magt i nutiden.

Jep, det er bl.a. denne velkendte dame, der kan regne Odin som sin forfader. Hun nedstammer i lige linje fra Egbert, der var konge af Wessex og bedstefar til Alfred den Store, hvis hoffolk opstillede en stamtavle. Ifølge denne stamtavle nedstammede Egbert fra Ingild, der var bror til kong Ine af Wessex. 

                                                               Kong Egbert af Wessex

Egbert (født ca. 770, død juli 839) var utvivlsomt konge af Wessex fra 802 indtil sin død. Det var ham, der gjorde Wessex til det dominerende rige i England. Der er imidlertid tvivlere blandt historikerne, der kommer med den kætterske teori, at det fine kongelige stamtræ er en konstruktion for at bevise, at Egbert var af kongeslægt. HVIS stamtræet er ægte, så nedstammer Egbert fra Cerdic, den første saksiske konge af Wessex, og han nedstammede såmænd fra ingen ringere end over-guden Odin via hans søn Baldur. Måske ikke helt så fint som det franske kongehus, der nedstammer fra Jesus - og dermed fra Jahve - men det snerper nu derhenad mht fornemhed .....

 

https://time.com/5210705/mary-magdalene-controversial/ 

 

http://www.sangreal.dk/Sangreal_Ordenen/Maria_Magdalene.html 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

https://www.information.dk/2007/07/maegtigste-klan-slaegten-hvide 

 

Det sarte mor-søn-forhold

 

Denne fint udsmykkede mandsperson er selvfølgelig den mægtige tyske kejser, Wilhelm II, der var barnebarn af dronning Victoria af England. Hans drømme om Tysklands storslåede fremtid mundede ud i Første Verdenskrig med enorme mængder omkomne, men førte også indirekte til Hitler og Anden Verdenskrigs ufattelige rædsler.

                                                         Den unge Wilhelm og hans mor

Der er dog masse af beviser på, at han midt i sit had-kærligheds-forhold til hende var helt vild med én bestemt legemsdel, nemlig hendes hænder. Han følte sig aldrig tilstrækkelig højt elsket af hende og udtrykker ofte ønsket om et tættere fysisk forhold i form af håndkys og lignende. Man kan sige, at han havde en fetich i form af disse moderlige hænder, hvis skønhed og blødhed, han ofte priser, men som på et symbolsk plan også er afstraffelsesmidler, selv om der nu ikke lader til at være beviser på, at hun slog ham.

På dette billede skuler den amerikanske seriemorder Gary Leon Ridgway (født i 1949) med et ondt blik og rynker panden vredt, men ikke ad sine egne forbrydelser imod de mange kvinder - ca. 50 - han myrdede som The Green River Killer. Næh, det var sandelig ikke tanken om disse uhyrligheder, der den ene gang efter den anden fik ham til at bryde ud i gråd under forhør og ved retssager, for den eneste, han havde ondt af, var ham selv. Alle hans forbrydelser synes at udspringe af det utilfredsstillede begær, han allerede i den tidlige barndom følte for én bestemt person: hans mor, Mary Rita Steinman. Hun var ellers efter sin egen mening en mægtig moralsk person, selv om hun havde for vane at  vandre omkring i hjemmet iført meget lidt tøj eller med decideret sexet tøj. Alt sammen noget, der satte fut i lille Garys fantasi og startede en meget forkvaklet tankegang mht kvinder. 

Gary kom i konflikt med loven den ene gang efter den anden, men han blev først identificeret som den djævelske Green River Killer, efter at man fik analyseret visse beviser via DNA. Da var han færdig én gang for alle og offentligheden fik indblik i hans psyke med den enorme selvmedlidenhed over den sexede mor, der enten vimsede rundt i meget lidt tøj eller hersede med ham. Hendes dominans var en del af spillet mellem dem, selv om hun næppe har forstået, hvad hun satte gang i. Og hvad har det så med den tyske kejser at gøre ud over at de begge er skyld i uskyldige menneskers død? Jo, ikke bare Gary, men også kejseren var knyttet til deres mødre på en usund måde. 

                                                          Kejserinde Victoria af Tyskland

Wilhelm II var født med en deform arm, hvilket angiveligt gik ham enormt meget på, og som han gav sin mor skylden for. Der er beretninger om, at han sagde noget om, at skavanken var en følge af, at hun var "ustyrlig" under fødslen. Sandt? Næppe, og det er ikke andet end et rygte, som man kan forholde sig til alt efter tro og overbevisning. Til gengæld udviste hun ikke nogle særlig milde følelser imod sin ældste søn, der ofte bragte skam over familien, bl.a. allerede dengang hvor han som 4-årig fik et hysterisk anfald midt under kronprins Edwards og prinsesse Alexandras bryllup. 

Var det på grund af disse specielle mor-søn-forhold, de blev som de gjorde? Det er der afgjort dem, der vil mene - bl.a. formentlig Freud - men sådan en tolkning finder jeg meget problematisk, fordi den tillægger kvinderne en del af ansvaret. Disse to kvinder var aldeles ikke meskyldige i deres sønners besynderlige morderlyst, for de har ikke indoktrineret dem i mord. Hverken Garys eller Wilhelms mødre priste mordet for dem eller påstod, at det var deres tissemænd, der styrede showet, og at de kunne gøre, som de ville, fordi de havde levet med et uopfyldt begær som børn.

 

https://www.independent.co.uk/news/uk/home-news/kaiser-wilhelm-ii-s-unnatural-love-his-mother-led-hatred-britain-8943556.html