Skiltet er selvfølgelig lavet af denne vovses menneske, der har tolket dyrets tanker og følelser ved regnvejr. Man forstår godt det kære firbenede væsen, men er samtidig bekymret for, hvad den så kan finde på i stedet for den gængse tisse-tur.
De fleste hunde-ejere med have har det langt nemmere end dem, der bor i lejlighed, hvor de ikke bare kan lukke hunden ud. Ikke desto mindre, noget af en opgave at være WC-servicemand/-kvinde .....
Belært af erfaringen kan man ikke sidde sådan en anmodning overhørig, for selv om hunden ikke selv ønsker det, så går det næsten uvægerligt galt, hvis trangen ikke imødekommes ....
Ikke alle vovser er så venlige at advare i forvejen, og det kan skabe grobund for en vis modvilje imod dyret i familien. Noget, der ikke rigtig er noget at sige til, for hér går den ellers så søde hund virkelig langt over stregen .....
Kan dette være en demonstration imod den liggende person, eller var der bare ikke et tisse-træ i nærheden?
Man kan grine ad den slags, men formentlig kun hvis det ikke rammer én selv, for det er selvfølgelig både ubehageligt og nedværdigende at komme ud for sådan noget. Én ting er, at hanhunde kan finde på at overfalde et menneskeben, der udsættes for erotiske overgreb, noget andet, at de sørme også kan få den tanke (???), at deres menneske er en lygtepæl. Enormt ydmygende!
På rette vej? Tjah, måske ....
Jeg har hørt om forskellige træningsforslag, der skal give vovsen en ide om, hvad der skal foregå udenfor og hvad, der helst ikke må ske indendørs.
Nogle forslag går ud på at træne hunden til at bruge familiens toilet, og det ved jeg lykkes for nogle, men næppe alle.
Med eller uden indendørs-toilet er det, som om der PLUDSELIG går et lys op for hunden. Den lærer at kradse på døren, når den vil/skal ud og gøre, hvad den nu skal udenfor. Hvis der sker uheld indenfor, så bliver den ofte meget skamfuld, selv om den jo ikke gør det med vilje.
Sådan et syn er jo ikke rart for en ægte hundeven, men det viser noget interessant: hunden VED, når den har gjort noget, den ikke må. Vi har altså at gøre med et tænkende og følsomt væsen, og det må vi indrette os efter. Hvis ikke man kan det, så skal man slet ikke have hund ....
Kejserinde Suiko (554–628) var datter af kejser Kinmei og halvsøster til kejser Yomei, idet de havde fælles mor. På et eller andet tidspunkt blev hun sin anden halvbror, kejser Bidatsus, konkubine for derefter at blive hans officielle hustru, da hans første kone døde. Da det skete, skiftede hendes titel til Okisai, hvilket betyder "kejserens hustru". De fik ialt syv børn og havde formentlig et godt ægteskab.
Kejser Bidatsu
Da Bidatsu blev syg og døde, blev Suikos anden halvbror, Yomei kejser, men kun i et par år, idet der udbrød forskellige magtkampe mellem de mægtige klaner Soga og Mononobe. Faktisk erobrede Hatsusebe fra Sogaklanen tronen og blev kejser, men det løste ikke problemet med de voldsomme stridigheder, så man greb til en utraditionel løsning: kejserdatteren og kejserenken Suiko blev valgt som Japans første kvindelige regent i 593 og heskede i 35 år indtil sin død i 628. Dermed blev hun den 33te japanske kejser og den første af indtil videre ialt otte kvindelige kejsere i Japan.
Eftersom træerne nu engang ikke gror ind i himlen, så havde hun mere eller mindre officielle rådgivere eller medregenter, nemlig prins Shotoku og Soga no Umako, men besad selv betydelig magt. Hun bedømmes da også stadig som en fortrinlig herskerinde, der forstod at sno sig i datidens Japan og f.eks. ikke lod sig pådutte sine medregenters ønsker og ideer. Alene det, at hun overlevede og regerede så længe viser betydelige evner som regent.
Under hendes styre blev buddhismen den officielle religion i Japan. Suiko bekendte sig selv til buddhismen og havde aflagt ed som buddhistisk nonne kort før, hun blev kejserinde.
Den shakespeareske version af den sidste Plantagenet-konge i England, nemlig Richard III (1452-1485), er et typisk eksempel på sejrherrens forvrængninger af en slagen modstanders eftermæle. Richards regeringstid som engelsk konge var kortvarigt og varede kun fra 1483 til 1485, hvor han blev besejret, og Tudor-slægten holdt sit indtog.
Eftersom Shakespeare levede og virkede under denne nye kongeslægt, så er det klart, at han ikke kunne tillade sig at være objektiv i vurderingen af den døde Richard III. Spørgsmålet om, HVEM der havde RET til den engelske trone, var jo af vital interesse for Tudor-regenterne, for hvis det var Richard, så forsvandt deres rettigheder som legitime monarker. Derfor var der ingen grænser for alt det slemme, han blev beskyldt for, inklusiv en vakkelvorn fysik. Selv hans modstandere måtte dog indrømme, at han var en tapper mand, der gjorde det godt på slagmarken - altså indtil han ikke bare tabte, men også døde.
Denne form for legitimitets-usikkerhed havde Elizabeth I levet med det meste af sit liv, fordi hun skiftevis blev regnet for kong Henrik VIII's ægte datter, skiftevis for det illegitime resultat af et uheldigt ægteskab med den henrettede Anne Boleyn. At fremstille Richard III som andet end en super-skurk ville derfor ikke have været klogt af Shakespeare, så han smurte virkelig på og gjorde ham til det ondeste af det onde og det ækleste af det ækle fysisk set. Eftersom han var den sidste engelske konge, der døde i kamp, så kunne Shakespeare jo også have valgt at fremhæve hans tapperhed, men nej, den går ikke, når der går politik i eftermælet, og det var lige, hvad der skete med Richard ....
Man mente, at Richards lig var gået tabt, da det hed sig, at det var blevet smidt i en flod. Andre kilder hævdede dog, at det var blevet begravet i Gråbrødre-klostret, der imidlertid var blevet revet ned. Det betød, at man ikke vidste, hvor kongens lig befandt sig, men i 2012 blev det genfundet, begravet under det, man fandt ud af engang var Gråbrødre-klostret, men som nu er en parkeringsplads. Det hele blev meget spændende, for dette maltrakterede mande-lig med 10 alvorlige skader i hovedet, der af arkæologerne blev beskrevet som "svagt, kvindeligt og krumrygget", lå sammen med et andet lig, der vist ikke er blevet identificeret endnu. Den berømte "pukkelryg" viste sig at skyldes skoliose, og den kan ikke have gjort det lettere for Richard at deltage med bravour i krigen, men det gjorde han rent faktisk.
Liget blev identificeret af eksperter fra The University of Leicester via DNA, og derpå trådte hele det kongelige maskineri i gang. Resterne af den sidste Plantagenet-konge blev begravet med fuld honnør i Leicester Cathedral den 26. marts 2015.
Da han blev fundet, of man så billeder af ham, var det egentlig et rørende syn, for det var jo altså tydeligt, at det, der var blevet sagt om hans medfødte handicap, ikke var løgn. Som han ligger dér i det, der i så mange år havde været han grav, var han så "afklædt", ikke bare for kongelig værdighed, men for livet selv, som noget menneske kan være. Ikke desto mindre sloges han for det, han troede på, men som blev ham berøvet.
Han var måske ikke nogen engel, men de, der "stjal" hans kongedømme - som han muligvis selv indirekte havde "stjålet", idet hans brors såkaldt "illegitime" sønner, der var blevet frakendt deres arveret, ANGIVELIGT blev myrdet af ham - er nu hensat til det samme stade, som han blev fundet i: Tudor-slægten er lige så død som han er. Ret tankevækkende faktisk ....
En yndig, lille pige, ingen tvivl om det. Sådan et barn kan blive familiens solstråle, men hvad nu når hun bliver 14, 15 eller 16 og opdager, at drenge egentlig er mægtig sjove og tiltrækkende? For slet ikke at tale om den dag, hvor maven vokser, og forældrene ikke ved, hvem der er skyld i det og er i tvivl om, hvad de bør gøre. Hvad så? En ting er nemlig, hvis et "normalt" par får et udviklingshæmmet barn, noget helt andet hvis dette handicappede barn får et "normalt" barn? Den udviklingshæmmede mor vil sikkert elske sit barn, men kan hun passe og opdrage et "normalt" barn, så det ikke berøves de muligheder, som andre børn har?
I sin tid modtog hendes sunde og raske forældre formentlig forslag om abort, da man fandt ud af, at det ventede barn ikke var det, samfundet regner for "perfekt", men de fik altså gennemtrumfet hendes fødsel. Det er deres ret, men hvilke rettigheder har barnet til at leve et normalt liv og selv få børn? Mange vil sikkert mene, at disse "uperfekte mennesker" slet ikke bør have børn. Hvis de ikke beskyttes af forældre og slægtninge, men er i de sociale myndigheders varetægt, så bliver der måske uden videre sørget for, at svangerskabet afbrydes, men er det lovligt og kan det forsvares moralsk? Serviceloven burde beskytte dem og deres børn, men det system kører vist som vinden blæser:
"Den danske stats forpligtigelse til at yde støtte til at udfylde forældrerollen fremgår ikke specifikt af den danske sociallovgivning. I lovgivningen er der imidlertid ikke noget til hinder for at yde den hjælp, der gør det muligt for forældre med handicap at varetage deres forældrerolle. I serviceloven er der en række konkrete bestemmelser, der kan bruges, når personer med handicap har behov for støtte for at kunne varetage rollen som forældre. Bestemmelserne har dog fokus på forælderens behov som selvstændigt individ og ikke på hans eller hendes behov som forælder. Det er derfor åbent for fortolkning i de enkelte kommuner, hvordan bestemmelserne i serviceloven skal bruges, når det handler om hjælp til at udfylde forældrerollen. Sommetider bliver de slet ikke brugt. Det kan i praksis betyde, at der ikke sker en kobling mellem forælderens behov for støtte og hans eller hendes evne til at udfylde forældrerollen. Der kan derfor være meget stor forskel på, hvordan og om forældre med handicap får støtte i de enkelte kommuner." - Begreber som "tvangssterilisation/tvangsprævention som løsningsmulighed til forældre uden forældreevne" optræder i forskellige sammenhæng, hvor udviklingshæmmede samfundsborgere er i fokus. Sagen er jo den, at de er "dyre i drift", om jeg så må sige, og de investeringer, man accepterer fører måske ikke til så meget, som økonomerne ønsker.
Så vidt jeg kan se ligger det største problem altså ikke i det udviklingshæmmede barn som barn, men som voksen. Hvordan skal disse mennesker klare sig i samfundet? Det bliver vel på en institution eller et bo-fællesskab af en eller anden slags, dvs. under opsyn af sociale myndigheder. Noget, der kan være OK, hvis samfundet lever op til sine forpligtelser, men noget møg, hvis det ikke sker. Jeg har ikke været i stand til at finde noget om "normale børn" af udviklingshæmmede, men jeg er sikker på, at de findes, og at de udgør en ganske særlig opgave for de sociale myndigheder, som de formentlig ofte giver op overfor.
Alt omkring disse handicappede mennesker synes at udgøre et etisk dilemma, hvor man kan vægte for og imod fra nu af og til Dommedag uden at kunne finde frem til en retfærdig løsning.
Måske
disse mennesker ønsker et arbejde, men spørgsmålet er ikke bare, om de
kan klare det, men også hvordan man sikrer, at de ikke bliver udnyttet
af en potentiel arbejdsgiver. Skal/skal ikke og Vil/vil ikke gælder i
mange af livets forhold, men i dette tilfælde har det en vital
betydning.
I begyndelsen af det 20. århundrede blev udviklingshæmmede forældre set som en kulturel og biologisk bombe under samfundet. Udviklingshæmmede og fødedygtige, unge kvinder kunne ifølge den daværende tankegang forventes at levere en lind strøm af degenererede og/eller kriminelle børn. Derfor forbød man giftermål og greb til foranstaltninger som internering og tvangssterilisation. I midten af det 20. århundrede ændredes indstillingen til en større optimisme på de udviklingshæmmedes vegne. Man mente nu, at med hjælp fra samfundet, så kunne de godt lære at blive gode forældre. Noget, der selvfølgelig ville lægge et stort pres på det sociale system, så det er egentlig ikke så overraskende, at man nu lader til at have skiftet mening én gang til. Optimismen lader ikke til at have det så godt længere, men hvad så? Ingen synes at have nemme eller bare brugbare løsninger på dette felt, og det er faktisk ret bekymrende. Jeg ville også ønske, at jeg sad inde med en løsning, men nej, jeg tænker, men det er også det hele ....
Vi ved det jo godt, for det har vi lært i skolen: vores flag, Dannebrog, er det fineste i verden, for det faldt ned fra himlen til os og har fulgt os lige siden. Altså virkelig fornemt, men dog ikke så berømt som visse andre flag som f.eks. det engelske "Union Jack" og det amerikanske "Stars and Stripes".
Brugen af flag er meget mere udbredt i USA end her, og derfor er det lidt morsomt for os med vores ældgamle Dannebrog at tænke på, at det blev designet og skabt for nogle hundrede år siden. Hvor er det mytiske aspekt, hvor er himlen, der skænker amerikanerne dette uvurderlige symbol på storhed og samhørighed? Den første udgave af deres berømte flag blev angiveligt lavet af Elizabeth ("Betsy") Ross (1752-1836) på bestilling af George Washington i 1776. Der er uenighed om denne ene detalje, men alle lader til at mene, at det var hende, der fremstillede det første amerikanske flag-koncept, der blev kendt som "Betsy Ross"-flaget.
Betsy Ross stammede fra en kvækerfamilie med mange børn og var selv nummer otte af ialt sytten, hvoraf dog kun omkring halvdelen levede til voksenalderen. Som stor pige satte hendes far hende i lære hos en møbelpostrer, efter at en tante havde lært hende at sy. I de mere end 50 år, hun var aktiv, lavede hun en masse flag, men lige denne historie med George Washington og bestillingen på et flag skyldes mest noget, hendes barnebarn fortalte i 1870'erne.
Hun var gift flere gange og havde ialt syv børn, men lod ikke privatlivet stoppe hendes virke som flag-designer. Interessant nok havde hun kvindelige kolleger, der også arbejdede med flag, så det var åbenbart et af datidens kvinde-erhverv.
Indrømmet, dette er ikke en skytsånd, men det er nok nogenlunde sådan, jeg forventer, at min private skytsånd opfører sig: den sørger for, at holde alt ondt eller ubehageligt væk fra mig, og at det går mig godt. Snubler jeg over et dørtrin eller taber noget, der sviner, så ser jeg det som skytsåndens fejl, selv om det jo altså er mig selv, der er klodset. Hårde bud for en stakkels ånd, der IKKE er nogen julemand, selv om jeg forventer det af ham ....
Godt gemt væk bag en eftertænksom dæmon, der ikke ser rar ud. Disse dæmoner har jobbet som det ondes/Satans hjælpere i et kosmisk drama, som også mennesker tager del i. Herren med hatten er tilsyneladende klædt i sort, hvilket indikerer, at han ikke hører til de gode, men tværtimod er forbundet med det onde. Oprindelig blev dæmoner regnet for en mellemting mellem de lavere arter, nemlig menneskene, og de højere, dvs. guderne, og de kunne både være skytsånder og hjælpeånder.
En ånd - eller et spøgelse - er ikke det samme som en skytsånd. Mange fortæller imidlertid, at de "taler med" deres afdøde slægtninge og andre ånder, og at de hjælper dem, bl.a. med spådomme og gode råd. Det er jo pænt af dem, men er næppe godt for individets psykiske udvikling, der jo er afhængig af deres egne tanker, følelser og handlinger.
De, der overhovedet tænker i skytsånds-baner, ser dem nok som ham til venstre, der udkæmper en kamp med det onde i Satans skikkelse. Alt sammen for at beskytte os ofte meget utaknemmelige mennesker. Den forestilling stammer fra 1100-tallet, men lever videre den dag i dag, dog med mange tilføjelser for både det såkaldt onde og det såkaldt gode.
Skytsånder møder mange farer og står over for mange problemer, for de består af luftigt materiale og kan hurtigt verfes væk af vrede eller utilfredse "klienter" som f.eks. undertegnede. De har det kort sagt ikke nemt i vor moderne tidsalder, hvor de forveksles med julemanden og ikke har den samme sexede status som Satan og hans disciple ....
Første gang jeg mødte denne påstand på internettet, blev jeg vildt forarget + temmelig bekymret: kunne det være sandt, og var der så alligevel noget om T. Rumps beskyldninger om valgsvindel??? Tanken var overvældende og ikke spor rar, så jeg søgte på påstanden, bl.a. på Snopes, som jeg som regel bruger, når der er noget, hvor sandhedsværdien skal efterprøves. Desværre lader det til, at Snopes var så overbebyrdet med andre sager, at de ikke kunne gøre noget ved mit spørgsmål. Derfor forsøgte jeg mig med andre websites, hvor man kan få noget checket. Bl.a. dette:
Altså en af de mange løgne, som Republikanerne - belært af Mr. Løgn himself: T. Rump! - har excelleret i, og som alt for mange desværre stadig tror på.
Op igennem historien har løgne spillet en stor rolle i opbyggelsen af magt - eller nedrivningen af visse personers status, der har udgjort grundlaget for deres magt. En af dem, der kom ud for det, var dronning Marie-Antoinette, hvis påståede incest med sin mindreårige søn var det argument, der fældede hende, og som førte til hendes henrettelse.
Hun var ødsel, formentlig uden selv at vide det, for den kongelige, der svømmer i penge, er ikke blevet oplært til at tænke over, hvor de kommer fra. De er der bare, og det ses som denne persons ret at få dem udleveret til frit brug. Jeg ser hende som et uskyldigt offer for "forbrydelser", man påduttede hende. Altså: løgn!
Det samme gælder denne velkendte enelske dronning, Henrik VIII's anden kone, Anne Boleyn, der bl.a. blev anklaget for at have haft en incestuøst forhold til sin bror. En latterlig anklage, der i den grad mangler beviser.
Ja, Goebbels var løgnens mester, og han har desværre været læremester for senere tiders folkeforførere. Hans taktik virker nemlig ....
Noget, der også virker, er fremstillingen af den historiske figur som heroisk, stærk og tapper. Dette er f.eks. Nero, og han var ifølge alle datidens vidner i virkeligheden lad, flæsket, grusom og depraveret. Løgn? Ja, noget af det, men ikke alt. Det samme gælder senere tiders påstande om grusomhederne i det romerske Colosseum. Her lod grusomme, ugudelige hedninge-kejsere angiveligt kristne mennesker sønderrive af vilde dyr. Gu' gjorde de ej, selv om brugen af henrettelsesmetoden damnatio ad bestias
blev brugt i The Flavian Amphitheatre, der så vidt jeg har forstået, er noget andet. Rygterne om de vilde orgier, de gamle romere fordrev tiden med, er heller ikke rigtige. Disse beskyldninger var led i en kristen smædekampagne, som man har troet på som "sandheden", fordi det var det, man havde behov for efter den kristne indoktrinering.
Hopkins, Keith (2011). The Colosseum. Profile Books,ISBN: 978-1846684708
.svg)
